Born­hol­mer-tre­kan­ten

De fle­ste men­ne­sker har hørt histo­ri­er­ne om Ber­m­u­da­tre­kan­ten, det mysti­ske områ­de i Atlan­ter­ha­vet, hvor ski­be og fly for­svin­der spor­løst, hvor tiden til­sy­ne­la­den­de kan slå knu­der på sig selv, hvor radio­er bry­der sam­men for et godt ord, og hvor elek­tri­ske appa­ra­ter og kom­pas­ser opfø­rer sig under­ligt. Det er først og frem­mest den ame­ri­kan­ske for­fat­ter Char­les Ber­litz’ fortje­ne­ste, at Ber­m­u­da­tre­kan­ten er ble­vet så kendt, og selv­om sene­re under­sø­gel­ser har vist, at de fle­ste af de dra­ma­ti­ske histo­ri­er fra områ­det mere skyl­des Ber­litz’ fan­ta­si end vir­ke­li­ge hæn­del­ser, er det ble­vet en af nuti­dens mest uop­s­li­de­li­ge myter.

Men Ber­m­u­da­tre­kan­ten er ikke det ene­ste områ­de af sin art i ver­den. Der fin­des et til­sva­ren­de born­holm­sk områ­de. Det dæk­ker den nord­ve­st­li­ge del af øen og et pænt styk­ke af havet ud for. Tin­ge­ne er ikke så dra­ma­ti­ske her, og det hører abso­lut til sjæl­den­he­der­ne, at fly eller ski­be for­svin­der spor­løst, men der er ingen tvivl om, at tin­ge­ne ikke er helt nor­ma­le. For det før­ste går der nemt klud­der i kom­pas­ser her­om­kring. Det er et reelt fæno­men, som for­ment­lig skyl­des de sto­re klip­pe­mas­ser, der er blot­tet i blandt andet Ham­mer­knu­den. De vir­ker som en mag­net, der for­styr­rer kom­pas­ser­ne.

Born­hol­mer­t­re­kan­ten ser dog også ud til at være det, man i ufokred­se kal­der for et vin­du­es­om­rå­de, det vil sige et områ­de med usæd­van­lig man­ge iagt­ta­gel­ser af ufo­er og lys­fæ­no­me­ner. Her har man­ge men­ne­sker set mær­ke­li­ge ting på him­len.

Nog­le af histo­ri­er­ne er meget dra­ma­ti­ske. I 1988 skul­le en tysk turist såle­des have set et fly­ven­de tal­ler­ken­for­met far­tøj fly­ve ud fra Ham­mer­knu­den gen­nem en stor åbning, der plud­se­lig viste sig i klip­pe­væg­gen, og året efter men­te to hol­land­ske lyst­sej­le­re at have set et til­sva­ren­de far­tøj fly­ve lodret op af havet en kilo­me­ters vej nord­vest for Ham­mer­knu­den og fort­sæt­te lodret op i luf­ten, ind­til de tab­te det af syne.

Ham­mer­knu­dens mas­si­ve gra­nit­mas­ser ska­ber klud­der i kom­pas­ser­ne, men vir­ker åben­bart også til­træk­ken­de på besø­gen­de fra andre ver­de­ner. Foto: Lars Tho­mas

Andre for­tæl­ler histo­ri­er om mysti­ske lys, der udfø­rer besyn­der­li­ge manøv­rer på nat­te­him­len, og der er sågar men­ne­sker, som for­tæl­ler, at de har set lysen­de kug­ler sti­ge op fra spræk­ker i gra­nit­ten. Der har i øvrigt i fle­re år huse­ret en histo­rie om, at såvel fyr­meste­ren på Sto­re Fyr som andre repræ­sen­tan­ter for øvrig­he­den natur­lig­vis har kend­skab til de mær­ke­li­ge fæno­me­ner, men fra øver­ste sted har fået besked på, at tin­ge­ne ikke må bekræf­tes eller bare aner­ken­des offi­ci­elt.

