Alt ved det gam­le, og dog…

Årets før­ste num­mer af UFO-Nyt er net­op udsendt til alle abon­nen­ter, og inde­hol­der bl.a. afslut­nin­gen på arti­kel­se­ri­en »Da ufo­er­ne blev rum­ski­be« (1. del blev bragt i UFO-Nyt nr. 3, 2009) om, hvor­dan og hvor­når de for­skel­li­ge ufo-myter og tro­en på ikke-jor­di­ske besøg blev grund­lagt. Artik­len kon­klu­de­rer bl.a., at inter­net­tet har over­ta­get den domi­ne­ren­de rol­le, som avi­ser og film spil­le­de i ufo­er­nes barn­dom.

Net­tet er menings­dan­nen­de og i (alt for) man­ge til­fæl­de ene­ste infor­ma­tions­kil­de for man­ge men­ne­sker. I gam­le dage var noget „rig­tigt“, hvis det hav­de stå­et i avi­sen. I dag lap­per man­ge ukri­tisk selv det vær­ste vrøvl i sig, bare det fin­des på net­tet.

Det er en helt uover­kom­me­lig — og måske nyt­tes­løs opga­ve — at tage til gen­mæ­le og for­sø­ge at til­ba­ge­vi­se de ofte hor­rib­le påstan­de, som mar­keds­fø­res med stor ihær­dig­hed af plat­tensla­ge­re og drøm­me­re på net­tet. Men engang imel­lem er det nu alli­ge­vel for­fri­sken­de, at nogen vil gøre sig besvæ­ret og gan­ske enkelt afslø­re pla­tug­ler­nes og fan­ta­ster­nes fejl­ta­gel­ser med viden og almin­de­lig sund for­nuft som ene­ste våben. Det dre­jer sig i det­te til­fæl­de om den dyg­ti­ge og meget viden­de flyhi­sto­ri­ker Cur­tis Pee­b­les, som vi tid­li­ge­re har bragt artik­ler af.

I artik­len »Den hem­me­li­ge måne­rej­se« i UFO-Nyt nr. 1, 2010, under­sø­ger Cur­tis Pee­b­les påstan­de­ne om, at et hidtil ukendt, beman­det rum­skib, kal­det Apol­lo 20, lan­de­de på Månen og fandt et nedstyr­tet rum­skib med ikke-jor­di­ske væs­ner om bord. En ame­ri­ka­ner, Wil­li­am Rut­led­ge født i Bel­gi­en, begynd­te i april 2007 at læg­ge en serie videoklip ud på YouTu­be. Rut­led­ge påstod, at de stam­me­de fra Apol­lo 20, en hem­me­lig, fæl­les ame­ri­kansk-sov­je­tisk rum­færd, som blev gen­nem­ført i 1976 med det for­mål at under­sø­ge et nedstyr­tet ikke-jor­disk rum­skib i nær­he­den af kra­te­ret Izsak på Månens bag­si­de. Histo­ri­en er et godt eksem­pel på, hvor man­ge kræf­ter nog­le men­ne­sker læg­ger for dagen for at frem­fø­re deres fan­ta­si­er på net­tet, samt hvor man­ge selv­mod­si­gel­ser og sto­re fejl andre er vil­li­ge til at accep­te­re, for­di de ger­ne vil tro, at histo­ri­en kun­ne være sand.

Peter W. Mer­lin er en anden dyg­tig flyhi­sto­ri­ker, som kon­kret og over­be­vi­sen­de tager folk på ordet, når de påstår, at det lyk­ke­des det ame­ri­kan­ske mili­tær at fjer­ne alle spor efter nedstyrt­nin­gen ved Roswell. Merl­ins erfa­rin­ger efter at have fin­kæm­met utal­li­ge ste­der, hvor top­hem­me­li­ge eks­pe­ri­men­tal­fly er hava­re­re­de, er nem­lig, at der altid kan fin­des vra­gre­ster — også hvor man klart kun­ne for­ven­te, at myn­dig­he­der­ne af hen­syn til lan­dets sik­ker­hed må have gjort alt for at fjer­ne bevis­ma­te­ri­a­le. I artik­len “Fryg­ter ufo­lo­ger fysi­ske bevi­ser?” — som også brin­ges her i UFO-Mail — for­tæl­ler han om sin del­ta­gel­se ved “4th Annu­al UFO Crash Retri­e­val Con­fe­ren­ce” i Las Vegas i novem­ber 2006 og om del­ta­ger­nes reak­tion på hans bud­skab om, at hvis der vir­ke­lig styr­te­de et frem­med rum­skib ned ved Roswell, så vil­le man med garan­ti sta­dig kun­ne fin­de vra­gre­ster på ste­det i dag. Som bekendt er der abso­lut intet ikke-jor­disk fun­det, så…

Fryg­ter ufo­lo­ger fysi­ske bevi­ser?

