En tid­lig bort­fø­rel­se?

I min regel­mæs­si­ge søgen efter tid­li­ge grund­sten og paral­lel­ler til den moder­ne ufo­myte stød­te jeg for noget tid siden på en arti­kel i Jyl­lands-Posten. Artik­len er fra den 9. august 1878 og hand­ler om en „over­na­tur­lig“ bort­fø­rel­se af et lil­le barn. Efter­føl­gen­de opda­ge­de jeg, at histo­ri­en i dage­ne efter også blev bragt i adskil­li­ge andre af dati­dens avi­ser, både loka­le og lands­dæk­ken­de.
 
Af Tho­mas Bris­son Jør­gen­sen
 
(Illu­stra­tion: 0fjd125gk87/Pixabay)
Her gen­gi­ves tek­sten fra den oprin­de­li­ge arti­kel i Jyl­lands-Posten fra den 9. august 1878:
 

Barn Bort­ført i Fle­re Dage – Ven­der Til­ba­ge Med Mystisk Mær­ke

„En hus­mands kone i en lands­by i nær­he­den af Aar­hus var — med­del­es der os — i Lør­dags tagen ind til byen og hav­de imid­ler­tid ladet sine børn, en otte aars pige og en to aars dreng, være ale­ne i hjem­met. Da hun om afte­nen kom til­ba­ge, modt­og dat­te­ren hen­de med graad og jam­ren — den lil­le bro­der var for­s­vun­den.

Pigen for­tal­te, at dren­gen var fal­den i søvn paa en stol i stu­en, at hun for ‚et øje­blik’ var gaa­et ud at pluk­ke stik­kel­s­bær i en have tæt ved huset og hav­de luk­ket døren efter sig, men at dren­gen, som ikke kun­de luk­ke sig selv ud, alli­ge­vel var bor­te, da hun igen kom ind i stu­en. Hun hav­de ikke set nogen gaa fra og til huset.

 

Man­den, som lidt sene­re kom hjem fra sit arbej­de, begav sig strax omkring til alle nabo­er­ne for at spør­ge om bar­net, men ingen hav­de set det eller lagt mær­ke til nogen frem­med per­son i byen. Imid­ler­tid søg­te konen overalt, endog paa de utro­lig­ste ste­der, efter bar­net. Efter­søg­nin­gen fort­sat­tes den næste dag, og der ske­te anmel­del­se til sog­ne­fog­den, men bar­net var og blev bor­te.

 

(Kil­de: Jyl­lands-Posten, 9. august 1878)

 

Da konen Tirs­dag aften kom hjem til huset, som hun hav­de aflaa­set da hun om mid­da­gen gik ud paa arbej­de, fandt hun døren uaf­laa­set, og i stu­en stod det sav­ne­de barn, ale­ne og i bed­ste vel­gaa­en­de.

Glad var mode­ren og glad var fade­ren, da han kom hjem. Hvor bar­net hav­de været, eller hvem der hav­de bort­ført det, var en gaa­de, hvis løs­ning ikke inter­es­se­re­de for­æl­dre­ne saa stærkt læn­ge­re, da den lil­le nu i god behold var kom­men til ste­de igen.

Men den næste dag blev det­te spørgs­maal dog bræn­den­de for mode­ren; paa den lil­les høj­re skul­der opda­ge­de hun nem­lig et forun­der­ligt mær­ke, til­sy­ne­la­den­de tato­ve­ret ind i huden og fore­stil­len­de ‚et hjul’.Konen, som tror, at en hex eller andet troldtøj har haft fat i bar­net og mær­ket det saa­le­des, er helt ude af sig selv af for­fær­del­se over mær­ket, som hun mener må med­fø­re alt muligt ondt.

