MAGA-bevægelsens konspiratoriske verdensbillede har gjort ufo-spørgsmålet til en del af en større politisk fortælling, der har fjernet fokus fra ufoerne.
Af Michael Ertmann — ekstern bidragsyder
Ufo-debatten i USA handler efterhånden om langt mere end uidentificerede fænomener på himlen. Den er blevet flettet sammen med fortællinger om hemmelige magtstrukturer, myndighedernes fortielser, religiøse forestillinger og en påstået kamp mellem folket og en skjult elite.
Det er en udvikling, der fortjener opmærksomhed. For mens det er både legitimt og nødvendigt at undersøge uforklarede observationer og myndighedernes håndtering af dem, er der samtidig opstået et politisk og kulturelt miljø, hvor manglen på dokumentation let bliver forklaret som tegn på et omfattende cover-up.
For at forstå, hvordan ufo-emnet har fået denne særlige position i amerikansk politik, er det værd at se nærmere på et interessant tidsmæssigt sammenfald: Donald Trumps valgsejr i 2016 og den opsigtsvækkende New York Times-artikel om Pentagons hemmelige ufo-program, som blev offentliggjort i december 2017.
2017 – Da ufo-sagen mødte den nye amerikanske tidsånd
I november 2016 valgte amerikanerne Donald Trump til præsident. Godt et år senere, den 16. december 2017, offentliggjorde The New York Times artiklen Glowing Auras and ‘Black Money’: The Pentagon’s Mysterious U.F.O. Program, skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean.
Artiklen afslørede eksistensen af et hemmeligt Pentagon-program, Advanced Aerospace Threat Identification Program (AATIP), der havde undersøgt rapporter om uidentificerede luftfænomener. Historien blev ledsaget af videoklip fra amerikanske militærfly og interviews med blandt andre tidligere efterretningsofficerer.
Det blev et afgørende øjeblik for den moderne ufo-debat. Et emne, der i årtier havde befundet sig i et kulturelt grænseland mellem populærkultur, spekulation og konspirationsteorier, rykkede pludselig ind i den etablerede journalistik og den politiske offentlighed.
Men tidspunktet er interessant.
AATIP var etableret allerede i 2007 med støtte fra senator Harry Reid. Leslie Kean havde beskæftiget sig med ufo-emnet i mange år og havde i 2010 udgivet bogen Ufos: Generals, Pilots, and Government Officials Go on the Record. Der er altså ingen grund til at hævde, at Trump eller hans valgsejr havde noget med programmets etablering eller journalisternes arbejde at gøre.
Men det er værd at stille et andet spørgsmål: Ville artiklen have fået samme gennemslagskraft fem eller ti år tidligere?
Det kan vi naturligvis ikke vide. Men det er nærliggende at overveje, om den politiske og kulturelle tidsånd i USA var med til at gøre netop denne historie særlig interessant på det pågældende tidspunkt.
“Den politiske og kulturelle tidsånd i USA var med til at gøre ufo-historien i New York Times særlig interessant, da den blev udgivet.”
Trump havde gjort mistilliden til Washingtons institutioner, embedsværket, efterretningstjenesterne og de etablerede medier til en central del af sin politiske fortælling. Forestillingen om en skjult magtelite, der arbejdede imod folket og den valgte præsident, var blevet en stadig mere fremtrædende del af den amerikanske debat.
Samtidig blev begrebet Deep State i stigende grad brugt om amerikanske myndigheder og institutioner, som angiveligt modarbejdede Trump og hans politiske projekt. Et begreb, der tidligere især havde været forbundet med politiske magtstrukturer i andre lande, fik nu en ny og meget konkret betydning i amerikansk politik.
Dermed landede ufo-historien i et USA, hvor fortællinger om hemmelige programmer, skjulte magtstrukturer og myndighedernes fortielser allerede havde fået en ny politisk betydning.
Det er ikke det samme som at sige, at Trump skabte den moderne ufo-interesse. Men hans valgsejr kan have været med til at skabe et klima, hvor ufo-emnet fik en ny politisk resonans. Historien om et hemmeligt Pentagon-program kunne nu indgå i en langt større fortælling om en skjult elite, der tilbageholdt sandheden for befolkningen.
Måske var 2017 derfor ikke blot året, hvor ufo-emnet for alvor blev mainstream. Det var også året, hvor emnet fik mulighed for at blive indlemmet i en ny politisk fortælling om den dybe stat.