En frem­sy­net rets­me­di­ci­ner ved navn Edmond Locard (1877–1966) skrev engang: „Fysi­ske bevi­ser kan ikke være for­ker­te, de kan ikke vid­ne falsk i ret­ten, og de kan ikke være helt ånds­fra­væ­ren­de. Kun hvis men­ne­sker fejl­er med at fin­de dem, under­sø­ge og for­stå dem, mister de deres vær­di.“

Da jeg som niårig blev inter­es­se­ret i ufo­er, greb jeg hel­hjer­tet den­ne filo­so­fi. Slø­re­de bil­le­der og ryste­de video­er var ikke til­stræk­ke­ligt. Jeg ønske­de hår­de og kon­tan­te bevi­ser. Jeg var ikke vil­lig til uden vide­re at tro på, at uiden­ti­fi­ce­re­de fly­ven­de fæno­me­ner var ikke-jor­di­ske rum­ski­be. Gen­nem åre­ne blev jeg mere og mere fru­stre­ret og skuf­fet, da det helt tyde­ligt ikke lyk­ke­des for for­sker­ne at bevi­se, at der fand­tes ikke-jor­disk intel­li­gens.

Når alt kom til alt, var ufo-forsk­ning ikke andet end et for­søg på at iden­ti­fi­ce­re ukend­te objek­ter på him­len. Ofte blev de set på lang afstand, så der var meget lidt infor­ma­tion at hen­te. Hvis blot et af dis­se objek­ter styr­te­de ned, vil­le der være en godt chan­ce for at få fat i nog­le vrag­de­le og under­sø­ge dem. Sene­re blev jeg inter­es­se­ret i beret­nin­ger om ufo-nedstyrt­nin­ger, da de inde­holdt de bed­ste håb om at fin­de det bevis, jeg ønske­de.

Jeg læste alt, hvad jeg kun­ne fin­de om berøm­te (eller beryg­te­de) nedstyrt­nin­ger såsom Roswell, Aztec og Kecks­burg, Jeg opda­ge­de snart de møn­stre, som duk­ke­de op. Det viste sig hur­tigt, at man­ge ufo-nedstyrt­nin­ger hav­de en del fæl­les­træk:

• Hæn­del­sen og adgan­gen til vra­gre­ster hav­de angi­ve­ligt den høje­ste sik­ker­heds­klas­si­fi­ce­ring.
• Det ukend­te objekt styr­te­de ned på offent­lig jord (sæd­van­lig­vis i land­li­ge omgi­vel­ser), rela­tivt tæt på bebo­et områ­de.
• Civi­le vid­ner blev ofte afhørt og tru­et af statsan­sat­te til at glem­me, hvad de hav­de set.
• Nedstyrt­nings­om­rå­det blev sik­ret og kon­trol­le­ret af statsan­sat­te, så læn­ge det var nød­ven­digt af hen­syn til bjærg­nin­gen.
• Ind­sam­lin­gen af vra­gre­ster hav­de høje­ste pri­o­ri­tet.

Selv om man­ge detal­jer vari­e­rer, ser alle beret­nin­ger om ufo-nedstyrt­nin­ger ud til at slut­te på sam­me måde: Et opryd­nings­hold bestå­en­de af per­so­ner fra rege­rings­mag­ten — nog­le gan­ge almin­de­li­ge sol­da­ter, andre gan­ge spe­ci­alstyr­ker — „des­in­fi­ce­rer“ nedstyrt­nings­om­rå­det og fjer­ner ethvert spor efter vra­get. Civi­le ufo-for­ske­re har der­for ikke den mind­ste chan­ce for efter­føl­gen­de at fin­de fysi­ske bevi­ser på ste­det.

Er den slags muligt eller end­da sand­syn­ligt? Kan myn­dig­he­der­ne fin­kæm­me nedstyrt­nings­om­rå­det? Rent prak­tisk er det muligt. Uan­set hvil­ket rege­rings­or­gan, der tager sig af sådan en hæn­del­se, vil det sand­syn­lig­vis have ube­græn­se­de res­sour­cer til rådig­hed for at udfø­re opga­ven med at fjer­ne bevis­ma­te­ri­a­le. Men er der histo­ri­ske for­til­fæl­de?

Det slog mig, at rege­rin­gens reak­tion i det til­fæl­de, at et top­hem­me­ligt fly (som fx dem, der fly­ver fra det fjer­ne Area 51 test­om­rå­de ved Groom Lake i Neva­da) styr­te­de ned, vil­le mod­sva­re reak­tio­nen ved en ufo-nedstyrt­ning. Hen­sy­net til den natio­na­le sik­ker­hed vil­le kræ­ve for­an­stalt­nin­ger, der for­hin­dre­de klas­si­fi­ce­ret mate­ri­a­le i at fal­de i de for­ker­te hæn­der, fx civi­le eller frem­me­de efter­ret­nings­a­gen­ter.

I 1992 begynd­te jeg at under­sø­ge nedstyrt­nin­ger af tid­li­ge­re, top­hem­me­li­ge fly. Efter at have fore­ta­get tal­ri­ge inter­view og gen­nem­gå­et i tusind­vis af deklas­si­fi­ce­re­de doku­men­ter, opda­ge­de jeg, at man­ge hæn­del­ser vedr. tid­li­ge­re hem­me­li­ge såkald­te „sor­te“ pro­gram­mer, i man­ge til­fæl­de min­de­de meget om beret­nin­ger­ne om påstå­e­de ufo-nedstyrt­nin­ger. Der dre­je­de sig fx om uheld med fly som A‑12 spionfly, D‑21B dro­nen og F‑117A „ste­alth figh­ter“.

