Er der fle­re ufoob­ser­va­tio­ner under cor­o­na-pan­de­mi­en?

Rap­por­ter om en for­ø­gel­se i antal­let af ufoob­ser­va­tio­ner er stærkt over­drev­ne. Iføl­ge eks­per­ter har cor­o­na-pan­de­mi­en ikke med­ført fle­re ind­be­ret­nin­ger, men folk fejl­for­tol­ker i sti­gen­de grad synet af almin­de­li­ge jor­di­ske gen­stan­de med ukend­te fly­ven­de objek­ter.
 
 
Klas­sisk lin­se­for­met sky foto­gra­fe­ret ved Dama­s­kus i Syri­en.)

 

Såle­des ind­le­der fre­elan­cejour­na­li­sten Erik Betz en arti­kel i et af de sene­ste ugent­li­ge nyheds­bre­ve fra Astro­no­my.

I sin arti­kel fort­sæt­ter Erik Betz med det, som vi alle ved: Over det meste af ver­den er befolk­nin­gen ble­vet tvun­get til at ophol­de sig hjem­me. Folk bli­ver depri­me­re­de og keder sig.

Men har det noget på sig, når nyheds­me­di­er­ne brin­ger histo­ri­er om, at fle­re men­ne­sker ser ufo­er? I data­ba­sen hos NUFORC, The Natio­nal UFO Repor­ting Cen­ter, bemær­ke­de Erik Betz en kraf­tig stig­ning af ind­be­ret­nin­ger i for­å­ret, hvor Pen­ta­gon fri­gav de meget omtal­te ufovi­deo­er fra US Navy. En til­sva­ren­de ten­dens fore­kom imid­ler­tid ikke hos MUFON.

MUFON, The Mutu­al UFO Net­work, har ind­sam­let ufoob­ser­va­tio­ner og under­søgt dem i detal­jer siden 1969 og har fra sam­me år fun­ge­ret som en cen­tral rap­por­te­rings­da­ta­ba­se for ufoop­le­vel­ser, så hvis der har været en kraf­tig stig­ning i ufoob­ser­va­tio­ner­ne, vil­le MUFON være blandt de før­ste til at vide om det.

Der blev rap­por­te­ret omkring 3.800 til­fæl­de mel­lem janu­ar og slut­nin­gen af sep­tem­ber i år, hvil­ket er en stig­ning på ca. 20 % sam­men­lig­net med sam­me peri­o­de i 2019. MUFON siger imid­ler­tid, at det ikke er usæd­van­ligt, for vari­a­tio­nen føl­ger det nor­ma­le møn­ster.

De fle­ste nyheds­me­di­er har iføl­ge Erik Betz skre­vet om stig­nin­gen i ufoob­ser­va­tio­ner med udgangs­punkt i NUFORC’s data­ba­se, som i april modt­og næsten tre gan­ge så man­ge ind­be­ret­nin­ger som sam­me måned året før. Den­ne stig­ning fore­kom på præ­cis sam­me tids­punkt som den glo­ba­le pan­de­mi-lock­down og på sam­me tid som fri­gi­vel­sen af de hidtil klas­si­fi­ce­re­de opta­gel­ser af de ame­ri­kan­ske jager­pi­lo­ters ufovi­deo­er.

Pla­ne­ten Venus har givet anled­ning til man­ge ufoop­le­vel­ser.

 

Siden da er ind­be­ret­nin­ger­ne fal­det til det nor­ma­le antal igen, men alli­ge­vel bli­ver især ame­ri­kan­ske medi­er ved med at skri­ve om et sti­gen­de antal obser­va­tio­ner. Erik Betz har talt med Ste­ve Hud­geons fra MUFON, og den­ne siger, at MUFON omkring 2012 bemær­ke­de, at en stør­re og stør­re pro­cent­del af de ind­be­ret­te­de obser­va­tio­ner straks kun­ne iden­ti­fi­ce­res som fly, fug­le, insek­ter eller andre lig­nen­de vel­kend­te objek­ter. En af de væsent­lig­ste årsa­ger her­til er, at de fle­ste fotos tages med mobil­te­le­fo­ner, som trods de efter­hån­den avan­ce­re­de ind­byg­ge­de kame­ra­er alli­ge­vel har vis­se begræns­nin­ger i for­hold til et rig­tigt kame­ra.