Det er en hypotese om historiens modtagelse og gennemslagskraft – ikke en påstand om, at Trump stod bag dens tilblivelse. Men netop den sondring er vigtig, hvis vi vil forstå udviklingen uden selv at falde i den konspiratoriske fælde.
Den dybe stat – en gammel amerikansk mistillid med nyt politisk liv
I artiklen Den »dybe stat« i Trumpland – konspirationsteorier i USA før og nu fra 2019 beskriver lektor og ph.d. Kasper Grotle Rasmussen, hvordan forestillingen om en skjult statsmagt fik nyt liv under Donald Trump.
Mistilliden til amerikanske myndigheder er langt ældre end Trump. Mordet på John F. Kennedy, Watergate-skandalen, FBI’s overvågning af politiske grupper og CIA’s ulovlige eksperimenter under MK-Ultra har givet amerikanerne reelle historiske grunde til at stille kritiske spørgsmål til statsmagten.
Det er vigtigt at holde fast i. Myndigheder kan lyve, hemmeligholde oplysninger og misbruge deres magt. Historien viser, at det er sket.
Men der er en afgørende forskel på kritisk mistillid og konspirationstænkning. Det første kræver dokumentation og at du er villig til at ændre opfattelse, når nye oplysninger kommer frem. Det andet har ofte en forklaring klar på forhånd og fortolker enhver oplysning, også fraværet af beviser, som støtte for konspirationsteorien.
Forskeren Michael Barkun har beskrevet tre karakteristiske forestillinger i konspirationstænkningen:
- Intet sker tilfældigt.
- Intet er, som det ser ud.
- Alt hænger sammen.
Det er en tankegang, hvor tilsyneladende adskilte begivenheder bliver forbundet i én samlet fortælling om skjulte aktører og hemmelige planer. Når først du har accepteret præmissen om, at en magtfuld gruppe forsøger at skjule sandheden, bliver det næsten umuligt at afkræfte teorien. Manglende beviser bliver blot endnu et tegn på, hvor effektivt sandheden bliver skjult.
Det er netop denne mekanisme, der gør Deep State-fortællingen så anvendelig i ufo-debatten.
Fra Deep State til ufo-cover-up – populisme til lavpris
Ved den amerikanske kongreshøring om UAP’er i juli 2023 sagde den republikanske kongrespolitiker Tim Burchett fra Tennessee, at sagen ikke handlede om små grønne mænd, men om at afsløre et cover-up.
Det er en bemærkelsesværdig formulering. For den flytter opmærksomheden fra det oprindelige spørgsmål – hvad er det, piloterne og radaroperatørerne faktisk har observeret? – til et andet spørgsmål: Hvem skjuler sandheden, og hvorfor?
“Påstandene om hemmelige ufo-programmer flytter opmærksomheden fra det oprindelige spørgsmål: Hvad er det, piloterne og radaroperatørerne faktisk har observeret?”
Men der er også en politisk dimension, som fortjener opmærksomhed. Ufo-emnet er blevet et særdeles anvendeligt redskab for dele af MAGA-bevægelsen. Kongreshøringerne giver politikerne mulighed for at optræde som sandhedssøgende efterforskere, udfordre de etablerede myndigheder og skabe dramatiske overskrifter.
Samtidig med at vidneudsagn om hemmelige programmer, tilbageholdte oplysninger og påstået ikke-menneskelig teknologi leverer præcis den type indhold, som trives på sociale medier og i et politisk medielandskab, der belønner konflikt og sensation.
Det er med andre ord højtprofileret populisme til lavpris.
Der skal ikke fremlægges verificerede beviser for rumvæsner, hemmelige teknologier eller et omfattende cover-up. Det er tilstrækkeligt at stille de dramatiske spørgsmål, antyde at nogen skjuler noget og fremstille sig selv som den politiker, der tør udfordre systemet.
Selv når en høring ikke fører til nye dokumenterbare oplysninger, kan den derfor stadig levere politisk opmærksomhed, medieomtale og en fortælling, der passer ind i MAGA-bevægelsens grundlæggende mistillid til de etablerede institutioner.
Det er naturligvis legitimt at undersøge, om myndighederne har tilbageholdt oplysninger, og om hemmelige programmer har været underlagt tilstrækkelig demokratisk kontrol. Men når afsløringen af et cover-up bliver selve udgangspunktet, risikerer du at have konkluderet noget, før undersøgelsen overhovedet er begyndt.