I begyn­del­sen af 1960’erne hav­de Cen­tral Intel­li­gen­ce Agen­cy (CIA) et pro­jekt med design, kon­struk­tion, test og brug af et rekog­nos­ce­rings­fly, der var i stand til at fly­ve med en hastig­hed på mere end 3.200 km/t i en høj­de på op til 27.000 m. Lock­he­ed A‑12 fløj før­ste gang i 1962, men dets eksi­stens for­blev en hem­me­lig­hed helt frem til 1981. To andre vari­an­ter — YF-12A jage­ren og SR-71 rekog­nos­ce­rings­fly — duk­ke­de op hos fly­ve­våb­net i 1964 for at tje­ne som et dæk­ke over obser­va­tio­ner af A‑12, som man fløj test­flyv­nin­ger med.

Da en A‑12 styr­te­de ned nær Wen­d­over i Utah i maj 1963, afled­te CIA offent­lig­he­den og medi­er­nes under­sø­gel­ser med en dæk­hi­sto­rie om, at det var et almin­de­ligt F‑105 jet­fly, der var styr­tet ned. Deklas­si­fi­ce­re­de doku­men­ter angi­ver, at sik­ker­he­den var alt­over­skyg­gen­de, og opryd­nin­gen hav­de top­pri­o­ri­tet, der i res­sour­cer over­gik sel­ve under­sø­gel­sen af ulyk­ken.

På omkring sam­me tid udvik­le­de Lock­he­ed en ramjet-dre­vet rekog­nos­ce­rings­dro­ne kal­det D‑21, som blev affy­ret fra en A‑12 vari­ant. En fatal ulyk­ke før­te til en modi­fi­ce­ret ver­sion kal­det D‑21B, som i ste­det blev båret frem under vin­ger­ne på et B‑52 bom­be­fly og affy­ret ved hjælp af en boo­ster-raket.

Sene­re, i sep­tem­ber 1967, blev et D‑21B util­sig­tet affy­ret under det, der skul­le have været en test­flyv­ning over det cen­tra­le Neva­da. Iføl­ge inter­view med mili­tæ­re og civi­le vid­ner, sik­re­de per­so­na­le fra Area 51 nedstyrt­nings­ste­det så hur­tigt, som det var muligt, og med­lem­mer fra et opryd­nings­hold, som gik skul­der ved skul­der gen­nem nedstyrt­nings­om­rå­det, opsam­le­de ethvert vragstyk­ke. Vid­ner blev pålagt at glem­me, hvad de hav­de set.

Lock­he­eds F‑117A, som fløj før­ste gang i 1981, var desig­net til at være usyn­lig på radarskær­me. Udvik­let som et hem­me­ligt „sort“ pro­gram (dvs. med et bud­get, som kun meget få hav­de ind­blik i) sidst i 1970’erne, testet ved Area 51 og brugt i ope­ra­tio­nel­le enhe­der nær Tono­pah Test Ran­ge, blev fly­ets eksi­stens holdt hem­me­ligt i næsten 10 år.

Da et af de hem­me­li­ge F‑117 jet­fly styr­te­de ned nær Baker­s­fi­eld i Cali­for­ni­en i juli 1986, blev nedstyrt­nings­om­rå­det erklæ­ret for mili­tært områ­de for at hin­dre ikke-god­kendt per­so­na­le i at træn­ge ind. Bevæb­ne­de vag­ter beman­de­de vejspær­rin­ger og check­po­ints, og heli­kop­te­re fløj frem og til­ba­ge over områ­det i de man­ge uger, mand­ska­bet arbej­de­de med at ryd­de op. Fly­ve­vå­be­nets tals­mænd afvi­ste at oply­se noget som helst om fly­ty­pen. Der kom ingen indrøm­mel­ser, før F‑117A’s eksi­stens blev offent­lig­gjort i novem­ber 1988.

Det ube­man­de­de D‑21 fly robot­fly blev brugt til spio­na­ge­tog­ter og bl.a. sendt ind over Kina. D‑21B blev sendt af sted fra et B‑52H bom­be­fly (her er to pla­ce­ret under vin­ger­ne) og kun­ne nå op på en hastig­hed nær Mach 4 i 80.000–95.000 fods høj­de. Foto: USAF

Pro­jek­tet med D‑21B dro­ner og B‑52 bom­be­fly var et af de mest hem­me­li­ge i hele Bla­ck­bird-pro­gram­met. Foto: USAF

