Når ufo­myter har ofre

Histo­ri­er om møder mel­lem ufo­er og fly er bestemt ikke sjæld­ne. I langt de fle­ste til­fæl­de er der blot tale om obser­va­tio­ner, men i enkel­te til­fæl­de ender histo­ri­en ikke godt for pilo­ten. Den 8. sep­tem­ber 1970 for­svandt den ame­ri­kan­ske jager­pi­lot Wil­li­am Schaf­f­ner spor­løst over Nord­s­ø­en, efter han angi­ve­ligt for­søg­te at afskæ­re en ufo. Ufo­lo­ger­nes spe­ku­la­tio­ner blev næret af 30 års hem­me­lig­hol­del­se fra myn­dig­he­der­nes side og resul­te­re­de i en omfat­ten­de myte­dan­nel­se. I 1990’erne spred­tes ryg­ter­ne på net­tet og blev også læst af de cho­ke­re­de efter­lad­te. I 2002 fik Schaf­f­ners fami­lie adgang til myn­dig­he­der­nes infor­ma­tio­ner om sagen og der­med til sand­he­den om, hvad der i vir­ke­lig­he­den var sket. For nyligt for­tal­te pilo­tens yng­ste søn Micha­el om den tragi­ske sag i en arti­kel i tids­skrif­tet Fly­Past.

 

Det var en storm­fuld sep­tem­ber­nat i 1970. Kap­ta­jn Wil­li­am Schaf­f­ner var på togt over Nord­s­ø­en ud for Eng­lands øst­kyst. Schaf­f­ner var 28 år gam­mel og kom fra Ohio, hvor han hav­de kone og tre søn­ner. Han hav­de flø­jet mis­sio­ner i Viet­nam, men var nu på udveks­ling i det bri­ti­ske fly­ve­vå­ben og udsta­tio­ne­ret i Bin­brook i Lin­colns­hi­re, hvor han fløj en jager af typen Eng­lish Electric Ligh­t­ning.

Eng­lish Electric Ligh­t­ning har en meget
spe­ci­el fremto­ning. De ekstremt kraf­ti­ge
moto­rer er pla­ce­ret oven på hin­an­den med
indsug­nin­gen i næsen og ikke som mere al-
min­de­ligt ved siden af hin­an­den og med ind-
sug­nin­ger i vin­gero­den. Her­til kom­mer ekstremt
til­ba­ge­strøg­ne vin­ger.

En Eng­lish Electric Ligh­t­ning var skræd­der­sy­et til i rekord­fart at kla­tre op i sto­re høj­der for at bekæm­pe angri­ben­de sov­je­ti­ske bom­be­re bevæb­net med atom­vå­ben. Schaf­f­ner var net­op ble­vet sendt i luf­ten for at afskæ­re et ukendt sig­nal, som var ble­vet opfan­get af den bri­ti­ske jor­dra­dar. Men plud­se­lig var sig­na­let fra Schaf­f­ners eget fly for­s­vun­det fra rada­ren.

En måned sene­re bjær­ge­de man Schaf­f­ners Ligh­t­ning fra Nord­s­ø­ens bund. Fly­et var ikke blot over­ra­sken­de intakt, men cock­pit­tet var også luk­ket, og kata­pult­sæ­det ikke udløst. Kap­ta­jn Wil­li­am Schaf­f­ner var ikke at fin­de nogen ste­der. RAF under­søg­te sagen grun­digt, og der blev også udfær­di­get en rap­port i 1972. Men af sik­ker­heds­hen­syn — det var jo under Den Kol­de Krig — blev rap­por­ten i sin hel­hed hem­me­lig­holdt. Sagen blev frem­stil­let som et uheld, og fami­li­en fik at vide, at Schaf­f­ner var omkom­met under udfø­rel­sen af sine plig­ter. Det slog man sig så til ro med.

