Mystik på him­len ved Anka­ra

Et bil­le­de taget nær Anka­ra i Tyr­ki­et, blev ved før­ste blik anta­get for at være et meteor fra mete­o­r­svær­men Per­sei­der­ne.

 

Nat­ten mel­lem den 12. og 13. august 2007, var mete­o­r­svær­men Per­sei­der­ne på sit høje­ste. Mete­o­rer­ne syn­tes at udstrå­le fra stjer­ne­bil­le­det Per­seus, der lig­ger lige under stjer­ne­bil­le­det Cas­siopeia.

Bil­le­de blev opta­get over et tids­rum på 40 minut­ter.
Men som det ses på bil­le­det kom­mer dis­se stre­ger ikke fra stjer­ne­bil­le­det Per­seus.

 

Udsnit­for­stør­rel­se af lyse­ne på him­len.

Et bil­le­de taget nær Anka­ra i Tyr­ki­et, blev ved før­ste blik anta­get for at være et eller fle­re mete­o­rer fra mete­o­r­svær­men Per­sei­der­ne.

Men hvad er det så for lys?

Fle­re for­slag er kom­met på bor­det.

Det kun­ne være en øde­lagt satel­lit som brænd­te op i atmos­fæ­ren.

Eller måske fra den ikke så akti­ve mete­o­r­sværm Alp­ha Ursae Majo­ris.

End­nu er der ikke frem­kom­met en ende­lig for­kla­ring på det foto­gra­fe­re­de.

Til læser­nes ori­en­te­ring brin­ges udsnit af sam­me del af him­len fra pla­ne­ta­ri­e­pro­gram­met Stel­la­ri­um.

Mær­ke­ligt objekt på inter­net­tet — svin­del!

Et ejen­dom­me­ligt udse­en­de objekt blev foto­gra­fe­ret og bil­le­der­ne lagt ud på inter­net­tet, men det er com­pu­te­rani­ma­tio­ner.

 

I UFO-Mail nr. 89 blev foto­gra­fi­er af et mær­ke­ligt objekt omtalt.

Dis­se abso­lut ejen­dom­me­li­ge bil­le­der var inden­for de sene­ste måne­der duk­ket op i nyheds­grup­per, blogs og på div. „eks­per­ters“ hjem­mesi­der.

Et af bil­le­der­ne ses neden­for.

Det­te mærk­vær­di­ge objekt — der er egent­lig tale om fle­re objek­ter med for­skel­ligt udse­en­de — blev dis­ku­te­ret man­ge ste­der og blev kaldt alt fra svin­del og hum­bug til blot retou­che­re­de fotos af en lil­le model i en snor eller en fly­ven­de høst­ma­ski­ne, de bed­ste bevi­ser for frem­me­de intel­li­gen­sers maski­ner i vort luftrum, en nyud­vik­let fjernsty­ret dro­ne fra mili­tæ­ret, eller… ja der var man­ge bud og ide­er.

Com­pu­ter­frem­stil­let?

Vi omtal­te i ufo-mail, at de sene­ste og måske mest over­be­vi­sen­de kom­men­ta­rer kom fra den ame­ri­kan­ske orga­ni­sa­tion MUFON, der hav­de kon­takt til nog­le af de eks­per­ter, der frem­stil­ler com­pu­ter-gene­re­re­de objek­ter på film, og arbej­der med com­pu­ter­frem­stil­le­de visu­el­le effek­ter.
Dis­se eks­per­ter var ikke i tvivl efter at have stu­de­ret opta­gel­ser­ne nær­me­re: Der var efter deres opfat­tel­se tale om com­pu­ter­frem­brag­te objek­ter på bil­le­der­ne.

De påpe­ge­de for­skel­li­ge mere tek­ni­ske detal­jer, der for dem viste, hvor­dan arbej­det var udført. Og det blev til­fø­jet, at det slet ikke vil­le undre dem, om der foto­gra­fens hånd også snart duk­ke­de en video­op­ta­gel­se op på net­tet med det­te objekt i bevæ­gel­se.

Sam­men­fal­den­de for alle fotos er til­sy­ne­la­den­de, at de altid duk­ke­de op ano­nymt hos en eller fle­re per­so­ner og på inter­net­si­tes, der så vide­re­be­for­dre­de bil­le­der­ne — som ufo-mail jo alt­så også gjor­de det.

Stil­l­fo­to fra yder­li­ge­re en video­op­ta­gel­se af det ejen­dom­me­li­ge objekt.

UFO-Mails redak­tion fik også hen­ven­del­ser fra dan­ske eks­per­ter i com­pu­te­rani­ma­tion, der for­tal­te, at det lig­ne­de ani­ma­tio­ner frem­stil­let på en com­pu­ter.

Video­op­ta­gel­ser

Der er nu — gan­ske som for­ud­sagt — duk­ket video­op­ta­gel­ser op på net­tet med det­te objekt i bevæ­gel­se.

Still-foto fra den nye video, hvor det ejen­dom­me­li­ge objekt i en com­pu­te­rani­ma­tion brin­ges til at bevæ­ge sig hen over him­len.

Video­op­ta­gel­sen kan ses på den­ne adres­se:
http://www.youtube.com/watch?v=XIfr12XhrZE&mode=related&search

Og en anden opta­gel­se af sam­me objekt på den­ne adres­se:
http://www.youtube.com/watch?v=XJiCxWUlgcY&mode=related&search=

Video­op­ta­gel­sen kan ses på den­ne adres­se:
http://www.youtube.com/watch?v=FRv3WAEnHMc&mode=related&search=

Men se så, hvad com­pu­ter­nør­der­ne kan præ­ste­re i vore dage.
Det er de fær­re­ste stry­ge­jern, der fly­ver i det dag­li­ge, men prøv selv at se på den­ne adres­se:
http://www.youtube.com/watch?v=N64H1g6apQo&mode=related&search=

Taget ved næsen af net­tet

Fly­ver der vir­ke­lig UFO’er over Hono­lu­lu? Se det sene­ste eksem­pel på net­bed­rag — og se det bli­ve afslø­ret som fup.

Sene­st har TDC med oven­stå­en­de over­skrif­ter på sin hjem­mesi­de gjort opmærk­som på en anden såkaldt ufo-video, der har haft stor udbre­del­se:
http://netnyt.tdconline.dk/publish.php?
id=13478&email=oleh%40post1%2etele%2edk&customernumber=&a%5fnumber=

UFO Kon­fe­ren­ce vil afslø­re kon­klu­sio­ner­ne på 50 års arbej­de med ufo­er

Igen­nem de sene­ste tre år har SUFOI arbej­det på at sam­men­fat­te resul­ta­ter­ne af for­e­nin­gens arbej­de med ufo-myste­ri­et. Det­te omfat­ten­de arbej­de resul­te­rer i en rap­port med de kon­klu­sio­ner, som vi nu mener at kun­ne dra­ge om fæno­me­ner­ne.

Et uddrag af rap­por­ten vil bli­ve udle­ve­ret til alle del­ta­ger­ne ved den ene­stå­en­de ufo-kon­fe­ren­ce, som SUFOI afhol­der i anled­ning af for­e­nin­gens 50 års jubilæum. Arran­ge­men­tet fin­der sted den 10. novem­ber i Lyng­by Kul­tur­hus, og du kan alle­re­de nu sik­re dig en bil­let til det­te arran­ge­ment.

Toke Haun­strup, SUFOI, vil des­u­den på kon­fe­ren­cen i sit ind­læg præ­sen­te­re de kon­klu­sio­ner, vi nu har dra­get om fæno­me­nets natur.

Bil­let­ter til kon­fe­ren­ce koster kr. 120. Der er alle­re­de solgt 80 bil­let­ter, og da der er plads til 150 per­so­ner for­ven­ter vi, at kon­fe­ren­cen bli­ver udsolgt.

Niko­laj Kirks ufo-obser­va­tion

En af ufo-mails læse­re gjor­de redak­tio­nen bekendt med, at Nyheds­a­vi­sen den 4. sep­tem­ber 2007 brag­te et miniportræt »Tæt på« af kok­ken Niko­laj Kirk, hvor han bl.a. omta­ler en ufo-obser­va­tion såle­des:

Det mest over­ra­sken­de, der er sket i mit liv, er …

Da jeg så en ufo i Sej­rø­bug­ten for et par år siden.
Jeg tænk­te: „Satans også, at jeg ikke hav­de kame­ra med“, for så kun­ne jeg ikke bevi­se det for nogen.

Men den er god nok, den var tre­kan­tet med et lil­le lys under.

