Løs­nin­gen på pilot-myste­ri­et

I fle­re sæso­ner af podca­sten Fly­ven­de Tal­ler­ken har der været epi­so­der med pilo­ter, som for­tal­te om under­li­ge lys højt oppe over fly­e­ne, der fore­tog sig besyn­der­li­ge manøv­rer på him­len. Men end­nu engang var det Elon Musk, der stod bag.

​Af Ben­ny Chri­sten Gran­da­hl – med bidrag fra Kar­sten Bom­holt

Det er ikke kun her­hjem­me, at erfar­ne pilo­ter har undret sig over besyn­der­li­ge lys højt oppe i atmos­fæ­ren eller lige ude i rum­met, der synes at bevæ­ge sig i mær­ke­li­ge møn­stre på him­len over dem mod nord-nord­vest. Og mystik­ken har gan­ske rig­tigt været stor. For ud fra pilo­ter­nes beret­nin­ger lød det vir­ke­lig til, at der fore­gik noget vir­ke­lig ekstra­or­di­nært lige på kan­ten til ver­dens­rum­met.

Fak­tisk begynd­te erfar­ne pilo­ter i USA alle­re­de at rap­por­te­re om den­ne type lys­fæ­no­me­ner i 2022. Og siden har mas­ser af pilo­ter over hele ver­den for­talt om lys, der bevæ­ge­de sig i cir­ku­læ­re eller ova­le møn­stre – som min­de­de lidt om for­men på en racer­ba­ne. Og det hele syn­tes altid at fore­gå i nøj­ag­tigt det sam­me områ­de af him­len.

Et nyt fæno­men, der kun kan ses af for­holds­vis få

Umid­del­bart lyder det da også som noget, der ikke bur­de have en natur­lig for­kla­ring. Jeg har i hvert fald selv undret mig over, hvad kat­ten der kun­ne være tale om. For det lød bestemt ikke som noget, vi nogen­sin­de hav­de hørt om før i de mere end 18.000 ufo-rap­por­ter, vi siden 1957 har ind­sam­let i nær­væ­ren­de for­e­ning.

Når det kom­mer til styk­ket, er for­kla­rin­gen – ”som altid”, fri­stes jeg til at sige – fak­tisk ret jord­nær. Men grun­den til mystik­ken skyl­des i høj grad, at der er tale om et for­holds­vist nyt og meget lidt kendt fæno­men, skabt af en ny tek­no­lo­gi, der har fået stør­re og stør­re udbre­del­se i løbet af de sene­ste 8–9 år. Samt, at fæno­me­net bedst kan ses i en pæn høj­de over jor­d­over­fla­den, hvor det kun er pilo­ter, der har frit udsyn til det.

Og det er Elon Musk og hans Star­link-sate­lit­ter, der – igen fri­stes jeg til at sige ”som altid” – står bag.

Der­for har fæno­me­net fået nav­net ”Star­link Race­tra­ck UAPs”. En lidt for­vir­ren­de beteg­nel­se, hvis du tror, du ved, hvor­dan Star­link satel­lit­ter bevæ­ger sig på him­len.

Men det gør de fær­re­ste. Inklu­siv under­teg­ne­de, skul­le det vise sig.

Hvad er “Star­link Race­tra­ck UAPs”-fænomenet?

Det, pilo­ter­ne i vir­ke­lig­he­den ser, er ikke objek­ter, der ændrer kurs. Det er reflek­sio­ner af sol­lys fra satel­lit­ter i lavt kredsløb – også kal­det satel­li­te fla­res.

I det­te til­fæl­de er der tale om fla­res fra Star­link-satel­lit­ter.

Når Star­link-satel­lit­ter­ne står i den ret­te vin­kel i for­hold til Solen og obser­va­tø­ren, fun­ge­rer deres fla­de over­fla­de i bun­den nem­lig som et spejl, der reflek­te­rer sol­ly­set. Resul­ta­tet er kor­te, kraf­ti­ge lys­glimt – eller gen­tag­ne opblus­sen – der får dem til at lig­ne et selvly­sen­de objekt.

Og for­di satel­lit­ter­ne føl­ger for­holds­vis tæt efter hin­an­den, bli­ver de oplyst af solen efter tur. Det ska­ber en ræk­ke lys­glimt hur­tigt efter hin­an­den, der kom­mer så tit, at hjer­nen for­bin­der lys­glim­te­ne, så du ople­ver det som ét enkelt objekt i bevæ­gel­se.

Da satel­lit­ter­ne sam­ti­dig – set fra jor­den — bevæ­ger sig i bue­de baner hen over him­len. Og når de blin­ker hur­tigt efter hin­an­den langs den sam­me “bue”, tol­ker hjer­nen det som ét objekt, der føl­ger buen – og der­med opstår illu­sio­nen af, at objek­tet dre­jer.

Sær­ligt når satel­lit­ter­ne står lavt 5–10 gra­der over hori­son­ten og Solen står 25–30 gra­der under den, ses fæno­me­net aller­mest tyde­ligt. Lige­som illu­sio­nen for­stær­kes af, at du ikke har nogen faste punk­ter på nat­te­him­len, der gør det muligt at vur­de­re afstan­den og hastig­he­den kor­rekt. Hvil­ket frem­mer ople­vel­sen af, at lyse­ne duk­ker op, for­svin­der, ændrer ret­ning og vari­e­rer i lys­styr­ke.

