Et internationalt forskerhold hævder at have fundet ufoer på gamle astronomiske fotoplader fra før rumalderen. Vi har gennemgået forskningsrapporterne, metoden og konklusionerne – og ser flere naturlige forklaringer end rumsonder fra fremmede civilisationer.
Af Benny Christen Grandahl – med bidrag fra Karsten Bomholt, Henrik Busk Holden med flere
Da et internationalt forskerhold ledet af den svenske astronom Beatriz Villarroel, dykkede ned i 2.000 fotografiske langtidseksponeringer af stjernehimlen fra Mount Palomar observatoriet i USA tilbage fra 1949 til 1958, opdagede de mere end 107.000 uforklarlige, kortvarige lysglimt, de ikke umiddelbart kunne forklare.
Videnskabeligt kaldes lysglimtene for transienter. Typisk optræder disse lysglimt som en lille lysende plet på ét billede. Og går ikke igen på billeder af samme sted på himlen optaget før eller efter. Altså skyldes lysglimtet noget, som dukker op og forsvinder igen på et eller andet tidspunkt under langtidseksponeringen.
Det kan f.eks. skyldes stjerner, der blusser op et øjeblik, eller andre astrofysiske begivenheder. Og ses også på langtidseksponerede optagelser i dag, når en roterende satellit passerer under den 30 til 60 minutter lange optagelse. Så optræder lysglimtene typisk på en ret linje flere steder på optagelsen.
Udfordringen ved lysglimtene på de gamle fotografiske plader er, at vi dengang endnu ikke havde opsendt nogle satellitter i rummet. Altså må forklaringen på lysglimtene være en anden. Den satte forskerholdet sig for at finde frem til.
Tre lysglimt (grønne cirkler) på linje fanget på en fotografisk plade optaget på Mount Palomar Observatoriet d. 19. juli 1952. Forskerne finder en sådan formation svær at forklare med kendte naturfænomener.
Lysglimt på himlen før rumalderen
Ved hjælp af digitale scanninger og forskellige billedbehandlingsværktøjer gav teamet sig til at analysere de mange “transienter”. Samtidig begyndte de at lede efter sammenhænge med andre fænomener og hændelser, som de kunne finde data om.
Her kom forskerholdet frem til to forklaringer – hvoraf den ene er ret overraskende – som de fandt en tilpas høj statistisk signifikans for:
Atomprøvesprængninger
Perioden 1951–1957 var præget af hyppige atomprøvesprængninger i atmosfæren udført af henholdsvis USA, Sovjetunionen og Storbritannien.
Her opdagede forskerholdet, at Palomar Observatoriet faktisk ligger relativt tæt på flere af de testområder, hvor USA sprængte atombomber i perioden. Og kom frem til, at lysglimtene på de fotografiske plader forekom oftere i forbindelse med disse prøvesprængninger.
Konkret fandt de frem til, at på dage uden en atomprøvesprængning blev fundet lysglimt på ca. 11 % af dagene, mens andelen steg til næsten 19 % dagen efter en atomprøvesprængning.
Altså var sandsynligheden for at se et mystisk lysglimt på optagelserne cirka 45 % højere inden for et døgn efter en atomprøvesprængning. Ud af i alt 2.718 undersøgte dage (fra nov. 1949 til okt. 1957) blev der observeret lysglimt på 310 dage (gennemsnitligt på cirka 11 % af dagene).
Denne tendens til at finde flere lysglimt på langtidseksponeringer lige efter atomprøvesprængninger kan, ifølge forfatterne, pege på en mulig forbindelse. Enten kan det være en fysisk effekt af selve sprængningerne (f.eks. stråling, der skaber kortvarige lysfænomener i atmosfæren).
Eller også kunne det tænkes, at noget “derude” blev tiltrukket af disse voldsomme begivenheder på Jorden.
Ufoer
For ja – ufoer er den eneste anden af de forklaringer, forskerholdet har undersøgt, som de mener, er værd at nævne.
Ja, du læste rigtigt.
Ifølge forskernes undersøgelser er der en – omend svag – korrelation mellem ufo-observationer og lysglimt på pladerne. Sammenhængen har dog så høj statistisk signifikans, at ufoer medtages som den anden forklaring på lysglimtene.
