Fokus på den gode histo­rie

Bo Bomuld Hamilt­on-Wit­ten­dor­f­fs bog Det Okkul­te Dan­mark er på man­ge måder en revi­de­ret udga­ve af for­fat­te­rens tid­li­ge­re tobinds­værk Gui­de Til Det Okkul­te Dan­mark fra 2006, der hav­de nogen­lun­de sam­me funk­tion som nuvæ­ren­de udgi­vel­se: at for­tæl­le usæd­van­li­ge, uhyg­ge­li­ge og ofte ukend­te histo­ri­er fra alle afkro­ge af kon­ge­ri­get. Sam­ti­dig er der dog ble­vet til­fø­jet så meget nyt mate­ri­a­le og skå­ret meget gam­melt fra, at man bestemt ikke får en for­nem­mel­se af deja vu ved at læse bogen.

Der­u­d­over er Det Okkul­te Dan­mark også ander­le­des på en ræk­ke andre punk­ter. Hvor Gui­de Til Det Okkul­te Dan­mark var mere præ­get af at være en mere skar­pt opdelt case­book, a la Lars Tho­mas’ Det Mysti­ske Dan­mark, så fun­ge­rer nær­væ­ren­de bogs afsnit mere som sam­men­hæn­gen­de histo­ri­er.

Bo Bomuld Hamilt­on-Wit­ten­dor­ff: „Det
Okkul­te Dan­mark“, 368 sider, illu­stre­ret og
ind­bun­det, Gyl­den­dal 2018. Læs et udsnit af bogen.

Stil­mæs­sigt er der også sket en for­an­dring. Gui­de Til Det Okkul­te Dan­mark var i for­vej­en en udgi­vel­se af meget høj kva­li­tet, men Det Okkul­te Dan­mark har end­nu fle­re flot­te bil­le­der og illu­stra­tio­ner, og lay­ou­tet i bogen samt det anvend­te, fysi­ske mate­ri­a­le er helt i top. Den ene­ste kla­ge, jeg har i den­ne afde­ling, er, at man har valgt at bru­ge romer­tal til side­num­me­re­ring igen­nem HELE bogen. Argh! Det er mulig­vis mere okkult at se på, men det gør det også lidt svært, når man skal refe­re­re eller slå noget op — især når bogens indeks hen­vi­ser til almin­de­li­ge side­tal.

Nå, men mere rele­vant er, hvor­dan sel­ve ind­hol­det er, og om bogen nu også kan anbe­fa­les til læse­re af UFO-Mail. Er der nok gods i den til at til­freds­stil­le en ufo­en­tu­si­ast?

Jeg vil ger­ne under­stre­ge fra start, at bogen pri­mært har til for­mål at præ­sen­te­re læse­ren for „den gode histo­rie“. Der bli­ver ikke for­søgt at gå ind i de enkel­te sager med skep­ti­ske bril­ler på, og det er der­for også menings­løst at anmel­de den ud fra en sådan vin­kel. For­fat­te­ren selv gør fuldt ud rede for den­ne til­gang i star­ten af bogen, men det er vig­tigt også at poin­te­re det her, så de læse­re, der søger noget mere dyb­de og research i til­gan­gen til emner som ufo­er, spø­gel­ser m.v., ikke får fal­ske for­håb­nin­ger.

Sam­ti­dig er det hel­ler ikke alle de brag­te histo­ri­er, der direk­te omhand­ler ufo­er og andre para­nor­ma­le fæno­me­ner. Der er for eksem­pel også man­ge mere spe­ci­el­le true cri­me-sager, som den om Hand­ske­ma­ger­ban­den fra Lol­land (en per­son­lig favo­rit) samt beret­nin­ger om diver­se per­son­lig­he­der, grup­pe­rin­ger og loka­tio­ner af mere eller min­dre okkult — men ikke nød­ven­dig­vis over­na­tur­lig — art. Så der er noget for enhver smag, men helt klart mest for den bredt inter­es­se­re­de læser.