Da detal­jer­ne om dis­se hæn­del­ser nu er offent­lig­gjort, er det muligt for civi­le for­ske­re at stu­de­re den offi­ci­el­le kor­re­spon­dan­ce og ulyk­kes­rap­por­ter, inter­view med vid­ner — både civi­le og rege­rings­em­beds­mænd — besø­ge nedstyrt­nings­ste­der­ne og søge efter vra­gre­ster. Fysi­ske bevi­ser fra et nedstyrt­nings­sted kan under­sø­ges og iden­ti­fi­ce­res ved hjælp af de deklas­si­fi­ce­re­de doku­men­ter, fotos og end­da ud fra flyskrog på muse­er. Resul­ta­tet af den slags forsk­ning kan tje­ne som grund­læg­gen­de data i sam­men­lig­nin­gen med beret­nin­ger om ufo-nedstyrt­nin­ger. Jeg har besøgt man­ge af dis­se nedstyrt­nings­ste­der og i hvert ene­ste til­fæl­de fun­det iden­ti­fi­cer­ba­re fysi­ske bevi­ser. Ste­der­ne er ikke ble­vet helt fin­kæm­me­de. Jeg tro­e­de, at ufo­lo­ger­ne vil­le mod­ta­ge dis­se infor­ma­tio­ner med kys­hånd, da de altid har fået at vide, at rege­rin­gens folk ryd­der op og fjer­ner alle spor på top­hem­me­li­ge nedstyrt­nings­ste­der. Jeg har i den grad ble­vet klo­ge­re.

Mens jeg over­ve­je­de, hvor­dan jeg bedst kun­ne dele mine data med ufo-for­ske­re, præ­sen­te­re­de for­fat­te­ren Cur­tis Pee­b­les mig for et onli­ne debat­forum ved navn UFO UpDa­tes besty­ret af Errol Bru­ce-Knapp på VirtuallyStrange.net. Fora­ets med­lem­mer omfat­ter et bredt spek­trum af men­ne­sker inklu­si­ve nog­le kend­te nav­ne inden for ufo­lo­gi­en, og næsten hvert ind­læg ska­ber en liv­lig debat.

Jeg skim­me­de Roswell-debat­ten, selv om jeg for læn­ge siden er ble­vet over­be­vist om, at hæn­del­sen fra 1947 i ørke­nen i New Mexi­co ikke dre­jer sig om noget fan­ta­stisk, men om en slags bal­lon og et radar-reflek­tor­sy­stem. De tro­en­de var sta­dig af den opfat­tel­se, at rege­rings­a­gen­ter hav­de ryd­det områ­det for selv den mind­ste stump fra nedstyrt­nin­gen.

Den 24. juli 2005 udveks­le­de Robert Gates og Chri­stop­her Allen i en debat på UFO UpDa­tes oplys­nin­ger om, at civi­le vid­ner til Roswell-hæn­del­sen hav­de for­holdt sig tav­se i årti­er som føl­ge af en aflagt ed om at hol­de mund. Som et illu­stra­tivt eksem­pel på lig­nen­de hæn­del­ser omtal­te Gates en A‑12, som styr­te­de ned nær Wen­d­over, og han påstod, at „loka­le, civi­le vid­ner svær­ge­de at hol­de mund og har ind­til i dag ikke omtalt hæn­del­sen med et ord …“

Jeg skrev nog­le dage sene­re et svar med over­skrif­ten »Nedstyrt­nings­be­ret­nin­ger: Et nyt per­spek­tiv«. For at mit ind­læg skul­le få mest opmærk­som­hed, send­te jeg det som et nyt emne, hvor jeg brug­te A‑12 hæn­del­sen til at frem­hæ­ve min teo­ri om, at man ved at under­sø­ge lig­nen­de beret­nin­ger om nedstyrt­nin­ger kun­ne lave en model for under­sø­gel­ser af beret­nin­ger om påstå­e­de ufo-nedstyrt­nin­ger. Jeg beskrev detal­je­ret om min under­sø­gel­se af Wen­d­over-ulyk­ken, cite­re­de fra doku­men­ter, inter­view af vid­ner og stu­di­er i mar­ken. Jeg frem­hæ­ve­de især de fysi­ske bevi­ser, der sta­dig fand­tes på nedstyrt­nings­ste­det, uden at omta­le, hvad det betød for Roswell-hæn­del­sen. Læser­ne kun­ne dra­ge deres egne kon­klu­sio­ner. Efter at have lagt lok­kema­den ud, ven­te­de jeg spændt på reak­tio­ner­ne.

Her ses et udvalg af de man­ge styk­ker, som Peter W. Mer­lin fandt fra et A‑12 nedstyrt­nings­sted i Utah, som også hav­de gen­nem­gå­et en total oprens­ning i for­sø­get på at fjer­ne ethvert spor efter far­tø­jet. Bemærk inspek­tions­mær­ker­ne og seri­e­num­re­ne, hvor­med man kan spo­re vra­gre­ster­ne til­ba­ge til Skunk Wor­ks-fabrik­ker­ne. Skunk Wor­ks lig­ger i Palm­da­le i Cali­for­ni­en og er kæle­nav­net for Lock­he­ed Mar­tin’s Advan­ced Deve­l­op­ment Pro­grams (ADP). Skunk Wor­ks har en lang ræk­ke berøm­te fly på samvit­tig­he­den: U‑2, SR-71, F‑117og F‑22. Det stør­ste igang­væ­ren­de pro­jekt er F‑35 Ligh­t­ning II. Foto: Peter W. Mer­lin