Imid­ler­tid har det hidtil ikke været til at udfin­de, hvem der har bort­ta­get bar­net og bragt det til­ba­ge, eller i hvil­ken hen­sigt det­te er sket. Rime­ligt synes det at være, at en eller anden ond­skabs­fuld per­son har vil­let for­skræk­ke for­æl­dre­ne og i det­te øje­med begaa­et den­ne skam­me­li­ge hand­ling.“

Usæd­van­lig omta­le

Den­ne sag samt dæk­nin­gen af den er bemær­kel­ses­vær­dig af fle­re grun­de. Det er meget usæd­van­ligt at læse om den slags epi­so­der i dan­ske avi­ser fra så sent som slut­nin­gen af 1800-tal­let. Godt nok flo­re­re­de der sta­dig noget af „den gam­le over­tro“ blandt befolk­nin­gen i 1870’erne, især uden for byer­ne, men det var gene­relt ikke noget, som pres­sen var sær­lig sym­pa­tisk over­for, med­min­dre det omhand­le­de fol­ke­min­de­forsk­ning eller lig­nen­de.

Base­ret på de få und­ta­gel­ser, jeg ellers ken­der til, bur­de oven­stå­en­de histo­rie i det mind­ste bære præg af en sar­ka­stisk tone eller være ble­vet fulgt op af en skarp afslut­ten­de kom­men­tar. Men fak­tisk er der ingen af de artik­ler, jeg har fun­det om hæn­del­sen, hvor det­te er til­fæl­det. At den pas­se­re­de selv det­te fil­ter, for­tæl­ler os, at det som mini­mum må have været set på som en så alvor­lig epi­so­de, at man ikke har følt det pas­sen­de åbent at angri­be de mere over­na­tur­ligt beto­ne­de ele­men­ter.

Male­ri af Theo­dor Kit­tel­sen (1857–1914) med tit­len „Elver­pi­gen der for­svandt“.
 

En lang og gen­ken­de­lig histo­rie

Den mere over­ord­ne­de grund til, at den­ne histo­rie er så inter­es­sant, er dog, for­di den har­mone­rer så godt med, hvad vi i dag ken­der som ufo­bort­fø­rel­ser (abductions), både hvad angår det gene­rel­le nar­ra­tiv og fle­re af sagens enkel­te detal­jer.

Først og frem­mest skal det poin­te­r­es, at histo­ri­er om bort­fø­rel­ser fore­ta­get af over­na­tur­li­ge væs­ner stræk­ker sig langt til­ba­ge i histo­ri­en. De har sik­kert eksi­ste­ret i en eller anden form helt til­ba­ge til præhi­sto­risk tid og er grad­vist ble­vet en del af vores fol­kesagn, der så igen med tiden er ble­vet omfor­met til even­tyr m.m.

I man­ge af den­ne type for­tæl­lin­ger, der i øvrigt er udbred­te over hele ver­den, duk­ker den bort­før­te op efter at være for­s­vun­det i læn­ge­re tid, selv­om det for ham eller hen­de kun har føl­tes som et kort øje­blik.

Histo­ri­en om Rip van Wink­le, der faldt i søvn i 20 år efter et møde med en flok mær­ke­li­ge bjerg­bo­e­re, skri­ver sig blandt andet ind i den­ne tra­di­tion.

Den ame­ri­kan­ske for­fat­ter Was­hin­g­ton Irving (1783–1859) skrev „The Sketch-Book of Geof­frey
Cray­on, Gent.“ (1819–20, da. Got­fred Cray­ons Skid­se­bog, 1827), der inde­hol­der for­tæl­lin­gen
om Rip van Wink­le, en ame­ri­kansk ver­sion af et tysk even­tyr pla­ce­ret i Hud­son River-flod­da­len.
For­tæl­lin­gen bidrog til at ska­be en myto­lo­gisk ame­ri­kansk for­tid for Was­hin­g­ton Irvings sam­tid.
Det­te male­ri er udført af John Qui­dor (1801–1881) og har tit­len „The Return of Rip Van Wink­le“.

 

Tidstab og skif­tin­ge

Nu ved vi ikke noget om, hvad den lil­le dreng nær Aar­hus sag­de omkring sin for­svin­den. Han har des­u­den hel­ler ikke været gam­mel nok til at kun­ne udtryk­ke det sær­lig præ­cist. Men artik­len giver os ind­tryk af, at han opfør­te sig, som om intet rig­tigt var sket.