Men ikke der­med sagt, at der slet ikke er noget at kom­me efter på ufof­ron­ten. Fak­tisk fyl­der emnet meget i bogen. For­fat­te­ren bru­ger en bety­de­lig del af ind­led­nin­gen på at for­tæl­le, hvor stor en ind­fly­del­se både UFO-Nyt og dati­dens ufobø­ger hav­de på hans barn­dom og fan­ta­si­liv, og den aller­før­ste sag, der næv­nes i bogen, er Ope­ra­tion Main­bra­ce-epi­so­den fra 1952, der dog hur­tigt bli­ver beskre­vet og efter­fulgt af en ræk­ke blan­de­de ufo­hi­sto­ri­er til­knyt­tet Born­holm.

Snart begyn­der håre­ne dog at rej­se sig en smu­le, da den gam­le ken­ding, Con­nie Son­ne — ver­dens­be­rømt i skep­ti­ker­kred­se for at have taget imod (og fejl­et) James Ran­dis „Mil­li­on Dol­lar Chal­len­ge“ i 2009 — på de næste man­ge sider får frit lej­de til at for­tæl­le løs og præ­sen­te­re bil­le­der fra sine man­ge ufoob­ser­va­tio­ner og nær­kon­tak­ter gen­nem tiden. Dis­se beret­nin­ger er givet­vis nye for de fle­ste læse­re. Men sær­ligt, når man ken­der Son­nes per­son­lig­hed og syn på ufo­er m.v., så frem­står de desvær­re bare som en ræk­ke meget fan­ta­sti­ske, stærkt sub­jek­ti­ve hæn­del­ser, der ikke nød­ven­dig­vis har ret meget med Born­holm at gøre. Hun vil­le sik­kert have beskre­vet omtrent de sam­me ople­vel­ser, hvis hun hav­de boet midt på Strø­get.

En af bogens læng­ste sek­tio­ner omhand­ler et bredt udpluk af ufosa­ger fra Oden­se-områ­det, man­ge fra nye­re tid, og selv om de ikke er uin­ter­es­san­te at læse, er de fle­ste for­holds­vis almin­de­li­ge, set fra et over­ord­net ufo­lo­gisk syns­punkt. Der­u­d­over kan man spør­ge sig selv om, hvor man­ge af dem der reelt kun­ne have været ble­vet opkla­ret med lidt grund­læg­gen­de detek­ti­v­ar­bej­de. Det er også muligt at fle­re af dis­se har været omkring fx SUFOI, hvor man har fun­det muli­ge for­kla­rin­ger, men det har jeg desvær­re ikke noget over­blik over.

I for­læn­gel­se af før­nævn­te sager kom­mer for­fat­te­ren også ind på finsk-dan­ske Jor­ma Vii­ta, der i mid­ten af 1970’erne påstod at have haft rekord­man­ge ufoop­le­vel­ser af næsten enhver tæn­ke­lig slags. Han tog også en ræk­ke bil­le­der på Fyn og vak­te inter­na­tio­nal opmærk­som­hed. Vii­ta pro­du­ce­re­de på meget kort tid så man­ge rap­por­ter om sine ufoop­le­vel­ser, at selv IGAP (en rum­skib­stro for­e­ning) end­te med at tage afstand fra ham, da det hele lød lidt for godt til at være sandt — hvad det da også viste sig at være.

Der er også en ræk­ke min­dre sek­tio­ner spredt ud over bogen, hvor ufo­er ind­går, blandt andet et kort afsnit om ufo­ak­ti­vi­tet på Seje­rø fra nye­re tid, inklu­siv en kort anek­do­te om en lokal bebo­ers møde med hvad der unæg­te­ligt lyder som en grå ali­en.

Af andre ufo­re­la­te­re­de sager kan næv­nes en bil­stop­sag fra Ærø og „Veg­ger­by-nedstyrt­nin­gen“. „Svend­borgs­unds fly­ven­de ild­kug­le“, der angi­ve­ligt blev set på Fyn midt i 1990’erne, får også en kort behand­ling. Der er også et par afstik­ke­re til mere for­hi­sto­ri­ske ufosa­ger, blandt andet om en „fly­ven­de kom­mo­de“ fra 1855.

Besøg for­fat­te­rens hjem­mesi­de.

