Kom­pas­set er juste­ret

Ved SUFOI’s jubilæum­s­kon­fe­ren­ce i novem­ber 2007 kun­ne Toke Haun­strup præ­sen­te­re resul­ta­ter­ne af SUFOI’s rap­port­ar­bej­de — et arbej­de, som igen­nem fem årti­er er ble­vet udført af man­ge dyg­ti­ge og ener­gi­ske rap­por­t­op­ta­ge­re i for­e­nin­gen. 

Erfa­rin­ger­ne er doku­men­te­ret i bogen »50 år med ufo­er« (er udsolgt, men kan hen­tes som gra­tis e‑bog), som bl.a. kon­klu­de­rer, at:

• beret­nin­ger er gen­gi­vel­ser af per­son­li­ge ople­vel­ser og er ikke „objek­ti­ve vid­nes­byrd“ om det obser­ve­re­de
• fejl­per­cep­tion er et udbredt fæno­men, og kul­tu­rel­le fore­stil­lin­ger har ind­fly­del­se på ople­vel­sen
• antal­let af iden­ti­fi­ce­re­de sager vil­le være stør­re, hvis der var adgang til den ret­te infor­ma­tion, og det kan der­for ikke ude­luk­kes, at en given ufo-obser­va­tion vil­le kun­ne iden­ti­fi­ce­res som et kendt fæno­men
• hver enkelt obser­va­tions­be­ret­ning bør behand­les som en unik beret­ning.

På SUFOI’s repræ­sen­tant­skabs­mø­de den 22. marts 2009 blev det drøf­tet, hvor­dan for­e­nin­gens for­mål og vision kun­ne nytæn­kes, såle­des at for­må­let og visio­nen i langt høje­re grad afspej­ler kon­klu­sio­ner­ne i „50 år med ufo­er“, for­e­nin­gens dag­li­ge vir­ke og vores ønske­li­ge mål for frem­ti­den.

Rap­port­ar­bej­det har hjul­pet os godt på vej til at have en meget kva­li­fi­ce­ret og nuan­ce­ret mening om ufo-fæno­me­net, så i dag er SUFOI — hvil­ket også er UFO-Mails læse­re og en stor del af offent­lig­he­den bekendt — i høj grad en for­e­ning, der har en mening om ufo-fæno­me­nets oprin­del­se og årsag.

Efter en god og meget kon­struk­tiv debat kun­ne repræ­sen­tant­ska­bet ved­ta­ge for­e­nin­gens nye for­mål og vision.

SUFOI’s for­mål er:

At bidra­ge til for­stå­el­sen af ukend­te him­mel­fæ­no­me­ner gen­nem seri­øs og kri­tisk ind­sam­ling og bear­bejd­ning af kil­de­ma­te­ri­a­le (obser­va­tions­be­ret­nin­ger, for­søgs­re­sul­ta­ter, bøger m.m.) samt at for­mid­le viden om emnet ved publi­ka­tio­ner, hjem­mesi­de og anden udad­vendt virk­som­hed.

SUFOI’s vision er:

• at ska­be for­tro­lig­hed med him­len, så fle­re kan iden­ti­fi­ce­re kend­te him­mel­fæ­no­me­ner
• at være for­e­nin­gen, hvor obser­va­tø­rer af ukend­te him­mel­fæ­no­me­ner kan få hjælp til for­stå­el­sen af ople­vel­sen
• at være for­e­nin­gen, hvor man kan få infor­ma­tion om ukend­te him­mel­fæ­no­me­ner
• at bru­ge vores viden til at give et balan­ce­ret syn på andre myte­ska­ben­de fæno­me­ner

SUFOI’s ledel­se kun­ne den 22. marts 2009 ved­ta­ge for­e­nin­gens nye for­mål (det vi gør) og vision (det vi vil opnå), så vi er godt rustet til frem­ti­di­ge udfor­drin­ger. Fra ven­stre mod høj­re ses Kim Møl­ler Han­sen, Per Ander­sen, Ole Hen­nings­en, Inge Sva­ne, Flem­m­ing O. Ras­mus­sen, Jan Han­sen og Toke Haun­strup. Foto: Ole Hen­nings­en