Logik­ken bag den påstå­e­de stig­ning i antal­let af ufoob­ser­va­tio­ner er ikke helt ved siden af. Der er især to hoved­ty­per af men­ne­sker, der ser ufo­er: hund­e­luf­te­re og ryge­re. Det skyl­des natur­lig­vis, at de er mest uden­for, siger Hud­geons til Erik Betz, og sær­ligt på det sid­ste, hvor man­ge fle­re er hjem­me. Man­ge er slet ikke vant til at fær­des så meget uden­dørs og har der­for begræn­set erfa­ring med natur­li­ge him­mel­fæ­no­me­ner. Des­u­den ser ufoob­ser­va­tio­ner ud til at duk­ke op i kri­se­ti­der, hvor men­ne­sket iføl­ge psy­ko­lo­ger­ne har et ønske om at pro­ji­ce­re bekym­rin­ger­ne på noget andet.

Der er dog også en anden for­kla­ring. Nyheds­me­di­er­ne ved, at folk kaster sig over ufo­hi­sto­ri­er, og jour­na­li­ster­ne vil ikke gå glip af den mulig­hed, og at det lige net­op er i USA, er ikke så under­ligt: En tred­je­del af alle ame­ri­ka­ne­re tror, at ufo­er repræ­sen­te­rer frem­me­de rumvæs­ner, og en sjet­te­del hæv­der, at de selv har set en ufo.

Kil­der:

 

Nyt om Tungu­ska-eks­plo­sio­nen

Den 30. juni 1908 kl. 07.17 blev et par tusin­de kva­drat­ki­lo­me­ter skov øde­lagt, og mil­li­o­ner af træ­er væl­te­de i det øde Tungu­ska-områ­de i Sibi­ri­en. Sei­s­mo­gra­fer Jor­den rundt regi­stre­re­de, at der var sket noget ekstra­or­di­nært. Sko­v­bran­de hær­ge­de i uge­vis, og i Skan­di­navi­en skrev avi­ser­ne om et mystisk lys­skær i som­mer­næt­ter­ne.
 
 
Væl­te­de træ­er efter Tungu­ska-eks­plo­sio­nen foto­gra­fe­ret af Leo­nid Kulik i 1927.
(Foto: Leo­nid Kulik/Soviet Aca­de­my of Sci­en­ce)

 

I de 112 år, der efter­hån­den er gået siden Tungu­ska-eks­plo­sio­nen, er der ble­vet skre­vet meget om, hvad der kun­ne have for­år­sa­get den­ne hæn­del­se. Det meste er i form af viden­ska­be­li­ge afhand­lin­ger, men man­ge popu­læ­re bøger og tids­skrif­ter om astro­no­mi eller rela­te­re­de emner berø­rer også begi­ven­he­den. Her er UFO-Mail ingen und­ta­gel­se.

Den rus­si­ske mine­ra­log Leo­nid A. Kulik
(1883–1942) fore­tog adskil­li­ge eks­pe­di­tio­ner
til områ­det omkring flo­den Ste­ne­de Tungu­ska
og var lige til sin død over­be­vist om, at den my-
sti­ske gæst fra ver­dens­rum­met var en jer­n­me­te­o­rit.

De fle­ste har den opfat­tel­se, at begi­ven­he­den er for­kla­ret for læn­ge siden som enten en sten- eller jer­n­me­te­o­ri­de eller en komet­ker­ne, der ram­te Jor­dens atmos­fæ­re og eks­plo­de­re­de adskil­li­ge kilo­me­ter over Jor­dens over­fla­de, men mang­len på hånd­fa­ste bevi­ser har gen­nem åre­ne ført til man­ge andre teo­ri­er om Tungu­ska-myste­ri­et.