Udvalg­te beret­nin­ger

Obser­va­tø­rer­ne for­tæl­ler:

8220 Bra­brand Juni/juli 1970
Kl. ca. 22.40 opholdt jeg i min stue, der hav­de frit udsyn over åbne mar­ker i mod syd­syd­vest mod Bra­brand, True og Lyng­by. Jeg fik øje på et meget stærkt og klart lys på him­len over hori­son­ten. Tænk­te først på om, det var en bils for­lyg­ter, men lyset var 100 gan­ge stær­ke­re og på him­len tæt ved hori­son­ten. Kun­ne næsten ikke hol­de ud, at ses på i star­ten med det alm. øje, men lyset blev dog noget dæm­pet og lyste der­ef­ter ned ad og spred­te sig ud til beg­ge sider. Lyset skif­te­de også far­ver et par gan­ge, fra svag rød til stærk rød og var ved­va­ren­de i nog­le minut­ter ad gan­gen, for at skif­te om igen til klart lys.
 
Lige plud­se­lig var der ca. 10 små lidt ova­le objek­ter på him­len, de bevæ­ge­de sig meget hur­tigt og lige­som i ryk, de små var helt mør­ke, men da det var en som­mer­nat kun­ne de tyde­ligt ses. Den sto­re run­de med lyset, var helt stil­le på him­len. Plud­se­lig var de små væk og kun den sto­re til­ba­ge, og lige så plud­se­lig var den og alt lyset også væk.
 
Jeg hav­de væk­ket min den­gang sam­bo, for det­te var for godt og sam­ti­dig for under­ligt til at ople­ve ale­ne — så vi var to voks­ne, der stod og så på det­te ufor­klar­li­ge noget.
 
Häls­ing­borg, Sve­ri­ge Juni/juli 1970
Vi hav­de kørt vores dat­ter til stæv­ne i Sunds (efter Jönköping ) og var på vej til­ba­ge mod Køben­havn, da et eller andet sted på motor­vej­en ca. 200 km fra Häls­in­borg blev bilen og sko­ven på beg­ge sider af vej­en omhyl­let af et blåt lys af sam­me far­ve som lyn.
 
Lyset fulg­te os i meget lav høj­de. Jeg kig­ge­de ud af vin­du­et, man kun­ne ikke andet end et kæm­pe rund­for­met lys­plet, der var bre­de­re en vej­en, som fløj lige over os i sam­me ret­ning som bilen.
Det kun­ne ikke være en heli­kop­ter for­di lyset var alt for stort og kraf­tigt. Det kun­ne hel­ler ikke være en fly­ve­ma­ski­ne: Der var ingen blinklys, og der kom ingen lyd fra gen­stan­den, der fak­tisk så ud til at fly­ve lige på træ­er­nes høj­de.
 
Vi kør­te en 160–170 km i timen. Når jeg sat­te far­ten ned, sat­te lyset også far­ten ned, og når jeg sat­te op igen, sat­te gen­stan­den også far­ten op igen, så vi fulg­tes nok ad en 5–6 minut­ters tid, før „den“ lige plud­se­ligt dre­je­de mod vest og for­svandt i en stor fart.
 
6670 Hol­sted 6. august 2007
Det var man­dag d. 6.08.2007 kl. ca. 14.50. Det var en varm dag med en skyfri him­mel. Jeg var på vej hjem fra byen, hav­de været ude at hand­le ind. Kom­mer køren­de fra Hol­sted by, og møder lige efter rund­kør­se­len en stor trak­tor med vogn. Ser at det er min nabos med­hjæl­per i trak­to­ren, og hil­ser, mens jeg over­ha­ler. Kører vide­re ca. 150 meter, og ser da en heli­kop­ter på him­len, den fly­ver fra vest mod øst.
 
Men så ser jeg noget skråt nede­nun­der, lidt læn­ge­re mod øst, og det bevæ­ger sig mod vest, men meget lang­som­me­re.
 
Jeg tror først, at det kan være et svæ­ve­fly med den fart.
 
Jeg kig­ger mere, mens jeg kører i bilen, og kan ikke få øje på nogen vin­ger. Det er bare en (bjæl­ke) rund i ender­ne og hvid og helt afgræn­set. Så er jeg klar over at det må være en ufo. Jeg skal nu til at dre­je ind, hvor jeg bor, så det gør jeg, men hol­der lige inden for vej­en, og skyn­der mig ud af bilen, for at stå og obser­ve­re.
 
Heli­kop­te­ren er flø­jet noget læn­ge­re mod øst, men den (hvi­de bjæl­ke) er kun lang­somt på vej mod vest. I det sam­me kom­mer nabo­ens med­hjæl­per køren­de, og vil ind der, hvor jeg hol­der med bilen, og jeg må jo køre væk, så han kan kom­me til.
 
Jeg peger op mod him­len 2 gan­ge og håber, at han også har set ufo­en så.
 
Jeg sti­ger ind i bilen og skyn­der mig at køre hjem — ca. 50 meter. Der­ef­ter løber jeg rundt om haven, alt hvad jeg kan. Ud på mar­ken, hvor jeg kan se fra vest til øst, men det var for sent, der var ikke spor af noget som helst på him­len.
 
Så løber jeg over til nabo­en for at se, om jeg kan fin­de med­hjæl­pe­ren. Jeg fandt ham og spurg­te ham, om han hav­de set det. Men han hav­de intet set. Selv­om jeg hav­de peget op på him­len to gan­ge. Det hav­de han dog set. Det var ærger­ligt, at han ikke hav­de set det.
 
Men jeg er glad for at have ople­vet det, og hav­de det ikke været for heli­kop­te­ren, hav­de jeg nok hel­ler ikke set den.
 
Mas­seob­ser­va­tio­nen af „ufo-bal­lo­ner“ den 5. august 2007
I UFO-Mail nr. 90 gen­gav vi neden­stå­en­de beret­ning. Obser­va­tio­nen lig­ne­de utro­ligt meget de man­ge ind­be­ret­nin­ger fra Kbh.-området, men dis­se små køben­havn­ske varm­luft­bal­lo­ner kun­ne jo umu­ligt også være set sam­ti­dig fra Ska­gen:
 
Også i Ska­gen?
En 53-årig skri­bent fra Fre­de­riks­berg for­tæl­ler en næsten sam­stem­men­de beret­ning, men har gjort sin iagt­ta­gel­se fra Ska­gen:
 
Ved mid­nat d. 4. august 2007 i Ska­gen obser­ve­re­de vi ca. 30 lysen­de kug­ler, som fløj i et smalt bæl­te fra sydøst i nord­ve­st­lig ret­ning.
 
Vi var 5 men­ne­sker, som nød det beta­gen­de syn af de lysen­de kug­ler, som tyst sej­le­de hen over him­len.
 
En del af objek­ter­ne holdt sig i for­ma­tio­ner af lige­be­ne­de tre­kan­ter. Nog­le af de rød­ligt lysen­de kug­ler skif­te­de hastig­hed og fandt nye posi­tio­ner, som de der­ef­ter holdt. I ca. et kvar­ter sej­le­de de i en lind strøm på fir­ma­men­tet.
 
Hvor langt oppe de var, er svært at sige, men iblandt for­svandt de bag sky­er­ne.
 
Det var et meget beta­gen­de syn, og vores ople­vel­se min­der om det, som andre har beskre­vet her på siden, bare over Sjæl­land blot en anel­se sene­re.“

Efter at have gen­nem­gå­et de man­ge hen­ven­del­ser og stu­de­ret de frem­send­te fotos og videoklip af de oran­ge lys over Køben­havn, var vi i Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion ikke i tvivl om, at der rent fak­tisk har været tale om opsen­del­se af et stør­re antal små varm­luft­bal­lo­ner.

Det blev sene­re bekræf­tet, at bal­lo­ner­ne var opsendt i for­bin­del­se med en pri­vat fest ved Islands Bryg­ge..

Det mest bemær­kel­ses­mæs­si­ge var måske, at så man­ge obser­va­tio­ner gjort af køben­hav­ne­re ikke tid­li­ge­re fandt frem til medi­er­ne. Fle­re af obser­va­tio­ner var oven i købet gjort af radiovær­ter.

Men obser­va­tio­nen fra Ska­gen fandt også sin løs­ning, da obser­va­tø­ren efter­føl­gen­de kon­tak­te­de SUFOI og for­tal­te:

Hej SUFOI.
Det er lidt pin­ligt, men den­ne obser­va­tion har også en natur­lig for­kla­ring.
 
Det var men­ne­ske­skabt, men en fan­ta­stisk smuk ople­vel­se anyway.
 
Det var bal­lo­ner med lys i, men de fløj over sky­er­ne.
 
Vi fik fat i hav­ne­fo­ge­den, som for­kla­re­de det­te, og i Brøn­dums Have fandt man en bal­lon i et af træerne…smiles.
 