Jeg var for­be­redt på en liv­lig debat med påstan­de om, at nedstyrt­nings­ste­der med ikke-jor­di­ske far­tø­jer vil­le bli­ve behand­let helt ander­le­des end selv de mest ekso­ti­ske jor­di­ske flys hava­ri­er, lige­som jeg imø­de­så krav om bevi­ser. Jeg var for­be­redt — også på, at i det mind­ste nog­le for­ske­re vil­le ind­se, at jeg gav dem et håb om at fin­de aktu­el­le bevi­ser på et ufo-nedstyrt­nings­sted (eller afkræf­te et falsk sted). Hvad jeg slet ikke var for­be­redt på var den tota­le tavs­hed.

Der gik en uge uden nogen som helst reak­tion. Abso­lut intet! Efter mere end en måned uden ét ene­ste svar på mine revo­lu­tio­næ­re teo­ri­er, meld­te jeg mig ud af UFO UpDa­tes. Var der vir­ke­lig ingen, som for­stod, at jeg her frem­lag­de et sæt red­ska­ber, der kun­ne frem­tryl­le ufo­lo­gi­ens Hel­li­ge Gral og si svin­delnum­re og fal­ske bevi­ser fra? Måske skul­le jeg bare fin­de det ret­te publi­kum.

Da jeg hør­te om »4th Annu­al UFO Crash Retri­e­val Con­fe­ren­ce« (se http://www.ufoconference.com/content/2006-conference), som skul­le fin­de sted i novem­ber 2006 i Las Vegas, kon­tak­te­de jeg arran­gø­ren Ryan Wood og spurg­te ham, om han vil­le lade mig hol­de et fored­rag med tit­len »Efter bran­den: Hvor­dan rege­rin­gen rea­ge­rer på top­hem­me­li­ge nedstyrt­nin­ger«. Han sag­de ja og send­te mig pro­gram­met for de tre dage, hvor Richard Dolan, Micha­el Lin­de­mann, Stan­ton Fri­ed­man, Nick Red­fern, Lin­da Moult­on Howe, Bru­ce Mac­ca­bee m.fl. skul­le optræ­de.

På kon­fe­ren­cen holdt jour­na­list Geor­ge Knapp fra KLAS-TV et fored­rag, hvor han afdæk­ke­de sin egen ople­vel­se med ufo­lo­gi­en, som inklu­de­re­de inter­view med så kon­tro­ver­si­el­le per­so­ner som Robert Lazar og dr. Dan Burish. Hans hur­tigtsnak­ken­de per­for­man­ce og hår­fi­ne brug af fra­ser blev frem­lagt på en ele­gant måde.

„Jeg tror, at hold­nin­gen blandt langt de fle­ste menings­dan­nen­de medi­er og mine kol­le­ger er, at enhver, som inter­es­se­rer sig for ufo­er, er en skør kule — nogen, som har des­pe­rat behov for at få en slags psy­ki­a­trisk beteg­nel­se,“ sag­de Knapp. „Og desvær­re“, til­fø­je­de han. „Man­ge gan­ge har de ret.“

Ryan Wood holdt et fored­rag med tit­len »En ny beret­ning om en ame­ri­kansk ufo-nedstyrt­ning«, som stil­le­de i udsigt at være „et gen­nem­brud for ufo­lo­gi­en“”. Wood for­tal­te, at hæn­del­sen, der angi­ve­ligt fandt sted nær Death Val­ley i Cali­for­ni­en — iføl­ge en guld­sø­gers beret­ning fra en august 1949-udga­ve af San Fran­ci­sco Exa­mi­ner — rum­mer „mulig­he­den for uigen­dri­ve­li­ge fysi­ske bevi­ser“. Wood frem­vi­ste nuti­di­ge fotos af en sten, som rage­de op over ørkenjor­den. Han hav­de iden­ti­fi­ce­ret ste­det som „nedstyrt­nings­ste­det“ med hjælp fra en synsk per­son. Wood fandt ingen vra­gre­ster på ste­det.

Dr. Micha­el Sal­la gav med udgangs­punkt i, hvad han kald­te, „vid­nes­byrd fra vig­ti­ge mili­tæ­re whi­st­le­blowers“, og den beryg­te­de »SOM‑1 Spe­ci­al Ope­ra­tions Manu­al« en over­sigt over for­mode­de slø­rings­me­ka­nis­mer og frem­gangs­må­der brugt af rege­rin­gen, når ufo-nedstyrt­nin­ger skul­le hånd­te­res. Fore­stil­lin­gen om en eli­teslø­rings­de­ling, som er i stand at fore­ta­ge en total oprens­ning af nedstyrt­nings­ste­det, var den udbred­te opfat­tel­se på kon­fe­ren­cen, ind­til jeg besteg podi­et.