Nazi-ufo­er og anti­tyng­de­kraft

I årti­er har der cir­ku­le­ret ryg­ter om for­mode­de „nazi­sti­ske fly­ven­de tal­ler­k­ner“ angi­ve­ligt udvik­let under Anden Ver­denskrig, men dog for sent til at ven­de krigs­lyk­ken. I nog­le ver­sio­ner af histo­ri­er­ne brug­te Hit­ler og nog­le af hans top-offi­ce­rer dis­se tal­ler­k­ner til at flyg­te i til en base et sted på Antark­tis, hvor­fra de plan­lag­de et come­ba­ck og end­nu et for­søg på at ero­bre ver­den. Der er dog aldrig fun­det et ene­ste bevis på, at de nazi­sti­ske tal­ler­k­ner eksi­ste­rer — kun påstan­de og ryg­ter. Nu bli­ver påstan­de­ne om nazi-tal­ler­k­ner­ne stø­vet af igen, den­ne gang af den kend­te kon­spira­tions­te­o­ri-for­fat­ter Jim Mar­rs.

 Jim Mar­rs’ før­ste bog om kon­spira­tions­te­o­ri­er hed »Cros­sfi­re: The Plot That Kil­led Ken­ne­dy«. Bogen blev en suc­ces og hur­tigt fulgt op af adskil­li­ge andre med kon­spira­tions­te­o­ri­er om rumvæs­ner, hem­me­li­ge sel­ska­ber, psy­ko­lo­gisk krigs­før­sel, „sand­he­den“ bag 11. sep­tem­ber og man­ge fle­re. Hans sene­ste bog er »The Rise of the Fourth Reich«, hvori han hæv­der, at fana­ti­ske nazi-sym­pa­ti­sø­rer i al hem­me­lig­hed fort­sat arbej­der på at ska­be Det fjer­de Rige i USA.

Ind­til vide­re er ind­hol­det i »The Rise of the Fourth Reich« blot para­noid, poli­tisk vrøvl, men Mar­rs har også andre inter­es­san­te røver­hi­sto­ri­er på tape­tet. Han omta­ler den beryg­te­de hem­me­lig­hed, den såkald­te „Nazi bell“; (Die Glo­cke, Klok­ken), som angi­ve­ligt var ener­gikil­den i nazi-tal­ler­k­ner­ne. „Klok­ken“ blev før­ste gang omtalt af ufo­lo­gen Nick Cook i hans bog »The Hunt for Zero Point: Insi­de the Clas­si­fied Wor­ld of Anti­gravi­ty Tech­no­lo­gy« fra 2001. Som Mar­rs for­kla­re­de i et inter­view på hjem­mesi­den www.earthfiles.com:

„Den blev sim­pelt­hen kaldt Klok­ken, for­di det var et klok­ke­for­met objekt. Det­te objekt hav­de et ydre kam­mer og et indre kam­mer og skab­te et elek­tro­mag­ne­tisk ener­gi­felt, som blev sat til at rote­re. Det ene lag rote­re­de med uret, det andet mod uret. Ved at arbej­de sådan øge­de det ener­gi­fel­tets styr­ke og effek­ti­vi­tet. Den­ne pro­ces skab­te en højst ejen­dom­me­lig effekt: Rundt omkring klok­ken enten blom­stre­de plan­ter op og gro­e­de fro­digt, eller de tør­re­de ind, vis­ne­de og døde; men­ne­sker vil­le dø, hvis de kom for tæt på den­ne tin­gest.“

For­fat­te­ren Jim
Mar­rs påstår, at
nazi­ster­ne ad
parap­sy­ko­lo­gisk vej
fik høj­tek­no­lo­gisk
viden foræ­ret af ikke-
jor­di­ske intel­li­gensvæs­ner.

