Det er en dårlig fugl, som skider i sin egen rede – er en gammel dansk talemåde, der betyder, at du ikke skal skade eller tale nedsættende om sin egen familie, dit eget miljø eller det fællesskab, du selv tilhører eller kommer fra. Det skaber modstand og utryghed blandt dem, du er tæt på. Alligevel har denne adfærd i snart 80 år været udbredt i det amerikanske forsvar, især når vi taler om ufomyten.
Af Kim Møller Hansen
Pressen har altid været en væsentlig drivkraft bag ufomytens udvikling. Og gennem årene har ufoer, aliens og et broget galleri af forskellige ufo-personligheder fået masser af spaltemillimeter og minutter i alverdens medier
Milepæle i ufomytens 80-årige historie
Men særligt tre skelsættende artikler skiller sig ud:
1 -“Impossible! Maybe, But Seeing’ Is Believin’, Sayes Flyer”
Det er overskriften i en beskeden og kort artikel i avisen East Oregonian den 25. juni 1947.
Artiklen omtaler Kenneth Arnolds ufooplevelse dagen forinden og anses af mange som fødselsattesten for de flyvende tallerkener. Selvom betegnelsen tidligere blev anvendt om lerduer.
Den affødte en sand bølge af avishistorier om ufooplevelser. Det var stærkt medvirkende til, at det amerikanske forsvar følte sig nødsaget til at tage oplevelserne alvorligt og begynde at undersøge dem. Det indledte et årtier langt pr-mareridt for det amerikanske forsvar.
2 -“RAAF Captures Flying Saucer On Ranch in Roswell Region”
Var overskriften på en artikel på forsiden af avisen Roswell Daily Mail den 8. juli 1947, som det amerikanske forsvar set i bagklogskabens ulideligt klare lys godt kunne have været foruden.
Pentagon har i årevis gjort sig ihærdige, men resultatløse anstrengelser for at aflive historien om, at der styrtede et fremmed rumskib ned i Roswell i sommeren 1947. Se fx The Roswell Report – Fact versus Fiction in the New Mexico Desert (1995) og The Roswell report – Case closed (1997).
Rumskibs-historien i Roswell vil bare ikke dø, både fordi rigtig mange har et dybt behov for at tro på besøg udefra, og at vi ikke er mutters alene i det store univers, og fordi dele af det amerikanske forsvar viklede sig ind i utroværdige bortforklaringer allerede i 1947, hvilket kun forstærkede mistroen til myndighederne. Noget som i den grad stadig sidder fast som en burre på uniformerne og jakkesættene i Pentagon og omegn.
3 -“Glowing Auras and ’Black Money’: The Pentagon’s Mysterious U.F.O. Program“
Den 16. december 2017 bragte avisen The New York Times ”nyheden” om, at Pentagon i hemmelighed gennem adskillige år havde brugt 22 mio. dollars til at undersøge bl.a. ufooplevelser.
Avishistorien var godt nok usædvanlig tyndbenet og ”glemte” at fortælle, at de fleste af de mange herlige dollars var kanaliseret videre til en mangemillionær, der i sin fritid jagtede spøgelser, varulve og bæver-dinosaurer på en gudsforladt ødegård i Utah. Blandt de tre artikelforfattere var også Leslie Kean, der i forvejen er kendt for kulørte historier om rumvæsner, liv efter døden og et afslappet forhold til fakta.
Alligevel blev artiklen startskuddet til de seneste otte års ufohype med kongres-høringer og diverse ekspertgrupper nedsat af både Pentagon og Nasa – og et væld af nye ”ufoeksperter” og ufoprofeter, hvilket er nærmere beskrevet i bogen Den store UFO-afsløring.
En ny milepæl?
Den 6. juni 2025 meldte avisen The Wall Street Journal sig så ind i ufo-opmærksomhedsøkonomien med artiklen ”The Pentagon Disinformation That Fueled America’s UFO Mythology”. Den blev fulgt op af artikel nr. 2 den 21. juni med overskriften ”Was It Scrap Metal or an Alien Spacecraft? The Army Asked an Elite Defense Lab to Investigate”.
I UFO-Mail 419 skrev Benny Christen Grandahl:
”Artiklerne synes at afsløre, at særligt det amerikanske flyvevåben har spillet en endog særdeles aktiv rolle i at skabe de ufo-myter, som har fået både den amerikanske befolkning, en kreds af ufo-troende politikere og en række kendte ufo-journalister og andre personligheder til at beskylde Pentagon for at skjule sandheden om ufoerne.
