Når myter falder til jorden
Flertallet af artiklerne i det netop udkomne nummer af UFO-Nyt har en gennemgående, rød tråd: nedstyrtninger. Det er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed. En af grundene er, at jeg i efteråret 2008 læste bogen »X‑Plane Crashes. Exploring Experimental, Rocket Plane, and Spycraft Incidents, Accidents And Crash Sites« skrevet af Peter W. Merlin og Tony Moore. De to amerikanere har siden 1970’erne interesseret sig for fly og især for eksperimentalfly (de fleste med et X i navnet) og gennemført utallige ekspeditioner til steder, hvor X‑fly er styrtet ned.
Sammen med andre fly-entusiaster har de dannet »Aerospace Archeology Team« (se også www.thexhunters.com). Deres velillustrerede bog er interessant læsning, og jeg faldt bl.a. over et afsnit med overskriften »UFO Crash Site?«. Det sætter de mange myter om nedstyrtede rumskibe i et nyt lys: Der er ingen tvivl om, at mange historier om ufo-styrt i virkeligheden er forvanskede genfortællinger af ægte havarier, ikke af rumskibe, men af hemmelige eksperimentalfly. Læs mere i artiklen »Jagten på vragrester«.
En anden god grund til at se nærmere på nedstyrtninger er, at historierne om dem lever i bedste velgående. I DR2’s temaaften om ufoer (»UFOerne vender tilbage«), sendt lørdag den 29. november 2008, havde programmets tilrettelægger, Ole Retsbo, været i New Mexico, hvor en lokal rumskibstilhænger viste Retsbo og filmholdet rundt på et formodet nedstyrtningssted. Det drejede sig om den påståede ufo-nedstyrtning i marts 1948 ved Aztec i New Mexico. Hændelsen blev udødeliggjort i bogen »Behind the Flying Saucers« (1950) af Frank Scully og bygger på oplysninger fra opfinderen Silas Newton og hans makker Leo GeBauer, der ifølge Newton var en statsansat videnskabsmand, som havde arbejdet på hemmelige projekter for regeringen. Ifølge de to driftige herrer havde det havarerede rumskib med en diameter på 10 meter haft flere små rumvæsner ombord.
Newton og GeBauer var i besiddelse af et stykke mystisk, ikke-jordisk metal, der kunne spore olie, og som de gerne stillede til rådighed for oliejægere, naturligvis mod betaling.
Scullys oplysninger blev tjekket af journalisten J.P. Cahn fra San Francisco. Cahn kunne i 1952 afsløre, at Newton og GeBauer var garvede svindlere, der gennem deres tvivlsomme projekter havde franarret investorer pæne summer og i den grad var i konflikt med loven. Newtons mystiske vragrest var blot jordisk aluminium. Afsløringen kølnede mange ufologers interesse for påståede ufo-nedstyrtninger i årevis, og Scully blev sendt i skammekrogen, men, som Ole Retsbo kunne dokumentere i tv-udsendelsen, så dyrkes Aztec-hændelsen stadig, og den sympatiske, lokale rundviser i New Mexicos ørken nævnte intet om Newtons og GeBauers meritter for 60 år siden.
Og Aztec er som bekendt ikke det eneste nedstyrtningssted. Vi kommer selvfølgelig ikke uden om Roswell, heller ikke i det nye nummer af UFO-Nyt, selv om vi i SUFOI ikke mener, at hændelsen her har noget som helst med rumskibe at gøre. Står det derimod til Ryan S. Wood, så er der foruden Roswell og Aztec 72 andre ufo-nedstyrtningssteder Jorden rundt. Wood har siden 2003 hvert år i november afholdt en »Crash Retrieval Conference« i Las Vegas, og i 2005 udgav han bogen »Majic Eyes Only — Earth’s Encounters With Extraterrestrial Technology« (se »Hvor er beviserne«), hvor han genfortæller historierne om alle ufo-nedstyrtningerne. Men kvantitet og kvalitet følges som bekendt ikke altid ad, og anekdoter gør ingen videnskab — uden dokumentation er selv 74 anekdoter intet værd. Ryan S. Wood bruger samme metode som Frank Scully: Hellere en god historie end at lade sig forvirre af fakta!