Tak for jeres mail og ven­li­ge hils­ner fra H.“

Vi er i SUFOI utro­ligt gla­de for på den­ne måde at få reak­tio­ner fra læse­re eller obser­va­tø­rer, der til for­del for alle kan være med til at iden­ti­fi­ce­re, hvad der i en given sag måt­te være obser­ve­ret.

Hvis man i øvrigt har lyst til at se en uden­land­sk video af en mas­se­op­sen­del­se af sådan­ne bal­lo­ner med lys i — og hvor­dan de tager sig ud på him­len, kan man gå til adres­sen:
http://www.youtube.com/watch?v=7b1PGVGNrTY&NR=1

For­skel­li­ge opsen­del­ses­fa­ser af
små varm­luft­bal­lo­ner med lys i
ved en festi­val i Pingxi, Taiwan.

Sci­en­ce og sci­en­ce fiction

Fol­ke­u­ni­ver­si­te­tet i Køben­havn har i det­te efter­år en spæn­den­de fore­læs­nings­ræk­ke om sci­en­ce og sci­en­ce fiction.

Fore­læs­nings­ræk­ken arran­ge­res af Fol­ke­u­ni­ver­si­te­tet i Køben­havn i sam­ar­bej­de med Det Kon­ge­li­ge Bibli­o­tek og er til­ret­telagt af seni­o­r­for­sker, ph.d. Ber­til F. Dorch.

Sci­en­ce fiction er en del af den moder­ne popu­lær­kul­tur, men ud over under­hold­nings­vær­di­en kan sci­en­ce fiction også bru­ges til at stil­le spørgs­må­let „Hvad nu hvis?“. Des­u­den kan sci­en­ce fiction være med til at moti­ve­re både unge og gam­le til at inter­es­se­re sig for viden­ska­be­li­ge emner og sam­funds­ud­vik­lin­gen. Sci fi kan også inspi­re­re inge­ni­ø­rer og viden­skabs­folk til at flyt­te græn­ser­ne for, hvad der i øje­blik­ket er tek­no­lo­gisk muligt. Sidst, men ikke mindst, hand­ler megen sci­en­ce fiction om huma­nis­me, dvs. om spørgs­må­let „Hvad vil det sige at være men­ne­ske?“

Fore­læs­nings­ræk­ken beskæf­ti­ger sig med, hvad viden­ska­ben kan lære af sci­en­ce fiction, og ser på, hvor­dan sam­fun­det er ble­vet påvir­ket af tan­ker fra sci­en­ce fiction-ver­de­nen, samt hvor­dan viden­ska­ben beskri­ves af sci­en­ce fiction.

SCIENCE OG SCIENCE FICTION

Ved vice­di­rek­tør, mag.art. Micha­el Cot­ta-Schøn­berg, seni­o­r­for­sker, ph.d. Ber­til F. Dorch, lek­tor, fil.dr. Cynt­hia M. Grund, cand.polyt. Chri­sti­an B. Knud­sen og ph.d.-stipendiat, cand.mag. Car­sten Fogh Niel­sen.

10/9–2007
Æste­ti­ske udfor­drin­ger i Star Treks uni­vers — The Emer­gen­cy Medi­cal
Holo­gram og androi­den Data som case stu­di­es (CMG).
1/10–2007
Warp-dri­ve for begyn­de­re — fysik­ken i Star Trek (BFD).
12/11–2007
Kemi­en mel­lem stjer­ner­ne (CBK).
19/11–2007
Det inter­pla­ne­ta­ri­ske kul­tur­mø­de (MC‑S).
26/11–2007
Livet, Uni­ver­set og alt det der — Filo­so­fi, sci­en­ce fiction og livets sto­re spørgs­mål (CFN).

Hold 1128.
Tid: 5 man­da­ge kl. 17.15–19.00
Sted: Den Sor­te Dia­mant, Søren Kier­ke­gaards Plads 1, Blixen-salen (Det Kon­ge­li­ge Bibli­o­tek).
Pris: kr. 385,- (kr. 335,-).
Hur­tig til­mel­ding er nød­ven­dig.
Man til­mel­der sig fore­læs­nings­ræk­ken, hold 1128, ved at ind­be­ta­le kur­sus­af­gif­ten til Fol­ke­u­ni­ver­si­te­tet, Køb­ma­ger­ga­de 52, 1150 Køben­havn K. Kon­to­ret er åbent man­dag-tors­dag kl. 9–16.
Til­mel­ding med Dan­kort kan ske via Fol­ke­u­ni­ver­si­te­tets hjem­mesi­de www.fukbh.dk eller til­mel­ding­s­te­le­fon 33 98 60 60.

Blev ame­ri­kan­ske fly skudt ned af ufo­er?

Stan­ton T. Fri­ed­man har for nyligt frem­lagt fle­re meget dra­sti­ske ændrin­ger til Roswell myten. Han påstår nu, at adskil­li­ge ame­ri­kan­ske luft­far­tø­jer er gået tabt i luft­kam­pe med fly­ven­de tal­ler­ke­ner. På »4th Annu­al UFO Crash Retri­e­val Con­fe­ren­ce« afholdt den 10.–12. novem­ber 2006 for­tal­te Fri­ed­man, at han var ved at under­sø­ge „mindst syv til­fæl­de, hvor ufo­er hav­de angre­bet jor­di­ske fly“. Han til­fø­je­de, at han også „arbej­de­de på en påstand fra en pilot om, at ufo­er neds­kød op mod 20 af vores fly i Euro­pa i begyn­del­sen af 1950’erne“.[1]

 

Fri­ed­man for­tal­te ikke, hvil­ke fly­ty­per det dre­je­de sig om, deres seri­e­num­re, besæt­nings­med­lem­mer­nes nav­ne eller spe­ci­fik­ke detal­jer om tabe­ne. Han blev opfor­dret til at gøre det og sva­re­de: „En kri­ti­ker ønske­de under­skrev­ne bee­di­ge­de erklæ­rin­ger og kom­plet­te hava­rirap­por­ter om de foru­lyk­ke­de fly, hvil­ket jeg selv­føl­ge­lig ikke har.“ [2]

Sam­ti­dig udvi­de­de Fri­ed­man i høj grad også antal­let af påstå­e­de bjær­ge­de tal­ler­ke­ner. Det var nu ikke læn­ge­re begræn­set til en (eller to) tal­ler­ke­ner fra Roswell-nedstyrt­nin­gen, men nu, hæv­de­de han, „vil jeg sige, at vi sand­syn­lig­vis har fået fat i et dusin nedstyr­te­de tal­ler­ke­ner.“

Som med andre beret­nin­ger om nedstyr­te­de tal­ler­ke­ner mang­ler der detal­jer, påstan­de­ne er uhold­ba­re, og der fin­des ingen bevi­ser på dem. Hver­ken Fri­ed­man eller andre kom­mer med den mind­ste antyd­ning af, hvad de men­te, der var sket med dis­se far­tø­jer, hvis man vir­ke­lig hav­de fået fat i dem. [3]

Under en debat på UFO Upda­tes (inter­net-forum) i begyn­del­sen af 2005 om en tal­ler­ken bjær­get under Den kol­de Krig skrev Fri­ed­man: „Hvor­for skul­le vi få noget at vide om en for­bin­del­se mel­lem Roswell og det, der ske­te i den omkring­lig­gen­de ver­den?“ Han fort­sat­te med: „Inter­ne ændrin­ger er ikke det sam­me som ekster­ne. Husk på, at du ikke kan for­tæl­le dine ven­ner det uden også at for­tæl­le dine fjen­der om det. Uden adgang til data­e­ne, kan man ikke få at vide, hvad det var, der styr­te­de ned.“ [4]

Fri­ed­mans argu­men­ter udvi­ser en mang­len­de for­stå­el­se af, at hem­me­li­ge hand­lin­ger har alme­ne kon­se­kven­ser. Det kun­ne man se af hans kom­men­ta­rer i doku­men­ta­ren »Han­gar 18: The UFO Ware­hou­se« i slut­nin­gen af 2006. Med hen­vis­ning til opda­gel­sen af „ukend­te fly­ven­de far­tø­jer“ sag­de han: „Det er fuld­stæn­digt lige­gyl­digt, om man taler om fly eller tal­ler­k­ner.“ [5]

Det er iro­nisk, at Fri­ed­man træk­ker en ana­lo­gi mel­lem ero­bre­de fly og nedstyr­te­de tal­ler­ke­ner uden at se på, hvil­ke kon­se­kven­ser det får for Roswell-nedstyrt­nin­gen. Det er i høj grad iro­nisk, at han har ret både i antal­let af hava­re­re­de ame­ri­kan­ske fly og i antal­let af erobrede/bjærgede „ukend­te fly­ven­de far­tø­jer“. Ana­lo­gi­en og dens kon­se­kven­ser gik op for mig for næsten et årti siden, da jeg hav­de læst rap­por­ten om »YF-110B«.

