Når et spe­ci­a­le bli­ver til bevis for en ufo-sam­men­svær­gel­se

Hen­des spe­ci­a­le om stra­te­gisk påvirk­ning bli­ver i Jay Strat­tons nye bog brugt til at mistæn­ke­lig­gø­re Pen­ta­gons tals­per­son Sus­an Gough. Men sprin­get fra hen­des fag­li­ge viden til en cen­tral rol­le i et hem­me­ligt ufo-pro­gram mang­ler doku­men­ta­tion.

​

Af Ben­ny Chri­sten Gran­da­hl

I 2003 skrev Sus­an Gough en opga­ve ved U.S. Army War Col­le­ge om, hvor­dan USA gen­nem tiden hav­de orga­ni­se­ret sin stra­te­gi­ske påvirk­ning. Tit­len var The Evo­lu­tion of Stra­te­gic Influ­en­ce. Opga­ven beskrev blandt andet sam­spil­let mel­lem offent­lig kom­mu­ni­ka­tion, diplo­ma­ti og psy­ko­lo­gi­ske ope­ra­tio­ner fra Anden Ver­denskrig og frem.

Nu får spe­ci­a­let en helt anden rol­le i Jay Strat­tons tell-it-all bog Out of the Sha­dows, der udkom i okto­ber.

I kapit­let Dis­in­for­ma­tion Rules the Day bru­ger den tid­li­ge­re leder af Pen­ta­gons UAP-task­for­ce Goug­hs aka­de­mi­ske arbej­de til at under­byg­ge sin mistan­ke om hen­des rol­le som tals­per­son for det ame­ri­kan­ske krigs­mi­ni­ste­ri­um – det tid­li­ge­re Depart­ment of Defen­ce (DoD). Iføl­ge Strat­ton blev hun i 2019 sat ind som led i et mod­træk fra det såkald­te Lega­cy-pro­gram – det hem­me­li­ge pro­gram, han hæv­der, står bag mørklæg­nin­gen af ufo­er­nes vir­ke­li­ge natur – der skul­le for­hin­dre, at den ame­ri­kan­ske admi­ni­stra­tion afslø­re­de for man­ge hem­me­lig­he­der om deres skjul­te ufo-pro­gram­mer, ufo-vrag og døde ali­ens.

Det er en alvor­lig beskyld­ning. Men i kapit­let bli­ver afgø­ren­de dele af for­kla­rin­gen frem­lagt som kends­ger­nin­ger, uden at læse­ren får nogen som helst doku­men­ta­tion for Strat­tons påstan­de. Udover Goug­hs spe­ci­a­le fra hen­des uddan­nel­se.

Beslut­nin­gen og dens påstå­e­de motiv

Strat­ton for­tæl­ler, at hans ind­fly­del­se gen­nem hans ufo-pro­gram UAPTF var vok­set så meget, at Pen­ta­gon vir­ke­de til at have mistet kon­trol­len over den offent­li­ge for­tæl­ling om ufo­er­ne. Per­so­ner fra Lega­cy-pro­gram­met skul­le der­for have gre­bet ind.

Mod­træk­ket var iføl­ge ham at fjer­ne hans vig­tig­ste alli­e­re­de i pres­se­ar­bej­det, Joe Gra­dis­her, og lade Sus­an Gough over­ta­ge. Sam­ti­dig blev kom­mu­ni­ka­tio­nens kom­mu­ni­ka­tions­ve­je ændret, så den iføl­ge Strat­ton gik gen­nem per­so­ner, der tid­li­ge­re hav­de mod­ar­bej­det task­for­cen.

Men her bør der skel­nes mel­lem en hæn­del­se og en for­kla­ring på hæn­del­sen.

Strat­ton kan have direk­te kend­skab til, at hans kon­takt i pres­se­ar­bej­det blev udskif­tet. Han kan også have ople­vet, at sam­ar­bej­det der­ef­ter blev van­ske­li­ge­re. Men det doku­men­te­rer ikke i sig selv, at der skul­le stå et hem­me­ligt pro­gram bag. Nem­lig det fæle Lega­cy Pro­gram, der er den sto­re skurk gen­nem hele Stat­tons bog.

Skul­le det kun­ne doku­men­te­res, mang­ler kapit­let i Strat­tons bog svar på cen­tra­le spørgs­mål som f.eks.: Hvem traf beslut­nin­gen? Hvem gav instruk­ser­ne? Og hvor­dan ved Strat­ton, at for­må­let var at skju­le viden om ufo­er?

De mel­lem­reg­nin­ger får læse­ren ikke i det viste kapi­tel. Og kon­klu­sio­nen om Lega­cy-pro­gram­mets ind­blan­ding præ­sen­te­res alle­re­de i ind­led­nin­gen, så folk ken­der hans poin­te, inden de får præ­sen­te­ret hans (ret man­gel­ful­de) argu­men­ta­tion.