Sammenhængen kom forskerne frem til ved at sammeholde datoerne for lysglimt på de fotografiske optagelser med datoer for indrapporterede ufo-observationer. Observationerne fandt de i den amerikanske ufo-forening MUFONs database UFOCAT. Den indeholder tusindvis af øjenvidnerapporter om observationer af uforklarede himmelfænomener fra ”ufoernes fremkomst” i 1947 og frem til i dag. Men det vender vi tilbage til.
På dage hvor der var mindst én ufo-observation registreret, blev der i gennemsnit registreret ca. 8,5 % flere lysglimt på optagelserne end på dage uden ufo-rapporter. Med andre ord – hvis nogen meldte om noget ukendt på himlen, var der en lille stigning i antallet af lysglimt på Mount Palomar-optagelserne fra samme dag.
Også et bevis for, at ufoer tiltrækkes af atomvåben
Ydermere fandt forskerne frem til at den øgede aktivitet på netop dage med atomprøvesprængninger og ufoer, kunne stemme overens med visse ”ufologers” ide om, at atomvåben “tiltrækker” ufoer. Fordi disse var interesserede i at overvåge menneskets destruktive adfærd.
Samtidig opdagede forskerholdet, at Palomar-pladerne fra weekenderne 18–19. juli og 26–27. juli 1952 indeholdt usædvanligt mange lysglimt. Det var de to weekender, hvor den såkaldte ufo-bølge over Washington toppede. Her blev ufoerne angiveligvis set af både piloter og radaroperatører.
Derfor spekulerede forskerne i, om de mange lysglimt netop disse dage kunne være solreflekser fra flade, metalliske objekter i høj bane, som kortvarigt fangede Solens lys – altså potentielt rumfartøjer (eller moderskibe?), der befandt sig over atmosfæren, inden de blev observeret over Washington.
Inden der går totalt ”disclosure” i det, er det vigtigt at understrege, at forskerholdet ikke hævder endegyldigt, at lysglimtene er fremmede rumskibe. Men de er åbne for, at det rent faktisk er en forklaring.
De indrømmer også, at en sammenhæng i sig selv ikke beviser noget (mere om dette nedenfor). Ikke desto mindre beskriver studiets forfattere resultaterne som “suggestive” og opfordrer til nærmere undersøgelser. Hvilket den statistiske signifikans i nogen grad kan retfærdiggøre.
Mount Palomar-observatoriet ligger i det sydlige Californien, og har siden 1949 huset nogle af verdens mest avancerede teleskoper. Det mest kendte er Hale-teleskopet på 5 meter, som i mange år var verdens største optiske teleskop. Observatoriet har spillet en central rolle i moderne astronomi – fra opdagelsen af fjerne galakser til undersøgelser af mørkt stof – og det var netop herfra Beatriz Villarroel og hendes forskerhold analyserede de gamle fotografiske plader med de mystiske lysglimt.
Kritiske kommentarer og alternative forklaringer
Som med alle ekstraordinære påstande har de to videnskabelige papirer, som forskergruppen har fået antaget, helt naturligt mødt sund skepsis fra andre forskere. Flere kritikpunkter er blevet fremført, som påpeger mangler ved metoden og peger på mere jordnære forklaringer. Blandt disse skal nævnes:
Støv, ridser og pletter i emulsionslaget
En oplagt indvending er, at de mystiske lysglimt kan skyldes banale fejl på selve de fotografiske optagelser. De gamle glasplader har været opbevaret i tæt på 80 år, og kan derfor have fået støv, ridser, pletter i emulsionslaget eller anden forurening, der skaber de falske lysprikker på de scannede billeder.
Astronomen Nigel Hambly, der har stor erfaring med netop gamle fotoplader med astronomiske optagelser, anbefaler derfor at gennemgå de originale plader under mikroskop. Kun ved en nøje fysisk inspektion er det muligt at se, hvad der virkelig er lysglimt, og hvad der blot er skrammer eller støvkorn.
Hambly bemærker også, at han selv ofte har troet at finde “noget nyt” på digitale skanninger af gamle plader. Men at det senere viste sig at være fysiske fejl på pladen, når den blev tjekket i virkeligheden.
Hvorfor kun holde sig til Mount Palomar?