Således skulle flyvevåbnet bevidst have skabt og spredt falske billeder af ufoer, for at kamuflere tophemmelige våben- og flyprogrammer på bl.a. Area 51.
Samtidig skulle der i flere årtier have floreret et bizart indvielsesritual, kaldet ’Yankee Blue’ internt i det amerikanske flyvevåben. Her blev personel – der netop havde fået en passende høj sikkerhedsclearing – vist et billede af en flyvende tallerken, som skulle være en del af et tophemmeligt ’reverse-engineering’ program.
Efterfølgende blev de pågældende så bedt om at underskrive en non-disclosure aftale, der truede dem med både livsvarigt fængsel og i værste fald henrettelse, hvis de afslørede programmet for uvedkommende.
Endelig skulle Pentagon også have brugt ufo-historier til at forhindre såvel offentligheden som militære modstandere i at opdage pinlige sårbarheder ved det amerikanske atomarsenal.
Ifølge artiklen – der bl.a. har tidligere direktør for AARO, Dr. Sean Kirkpatrick, som kilde – skulle hændelsen ved Malmstrom Airforce Base i 1967, hvor ufoer angiveligt skulle have slukket for en række Minuteman atommissiler, i virkeligheden have været … et hemmeligt, uanmeldt forsøg, der skulle undersøge, om stærk elektromagnetisk stråling (EMC) kunne slukke for atommissilerne.
Ifølge tidligere underdirektør for AARO, Tim Phillips, handlede det dog nok nærmere om, at en almindelig strømspids i elforsyningen på grund af et tordenvejr, slog atommissilerne fra. Så uanset hvad, skulle hændelsen have haft en naturlig forklaring – og ufo-historien være trukket op af hatten for at dække over fadæsen.”
Er de to artikler i The Wall Street Journal så i samme tunge kategori, som de tre førnævnte milepæls-artikler?
Nej! Selv om de seneste otte års ufo-hysteri, viser, at alt kan ske og pustes op i ufoernes verden, tvivler jeg på, at de to artikler bliver skelsættende.
Den første artikels hovedpointe – at Pentagon selv har skabt ufomyten – er nemlig hverken ny eller sensationel. Det vender jeg tilbage til.
De to artikler i The Wall Street Journal har naturligvis også affødt reaktioner blandt flere af de toneangivende ufopersonligheder i USA.
Både Mick West og Steven Greenstreet har interviewet AARO’s fhv. vicedirektør, Tim Phillips, som citeres i den første artikel i The Wall Street Journal. Det er blevet til en usædvanlig lang samtale mellem Mick West og den fhv. vicedirektør.
Steven Greenstreets interview med samme person er både kortere og i den sædvanlige underholdende og lidt overgearede stil.
Og så er disclosure-profeten Richard Dolan selvfølgelig også på banen. Første halvdel af hans 38 minutter lange enetale på YouTube er en gennemgang af hovedpunkterne i den første artikel i The Wall Street Journal.
Anden halvdel er en salvelsesfuld henvendelse til lytterne/seerne – en prædikant værdig. Dolan var engang en forholdsvis seriøs ufohistoriker, men har i dag tabt både sutten og fornuften.
Den klassiske Malmstrom Air Force Base-ufohændelse i 1967 beskriver, hvordan ti atommissiler pludselig blev deaktiveret samtidig med, at mærkelige lys blev observeret nær basen. Luis Elizondo og Robert L. Hastings har begge fremhævet forbindelsen mellem ufoer og atomvåbenbaser og antydet, at aliens muligvis overvåger eller manipulerer atomvåben. Hastings har interviewet over 100 tidligere militæransatte, som beskriver ufooplevelser ved atomvåbenbaser, men disse udsagn er anekdotiske og kan ikke betragtes som videnskabelige beviser. Undersøgelser viser, at Malmstrom-hændelsen skyldtes et kortvarigt strømsvigt, og at ufoobservationen fandt sted otte dage senere i en by 50 km væk, hvilket tyder på, at hændelserne er blevet fejlagtigt koblet sammen. (Foto: Skeptoid)
Tre faktorer holder liv i ufomyten
Flere faktorer har ganske givet været drivkraften bag ufomytens udvikling, men tre markerer sig som særligt fremtrædende: menneskets dybe behov for at tro på besøg udefra, nyhedsmediernes behov for at sælge billetter og så det amerikanske forsvars problemer med at kommunikere.
