Ingen sensationelle UAP-observationer på Trafikstyrelsens overvågningskameraer
steriet om, hvorvidt Trafikstyrelsen har set ufoer på deres
overvågningskameraer.-
Af indtil videre ukendte årsager har Transportudvalget med socialdemokraten Rasmus Prehn som formand, pludselig fået interesse i at vide noget om UAP-indberetninger fra Trafikstyrelsens overvågningskameraer. I hvert fald stillede Transportudvalget følgende officielle spørgsmål til Transportministeren tilbage i februar i år:
„Kan ministeren oplyse, hvor mange indberetninger af uidentificerede objekter/fænomener Trafikstyrelsen har modtaget? Og kan ministeren i den forbindelse også oplyse, hvor mange af sådanne registreringer der i det hele taget optræder i ECCAIRS?“
Kun et enkelt uidentificeret objekt
Her i starten af marts 2023 kom der så svar fra Transportministeren. Det kan læses her i sin fulde ordlyd.
Skal vi kort opsummere det vigtigste, må det være dette citat fra svaret:
„Trafikstyrelsen har foretaget en søgning i styrelsens journalsystem. I journalperioden 2011–2021, har styrelsen modtaget én indberetning vedrørende uidentificerede objekter/fænomener. Indberetningen vedrørte et uidentificeret flyvende objekt. I den gældende journalperiode (denne løber fra 2021 og frem til 2026) har styrelsen modtaget én indberetning vedrørende uidentificerede objekter/fænomener. Indberetningen vedrører kondensstriber.“
Altså har der siden 2011 kun været ét tilfælde, hvor overvågningskameraerne har fanget noget over dansk luftrum, der ikke var til at identificere. Og skulle Trafikstyrelsen ønske en forklaring på det enlige tilfælde, stiller SUFOI gerne sine eksperter til rådighed.
ECCAIRS ser ikke UAP’s som en trussel for luftfarten
Det europæiske koordinationscenter for uhelds- og hændelsessystemer havde heller ingen UAP-observationer at bidrage med. Det skyldes, at:
„ECCAIRS (European Co-ordination Center for Accident and Incident Reporting Systems) udgør en digital platform, der understøtter de europæiske luftfartsmyndigheder i at opfylde formålet med forordningen, nemlig at relevante sikkerhedsoplysninger relateret til civil luftfart indberettes, indsamles, opbevares, beskyttes, udveksles, videregives og analyseres med det ene formål at forbedre luftfartssikkerheden. Det er ikke muligt at få udleveret materiale fra Databasen, hvis oplysningen ikke har et luftfartssikkerhedsmæssigt formål. Trafikstyrelsen har derfor ikke mulighed for at oplyse, hvor mange indberetninger om uidentificerede objekter/fænomener, der findes i den europæiske database.“
Altså har ECCAIRS ikke grund til at anse UAP’s for en trussel mod luftfarten. Sandsynligvis af den indlysende grund, at de ikke har registreret observationer af sådanne objekter.
UAP.dk forsøger at skabe en storm i et glas vand
Ligesom vi ikke endnu kender årsagen til Transportudvalgets pludselige interesse for UAP-observationer på diverse overvågningskameraer, har det danske believer-site UAP.dk af lige så ukendte grunde kendt til spørgsmålet og forsøgt at skabe en storm i et glas vand i deres artikel om svaret.
Artiklen i UAP.dk opridser både spørgsmålet og det skuffende svar. Samtidig bortforklarer de manglende danske UAP-observationer fra officielt hold med, at radarerne i de danske lufthavnes kontroltårne er kalibreret, „så alle anomalier frasorteres. Flyvelederne kan slet ikke se uidentificerede fænomener, hvis de fx har et unormalt flyvemønster, en uventet flyvehøjde, en mærkelig form eller en uforklarlig hastighed.“
Flyveledere stiller sig uforstående over for UAP.dk’s påstande
Vi har foreholdt Transportministerens svar og UAP.dk’s påstande til et par tidligere civile og militære flyveledere. De mener dels, at spørgsmålet er spild af Trafikstyrelsens tid, og dels stiller de sig uforstående over for UAP.dk’s påstande, da det jo i yderste konsekvens kunne være med til at sætte flysikkerheden over styr.