Som man kun­ne for­ven­te af et sted med tæt kon­takt og glim­ren­de udsigt til havet, er der også set uso’er, alt­så uiden­ti­fi­ce­re­de svøm­men­de eller sej­len­de objek­ter. Nog­le vil måske kun­ne huske de mysti­ske ubå­de, der for år til­ba­ge huse­re­de i den sven­ske skær­gård. Nog­le af dem er måske nået til born­holm­ske far­van­de, men de har i så til­fæl­de ikke opført sig sær­ligt diskret. I 1988 så en svensk fug­lekig­ger, der holdt påske­fe­rie på Born­holm, et mær­ke­ligt ubå­ds­lig­nen­de far­tøj sej­le for­bi Lil­le Fyr med meget stor hastig­hed. Det lå meget lavt i van­det, men bevæ­ge­de sig alli­ge­vel med rasen­de fart. Det mær­ke­lig­ste var dog, at selv­om iagt­ta­gel­sen blev gjort ved højlys dag, var far­tø­jet alli­ge­vel for­sy­net med at par lyg­ter eller lyska­ste­re, der var så kraf­ti­ge, at sven­ske­ren måt­te kni­be øjne­ne sam­men, da de ram­te ham, selv­om far­tø­jet, så vidt han kun­ne se, var mel­lem en halv og en hel kilo­me­ter væk fra kysten på det pågæl­den­de tids­punkt. Det er natur­lig­vis svært at bedøm­me stør­rel­ser på den afstand, men den sven­ske turist anslog alli­ge­vel far­tø­jet til at være mindst 100 meter langt.

Nog­le af de bed­ste udsigts­punk­ter for de ufor­klar­li­ge fæno­me­ner skul­le være den vest­li­ge del af Ham­mer­knu­den lige nord for Ham­mer­hav­nen, områ­det omkring Sto­re Fyr på den høje­ste del af områ­det, og ende­lig Lil­le Fyr mod nord.

»Born­hol­mer-tre­kan­ten« er et uddrag fra bogen »Det mysti­ske Dan­mark« skre­vet af Lars Tho­mas og udgi­vet af Asche­houg.

Et uni­vers af til­in­tet­gø­rel­se?

Oven­stå­en­de er en rea­li­stisk beskri­vel­se af, hvad der vil­le ske, hvis Jor­den blev ramt af et gam­ma-glimt fra en stjer­ne i Mæl­ke­vej­en. Opda­gel­sen af gam­ma-glim­te­ne går til­ba­ge til opsen­del­sen af den ame­ri­kan­ske Vela-satel­lit i 1967. Det pri­mæ­re for­mål med Vela-satel­lit­ten var at under­sø­ge, om Sov­je­tu­ni­o­nen fore­tog hem­me­li­ge atom­test i ver­dens­rum­met. Kort efter opsen­del­sen opfan­ge­de Vela-satel­lit­ten da også impul­ser af gam­ma-strå­ling, som i teo­ri­en kun­ne stam­me fra atom­bom­ber. Men bereg­nin­ger viste hur­tigt, at glim­te­ne ikke hav­de deres kil­de i nær­he­den af Jor­den. Man skøn­ne­de i før­ste omgang, at de måt­te stam­me fra udkan­ten af Sol­sy­ste­met — og der­med var Sov­je­ti­ske våben­tests ude­luk­ket.

Men det vak­te natur­lig­vis astro­no­mer­nes inter­es­se, hvad der var kil­den til dis­se gam­ma-glimt. Der blev der­for opsendt fle­re satel­lit­ter med det for­mål at stu­de­re gam­ma-glimt, her­un­der Comp­ton Gam­ma-Ray Obser­va­tory i 1991. Satel­lit­ter­ne gav en mæng­de infor­ma­tio­ner, som i høj grad over­ra­ske­de for­sker­ne. For det før­ste stod det klart, at gam­ma-glim­te­ne ikke kom fra udkan­ten af Sol­sy­ste­met, men hav­de deres oprin­del­se væsent­ligt læn­ge­re bor­te. I før­ste omgang antog man der­for, at de kom fra andre stjer­ner i Mæl­ke­vej­en. Men også den­ne anta­gel­se viste sig at være for­kert. Gam­ma-glim­te­ne kom fra andre galak­ser! De gam­ma-glimt, man regi­stre­re­de, hav­de alt­så rejst mil­li­o­ner af lysår igen­nem Uni­ver­set. Og det stod der­med klart, at gam­ma-udlad­nin­ger­ne måt­te stam­me fra eks­plo­sio­ner af umå­de­lig styr­ke — de volds­om­ste eks­plo­sio­ner siden Big Bang. Man bereg­ne­de, at hvis men­ne­ske­he­den skul­le frem­kal­de et gam­ma-glimt af den­ne styr­ke, vil­le det kræ­ve en atom­bom­be stør­re end hele Sol­sy­ste­met.

