Er bag­grun­den for Ste­ven Spi­el­bergs Disclo­su­re Day rea­li­stisk?

Er det over­ho­ve­det rea­li­stisk, at vi har haft besøg af udenjor­disk intel­li­gens? Kar­sten Bom­holt har set nær­me­re på fysik­ken bag inter­stel­la­re rum­rej­ser.

Af Kar­sten Bom­holt

Pre­mi­e­ren på Spi­el­bergs Disclo­su­re Day fal­der meget belej­ligt sam­men med Pen­ta­gons offent­lig­gø­rel­se af en lang ræk­ke tid­li­ge­re klas­si­fi­ce­re­de fotos og video­er, som viser nog­le til­sy­ne­la­den­de ufor­klar­li­ge fly­ven­de objek­ter.

Pen­ta­gons offent­lig­gø­rel­se er den fore­lø­bi­ge kul­mi­na­tion på en pro­ces, der blev sat i gang i juli 2023, da end­nu en såkaldt whi­st­le­blower stod for­an Kon­gres­sen og under ed påstod, at han hav­de bevi­ser på, at den ame­ri­kan­ske rege­ring i åre­vis i al hem­me­lig­hed har været i besid­del­se af udenjor­di­ske rum­far­tø­jer og end­da også ned­fros­ne besæt­nings­med­lem­mer fra de nedstyr­te­de far­tø­jer.

Et fæno­men til både seri­øs og use­ri­øs dis­kus­sion

Disclo­su­re Day er iføl­ge Spi­el­berg base­ret på vir­ke­li­ge ufo-obser­va­tio­ner, men selv om han siger: ”All of this is true”, er der ude­luk­ken­de tale om fik­tion, for der fin­des ingen doku­men­ta­tion for, at ufo-mytens for­tæl­lin­ger har fun­det sted som beskre­vet af vid­ner­ne.

Den sto­re for­hånd­s­in­ter­es­se for Spi­el­bergs film og kon­gres­hø­rin­ger­ne viser, at er ufo­er i sti­gen­de grad opfat­tes som et fæno­men til både seri­øs og use­ri­øs dis­kus­sion ikke blot på rege­rings­plan men også rent viden­ska­be­ligt, men ét er fik­tion, et andet er facts.

Hvad siger viden­ska­ben?

Hvad siger viden­ska­ben om sand­syn­lig­he­den for besøg af ​​udenjor­disk intel­li­gens? Er det over­ho­ve­det rent fysisk mulig at over­vin­de de man­ge for­hin­drin­ger, som kræ­ves, for at et udenjor­disk rum­far­tøj kan fin­de frem til og lan­de på Jor­den?

En af de stør­ste for­hin­drin­ger er afstan­den. Rumal­de­ren har gjort det muligt at sen­de rum­son­der til Jor­dens nabo­lag, dvs. samt­li­ge pla­ne­ter i Sol­sy­ste­met, og der er ikke fun­det det mind­ste tegn på intel­li­gent liv på nog­le af dem.

Even­tu­el­le udenjor­di­ske besø­gen­de må såle­des nød­ven­dig­vis kom­me fra et andet pla­net­sy­stem i Mæl­ke­vej­en, og selv det nær­me-ste lig­ger ufat­te­lig langt væk.

Den stjer­ne som er tæt­test på Solen er en lil­le rød dværg kal­det Proxi­ma Cen­tauri, som er en af tre stjer­ner i Alfa Cen­tauri-syste­met. Den lig­ger i en afstand på 4,25 lysår (ca. 40 bil­li­o­ner kilo­me­ter).

For at sæt­te den sto­re afstand i per­spek­tiv tog det rum­son­den New Horizons 9½ år om at fly­ve til Plu­to, og det var end­da en af de hur­tig­ste rum­son­der, som nogen­sin­de er opsendt. Hvis New Horizons skul­le fort­sæt­te til Proxi­ma Cen­tauri, vil­le resten af turen tage 80.000 år.

Der er fun­det to og mulig­vis tre exo-pla­ne­ter i kredsløb om Proxi­ma Cen­tauri, der som nævnt er en rød dværg, men sam­ti­dig er det en fla­re­stjer­ne, der med ufor­ud­si­ge­li­ge mel­lem­rum udsen­der inten­se udbrud af ener­gi, her­un­der rønt­gen­strå­ling.