For netop flyvesikkerheden er jo af største vigtighed for flyvelederne og den altovervejende grund til, at de sidder og dirigerer lufttrafikken. Og i den forbindelse ser de ikke noget i de foreliggende indberetninger, som gør UAP’s til et flysikkerhedsmæssigt problem.
Vi har i SUFOI fuld tillid til Forsvarets kontrol med det danske luftrum og ser ingen grund til at stille spørgsmål ved det.
Når UAP.dk blander tingene og de forskellige myndigheders opgaver sammen, udstiller det blot skribentens manglende basale viden om danske civile og militære radarsystemers funktioner og virkemåde.
Det danske forsvar har aldrig haft et UFO-kontor
Samtidig vender UAP.dk også tilbage til Trine Bramsens svar til Folketinget om, hvorvidt det danske forsvar havde kendskab til uidentificerede flyvende objekter over dansk luftrum. I den forbindelse slutter artiklen af med følgende svada:
„Samtidig lukkede Forsvaret sit UFO-kontor i januar 2009. Derefter overdragede man kontorets samlede sagsområde og behandling af fremtidige henvendelser fra borgerne til interesseorganisationen SUFOI — Skandinavisk UFO Information.“
For det første er SUFOI ikke en eller anden fordækt interesseorganisation med en skjult agenda. Vores formål er at informere om fænomener, som kan føre til ufooplevelser.
For det andet lukkede Forsvaret ikke „sit UFO-kontor“ i januar 2009. Det havde været svært, da der aldrig har eksisteret et sådant „UFO-kontor“. Så „kontorets samlede sagsområde og behandling af fremtidige henvendelser fra borgere“ er derfor et postulat, der udelukkende synes fremført for at sætte ekstra kulør på og øge salgbarheden af artiklen. Men det bliver indholdet jo ikke ligefrem mere korrekt af.
Som det anføres på Forsvarets hjemmeside, er sagen en helt anden og væsentlig mindre sensationel:
„Flyvevåbnets operationscenter samlede i mange år alle henvendelser om uidentificerede flyvende objekter i en mappe, efter henvendelserne var blevet undersøgt. Den mappe valgte Flyvevåbnet i 2009 at gøre offentligt tilgængelig.“
På samme site kan hele det offentliggjorte rapportmateriale også downloades. Og i forbindelse med offentliggørelsen skrev Flyvevåbnet i deres pressemeddelelse:
„I dag har Skandinavisk UFO Information fuldstændigt overtaget opgaven med at indsamle og efterforske UFO-observationer, så Flyvevåbnet kun leverer brikker til opklaringsarbejdet i form af informationer om hvor og hvornår, der har været militære fly i dansk luftrum.“
Så SUFOI ligger på ingen måde inde med hemmelige ufo-rapporter fra Forsvaret eller modtager ufo-observationer fra deres ansatte, sådan som en kreds af UAP-fanatikere før har fremført det.
Sensationen som UAP.dk – helt bevidst – overså i Transportministerens svar
Afslutningsvis skal det da også lige nævnes, at embedsmændene i Transportministeriet er grundige i deres forarbejde og research. Det fremgår af Transportministerens svar. Samtidig beviser det, at både embedsmænd og minister besidder en god portion humor.
Således havde ministeriet bedt Trafikstyrelsen foretage en søgning i den nationale database, der anvendes til indsamling af indberetninger af betydning for luftfartssikkerheden. Ved søgningen fandt de 25 hændelser, hvor enten ‚uidentificeret’ eller ‚unidentified’ (inkl. bøjninger af ordene) var blevet brugt i overskriften på indberetningen.
