Lil­le mørkt objekt over Køben­havn

Tænk engang: Min egen obser­va­tion! Helt frisk — fra kl. 18.46 her søn­dag ved aften­s­tid den 13. august. Det var min kone, der spot­te­de objek­tet på vej hjem fra nog­le ven­ner. Vi vend­te bilen og tog de bil­le­der, som jeg lige har sendt til SUFOIs Foto­af­de­ling. Men hvad er det mon??

„Alle bil­le­der­ne er taget inden­for 1 minut (18:46) i ret­ning VNV ind over Fre­de­riks­berg.

Se sig­te­linj­en på ved­lag­te kort for en refe­ren­ce på kir­ketår­net, som er syn­ligt på bil­le­det.

Objek­tet fløj til­sy­ne­la­den­de med vin­den og dale­de måske lidt i ret­ning Brøns­høj (men svært at afgø­re).

Se min angi­vel­se af kame­ravin­kel og ret­ning på kor­tet.“

Obser­va­tions­ste­det set oppe­fra. Kir­ketår­net ses ved grøn mar­ke­ring. Den blå pil mar­ke­rer ret­nin­gen til objek­tet. Foto: COWI

Kame­ra­et er et Canon 350D med stan­dard-optik, fuld zoom (= 50 mm).

Høj­de og stør­rel­se er meget svær at anslå. Min­dre, end en varm­luft­bal­lon — måske sam­me stør­rel­se. Men en varm­lufts­bal­lon over Fre­de­riks­berg en kølig og blæ­sen­de dag?

Bevæ­gel­sen var rela­tivt hur­tig og jævn og for­løb i en nogen­lun­de lige linje.

Jeg har taget et udsnit af alle bil­le­der­ne, juste­ret lys og alig­net bil­le­der­ne oven på hin­an­den, og her­ef­ter lavet en ani­me­ret gif, der viser, at objek­tets form ændres. Det ser ud som om, det dre­jer rundt, eller „tum­ler“ i vin­den — nær­mest som en pla­tikpo­se i blæ­se­vejr. Men bevæ­gel­sen var som nævnt ikke blaf­ren­de eller tur­bu­lent — nær­me­re som en bal­lon der dri­ver jævnt for vin­den.

Foto­gra­fens ani­me­re­de gif, der giver
et ind­tryk af, hvor­dan objek­tets form
skif­ter fra bil­le­de til bil­le­de. Ani­ma­tio­nen
er tids­for­kor­tet. Der er i vir­ke­lig­he­den 5–6
sekun­der mel­lem de før­ste bil­le­der og under
1 sek. mel­lem de sid­ste.

I føl­ge DMI er vin­den her til aften i NV (dvs. ca. som objek­tets bevæ­gel­ses­ret­ning) og 1 m/s. Jeg vil anslå vin­den til at være NV, men mere end 1 m/s på obser­va­tion­s­tids­punk­tet.

Jeg kan ikke helt selv fin­de en for­kla­ring. Måske en stor, sort plast­po­se … men en sådan vil jeg tro vil­le fly­ve mere tur­bu­lent rundt og ikke bli­ve ført i en lige linje. En bal­lon af en art, måske — men for­men ændrer sig klart.

Har SUFOI mon et bud?

Fore­lø­bi­ge kom­men­ta­rer

Foto­gra­fen har taget en halv snes fotos af det lil­le mør­ke objekt.

En af SUFOIs med­lem­mer kom­men­te­re­de, at det kun­ne være et lil­le fjernsty­ret fly.

Han for­tal­te vide­re: Det­te fly er lavet af fla­m­ingo for at spa­re vægt. Hvis man fly­ver med det i for meget vind, eller man har besvær med sty­rin­gen, så vil man jo kom­me uden for ræk­ke­vid­de af fjer­n­kon­trol­len.

Model­fly af typen F‑117 Ste­alth, der kan ses
på den­ne adres­se:
http://www.duser.dk/rcfun.htm

Da fly­et ikke vejer meget (gan­ske få gram) vil det bare fly­ve væk i vin­den. Han slut­ter sin kom­men­tar med at for­tæl­le, at han har en ven, der har været ude på en gå tur på over 3 km. for at få sit model­fly til­ba­ge igen.

Et andet med­lem var af en anden opfat­tel­se:

For mig ser det umid­del­bart ud til at være en dra­ge. Jeg tror ikke det vil­le være muligt at fly­ve med et af de omtal­te små fly i så kraf­tigt et blæ­se­vejr — hur­ti­ge dri­ven­de sky­er.