Den mysti­ske whi­st­le­blower

I 1992 tog ryg­ter­ne om en ufo­bort­fø­rel­se imid­ler­tid for alvor fart, da der blev udgi­vet to sen­sa­tio­nel­le artik­ler i The Grims­by Eve­ning News skre­vet af jour­na­li­sten Pat Otter. Grims­by hav­de været den hav­ne­by, hvor ski­bet med Schaf­f­ners bjær­ge­de Ligh­t­ning lag­de til 22 år tid­li­ge­re. Redak­tio­nen var ble­vet kon­tak­tet af en mystisk per­son, som hæv­de­de at have været med på hol­det, som under­søg­te fly­et, og nu ønske­de at afslø­re over for offent­lig­he­den, hvad der i vir­ke­lig­he­den var sket.

Otter hæv­de­de sene­re, at han ikke tro­e­de på den­ne „whi­st­le­blower“, som ønske­de at for­bli­ve ano­nym, men at histo­ri­en var for god til ikke at kom­me på tryk. Otters kil­de for­tal­te nu, at antal­let af ufo­mel­din­ger over Nord­s­ø­en var ste­get dra­ma­tisk i efter­å­ret 1970. Den 8. sep­tem­ber kl. 20.15 opfan­ge­de rada­ren på Shet­land­sø­er­ne end­nu engang et uiden­ti­fi­ce­ret sig­nal, hvor­ef­ter der blev iværk­sat en spe­ci­a­l­o­pe­ra­tion. Ligh­t­ning-jage­re gik på vin­ger­ne, men inden de kun­ne nær­me sig objek­tet, dre­je­de det af og for­svandt med en fan­ta­stisk hastig­hed. Nu greb en høje­re NATO-instans ind. Der blev opret­tet kon­stant patrul­je­ring, men alli­ge­vel lyk­ke­des det ikke at fan­ge en ene­ste af de ufo­er, som duk­ke­de op i løbet af nat­ten.

Udsend­te et kraf­tigt blåt lys

Otters hem­me­li­ge kil­de hav­de også mere kon­kre­te infor­ma­tio­ner i form af en afskrift af Schaf­f­ners sid­ste ord­veks­ling med jor­dra­da­ren, som befandt sig på fly­ve­våb­nets base ved Patring­ton. Iføl­ge den­ne afskrift hav­de Schaf­f­ner meldt til­ba­ge, at han hav­de obser­ve­ret og nu for­fulg­te et keg­le­for­met objekt, som udsend­te et meget kraf­tigt blåt lys. Objek­tet var des­u­den under ledsa­gel­se af en rug­by­for­met, gla­s­ag­tig gen­stand. Her­ef­ter hav­de Schaf­f­ner blot kun­net nå at sige:

„Vent lidt, den ven­der rundt … og kom­mer lige imod mig … jeg fore­ta­ger en und­vi­ge­ma­nøv­re … “

Det­te var det sid­ste, man hør­te til Schaf­f­ner. Her­ef­ter smel­te­de hans radar­sig­nal sam­men med ufo­ens og tab­te høj­de for til sidst helt at for­svin­de.

En måned sene­re blev fly­et så fun­det på havets bund ca. 20 km ud for East Yor­ks­hi­res kyst. Med den­ne afskrift hav­de man såle­des til­sy­ne­la­den­de et kon­kret bevis for, at Schaf­f­ners for­svin­den skyld­tes et dra­ma­tisk møde med et uiden­ti­fi­ce­ret fly­ven­de objekt, og at myn­dig­he­der­ne var invol­ve­ret i en mørklæg­ning af sagen. Især detalj­en med det luk­ke­de cock­pit bekræf­te­de, at der måt­te være fore­gå­et noget mystisk, og at Schaf­f­ner sand­syn­lig­vis var ble­vet bort­ført.