Ufomytens historie rummer en perlerække af eksempler på, hvordan det amerikanske forsvar – både frivilligt og ufrivilligt – har draget nytte af ufooplevelser, ufoorganisationer m.m. til at pleje egne formål ved at skjule eller bortlede opmærksomheden fra egen uformåenhed, fejltagelser, flyulykker, militære aktiviteter og hemmeligheder.
Dette er én blandt flere røde tråde i min bog Projekt UFO – Tro, løgne og kolde krig. Det er en moppedreng på over 500 sider. Jeg skal spare læserne for bogens mange eksempler på det amerikanske forsvars indflydelse på ufomyten, men bare kort omtale et af de mest markante: Paul Bennewitz-sagen:
Paul Bennewitz-sagen
Historien om Paul Bennewitz og hans oplevelser med mystiske lys over Manzano Weapons Storage Complex i New Mexico illustrerer, hvordan misinformation og efterretningsoperationer kan forme ufomyten.
Bennewitz’ observationer, hypnosesessioner og rapporter blev brugt af amerikanske efterretningstjenester til at sprede forvirring og skjule militære hemmeligheder, hvilket har haft langvarig indflydelse på populærkulturen.
- Paul Bennewitz’ ufooplevelser: Bennewitz observerede og filmede uforklarlige lys nær et atomvåbenlager, som han tolker som udenjordiske aktiviteter, og han forsøgte at advare myndighederne.
- Militærbase og hemmelige operationer: Kirtland Air Force Base og tilstødende områder husede tophemmelige militærprojekter, herunder udvikling af avancerede våben og teknologier, som Bennewitz uforvarende kom til at interessere sig for.
- Kvægmishandlinger og bortførelser: Bennewitz engagerede sig i ufoer og historierne om kvægmishandlinger, herunder hypnotiske sessioner med Myrna Hansen, der fortalte om bortførelser og underjordiske baser, hvilket styrkede hans overbevisning om en fremmed trussel.
- Project Beta og paranoide teorier: Bennewitz udarbejdede en omfattende rapport om fjendtlige aliens og hemmelige aftaler med den amerikanske regering, som dog fremstår som et resultat af hans psykiske nedbrud og misinformation.
- Efterretningstjenesternes manipulation: AFOSI-agenten Richard Doty og andre efterretningsofficerer manipulerede Bennewitz med falske oplysninger og dokumenter for at forvirre ham og ufomiljøet, hvilket førte til øget paranoia og psykisk sammenbrud.
- Bill Moores rolle i misinformationen: Bill Moore havde i 1970’erne og 1980’erne en høj status i ufokredse. Han samarbejdede imidlertid med efterretningstjenesterne om at sprede misinformation og var involveret i lanceringen af de falske MJ-12-dokumenter, som fik stor betydning for ufomyten. I september 1980 udkom bogen The Roswell Incident med Charles Berlitz som hovedforfatter og Bill ”William” Moore som medforfatter. I juli 1989 fortalte Bill Moore på en stor ufokonference på Aladdin Hotel i Las Vegas arrangeret af MUFON (Mutual UFO Network) om sit dobbeltspil og egen rolle i Bennewitz-sagen.
- Bennewitz’ sammenbrud og eftermæle: Overvågning og manipulation førte til Bennewitz’ mentale sammenbrud i 1988, men hans historier om aliens, underjordiske baser og implantater har fået varig indflydelse på ufokulturen.
Bennewitz observerede højst sandsynligt hemmelige militære eksperimenter med ubemandede fly o.lign., mens efterretningstjenesterne brugte ufo-fortællinger til at skjule militære hemmeligheder og forvirre offentligheden.
Læs hele historien om Paul Bennewitz i kapitlet ”Blændværk” i bogen Projekt UFO – Tro, løgne og kolde krig.
Dette forfalskede dokument, kendt som Aquarius-dokumentet, fik Bill Moore af efterretningsagenten Richard Doty og gav det videre til Paul Bennewitz med ordene: ”Paul, du må hellere være forsigtig med, hvad du gør med dette. Brug det i din egen research, men hold det tæt ind til kroppen”. I Aquarius-dokumentet optræder betegnelsen ”MJ-12” for første gang.
En kolossal, uoverskuelig og uensartet størrelse
Det er kendetegnende for folk, som bygger deres verdensbillede på konspirationsteorier, at de er overbeviste om, at der bag alle hændelser – især de voldsomme, pludselige og katastrofale – findes en bestemt hensigt og et formål.