Sov­je­tisk MiG-21 Fis­h­bed i ame­ri­kansk tje­ne­ste.
Foto: USAF

Have Doug­hnut

Den sov­je­ti­ske jager MiG-21 var en meget alvor­lig trus­sel mod de ame­ri­kan­ske pilo­ter, som fløj over Nord­viet­nam i slut­nin­gen af 1960’erne. Bl.a. for­di de ame­ri­kan­ske kamp­pi­lo­ter kun hav­de beske­den træ­ning i luft-til-luft kamp­tek­nik. Mel­lem den 5. okto­ber 1966 og den 14. janu­ar 1968 blev i alt 21 ame­ri­kan­ske fly skudt ned af nord­viet­na­me­si­ske MiG-21’e­re. Det var ti F‑105D, fem F‑4D, tre F‑105F, en F‑4C, en RF-101C og en EB-66C. [6] I slut­nin­gen af 1967 erkend­te det ame­ri­kan­ske mili­tær, at der skul­le „andre bol­ler på sup­pen“. Det før­ste trin var „kend din fjen­de“. Til det skul­le man bru­ge en MiG-21. Det blev hur­tigt orga­ni­se­ret.

»Have Doug­hnut« var kode­nav­net for under­sø­gel­ser af og flyv­ning med en MiG-21F-13 jager. Det var et pro­jekt udført i et sam­ar­bej­de mel­lem Foreign Tech­no­lo­gy Divi­sion (FTD) og Air For­ce Flight Test Cen­ter (AFFTC). Skønt FTD, med hoved­kvar­ter på Wright Pat­ter­son AFB, var bedst kendt for Pro­ject Blue Book, var dets pri­mæ­re ansvars­om­rå­de ind­sam­ling af efter­ret­nin­ger om sov­je­ti­ske fly og mis­si­ler. AFFTC på Edwards AFB hav­de ansva­ret for at teste fly for det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben. »Have Doug­hnut« skul­le også invol­ve­re pilo­ter fra Figh­ter Wea­pons School på Nel­lis AFB og en af flå­dens testeskadril­ler, VX‑4, på Point Mugu.

»Have Doug­hnut« begynd­te, da man send­te et 13 mand stort team af sted kl. 16.00 lokal tid den 13. janu­ar 1968 med et C‑141 A trans­port­fly. Deres udstyr, som inklu­de­re­de en last­bil, to trai­le­re, tre mon­te­rings­buk­ke, et stort lager af kryds­fi­ner og tøm­mer, to radi­al og to stiksa­ve, fem sæt metrisk værk­tøj, seks pre­sen­nin­ger, 20 overalls, og ti par hand­sker, var alt sam­men med i C141 A’e­ren. Tea­met ankom til „bestem­mel­ses­ste­det“ kl. 13.40 lokal tid den 15. janu­ar. Udsty­ret blev af sik­ker­heds­hen­syn først los­set efter mør­kets frem­brud, og trans­por­ten der­ef­ter flø­jet til opsæt­nings­ste­det.

Demon­te­rin­gen af MiG-21’e­ren var plan­lagt til at tage syv dage, men tog dog kun fem. Det dre­je­de sig om at fjer­ne det bager­ste af skro­get, vin­ger­ne, sta­bi­li­sa­to­rer­ne og efter­bræn­de­ren. Kl. 18.00 lokal tid den 20. janu­ar blev fly­ets dele læs­set på last­bi­ler og om bord i et C‑133 A trans­port­fly, som hav­de erstat­tet C‑141 A’e­ren, da der var pro­ble­mer med dens ved­li­ge­hol­del­se. C‑133 A’e­ren for­lod ste­det kl. 02.00 den 21. janu­ar.

Retur­rej­sen tog næsten tre dage. C‑133 A’e­ren ankom ende­lig til „test­om­rå­det“ sent om afte­nen den 23. janu­ar, og man begynd­te at sam­le MiG’en dagen efter. Alle dele blev pak­ket ud og under­søgt for even­tu­el­le ska­der. Den var helt sam­let den 7. febru­ar 1968. Det var en kom­pli­ce­ret pro­ces, da det ikke blot var at sæt­te MiG’en sam­men igen, men også sam­ti­dig for­sy­ne den med testin­stru­men­ter, udfø­re en 50 timers fase­gen­nem­gang og en „sub­sy­stem under­sø­gel­se“. [7]

„Sub­sy­stem under­sø­gel­sen“ var det før­ste trin i ana­ly­sen af det ero­bre­de fly. Det dre­je­de sig om en detal­je­ret under­sø­gel­se af MiG’en, fra det kom­plet­te system helt ned til de enkel­te dele. For »Have Doug­hnut« blev det­te udført af to for­skel­li­ge teams fra Aero­nau­ti­cal System Divi­sion ved Wright Pat­ter­son AFB.

MiG-21’e­rens hydrauli­ske system viste sig fx at have et kon­ven­tio­nelt design med et hoved­sy­stem, et hjæl­pe­sy­stem og et nøde­lek­tro­mo­tor­sy­stem. Fly­et hav­de også et pne­u­ma­tisk system med et hoved­sy­stem og et nød­sy­stem. Brand­be­skyt­tel­ses­sy­ste­met var usæd­van­ligt, da det brug­te met­hy­len­bro­mid, som er sær­de­les gif­tigt og kræ­ver et stort rør­sy­stem.

MiG-21’e­rens radar og våben­sig­te­sy­ste­mer var meget lig de vest­li­ge syste­mer fra begyn­del­sen at 1950’erne. Det sov­je­ti­ske systems stør­ste frem­skridt var en for­ø­get radar­ræk­ke­vid­de opnå­et gen­nem et utra­di­tio­nelt anten­ne­de­sign og en mis­silaf­fy­rings­com­pu­ter. Rada­ren, SRD2MK, mang­le­de kredsløb til at ude­luk­ke jam­m­ing. Det opti­ske sig­te, ASP-5ND, var et kon­ven­tio­nelt gyro­sy­stem, som var koblet på hoved­com­pu­ter­sy­ste­met for luft-til-luft våben og raket­ter, og en hjæl­pe­funk­tion for affy­ring af mis­si­ler, luft-til-jord artil­le­ri og bomb­ning. Mis­silcom­pu­te­ren, VRD-2A, gav pilo­ten sig­nal, når han var inden for områ­det for affy­ring af de infrarødsty­re­de Atoll mis­si­ler.

Opbyg­ning, mate­ri­a­le og kon­struk­tions­me­to­de brugt til MiG-21’e­ren blev også under­søgt. Der blev ikke opda­get nogen ene­stå­en­de tek­nik­ker, og den anvend­te alu­mi­ni­ums­le­ge­ring til MiG’en var sam­men­lig­ne­lig med 7075 og 2024 lege­rin­ger­ne, som blev brugt i ame­ri­kan­ske fly. Anven­del­sen af sto­re alu­mi­ni­ums­pa­ne­ler ved kon­struk­tio­nen af fly­ets næse var usæd­van­lig, lige­som de man­ge stå­l­kom­po­nen­ter i fly­et. Der var ingen tegn på struk­tu­rel­le svag­he­der eller metal­træt­hed.

Fly­ets aero­dy­na­mik og glat­te over­fla­de var mar­gi­nal. Man­ge af nit­ter­nes hove­d­er på MiG’en stak frem fra flyskro­get, og der var en gene­rel bøl­ge­dan­nel­se mel­lem skro­gets pla­der. Der var også spal­ter og mis­for­hold mel­lem sek­tio­ner på fly­ets over­fla­de. Det var et tegn på sov­je­tisk design­fi­lo­so­fi, hvor man foku­se­re­de på kom­po­nen­ter­nes funk­tion under ope­ra­tion, påli­de­lig­hed og ved­li­ge­hol­del­se. [8]

En ting, der fik meget opmærk­som­hed ved under­sø­gel­ser­ne, var mærk­nin­gen af fly­ets dele. Ud fra dis­se mær­ker kun­ne efter­for­sker­ne se, at fly­ets RIIF-300 jet­mo­tor var pro­du­ce­ret på Fabrik 26 i Ufa i det fjer­de kvar­tal i 1963 i den 6. serie og hav­de motor­pro­duk­tions­num­mer 065. Mær­ker­ne viste, at de fle­ste af MiG’ens andre kom­po­nen­ter var frem­stil­let i sam­me peri­o­de i 1963. [9]

MiG-21 hav­de også et „ali­as“. Mili­tær­pi­lo­ter­ne note­re­de deres flyv­nin­ger i en fly­ve­log­bog. Che­fen for en fly­be­sæt­ning skal også skri­ve rap­port om sit fly efter alle flyv­nin­ger og repa­ra­tio­ner. I dis­se rap­por­ter står fly­ets type og dets seri­e­num­mer, og dis­se oplys­nin­ger var ikke klas­si­fi­ce­re­de. For at skju­le fly­ets vir­ke­li­ge iden­ti­tet i rap­por­ter­ne blev beteg­nel­sen »YF-110B« brugt, når det dre­je­de sig om MiG-21F-13. Fly­et fik også et seri­e­num­mer „68–0965“. Det­te var et rig­tigt seri­e­num­mer i det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben, men det hav­de til­hørt et Falcon AGM-4D luft-til-luft mis­sil. Seri­e­num­me­ret var malet på halen, og U.S. ken­dings­mær­ker blev pla­ce­ret på næsen. [10]

Foto: USAF

Den før­ste flyv­ning med MiG-21’e­ren fandt sted den 8. febru­ar 1968 med ober­st­løjt­nant Joe B. Jor­dan ved sty­repin­den. Han var pilot hos Tacti­cal Air Com­mand pro­jek­tet »Have Doug­hnut«.