Tony Dodd og den sto­re sam­men­svær­gel­se

I 1999 fik skru­en så end­nu en omgang. Tony Dodd, en tid­li­ge­re poli­ti­be­tjent, som nu beskæf­ti­ge­de sig med ufo­er, udgav bogen Ali­en Inve­sti­ga­tor. Her blev der føjet yder­li­ge­re detal­jer til histo­ri­en om Schaf­f­ners for­svin­den. Dodd hæv­de­de i bogen, at fle­re andre rada­ran­læg hav­de opfan­get Schaf­f­ners ufo, og at endog NORAD (North Ame­ri­can Aeros­pa­ce Defen­se Com­mand), det ame­ri­kan­ske for­svars gigan­ti­ske atom­vå­ben­sik­re­de bun­ke­ran­læg i Cheyen­ne Moun­tain i Col­ora­do, blev sat i fuldt alarm­be­red­skab.

Tony Dodd (1935–2009)

Dodd hæv­der i sin bog, at præ­si­dent Nixon „næsten sik­kert“ var invol­ve­ret, og at man fra ame­ri­kansk side for­lang­te, at det lige net­op var ame­ri­ka­ne­ren Schaf­f­ner, som skul­le sid­de ved roret i den Ligh­t­ning, som skul­le afskæ­re objek­tet. Desvær­re brug­te også Dodd for­trins­vis ano­ny­me kil­der, hvil­ket selvsagt besvær­lig­gjor­de efter­forsk­nin­gen en hel del.

Ufo­ef­ter­for­ske­ren Tony Dodd var i sig selv en inter­es­sant per­son, som på man­ge måder min­der om Fox Mul­der fra tv-seri­en X‑Files. I 1978, medens han var på patrul­je i sin poli­ti­bil sam­men med en kol­le­ga, så han en fly­ven­de tal­ler­ken. Her­ef­ter begynd­te han at skri­ve om fæno­me­net og hav­de fle­re ufoop­le­vel­ser. Hoved­sa­ge­ligt i øde egne i Eng­land. Han for­tal­te også om, hvor­dan han man­ge gan­ge var ble­vet tru­et af myn­dig­he­der­ne, for­di han sad inde med far­li­ge oplys­nin­ger.

Kort tid før sin død udtal­te Dodd sig om ali­ens, som med skum­le hen­sig­ter infil­tre­re­de men­ne­ske­he­den, og som blev jag­tet af myn­dig­he­der­ne. Væs­ner­ne var ekstremt men­ne­ske­lig­nen­de og kun­ne kun ken­des på deres mis­for­me­de hæn­der. Enhver, som kom for tæt på den­ne sand­hed, risi­ke­re­de at bli­ve ryd­det af vej­en. Fle­re påpe­ge­de sene­re, at hele histo­ri­en (inklu­si­ve detalj­en med de mis­dan­ne­de hæn­der) i mistæn­ke­lig grad min­de­de om plot­tet i den gam­le ame­ri­kan­ske tv-serie The Inva­ders fra 1967–68, og alle Dod­ds kil­der til dis­se infor­ma­tio­ner var sæd­va­nen tro, og som i til­fæl­det med Schaf­f­ners for­svin­den, ano­ny­me. Tony Todd døde i 2009 af en hjer­nes­vulst, som han hæv­de­de myn­dig­he­der­ne hav­de givet ham.

En gan­ske anden histo­rie

I 2000 stød­te Wil­li­am Schaf­f­ners søn­ner på alle dis­se påstan­de om deres fars død på inter­net­tet og blev selv­føl­ge­lig cho­ke­re­de. Fami­li­en hav­de aldrig haft grund til at tro andet, end at deres fars død skyld­tes en tragisk ulyk­ke. Men den oprin­de­li­ge rap­port fra 1972 var sta­dig hem­me­ligstemp­let. Hel­dig­vis lyk­ke­des det gen­nem et sam­ar­bej­de med BBC i 2002, som var i gang med at for­be­re­de et afsnit i seri­en Insi­de Out North, at få det bri­ti­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­um til at fri­gi­ve rap­por­ten. Og her åben­ba­re­de der sig for den let­te­de fami­lie en gan­ske anden histo­rie, end den medi­er­ne og ufo­lo­ger­ne hav­de spun­det siden 1992.