Betin­gel­ser­ne for intel­li­gent liv på Proxi­ma Cen­tauris pla­ne­ter er der­for meget tvivl­s­om. Vi skal meget læn­ge­re ud i Mæl­ke­vej­en for at fin­de en kan­di­dat.

Det er såle­des uund­gå­e­ligt, at en rum­rej­se til Jor­den fra en bebo­et exo-pla­net vil stræk­ke sig over man­ge århund­re­der. Jo læn­ge­re tid turen varer, jo stør­re er risi­ko­en for alvor­li­ge ulyk­ker eller system­fejl, som kan brin­ge mis­sio­nen i fare. Så det er vig­tigt for de rum­rej-sen­de at und­gå en alt for lang rej­se ved at fly­ve så hur­tigt som muligt.

Afstan­den er ikke den ene­ste udfor­dring

Intet fast stof kan nå eller over­sti­ge lysets hastig­hed på 300.000 kilo­me­ter i sekun­det. Det sag­de Ein­ste­in for mere end hund­re­de år siden.

Der er ingen uni­ver­selt accep­te­ret øvre græn­se for inter­stel­la­re fly­ve­ha­stig­he­der, men en accep­te­ret rea­li­stisk mar­chha­stig­hed er omkring 30.000 kilo­me­ter i sekun­det, sva­ren­de til ¹/₁₀ af lysets hastig­hed. Med den­ne hastig­hed vil en rej­se fra en exo-pla­net 10 lysår bor­te tage 100 år at gen­nem­fø­re, medens det vil tage 1000 år fra en exo-pla­net 100 lysår bor­te.

Men læn­ge før den­ne hastig­hed nær­mer sig, begyn­der tek­ni­ske begræns­nin­ger at gøre sig gæl­den­de.

Først og frem­mest skal vores rumvæ­se­ners rum­skib acce­le­re­res til den ønske­de hastig­hed, og der­til skal der bru­ges en eller anden form for frem­drifts­mid­del.

Det inter­stel­la­re rum er som nævnt ufat­te­ligt stort, men dets vaku­um har en væsent­lig for­del. Tom­rum­met bety­der, at der ikke er nogen aero­dy­na­misk mod­stand. Når rum­ski­bet har nået sin ønske­de fart, kan besæt­nin­gen sluk­ke for frem­drifts­sy­ste­met, og iføl­ge Newtons 1. lov (iner­tiens lov) vil det fort­sæt­te med at bevæ­ge sig med kon­stant hastig­hed og i en ret linje.

Desvær­re bety­der tom­rum­met også, at der ikke er noget til at brem­se rum­ski­bet, når det nær­mer sig sin desti­na­tion, som i det­te til­fæl­de er Sol­sy­ste­met og dets tred­je pla­net. Der skal bru­ges lige så meget ener­gi til dece­le­ra­tio­nen, som der skul­le bru­ges til acce­le­ra­tio­nen i star­ten af ​​turen, og brænd­stof­fet der­til skal jo med­brin­ges hjem­me­fra.

Tra­di­tio­nel­le raket­mo­to­rer er ikke vel­eg­ne­de

Den bedst kend­te meto­de er at bru­ge en eller anden form for kemisk frem­drift. Det gør vi her på Jor­den. Alle beman­de­de rum­mis­sio­ner har ind­til vide­re brugt raket­mo­to­rer til at ska­be den for­nød­ne kraft til frem­drift ved at udstø­de sto­re mæng­der bræn­den­de gas bag­ud ved ekstrem høj hastig­hed.

Når udstød­nings­gas­sen pres­ses ud af dyser­ne i bun­den af raket­tens 1. trin, ska­bes der iføl­ge Newton uni­ver­sel­le 3. lov om aktion og reak­tion en mod­sa­t­ret­tet kraft, der løf­ter raket­ten opad. Raket­ter med­brin­ger både brænd­stof og ilt, og kan der­for fun­ge­re i det tom­me rum.

Pro­ble­met med den­ne meto­de er, at kemisk for­bræn­ding kun ska­ber en lil­le brøk­del af den ener­gi, der er inde­holdt i brænd­stof­fet.