“Ufo-emnet er blevet et særdeles anvendeligt redskab for dele af MAGA-bevægelsen, der samtidig skaber den type indhold, som trives på sociale medier og i et politisk medielandskab, der belønner konflikt og sensation.”
Dermed får ufo-debatten en dobbelt politisk funktion. Den kan både bruges til at fremstille myndighederne som en del af en skjult magtstruktur og til at give de politikere, der kræver afsløringer, en platform som systemets modstandere. Det er en effektiv politisk fortælling, fordi den kan holdes i live uden nødvendigvis at skulle levere den dokumentation, som ville kunne be- eller afkræfte den.
Det er ikke svært at se, hvorfor denne fortælling appellerer til dele af ufo-miljøet. Den forklarer, hvorfor der efter årtiers observationer stadig ikke foreligger offentligt tilgængelige beviser for udenjordisk teknologi. Og den gør samtidig dem, der kræver dokumentation, til mulige medspillere i fortielsen.
Ufo-emnet bliver dermed ikke alene et spørgsmål om, hvad der befinder sig på himlen. Det bliver også et politisk våben i kampen om, hvem befolkningen skal have tillid til – og hvem den skal mistænke.
MAGA som brændstof for konspirationstænkningen
Trump har ikke opfundet amerikansk konspirationstænkning. Men han har gjort mistilliden til institutionerne til et politisk redskab og en central del af sin bevægelses identitet.
Beskyldninger om valgsvindel, påstande om politiserede efterretningstjenester, angreb på medierne og fortællinger om en skjult elite har bidraget til et politisk klima, hvor institutionel autoritet i sig selv kan blive opfattet som mistænkelig.
Det betyder ikke, at alle Trump-vælgere er konspirationsteoretikere, eller at enhver kritik af amerikanske myndigheder er udtryk for MAGA-ideologi. Men bevægelsens politiske fortælling har skabt gode vækstbetingelser for en bestemt måde at forstå verden på: Hvis de etablerede institutioner siger nej, må det være, fordi de har noget at skjule.
Det er også værd at bemærke, hvordan det politiske medielandskab har udviklet sig. Et fragmenteret mediemiljø med stærke alternative nyhedskanaler, sociale medier og politiske kommentatorer kan skabe selvforstærkende fortællinger, hvor påstande cirkulerer og bekræfter hinanden uden nødvendigvis at blive underkastet uafhængig kontrol.
I sådan et miljø kan en tidligere embedsmand, en politiker eller en person med militær baggrund få en betydelig autoritet, alene fordi vedkommende hævder at kende til hemmelige forhold. Det afgørende bliver ikke nødvendigvis, om påstanden kan dokumenteres, men om den passer ind i fortællingen om den skjulte sandhed.
Det er her, ufo-emnet risikerer nemt af blive en politisk trosbekendelse frem for et emne, der bliver undersøgt seriøst og videnskabeligt.
“Ufo-emnet risikerer nemt at blive en politisk trosbekendelse frem for et emne, der bliver undersøgt seriøst og videnskabeligt.”
Fra rumvæsner til dæmoner
Et særligt interessant aspekt af den amerikanske ufo-debat er, hvordan religiøse forestillinger er begyndt at blande sig med politiske og konspiratoriske forklaringer.
I 2026 har vicepræsident JD Vance udtalt, at han interesserer sig for ufo-spørgsmålet, men at han ikke nødvendigvis opfatter de mulige fænomener som rumvæsner. Med henvisning til sin katolske tro har han peget på, at der kan være tale om dæmoner eller andre åndelige væsener.
Det er naturligvis hans personlige religiøse fortolkning. Men det er bemærkelsesværdigt, at et spørgsmål, der burde undersøges gennem observationer, målinger og naturvidenskabelige metoder, her bliver koblet til en religiøs verdensforståelse.
Andre republikanske politikere har også trukket bibelske forestillinger ind i ufo-debatten. Lauren Boebert og Eric Burlison har blandt andet været optaget af forbindelser mellem bibelske beskrivelser af engle, Nephilim og moderne ufo-fortællinger.
Tidligere kongresmedlem Matt Gaetz har desuden i 2026 fremsat påstande om hemmelige programmer, hvor mennesker og tilfangetagne rumvæsner skulle indgå i hybride avlsprogrammer. Altså målrettede avlsprogrammer, hvor de to arter bliver krydset med hinanden. Det er en ganske ekstraordinær påstand, der ikke er blevet fremlagt nogen som helst efterprøvelig dokumentation for.