Rap­por­ten inde­holdt ikke kun foto­gra­fi­er af Schaf­f­ners Ligh­t­ning med det luk­ke­de cock­pit, men også en afskrift af den ulyk­ke­li­ge pilots sid­ste sam­ta­le med jor­dra­da­ren. Og her blev det bekræf­tet, at „afskrif­ten“, som den hem­me­li­ge kil­de hav­de leve­ret til Otters to artik­ler i 1992, var et gen­nem­ført svin­delnum­mer.

Den ægte afskrift viste, at Schaf­f­ner blot hav­de obser­ve­ret „et sæt lys“. Alt­så slet ikke noget med et keg­le­for­met objekt, som udsend­te et skar­pt, blåt lys eller en gla­s­ag­tig rug­by­fod­bold. Det ene lys til­hør­te Schaf­f­ners wing­man, end­nu en Ligh­t­ning, medens det andet lys, alt­så sel­ve objek­tet, til­hør­te en Scha­ck­le­ton. Den­ne ældre 4‑motorers pro­pel­drev­ne fly­ve­ma­ski­ne fløj ekstremt lavt og lang­somt, og Schaf­f­ner hav­de tyde­lig­vis svært ved at manøv­re­re sin egen højha­stig­heds­j­a­ger i for­hold til Scha­ck­le­ton-maski­nen.

Afskrif­ten ender med jor­dra­da­ren, som for­gæ­ves for­sø­ger at få kon­takt med Schaf­f­ner. Rap­por­ten kon­klu­de­rer, at Schaf­f­ner i det­te øje­blik har ramt havover­fla­den. Det­te bekræf­tes af pilo­ten i den anden Ligh­t­ning samt besæt­nin­gen på Scha­ck­le­ton-maski­nen, som kort for­in­den hav­de obser­ve­ret Schaf­f­ner fare­tru­en­de tæt på de storm­ful­de bøl­ger.

Scha­ck­le­ton-bom­be­fly.

Ikke en ægte mis­sion, men en øvel­se

Rap­por­ten afslø­rer des­u­den, at der slet ikke var tale om en „ægte“ mis­sion, men der­i­mod om en øvel­se, en såkaldt TACEVAL — TACti­cal EVA­Lu­a­tion exerci­se. Øvel­sen gik ud på at teste pilo­ter­nes evner i at afskæ­re og rea­ge­re kor­rekt på ind­træn­gen­de fly, det være sig fjendt­li­ge eller ven­ligtsin­de­de. I det­te til­fæl­de var en Scha­ck­le­ton ble­vet sendt op om dagen, og i løbet af nat­ten blev pilo­ter­ne så sendt afsted en efter en eller i par for at afskæ­re og her­ef­ter skyg­ge den. Det gav god mening, idet de fle­ste sov­je­ti­ske maski­ner, som ope­re­re­de over Nord­s­ø­en, var rus­si­ske 4‑motorede maski­ner af typen Bear med lig­nen­de evner som Scha­ck­le­to­nen.

Sov­je­tisk Bear-bom­be­fly (Tu-95) ledsa­get af en Ligh­t­ning.

Under Den Kol­de Krig send­te Sov­je­tu­ni­o­nen nær­mest ruti­ne­mæs­sigt dis­se fly via inter­na­tio­nalt luftrum langs Nor­ges kyst mod syd og udover Nord­s­ø­en. For at TACE­VAL-øvel­ser­ne skul­le være så rea­li­sti­ske som muligt, blev pilo­ter­ne holdt i det uvis­se med hen­syn til detal­jer­ne. Og målet for deres øvel­se, alt­så Scha­ck­le­ton-maski­nen, kan såle­des tek­nisk set beteg­nes som en ufo — alt­så et uiden­ti­fi­ce­ret fly­ven­de objekt.