Som en for­be­re­del­se til mit fored­rag hav­de jeg under­søgt omkring et dusin hæn­del­ser med beret­nin­ger om for­skel­li­ge klas­si­fi­ce­re­de fly­ven­de far­tø­jer og våben i det vest­li­ge USA — hæn­del­ser som for­del­te sig inden for en peri­o­de på omkring 50 år. Jeg hav­de skre­vet detal­je­re­de rap­por­ter om syv til­fæl­de og valg­te tre, som bedst lig­ne­de de klas­si­ske beret­nin­ger om nedstyr­te­de ufo­er. På kon­fe­ren­cen for­kla­re­de jeg et publi­kum på omkring 300 per­so­ner, hvor­dan jeg for nylig hav­de besøgt dis­se nedstyrt­nings­ste­der og under­søgt de vra­gre­ster, som jeg hav­de fun­det. Fysi­ske bevi­ser kan give viden om og for­stå­el­se af, hvor effek­tiv regeringen/militæret egent­lig er på nedstyrt­ning­s­te­der­ne. Jeg opsum­me­re­de mine opda­gel­ser med en bemærk­ning om, at jeg kun­ne frem­læg­ge adskil­li­ge fle­re til­fæl­de, hvor ansvar­li­ge rege­rings­or­ga­ner hav­de rige­ligt med grun­de til at fore­ta­ge en fuld­stæn­dig opryd­ning på nedstyrt­nings­ste­der­ne for at beskyt­te avan­ce­ret mate­ri­a­le, design og anden klas­si­fi­ce­ret infor­ma­tion. Jeg gen­tog, at fun­det af vra­gre­ster tyde­de på, at dis­se ste­der ikke var ble­vet fuld­stæn­digt ren­set trods de gode grun­de og mulig­he­den for at gøre det. Jeg frem­hæ­ve­de også, at selv om nog­le ufo-nedstyrt­nin­ger uden al tvivl skyld­tes svin­delnum­re eller mis­for­tol­ke­de jor­di­ske objek­ter, så måt­te der, hvis det dre­je­de sig om vir­ke­li­ge hæn­del­ser, eksi­ste­re bevis­ma­te­ri­a­le, som kun­ne fast­slå årsa­gen til dis­se hæn­del­ser.

Til­hø­rer­ne modt­og kon­klu­sio­ner­ne i mit fored­rag med et høfligt bifald og over­ra­sken­de få spørgs­mål, men jeg var tak­nem­me­lig for, at nog­le af dem for­stod mine vig­tig­ste poin­ter. De andre tale­re, hvoraf de fle­ste var til­hæn­ge­re af teo­ri­er­ne om, at „hem­me­li­ge spe­ci­al­teams“ rent ruti­ne­mæs­sigt ryd­de­de op på ufo-nedstyrt­nings­ste­der­ne, igno­re­re­de mig stort set under hele kon­fe­ren­cen. En for­tal­te mig sene­re, at Lin­da Moult­on Howe end­da hav­de fore­slå­et, at jeg „helt tyde­ligt var rege­rings­a­gent“.

Som ved mit tid­li­ge­re UFO UpDa­tes eks­pe­ri­ment var jeg over­ra­sket over reak­tio­nen. For før­ste gang nogen­sin­de var der en, som kun­ne give ufo-for­sker­ne et håb om at fin­de bevi­ser på ikke-jor­disk intel­li­gens. Vil­le en rege­rings mis­in­for­ma­tions­a­gent ikke for­sø­ge at knu­se et sådant håb ved at påstå, at der intet er at fin­de efter en opryd­ning?

Jeg frem­lag­de ikke mine teo­ri­er ud fra et skep­tisk syns­punkt. Jeg har blot frem­lagt et forsk­nings­værk­tøj, som vil være lige nyt­tigt for både tro­en­de og skep­ti­ke­re. I en tidsal­der, hvor utal­li­ge popu­læ­re tv-sta­tio­ner viser seri­er (som fx C.S.I. — Cri­me Sce­ne Inve­sti­ga­tion og dets bipro­duk­ter Navy NCIS, For­en­sic Files og andre), der hand­ler om ret­me­di­cinsk viden­skab som et værk­tøj til løs­ning af myste­ri­er ved ana­ly­se af fysi­ske bevi­ser, er det under­ligt, at ufo-for­sker­ne afvi­ser eller igno­re­rer den slags meto­der. Hvad er de ban­ge for?

Kil­de:
SUN­li­te Novem­ber-Decem­ber 2009.
Besøg sitet: http://home.comcast.net/~tprinty/Main.htm
Over­sæt­tel­se: -for & kmh
Peter Merl­ins omfat­ten­de efter­forsk­ning af nedstyrt­nin­ger er også omtalt i artik­len »Jag­ten på vra­gre­ster« i UFO-Nyt 1, 2009.

Tids­ma­ski­ne — til­ba­ge til Ufo­al­de­rens begyn­del­se

Jeg har på det sene­ste bemær­ket en sti­gen­de inter­es­se for ufo­al­de­rens begyn­del­se. Den­ne begyn­del­se — og de før­ste år — bli­ver ofte sat i for­bin­del­se med den kol­de krig. Og ufo­er­ne og den kol­de krig har da også en væsent­lig ting til fæl­les: Meget af det, er noget, der sker i hove­d­et på folk. Der er vel hel­ler ikke nogen tvivl om, at skal vi fin­de ufo-fæno­me­nets rød­der, må vi også sæt­te os ind i det psy­ko­lo­gi­ske kli­ma, der præ­ge­de efter­krig­sår­e­ne.