Men for nu at ven­de til­ba­ge til ufo­pa­ral­lel­ler­ne så har man­ge såkald­te abducte­es ople­vet, at de hel­ler ikke kun­ne rede­gø­re for, hvad de har lavet i en bestemt tids­pe­ri­o­de. Efter­føl­gen­de, ofte under hyp­no­tisk regres­sion, bli­ver det så „afslø­ret“, at der har fun­det en bort­fø­rel­se sted — som regel invol­ve­ren­de en eller anden form for pseu­do­me­di­cinsk inspek­tion udført af ali­ens.

Det mang­len­de tid­s­e­le­ment har med tiden vist sig at være (eller måske ret­te­re bli­ve) så udbredt, at begre­bet „mis­sing time“ er opstå­et. Det­te begreb blev yder­li­ge­re popu­la­ri­se­ret efter udgi­vel­sen af Budd Hopkins’ (1931–2011) debut­bog med sam­me navn. Bogen udkom i 1981 og bru­ges sta­dig flit­tigt i dag.

Den mang­len­de tids­fak­tor i ufo­bort­fø­rel­ses­sa­ger stræk­ker sig som oftest til mak­si­malt et par timer. Nor­malt er der hel­ler ingen andre, der opda­ger, at den bort­før­te skul­le være for­s­vun­det i den giv­ne peri­o­de. Men der fin­des dog enkel­te eksemp­ler i ufo­lit­te­ra­tu­ren, hvor de invol­ve­re­de er duk­ket op fle­re dage efter, og hvor en stør­re efter­søg­ning har været sat i gang. Det mest kend­te eksem­pel er nok Tra­vis Walt­on-sagen fra 1975, hvor Walt­on for­svandt i hele fem dage efter at være ble­vet zap­pet af en ufo. At sige, at den­ne sag har haft sine pro­ble­mer lige fra start, vil­le være en under­dri­vel­se, og fak­tisk duk­ker der sta­dig nye detal­jer op, som peger mod et orga­ni­se­ret svin­delnum­mer. Men poin­ten her er ikke, hvor­vidt en given ople­vel­se har fun­det sted eller ej, men net­op at illu­stre­re, at der har været for­ud­gå­en­de for­tæl­lin­ger, som især fra 1970’erne og frem begynd­te at bli­ve en sta­dig stør­re del af den vok­sen­de ufo-abduction-under­myte.

Blandt fle­re af vores dan­ske fol­kesagn kan man des­u­den fin­de histo­ri­er om skif­tin­ge.

Skif­tin­ge var uøn­sket afkom af trol­de m.v., som dis­se kun­ne fin­de på at udskif­te med men­ne­skebørn, som de i ste­det tog til sig. Ud fra fle­re af beskri­vel­ser­ne i sag­ne­ne får man en for­nem­mel­se af, at de såkald­te skif­tin­ge hav­de mere til fæl­les med psy­kisk han­di­cap­pe­de og mis­dan­ne­de børn end med over­na­tur­li­ge væs­ner. Det­te åbner op for en lang ræk­ke emner, men her vil jeg blot frem­hæ­ve det som en anden bety­de­lig paral­lel til, hvad vi ser i ufo­bort­fø­rel­ser­ne.

I bon­de­sam­fun­det var et udøbt barn udsat for man­ge
farer, bl.a. at over­na­tur­li­ge væs­ner, bjerg­folk, vil­le
stjæ­le det og læg­ge en af deres egne hæs­li­ge unger i
ste­det. Et sådant barn, en skif­ting, vil­le aldrig udvik­le sig
nor­malt. Sag­ne­ne for­tæl­ler, at de fx aldrig kun­ne lære at
tale ordent­ligt, hol­de sig rene o.lign. På det­te udsnit af
Mar­ti­no di Bar­to­lo­meos male­ri „Leg­en­den om Sankt Ste­fan“
fra tid­ligt i 1400-tal­let byt­ter Djæ­vel­en et spæd­barn ud
med en skif­ting.