Ved at ven­de udstød­nin­gens ret­ning kan raket­ter bru­ges til at brem­se rum­ski­bet. En meget stor ulem­pe her­for er, at rum­far­tø­jet skal med­brin­ge sto­re mæng­der brænd­stof, hvil­ket nød­ven­dig­gør end­nu mere brænd­stof. Resul­ta­tet er en sne­bol­d­ef­fekt, der får det sam­le­de brænd­stof­be­hov til at sti­ge til absur­de pro­por­tio­ner.

Andre frem­drifts­stra­te­gi­er

En af de mere ekso­ti­ske frem­drifts­stra­te­gi­er kun­ne tæn­kes at være, at vores ET’er anven­der kraf­ti­ge laser­strå­ler til at acce­le­re­re deres rum­skib. Laser­strå­ler­ne skal udsen­des fra et sta­tio­nært net­værk på eller nær­ved de rej­sen­des pla­net og ret­tes mod et tyndt reflek­te­ren­de sejl, der er fast­gjort til rum­ski­bet. Laser­strå­lens foto­ner udø­ver et vist strå­lings­tryk på sej­let og dri­ver der­ved rum­ski­bet fremad.

En sådan frem­gangs­må­de blev fore­slå­et i 2016 af bl.a. Step­hen Hawking. Ide­en var at sen­de en flå­de af bit­tes­må rum­son­der af fri­mær­ke­stør­rel­se til Alfa Cen­tauri-syste­met. Pro­jek­tet Bre­ak­t­hrough Stars­hot er sene­re ble­vet opgi­vet.

Den­ne meto­de har en stor for­del, idet den ikke kræ­ver, at der skal med­brin­ges brænd­stof til acce­le­ra­tio­nen, men efter­som laser­strå­len ikke kan dece­le­re­re rum­ski­bet, skal der alli­ge­vel med­brin­ges brænd­stof til det­te for­mål.

Anti­stof­frem­drift

Anti­stof­frem­drift er teo­re­tisk set den mest effek­ti­ve løs­ning. Når anti­stof og almin­de­ligt stof mødes, uds­let­tes de beg­ge i en vold­som pro­ces kal­det anni­hi­la­tion. Deres sam­le­de mas­se omdan­nes til ren ener­gi, og der fri­gø­res en ekstremt stor mæng­de ener­gi, som kan bereg­nes med Ein­ste­ins berøm­te for­mel E = mc².

Det­te gør det muligt at opnå den før­nævn­te hastig­hed på ¹/₁₀ af lysets hastig­hed. Den for­nød­ne mæng­de stof/antistof teg­ner sig for min­dre end en fjer­de­del af rum­ski­bets sam­le­de mas­se, hvor brænd­stof­fet i en kon­ven­tio­nel kemisk for­bræn­ding udgør langt stør­ste­delen af mas­sen.

Ulem­pen er, at anti­stof er ekstremt usta­bilt og van­ske­ligt at frem­stil­le. For­sla­get er på sci­en­ce fiction-niveau, og til dato har par­ti­kel­fy­si­ke­re her på Jor­den pro­du­ce­ret gan­ske få nano­gram anti­stof. Des­u­den hav­de dis­se par­tik­ler en leve­tid på kun brøk­de­le af et sekund.

Ker­ne­fu­sion

Ker­ne­fu­sion er et mere rea­li­stisk alter­na­tiv end anti­stof. Fusio­nen sker ved atom­ker­ne-pro­ces­ser på sam­me måde, som fore­går i Solens ker­ne. En fusions­mo­tor kan i teo­ri­en pro­du­ce­re 10 mil­li­o­ner gan­ge mere ener­gi pr. kilo stof end kon­ven­tio­nel­le kemi­ske raket­ter. NASA har i øje­blik­ket pla­ner om at udvik­le og opsen­de et nuk­leart elek­trisk rum­far­tøj til Mars i decem­ber 2028.

Et fusions­dre­vet rum­skib, som skal til­ba­ge­læg­ge de enor­me afstan­de mel­lem stjer­ner­ne, skal for at være rea­li­stisk acce­le­re­res til en langt høje­re hastig­hed, end der kræ­ves for en smut­tur på nog­le få hund­re­de mil­li­o­ner kilo­me­ter. For at opnå den tid­li­ge­re nævn­te rea­li­sti­ske hastig­hed på 30.000 kilo­me­ter i sekun­det kræ­ves brænd­stof sva­ren­de til 150 gan­ge sel­ve rum­far­tø­jets mas­se.