En særlig mærkværdighed ved studiet er, at alle de gennemgåede fotografiske plader kun kommer fra ét observatorium – nemlig Mount Palomar i Californien.
Forskergruppen har tilsyneladende ikke sammenlignet med fotografiske plader fra andre observatorier i samme tidsperiode. Eller af samme område på himlen. Det er påfaldende, da det ville være en oplagt måde at be- eller afkræfte fænomenet på. Simpelthen ved at undersøge, om andre teleskoper rundt om i verden også fangede lignende lysglimt på de pågældende datoer.
Eksperter som f.eks. Eliot Gillum fra SETI-instituttet undrer sig over dette, og foreslår, at forskerholdet gentager søgningen i andre historiske arkiver – som der findes masser af – for at se om de mystiske glimt også dukker op dér.
Hvis fænomenet kun ses på Mount Palomar-pladerne og ingen andre steder, kunne det tyde på et lokalt forhold (eller et problem med netop det anvendte teleskop, de fysiske plader eller opbevaringen af dem). En bredere undersøgelse på tværs af flere datasæt mangler altså stadig, og indtil da står vi med et noget ufærdigt billede.
Statistisk sammenfald er ikke nødvendigvis et bevis
Selve kernefundet – sammenfaldet mellem lysglimt og hhv. atomprøvesprængninger og ufo-observationer – har også været årsag til løftede øjenbryn blandt både forskere og lægmænd. Statistiske sammenfald behøver nemlig langt fra at betyde, at der er en virkelig årsagssammenhæng.
Ikke overraskende er det sammenhængen med ufo-rapporter, der bliver kritiseret mest.
For netop 1950’erne kendt som ufo-fænomenets storhedstid i USA under den kolde krig. Efter Kenneth Arnolds berømte observation i 1947 og den efterfølgende mediebevågenhed, blev alles øjne pludselig rettet mod himlen, og uforapporterne væltede ind. Det resulterede i at tæt på 100 % af alle observationer fra den periode havde en naturlig forklaring.
Derfor blev der i perioden omkring 1950 indrapporteret flere ufo-observationer i USA på langt de fleste dage end noget andet sted i verden. (Ifølge studiets egne data forekom der mindst én ufo-rapport på ca. 89 % af alle dage i de undersøgte år).
Så at nogle af dagene med lysglimt på fotopladerne falder sammen med ufo-observationer, er måske slet ikke så mærkeligt endda. Og med så hyppige ufo-rapporter opstår sammenhængen nemt helt af sig selv ved et rent og skær tilfælde.
Ufo-forklaringen får et unaturligt stort fokus
Ligesom det videnskabelige tidsskrift Space.com, synes vi i foreningen, at forfatterne giver en lidt vel høj kredit til ufo-rapporter. For den statistiske signifikans på 8,5 % er jo sådan set kun relevant, hvis vi antager at alle ufo-observationerne er ægte.
Og det er så langt fra tilfældet med observationerne i UFOCAT. De blev slet ikke undersøgt nær så grundigt dengang – om overhovedet. Og forskerne stiller overraskende nok ikke spørgsmålstegn ved kvaliteten og validiteten af de ufo-observationer, der indgår i dataunderlaget. De tager ægtheden for givet, fordi de findes i databasen.
Dog erkender de selv, at en sammenhæng ikke nødvendigvis er det samme som et bevis på en direkte forbindelse. Med andre ord: De kan ikke konkludere, at “ufoerne forårsagede lysglimtene” – kun at de to ting måske optrådte samtidigt oftere end tilfældigt.
Er tandfeen en lige så logisk forklaring?
For at sætte påstanden om ufoer som forklaringen på lysglimtene i perspektiv kunne jeg fristes til at gribe til en humoristisk analogi:
For når forskerholdet mener, det er nok, at der et eller andet sted er registreret en ufo-observation på samme dato, som der er optaget et lysglimt på en fotografisk plade, er der utrolig mange andre ting, der statistisk set også kunne være en ligeså eller mere sandsynlig forklaring.
For eksempel kunne forskerholdet med lige så god grund hævde, at tandfeen stod bag lysglimtene. For der er formentlig flere børn, der taber en mælketand (og dermed får “besøg” af tandfeen) på en given dato, end der er amerikanere, der ser ufoer. Altså ville der være en større statistisk signifikans for, at tandfeen var forklaringen, end at der er tale om ufoer.