 

Hvad er menin­gen?

Repro­duk­tion bety­der jo som bekendt en del for os men­ne­sker, og emnet duk­ker også gan­ske ofte op i abduction-sager. Fle­re af de frem­træ­den­de ufo­lo­ger, der har beskæf­ti­get sig med emnet, har end­da påstå­et, at det er sel­ve menin­gen med bort­fø­rel­ser­ne og de der­til­hø­ren­de eks­pe­ri­men­ter. Det­te sce­na­rie er efter­hån­den kørt langt ud på et sci-fi over­drev og var oprin­de­ligt ført an af Budd Hopkins og David Micha­el Jacobs. Jacobs kom på et tid­ligt tids­punkt i sin efter­forsk­ning til den kon­klu­sion, at de bort­før­en­de rumvæs­ners plan var at ska­be en hybri­dra­ce ud fra deres og vores DNA.

Sene­ste ord fra David Jacobs er, at rumvæs­ner­ne nu snart er i mål med at infil­tre­re og over­ta­ge ver­den gen­nem dis­se hybri­der, og at det fak­tisk er for sent at gøre noget ved det.

Det lyder alt sam­men meget langt ude — selv om man med de man­ge skø­re ting, der sker i ver­den i dis­se år, nog­le gan­ge godt kun­ne fri­stes til at tro, at det hav­de noget på sig.

Hek­se­mær­ker og implan­ta­ter

For at ven­de til­ba­ge til vores dan­ske bort­fø­rel­ses­sag fra 1878 så er det vig­tigt at bemær­ke, at mode­ren ikke udtryk­te tvivl om, at det retur­ne­re­de barn vir­ke­lig var hen­des søn. I hvert fald ikke på det tids­punkt artik­len blev bragt. Men det mysti­ske hjul­lig­nen­de „hek­se­mær­ke“, han bar, har åben­lyst været med til at puste til en eksi­ste­ren­de over­tro, der bevæ­ger sig ind på sam­me ter­ri­to­ri­um.

Mysti­ske mær­ker er en anden meget udbredt detal­je, der sene­re optræ­der i fle­re ufosa­ger, her­un­der abductions, både i form af regu­læ­re tato­ve­rings­lig­nen­de møn­stre såsom før­nævn­te og som ar efter ope­ra­tio­ner fore­ta­get af bort­fø­rer­ne. Igen er det ofte først efter en hyp­no­seses­sion, at den bort­før­te erfa­rer, hvor­dan et mær­ke i sin tid er ble­vet til.

I begyn­del­sen af 1990’erne så vi i øvrigt en mere „opgra­de­ret“ ver­sion af dis­se moder­ne hek­se­mær­ker bli­ve en del af abduction-lit­te­ra­tu­ren i form af indo­pe­re­re­de, elek­tro­ni­ske implan­ta­ter. Men hvor meget tek­no­lo­gi­en så end brin­ger af ændrin­ger i over­fla­den af dis­se for­tæl­lin­ger, føl­ger de sta­dig man­ge af de sam­me, æld­gam­le møn­stre.

På det­te træsnit fra 1880 bli­ver en mand red­det fra en hek­se­ring (fairy ring).
 

Hvem er bort­fø­rer­ne?

Men hvem var så bort­fø­rer­ne, der hav­de holdt den unge dreng til­ba­ge i fle­re dage og til­sy­ne­la­den­de lave­de det­te mysti­ske „hek­se­mær­ke“ på ham? Jeg har end­nu ikke fun­det svar på det­te, men det er muligt, at en gransk­ning i loka­le arki­ver kan bely­se det nær­me­re. Hvis læse­re af UFO-Mail skul­le vise sig at ken­de mere til den­ne sag, så giv ende­lig lyd.