Fle­re for­ske­re har for­søgt at udtæn­ke et sce­na­rio for oprin­del­sen af gam­ma-glimt. De fle­ste for­ske­re hæl­der i dag til en af to teo­ri­er.

Den før­ste teo­ri omhand­ler de pro­ces­ser, der fin­der sted, når meget sto­re stjer­ner går ind i slut­fa­sen af deres eksi­stens. Stjer­nen vil svul­me vold­somt op, og der­på vil føl­ge en gigan­tisk eks­plo­sion, hvor det yder­ste af stjer­nen spræn­ges bort og slyn­ges ud i ver­dens­rum­met. Den reste­ren­de ker­ne af stjer­nen vil der­på kol­lap­se til et sort hul. Som bekendt besid­der et sort hul en gravi­ta­tions­styr­ke, der over­går alt andet i Uni­ver­set. Den­ne tyng­de­kraft ind­vir­ker på den enor­me mas­se af mate­rie, som blev sprængt bort fra stjer­nen, inden den kol­lap­se­de. I teo­ri­en skul­le det bety­de, at den­ne mas­se vil begyn­de at rote­re omkring det sor­te hul. Rota­tions­ha­stig­he­den øges kon­stant, ind­til den nær­mer sig lysets hastig­hed. Når det­te sker, vil den enor­me mæng­de mate­rie omdan­nes til ener­gi på meget kort tid, og det fører til en gigan­tisk eks­plo­sion. I en atom­bom­be er det kun få kg mate­rie, som omsæt­tes til ener­gi i eks­plo­sio­nen. Men her er der tale om en mas­se, man­ge gan­ge Solens, og det­te kun­ne være kil­den til et gam­ma-glimt.

Den anden teo­ri om gam­ma-glim­te­nes oprin­del­se peger på neut­ron­stjer­ner. De har man­ge egen­ska­ber, der adskil­ler dem fra stjer­ner, som vores sol. En af egen­ska­ber­ne er, at neut­ron­stjer­ner har en „kri­tisk mas­se“ — hvil­ket bety­der, at der er en defi­ni­tiv græn­se for, hvor sto­re de kan bli­ve uden at bli­ve usta­bi­le. Men hvis man nu anta­ger, at to neut­ron­stjer­ner, som beg­ge er tæt på den kri­ti­ske mas­se, kol­li­de­rer, vil der opstå en ekstrem usta­bil mas­se. En umå­de­lig mæng­de mate­rie omdan­nes på kort tid til ener­gi og ender i en kolos­sal eks­plo­sion.

Uan­set, hvil­ken af de to teo­ri­er om gam­ma-glim­te­nes oprin­del­se der er den rig­ti­ge, så kom­mer man ikke uden om, at eksi­sten­sen af gam­ma-glim­te­ne har meget stor betyd­ning for spørgs­må­let om Pans­per­mia-teo­ri­en. Iføl­ge den­ne teo­ri er liv i form af bak­te­ri­er eller bak­te­rie-lig­nen­de orga­nis­mer almin­de­ligt fore­kom­men­de. Teo­ri­en er egent­lig ret gam­mel, men blev i lang tid ikke taget alvor­ligt. Det­te har ændret sig meget i de sene­ste år. Såle­des har NASA opsendt Star­dust-satel­lit­ten med det for­mål at fly­ve igen­nem støv­sky­en fra kome­ten Wild 2. For­må­let var bl.a. at under­sø­ge, om stø­vet inde­holdt bak­te­ri­espo­rer. Da kome­ter er nogen af de æld­ste objek­ter i Uni­ver­set, vil eksi­sten­sen af mikro­or­ga­nis­mer i dem i høj grad under­byg­ge Pans­per­mia-teo­ri­en.