Selv i stil­le vejr kan det være meget svært, de er usand­syn­li­ge føl­som­me, har prø­vet det fle­re gan­ge med mit bar­ne­barn, altid med et crash til føl­ge. Hvis de taber radi­o­kon­tak­ten, fly­ver de helt ukon­trol­la­belt og fal­der meget hur­tigt til jor­den!!!
Det ser hel­ler ikke ud til at objek­tet flyt­ter sig sær­ligt meget set i for­hold til byg­nin­ger­ne, nær­mest som om det er bun­det fast i en snor.

Fore­lagt dis­se før­ste kom­men­ta­rer siger foto­gra­fen til ufo-mail:

Jeg tror ikke det var en dra­ge. Fra vi først så den til jeg fik taget bil­le­der­ne gik der et styk­ke tid, og den flyt­te­de sig tem­me­ligt langt. Den var ret tæt på Borups Alle, da min kone så den, og flyt­te­de sig så mod NV for til sidst at for­svin­de bag hus­ta­ge­ne. Bevæ­gel­sen var nær­mest væk fra kame­ra­et — der­for ser det ud som om, den ikke bevæ­ger sig så meget.

Men det er rig­tigt, at bevæ­gel­sen kun­ne lig­ne en dra­ge og afstan­de er jo svæ­re at bedøm­me.

Jeg viste min kone bil­le­det af ste­alth-bom­be­ren og hun siger: „Noget i den ret­ning, men bare på hove­d­et“.

Så menin­ger­ne er del­te.

Nye­ste:

Sene­st har SUFOI mod­ta­get en ind­be­ret­ning fra Køben­havn den 13. august, men fra kl. 21.15.

Den­ne ind­be­ret­ning har man­ge lig­heds­punk­ter med oven­stå­en­de foto­be­ret­ning.

En 35-årig mand ser fra Jægers­ga­de i Køben­havn N mod nord en sort gen­stand i 45–70 gra­ders høj­de over hori­son­ten.

Han for­tæl­ler om sin iagt­ta­gel­se til ufo-mail:

„Jeg kom­mer gåen­de og kig­ger op mod him­len. Ser noget sort der i en lang­somt svæ­ven­de ned­ad­gå­en­de bevæ­gel­se bli­ver tyde­li­ge­re og tyde­li­ge­re. Tæn­ker det kan være en faldskærms­ud­sprin­ger eller rov­fugl, da bevæ­gel­sens art vil­le pas­ser på det­te.

Det er inde over Køben­havn, og der har ikke været nog­le fly.

I takt med at det ‚fal­den­de’ kom­mer læn­ge­re ned og tyde­li­ge­re i form, kan jeg se at det i hvert fald ikke er en faldskærms­ud­sprin­ger, og jeg har også svært ved at fore­stil­le mig at det er en fugl, dels på grund af stør­rel­sen, har ikke hørt om at der skul­le være rov­fug­le af den­ne stør­rel­se inde over Køben­havn. Dels på grund af en ver­ti­ka­li­tet i det obser­ve­re­de, der i høje­re grad min­de­de om en faldskærms­ud­sprin­ger end en svæ­ven­de rov­fugl søgen­de efter byt­te.

Efter at have fulgt det obser­ve­re­de et styk­ke tid mens det i en svæ­ven­de ned­ad­gå­en­de bevæ­gel­se roligt kom­mer læn­ge­re og læn­ge­re ned, løber jeg op til min kone, vi bor på 4. sal, og kal­der hen­de til vin­du­et.

Vi kan sam­men obser­ve­re en sort plet på him­len, der nu sti­ger for til sidst at for­svin­de i ret­nin­gen nord-nord­vest.

I alt anslår vi en obser­va­tion­s­tid på 3 — 7 min.

Jeg er noget mysti­fi­ce­ret over, hvad jeg har set og er inter­es­se­ret i at høre, om der er en for­kla­ring på det, eller andre obser­va­tio­ner af det.“

Har du oplys­nin­ger eller kom­men­ta­rer?

Men hvad siger ufo-mails læse­re om det lil­le objekt, der blev obser­ve­ret og foto­gra­fe­ret i søn­dags over København?Yderligere oplys­nin­ger og kom­men­ta­rer er meget vel­kom­ne i info@sufoi.dk.

Nye­ste obser­va­tio­ner

4990 Saks­kø­bing 2. august 2006

Vi var ude at gå en aften­tur kl. ca. 22.00. Det var mørkt, da vi begynd­te at gå, men kun­ne se grå/blålige sky­er på nat­te­him­len og få stjer­ner.

Cis­sel ser i begyn­del­sen af gåtu­ren et stjer­neskud, og kort tid efter så vi beg­ge et lyn/kraftigt lys­glimt ved en enkelt hvid­lig sky på him­len. Vi bemær­ke­de beg­ge, at det ikke lig­ne­de et almin­de­ligt lyn, da det var meget bredt, kort i læng­de og ikke var efter­fulgt af tor­den brag. Fæno­me­net fore­kom i nor­døst.