Når myn­dig­he­der­ne holdt rap­por­ten hem­me­lig i 30 år, skyld­tes det først og frem­mest ønsket om ikke at afslø­re fly­ve­våb­nets pro­ce­du­rer og tak­tik over for den sto­re mod­stan­der i øst, Sov­je­tu­ni­o­nen.

En grun­dig rap­port ryd­der op i mystik­ken

I løbet af nat­ten den 8. sep­tem­ber 1970 blev med­lem­mer­ne af Schaf­f­ners eskadril­le sendt afsted en efter en. Men da det blev Schaf­f­ners tur til at let­te, blev hans ordrer ændret, og hans fly kaldt til­ba­ge. Reg­ler­ne kræ­ve­de fak­tisk, at Ligh­t­nin­gen nu skul­le igen­nem et tjek, inden den kun­ne få lov til at let­te igen. Men imod alle reg­ler, sand­syn­lig­vis for at kun­ne være i luf­ten så hur­tigt som muligt, afly­ste Schaf­f­ner det­te tjek. Da han sene­re var let­tet, fandt man papi­rer­ne, som han skul­le under­skri­ve efter tjek­ket, lig­gen­de på lan­dings­ba­nen. Uden under­skrift!

Schaf­f­ner var uden tvivl en erfa­ren pilot. Han hav­de flø­jet man­ge mis­sio­ner i Viet­nam, dog ikke i Ligh­t­ning, og ikke i den slags mis­sio­ner, han nu blev udsat for. At skyg­ge en maski­ne kan under vis­se omstæn­dig­he­der være langt svæ­re­re end blot at afskæ­re den. Især hvis for­skel­len i hastig­hed er stor, og det hele fore­går i lav høj­de over et stormomsust hav midt om nat­ten. Det­te var ikke noget, som Schaf­f­ner var træ­net i. Her­til kom, at Schaf­f­ner net­op hav­de været på en anden træ­nings­mis­sion og der­for sand­syn­lig­vis ikke var helt på top­pen. Der kan såle­des iføl­ge rap­por­ten opreg­nes en ræk­ke grun­de til, at Schaf­f­ner styr­te­de i Nord­s­ø­en den skæb­nesvan­gre nat i 1970.

At kata­pult­sæ­det ikke var udløst, skyld­tes en kon­kret defekt, som blev opda­get, da man under­søg­te Ligh­t­nin­gen efter bjærg­nin­gen. Sand­syn­lig­vis ram­te Ligh­t­nin­gen havover­fla­den fra lav høj­de og i rela­tivt lav hastig­hed, hvil­ket for­kla­rer de ret rin­ge ska­der på fly­et. Eks­per­ter på områ­det bekræf­ter, at Ligh­t­nin­gen var et sær­de­les robust fly.

Da kata­pult­sæ­det ikke vir­ke­de, nåe­de Schaf­f­ner, inden fly­et sank, at åbne cock­pit­tet og sprin­ge i van­det. Her omkom han pga. kul­den, eller for­di han druk­ne­de, og hans lig blev ført med strøm­men. Utal­li­ge sømænd og pilo­ter er for­s­vun­det på den­ne måde.

Schaf­f­ners Ligh­t­ning lag­de sig på hav­bun­den, og efter­hån­den som det hydrauli­ske tryk for­svandt, luk­ke­de cock­pit­tet sig af sig selv.

Rap­por­ten om Schaf­f­ners ulyk­ke­li­ge ende­ligt er sær­de­les grun­dig og på over tusind sider med vid­neud­sagn, kort, foto­gra­fi­er af fly, cock­pit, det fejl­be­hæf­te­de kata­pult­sæ­de osv. Hvis der skul­le være tale om en kon­spira­tion fra myn­dig­he­der­nes side, er der rig­tig man­ge men­ne­sker, som lyver. Den omfangs­ri­ge rap­port er i dag offent­lig til­gæn­ge­lig og kan fin­des i The Natio­nal Archi­ves i Kew.