Rum­ski­bets hold­bar­hed

Alle dis­se betragt­nin­ger er natur­lig­vis frem­sat under den for­ud­sæt­ning, at vores uden-jor­di­ske besø­gen­de har fun­det ud af, hvor­dan de effek­tivt kan ska­be den nød­ven­di­ge ener­gi til frem­drift af et rum­far­tøj; hvad enten det er ker­ne­fu­sion, anti­stof eller noget helt tred­je.

Lige så vig­tigt er det, at de skal være i stand til at frem­stil­le et rum­far­tøj, som kan fun­ge­re i hund­red­vis af år og sam­ti­dig sik­re besæt­nin­gen mod rum­mets farer.

For på trods af at rum­met beteg­nes som vaku­um, er det inter­stel­la­re rum ikke fuld­stæn­dig tomt. Det inde­hol­der en vis mæng­de frie ato­mer, hvoraf hoved­par­ten er brin­ta­to­mer. Des­u­den er der sto­re mæng­der mikrosko­pi­ske par­tik­ler i form af kos­misk støv.

Med rum­ski­bets anslå­e­de hastig­hed på 30.000 kilo­me­ter i sekun­det vil en sådan støv­par­ti­kel ram­me rum­ski­bet med en ener­gi sva­ren­de til en rif­felkug­le, og det kon­stan­te bom­bar­de­ment af brin­ta­to­mer vil ska­be en vold­som kaska­de af strå­ling, som er far­lig for besæt­nin­gen og selv de mest robu­ste instru­men­ter.

De for længst pen­sio­ne­re­de rum­fær­ger blev på trods af en hastig­hed på blot 7 kilo­me­ter i sekun­det udsat for utal­li­ge sam­men­stød med små­par­tik­lerv.

Den kine­ti­ske ener­gi i et sådan sam­men­stød sti­ger med kva­dra­ter på hastig­he­den. Dob­belt så høj hastig­hed = fire gan­ge så høj ener­gi. 30.000 kilo­me­ter sekun­det er mere end 4000 gan­ge så hur­tigt som 7 kilo­me­ter i sekun­det, og ener­gi­en er 16 mil­li­o­ner gan­ge stør­re. At mod­stå et sådant sam­men­stød kræ­ver intet min­dre end en fly­ven­de fæst­ning. Det­te vil øge ski­bets sam­le­de mas­se, hvil­ket yder­li­ge­re øger beho­vet for brænd­stof.

Mas­ser af andre pro­ble­mer

Det­te eksem­pel er blot et af de hund­red­vis af andre pro­ble­mer for ethvert inter­stel­lart rum­far­tøj. Ingen enkelt fysisk lov for­by­der en inter­stel­lar rej­se til Jor­den. Men de kom­bi­ne­re­de effek­ter af hund­red­vis af ekstre­me, ofte mod­stri­den­de tek­ni­ske krav kan gøre det fysisk umu­ligt.

Nog­le vil hæv­de, at frem­me­de civi­li­sa­tio­ner kan være mil­li­o­ner af år for­ud i udvik­ling end os men­ne­sker, og for længst har opda­get tek­no­lo­gi­er, der over­går alt, hvad der i øje­blik­ket er kendt her på Jor­den. Men enhver sådan tek­no­lo­gi vil uund­gå­e­ligt stø­de på nye tek­ni­ske for­hin­drin­ger.

I sid­ste ende er tek­ni­ske udfor­drin­ger blot nog­le af de man­ge bar­ri­e­rer for inter­stel­la­re rej­ser. Artik­len her er slet ikke kom­met ind på spørgs­må­let om leve­ti­den for de enkel­te besæt­nings­med­lem­mer og pro­ble­met med at med­brin­ge et for­nø­de­nt lager af føde­va­rer, øvri­ge for­sy­nin­ger og reser­ve­de­le til fle­re hund­re­de år.

De sam­me som hæv­der, at frem­me­de civi­li­sa­tio­ner er i besid­del­se af nog­le for os ukend­te tek­no­lo­gi­er, påstår at ET bevi­se­ligt alle­re­de har besøgt Jor­den og sta­dig­væk er her, for­di de man­ge obser­va­tio­ner af ufo­er taler deres tyde­li­ge sprog.

Andre mere ratio­nel­le spør­ger:

Hvor­dan i alver­den skul­le det kun­ne lade sig gøre?

Hvor­dan er de kom­met her­til?