Den spøgefulde sammenligning er ikke ment som en provokation, men er taget med for at understrege pointen: Korrelation er ikke det samme som kausalitet. Altså: Bare fordi to ting sker samtidig, er det ikke sikkert, at de har noget som helst med hinanden at gøre.
Andre naturlige forklaringer
Kritikere efterlyser også, at forskerholdet får undersøgt alle de naturlige forklaringer før de begynder at bringe rumskibe fra fremmede civilisationer på banen.
I SETI-forskning er tommelfingerreglen netop at antage, at enhver mystisk observation ikke er aliens, indtil det modsatte er bevist. Altså skal forskerne først undersøge og kunne udelukke alle kendte naturfænomener, før de trækker alien-kortet.
Samtidig trænger flere andre naturlige forklaringer på lysglimtene sig på:
Energirige partikler fra atomprøvesprængninger
I tilfældet med netop Mount Palomar-pladerne er der flere jordnære hypoteser i spil. For eksempel pegede den tidligere chef for AARO, Sean Kirkpatrick, på, at energirige partikler eller elektromagnetiske pulser i atmosfæren, kan skabes af atomprøvesprængninger.
Altså præcis det samme, som forskerholdet også selv har på radaren. Sådanne glimt ville i teleskopet fremstå som et eller flere punktformede lyskilder (snarere end en lysstribe), hvilket passer med observationerne.
Retfærdigvis skal det nævnes, at elektromagnetiske pulser i atmosfæren passer dårligt sammen med, at der kun meget sjældent ses lysglimt i den del af den fotografiske optagelse, der ligger i jordskyggen. Det kunne udelukke følgevirkninger af atomprøvesprængninger som årsagen til lysglimtene.
Vejr- og hemmelige militærballoner
En anden mulighed er de utallige højtflyvende vejr- og militærballoner, som blev sendt op i 1950’erne for at overvåge netop atomprøvesprængninger og andre militære formål. Ballonerne – som oftest blev opsendt af hemmelige militærprojekter – var typisk sølvfarvede, og kunne nå store højder.
Omkring atomprøvesprængningerne sværmede der mange balloner i luften, der kunne reflektere sollys som kortvarige blink set fra Mount Palomar-teleskopet.
Samtidig ville folk på jorden kunne se disse balloner som mystiske flyvende lys, hvilket muligvis forklarer, hvorfor ufo-rapporter florerede i netop denne periode. Og kunne være årsagen til, at myten om at ufoer tiltrækkes af atomvåben opstod.
Objekterne bevæger sig for langsomt i forhold til geostationære satellitter
Endnu en interessant detalje er hastigheden på de objekter, der er optaget på pladerne. For tager du de plader, hvor der er flere lysglimt, der ligger på lige linje, og antager, det er det samme objekt, der er årsagen til alle lysglimtene, er det muligt at beregne vinkelhastigheden.
Her kommer forskerne frem til at hastigheden er sølle 0,5 buesekunder i minuttet. Det er væsentligt langsommere end vinkelhastigheden på de satellitter, vi i dag har liggende i geostationært omløb om jorden. De bevæger sig med 1,5 buesekunder i minuttet for at kunne holde trit med jordens rotation.
Altså antyder den lave vinkelhastighed, at der netop IKKE er tale om objekter i geostationært kredsløb om jorden. Som forskerne ellers foreslår som en af årsagerne til lysglimtene: At fremmede intelligenser havde rumsonder kredsende om jorden i et geostationært kredsløb.
Beatriz Villarroel er ikke den første
Beatriz Villarroel og hendes forskerhold er ikke de første, som har ment, at der var en chance for, at en eller flere udenjordiske rumsonder skulle være i kredsløb om vores planet.
Tilbage i 1973 udgav den skotske forfatter og science fiction-entusiast Duncan Lunan artiklen “Space Probe from Epsilon Boötis” i tidsskriftet Spaceflight. Her fremsatte han den opsigtsvækkende idé, at de såkaldte “long delayed echoes” (radioreflektioner registreret i 1920’erne) kunne være forsøg på kontakt fra en udenjordisk rumsonde placeret i et stabilt kredsløb om Jorden i Månens bane.