MiG-21-fly­et var i luf­ten i 30 minut­ter ledsa­get af et Air For­ce F‑4D. Det­te fly skul­le hol­de øje med MiG-21’e­rens flyv­ning og yde­ev­ne. MiG-21’e­ren og dens ledsage­fly steg op i 3 kilo­me­ters høj­de. Her teste­de man acce­le­ra­tion, efter­bræn­der og moto­rens reak­tio­ner, manøv­re­dyg­tig­hed, opfør­sel ved lave hastig­he­der, afprøv­ning af elek­tro­ni­ske og opti­ske sig­te­sy­ste­mer. Teste­ne var en suc­ces, og da de var udført, lan­de­de fly­et. Der blev i de føl­gen­de to måne­der i alt fore­ta­get 29 flyv­nin­ger med MiG-21’e­ren for at teste dens styr­ke og sta­bi­li­tet. [11]

»Have Doughnut«s pri­mæ­re mål var at teste ame­ri­kan­ske flys egen­ska­ber i nær­kamp med MiG-21’e­ren. MiG’e­ren skul­le enten „angri­be“ det ame­ri­kan­ske fly, bli­ve „angre­bet“ af det ame­ri­kan­ske fly, eller træf­nin­gen skul­le star­te med, at ingen af fly­e­ne angreb. „Vin­de­ren“ i hver nær­kamp blev udpe­get som den pilot, der var i stand til kom­me i en posi­tion, hvor han kun­ne „sky­de“ det andet fly ned.

Mel­lem den 8. febru­ar og den 30. marts 1968 fore­tog MiG-21’e­ren i alt 102 flyv­nin­ger. Af dis­se var 58 simu­le­re­de luft­kam­pe, mens 29 var test­flyv­nin­ger. Andre ti dre­je­de sig om tests af fly­ets infrarø­dud­styr. Der var også en flyv­ning, hvor pilo­ten blev for­tro­lig med fly­et, en test af MiG’e­rens 30 mm kanon, to flyv­nin­ger hvor man teste­de MiG’e­rens radar mod jam­m­ing­ud­sty­ret i et B‑52, et B‑58 og et foto­fly. [12]

Pro­jek­tet var nu afslut­tet. Demon­te­rin­gen af MiG-21’e­ren begynd­te kl. 12.00 lokal tid den 3. april og fort­sat­te de føl­gen­de tre dage. C‑133B’eren ankom til „test­om­rå­det“ kl. 12.00 søn­dag den 7. april 1968, og læs­nin­gen begynd­te en time sene­re. MiG’e­ren og andet udstyr var om bord i fragt­fly­et kl. 16.00. Det 14 mand sto­re team fik „sik­ker­heds­op­lys­nin­ger“ kl. 16.15. C‑133 B’e­ren for­lod test­om­rå­det kl. 12.00 den 8. april og ankom til bestem­mel­ses­ste­det om mor­ge­nen den 10. april. Som tid­li­ge­re blev los­nin­gen af MiG’e­ren af sik­ker­heds­hen­syn udsat til efter sol­ned­gang. Sam­lin­gen af MiG’e­ren blev besvær­lig­gjort af tek­ni­ske pro­ble­mer, og så var vej­ret dår­ligt. Ende­lig den 24. april kun­ne MiG-21’e­ren igen bru­ges til flyv­ning i „vært­slan­det“. [13]

»Throw a Nick­el on the Grass…«

I slut­nin­gen af 1968 lå der tre fær­di­ge rap­por­ter om “Have Doug­hnut”. Den før­ste var “Have Doug­hnut Volu­me I Tech­ni­cal” på 601 sider. Den­ne rap­port inde­holdt en sår­bar­heds­vur­de­ring fra Flå­den, en AFFTC ydel­ses- og sta­bi­li­tets­vur­de­ring, en Stra­te­gic Air Com­mand eva­lu­e­ring af MiG-21’e­rens effek­ti­vi­tet over for elek­tro­ni­ske angreb, vur­de­ring af radar­ud­styr, frem­drifts­sy­stem, og hvad man opda­ge­de under adskil­lel­sen og sam­lin­gen af MiG’e­ren, en vur­de­ring af instru­men­ter, modi­fi­ka­tio­ner lavet på MiG’e­ren med hen­blik på test­pro­gram­met, ved­li­ge­hol­del­ses­ar­bej­der udført på MiG’e­ren, fly­ets vægt, ana­ly­ser af mærk­nin­gen samt fly­ets optiske‑, aku­sti­ske- og infrarø­din­stru­men­ter.

»Have Doug­hnut Volu­me II Tacti­cal« inde­hol­der detal­jer om de simu­le­re­de nær­kam­pe mel­lem MiG-21’e­ren og for­skel­li­ge ame­ri­kan­ske jager­fly. Den 310 sider lan­ge rap­port inde­hol­der eva­lu­e­rin­ger fra Tacti­cal Air Com­mand, Flå­den og Air Defen­se Com­mand.

Det tred­je bind, „Have Doug­hnut Spe­ci­al Distri­bu­tion“, er et 525 siders uddrag af bind I dog uden Stra­te­gic Air Com­mands eva­lu­e­ring, men med en læn­ge­re beskri­vel­se af adskil­lel­sen og sam­lin­gen. De tre bind var klas­si­fi­ce­re­de som „Secret“.

De tre rap­por­ter var meget detal­je­re­de, men med i alt 1.436 sider var infor­ma­tio­ner­ne ikke lige­frem let for­dø­je­li­ge. De var især vig­ti­ge for dem, der direk­te hav­de behov for infor­ma­tio­ner­ne — pilo­ter­ne og fly­be­sæt­nin­ger­ne, som var i kamp med MiG-21’er­ne over Nord­viet­nam. Det råde­de man bod på med en træ­nings­film med tit­len »Throw a Nick­el on the Grass«, som blev vist for ame­ri­kan­ske jager­pi­lo­ter.

På trods af Fri­ed­mans gen­tag­ne påstan­de om, at „man ikke kan for­tæl­le det til sine ven­ner, uden ens fjen­der også hører det“, gjor­de fil­men ingen for­søg på at skju­le eksi­sten­sen af den ops­nap­pe­de MiG-21. Spe­a­ken i fil­men begynd­te sådan: „Den ide­el­le måde at udvik­le kamp­fær­dig­hed mod et fjendt­lig fly er selv at fly­ve det fjendt­li­ge fly, før man skal i kamp med det. Det er selv­føl­ge­lig umu­ligt. Eller er det?“ Der blev vist video og stil­l­bil­le­der i fil­men af MiG-21’e­ren med ame­ri­kan­ske ken­dings­mær­ker.

Da oberst Jor­dan og Flå­dens orlog­s­kap­ta­jn Tho­mas J. Cas­si­dy Jr. fra VX‑4 skul­le frem­læg­ge resul­ta­ter­ne af under­sø­gel­sen af MiG-21’e­ren, begynd­te de med en kort tek­nisk beskri­vel­se af MiG-21’e­ren. Der­ef­ter gik de over til dens sår­bar­hed, MiG-pilo­tens dår­li­ge udsyn og andre fejl og mang­ler. Det 10 cm tyk­ke, skud­sik­re cock­pit gjor­de det svært for MiG-pilo­ten at få øje på fly, som nær­me­de sig for­u­de. En F‑4 kun­ne først ses, når den var 5 til 9 km bor­te, og røgs­por op til 20 km. Der var intet udsyn bag­ud i en vin­kel på 50 til 60 gra­der, mens en metal­flap for oven på kata­pult­sæ­det blo­ke­re­de for udsyn opad. Pilo­ten kun­ne ikke se et andet fly til nogen af sider­ne, hvis det var 20 gra­der under hori­son­ten. Det­te sto­re blin­de områ­de var en vig­tigt tak­tisk man­gel ved MiG-21’e­ren.

Fil­men kom så i detal­jer ind på for­skel­li­ge ame­ri­kan­ske flys stær­ke og sva­ge sider over for MiG-21’e­ren — ting man hav­de erfa­ret under de simu­le­re­de nær­kam­pe. Dis­se fly var F‑4, F‑8, F‑105, F‑106, F‑100, F‑104, F‑111 og Flå­dens A‑4, A‑6, og A‑7 angrebs­fly. MiG-21’e­ren var meget manøv­re­dyg­tig ved hastig­he­der under 900 km/t og kun­ne udma­nøv­re­re ame­ri­kan­ske fly. MiG’e­rens lave acce­le­ra­tion var dens sva­ge side. Den skul­le bru­ge adskil­li­ge sekun­der, før moto­ren var oppe på ful­de omdrej­nin­ger. Her hav­de de ame­ri­kan­ske fly stør­re effekt og kun­ne hur­tigt og let acce­le­re­re fra MiG-21’e­ren i en lav høj­de.

Jor­dan og Cas­si­dy slut­te­de af med at opsum­me­re de tak­tik­ker, man skul­le bru­ge mod MiG-21’e­ren. I ste­det for at gå ind en nær­kamp ved en lav hastig­hed, hvor MiG-21’e­ren var over­le­gen rent manøv­re­mæs­sigt, skul­le de ame­ri­kan­ske pilo­ter hol­de en hastig­hed på omkring Mach 0,95 og fly­ve ned i lav høj­de. Det vil­le være meget ugun­stigt for MiG’e­ren, da den vil­le ryste vold­somt og ikke være i stand til at angri­be det ame­ri­kan­ske fly. Ved at tvin­ge MiG’e­ren ind i en skarp drej­ning vil­le den være nødt til meget hur­tigt at sæt­te far­ten ned. Det sov­je­ti­ske flys dår­li­ge acce­le­ra­tion betød, at det kun lang­somt kun­ne gen­vin­de sin hur­ti­ge hastig­hed. Den ame­ri­kan­ske pilot kun­ne så udnyt­te sit flys over­leg­ne kraft til enten at angri­be eller fly­ve fra MiG’e­ren. Et ame­ri­kansk fly kun­ne under et angreb på en MiG-21 også udnyt­te den sto­re blin­de vin­kel til at kom­me i posi­tion og affy­re et mis­sil, før den fjendt­li­ge pilot opda­ge­de trus­len. [14]

Ved at vise »Throw a Nick­el on the Grass« til pilo­ter, som snart skul­le i nær­kamp over Nord­viet­nam, risi­ke­re­de man at afslø­re »Have Doug­hnut«. En pilot, som blev taget til fan­ge, kun­ne bry­de sam­men under et for­hør og for­tæl­le om fil­men. Men efter­ret­nin­ger er intet værd, hvis de ikke bli­ver brugt. Hvis de vig­ti­ge infor­ma­tio­ner om MiG’e­ren blev holdt til­ba­ge, vil­le man lide et unød­ven­digt stort tab af fly og besæt­nin­ger, og alt arbej­det vil­le have været for­måls­løst.

De man­ge men­ne­sker, som vid­ste besked om MiG-21’e­ren ved at have del­ta­get i pro­jek­tet, læst rap­por­ter­ne eller set træ­nings­fil­men, gjor­de en læk til pres­sen uund­gå­e­lig. Det ske­te i udga­ven af Avi­a­tion Week & Spa­ce Tech­no­lo­gy den 17. febru­ar 1969. I bla­det stod der:

„En sov­je­tisk MiG-21 jager blev i al hem­me­lig­hed bragt til USA sid­ste for­år, hvor USAF pilo­ter også fore­tog test­flyv­nin­ger for på før­ste hånd at lære fly­et at ken­de og få kend­skab til dets due­lig­hed og design. Fly­et, som delt­og i simu­le­re­de nær­kam­pe med ame­ri­kan­ske jage­re, blev værds­at af de pilo­ter, som fløj det. MiG-21’e­ren var især impo­ne­ren­de i høj­der på over 7,5 km. Vur­de­rin­gen af fly­et var en del af en stør­re og detal­je­ret under­sø­gel­se af, hvor­dan man kun­ne imø­de­gå en trus­sel fra sov­je­ti­ske luft­styr­ker ved udvik­lin­gen af nye fly såsom F‑15 jage­ren.“ [15]

En hem­me­lig eskadril­le på omkring 25 MiG-17’e­re, MiG-21’e­re, og MiG-23’e­re blev dan­net i 1977, og enhe­den, der fløj MiG’er­ne, hav­de beteg­nel­sen 4477th Test and Eva­lu­a­tion Squadron (TES). Den ope­re­re­de fra en fly­ba­se på Tono­pah Test Ran­ge i Neva­da — nabo til navn­kun­di­ge AREA-51.
Foto: USAF

Con­stant Peg

»Have Doug­hnut« fik vid­træk­ken­de kon­se­kven­ser både i den måde, hvor­på de nye ame­ri­kan­ske jage­re blev udfor­met og i træ­nin­gen af besæt­nin­ger­ne. Flå­den stab­le­de et Top Gun pro­gram på bene­ne. Fly­ve­vå­bents mod­styk­ke var Red Flag, et krigs­spil i stor ska­la udført over områ­det ved Nel­lis AFB. Beg­ge pro­gram­mer hav­de „angri­ben­de pilo­ter“, som fløj i F‑5’ere for at simu­le­re MiG-21’e­re. Top Gun og Red Flag var almin­de­ligt kendt i offent­lig­he­den. Det var »Con­stant Peg« ikke.

»Con­stant Peg« bestod af en hem­me­lig eskadril­le på omkring 25 MiG-17’e­re, MiG-21’e­re, og MiG-23’e­re dan­net i 1977. MiG-21’er­ne brug­te sta­dig beteg­nel­sen YF-110B, mens MiG-23’er­ne blev kaldt »YF-113B« og »YF-113E«. Den enhed, der fløj MiG’er­ne, hav­de beteg­nel­sen 4477th Test and Eva­lu­a­tion Squadron (TES) og ope­re­re­de fra en fly­ba­se på Tono­pah Test Ran­ge i Neva­da. Den før­ste leder af 4477th TES var oberst Gail­lard R. Peck. (Ordet „Peg“ i kode­nav­net var hans kone.) [16]

Pilo­ter fra Fly­ve­vå­be­net og Flå­den blev udvalgt til at fly­ve imod MiG’er­ne i »Con­stant Peg« grup­per­ne i to uger. De star­te­de med at fore­ta­ge en flyv­ning, hvor de obser­ve­re­de MiG’er­ne og blev for­tro­li­ge med deres ken­de­tegn. Peck huske­de de unge pilo­ters reak­tion, når de før­ste gang så en rig­tig MiG: „De vil­le op på siden af den i deres for­ma­tion, og man kun­ne næsten se deres øjne sprin­ge ud af deres hove­d­er. Det var meget spæn­den­de for dem.“

Den­ne flyv­ning blev fulgt af simu­le­re­de mand-mod-mand nær­kam­pe og to-og-to mis­sio­ner. »Con­stant Peg« fun­ge­re­de i en bemær­kel­ses­vær­dig stor ska­la. Mel­lem 1977 og 1988 kæm­pe­de i alt 6.800 pilo­ter med MiG’e­re. [17]

»Con­stant Peg« stil­le­de sto­re krav. Der var få tek­ni­ske data om MiG’er­ne til rådig­hed, og reser­ve­de­le var, for at sige det mildt, meget svæ­re at få fat i. Det resul­te­re­de i, at man måt­te slæk­ke på sik­ker­he­den. 4477th TES hav­de 100 uheld for hver 100.000 fly­ve­ti­mer. Det nor­ma­le antal uheld i Fly­ve­vå­be­net var 4 for hver 100.000 fly­ve­ti­mer. [18]

Enhe­den stop­pe­de med at fly­ve MiG-17’e­re som føl­ge af et uheld i 1981. Kap­ta­jn Mark F. Postai nød­lan­de­de en MiG-17 i ørke­nen pga. en fejl i moto­ren. Han over­le­ve­de uhel­det, men døde ved nedstyrt­ning med en MiG-23 i 1983. Han var en af de to 4477th TES pilo­ter, der blev dræbt under “Con­stant Peg”. [19]

4477th TES pilo­ter­ne kom ikke kun fra Fly­ve­vå­be­net, men også fra Flå­den og Mari­ne­in­fan­te­ri­et. De hav­de nor­malt en bag­grund som Top Gun og Red Flag angreb­spi­lo­ter eller var instruk­tø­rer på våbensko­ler­ne. Det hver­ve­de per­so­na­le var nor­malt erfar­ne underof­fi­ce­rer. 4477th TES pilo­ter­ne skul­le fly­ve helt op til tre mis­sio­ner om dagen i MiG’er­ne. [20]

Den vur­de­ring, som pilo­ter­ne i »Con­stant Peg« gav MiG-21 og MiG-23, var meget for­skel­lig. MiG-21’e­ren blev bedømt til at være en meget manøv­re­dyg­tig og en ægte jager. MiG-23’e­ren blev på den anden side beteg­net som et dår­ligt for­søg fra sov­je­tisk side på at opbyg­ge en mul­ti­funk­tio­nel jager­bom­ber. MiG-23’e­ren var hur­tig, men hav­de rin­ge sta­bi­li­tet. Alle 4477th TES kap­ta­j­ner­ne beteg­ne­de den som et alt for far­ligt fly. [21]

»Con­stant Peg« var et „sort“ pro­jekt (dvs. top­hem­me­ligt og med et bud­get uden for Kon­gres­sens kon­trol) lige­som »Have Doug­hnut« et årti tid­li­ge­re. Det per­so­na­le, der blev udvalgt til at arbej­de i Tono­pah Test Ran­ge, bar civilt tøj for at und­gå at ska­be opmærk­som­hed, og de ansat­te kun­ne hel­ler ikke tale med fami­li­en om deres arbej­de. Den nær­me­ste fami­lie til de to pilo­ter, der blev dræbt, fik ikke noget at vide om, hvor­dan de døde.

MiG’er­ne blev holdt i deres han­ga­rer og ikke sendt på vin­ger­ne, når sov­je­ti­ske over­våg­nings­sa­tel­lit­ter fløj over områ­det. De pilo­ter, som måt­te nød­lan­de på fly­ba­sen, måt­te under­skri­ve en tavs­hed­ser­klæ­ring og ikke for­tæl­le noget om, hvad de hav­de set. [22]

Men som det gik med »Have Doug­hnut«, blev »Con­stant Peg« ret hur­tigt en offent­lig hem­me­lig­hed. Den før­ste sto­re læk ske­te på sam­me tid, som pro­jek­tet star­te­de. The Armed For­ces Jour­nal Inter­na­tio­nal hav­de i sep­tem­be­r­ud­ga­ven 1977 artik­len »Sov­je­ti­ske jet­fly i brug hos USAF — Den hem­me­li­ge MiG eskadril­le«. Artik­len oply­ste, at MiG’er­ne blev brugt til træ­ning af ame­ri­kan­ske pilo­ter, og kom ind på at USA kun­ne have helt op til 20 MiG’e­re af for­skel­lig type. [23]

»Con­stant Peg«s omfang både med hen­syn til antal­let af pilo­ter og antal­let af MiG’e­re gjor­de det umu­ligt at hol­de det hem­me­ligt. Pilo­ter­ne vil­le i fred og ro kun­ne tale om deres ople­vel­ser i offi­cer­s­mes­ser­ne. Der var mindst ét til­fæl­de, hvor en civil så en MiG-21 fly­ve nær Edwards AFB. »Con­stant Peg« blev luk­ket ned i 1988 på grund af omkost­nin­ger­ne og Den kol­de Krigs ophør. I begyn­del­sen af 1990’erne begynd­te fle­re infor­ma­tio­ner at duk­ke op. Der blev offent­lig­gjort bil­le­der fra både »Have Doug­hnut« fly­e­ne og andre ame­ri­kan­ske MiG-21’e­re. YF-110 og YF-113 beteg­nel­ser­ne blev alment kend­te. Det sam­me ske­te for hoved­træk­ke­ne i pro­jek­tet. Både MiG-21’e­re og MiG-23’e­re blev ende­ligt vist frem.

Kode­nav­net »Con­stant Peg« var offent­ligt kendt, læn­ge før det til sidst blev afklas­si­fi­ce­ret i novem­ber 2006. Til sidst blev al tvivl om, hvil­ke fly 4477th TES hav­de flø­jet, fejet væk af enhe­dens navn — »Red Eag­les«.

MiG histo­rie kon­tra Roswell myto­lo­gi

Stan­ton Fri­ed­mans ana­lo­gi, at der ikke var nogen for­skel på ero­bre­de fly og nedstyr­te­de tal­ler­ke­ner, har sin gyl­dig­hed på fle­re niveau­er. Fra et snæ­vert mili­tært syns­punkt er det at fly­ve et mili­tært luft­far­tøj ind over ame­ri­kansk luftrum eller at angri­be et ame­ri­kansk fly en krigs­hand­ling. Om luft­far­tø­jer­ne kom fra Sov­jet eller Mars var lige­gyl­digt. De var en trus­sel, som måt­te ana­ly­se­res og imø­de­gås.

»Have Doug­hnut« og »Con­stant Peg« gav USA adgang til fly­ve­dyg­ti­ge MiG’e­re. Men tak­ti­ske vur­de­rin­ger kun­ne også udfø­res uden et fly­ve­dyg­tigt fjendt­ligt fly. »Pro­ject Feat­her Duster« blev udført mel­lem maj og okto­ber 1965 på Nel­lis AFB. Lige­som “Have Doug­hnut” mere end to år sene­re simu­le­re­de nær­kam­pe, vur­de­re­de »Feat­her Duster«, hvil­ken tak­tik de ame­ri­kan­ske fly skul­le bru­ge mod de let­te­re og mere manøv­re­dyg­ti­ge MiG-fly, som de hav­de træf­nin­ger med over Nord­viet­nam. Da man ikke hav­de adgang til rig­ti­ge MiG’e­re, blev F‑86H-jage­re brugt som stand-ins. Man brug­te sam­me pro­ce­du­re i beg­ge til­fæl­de — plan­lag­te træf­nin­ger så man kun­ne se, hvil­ke tak­tik­ker der vir­ke­de, og hvil­ke der ikke gjor­de. F‑86H’eren kun­ne ikke helt nøj­ag­tigt simu­le­re de noget bed­re MiG’e­re, men inden for dis­se begræns­nin­ger gav de tests, som »Feat­her Duster« fik, de sam­me resul­ta­ter som »Have Doug­hnut«. »Feat­her Duster«s resul­ta­ter blev som »Have Doughnut«s delt ud til ame­ri­kan­ske jager­pi­lo­ter. [24]

Ana­lo­gi­en mel­lem nedstyr­te­de tal­ler­ke­ner og ero­bre­de fly har stor betyd­ning for Roswell myto­lo­gi­en. Hvis det ame­ri­kan­ske mili­tær hav­de fun­det en nedstyr­tet tal­ler­ken, og/eller hvis deres fly hav­de angre­bet frem­me­de rum­ski­be i nær­kam­pe, så hav­de man fulgt sam­me frem­gangs­må­de som med MiG’er­ne. Resul­ta­ter­ne af dis­se ana­ly­ser vil­le være kom­met til man­ges kend­skab, da utal­li­ge efter­ret­nings­or­ga­ni­sa­tio­ner, mili­tæ­re enhe­der og pilo­ter hav­de et „behov for at vide“. Og på sam­me måde som med MiG-data­e­ne, vil­le det være læk­ket til pres­sen og offent­lig­he­den.

Ana­lo­gi­en mel­lem ame­ri­kan­ske MiG-ope­ra­tio­ner og Roswell viser også for­skel­len på histo­rie og myto­lo­gi. »Have Doug­hnut« og »Feat­her Duster« rap­por­ter­ne og andre doku­men­ter, fotos af MiG-21 og »Throw a Nick­el on the Grass« træ­nings­fil­men er nu afklas­si­fi­ce­re­de. MiG’er­ne er udstil­le­de, og del­ta­ger­ne i »Con­stant Peg« har for­talt om deres ople­vel­ser. Det er et histo­risk bevis af en sådan stør­rel­se og art, at det er uden for enhver tvivl, at akti­vi­te­ter­ne vir­ke­lig har fun­det sted.

Roswell myto­lo­gi­en teg­ner et helt andet bil­le­de. Det til­gæn­ge­li­ge, histo­ri­ske bevis mang­ler fuld­stæn­dig ved Roswell-sagen. Der er ingen tek­ni­ske rap­por­ter om vra­gre­ster fra frem­me­de far­tø­jer eller i „dusin­vis“ af ops­nap­pe­de tal­ler­ke­ner. Der er intet mod­styk­ke til »Feat­her Duster« eller »Have Doug­hnut« rap­por­ter­ne om en tak­tik, man kan bru­ge mod de fly­ven­de tal­ler­ke­ner.

Fak­tisk afvi­ser for­ta­ler­ne for Roswell-nedstyrt­nin­gen de histo­ri­ske bevi­ser. De ser bort fra, at der ikke fin­des oplys­nin­ger om en sygeple­jer­ske med nav­net »Nao­mi Sel­ff«, som Glenn Den­nis påstod delt­og i obduk­tio­nen af en ali­en fra Roswell og sene­re døde ved et flystyrt. Der var ingen sygeple­jer­ske med det navn i Roswell eller hos det ame­ri­kan­ske mili­tær. Ingen af de fem sygeple­jer­sker på basen i juli 1947 omkom ved et flystyrt. Fri­ed­man sag­de, at han „loka­li­se­re­de en, som hav­de været sta­tio­ne­ret på basen, og som kun­ne huske sygeple­jer­sken Nao­mi Self[f] og beskrev hen­de på sam­me måde som Glenn“. [25]

For­ta­ler­ne for den nedstyr­te­de tal­ler­ken ser også bort fra de histo­ri­ske opteg­nel­ser, som angi­ver, at metal­fo­li­et, bal­sa­træ­et og gum­mif­rag­men­ter­ne fun­det nær Roswell var fra en Pro­ject Mogul bal­lon. I ste­det fore­træk­ker de at tro på årti­er gam­le erin­drin­ger fra vid­ner, som så vra­gre­ster­ne og hæv­der, at de var af frem­med oprin­del­se. I et min­de­vær­digt lyd­klip gjor­de dr. Mark Rodeg­hier, Cen­ter for UFO Stu­di­es’ viden­ska­be­li­ge leder, det klart på den­ne måde. Han sag­de: „Mæng­den af mate­ri­a­le fra en Mogul bal­lon kun­ne på ingen måde dæk­ke et så stort områ­de, som vid­ner­ne beskri­ver, at vra­gre­ster­ne fra Roswell gjor­de. Det er nok for mig.“ [26]

»Have Doug­hnut«, »Con­stant Peg« og andre MiG-ope­ra­tio­ner gjor­de det klart, hvor alvor­ligt de ame­ri­kan­ske myn­dig­he­der men­te, at trus­len fra dis­se sov­je­ti­ske fly var, og hvor langt man vil­le gå for at imø­de­gå den­ne trus­sel. Hvor alvor­ligt de ame­ri­kan­ske myn­dig­he­der men­te trus­len fra de fly­ven­de tal­ler­ke­ner var, står også klart i den man­gel på lig­nen­de for­holds­reg­ler, man kun­ne have udar­bej­det for at imø­de­gå trus­len fra frem­me­de far­tø­jer.

Refe­ren­cer

  1. Stan­ton T. Fri­ed­man, »The UFO ‘Why?’ Questions«, 4th Annu­al UFO Crash Retri­e­val Con­fe­ren­ce, 10.–11. novem­ber 2006, Las Vegas, Neva­da, side 2.
  2. Stan­ton T. Fri­ed­man, »Zap­ped Pla­nes«, UFO Maga­zi­ne (maj 2006), side 26 og 27.
  3. »Han­gar 18: The UFO Ware­hou­se«, A&E Tele­vi­sion Net­wor­ks, 2006. Fri­ed­mans påstan­de om „dusin­vis“ af opda­ge­de tal­ler­ke­ner varer 36 sekun­der på dvd’en.
  4. »Re; Mago­nia Sup­ple­ment No. 54 Fri­ed­man«, http://www.virtuallystrange.net/ufo/updates/2005/feb/m12-015.shtml, 12. febru­ar 12, 2005.
  5. »Han­gar 18: The UFO Ware­hou­se«. Fri­ed­mans påstan­de begyn­der ved 19 minut­ter og 47 sekun­der.
  6. Rob Young, »U.S. Aircraft Lost To MiGs in Sout­heast Asia, 1965–1972«, Natio­nal Air Intel­li­gen­ce Cen­ter History Offi­ce.
  7. Have Doug­hnut Spe­ci­al Distri­bu­tion, side 13–1 til 13–6. „Bestem­mel­ses­ste­det“ og „test­om­rå­det“ er for­modent­lig sta­dig klas­si­fi­ce­ret.
  8. Have Doug­hnut Volu­me I Tech­ni­cal, FTD-CR-20–13-69 INT, Defen­se Intel­li­gen­ce Agen­cy, 1. novem­ber 1968, side 1–16, 6–7 til 6–14.
  9. ibid, side 11–1 til 11–8.
  10. Beteg­nel­sen »YF-110B« kan over­sæt­tes som præpro­duk­tion (Y), jager (F) num­mer et hund­re­de og ti (110) anden model (B). Seri­e­num­me­ret „68–0965“ betød, at det var fly eller mis­sil nr. 965 mis­sil byg­get til U.S. Air For­ce i finansår­et 1968. Vedr. det sov­je­ti­ske fly “MiG-21F-13” bety­der „MiG“ Mikoy­an (M) og (i) Gure­vich (G) bureau. „21“ var num­me­ret på fly­mo­del­len (MiG jager­ne hav­de mær­ke­li­ge num­re: 15, 17, 19, 21, 23 osv.). „F“ var ikke en bog­stav­se­rie, men stod for For­sa­zh (efter­bræn­der), mens „-13“ var modelnum­me­ret på eks­port­ver­sio­nen.
  11. Have Doug­hnut Volu­me II Tacti­cal, FTD-CR-20–13-69INT, Defen­se Intel­li­gen­ce Agen­cy, »Annex A, Tacti­cal Mis­sion Sum­ma­ri­es«, side 1–49 til 1–52.
  12. Ibid, side 2–68 til 2–73.
  13. Ibid, side 13–12 til 13–26.
  14. »Throw a Nick­el on the Grass«, Uni­ted Sta­tes Air For­ce Report FR 1015 1968.
  15. »Indu­stri­al Obser­ver«, Avi­a­tion Week & Spa­ce Tech­no­lo­gy (17. febru­ar 1969), side 13.
  16. »News and Events« Col. (Ret.) Gail Peck, Natio­nal Muse­um of the USAF, hjem­mesi­de.
  17. James Han­nah, »Air For­ce takes wraps off secret MiG pro­gram«, Akron Bea­con Jour­nal, hjem­mesi­de, udgi­vet 16. novem­ber 2006, og Step­han Wil­kin­son, »Bri­e­fing Ame­ri­can MiGs«, Avi­a­tion History (maj 2007), side 9.
  18. Han­nah, »Air For­ce takes wraps off secret MiG pro­gram«, og Bru­ce Rol­f­sen, »Details of secret MiG squadron unfold«, MilitaryCity.com, 17. novem­ber 2006.
  19. Timo­t­hy R. Gaf­f­ney, »Con­stant Peg: When U.S. pilots ‚batt­led’’ MiGs«, Dayton Daily News, 22. novem­ber 2006.
  20. Rol­f­sen, »Details of secret MiG squadron unfold«.
  21. Gaf­f­ney, »Con­stant Peg: When U.S. pilots ‚batt­led’ MiGs«.
  22. Han­nah, »Air For­ce takes wraps off secret MiG pro­gram«.
  23. F. Clif­ton Ber­ry, Jr. og Benja­min F. Schem­mer, »Sovi­et Jets in USAF Use — The Secret MiG Squadron«, Armed For­ces Jour­nal Inter­na­tio­nal (sep­tem­ber 1977), side 26, 27.
  24. »Air Com­bat Tacti­cs Eva­lu­a­tion — F100, F‑104, F‑105, F‑4, F‑5, A‑1 E Ver­sus MiG 15, 17, 19, 21 Type Aircraft (F‑86H). Part I (U)« Tacti­cal Air Com­mand, Lang­ley AFB VA. (juni 1966). [Pro­ject Feat­her Duster report].
  25. »Inter­view med Stan­ton Fri­ed­man«, http://cubbrasil.net/staton.html
  26. Con­spira­cy? »Majestic Twel­ve: UFO Cover-Up« A&E Tele­vi­sion Net­wor­ks, 2004. Dr. Rodeg­hiers kom­men­tar til vra­gre­ster­ne star­ter ved 36 minut­ter og 53 sekun­der på dvd’en.

Kil­de:

Mago­nia 95, maj 2007/ ‑for & kmh

Artik­len er gen­gi­vet fra UFO-Nyt nr. 3, 2007.

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker

Den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tysons lil­le, char­me­ren­de bog er skre­vet, så du og jeg kan få en for­nem­mel­se af vores vil­de og smuk­ke hjem – uni­ver­set. Læs om alt fra Big Bang til sor­te hul­ler, fra kvar­ker til kvan­te­me­ka­nik og mørkt stof, og jag­ten på at opda­ge exo­pla­ne­ter og fin­de andet liv i uni­ver­set.

Skat­tej­agt

I den­ne bog for­tæl­ler Klaus Aars­l­eff om skat­te­le­gen­der, om skat­te der ikke er fun­det end­nu, om sto­re skat­te som er fun­det, og om hvor­dan moder­ne tek­no­lo­gi i dag har gjort det meget let­te­re at være skat­tejæ­ger.

Uan­set hvil­ken skat det hand­ler om.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.