En lære­rig ufo­hi­sto­rie

Det kun­ne nu være fri­sten­de at afvi­se den tragi­ske histo­rie om Schaf­f­ner som end­nu en falsk ufo­hi­sto­rie og så blot bevæ­ge sig vide­re til den næste. Men det vil­le helt sik­kert være at skyl­le bar­net ud med bade­van­det. Den­ne histo­rie er nem­lig sær­de­les lære­rig.

Først og frem­mest bely­ser den risi­ko­en ved bru­gen af ano­ny­me kil­der. Kil­der, hvis oprin­del­se ikke kan spo­res til­ba­ge til deres oprin­del­se, er nær­mest vær­di­lø­se, hvis ikke deres påstan­de sam­ti­dig kan bekræf­tes fra anden side. Otters hem­me­li­ge kil­de, hvis fal­ske oplys­nin­ger var den vig­tig­ste grund til alle ufo­myter­ne, viste sig at være utro­vær­dig. Fak­tisk må det stør­ste myste­ri­um i sagen efter­hån­den siges at være den­ne kil­des iden­ti­tet og motiv til at brin­ge et sådant svin­delnum­mer til torvs.

Det blev meget tid­ligt påpe­get, at der var ting i afskrif­ten fra den hem­me­li­ge kil­de, som ikke kun­ne stem­me, men da male­de ufo­møl­len alle­re­de og var ikke til at stop­pe. Tony Dod­ds påstan­de i bogen Ali­en Inve­sti­ga­tor, som også byg­ge­de på ano­ny­me kil­der, vir­ker på bag­grund af rap­por­ten fra 1972 som ren fan­ta­si. Hvis der i en ufo­hi­sto­rie gøres brug af ano­ny­me kil­der, og det gæl­der også i dis­se pho­tos­hop-tider for foto­gra­fi­er og film, bør det i sig selv være et advar­sels­sig­nal.

Des­u­den viser histo­ri­en, hvor meget værd kon­spira­tions­te­o­ri­er har som argu­ment for både det ene og det andet. At myn­dig­he­der­ne skju­ler sand­he­den, er i vir­ke­lig­he­den tit en dår­lig und­skyld­ning for ikke at leve­re varen, nem­lig en for­nuf­tig begrun­del­se for, at det, man siger, har grund i vir­ke­lig­he­den.

Schaf­f­ner-sagen viser, at myn­dig­he­der­ne meget vel kan have en grund til hem­me­lig­hol­del­se, uden at det behø­ver inde­hol­de en for­ud­sæt­ning om en hem­me­lig viden om ali­ens. Histo­ri­en viser des­u­den, at alle dis­se infor­ma­tio­ner og argu­men­ter fra myn­dig­he­der og eks­per­ter abso­lut ingen betyd­ning har for de ægte ufo­tro­en­de. Tony Dodd, for­kla­re­de fx til Insi­de Out efter fri­gi­vel­sen af rap­por­ten:

„Jeg tror aldrig, vi vil nå til bunds i, hvad der ske­te, for RAF vil­le aldrig indrøm­me, at en ufo kun­ne være invol­ve­ret.“

Infor­ma­tio­ner fra mod­par­ten accep­te­res med andre ord kun så læn­ge, de bekræf­ter det, man i for­vej­en tror på. Men histo­ri­en viser også, at ufo­hi­sto­ri­er ikke er uden omkost­nin­ger. Der lig­ger rig­ti­ge men­ne­ske­skæb­ner bag. Som også Micha­el Schaf­f­ner i juli-num­me­ret af Fly­Past Maga­zi­ne for­kla­re­de, så hav­de uforyg­ter­ne om hans far kon­se­kven­ser for fami­li­en. Den holdt sor­gen i live hos de efter­lad­te. Måske nogen bur­de skæn­ke det en tan­ke, inden de næste gang sæt­ter uforyg­ter i omløb.