Det lyder jo så utroligt sensationelt, at det kan undre, at UAP.dk ikke har viderebragt denne del af svaret i deres artikel. I hvert fald indtil du læser fortsættelsen: „Blandt indberetningerne om uidentificerede objekter/fænomener er blandt andet indberetning om uidentificerede lugte, lyde og kufferter. Indberetningerne fordeler sig over en periode på ca. 22 år, som er den periode, hvor indberetninger af betydning for luftfartssikkerheden er indsamlet i den nationale database.“
Altså endnu en skuffelse for de entusiastiske UAP-fanatikere, der febrilsk jagter beviser på ikke-eksisterende UAP-observationer, som de mener, den danske stat og forsvaret ligger inde med.
Tæt konjunktion af Venus og Jupiter
gav masser af ufo-oplevelser
hjemmeadresse taget med en iPhone 8.
I dagene omkring 1. marts 2023 stod planeterne Venus og Jupiter ganske tæt på aftenhimlen mod vest. Det afstedkom rigtig mange ufo-observationer og bekymrede henvendelser til myndighederne.
Det skete dels på grund af, at der går flere år mellem så tæt en konjunktion af de to planeter — som det hedder, når to astronomiske objekter ses tæt ved siden af hinanden på himlen. Og dels på grund af at den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i netop nu, har gjort folk ekstra opmærksomme på fremmedartede fænomener på himlen.
Masser af ufo-observationer
I løbet af dagene omkring 1. marts blev der derfor slået mange videoer og billeder op på både SUFOI’s Facebook og de andre ufo-gruppers Facebook-sider. Samt stillet spørgsmål om hvad himmelfænomenet skyldtes i flere astronomi- og lokalgrupper.
Flere af observatørerne havde særdeles livagtige oplevelser med de to planeter, selv om de hang „bomstille“ på aftenhimlen. Andre havde en mistanke om en mere naturlig forklaring.
(Foto: Anonymiserede skærmbilleder fra SUFOI’s Facebook-gruppe)
|
Flere af observatørerne havde særdeles livagtige oplevelser med de to planeter, selv om de hang „bomstille“ på aftenhimlen. Én oplevede således, at de fløj rundt over hele byen, uden at der kunne høres nogen lyd. Og en anden — i en af de andre ufo-grupper på Facebook — mente ligefrem at kunne se det objekt, som lysene sad på.
Det er ikke ualmindeligt, at hjernen spiller observatører sådan et pus. For når vi normalt ser to lys, som er så tæt på hinanden, er der jo oftest også en flyvemaskine involveret, som lysene sidder på. Derfor skaber hjernen helt automatisk forventningen om, at der befinder sig et objekt mellem lysene. Denne form for fejlperception kan du læse mere om i bogen 50 år med ufoer, som kan hentes gratis fra SUFOI’s hjemmeside.
En særlig påståelig observatør troede ikke på forklaringen om Venus og Jupiter. For han var vant til at gå med hunden om aftenen på det tidspunkt og havde aldrig lagt mærke til de to lys før. Det havde han jo sådan set ret i, da der — som allerede nævnt — går mange år imellem, at der opstår så tæt en konjunktion mellem de to planeter.
Da det åbenbart gik op for ham, at forklaringen var god nok, slettede han sit opslag. Det ses desværre alt for tit og er utroligt ærgerligt. For når folk sletter deres opslag, mister vi gode eksempler på, hvordan folk oplever, beskriver og reagerer på ukendte lysfænomener på himlen.
Politiet har ingen igangværende operationer i luften for nuværende
I Sverige oplevede flere politistationer landet over telefonstorm, fordi bekymrede borgere ringede ind og anmeldte alt lige fra helikoptere over ufoer og balloner og til droner. Jo, det er helt klart, at krigen i Ukraine, Ruslands raslen med sablen over for Vesten og affæren med den kinesiske spionballon over USA har fået folk op på stikkerne.
Presset på telefonerne hos Politiet i Jämtland var på et tidspunkt så stort, at de den 1. marts kl. 19.30 gik ud med en meddelelse på deres hjemmeside om fænomenet.