Her bevæger debatten sig langt væk fra den oprindelige undersøgelse af uidentificerede observationer. Vi befinder os nu i et univers, hvor militære hemmeligheder, religiøse forestillinger, dæmoner og biologiske hybridprogrammer kan indgå i én samlet fortælling.
Det er ikke i sig selv et problem, at mennesker har religiøse overbevisninger. Problemet opstår, når sådanne overbevisninger bliver brugt som forklaringer på fysiske fænomener uden empirisk belæg – og når politiske magthavere bidrager til at give spekulationerne autoritet.
“Det er et problem, når religiøse overbevisninger bliver brugt som forklaringer på fysiske fænomener uden empirisk belæg.”
Den selvforstærkende konspiration
En af de mest problematiske mekanismer i ufo-debatten er, at fraværet af dokumentation ofte bliver brugt som argument for, at dokumentationen må være skjult. Et kunstgreb, ufo-profiler har brugt lige siden fremkomsten af de ”flyvende tallerkener.”
Hvis myndighederne ikke kan fremlægge beviser for udenjordisk teknologi, kan det ifølge denne tankegang skyldes, at beviserne er blevet fjernet. Hvis forskere ikke kan bekræfte påstandene, kan det skyldes, at de ikke har adgang til de hemmelige oplysninger. Og hvis en undersøgelse ikke finder noget, kan det blot være tegn på, at cover-up’et er mere omfattende end først antaget.
Det er en logik, der gør teorien næsten umulig at afkræfte.
Det betyder ikke, at alle whistleblowere skal afvises. David Grusch og Luis Elizondo har fremsat alvorlige påstande om hemmelige programmer og tilbageholdt information. De bør naturligvis tages alvorligt i den forstand, at deres udsagn skal undersøges, og at relevante myndigheder bør kunne redegøre for deres aktiviteter.
Men det er afgørende at skelne mellem et vidneudsagn og dokumentation for det, vidnet hævder.
En persons tidligere stilling i militæret eller efterretningstjenesten gør ikke automatisk vedkommendes påstande sande. Det samme gælder en politisk høring, en journalistisk artikel eller en video, der ikke kan identificeres og efterprøves.
Det er ikke mistillid til whistleblowere at kræve dokumentation. Det er helt almindelig kildekritik.
“Det er ikke mistillid til whistleblowere at kræve dokumentation.
Det er helt almindelig kildekritik.”
Det legitime spørgsmål bliver druknet
Det er vigtigt at understrege, at der findes et reelt og legitimt undersøgelsesfelt.
Piloter observerer fra tid til anden fænomener, som de ikke umiddelbart kan identificere. Radaroperatører registrerer objekter eller signaler, der kræver nærmere undersøgelse. Det kan have betydning for flysikkerhed og national sikkerhed, uanset om forklaringen viser sig at være droner, balloner, optiske illusioner, fejl i sensorer eller noget femte.
Derfor er det fornuftigt, at USA har etableret All-domain Anomaly Resolution Office (AARO), og at politikere som Kirsten Gillibrand har arbejdet for bedre rapportering, dataindsamling og systematisk undersøgelse af UAP-observationer.
Det er også legitimt, at politikere som Chuck Schumer og Mike Rounds har arbejdet for større åbenhed gennem The UAP Disclosure Act. Forslaget indeholdt oprindeligt mere vidtgående bestemmelser om et uafhængigt review board, men de mest vidtgående elementer blev ændret eller fjernet under den politiske behandling.
Det viser, at der faktisk findes en bredere politisk interesse for at få klarhed over myndighedernes håndtering af UAP-sager. Den interesse behøver ikke at være baseret på en tro på rumvæsner.
Tværtimod bør det være muligt at undersøge observationerne grundigt, kræve relevante dokumenter frigivet og samtidig fastholde, at der ikke foreligger offentligt verificerede beviser for, at Jorden er blevet besøgt af udenjordiske civilisationer.
Det er netop denne skelnen, der risikerer at forsvinde, når ufo-debatten bliver indlejret i en større fortælling om Deep State og skjulte magteliter.
Et nyt politisk flertal – en mulighed for at ændre retningen
Det amerikanske midtvejsvalg i november 2026 har ændret den politiske magtbalance i Kongressen. Demokraterne har vundet kontrollen over begge kamre og overtager flertallet i januar 2027.