Man ved nu, at livet på Jor­den opstod stort set, så snart betin­gel­ser­ne for liv var til ste­de. At livet skul­le være opstå­et på Jor­den, mod­si­ges af ren sta­ti­stik. I teo­ri­en bur­de natu­ren have brugt adskil­li­ge hund­re­de mil­li­o­ner af år på at eks­pe­ri­men­te­re med kemi­ske for­bin­del­ser, inden noget så kom­plekst som liv ved et til­fæl­de er opstå­et. Meget tyder alt­så på, at livet kom til Jor­den som mikro­or­ga­nis­mer.

Man­ge vil måske have svært ved at for­stå, hvor­dan bak­te­ri­er skul­le kun­ne over­le­ve den lan­ge rej­se igen­nem rum­met. Men bak­te­ri­er er både en sær­de­les hård­før livs­form, og bak­te­ri­er er i teo­ri­en udø­de­li­ge, da de ikke kan dø af alder­dom. For­ske­re bli­ver kon­stant over­ra­sket over bak­te­ri­ers evne til at over­le­ve stort set overalt. Man har såle­des fun­det en bak­te­rie, der kan leve og for­me­re sig ved en tem­pe­ra­tur på 130 gra­der cel­si­us. En af grun­de­ne til, at bak­te­ri­er vil­le kun­ne over­le­ve i ver­dens­rum­met, er deres evne til at dan­ne spo­rer. Når en bak­te­rie opfat­ter, at den er i et fjendt­ligt mil­jø, vil den dan­ne en hård skal og gå i koma. I den form kan den eksi­ste­re meget læn­ge, ind­til den san­ser, at den er i et mil­jø, hvor den kan for­me­re sig. Så oplø­ser den skal­len og bli­ver igen aktiv. Den oven­nævn­te bak­te­rie vil dan­ne spo­rer alle­re­de ved 85 gra­der cel­si­us.

Når man sam­men­hol­der Pans­per­mia-teo­ri­en med den kends­ger­ning, at vi nu ved, at pla­ne­ter ikke er noget ene­stå­en­de, men synes at fore­kom­me jævnt for­delt i Uni­ver­set — så bur­de der i teo­ri­en eksi­ste­re man­ge pla­ne­ter med liv. Hvis livet fin­des i de æld­ste objek­ter i Uni­ver­set, bur­de bak­te­ri­er også være almin­de­li­ge over sto­re dele af Uni­ver­set. Det­te er måske ble­vet bekræf­tet af spek­tra­l­a­na­ly­ser af sky­er af kos­misk støv, som anty­der, at meget af det­te støv inde­hol­der en stor mæng­de af små hule par­tik­ler. Det­te kan meget vel være bak­te­ri­espo­rer, hvor bak­te­ri­en omgi­vet af en hård skal — målt på så stor afstand — kan frem­stå som væren­de en hul skal. I teo­ri­en bur­de en stor del af de eksi­ste­ren­de pla­ne­ter der­med bli­ve udsat for en regu­lær regn af mikro­or­ga­nis­mer fra rum­met.

Jor­den mod­ta­ger dag­ligt omkring 100 tons mate­ri­a­le fra rum­met. Noget af det i form af mete­o­rer, men det meste i form af kos­misk støv. NASA har ved hjælp af meget højt­fly­ven­de bal­lo­ner for­søgt at ind­sam­le prø­ver af det­te støv, inden det blev blan­det med støv fra Jor­den. I nog­le af dis­se prø­ver fandt man fak­tisk bak­te­ri­espo­rer. Men da NASA altid er meget kon­ser­va­tiv i sådan­ne sager, har man ikke offi­ci­elt erklæ­ret, at ET er lan­det på Jor­den i form af bak­te­ri­er. En af grun­de­ne kan være, at man har fun­det svam­pe­spo­rer i den øvre atmos­fæ­re. De er med sik­ker­hed af jor­disk oprin­del­se, så de viser, at orga­nisk mate­ri­a­le kan bli­ve ført op i stor høj­de ved natur­li­ge pro­ces­ser.