Ved at analysere ekkoerne på nogle radiosignaler optaget i 1920’erne, kunne Duncan Lunan finde frem til, hvor rumsonden kom fra. Og hvor længe den havde været her.
Ifølge hans tolkning af signalet og en oversættelse af det til et stjernekort, skulle sonden være sendt af væsener fra en planet i kredsløb om stjernen Epsilon Boötis (Izar). Og være ankommet til solsystemet omkring 11.000 f.Kr.
Angiveligvis skulle rumsonden fra Epsilon Boötes være placeret i et stabilt kredsløb i Månens bane omkring jorden.
Skrev en bog om teorien
Dengang blev historien kun lige nævnt som en notits i engelske og amerikanske aviser. Men var den kommet frem i dag, ville den have fået lige så stor opmærksomhed både i og uden for ufo-kreds, som Beatriz Villarroel og hendes forskerholds påstande får i dag.
Året efter udgav Lunan bogen ”Man and the stars”, der blev oversat til en del af de større sprog. Den beskrev dels en meget ambitiøs plan for, hvordan menneskeheden kunne udforske og kolonisere de nærmeste stjerner inden for 12 lysårs afstand. Samt kom med bud på en række ”first contact”-scenarier – og hvilke udfald de kunne få.
Begge dele var baseret på en række symposier afholdt af Association in Scotland for Technology and Research in Astronautics i årene 1967–72 –en årrække, hvor Lunan i øvrigt var formand for foreningen.
Den sidste del af bogen beskrev hans teori om rumsonden fra Epsilon Boötis. Og dykkede ned i detaljerne bag hans arbejde med at dechifrere de gamle radiosignaler.
I bogen Man and the Stars fra 1975 kommer Duncan Lunan med flere detaljer om sin teori.
Trak efterfølgende teorien tilbage
Men kort efter bogens udgivelse stod det imidlertid klart, at de ”lange ekkoer” sandsynligvis havde en anden og mere naturlig forklaring. Nemlig gentagende reflektioner af radiosignalerne i jordens magnetosfære, som kunne sende dem både hele og halvdelen af vejen rundt om jorden. Hvorved forsinkelsen opstod.
Derfor trak Lunan sin tolkning af radiosignalerne tilbage i 1976, og anerkendte den naturlige forklaring på fænomenet. Og i dag kan vi undre os over, hvordan det var muligt for ham at komme frem til de konklusioner, han gjorde, alene ud fra en analyse af de optagne signaler.
Fra Lunan til Villarroel
Historien om Duncan Lunan viser, hvor hårfin grænsen kan være mellem videnskabelig nysgerrighed og ønsket om at finde beviser for udenjordisk intelligens.
Beatriz Villarroel står i dag på et sted, der påfaldende minder om Lunans position, før han trak teorien tilbage. Hendes forskning i lysglimt på gamle fotografiske plader fra Mount Palomar er metodisk og videnskabeligt solid, men drivkraften bag rummer det samme håb: At opdage tegn på fremmed teknologi i kredsløb om jorden.
Hvis lysglimtene viser sig at have naturlige forklaringer, vil Villarroel formentlig, ligesom Lunan, blive nødt til at lægge teorien om udenjordiske satellitter på hylden. Ikke nødvendigvis for at redde sin akademiske status, men fordi den videnskabelige proces kræver det.
For SUFOI er parallellen interessant: Begge historier minder om, hvor hurtigt et spændende fund kan glide fra mulighed til myte, når ønsket om et ekstraordinært svar bliver stærkere end kravene til et bevis.
Meteoritter og meteorsværme
Endvidere har andre astronomer foreslået, at nogle lysglimt kan være f.eks. meteoritter, der kommer direkte mod teleskopet (og derfor ses som punktformede blink i stedet for streger).
Det er også tankevækkende, at den ene af de weekender, hvor ufo-bølgen rammer Washington i 1952 falder sammen med kulminationen af meteorsværmen Delta-aquariderne.
For selv om forskerholdet bag de to videnskabelige papirer udelukker meteorer som forklaringen, fordi de typisk ses som lysende striber på langtidseksponerede optagelser, vil der stadig være masser af meteorsten, der ikke rammer atmosfæren, når jorden glider gennem meteorsværmen.