Men „Klok­ken“ kun­ne angi­ve­ligt også andet. Den var iføl­ge ryg­ter­ne udvik­let på grund­lag af ikke-jor­disk tek­no­lo­gi og blev for­bun­det med tids­rej­ser, ufo-obser­va­tio­ner osv. Mar­rs for­tæl­ler:

„Nazi­ster­ne kom via remo­te viewing („fjern­sku­en“) eller chan­ne­ling („kana­li­se­ring“) i kon­takt med ikke-jor­di­ske intel­li­gensvæs­ner, som led­te dem på spo­ret af eller lige­frem gav dem viden om tek­no­lo­gi, som var langt for­an, hvad de alli­e­re­de kun­ne præ­ste­re.“

„Klok­ken“ er i dag ble­vet et varmt emne blandt dem, der leder efter „Zero Point“ fri ener­gi, anti­tyng­de­kraft osv. Iføl­ge Cook var „Klok­ken“ omkring fire meter høj og tre meter i dia­me­ter.

Den var sam­men­sat af to hur­tigt- og mod­sat-rote­ren­de cylin­dre fyldt med en rød­vi­o­let fly­den­de metal­lig­nen­de sub­stans, som for­modent­lig var meget radio­ak­tiv og hav­de kode­nav­net „Xerum 525“.

De viden­skabs­mænd og tek­ni­ke­re, som arbej­de­de på klok­ken og ikke døde af dens strå­ling, blev lik­vi­de­ret af SS mod slut­nin­gen af kri­gen, og appa­ra­tet blev flyt­tet til et ukendt sted. Den kan være taget om bord på en nazi-ubåd og sej­let til en hem­me­lig base på Antark­tis.

Histo­ri­en om „Klok­ken“
er udnyt­tet på spæn­den­de
vis i James Roll­ins’ roman
»Den Sor­te Orden«, Schultz For­lag 2006.

Cooks bog »The Hunt for Zero Point« er et klas­sisk eksem­pel på, hvor­dan man spin­der et spæn­den­de net ud af ingen­ting. Han besø­ger ste­der (fx Area 51), hvor ryg­ter­ne siger, at der fin­der hem­me­lig forsk­ning i ufo­er og anti­tyng­de­kraft sted. Han skri­ver om, hvad han føler og fore­stil­ler sig, skønt han ikke afslø­rer andet og mere end meget løse ryg­ter. Han brin­ger en spæn­den­de histo­rie om et ind­brud på sit værel­se i et hotel nær Edwards Air For­ce Base midt om nat­ten udført af SWAT-lig­nen­de styr­ker, som tru­e­de ham med auto­mat­vå­ben. For der­ef­ter at kom­me med et antik­li­maks — det var blot ind­bild­ning!

Cook skri­ver, at Nort­hrop Grum­man B‑2 ste­alt­h­bom­be­ren sand­syn­lig­vis er for­sy­net med et „elek­tro­gra­vi­stisk frem­drifts­sy­stem“, da en fly­eks­pert har for­sik­ret ham om, at fly­ets motor­kraft ikke er nok til at få fly­et i luf­ten. Han kon­klu­de­rer, at B‑2’eren må anven­de anti­tyng­de­kraft-tek­no­lo­gi for at eli­mi­ne­re noget af dens vægt, hvis den skul­le kun­ne let­te. Sam­ti­dig fabu­le­rer han lidt over, om der er en knap et sted på instru­ment­bræt­tet, så det er muligt at slå over på „anti­tyng­de­kraft-flyv­ning“.

Nort­hrop Grum­man B‑2 Spi­rit. Der er siden decem­ber 1983 leve­ret 21 eksem­pla­rer af det­te „radaru­syn­li­ge“ bom­be­fly til USAF med hjem­ba­se på Whi­te­man Air For­ce Base i Mis­souri. To B‑2 bom­be­fly fuldt bevæb­net med præ­ci­sions­an­grebs­vå­ben er lige så slags­kraf­ti­ge som 75 „nor­ma­le“ angrebs­fly. Fly­ets spe­ci­el­le udse­en­de har skabt gro­bund for man­ge fan­ta­si­ful­de teo­ri­er om dets frem­drifts­sy­stem og kon­struk­tion. Foto: USAF