Selv om der ikke ret ofte hen­vi­ses direk­te til ori­gi­nal­kil­der i bogen, så næv­nes SUFOI’s rap­portar­kiv regel­mæs­sigt, dog aldrig med refe­ren­ce til udga­ver eller årgan­ge af fx UFO-Nyt. Så det er svært at loka­li­se­re even­tu­el­le for­kla­rin­ger eller kon­klu­sio­ner, som SUFOI måt­te være kom­met med til de enkel­te obser­va­tio­ner. Sam­ti­dig er det svært at vur­de­re den reel­le vær­di af at inklu­de­re man­ge af dis­se sager, da de gan­ske vist til­skri­ves en given loka­tion, men ikke som sådan lader til at være spe­ci­elt afhæn­gi­ge af en sådan. Man­ge obser­va­tio­ner kun­ne have fun­det sted fra næsten ethvert punkt på land­jor­den. Omvendt vil­le nær­kon­takt­sa­ger som Gyl­den­holm-lan­din­gen fra 1960 eller Sjæl­lands Odde-sagen fra 1967 efter min mening have givet mere mening at inklu­de­re, da der her er meget mere kon­kre­te loka­tio­ner til­knyt­tet, som let­te­re kun­ne opsø­ges og besø­ges og til­med vil­le appel­le­re meget mere til fan­ta­si­en. Så gene­relt kan man sige, at selv om der er en ræk­ke åben­ly­se stær­ke, dan­ske klas­si­ke­re i bogen (Maarup-sagen bl.a.), så er der sager med meget mere poten­ti­a­le, der er ble­vet ude­ladt.

Hvis vi ser på det sam­le­de sagskom­pleks i bogen, ikke kun de ufo­re­la­te­re­de, så frem­går det, at rig­tig man­ge histo­ri­er er af nye­re art og er ble­vet for­talt direk­te til for­fat­te­ren. Andre er sagn og van­dre­hi­sto­ri­er, hvis ori­gi­nal­kil­de for længst er gået tabt i histo­ri­ens tåger. Der behand­les dog også man­ge histo­risk fak­tu­el­le epi­so­der. Hvor megen vægt, der er bag dis­se hæn­del­sers mere okkul­te aspek­ter, kan jeg dog ikke vur­de­re. Men hvor­om alting er, så er der som nævnt i star­ten af den­ne anmel­del­se tem­me­lig man­ge … skal vi bare sige „out there“-fortællinger med i bogen, der bli­ver frem­stil­let mere eller min­dre som kends­ger­nin­ger uden for­slag til, hvad der kan skyl­des en even­tu­el misi­den­ti­fi­ka­tion, mis­for­stå­el­se eller andet.

Fle­re af sager­ne mang­ler sim­pelt­hen kon­tekst, gen­nem­slags­kraft og kil­de­op­bak­ning for at skil­le sig ud som andet end bare en ræk­ke fan­ta­si­ful­de ammestu­e­hi­sto­ri­er. Her står bogen noget i kon­trast til Lars Tho­mas’ bog af sam­me slags, der for­mår at præ­sen­te­re alter­na­ti­ve for­kla­rin­ger med en mere kri­tisk distan­ce.

På den anden side er der også man­ge rig­tig gode og sam­men­hæn­gen­de afsnit, hvor det okkul­te træ­der lidt i bag­grun­den, og hvor der ikke er behov for yder­li­ge­re spe­ku­la­tion. Det er sim­pelt­hen bare gode histo­ri­er, der giver en lyst til at besø­ge de omtal­te ste­der.

Jeg er kom­met med en del kri­tik af Det Okkul­te Dan­mark i den­ne anmel­del­se, men det skal ikke over­skyg­ge det fak­tum, at der bestemt er rig­tig man­ge posi­ti­ve aspek­ter i bogen. Først og frem­mest respekt til for­fat­te­ren for ikke bare at copy-paste en ræk­ke gen­nemtær­ske­de dan­ske klas­si­ke­re såsom Aars­lev Enge-epi­so­den, Fan­den i Lak­se­ga­de o.lign. (beg­ge bli­ver dog nævnt), men at gå skrid­tet vide­re og inklu­de­re en mas­se nyt mate­ri­a­le for den mere gar­ve­de læser.