Alt i alt bur­de der alt­så være stor sand­syn­lig­hed for liv på andre pla­ne­ter. Men det er her, at gam­ma-glim­te­ne kom­mer ind som en meget vig­tig fak­tor — måske den vig­tig­ste fak­tor for teo­ri­en om ikke-jor­disk liv.

Man har ind­til nu regi­stre­ret cir­ka 2.000 gam­ma-glimt. Og det er svært at over­dri­ve, hvor øde­læg­gen­de blot et enkelt af dis­se gam­ma-glimt kan være. Et gam­ma-glimt kun­ne i teo­ri­en til­in­tet­gø­re stort set alt liv, der måt­te være i en galak­se. Der­til kom­mer en uhel­dig sta­ti­stisk fak­tor. Der vil være størst sand­syn­lig­hed for at fin­de pla­ne­ter med liv dér, hvor kon­cen­tra­tio­nen af stjer­ner er størst. Men uhel­dig­vis er der også størst risi­ko for et gam­ma-glimt dér, hvor stjer­ne­kon­cen­tra­tio­nen er størst. Så selv hvis vi anta­ger, at liv er for­holds­vis sjæl­dent i Uni­ver­set, så kan et enkelt gam­ma-glimt bety­de til­in­tet­gø­rel­sen af livet på titu­sin­der af pla­ne­ter. Selv de mest hård­fø­re bak­te­ri­espo­rer vil buk­ke under for dis­se mas­si­ve ener­gi­ud­lad­nin­ger.

Man kun­ne såle­des fri­stes til at sige, at det nær­mest synes, som om Uni­ver­set søger at ste­ri­li­se­re sig selv for even­tu­elt liv.

Det ene­ste posi­ti­ve ved dis­se gam­ma-glimt er, at de vil gøre det muligt for astro­no­mer at opda­ge objek­ter, som under andre for­hold vil­le være umu­li­ge at obser­ve­re. Et gam­ma-glimt, der kom­mer fra en galak­se man­ge mil­li­o­ner lysår bor­te, vil vir­ke som en slags „kos­misk blitzpæ­re“, der gør man­ge objek­ter mel­lem Jor­den og gam­ma-glim­tets oprin­del­se syn­li­ge. Så gam­ma-glim­te­ne kan alt­så bidra­ge til stør­re for­stå­el­se af Uni­ver­set, så læn­ge de blot ikke optræ­der i vores galak­se.

„Rum­ski­be­ne“ i hver­da­gen

Ufo­er i form af „rum­ski­be“ har for længst befol­ket vores „hver­dags­rum“. Bed et barn i sko­len om at teg­ne et rum­skib, og man får ret så kend­te for­mer af „fly­ven­de tal­ler­ke­ner“ frem mel­lem de man­ge stjer­ner og pla­ne­ter i rum­met. Eller se dig om i din hver­dag og læg mær­ke til, hvor ofte du stø­der på ordet ufo eller illu­stra­tio­ner med „små grøn­ne“ og deres „rum­ski­be“.

Det var en helt anden form for gavlma­le­ri­er, man stød­te på i halv­tres­ser­ne og tres­ser­ne. I dag er det ikke usæd­van­ligt at stø­de på en udsmyk­ning som den­ne fra Naks­kov. Den blev lavet af nog­le unge men­ne­sker for et par år siden, men er nu over­ma­let med en rek­la­me for et lokalt tøm­rer­fir­ma. Foto: Ole Hen­nings­en