Men det fore­kom­mer vel at være en uhånd­ter­lig stør­rel­se — et psy­ko­lo­gisk kli­ma i en længst svun­den tid. Nog­le ønsker måske, der fand­tes en art tids­ma­ski­ne, der kun­ne brin­ge betrag­te­ren til­ba­ge til den tid, og den måde folk tænk­te på. En sådan tids­ma­ski­ne fin­des fak­tisk — den er end­da bil­lig, let til­gæn­ge­lig og for­nø­je­lig at tage i brug. Den består i at læse bøger af Finn Søe­borg!

Jeg har kon­sta­te­ret, at i vore dage, er det ikke alle, der ved, hvem dét er. Så her føl­ger en kort intro­duk­tion: Finn Søe­borg (1916–1992) er Dan­marks stør­ste sati­ri­ker siden Hol­berg. Og han hav­de sin stor­heds­tid omtrent sam­ti­digt med de fly­ven­de tal­ler­ke­ner. Fik et kanon­gen­nem­brud i 1950. I 1960’erne begynd­te hans berøm­mel­se at klin­ge ud. Ikke for­di han selv faldt af på den, men sam­ti­den var ikke læn­ge­re så Finn Søe­borgsk.

I Finn Søe­borgs for­fat­ter­skab er der man­ge hen­tyd­nin­ger til dis­se „Fly­ven­de Tal­ler­ke­ner“. I en af Søe­borgs roma­ner er skur­ken en tids­ty­pisk ufo-rap­por­tør. Han byg­ger selv spek­taku­læ­re obser­va­tio­ner op ved hjælp af leden­de spørgs­mål. Især vil jeg dog frem­hæ­ve en novel­le, der sim­pelt­hen hed­der: De fly­ven­de tal­ler­ke­ner.

»Sam­le­de Søe­borg« af Finn
Søe­borg, 675 sider, Haa­se 2001.

Novel­len kan ses som en aktu­a­li­se­ring af H.C. Ander­sens even­tyr om fje­ren, der blev til fem høns. Hand­lin­gen fore­går i en lil­le, hyg­ge­lig provins­by, men også her pågår den kol­de krig. Det dre­jer sig om nog­le i byen, der mener at se noget på him­len, eller bare siger at de kan se noget — for ikke at stå til­ba­ge. Den kol­de krig spej­ler sig her, da de ikke kan bli­ve eni­ge, om ret­nin­gen var øst-vest eller omvendt. Det fører til stor­po­li­ti­ske dis­kus­sio­ner og høj­ef­fek­ti­ve under­skrif­tind­sam­lin­ger.

„De fly­ven­de tal­ler­ke­ner“ stam­mer oprin­de­ligt fra novel­le­sam­lin­gen »Kun for sjov« fra 1954. Hele Finn Søe­borgs pro­duk­tion er dog genop­trykt adskil­li­ge gan­ge, så novel­len kan sik­kert fin­des man­ge ste­der. God for­nø­jel­se!

SUFOI i Go’­mor­gen Dan­mark

Ons­dag den 20. janu­ar 2010 delt­og SUFOI’s for­mand, Kim Møl­ler Han­sen, og kunst­ma­ler & teg­ner Nis Jes­sen i Go’­mor­gen Dan­mark. Anled­nin­gen var den pres­se­med­del­el­se, som SUFOI udsend­te i begyn­del­sen af janu­ar, og som omhand­le­de de 43 fotosa­ger, SUFOI’s Ole Hen­nings­en og til­knyt­te­de foto­kon­su­len­ter hav­de under­søgt i 2009. I udsen­del­sen for­tal­te Nis Jes­sen om sin obser­va­tion og til­hø­ren­de bil­le­de, som end­nu sav­ner en for­kla­ring, og Kim Møl­ler Han­sen for­tal­te om et par andre inter­es­san­te fotosa­ger fra 2009. Du kan se hele indsla­get på http://go.tv2.dk/video.php/id-27928277.html og læse mere om Nis Jes­sens ople­vel­se i UFO-Mail nr. 113 i artik­len »Obser­va­tion og foto fra Born­holm«.

Til­bud til sam­le­re

Hvis du er inter­es­se­ret i at købe antik­va­ri­ske bøger om ufo­er m.m., så har du her mulig­he­den for at gøre en god han­del. Inter­es­se­re­de bedes hen­ven­de sig direk­te til:

Hans Jør­gen Hin­rup
Samos­vej 1, 8530 Hjorts­høj
Tlf. 86 99 97 72

Du kan også sen­de en e‑mail til Hans Jør­gen Hin­rup, hvis du er inter­es­se­ret.