”Nogen” styrer det hele i baggrunden og har én stor, forkromet og velkoordineret masterplan, som giver mening. Intet sker ved en tilfældighed.
I denne forståelse af verden er det amerikanske forsvar én stor, ensartet, harmonisk og stabil størrelse, hvor alle tænker ens, har de samme holdninger, arbejder efter samme drejebog etc.
I virkeligheden er det amerikanske forsvar en så stor og vidt forgrenet organisation, at der i diverse afkroge handles autonomt og sagtens kan plejes særinteresser som fx troen på aliens (tænk blot på Luis Elizondos lille uofficielle ufo-klub Advanced Aerospace Threat Identification Program, AATIP, finansieret af offentlige midler).
Derfor kan det sagtens hænde, at de forskellige afdelinger i forsvaret ikke ved, hvad hinanden laver og tænker. Derfor kan modstridende og selvmodsigende udtalelser forekomme, hvilket under de rette omstændigheder og i de rette hjerner kan forstærke mistanken om konspirationer etc.
For eksempel tænker mange, at USA har 2–3 efterretningstjenester, som har det forkromede overblik og styr på alt. De mest kendte er CIA (Central Intelligence Agency), NSA (National Security Agency) og FBI (Federal Bureau of Investigation) – og de kan nogle gange have svært ved at samarbejde.
I dag ved vi, at FBI og CIA i tiden op til terrorangrebene den 11. september 2001 ikke samarbejdede godt nok. De lå hver især inde med brikkerne, men kunne ikke eller ville ikke i fællesskab samle puslespillet, der kunne have forhindret katastrofen og reddet 3.000 menneskeliv.
Nu har USA imidlertid ikke blot tre efterretningstjenester, men i alt 16 officielle efterretningstjenester, hvilket også udfordrer samarbejdsevner og fælles retning. De udgør tilsammen det, der kaldes USA’s efterretningsfællesskab (United States Intelligence Community, IC), som koordineres af Director of National Intelligence (DNI).
Derudover findes der et stort antal mindre statslige og private organisationer, som arbejder med efterretning og sikkerhed.
Altså kan skikke eller rygter i én organisation, nemt ende med at være pålidelige efterretninger i en anden.
Immaculate Constellation er et godt eksempel
At noget produceret i en sammenhæng i én del af forsvarets organisationer nemt kan blive udlagt som noget helt andet i uvidendes hænder, er historien bag Immaculate Constellation-dokumentet et godt eksempel på.
Selve Immaculate Constellation-dokumentet skulle efter sigende været skrevet af en civil efterretningsanalytiker ved navn Matthew Brown for at dokumentere hans møde med en præsentation af sammen navn, som han fandt i en mappe på en intern server i forbindelse med en digital oprydningsopgave, han løste for Pentagon.
Ifølge præsentationen var Immaculate Constallation et tophemmeligt militært ufo-program. Og præsentationen omtalte både Lue Elizondo og viste klare, tydelige billeder af forskellige ufoer – samt omtalte forskellige hidtil ukendte ufo-hændelser og delte angiveligt klassificeret viden om ufoer.
Men på trods af at Matthew Brown fandt præsentationen i en mappe, der hed ”Schriever Wargame 2018”, troede han fuldt og fast på, at det var ægte. Netop fordi han havde hørt de mange rygter om tophemmelige ufo-programmer internt i forsvaret. Derfor spang han i foråret 2025 ud som endnu ufo-whistleblower.
Men i virkeligheden var præsentationen bare en del af et såkaldt scenario, der var blevet forberedt til den årligt tilbagevendende simulerede militærøvelse på Schriever Air Force Base i Colorado – i dag Schriever Space Force Base.
Det amerikanske paradoks
Amerikanerne har en klippefast tro på, at alt i uniform eller med fine titler (især hvis ordet ”intelligence”, dvs. efterretning, indgår) er noget helt særligt.
Når fx en amerikansk kamppilot fortæller, at han/hun har haft en ufooplevelse, så vægter det meget højt. Der sættes som udgangspunkt ikke spørgsmålstegn ved, om oplevelsen evt. kan have en naturlig forklaring. En kamppilot tager jo ikke fejl! Forsvarets personel kender jo et rumskib, når de møder det.
Sådan har det været siden 1947. Fx ville den amerikanske og toneangivende private ufoorganisation NICAP under ledelse af den pens. major Donald E. Keyhoe kun beskæftige sig med ufooplevelser fra militærpersonel. Det blev anset for at være ekstra troværdigt.