Det dybe­re spørgs­mål er dog, hvor­for vi i Dan­mark aldrig har haft en ene­ste „offi­ci­el“ ufo­bort­fø­rel­ses­sag, når der til­sy­ne­la­den­de eksi­ste­rer et så rig­hol­digt mate­ri­a­le i form af gam­le sagn og even­tyr og sene­re film, teg­ne­se­ri­er m.v. — og, må vi nu kon­sta­te­re, til en vis grad også kon­kre­te, lokal­hi­sto­ri­ske for­gæn­ge­re. Men det må bli­ve et emne til en anden god gang.

Sjæl­den høring om ufo­er giver få svar i USA’s Kon­gres

Med Ritzau som kil­de brag­te fle­re dan­ske medi­er tirs­dag den 17. maj 2022 den­ne histo­rie:

To højt­stå­en­de embeds­folk var tirs­dag i Kon­gres­sen i USA for at for­kla­re rap­por­ter om hund­red­vis af ufo­er.

For før­ste gang i over et halvt århund­re­de år var der tirs­dag en høring i den ame­ri­kan­ske Kon­gres om ufo­er.

Til ste­de var blandt andre to højt­stå­en­de embeds­folk fra USA’s for­svars­sy­stem. De to, Ronald S. Mout­rie (Under Secre­tary of Defen­se for Intel­li­gen­ce & Securi­ty og Scott W. Bray (Deputy Director of Naval Intel­li­gen­ce), sag­de, at Pen­ta­gon er fast beslut­tet på at fin­de ud af, hvor hund­red­vis af rap­por­te­re­de ufo­er kom­mer fra. Der­u­d­over gav de ikke man­ge svar.

Hørin­gen fandt sted, ca. 11 måne­der efter at en ame­ri­kansk rap­port om ufo­er, eller uni­den­ti­fied aeri­al pheno­me­na (UAP), blev udgi­vet. I rap­por­ten var der doku­men­te­ret 140 til­fæl­de af UAP’er. De er obser­ve­ret af ame­ri­kan­ske mili­tær­pi­lo­ter siden 2004.

Scott Bray for­tal­te, at antal­let af doku­men­te­re­de UAP’er siden er ste­get til 400.

Ved tirs­da­gens høring var beg­ge embeds­mænd påpas­se­li­ge med deres ord­valg. Bray sag­de, at for­svars- og efter­ret­nings­a­na­ly­ti­ke­re ikke hav­de ude­luk­ket mulig­he­den for, at nog­le af objek­ter­ne kun­ne kom­me fra rum­met. Han til­fø­je­de dog sam­ti­dig, at „vi ikke har opda­get noget mate­ri­a­le eller nogen strå­ling i vores UAP-task­for­ce, der indi­ke­rer, at der er tale om noget, som ikke oprin­de­ligt kom­mer fra Jor­den“.

Under tirs­da­gens høring blev der vist to video­er af UAP’er. Den ene viser angi­ve­ligt et kug­le­for­met objekt, der fly­ver hur­tigt for­bi cock­pit­tet på et mili­tær­fly. Man har ikke kun­net for­kla­re objek­tets oprin­del­se.

(Kil­de: Avi­sen Dan­mark)

Se hele den offent­li­ge høring „Open C3 Subcom­mit­tee Hea­ring on Uni­den­ti­fied Aeri­al Pheno­me­na“ (varig­hed: 1:32:50):

 

Læs mere:

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker

Den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tysons lil­le, char­me­ren­de bog er skre­vet, så du og jeg kan få en for­nem­mel­se af vores vil­de og smuk­ke hjem – uni­ver­set. Læs om alt fra Big Bang til sor­te hul­ler, fra kvar­ker til kvan­te­me­ka­nik og mørkt stof, og jag­ten på at opda­ge exo­pla­ne­ter og fin­de andet liv i uni­ver­set.

Skat­tej­agt

I den­ne bog for­tæl­ler Klaus Aars­l­eff om skat­te­le­gen­der, om skat­te der ikke er fun­det end­nu, om sto­re skat­te som er fun­det, og om hvor­dan moder­ne tek­no­lo­gi i dag har gjort det meget let­te­re at være skat­tejæ­ger.

Uan­set hvil­ken skat det hand­ler om.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.