Histo­ri­en om nazi-klok­ken er ble­vet behand­let af et stort forum i Ame­ri­can Anti­gravi­ty (AAG), en grup­pe, som inter­es­se­rer sig for udvik­ling af udstyr og eks­pe­ri­men­ter, hvor tyng­de­kraf­ten ophæ­ves. I AAG er nazi-klok­ken ble­vet udråbt til at være „Ein­ste­ins anti­tyng­de­kraft“, for­di John Dering, en fysi­ker som for­sker i out­re­re­de ting, mener, at „den tyske forsk­ning under Anden Ver­denskrig hav­de til for­mål at udvik­le en meget kraft­fuld frem­drifts­me­ka­nis­me med udgangs­punkt i Ein­ste­ins for­e­ne­de felt­te­o­ri“. Sidst­nævn­te påstås også at være på spil i Phila­delp­hia-eks­pe­ri­men­tet, som skul­le have været et for­søg udført af den ame­ri­kan­ske flå­de under Anden Ver­denskrig, hvor en destroy­er blev gjort usyn­lig og end­da mulig­vis telepor­te­ret til Nor­folk og til­ba­ge. Dering påstår, at han har set anti­tyng­de­kraft-effek­ter, hvor kvik­sølv „faldt opad“ i noget ukendt indu­stri­ud­styr, og han gør sig tan­ker om, hvor­vidt der kun­ne være brugt kvik­sølv i nazi-klok­ken.

Igor Wit­kowski, en polsk jour­na­list med spe­ci­a­le i mili­tær­tek­no­lo­gi, har skre­vet en bog med tit­len »Truth about the Wun­derwaf­fe«, som er en af kil­der­ne til Cooks påstan­de. Hvis man ønsker at læse dis­se even­tyr­li­ge afslø­rin­ger, vil hans bog læn­se læse­ren for 80 US dol­lars (men iføl­ge AAG’s hjem­mesi­de, er den „pen­ge­ne værd“).

Joseph P. Far­rell, for­fat­ter til »The SS Bro­t­her­hood of the Bell« knyt­ter nazi-klok­ken sam­men med en påstå­et ufo­nedstyrt­ning i Kecks­burg, Penn­sylva­nia, i decem­ber 1965, stort set på grund af beskri­vel­sen af det nedstyr­te­de objekt. Kecks­burg „ufo-styr­tet“ er med sik­ker­hed iden­ti­fi­ce­ret som „Ild­kug­len over de sto­re søer“ (dvs. et kraf­tigt meteor) den 9. decem­ber 1965, obser­ve­ret i man­ge sta­ter og i Cana­da. Man­ge ufo­lo­ger er imid­ler­tid ikke moti­ve­re­de for at lade fak­ta øde­læg­ge en god histo­rie. Iføl­ge Far­rell blev Kecks­burg klok­ke-ufo­et sene­re set ved Wright-Pat­ter­son Air For­ce Base, som iføl­ge over­le­ve­rin­ger­ne også modt­og lige­ne af de døde ali­ens fun­det ved Roswell.

Far­rells bog koster 17 US dol­lars, bety­de­ligt min­dre end Wit­kowskis og er et lige så godt køb, da beg­ge bøger er lige intet­si­gen­de, hvad angår deres ind­hold af løse ryg­ter og udo­ku­men­te­re­de påstan­de. Far­rell mener, at mang­len på sik­re bevi­ser om Klok­ken skyl­des, at „en eller anden et eller andet sted bru­ger alle til rådig­hed stå­en­de mid­ler for at beskyt­te hem­me­lig­he­der­ne omkring tek­no­lo­gi­en“. Det er åben­bart sådan, at hvis du gra­ver for dybt i hem­me­lig­he­der­ne, vil en eller anden et eller andet sted sand­syn­lig­vis lik­vi­de­re dig.