Men myterne lever endnu. UFO-Nyt nr. 1, 2009, forsøger at pille lidt ved dem.
Hvad så Buzz Aldrin?
Det hævdes ofte, at både astronauter og kosmonauter har set ufoer i rummet. Det er påstande, som tilsyneladende bakkes op af mange videoklip på YouTube. Nu er turen kommet til Apollo-astronauten Buzz Aldrin — det andet menneske på Månen.
På en måde er ufoer virkelige. Mange mennesker ser rent tilfældigt objekter på himmelen, som de ikke umiddelbart kan identificere som fly, balloner, planeter, stjerner eller usædvanlige atmosfæriske fænomener. De spørgsmål, som jeg modtager fra offentligheden (via »Ask an Astrobiologist«), tyder på, at mange forbinder ufoer med bortførelser og besøg af aliens, krydret med konspirationsteorier om at skjule disse oplysninger for offentligheden.
Hvis ufoer er fremmede rumskibe, som besøger Jorden, er det rimeligt at antage, at astronomer finder beviserne på fremmede civilisationers eksistens, eller at de opfanger radiosignaler fra fremmede rumskibe på de meget følsomme radiomodtagere, som bruges til kommunikation med vores egne rumfartøjer. Måske er astronauter på rumfærd blandt de første, som kommer med troværdige observationer af fremmede rumskibe eller kulturgenstande. Det sidste er allerede en realitet, hvis man skal tro historierne på nettet.
|
Foto: NASA David Morrison er seniorforsker hos NASA og fungerende chef for NASA Lunar Science Intitute og medlem af Committee for Skeptical Inquiry. Morrison modtog Carl Sagan-medaljen af American Astronomical Society for sit arbejde med at formidle videnskab til almindelige mennesker. Man kan stille spørgsmål til ham om liv i universet på Ask an Astrobiologist: http://astrobiology.nasa.gov/ask-an-astrobiologist/.
YouTube-videoklip omtalt i artiklen |
En angiveligt meget veldokumenteret rapport stammer fra et interview, hvor astronauten Buzz Aldrin fortæller om en observation af en ufo på Apollo 11 missionen. I et interview på Science Channel, fortæller Aldrin, at han, Neil Armstrong og Mike Collins så et uidentificeret objekt, som så ud til at følge efter deres Apollo-rumfartøj.
For at få historien bekræftet kontaktede jeg Buzz Aldrin. Han var glad for at fortælle, hvad der egentlig skete. Han sagde, at hans bemærkninger var taget ud af en sammenhæng, hvilket fuldstændig fordrejede, hvad han havde sagt. Det er rigtigt, at Apollo 11’s besætning så et uidentificeret objekt følge rumfartøjet, da de nærmede sig Månen. De fik bekræftet, at det mystiske objekt ikke var Apollo 11’s løfterakets øverste, store trin, da det var omkring 10.000 km fra dem. De konkluderede derfor, at det, de så, var et af de små paneler, som havde siddet på løfterakettens øverste trin (enhver del af løfterakettens øverste trin ville fortsætte med at følge rumfartøjet, da begge befandt sig i det lufttomme rum). Disse paneler var for små til, at de kunne spores fra Jorden, og var forholdsvis tæt på Apollo-rumfartøjet.
Aldrin fortalte mig, at de var enige om ikke at omtale episoden på den åbne kommunikationskanal, da de var opmærksomme på, at deres oplysninger kunne misfortolkes. Aldrins forklaring om identifikationen af panelerne blev klippet ud af interviewet på Science Channel, hvilket gav det indtryk, at Apollo 11 mandskabet havde set en ufo.
Aldrin fortalte mig, at han var vred over den vildledende redigering og bad Science Channel om at berigtige den forsætlige fordrejning, hans bemærkninger havde fået, men de afviste ham. Aldrin forklarede sig senere i CNN’s Larry King Live, men blev forsøgt afbrudt af studieværten, før han havde talt færdig.