Nog­le af de mere fan­ta­si­ful­de er, at en ufo med frem­me­de rumvæs­ner hava­re­re­de. Måske et far­tøj, der blev dre­vet af atom­kraft. Var det den ser­bi­sk-ame­ri­kansk fysi­ker, opfin­der og elek­tro­in­ge­ni­ør Niko­la Tesla (1856–1943), som fore­tog et eks­pe­ri­ment, eller var det et tid­ligt og hem­me­lig­holdt for­søg med atom­bom­ber, der gik galt, og som de rus­si­ske myn­dig­he­der der­for dæk­ker over?

Nu har den rus­si­ske for­sker Dani­il Khren­ni­kov og hans kol­le­ger offent­lig­gjort en ny viden­ska­be­lig teo­ri, der mulig­vis ende­lig løser myste­ri­et. Teo­ri­en er offent­lig­gjort på arXiv.

Dani­il Khren­ni­ko­vs teo­ri går ud på, at Tungu­ska-eks­plo­sio­nen i 1908 blev for­år­sa­get af en lil­le jer­na­ste­roi­de, der strej­fe­de Jor­den og for­svandt igen uden at ram­me, hvor­ved Jor­den med nød og næp­pe undslap en langt stør­re kata­stro­fe.

Dani­il Khren­ni­kov og hans team hæf­ter sig ved, at eks­plo­sio­nen ikke efter­lod et kra­ter, hvil­ket er årsa­gen til det myste­ri­um, der har forun­dret for­ske­re lige siden. For hvad kun­ne have for­år­sa­get en så enorm eks­plo­sion uden at efter­la­de andre fysi­ske spor end mil­li­o­ner af væl­te­de træ­er?

Eks­plo­sio­nen i 1908 fandt sted 65 km nord­vest for byen Vana­va­ra
tæt ved Ste­ne­de Tungu­ska, som er en biflod til den sto­re flod Jeni­sej.
Eks­plo­sio­nen knæk­ke­de træ­er, som om de var tændstik­ker, væl­te­de
noma­der­nes tel­te, knu­ste små­hu­se, blæ­ste folk omkuld og dræb­te i
tusind­vis af dyr.
(Illu­stra­tion: NASA)

 

For­ske­re ver­den over, og især i Rusland, har læn­ge spe­ku­le­ret over årsa­gen til Tungu­ska-eks­plo­sio­nen. Den mest plau­sib­le teo­ri har læn­ge været, at eks­plo­sio­nen var resul­ta­tet af, at en komet ram­te Jor­dens atmos­fæ­re. En komet består for­trins­vis af vand og fros­ne gas­ar­ter, og i det pågæl­den­de til­fæl­de blev isen hur­tigt opvar­met og for­dam­pe­de eks­plo­sivt i luf­ten, inden den nåe­de at ram­me jor­d­over­fla­den.

En sådan eks­plo­sion kun­ne have været kraf­tig nok til at væl­te træ­er­ne uden at efter­la­de et kra­ter. Det vil­le ikke have efter­ladt andet end damp i atmos­fæ­ren. Men komet­te­o­ri­en pas­ser iføl­ge Dani­il Khren­ni­kov ikke med nog­le af de øvri­ge bevi­ser.

I det øde og tyndt befol­ke­de Tungu­ska-områ­de i Midt­si­bi­ri­en var der blot et par hånd­fuld øjen­vid­ner, som ople­ve­de sel­ve begi­ven­he­den. Øjen­vid­ner­ne beskri­ver, hvor­dan „him­len split­te­des i to“, og de både så og hør­te en enorm eks­plo­sion og et udbredt ildskær. Til­sam­men viser øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger­ne, at kometen/meteoriden/asteroiden bevæ­ge­de sig over en stræk­ning på omkring 700 km gen­nem atmos­fæ­ren, før eks­plo­sio­nen fandt sted.