Se Mick Wests for­kla­ring mere visu­el­le for­kla­ring på de såkald­te ”Star­link Race­tra­ck UAPs” her.

Hvor­for ser pilo­ter det ofte­re end andre?

Når fæno­me­net er så for­holds­vist ukendt for almin­de­li­ge men­ne­sker, skyl­des det, at det ses bed­re, når du kom­mer høje­re op i atmos­fæ­ren.

Der­for befin­der pilo­ter i rute­fly sig i den helt per­fek­te obser­va­tions­po­si­tion.

De fly­ver nem­lig typisk i 10–12 km høj­de, har fri udsigt mod hori­son­ten, og kan se direk­te mod sol­op­gan­gen eller sol­ned­gan­gen

Det ska­ber præ­cis den geo­me­tri­ske pla­ce­ring, hvor reflek­sio­ner­ne ople­ves kraf­tigst. Sam­ti­dig sker obser­va­tio­ner­ne ofte i mør­ke omgi­vel­ser, der gør kon­tra­sten end­nu tyde­li­ge­re.

Der­for er det ikke over­ra­sken­de, at man­ge af rap­por­ter­ne kom­mer fra net­op pilo­ter – for­di de ser noget, der kun i sjæld­ne til­fæl­de kan ses fra jor­den.

Du kan dog også i nog­le til­fæl­de se fæno­me­net, hvor du f.eks. ophol­der dig på et bjerg i en pæn høj­de over havet, eller et sted hvor luf­ten er meget klar, og der ikke er nogen næv­ne­vær­dig lys­foru­re­ning.

Hvor­for ses de ofte mod nord­vest?

Der er også en god, ret kon­kret for­kla­ring på, hvor­for pilo­ter­ne oftest ser fæno­me­net mod nord­vest.

Det hand­ler igen om geo­me­tri.

Star­link-satel­lit­ter kred­ser i baner, der hæl­der ca. 53 gra­der i for­hold til ækva­tor. Det bety­der, at de ofte bevæ­ger sig fra syd­vest mod nor­døst – eller omvendt – set fra den nord­li­ge halv­kug­le.

Så når satel­lit­ter­ne bevæ­ger sig ind i skum­rings­zo­nen, hvor de sta­dig er oplyst af Solen, obser­va­tø­ren befin­der sig i mør­ke i den rig­ti­ge høj­de over jor­d­over­fla­den, og Solen står lavt – 25°-30° – under hori­son­ten mod nord­vest lige efter sol­ned­gang, ram­mer sol­ly­set satel­lit­ter­nes fla­de bund­fla­der i den per­fek­te vin­kel, hvor­for reflek­sio­ner­ne vir­ker ekstra kraf­ti­ge.

Til­sva­ren­de kan du på den nord­li­ge halv­kug­le typisk set det sam­me fæno­men mod nor­døst lige før sol­op­gang. Og på den syd­li­ge halv­kug­le sker præ­cis det sam­me – bare spejl­vendt. Her kan fæno­me­net ople­ves hen­holds­vis mod syd­vest eller sydøst.

Alt­så er det ikke satel­lit­ter­ne, der bestem­mer, hvor på him­len fæno­me­net opstår. Det er sol­ly­set, tids­punk­tet på dagen og hvil­ken halv­kug­le du befin­der dig på, der bestem­mer, hvor du ser fæno­me­net.

En moder­ne ver­sion af et gam­melt pro­blem

Fæno­me­net er i prin­cip­pet ikke nyt. Alle­re­de Iri­di­um-satel­lit­ter skab­te lig­nen­de “fla­res” i 1990’erne.

Det nye er ople­vel­sen af de avan­ce­re­de bevæ­gel­ses­møn­stre. For med tusind­vis af Star­link-satel­lit­ter i tæt kredsløb omkring jor­den kan du ople­ve gen­tag­ne, koor­di­ne­re­de reflek­sio­ner, der ska­ber kom­plek­se møn­stre – her­un­der “racetrack”-illusionen.

Ingen kan vide alt

“Star­link race­tra­ck UAPs” er et godt eksem­pel på, hvor let selv pro­fes­sio­nel­le obser­va­tø­rer kan bli­ve snydt. Ikke for­di de er uvi­den­de. Men for­di de obser­ve­rer et reelt, fysisk fæno­men under usæd­van­li­ge for­hold, som de ikke er bekendt med, og for­di fæno­me­net er rela­tivt nyt. Samt for­di årsa­gen til fæno­me­net lig­ger pænt uden­for deres eget fag­om­rå­de. Lige­som man­ge afvi­ser det som for­kla­rin­gen, for­di de mener, de alle­re­de ved alt om Star­link-satel­lit­ter. Lige­som jeg selv gjor­de.

Alt­så, er det ikke objek­ter­ne, der opfø­rer sig mær­ke­ligt. Eller pilo­ter­ne, der er uvi­den­de.

Det er de hur­ti­ge, gen­ta­gen­de lys­re­flek­tio­ner efter hin­an­den – og måden hjer­nen for­tol­ker det på – der ska­ber det opsigtsvæk­ken­de bevæ­gel­ses­møn­ster, der kan få selv gar­ve­de pilo­ter til at tro, at der fore­går noget vir­ke­ligt ekstra­or­di­nært over hove­d­et på dem.

Og nu ved du hvor­for, og hvor­dan det fore­går.