Viden om påvirk­ning bli­ver til mistan­ke om bed­rag

Der­ef­ter intro­du­ce­rer Strat­ton Goug­hs spe­ci­a­le. Han frem­hæ­ver, at hun har stu­de­ret mili­tæ­rets brug af des­in­for­ma­tion og der­for ved, hvor­dan en offent­lig for­tæl­ling kan for­mes og sty­res.

Men hans gen­gi­vel­se for­sky­der spe­ci­a­lets emne.

Stra­te­gisk påvirk­ning er et bre­de­re begreb end des­in­for­ma­tion. En myn­dig­hed kan for­sø­ge at påvir­ke offent­lig­he­dens hold­ning gen­nem kor­rek­te oplys­nin­ger. Des­in­for­ma­tion inde­bæ­rer der­i­mod bevidst vild­led­ning.

Gough beskrev ikke kun histo­ri­en bag mili­tæ­rets brug af stra­te­gisk kom­mu­ni­ka­tion. Hun argu­men­te­re­de også for bed­re koor­di­ne­ring af USA’s påvirk­nings­ind­sats. Det gør hen­des syns­punk­ter rele­van­te at under­sø­ge kri­tisk. Men det gør ikke hen­des opga­ve til doku­men­ta­tion for, at hun sene­re løj om ufo­er.

Der mang­ler mindst tre led:

1. At hun fak­tisk frem­sat­te vild­le­den­de oplys­nin­ger
2. At hun gjor­de det bevidst
3. At det ske­te på veg­ne af det påstå­e­de Lega­cy-pro­gram.

Ingen af de for­bin­del­ser bli­ver doku­men­te­ret i spe­ci­a­let.

Et spørgs­mål, der læg­ger sva­ret til ret­te

Strat­ton spør­ger, om udta­lel­ser­ne fra Goug­hs kon­tor var rent fak­tu­el­le, eller om de ind­gik i en stør­re påvirk­nings­kampag­ne i Lega­cy-pro­gram­mets inter­es­se.

Spørgs­må­let lyder åbent. Med et tyde­ligt svar ind­byg­get mel­lem linjer­ne.

En plan­lagt kom­mu­ni­ka­tions­ind­sats kan godt være fak­tu­elt kor­rekt. Omvendt kan en for­kert udta­lel­se skyl­des fejl, mang­len­de oplys­nin­ger eller intern for­vir­ring. Der er fle­re mulig­he­der end enten fuld åben­hed eller en hem­me­lig dis­in­for­ma­tions­kampag­ne.

For at under­byg­ge sin ankla­ge skul­le Strat­ton gen­nem­gå kon­kre­te udta­lel­ser fra Gough og vise, hvad der var for­kert, og hvil­ket belæg der er for bevidst vild­led­ning.

Det gør han ikke i kapit­let. I ste­det får hen­des uddan­nel­se og fag­li­ge bag­grund lov til at ska­be mistan­ken.

Vores oplys­ning, deres mani­pu­la­tion

Der er også en tyde­lig for­skel på de ord, Strat­ton bru­ger om sin egen og mod­par­tens kom­mu­ni­ka­tion.

Sam­ar­bej­det med Gra­dis­her beskri­ves som ærligt, tro­vær­digt og åbent. Mod­par­tens arbej­de for­bin­des med mani­pu­la­tion, mørklæg­ning og kon­trol.

Men beg­ge par­ter for­sø­ger iføl­ge hans egen frem­stil­ling at for­me offent­lig­he­dens for­stå­el­se. Strat­ton afslut­ter end­da kapit­let med at anbe­fa­le omhyg­ge­ligt sty­ret gen­nem­sig­tig­hed.

Det er ikke i sig selv et pro­blem. Offent­lig kom­mu­ni­ka­tion kræ­ver valg om bud­ska­ber, tim­ing og for­mid­ling. Alt­så kan sty­rin­gen ikke i sig selv være bevis på Goug­hs påstå­e­de bed­rag.

For­skel­len skal fin­des i oplys­nin­ger­ne: Er de kor­rek­te? Kan de efter­prø­ves? Og bli­ver usik­ker­he­den frem­lagt ærligt?

Roswell bli­ver brugt som for­kla­ring

Strat­ton sæt­ter også for­lø­bet ind i en stør­re histo­risk for­tæl­ling. Iføl­ge ham ven­der Pen­ta­gon til­ba­ge til en mørklæg­nings­prak­sis, som har været brugt siden Roswell.

Der­med kom­mer den påstå­e­de sam­men­svær­gel­se fra for­ti­den til at for­kla­re den påstå­e­de sam­men­svær­gel­se i nuti­den.

Men for­bin­del­sen skal doku­men­te­res. Selv hvis tid­li­ge­re myn­dig­he­der har givet dår­li­ge eller mis­vi­sen­de for­kla­rin­ger, med­fø­rer det ikke, at enhver sene­re afvis­ning er led i den sam­me hem­me­li­ge ope­ra­tion.