Kil­der:

http://drdavidclarke.co.uk/2014/05/30/foxtrot-94-a-cold-war-mystery-solved,
http://drdavidclarke.co.uk/national-archives-ufo-files‑7/national-archives-ufo-files‑3,
http://drdavidclarke.co.uk/secret-files/captain-schaffners-last-flight,
www.bbc.co.uk/insideout/yorkslincs/series1/alien-abduction.shtml,
www.amazon.co.uk/Alien-Investigator-Britains-Leading-Detective/dp/0747222851,
http://projectcamelot.org/john_robie.html,
www.youtube.com/watch?v=VEzv04yqzi8&list=PLvBe4Kmsl0_9vfCoTlVGQVaLgd9dmJQNZ
www.telegraph.co.uk/news/5031630/UFO-files-USAF-pilots-death-explained.html
www.crowdedskies.com/tony_dodd_foxtrot94.htm og
www.youtube.com/watch?v=fC0ZBAjREOM.

Man­den fra Mars

Bogen The Man from Mars er den velskrev­ne histo­rie om det usæd­van­li­ge men­ne­ske Ray Pal­mer, der vok­se­de op som en out­si­der. En vold­som tra­fi­ku­lyk­ke som 7‑årig og adskil­li­ge efter­føl­gen­de kom­pli­ka­tio­ner og mis­lyk­ke­de ope­ra­tio­ner gjor­de ham til en puk­kel­ryg­get krøbling på knapt 1 m og 25 cm. I sine unge år fryg­te­de han at bli­ve en ulyk­ke­lig „ensom ulv“, men han blev lyk­ke­ligt gift, fik tre børn og hans kvik­ke hoved, liv­li­ge fan­ta­si, iværk­sæt­ter­trang og talent for at skri­ve gav ham en lang kar­ri­e­re som skri­bent og redak­tør inden for sci­en­ce fiction, lige­som han kom til at præ­ge ufo­mytens udvik­ling i dens tid­li­ge år.

Ray Pal­mer var en glø­de­n­de sci­en­ce fiction-fan og udgav sit før­ste sci­en­ce fiction-blad — The Comet — i maj 1930. I peri­o­den 1938–49 var han redak­tør for Ama­zing Sto­ri­es. Bla­det skran­te­de, da han over­tog det, men han fik hur­tigt vendt udvik­lin­gen og bjerg­tog det unge publi­kum.

Fred Nadis: „The Man from Mars —
Ray Pal­mer’s Ama­zing Pulp Jour­ney“,
290 sider, illu­stre­ret, ind­bun­det.
Tar­cher Pengu­in 2013.

For­si­der­ne var altid et helt kapi­tel for sig og viste ofte meget unge og smuk­ke kvin­der som vil­je­lø­se ofre eller seje hel­tin­der, og under alle omstæn­dig­he­der iført så lidt tøj, at der ikke var over­ladt meget til fan­ta­si­en.

Pal­mers skri­bentvirk­som­hed og listen over de tids­skrif­ter, han stod bag, er meget omfat­ten­de. Han skrev under utal­li­ge pseu­do­ny­mer, og blev især kendt for sin gode kon­takt med læser­ne. Hans lede­re og svar på læser­bre­ve gav tusind­vis af loy­a­le læse­re og skab­te indi­mel­lem debat. Pal­mer kun­ne også være kon­tro­ver­si­el. Ikke mindst hans man­ge artik­ler om Sha­ver Myste­ri­et skil­te van­de­ne.