Geor­ge Adam­skis påvirk­ning

Min egen beskæf­ti­gel­se med ufo-fæno­me­ner­ne gen­nem mere end 45 år — lige siden den slags fæno­me­ner kon­se­kvent i medi­er­ne blev beteg­net som „fly­ven­de tal­ler­ke­ner“ — gør sig helt åben­bart gæl­den­de i min nuvæ­ren­de dag­lig­dag. Natur­lig­vis er der ikke tvivl om, at „de fly­ven­de tal­ler­ke­ner“ i den­ne udform­ning har sin oprin­del­se i ame­ri­ka­ne­ren Geor­ge Adam­skis foto­gra­fi­er af „rum­ski­be“. Ja, han veg ikke til­ba­ge fra at kal­de dem rekog­nos­ce­rings­far­tø­jer fra Venus. Hvor­fra Geor­ge Adam­ski så igen har haft sin „form“ fra, eller hvor­dan de er frem­stil­let, ja, det er en helt anden sag.
Men fle­re af de gam­le Sci­Fi-hel­te har jo nok ikke levet helt for­gæ­ves.

To af Geor­ge Adam­skis rum­skibs­fo­tos fra begyn­del­sen af 1950’erne.

Jeg — og sik­kert man­ge andre ældre ufo-inter­es­se­re­de — lig­ger nok under for en spe­ci­el opmærk­som­hed over for den­ne type af „gam­mel­kend­te for­mer“ i omgi­vel­ser­ne. Men kig selv efter i din hver­dag, og du vil opda­ge, at „rum­ski­be­ne“ er overalt.

Midt i tres­ser­ne blev den­ne ufo­lam­pe frem­stil­let
af et af med­lem­mer­ne af en køben­havnsk ufo­grup­pe
i Dan­mark i en halv snes eksem­pla­rer kraf­tigt
inspi­re­ret af Adam­skis foto­gra­fi­er.

Oplys­ning­sti­den?

Der kan såmænd nu igen købes ufo-model­ler af Adam­ski-typen på inter­net­tet.

Selv på fri­mær­ker har Adam­skis tal­ler­ken fun­det vej.

Lego med på vog­nen

Fotos: Ole Henningsen/SUFOI Pic­tu­re Library.

En lil­le fjernsty­ret „ufo-model“ let­ter fra sin start­p­lat­form og går i luf­ten. Men den lar­mer med sin pro­pel og har kun kort ræk­ke­vid­de. Man vil alt­så ikke se seri­ø­se obser­va­tions­be­ret­nin­ger af den­ne type „ufo“, der for et års tid siden kun­ne købes hos butiks­kæ­den Fak­ta.

Leo­nar­dos ufo-kamp­vogn

På en afslap­pet fami­lie­fe­rie i byen Vin­ci i Tosca­na­om­rå­det fin­der man på Leo­nar­do da Vin­ci-muse­et en mas­se spæn­den­de teg­nin­ger og model­ler.

En af Leo­nar­dos teg­nin­ger lig­ner på afstand plud­se­lig noget i ret­ning af en af de gam­le „fly­ven­de tal­ler­ke­ner“ fra halv­tres­ser­ne. Men viser sig i vir­ke­lig­he­den hur­tigt at være et udkast til, hvad der måske kun­ne være ble­vet en af dati­dens moder­ne kamp­vog­ne.

Og indrøm­met: Jeg var nødt til at have en lil­le model med hjem til vin­du­eskar­men.

Ali­ens og andre nis­ser

Sej­len­de rum­skib og andre „som­mer­hu­se“

Det krib­ler og er nød­ven­digt at fin­de foto­ap­pa­ra­tet frem, når man til­fæl­dig­vis pas­se­rer sådan et „rum­skib“ i en mari­na ved Hund­i­ge Strand. Det brin­ger næsten min­der frem om Simon Spies’ navn­kun­di­ge Vil­la Fjol­le i skær­går­den i Sve­ri­ge. Foto: Ole Hen­nings­en

Går man en tur på inter­net­tet duk­ker der
adskil­li­ge spøj­se ame­ri­kan­ske ufo-huse op.