Politiet i Jämtland gik ud med en meddelelse på deres hjemmeside om fænomenet for at tage presset af telefonerne.
|
Så tæt på hinanden på aftenhimlen – og dog 670 millioner km fra hinanden
Men på trods af at folk både troede, at de så rumskibe, helikoptere, balloner og droner med kraftige lys på, befandt de to planeter sig ca. 670 millioner km fra hinanden på observationstidspunktet. Fænomenet opstod udelukkende, fordi de to planeter stod på en sådan måde i deres baner rundt om Solen, at de fra Jorden så ud til at være ganske tæt på hinanden.
Venus er en indre planet, som i gennemsnit er ca. 108 millioner km væk fra Solen. Så set fra Jorden befinder Venus sig altid i nærheden af Solen. Den maksimale vinkelafstand er 47°. Det betyder, at Venus følger med Solen rundt om himlen i løbet af et år. Samt at den aldrig kommer til at stå i modsatte retning af Solen.
Jupiter er derimod en ydre planet, som befinder sig ca. 778 millioner km fra Solen. Den bruger 12 år på et kredsløb om Solen, og en gang om året er den i opposition. Det vil sige, at den står i den modsatte retning af Solen, og derfor er på himlen hele natten.
Som et resultat af Jordens bevægelse omkring Solen vil Jupiter omkring et halvt år senere stå i samme retning som Solen. Set fra Jorden synes Solen nemlig i løbet af ét år at bevæge sig en gang rundt gennem stjernebillederne på Ekliptika.
I virkeligheden er det jo Jorden, som bevæger sig om Solen, så vi i årets løb ser i forskellige retninger ud i solsystemet. Solens tilsyneladende bevægelse betyder, at Jupiter står i samme retning som Solen en gang om året — eller nærmere bestemt nogenlunde hver 13. måned.
Eftersom Venus som nævnt altid befinder sig i nærheden af Solen, vil Jupiter derfor også passere Venus ca. en gang om året. Med andre ord forekommer der en konjunktion mellem Jupiter og Venus med omkring et års mellemrum.
Ikke nær så spektakulært, sidst det skete
Imidlertid kredser Jupiter og Venus rundt om Solen i lidt forskellige baneplaner. Så afstanden mellem dem varierer en hel del fra gang til gang. Derfor er det ikke alle konjunktioner, som er lige spektakulære.
Hvis konjunktionen derudover finder sted på et tidspunkt, hvor planeterne står tæt på Solen, kan konjunktionen ikke ses, fordi den foregår på daghimlen.
Sidst Jupiter og Venus stod lige så tæt sammen på aftenhimlen som i begyndelsen af marts, var den 30. juni 2015. Det var lige midt i sommerens lyse nætter. Så med det blotte øje var synet ikke helt så bemærkelsesværdigt.
Et særligt forhold ved konjunktionen den 30. juni 2015 var, at der 4 måneder senere, dvs. i slutningen af oktober, fandt endnu en forholdsvis tæt konjunktion sted. Både Venus og Jupiter havde i mellemtiden bevæget sig om på morgenhimlen. Og på grund af Venus’ særlige sløjfeformede baneforhold i forbindelse med dens skifte fra aften- til morgenhimlen, havde den bevæget sig på en sådan måde, at den atter passerede tæt forbi Jupiter.
Sker først igen i 2039
Altså kan du se frem til flere konjunktioner i de kommende år. Men enten er de ikke nær så tætte eller ikke så synlige. Samtidig vil flere af dem opstå på morgenhimlen, hvor der oftest er væsentlig færre, som er vågne til at se dem.
Faktisk skal vi helt hen til den 2. november 2039, før vi kan opleve en lige så tæt konjunktion som den, vi netop har oplevet. Den vil foregå på morgenhimlen, hvorfor det næppe vil medføre nær så mange ufo-rapporter og bekymrede opkald til myndighederne.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.