Disse vil – hvis der er tale om lidt større, flade sten – kunne være i stand til at reflektere sollyset. Og dermed give lysglimt på optagelserne – endda flere på stribe, sådan som det ses på flere af de undersøgte fotografiske plader.
Gravitationslinser
Der har også været enkelte spekulationer fremme om, hvorvidt nogle af lysglimtene kan skyldes gravitationslinser. Altså forstærkning af stjernelys i et eller flere tyngdefelter, som lyset fra stjernen passerer igennem fra en given stjerne og frem til os.
Disse kan opstå i en periode for så at forsvinde igen. Men uden viden om hvilken stjerne eller stjernetype, der er tale om, er det svært at undersøge nærmere i dag.
Kort sagt er der mange alternativer på bordet, som ikke involverer rumvæsener. Og disse skal undersøges nøjere før de vilde hypoteser tages for pålydende.
“Afstanden fra Jorden og Voyager 1+2 er ca. 1 lysdøgn, begge sonder er lige på grænsen af solsystemet.
Fyrer vi en atombombe af nu, så når signalet først Voyager sonderne om ca. 24 timer. Der er altså ingen mulighed for, at det er EMP’en fra atombomben, der varskoer eventuelle aliens, medmindre de da allerede er i nabolaget, enten direkte eller indirekte. ”
– Kristian Glejbøl i en kommentar til Ingeniørens artikel om Beatriz Villarroels teorier
Hvad et peer review egentlig siger – og ikke siger
Beatriz Villarroel og hendes forskningsholds artikler om lysglimt på gamle astronomiske plader er alle publiceret i tidsskrifter med fagfællebedømmelse – det såkaldte peer review. Det betyder, at hendes arbejde er eller er ved at blive vurderet af andre forskere, som har tjekket metoder, data og konklusioner, inden artiklen blev accepteret til udgivelse.
Men et peer review er ikke et kvalitetsstempel i sig selv. Det er snarere et filter, der skal sikre, at en artikel opfylder de grundlæggende videnskabelige krav:
- At hypotesen kan efterprøves
- At metoden er entydig
- At resultaterne kan eftergøres af andre
Kvaliteten og troværdigheden af et peer review afhænger imidlertid i høj grad af, hvem der udfører det – deres faglige baggrund, erfaring og eventuelle ”forforståelser” for emneområdet. Nogle tidsskrifter har et bredt panel af eksperter, andre benytter en mindre kreds. Så i nogle tilfælde kan artikler glide igennem peer reviewet med begrænset modspil.
Et peer review garanterer derfor ikke, at konklusionen er sand – kun at artiklen er skrevet på en måde, som gør det muligt for andre forskere at teste og eventuelt bevise eller modbevise den.
Den egentlige test af teorierne kommer først, når andre forskere rent faktisk forsøger at reproducere resultaterne, for at vurdere om data faktisk kan bære de påstande, der er fremsat i de videnskabelige papirer.
Det første forsøg på udgivelse blev nægtet
Som en sidste krølle på halen kan det nævnes, at det første af forskerholdets to videnskabelige papirer fik en kølig modtagelse blandt fagfæller – selv før ovenstående kritikpunkter kom frem.
Og da forskerholdet ville uploade deres artikel til det offentlige preprint-arkiv arXiv, fik de i første omgang afslag med begrundelsen, at studiet “ikke indeholder tilstrækkelig substantiel forskning”.
Det er usædvanligt, at arXiv blankt afviser et forskningsmanuskript. Det antyder, at redaktørerne hos arXiv vurderede metoden og konklusionerne som mangelfulde. Selvom artiklen til sidst blev publiceret i et peer reviewed tidsskrift, er det tydeligt, at mange eksperter forholder sig yderst skeptiske.
Valget af ufoer som en forklaring er måske ikke så overraskende
Selv om synet på ufoer har ændret sig meget de senere år, er der – som det fremgår af ovenstående – stadig mange, der mener at det er et modigt valg rent akademisk, at medtage ufoer som forklaringen på de mystiske lysglimt på de gamle fotografiske plader.
Og når det sker på så tyndt et grundlag, som at der tilfældigvis har været en ufo-observation et eller andet sted på kloden den samme dag, som pladen er optaget, synes det endnu mere besynderligt, at der er holdt fast i ufoerne.