 1.  Adam­ski, Geor­ge: Ombord i rum­ski­be. 1960 uib. Omslag defekt. Kr. 50.00
 2.  Agge­bo, Anker: den anden vir­ke­lig­hed. 1945 uib. Omslag defekt. Kr. 20,00
 3.  Alling­ham, Cedric: Rum­skib fra en frem­med pla­net. 1962 uib. Kr. 20,00
 4.  Bla­vat­sky, H. P.: Den hem­me­li­ge lære Bd.1 1970 uib. Kr. 100,00
 5.  Bla­vat­sky, H. P.: Den hem­me­li­ge lære. Bd.1–4. 1970–71, ib. Kr. 400,00
 8.  Brun­ton, Paul: den hem­me­li­ge vej. 2.oplag. 1949 uib. Kr. 20,00
 9.  Brun­ton, Paul: den hem­me­li­ge vej. 3.rev.udg. 1952 ib. Kr. 30,00
10.  Brun­ton, Paul: Hem­me­lig­heds­ful­de Ægyp­ten. 1953 uib. Omslag defekt. Kr. 20,00
11.  Busch, Oskar: Den evi­ge til­væ­rel­se. 1955 uib. Defekt omslag. Kr. 20,00
13.  Cohen, Dani­el: Myste­rious pla­ces. 1969 pbk. Kr. 10,00
15.  Däni­ken, Erich von: Bevi­ser. 1977 uib. Kr. 30,00
16.  Däni­ken, Erich von: Min Ver­den i bil­le­der. 1973 uib. Kr. 20,00
16a. Flam­ma­rion, Camil­le: Det ukend­te. 1900 ib. Kr. 10,00
17.  Flam­ma­rion, Camil­le: Imod døden. 1921 ib. Kr. 20,00
17a. Flam­ma­rion, Camil­le: Ver­dens under­gang. 1910. Kr. 20,00
20.  Fulca­nel­li: Kated­ra­ler­nes myste­ri­er. 1972. uib. Kr. 30,00
25.  Holst, Fritz: Dage i Hel­ve­de. 1921 uib. Kr. 20,00
27.  Hynek, J. Allen: UFO-doku­men­te­ret. 1974 uib. Defekt omslag. Kr. 10,00
27a. Jen­sen, Borg: Pyra­mi­de ener­gi fra uni­ver­set. 1984 uib. Kr. 5,00
28.  Jen­sen, Hen­ning: Psy­kisk forsk­ning. Livets og døde­ns gaa­de. 1916 ib. 2 eks. Kr. 40,00 x 2
30.  Keyhoe, Donald E.: Fly­ven­de tal­ler­ke­ne fra Ver­dens­rum­met. 1954. uib. Kr. 20,00
31.  Kjær, Leif: Gud kom­mer fra rum­met. 1985 uib. Kr. 30,00
32.  Kri­sti­an­sen, Kri­sti­an: Mystik­kens Dan­mark. 1990 uib. Kr. 20,00
33.  Las­switz, Kurd: Paa to Pla­ne­ter. U.å. (ca.1897) ib., defekt bind. Kr. 100,00
40.  Mar­ti­nus: Livets Bog. Bd.3 1941 ib. Kr. 200,00
41.  Mar­ti­nus: Livets Bog. Bd.4 1944 ib. Kr. 200,00
42.  Mar­ti­nus: Livets Bog. Bd.5 1947 ib. Kr. 200,00
44.  Niel­sen, Einer: Men­ne­sker og Ånder.1957 uib. Omslag defekt. Kr.30,00
46.  Oppen­hei­mer, J. Robert: Natur­vi­den­skab og livs­for­stå­el­se. 1960 pbk. Kr. 10,00
48.  Ous­penski, P. D.: Ter­ti­um orga­num. 2.udg. 1946 ib. Kr. 20,00
49.  Ous­penski, P. D.: Ter­ti­um orga­num. 3.udg. 1949 uib. Omslag defekt. Kr. 20,00
50.  Ous­pen­sky, P. D.: Et nyt ver­dens­bil­le­de. 1950 uib. Omslag defekt. Kr. 20,00
53.  Sage, M.: Fru Piper og det eng.-amerikanske sel­skab for psy­kisk forsk­ning. 1916 ib. Kr. 100,00
54.  Sal­viras liv i den­ne og den hin­si­di­ge Ver­den. 1945 uib. Løst omslag. Kr. 20,00
55.  Scul­ly, Frank: De fly­ven­de tal­ler­ke­ner. 1950 ib. Kr. 20,00
56.  Scul­ly, Frank: De fly­ven­de tal­ler­ke­ner. 1950 uib. Omsl. Defekt. Kr. 10,00
63.  Tyr­rell, G. N. M.: Gen­færd og andre syner. 1955 ib. Kr. 30,00
64.  Underwood, Peter: A Gazet­te­er of Bri­tish Ghosts. 1971 ib. Kr. 30,00
65.  Weg­ner, Wil­ly: UFO­er over Dan­mark. Bd.1 1946–64 uib. Kr. 30,00
66.  Weg­ner, Wil­ly: UFO-lan­din­ger i Dan­mark. 1975 uib. Kr. 20,00