Jeg har selv læst meget af det igen­nem tiden udgiv­ne mate­ri­a­le om dan­ske ufo­er, spø­gel­ser, kryp­tozoo­lo­gi, etc., og jeg blev posi­tivt over­ra­sket over, hvor meget i bogen jeg ikke er stødt på før. Men Det Okkul­te Dan­mark’s vir­ke­li­ge styr­ke er dens over­ve­jen­de stær­ke sam­men­kæd­ning mel­lem histo­ri­er og kon­kre­te loka­tio­ner. Der fin­des vir­ke­lig man­ge inter­es­san­te, glem­te og over­se­te dan­ske ste­der, som fortje­ner at bli­ve besøgt noget ofte­re, men sjæl­dent bli­ver det. Ved at inklu­de­re for­tæl­lin­ger fra stort set hele Dan­mark er for­fat­te­ren med til at hol­de liv i en vig­tig del af vores kul­tu­rarv og give den nys­ger­ri­ge lokal­turist en ekstra god grund til se mere far­ve­rigt på vores lil­le land.

Man kan kom­me med kri­tik af sel­ve kon­klu­sio­ner­ne (eller mang­len på sam­me) på de gen­giv­ne histo­ri­er, men hvis de kan give folk inspira­tion til at søge mere afsi­des og alter­na­ti­ve turi­stat­trak­tio­ner i Dan­mark og sam­ti­dig hjæl­pe med at hol­de de såkald­te udkants­om­rå­der i live, så synes jeg, at bogen opfyl­der et rig­tig godt for­mål. Jeg anbe­fa­ler der­for mest af alt at købe Det Okkul­te Dan­mark eller måske låne den på bibli­o­te­ket først og bru­ge den som inspira­tion til nog­le ander­le­des ture rundt i lan­det. Det har jeg i hvert fald selv gjort og glæ­der mig meget til hen over som­me­ren at besø­ge end­nu fle­re af de ste­der, der næv­nes i Det Okkul­te Dan­mark.

Vita­mi­ner til den sun­de for­nuft

Con­spira­cies Declas­si­fied er en sam­ling af de vil­de­ste sam­men­svær­gel­ser, der nogen­sin­de har eksi­ste­ret — fra tan­ke­kon­tro­l­eks­pe­ri­men­ter til øgle­men­ne­sker. Den­ne bog ana­ly­se­rer dem alle, giver bag­grunds­vi­den, afslø­rer sand­he­der og for­kla­rer, hvor­for teo­ri­er­ne ikke er ble­vet en del af vores histo­ri­e­pensum i sko­len.

Af Kim Møl­ler Han­sen

For­fat­te­ren Bri­an Dun­ning sæt­ter fokus på 50 berøm­te kon­spira­tions­te­o­ri­er, som behand­les i bogens otte dele:

1. Tho­se Who run the Wor­ld
2. Gover­n­ment Oppres­sion
3. Suspi­cious Deat­hs
4. The Wor­ld at War
5. Sup­pres­ses Sci­en­ce
6. Spa­ce Con­spira­cy The­o­ri­es
7. Urban Legends Con­spira­cy The­o­ri­es
8. Con­spira­cy The­o­ri­es That Tur­ned Out to be…True?

Hver teo­ri behand­les kort, præ­cist og vel­dis­po­ne­ret på 4–5 sider i et velskre­vet og under­hol­den­de sprog. Bogen har et godt regi­ster og få, men gode kil­de­hen­vis­nin­ger til hver kon­spira­tions­te­o­ri.

Bogen vil næp­pe få kon­spira­tions­tos­ser­ne med sølv­pa­pirs­hat­te­ne til at revur­de­re deres tro og para­noi­de opfat­tel­se af vir­ke­lig­he­den, men alle andre med hang til sund for­nuft og ratio­nel tænk­ning vil få en god læse­op­le­vel­se i sel­skab med Con­spira­cies Declas­si­fied.

Bri­an Dun­ning: „Con­spira­cies Declas­si­fied -
The Skep­toid Gui­de to the Truth Behind the
The­o­ri­es“, 256 sider, ikke illu­stre­ret, Adams
Media 2018

Siden 2006 har Skep­toid podcast hver uge behand­let de mest popu­læ­re myter og afslø­ret sand­he­den for 122.000 lyt­te­re. (Logo: Brent Mur­rell)