Strat­ton næv­ner blandt andet sump­gas og vej­r­bal­lo­ner som absur­de bort­for­kla­rin­ger. Det erstat­ter en vur­de­ring af de kon­kre­te sager med en appel til læse­rens mistil­lid. Og spil­ler på en i for­vej­en kendt anek­do­te blandt til­hæn­ge­re af kon­spira­tions­te­o­ri­en om, at den ame­ri­kan­ske stat og Pen­ta­gon skju­ler sand­he­den om ufo­er.

Men en bal­lon­for­kla­ring bli­ver ikke for­kert, for­di den lyder banal. Den bli­ver for­kert, hvis den ikke pas­ser til sagens oplys­nin­ger. Men det glem­mer Strat­ton at føre bevi­ser for.

Alle kan bli­ve en del af sam­men­svær­gel­sen

Strat­ton beskri­ver vide­re, hvor­dan Lega­cy-pro­gram­met angi­ve­ligt bru­ger jour­na­li­ster, podca­ste­re og tid­li­ge­re efter­ret­nings­folk til at spre­de sine bud­ska­ber. Til­sy­ne­la­den­de uaf­hæn­gi­ge stem­mer gen­ta­ger hin­an­den, mens bag­mæn­de­ne und­går at efter­la­de spor.

Pro­ble­met er, at kapit­let ikke giver læse­ren mulig­hed for at skel­ne mel­lem hem­me­lig sty­ring og almin­de­lig videre­for­mid­ling. I ste­det bli­ver der sat lig­heds­tegn mel­lem dem, så enhver videre­for­mid­ling bli­ver til et bevis for, at der sker en hem­me­lig sty­ring.

Men fle­re per­so­ner kan for­tæl­le det sam­me, for­di de bru­ger sam­me kil­de, cite­rer hin­an­den eller når frem til sam­me vur­de­ring. Gen­ta­gel­sen doku­men­te­rer ikke en skjult for­bin­del­se.

Uden kon­kre­te hol­de­punk­ter risi­ke­rer for­kla­rin­gen sam­ti­dig at beskyt­te sig mod kri­tik: Den, der mod­si­ger for­tæl­lin­gen, kan mistæn­kes for at være en del af ope­ra­tio­nen.

Det er et prin­cip, der bør bekym­re beg­ge sider af ufo-debat­ten. Gen­ta­gel­ser blandt kri­ti­ke­re er ikke bevis på sam­men­svær­gel­se. Gen­ta­gel­ser blandt insi­de­re er hel­ler ikke i sig selv en uaf­hæn­gig bekræf­tel­se.

En mistan­ke er sta­dig en mistan­ke

Der kan være gode grun­de til at under­sø­ge Pen­ta­gons kom­mu­ni­ka­tion kri­tisk. Ændre­de kom­man­d­ove­je, min­dre åben­hed og mod­stri­den­de udta­lel­ser fortje­ner, at nogen stil­ler spørgs­mål om, hvor­for ændrin­ger­ne sker.

Men kri­tik­ken bli­ver ikke stær­ke­re af, at en mulig for­kla­ring præ­sen­te­res som en doku­men­te­ret sand­hed.

Strat­tons kapi­tel viser først og frem­mest, hvor­dan han for­tol­ker en kon­flikt om kom­mu­ni­ka­tio­nen. Det viser ikke, at Sus­an Gough blev pla­ce­ret af et hem­me­ligt ufo-pro­gram.

Det bety­der hel­ler ikke, at alle hen­des udta­lel­ser der­med er kor­rek­te. De skal vur­de­res på deres ind­hold og doku­men­ta­tion.

Goug­hs spe­ci­a­le viser, at hun har beskæf­ti­get sig med stra­te­gisk påvirk­ning. Strat­ton får det til at pege mod en bestemt skyld. Men den afgø­ren­de for­bin­del­se mel­lem de to ting kræ­ver en stær­ke­re argu­men­ta­tion end Strat­ton leve­rer i sit kapi­tel om sagen i hans bog.

Antyd­nin­gens stær­ke kunst

Hos SUFOI ser vi kapit­let som end­nu et eksem­pel på, hvor­dan en ufo-pro­fil gør mistan­ke til til­sy­ne­la­den­de viden. Læse­ren bli­ver ledt frem mod en bestemt kon­klu­sion, uden at få doku­men­ta­tio­nen til at efter­prø­ve den. Det styr­ker både mistil­li­den til myn­dig­he­der­ne og håbet om, at de skju­ler en langt stør­re hem­me­lig­hed om ufo­er­ne, end der er belæg for.

Strat­ton giver der­med sine føl­ge­re fle­re grun­de til at føle sig ført bag lyset – uden at doku­men­te­re, at det fak­tisk er sket. For­tæl­lin­gen om den sto­re hem­me­lig­hed bli­ver stær­ke­re. Bevi­ser­ne for, at den over­ho­ve­det fin­des, gør ikke.