Som følge af YouTubes popularitet er følgende spørgsmål sendt til mig gentagne gange:
„Se den video på YouTube, hvor Buzz Aldrin siger, at han så en ufo på Apollo 11’s tur til Månen. Hvem er fuld af løgn? NASA eller den store amerikanske helt Buzz Aldrin?“
Mit svar er, at løgnen kommer fra Science Channel-videoens producer, som undlod at bringe sidste halvdel af interviewet. Det er belærende at se dette interview og opleve, hvordan historien bliver pyntet og til sidst manipuleret. Det meste af snakken kommer fra intervieweren og ikke fra Aldrin, men deres kommentarer er blevet redigeret for at skabe en illusion om en sammenhængende beretning. Under interviewet ser man en montage med korte scener fra Apollo 11 og andre missioner, inklusive et uskarpt billede taget gennem vinduet under en senere mission. Kun en kritisk seer vil bemærke, hvad Aldrin fortalte, og hvad speaken sagde, og hvilken forbindelse de havde med videoklippene. Slutproduktet er en dygtigt lavet misinformation, med stærke antydninger — uden egentlig at lyve — om, at Aldrin og den øvrige besætning så et fremmed rumskib.
om, at han ikke så en ufo, men blev afvist. Her er
Aldrin fotograferet den 10. oktober 2007.
På internettet er der mange påstande om, at NASA-astronauter har set fremmede rumskibe. De bygger på citater fra „hemmelig kommunikation“ mellem besætningerne på rumfartøjerne og Houston. Det er korrekt, at der finder en sådan privat kommunikation sted, men det drejer sig om fx besætningens helbredstilstand. Internet-historierne om aflyttede samtaler er aldrig blevet dokumenteret og er ofte tillagt en læk fra ukendte NASA-medarbejdere, hvis job (eller endda liv) angiveligt skulle være i fare, hvis de blev afsløret. Mange af disse historier drejer sig om Apollo 11-færden, og de indeholder påstande om, at fremmede rumskibe ledsagede NASA-fartøjet under dets månelanding, og at en række fremmede rumskibe stod opmarcheret på en kraterkant og overvågede astronauternes vandring på Månens overflade. Apollo 11 landede faktisk på en plan overflade, hvor der hverken var bakker eller kraterkanter, som ellers kunne have givet gode oversigtsforhold.
Efter hvad jeg ved, har ingen NASA-astronaut nogensinde rapporteret at have set en ufo i rummet, endsige at have stået over for aliens. Det betyder dog ikke, at ingen af astronauterne tror på, at aliens har besøgt Jorden. I 2008 kom det frem i medierne, at Apollo 14-astronaut Edgar Mitchell tror, at nogle ufo-rapporter drejer sig om ægte ufoer. Han har deltaget i nogle møder afholdt af ufo-troende, og han påstår, at nogle af rapporterne er sande, og at den amerikanske regering og militær er vidende om disse fremmedes besøg. Mitchell hævder dog ikke, at han selv har set aliens. Hans astronaut-kolleger har fortalt mig, at han altid har været interesseret i det okkulte, og at han har forsøgt at udføre et parapsykologisk eksperiment på rejsen til og fra Månen. Det er let for en journalist at ignorere Mitchells advarsel om, at de fleste ufo-rapporter er usande, eller om at han ikke selv har set en alien, og så give udtryk for, at han og andre astronauter jævnligt har truffet væsener fra andre verdener.
En påstand, som går igen i flere af de breve, jeg har modtaget, handler om, at aliens må have advaret visse personer om at holde sig væk fra deres baser på Månen. Hvorfor skulle man ellers pludselig afbryde Apollo-programmet, da der stadig var tre planlagte missioner — som var næsten klar til opsendelse — tilbage? Jeg indrømmer, at jeg var overrasket over den pludselige afslutning på Apollo-programmet, mens det var på toppen af sin succes, men jeg accepterer den officielle forklaring om, at det skyldtes, at Nixon administrationen ændrede den politiske prioritering, da mange betragtede Apollo som et Kennedy-Johnson program.
Apollo 11 af sted mod Månen den 16. juli
1969. Den enorme Saturn‑5 raket, som
imponerer besøgende på NASA’s rumparker
ved Canaveral i Houston og Huntsville, er
ikke modeller i fuld størrelse, men virkelige
raketter bygget til at opsende Apollo 18, 19 og 20.
Kilde:
Skeptical Inquirer vol. 33, nr. 1, 2009
Oversættelse: -for & kmh
Andre artikler på ufo.dk om astronauter/kosmonauter og ufoerUFOer på NASA-film? |
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.