Ufo­er — døg­net rundt

Kom­mer man i Blekin­ge­ga­de på Ama­ger for­bi den­ne døgnkiosk, så kan man gøre man­ge af sine ind­køb. Men ufo­er kan du dog ikke købe. I kio­sken for­tæl­ler man, at man beholdt nav­net fra den for­ri­ge ejer, og det har man ikke umid­del­bart tænkt sig at lave om på. Foto: Ole Hen­nings­en

Spis på den fly­ven­de tal­ler­ken

Og natur­lig­vis rek­la­me­rer, man ikke med take-away men med „Fly­away“, der udgør en stor del af restau­ran­tens omsæt­ning.

På restau­ran­ten »Fre­des Fly­ven­de Tal­ler­ken« på Øst­ba­ne­tor­vet i Århus er man på det nær­me­ste ver­dens­me­stre i at ser­ve­re lækre sandwi­ches og man­ge andre deli­ka­te ret­ter. Og det yderst ori­gi­na­le navn for­tæl­ler måske noget om med hvil­ken fart, det­te kan ske. Foto: Ole Hen­nings­en

Rum­skibs­fo­to fra Aal­borg

At jeg ikke er ale­ne om „at se rum­ski­be overalt“ viser sig også i nog­le af de fotos, som med mel­lem­rum mod­ta­ges af SUFOI til nær­me­re under­sø­gel­se. For et år siden modt­og vi såle­des et foto taget af en kvin­de i udkan­ten af Ålborg i janu­ar 2004. Hun syn­tes, at der var noget mystisk i bag­grun­den på hen­des foto. Pro­ble­met var blot, at der ingen­ting var, når hun kig­ge­de ud i sin vin­ter­li­ge have.

Mel­lem træ­er­ne i bag­grun­den over hæk­ke­ne ses noget, der kun­ne have en vis lig­hed med en af de gam­le „tal­ler­ken­mo­del­ler“. Foto: J.C., Aal­borg

Efter dis­se kon­trol­fo­tos var det helt åben­bart, at det foto­gra­fe­re­de var en kom­bi­na­tion af lys og skyg­ge­virk­ning på en bro og et hus­tag på lang afstand.

Send os dine fotos af „rum­ski­be“

„Rum­ski­be­ne“ fin­des efter­hån­den overalt, og eksemp­ler­ne i den­ne arti­kel var kun nog­le gan­ske få udvalg­te. Skul­le du i din hver­dag fal­de over nog­le helt spe­ci­el­le, spæn­den­de eller besyn­der­li­ge af slagsen, så send foto og lidt for­kla­ren­de tekst til redak­tio­nen.

Rumvæ­sen på glas

Det 30 cm høje baby-rumvæ­sen blev fun­det på et pul­ter­kam­mer af Bar­ney Broom, en 54-årig film­ma­nuskript­for­fat­ter. Skab­nin­gen, der lig­ger i en „ilde­lug­ten­de“ væske, har et ame­ri­kansk seri­e­num­mer malet på sin firetå­e­de fod — og lig­ner mest af alt en grå­ma­let ler­fi­gur.

Bar­ney Broom med det
mysti­ske syl­te­tøjs­glas.

Da Bar­ney Broom fandt den lil­le ali­en, var syl­te­tøjs­glas­set vik­let ind i et gam­melt num­mer af »Daily Mir­ror« fra okto­ber 1947. Glas­set var gemt af vej­en på pul­ter­kam­me­ret sam­men med bund­ter af gam­le avi­ser.

„Før jeg køb­te huset, boe­de her en gam­mel peber­mø. Og jeg tror ikke, at nogen har været oppe på pul­ter­kam­me­ret i åre­vis. Jeg er ikke en af de der skø­re, som tror, at det er en ali­en, men det er da en sjov ting at fin­de på sit loft“, siger Bar­ney Broom til »The Guar­di­an«.

Syl­te­tøjs­glas­set pak­ket ind
i Daily Mir­ror fra 1947.

Nog­le mener, at tin­ge­sten er lagt på lof­tet af en ame­ri­kansk sol­dat, som har arbej­det på en nær­lig­gen­de ame­ri­kansk fly­ve­ba­se. Brooms som­mer­hus lig­ger i Gun­t­hor­pe i det nord­li­ge Nor­folk ikke langt fra to sto­re ame­ri­kan­ske fly­ve­ba­ser, RAF Laken­he­ath og RAF Mil­den­hall. Der bor man­ge ame­ri­kan­ske sol­da­ter i det­te områ­de.