Dani­il Khren­ni­kov og hans kol­le­ger fore­tog simu­le­rin­ger af den effekt, som mete­o­ri­der vil udø­ve, når de består af enten sten, metal eller is og bevæ­ger sig med en hastig­hed på 20 km i sekun­det gen­nem atmos­fæ­ren. Frik­tion mod atmos­fæ­rens mole­ky­ler opvar­mer straks sådan­ne objek­ter, men mens jern begyn­der at for­dam­pe ved omkring 3.000 gra­der Cel­si­us, for­dam­per vand ved kun 100 gra­der Cel­si­us. En fros­sen komet vil der­for ikke hol­de ret læn­ge. Fak­tisk bereg­ne­de Khren­ni­kov, at et isle­ge­me, der er stort nok til at kun­ne for­år­sa­ge en så vold­som eks­plo­sion, ikke kan bevæ­ge sig mere end 300 km gen­nem atmos­fæ­ren, før det er fuld­stæn­dig for­dam­pet.

Det anty­der, at det ind­træn­gen­de lege­me ikke kun­ne bestå af is. I ste­det siger Khren­ni­kov, at et andet sce­na­rie pas­ser langt bed­re til fak­ta. Simu­le­rin­ger­ne viser, at eks­plo­sio­nen kan være for­år­sa­get af en jer­n­me­te­o­ri­de på stør­rel­se med et fod­bold­sta­dion. Mete­o­ri­den er pas­se­ret gen­nem Jor­dens øvre atmos­fæ­re og er opvar­met hur­tigt for der­ef­ter at bli­ve afbø­jet og for­svin­de ud i Sol­sy­ste­met igen. Chok­bøl­gen fra den meget nære pas­sa­ge resul­te­re­de i de væl­te­de træ­er.

Iføl­ge Khren­ni­ko­vs bereg­nin­ger vil­le chok­bøl­gen have for­år­sa­get en eks­plo­sion på omtrent den rig­ti­ge stør­rel­se, og det for­dam­pe­de jern fra dens over­fla­de vil­le være kon­den­se­ret til støv, der lang­somt faldt til jor­den uden at efter­la­de syn­li­ge spor. Det kun­ne også for­kla­re de man­ge rap­por­ter om de mysti­ske lyse næt­ter i Dan­mark og det nord­li­ge Euro­pa.

Hvis Khren­ni­kov og hans kol­le­ger har ret, var Jor­den og dens ind­byg­ge­re hel­di­ge den dag. Et direk­te sam­men­stød med en 200 m stor aste­roi­de vil­le have efter­ladt et kra­ter på mindst 5 km. Det vil­le også have haft kata­stro­fa­le virk­nin­ger på bios­fæ­ren og have påvir­ket kli­ma­et i adskil­li­ge år der­ef­ter.

Kil­de:

https://arxiv.org/abs/2009.14234

 

Tungu­ska-myste­ri­et på YouTu­be

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Temp­let og Gra­len

I den­ne bog påvi­ser Klaus Aars­l­eff bl.a. nog­le under­li­ge lig­heds­punk­ter mel­lem ste­nal­der­kul­tu­ren på Mal­ta og en til­sva­ren­de 5.000 år gam­mel kul­tur i Irland. Samt ser nær­me­re på en mas­se andre legen­der, hel­lig­dom­me og relik­vi­er, der kred­ser om ønsket om udø­de­lig­hed.

Hvor er de hen­ne?

Claus Hem­mert Lund har skre­vet en glim­ren­de bog om, hvad nog­le men­ne­sker tro­e­de engang om liv i Mæl­ke­vej­en, hvad man­ge fore­stil­ler sig i dag, og hvor­dan viden­ska­ben i dag opstil­ler betin­gel­ser for liv og udfor­sker Uni­ver­set med bl.a. rum­son­der og telesko­per.” Citat fra anmel­del­sen i UFO-Mail 391.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.