Det kan få betydning for den videre behandling af UAP-spørgsmålet. Blandt andet kan det få konsekvenser for den republikanske kongrespolitiker Anna Paulina Lunas særlige task force, der arbejder for afklassificering af hidtil fortrolige oplysninger om bl.a. mordet på JFK, hans bror, Martin Luther King og – nå, ja — ufoer. Dens mandat, ledelse og politiske prioriteringer kan blive ændret, selv om et nyt flertal ikke automatisk betyder, at arbejdet bliver nedlagt.
Det interessante bliver, om et nyt flertal vil forsøge at flytte fokus tilbage til det, der burde være undersøgelsens kerne: Dokumentation, flysikkerhed, national sikkerhed og myndighedernes ansvar for at give korrekte oplysninger.
Det vil være en sund udvikling, hvis debatten i højere grad kommer til at handle om, hvad der rent faktisk vides, hvad der ikke vides, og hvilke oplysninger der kan fremlægges og efterprøves.
Der er ingen grund til at gøre ufo-spørgsmålet til et partipolitisk anliggende. Men der er god grund til at være opmærksom på, hvordan det bliver brugt politisk.
Fra konspiration til undersøgelse
Det tidsmæssige sammenfald mellem Trumps valgsejr i 2016 og New York Times-artiklen i 2017 er næppe et tilfælde uden betydning, selv om det ikke dokumenterer nogen direkte forbindelse mellem de to begivenheder.
Trump skabte ikke AATIP, og hans valgsejr var ikke årsagen til journalisternes arbejde. Men hans politiske projekt var med til at ændre den amerikanske offentlige samtale om institutioner, myndigheder og skjulte magtstrukturer. Det kan have været med til at give ufo-emnet en ny kulturel og politisk gennemslagskraft.
Det er måske netop her, du finder en væsentlig del af forklaringen på den udvikling, vi har set siden 2017. En journalistisk historie om et hemmeligt Pentagon-program blev ikke blot modtaget som en historie om militære observationer. Den kan også indgå i en langt større fortælling om en skjult elite, der tilbageholdt sandheden for befolkningen.
Siden er fortællingen vokset. Den har fået politiske fortalere, nye medieplatforme og i nogle tilfælde religiøse forklaringer. Og den selvforstærkende logik, hvor manglende beviser ikke længere nødvendigvis svækker påstandene, men tværtimod kan bruges til at styrke dem, er blevet videreført – og har fået endnu større taletid og endnu flere støtter end nogensinde før.
“Det afgørende spørgsmål er ikke, hvem der tror mest på ufoer, eller hvem der er bedst til at afsløre den påståede skjulte magtelite.
Det afgørende spørgsmål er, hvad vi faktisk kan dokumentere.”
Det er en udvikling, der bør bekymre enhver, der interesserer sig for videnskab, kritisk tænkning og demokratisk kontrol med myndighederne.
For det er ikke nok at være mistænksom. Man skal også være villig til at lade sine mistanker blive efterprøvet. Og sin eksisterende viden udfordret.
Hvis der findes dokumentation for udenjordisk teknologi, bør den naturligvis undersøges og offentliggøres. Men indtil den foreligger, er der ingen grund til at springe fra uidentificerede observationer til, at de er beviser for besøg af rumvæsner. Eller at gå fra mistanker om hemmeligholdelse til et verdensomspændende cover-up. Eller tage springet fra ukendte fænomener til dæmoner.
Det afgørende spørgsmål er ikke, hvem der tror mest på ufo’er, eller hvem der er bedst til at afsløre den påståede skjulte magtelite.
Det afgørende spørgsmål er, hvad vi faktisk kan dokumentere.
Mindre konspiration. Mere undersøgelse. Mindre åbenbaring. Mere videnskab.
Bliv medlem af SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og bliv medlem af SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Som velkomstgave modtager du:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
Hvert år modtager du endvidere også:
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og bliv medlem i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?

Danske X‑filer – Politibetjentens oplevelse i mørket
Da politibetjent Maarups patruljevogn blev standset af en ufo en mørk augustaften i 1970, blev sagen hurtigt til Danmarks mest kendte ufosag. Bogen genåbner sagen 50 år senere.

Ufoer i 80 år: Dengang de flyvende tallerkener blev født
Bogen om, hvordan fortællingen om de flyvende tallerkener blev født, og hvorfor den fortælling er mere aktuel og oppe i tiden nu end nogensinde før.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.