Broom for­tal­te straks Sci Fi Chan­nel om sit fund. Måske ikke det oplag­te første­valg for en sådan sen­sa­tio­nel opda­gel­se!

Tv-kana­len har talt med pro­fes­sor Adam Roberts på Roy­al Hol­loway Col­le­ge i Lon­don. Han er eks­pert i sci­en­ce fiction-lit­te­ra­tur og har set nær­me­re på den lil­le skab­ning.

„Det er selv­føl­ge­lig let­test at afvi­se det hele som svin­del“, siger pro­fes­sor Roberts. „Men det fak­tum, at gen­stan­den er fun­det nær en ame­ri­kansk fly­ve­ba­se, tyder på, at der kan være en for­bin­del­se til mili­tæ­ret“.
En tals­mand for det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben siger, at fly­ve­våb­net aldrig har frem­stil­let sådan­ne model­ler af ali­ens, at figu­ren ikke er myn­dig­he­der­nes, og at seri­e­num­me­ret kun­ne tyde på, at gen­stan­den er ble­vet kata­lo­gi­se­ret af et muse­um. „Det er et svin­delnum­mer“, siger tals­man­den fra det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben.

Et styk klump­fod med seri­e­num­mer!

Pro­fes­sor Roberts indrøm­mer, at der kan være tale om en film­re­k­vi­sit fra 1960’erne, men til­fø­jer, at han ikke er over­ra­sket over tals­man­dens benæg­tel­ser: „Det er det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­bens poli­tik. De benæg­ter møder med rumvæs­ner. Det er sand­syn­ligt, at fly­ve­våb­net opdig­ter histo­ri­er, som skal dæk­ke over mere skum­le akti­vi­te­ter“.

Sci Fi Chan­nel vil brin­ge nyt om under­sø­gel­ser­ne af den lil­le ali­en på deres hjem­mesi­de. Bar­ney Broom vil, når skab­nin­gen er ble­vet under­søgt nær­me­re, sæt­te syl­te­tøjs­glas med ind­hold op på kamin­hyl­den i som­mer­hu­set.

Histo­ri­en duk­ke­de først op i »The Guar­di­an« den 6. febru­ar 2006. Dagen efter fulg­te BBC News op på histo­ri­en og gen­gav på tv-sta­tio­nens hjem­mesi­de en lang ræk­ke fotos af syl­te­tøjs­glas­set med ind­hold. Artik­len fik man­ge læse­re til at rea­ge­re. Simon Cur­si­tor i Lon­don skri­ver:

„Hvis ikke jeg husker helt galt, kun­ne man for 8–10 år siden gen­nem et sci­en­ce fiction-blad købe sådan­ne ting. Et spe­ci­el effects-fir­ma i USA hav­de en over­skud­spro­duk­tion, og de til­bød end­da at sen­de dis­se ali­ens i et glas med ‚for­mal­de­hyd’. Måske har nogen prø­vet at gøre noget til­sva­ren­de i Stor­bri­tan­ni­en og til­fø­jet detalj­en med avi­sen.“

Debat­ten om den­ne histo­rie fort­sæt­ter liv­ligt på inter­net­tet. Dave Clar­ke spør­ger bl.a., hvor­dan man kan se, at num­me­ret på rumvæs­nets fod er et ame­ri­kansk seri­e­num­mer. Og fin­des der en eller anden inter­na­tio­nal lov, der siger, at bjær­ge­de rumvæs­ner skal for­sy­nes med et seri­e­num­mer til­knyt­tet det land, de er fun­det i?

Dave Clar­ke tror, at histo­ri­en er en del af et medi­estunt for at var­me op til en action-kome­die, som får pre­mi­e­re i april (se www.alien-autopsy.com). Fil­mens to hoved­per­so­ner er kend­te komi­ke­re på bri­tisk tv.