Da Pal­mer i 1949 for­lod Ama­zing Sto­ri­es, opfandt han bla­det Fate og tog hul på en ny æra med beret­nin­ger fra mystik­kens ver­den og histo­ri­er om ufo­er eller fly­ven­de tal­ler­ke­ner, der for Pal­mer var gåde­ful­de og poten­ti­elt ind­be­fat­te­de noget dom­me­dags­ag­tigt.

I det før­ste num­mer af Fate var hoved­hi­sto­ri­en Ken­neth Arnolds nu klas­si­ske ufoop­le­vel­se fra 24. juni 1947. Pal­mer blev ven med Ken­neth Arnold og fik ham invol­ve­ret som efter­for­sker i Maury Island-hæn­del­sen, som viste sig at være et svin­delnum­mer kry­dret med en tragisk flyu­lyk­ke. Ende­lig for­fat­te­de Pal­mer og Arnold sam­men bogen The Com­ing of the Sau­cers (1952).

Ray Pal­mer (i mid­ten) foto­gra­fe­ret i 1939 sam­men med to kol­le­ger på blad­hu­set Ziff-Davis.

 

I 1983 skrev for­fat­te­ren John Keel i en arti­kel, at Ray Pal­mer var „man­den der opfandt de fly­ven­de tal­ler­ke­ner“. Fred Nadis mener, at det nok er at tage mun­den for fuld, men viser også i The Man from Mars, at Ray Pal­mer var meget aktiv i ufo­mytens barn­dom og med sine artik­ler i bl.a. tids­skrif­ter­ne Ama­zing Sto­ri­es, Fate, Flying Sau­cers From Other Wor­lds samt Flying Sau­cers, The Maga­zi­ne of Spa­ce Conquest var med til at for­me folks opfat­tel­se af ufoop­le­vel­ser og hol­de liv i inter­es­sen for ufo­myten i en peri­o­de, hvor det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­bens hold­ning til ufo­myten blev sta­digt mere skep­tisk.

I før­ste halv­del af 1950’erne blev der dan­net mere end 150 kon­takt­per­son-ori­en­te­re­de ufo­klub­ber i USA. Man­ge af dis­se klub­ber tog med tiden form som fly­ven­de tal­ler­ken-reli­gio­ner eller sek­ter med kon­takt­per­so­ner som deres pro­fe­ter og håb. Pal­mers tids­skrif­ter og bog­for­lag blev dis­se bevæ­gel­sers kanal ud til den sto­re offent­lig­hed.

I 1976 beslut­te­de Ray Pal­mer pga.
svig­ten­de hel­bred at slå tids­skrif­ter­ne
„Search“ og „Flying Sau­cers“ sam­men til
et tids­skrift i stort for­mat og ansat­te
James Oberg til at redi­ge­re både „Flying Sau­cers“
og „Spa­ce Wor­ld Maga­zi­ne“. „Spa­ce Wor­ld
Maga­zi­ne“ blev grund­lagt i 1960 og i 1963
købt af Ray Pal­mer. Tids­skrif­tet eksi­ste­re­de
ind­til decem­ber 1988.

Fred Nadis har også skre­vet bogen
Won­der Shows: „Per­for­m­ing Sci­en­ce,
Magic, and Reli­gion in Ame­ri­ca“, 319 sider,
illu­stre­ret, ind­bun­det, Rut­gers Uni­ver­si­ty
Press 2005 — med det i ufo­sam­men­hæng
meget inter­es­san­te kapi­tel „Flying Sau­cers“
om 1950’ernes kon­takt­per­so­ner, new age-
sam­men­kom­ster­ne ved Giant Rock i Cali­for­ni­en,
fil­men „The Day the Earth Stood Still“s ind­fly­del­se
på Geor­ge Adam­skis beskri­vel­se af rum­brød­re­ne,
Gabri­el Gre­ens kampag­ne for at bli­ve „Spa­ce Age
Presi­dent“, Otis T. Car­rs fri­e­ner­gi­ma­ski­ner — og meget,
meget mere.