Far­rell anty­der også, at når det dre­jer sig om Apol­lo-pro­gram­met, må „der have været en skjult eller alter­na­tiv tek­no­lo­gi ind­byg­get i månelan­dings­far­tø­jet. Det var den tek­no­lo­gi, som fik det til at let­te fra Månen“, for­di „jeg kan rent ud sagt ikke se nogen tegn på, at en raket fik far­tø­jet til at let­te fra Månen på de film, som blev taget, da far­tø­jet let­te­de. Det lig­ne­de ikke en acce­le­ra­tion fra en raket; det lig­ne­de blot et ‚hop’ og af sted fløj det — for mig lig­ne­de det en jævn hastig­hed“. Men han indrøm­mer: „Jeg har fak­tisk ikke fore­ta­get nogen målin­ger og hel­ler ikke set efter, om det var til­fæl­det.“

Den øver­ste del af månelan­dings­far­tø­jet under Apol­lo 17-mis­sio­nen let­te­de fra Månen den 14. decem­ber 1972 efter at have været på Månen i 74 timer, 59 minut­ter og 40 sekun­der. Opsen­del­sen blev fil­met med et tv-kame­ra fastspændt på måne­bi­len og fjernsty­ret fra kon­trol­cen­tret i Hou­ston af Ed Fen­dell. Se star­ten som videoklip. Foto: NASA   Apol­lo 17’s base camp i Taurus-Lit­trow Val­ley. Til ven­stre skim­tes månelan­dings­far­tø­jet Chal­len­ger, og til høj­re ses måne­kø­re­tø­jet. Astro­nau­ter­ne Gene Cer­nan og Har­ri­son „Jack“ Sch­mitt (geo­log) ind­sam­le­de i alt 110,52 kg måne­ma­te­ri­a­le. Foto: NASA

Der er duk­ket end­nu en for­bløf­fen­de påstand op om anti­tyng­de­kraft på Richard Hoag­lands hjem­mesi­de www.enterprisemission.com. Hoag­land blev i sin tid berømt for sine påstan­de om „ansig­tet på Mars“. Hoag­land påstår nu, at han afslø­rer „von Brauns 50 år gam­le hem­me­lig­hed“:

Da USA’s før­ste satel­lit Expl­o­rer I blev sendt i kredsløb i 1958, gik den ind i et kredsløb høje­re oppe end for­ven­tet — ikke som føl­ge af dår­lig kon­trol med Jupi­ter C løf­tera­ket­ten, men for­di en „anti­tyng­de­kraft-effekt“ på en eller anden måde påvir­ke­de satel­lit­ten. Den ame­ri­kan­ske rege­ring beor­dre­de en „øje­blik­ke­lig slø­ring“ af den­ne opda­gel­se, og Hoag­land er så den før­ste per­son i de for­gang­ne 50 år, der kan afslø­re det.

I janu­ar 1959 mis­lyk­ke­des en sov­je­tisk måne­mis­sion, og måne­son­den fløj for­bi Månen og gik i kredsløb om Solen. Også her var årsa­gen anti­tyng­de­kraft-effek­ter.

To måne­der sene­re opsend­te USA Pio­ne­er 4, som også fløj for­bi Månen. Til­sy­ne­la­den­de stop­pe­de anti­tyng­de­kraft-kræf­ter­ne med at pla­ge satel­lit­ter opsendt efter 1960, anta­ge­ligt for­di von Brauns opda­gel­ser gjor­de NASA i stand til at kom­pen­se­re for dem.

Når det dre­jer sig om fotos af nazi-tal­ler­k­ner er der gen­nem åre­ne ikke duk­ket nogen op — kun teg­nin­ger. Man­ge af dis­se teg­nin­ger kan ses på www.eyepod.org/Nazi-Disc-Photos.html. Vur­der selv, om de kom­mer fra et nyligt åbnet hem­me­ligt nazi-arkiv eller fra bil­led­re­di­ge­rings­pro­gram­met Pho­tos­hop.

Dr. Wern­her Magnus Maxi­mi­li­an fri­her­re von Braun (23. marts 1912 — 16. juni 1977).

Kil­de: