Kevin D. Randle stiller ikke store krav til beviserne for hans påstande om ufoer og alien-bortførelser i sin nye bog UFO Sightings and Alien Visitations – Facts and Falsehoods.
Af Kim Møller Hansen
”I disse tider, hvor Pentagon deklassificerer dokumenter og offentliggør en lang række videoer af uidentificerede flyvende objekter og mystiske luftfænomener – er vi så kommet tættere på sandheden? Kan du tro på regeringen, eller ved den mere om ufoer og liv fra rummet, end den indrømmer? Hvad siger de historiske optegnelser, og kan man stole på øjenvidneberetninger?”
Ovenstående tekst er fra pressemeddelelsen, som følger med bogen UFO Sightings and Alien Visitations – Facts and Falsehoods skrevet af tidligere efterretningsofficer og pensioneret oberstløjtnant i den amerikanske hær, Kevin D. Randle.
Den fulde sandhed?
Ifølge forlaget Visible Ink Press har Randle skrevet en bog, der afslører misinformation, desinformation og forsøg på mørklægning for at fastslå, hvad der er fakta, og hvad der er usandheder, i forbindelse med en række mærkværdige hændelser. Han undersøger samtidig sandhedsværdien af disse hændelser.
Med andre ord: Her i bogen bliver vi lovet den fulde sandhed om ufoerne.
Efter at have læst bogen kan jeg forsikre om, at vi i hvert fald får Randles version af en masse ufohistorier. Bogen giver et overblik over mange centrale ufooplevelser og fortællinger i ufomyten, fx:
- Ancient alien visitors
- The Varginha alien landing craft
- The Lorenzen encounter
- Radar sightings
- Space probes
- Project Mogul balloon
- The Kingman UFO crash
- Deep space objects in the solar system
- Hybrid offspring
- The Roswell incident
- The Allagash abduction
- The Hickson-Parker Conundrum
- Rendlesham Forest, England
- The Nimitz encounter
- The 2025 Congressional hearings
Rumskibstroen lever
Kevin D. Randle er en meget flittig forfatter. Han har skrevet utallige bøger om ufoer og science fiction-historier og har under pseudonymerne Eric Helm og Steve MacKenzie også skrevet historiske bøger om krige og konflikter.
Randle skriver godt og kender sit stof. Det vil man også vide, hvis man følger med på hans blog A Different Perspective. I bøgerne er han dog sjældent særlig kategorisk i sine vurderinger og sprog, så nogle gange kan læseren komme i tvivl om, hvorvidt han er en believer eller en skeptiker eller hvor på skalaen derimellem, han befinder sig. Med denne sproglige tilgang fornærmer han næppe nogen, og den potentielle målgruppe bliver større.
Er man som læser i forvejen overbevist om, at vi får besøg udefra, at Roswell-hændelsen blot er ét af mange beviser på dette, og at vi nu bare venter på ”den store afsløring”, vil man få bekræftet denne tro ved at læse Randles bog.
Bogens konklusion siger det hele
Når man læser bogens korte konklusion, forstår man Randles tilgang til ufomyten. For ham er omfanget af observationer i sig selv et bevis på, at vi får besøg. Han er ikke voldsomt kritisk mht. dokumentation og bevisførelse. Og møder han argumenter eller data, han ikke kan lide, ignorerer han dem og siger, at det er noget vrøvl.
I konklusionen skriver Randle bl.a.:
”Nogle gange blev beviserne indsamlet og derefter klassificeret, og andre gange blev de simpelthen overset. Hændelserne i Levelland, Texas, er et godt eksempel herpå. Ifølge sheriffen var der hundredvis af vidner, men luftvåbnet anerkendte kun tre og afskrev derefter sagen som kuglelyn. Den forklaring er ganske enkelt usand.
Jeg kunne fortsætte, men jeg mener, at beviserne taler for sig selv. Dette værk præsenterer nogle af de mest markante sager, viser dokumentation for undersøgelser af sager, der har vist sig at være svindelnumre, og giver en kort historisk gennemgang, der bør vise interesserede, at fænomenet rummer mere end blot fejlidentifikationer, fantasier og decideret svindel. I stedet for at dvæle for længe ved dette vil jeg blot opfordre dig, læseren, til at undersøge de oplysninger, jeg har forsøgt at præsentere på en objektiv og nøgtern måde.
Hvis du gør det, vil du opdage, at størstedelen af beviserne tyder på, at der foregår mærkelige ting omkring os, og de, der har lidt fantasi, vil konkludere, at vi får besøg udefra.
Så i stedet for at gentage mig selv vil jeg blot stille ét sidste spørgsmål. Er det ikke en smule latterligt – med alle de beviser, vi i dag har til rådighed – at afvise det hele blankt, når det står klart, at der har foregået noget mærkeligt i århundreder?”
Soldater er ikke bedre ufovidner end alle os andre
Randle lægger særlig vægt på vidneudsagn fra alle, der engang har været iført en militæruniform. Også selv om de pågældende begivenheder er foregået i en fjern fortid, og selv om der er rejst berettiget tvivl om de pensionerede soldaters motiver og troværdighed. Det er fx tilfældet ifm. Rendlesham Forest-begivenhederne i England i december 1980.
Det er stadig en udbredt misforståelse, at militærpersonel skulle være både mere troværdige og bedre observatører end alle mulige andre observatører.
Så sent som ved et pressemøde i juni 2026 blev denne fejlagtige opfattelse gentaget af forsvarsminister Jeppe Bruus (S), da han i forbindelse med den såkaldte ”dronesag” fra efteråret 2025 sammen med forsvarschef Michael Hyldgaard slog fast, at konklusionen om, at der reelt var tale om ulovlige droner over danske militære anlæg, i høj grad hviler på soldaternes egne observationer og rapporter.
Sagen mødte efterfølgende kritik, da det kom frem, at konklusionen om droneaktivitet i vid udstrækning byggede på ”soldaternes øjne” frem for radardata fra de pågældende hændelser.
Fakta:

UFO Sightings and Alien Visitations – Facts and Falsehoods
Af Kevin D. Randle
324 sider, illustreret, bibliografi og stikordsregister
Visible Ink Press
ISBN 978–1578598-78–6
Bogen udkom den 25. august 2026 og kan bl.a. købes her.
Omtaler af andre Kevin D. Randle-bøger her på hjemmesiden:
Bliv medlem af SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og bliv medlem af SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Som velkomstgave modtager du:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
Hvert år modtager du endvidere også:
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og bliv medlem i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?

Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.

Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.