Venus bliver aftenens stjerne i 2020
skriver BT, der citerer astrofysikeren Michael Linden-Vørnle fra hans Facebook-opslag i anledning af årsskiftet og fortsætter:
„Planeten Venus er Jordens nærmeste nabo i solsystemet og bliver i første halvdel af 2020 særdeles synlig på aftenhimlen.
Venus — opkaldt efter den romerske gudinde for skønhed og kærlighed — er spektakulær på grund af lysstyrken. Venus er det tredjeklareste objekt på himlen efter solen og månen.
Det kraftige lys skabes af et tæt lag af skyer, der indhyller planeten. De reflekterer en meget stor del af solens lys, oplyser Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent på DTU-Space.
Venus ses morgen eller aften, afhængig af hvor den befinder sig i sit kredsløb. Den er 243 dage om turen rundt om solen.
- Når Venus slår sine folder som enten morgen- eller aftenstjerne, er det altid et meget smukt syn, siger Michael Linden-Vørnle.
Fra nytår til sidst i maj ses Venus efter solnedgang og vil dominere aftenhimlen i syd-sydvestlig retning.
- Mest spektakulært bliver det fra sidst i marts og ind i april, hvor planeten går ned hele fire timer efter solen. Fra slutningen af juni dukker den igen op på morgenhimlen og er resten af året morgenstjerne, siger Michael Linden-Vørnle.
Venus er, sin skønhed til trods, ikke noget rart sted at være. Overfladen er 453 grader varm, og der er 90 atmosfæres tryk. Øverst i atmosfæren ligger et permanent lag af svovlsyreskyer, som gør det umuligt at se overfladen udefra.“
Nyt fra SUFOI’s Fotoafdeling
4171 Glumsø 31. december 2019
Fra starten af videooptagelsen skifter det filmede lys størrelse, som det ses herover. Kameraet har i mørket forgæves forsøgt at stille skarpt med sin autofokus-funktion.
|
SUFOI’s Facebook debatgruppe modtog dette opslag vedr. en observation på årets sidste dag:
„Så et orange lys på himlen klokken allerede 16:00 her den 31 dec. Det var det eneste, der var på himlen, selvom det stadig var lidt lyst. Den stjerne lignede ikke en stjerne, men noget helt andet. Omkring ved 17-tiden, kom alle de andre stjerner så frem, og det orange lys havde rykket sig fra sin position, hvor den var, da jeg først så den! Den lyste en hel del kraftigere end alle de andre. Jeg gik så ind og hentede mit kamera og optog den, jeg zoomede helt ind på den, hold da kæft jeg blev overrasket!!! Det var virkelige mystisk, en masse sorte prikker og partikler bevæger sig over det orange lys og slingrer til siden og op og ned, som om noget svæver over det orange lys.
Jeg holdt øje med det lys hele Nytårsaften, og den rykkede sig til flere forskellige positioner samme aften. Omkring klokken 18 observerede jeg så Starlink-satellitterne. Da de alle sammen var færdige med at flyve forbi Jorden, og forsvandt ud i rummet, gik der 4–5 sek., så fløj den orange stjerne op med en virkelig høj fart, og begynde at flyve 4–5 gange hurtigere end et fly, og så fadede det orange lys sådan væk. Altså lyset dæmpede sig på den, og så forsvandt den ud i den blå luft, som om den eneste grund til, den var der og var synlig, var fordi, den ventede på Starlink-satellitterne!!!
Virkelig underlig observation. Folk har forskellige meninger. Fik at vide, at det jeg måske kunne have optaget, var en orb oppe på himlen, men den var virkelig tæt på jorden“.
Videooptagelsen på YouTube — og SUFOI’s konklusion
Observatøren har lagt sin optagelse ud på SUFOI’s Facebook debatgruppe ligesom den er tilgængelig på YouTube på adressen:
På YouTube har observatøren omtalt videooptagelsen med overskriften „ UFO ORB? GHOST ORB?“. Men der er nu ikke noget særlig mystisk ved hændelsen.
Ud fra de anførte oplysninger om tilsynekomst, udseende og bevægelse på himlen er SUFOI’s Fotoafdeling ikke i tvivl om, at observatøren har filmet planeten Venus, der efterhånden stod lysende klar på SV-himlen Nyårsaften fra kl. 16/17 og frem.
Årsagen til det ejendommelige udseende af Venus på videosekvensen er, at kameraet ikke er i fokus, og at der zoomes kraftigt ind på planeten — det lille, klare lyspunkt på himlen. Det „store“ udseende skyldes, at kameraet i mørket forgæves har forsøgt at stille skarpt med sin autofokus-funktion og derved har frembragt dette uskarpe/forvrængede udseende af planeten på det tidspunkt, hvor eksponeringen har fundet sted.
se: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2012/um12-145.php
SUFOI’s Michael Jeppesen har fra Næstved med sin mobil taget dette stemningsfulde foto Nytårsaften af Månen og markante Venus på syvesthimlen — mellem træerne th.
|
Til den naturlige forklaring siger observatøren efterfølgende på Facebook: „Det passer meget fint“.
Så ingen spøgelser, ingen ufoer eller orber, men blot planeten Venus igen, igen… Og det bliver sikkert ikke det eneste, vi kommer til at høre til Venus i det kommende halvår.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.