Argumentationen er selvfølgelig, at forskerholdet ser en statistisk signifikans for ufoer, som er så høj, at det retfærdiggør at ufoerne tages med. Men igen – det samme kunne siges om tandfeen.
En anden grund til at ufoerne er kommet med, synes i høj grad også at være, at Beatriz Villarroel længe har været interesseret i ufoer, og har stor sympati for ufo-observatører, hvilket bl.a. fremgår af dette tweet på X:
“Jeg ved, at der er mange derude, som har set ufoer og haft mærkelige oplevelser, og som leder efter det rette sted at dele deres oplevelse.
Jeg ved også, at den svenske gruppe, der har et system til at modtage vidneberetninger, ikke altid føles som det rette valg for alle.
Selv har jeg fokus på at lede efter ufoer med instrumenter og astronomiske metoder, og jeg har ikke tid til at undersøge og kommentere forskellige observationer – selv om jeg gerne ville.”
Af hendes X‑profil fremgår det også, at hun fulgte med i den danske dronesag i september:
Right now: Big drones or “drones” over Copenhagen and Oslo airports. All planes are stand still.
Netop dronerne blev forsøgt kædet sammen med ufoer af mere sensationelle ufo-personligheder, ganske som dronerne over New Jersey blev. Og var derfor interessante at følge med i for ufo-interesserede.
Så når ufoerne har overlevet helt frem til de endelige videnskabelige papirer, skyldes det nok ikke kun videnskabelig modighed og åbenhed. Der ligger også en interesse i ufoer bag fra hovedforfatterens side. Hvilket ufosamfundet har taget imod med kyshånd: Beatriz Villarroel har vel efterhånden deltaget i samtlige større ufo-podcasts, samt været gæstetaler ved utallige symposier og ufo-konferencer.
Hvad mener Skandinavisk UFO Information?
Studiet af de gamle fotografiske plader fra Mount Palomar observatoriet har uden tvivl opdaget et interessant fænomen, som bør undersøges nærmere. Her bør alle forklaringer undersøges nærmere – også en undersøgelse af de originale plader for fejl.
Men at inddrage ufoer som en forklaring på baggrund af så spinkel en sammenhæng, som at der er set ufoer de samme dag som optagelserne har fundet sted, er efter nærværende forenings mening lige tyndt nok. Særligt når der er tale om så ekstraordinære påstande som besøg fra fremmede civilisationer.
Som altid holder vi meget af at bruge Ockhams ragekniv. Derfor mener vi, at forklaringen på fænomenet nok sandsynligvis er mere kedelig end rumsonder fra udenjordiske civilisationer i kredsløb om jorden. Uden at vi dog vil kloge os på, hvilken af de mere naturlige forklaringer, der så er tale om.
Derfor opfordrer vi til, at der kommer flere fagfællebedømmelser af de allerede udgivne videnskabelige papirer. Og at der kommer andre videnskabelige undersøgelser af fænomenet på banen. Samt at disse også undersøger fotografiske optagelser fra andre astronomiske observatorier end Mount Palomar i samme og både tidligere og senere tidsperioder.
Indtil da forholder vi os afventende overfor, hvad den egentlige forklaring på lysglimtene kan være.
Kilder:
Til artiklen har vi anvendt disse kilder:
De to videnskabelige papirer
Transients in the Palomar Observatory Sky Survey (POSS‑I) may be associated with nuclear testing and reports of unidentified anomalous phenomena | Scientific Reports:
Aligned, Multiple-transient Events in the First Palomar Sky Survey | IOPscience:
https://iopscience.iop.org/article/10.1088/1538–3873/ae0afe/pdf
Anvendte artikler:
Did Astronomers Photograph UFOs Orbiting Earth in the 1950s? | Scientific American:
Could these mysterious flashes of light in 1950s photos be UFOs? Some researchers think so | Space:
Are unidentified objects in space (immortalized between 1949 and 1957) linked to nuclear tests? — Evidence Network:
Mystiske mønstre fundet i astronomers observationer: Skyldes de atombomber og UFO’er? | Ingeniøren 3. november 2025:
Om Duncan Lunan:
Duncan Lunan: Man And The Stars: Contact And Communication With Other Intelligence | Duncanlunan.com:
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.