Amerikanernes tillid til forsvaret er fortsat høj sammenlignet med andre institutioner, men den er faldet i de seneste år. Det skyldes nok, at tilliden til det politiske system er faldet markant gennem de seneste årtier og i dag både er udbredt og dyb.
På den ene side tillægger amerikanerne ufooplevelser blandt forsvarets personel afgørende værdi – og de er næsten alene beviset for besøg udefra – især når oplevelserne bekræfter egne konspirationsteorier, frygt og ideer om besøg udefra.
På den anden side har amerikanerne stor mistillid til ”systemet”. Så når Pentagon undersøger ufooplevelser og offentliggør resultaterne, mødes de involverede talsmænd med mistro.
Konspirationstilhængernes udgangspunkt er, at Pentagon skjuler sandheden. Så der skal i ufokredse hele tiden kæmpes for at få bureaukraterne til at komme med ”den store afsløring”.
Har Pentagon taget konsekvensen?
Pentagon, utallige undersøgelsesprojekter og andre, der fra officiel side er blevet sat til at undersøge og udtale sig om ufoer, er lige siden 1947 blevet mødt af offentligheden med mistro og beskyldninger om at have skumle hensigter og skjule den ”store sandhed”, hver gang talsmændene har fremlagt resultater ifm. undersøgelser af ufooplevelser – uanset hvor megen umage de har gjort sig.
Til gengæld har de samme personer også kunnet iagttage, at fortællinger om nedstyrtede ufoer, kvægmishandlinger, mystisk rumaffald, piloters møder med (for dem) ukendte objekter m.m. knopskyder ude af kontrol i ufomiljøet og stjæler opmærksomheden fra, hvad man ellers kan have gang i militært og forskningsmæssigt på hemmelige baser og testområder.
Alt dette sker, uanset om der hold i nogen af gætterierne eller ej. Så hvorfor ikke bare drage nytte af, at visse dele af ufomiljøet drevet af egne behov og adfærd selv hjælper til med at skjule militære hemmeligheder?
Næste gang et nyt eksperimental-fly, en drone eller noget andet højteknologisk styrter ned eller uforvarende bliver filmet af flyspottere eller lækket af uvidende, militære whistleblowere, kan uheldet skjules ved at lyve og give en tynd bortforklaring. Og måske kan man i ny og næ hjælpe det lidt på vej ved at plante et tilsyneladende superhemmeligt dokument eller publicere en uskarp og gådefuld video på YouTube?
Så skal konspirationstilhængerne nok selv klare resten og digte en vild historie.
To kontinenter – to tilgange til ufomyten. I slutningen af 1980’erne blev det stadig tydeligere, at de toneangivende ufoentusiaster i USA havde en anden tilgang til ufomyten, end hvad der dengang dominerede interessen i Europa. Hvor man i USA betragter observatørernes vidneudsagn som objektive beskrivelser af et fysisk fænomen – sanserne er at sammenligne med et videokamera, der gengiver virkeligheden, som den ser ud – og hvor uidentificerede fænomener gerne fortolkes som rumskibe af møtrikker og bolte (nuts-and-bolts), så har europæiske ufointeresserede i mange år mere forfulgt sociologiske, psykologiske og kulturelle forklaringer på ufooplevelserne. Siden december 2017 har amerikanernes nuts-and-bolts-tilgang til ufooplevelserne bredt sig voldsomt i Europa takket være sociale medier og nyhedsmedierne. Så i dag er mange europæeres tilgang til ufomyten den samme som i 1950’ernes USA, hvor Donald E. Keyhoe havde vind i sejlene med sin rumskibshypotese.
(Illustration: Leo/Pixabay)
Læs mere
- Tim Phillips — Former Deputy Director of AARO (Mick West, varighed: 1 time og 44 min.). Bemærk den overskuelige kapitelinddeling under kommentarer, så du lettere kan overskue det lange interview.
- BOMBSHELL: Pentagon created fake UFO evidence, promoted false alien stories (Steven Greenstreet, New York Post. Varighed: 18 min.)
- THE REAL REASON for WSJ’s Information War Against UFOs (The Richard Dolan Show, varighed: 38 min.)
- Did the Pentagon spread false UFO stories? We’re skeptical (Tim Gallaudet, Christopher Mellon og Marik von Rennenkampff)
- Den morgen ufoer lammede USA’s atommissiler
- Hedeslag på Islands Brygge
- Sådan skabte den amerikanske regering ufomyten
- UFO? UAP? — nej, men måske Batman
- UFOer og atomvåben