Vi fort­sat­te vores gåtur i 10 min. mere, inden vi vend­te hjemad, da det begynd­te at reg­ne. Vi valg­te at søge ly for reg­nen under et træ med udsigt til en mark (nord­vest) med en lil­le klat nær­lig­gen­de træ­er omkring 100 meter fra, hvor vi står (ca. 10 meter høje træ­er.) I det fjer­ne en stør­re skov max. en km væk.

Cis­sel ser så et hvid­ligt rundt lys, der ikke lig­ner en stjer­ne, lyset flug­ter med top­pen af de nær­lig­gen­de træ­er. Vi reg­ner med at lyset befandt sig aller­nær­mest ved den fjer­ne skov, eller læn­ge­re væk. Vi tror i før­ste omgang beg­ge, at det er en fly­ve­ma­ski­ne. Men så obser­ve­rer vi, at ingen blin­ken­de lys fore­kom­mer.

Lyset bevæ­ger sig først direk­te opad, så lidt til ven­stre, og vi begyn­der beg­ge at joke lidt med at den ikke helt ved, hvil­ken ret­ning den vil bevæ­ge sig i. Jeg udbry­der i sjov, at det er en UFO. Den fort­sæt­ter med at bevæ­ge sig i skif­ten­de ret­nin­ger med kor­te mel­lem­rum. Høj­re, ven­stre, lidt ned og op. Da den er i sit høje­ste punkt, som er omkring 30–35 gra­der fra vores syns­vin­kel og sta­dig er i lang­som bevæ­gel­se opad, for­svin­der den, som når man sluk­ker på en kon­takt og ven­der ikke til­ba­ge, selv om vi står og kig­ger i et styk­ke tid.

Der var ikke sky­er på him­len, hvor lyset befandt sig og ikke noget til at dæk­ke dens lys. På vores van­dring hjem, så vi adskil­li­ge fly­ve­ma­ski­ner, fly­ve mod øst, og lyset lig­ne­de på ingen måder dis­se fly­ve­ma­ski­ner, ej hel­ler stjer­ner, hvil­ke nu var mere syn­li­ge på him­len.

Da vi i dags­lys tog ud til obser­va­tions­ste­det, så vi, at der ved de nær­lig­gen­de træ­er lå et hus, og der var elma­ster med led­nin­ger for­bun­det imel­lem sig, der skrå­ne­de ind over mar­ken. El-led­nin­ger­ne befandt sig i syns­fel­tet, hvor vi spot­te­de lys­fæ­no­me­net.

Vi rea­ge­re­de ret stil­fær­digt og joken­de i begyn­del­sen, men efter 10–20 sek. fik vi beg­ge en for­nem­mel­se af, at det­te ikke var helt nor­malt. Da lyset for­svandt med et, blev vi beg­ge meget over­ra­ske­de.

Lyset var lidt stør­re end en stjer­ne, rundt og hvid­ligt, gul/orange og med et svagt rødt skær. Far­ver­ne smel­te­de mere ind i hin­an­den end at være defi­ne­re­de.

6400 Søn­der­borg 3. august 2006

Vi er 4 per­so­ner som en aften tid­ligt i august sid­der på vor altan og hyg­ge­snak­ker. Vej­ret er stil­le, og det er helt stjer­ne­klart. En i sel­ska­bet har aldrig set satel­lit­ter fare hen over stjer­ne­him­len, og hun bli­ver gre­bet af at sid­de med til­ba­ge­læ­net hoved og spot­te satel­lit­ter. Ind imel­lem obser­ve­rer vi også stjer­neskud, der­i­blandt et stort stjer­neskud, som eks­plo­de­rer med et lys­glimt midt i Karls­vog­nen, et fasci­ne­ren­de syn.

Plud­se­lig udbry­der vor „obser­va­tør“ Hov! Hvad er det?. Vi kig­ger alle op, og får øje på et V for­met objekt, som farer hen over him­len med stor hastig­hed, objek­tet bevæ­ger sig i en lige linie hen over him­len i vest-syd­ve­st­lig ret­ning, men ca. 25 gra­der over hori­son­ten ændrer det plud­se­lig ret­ning mod syd, for der­ef­ter at for­svin­de.

Det V‑formede objekt lyser med en dif­fus varm gul­lig far­ve. V‑formen var brudt på mid­ten, hvor der ikke var noget lys.

Stør­rel­sen var nogen­lun­de som en pege­fin­ger­negl i udstrakt arm.

Der var igen hale, og hastig­he­den var man­ge gan­ge høje­re end en fly­ve­ma­ski­ne, det tog ca. 6 sek. fra objek­tet blev spot­tet til det var væk igen.

Vi var alle mål­lø­se over obser­va­tio­nen, spe­ci­elt de to kvin­der i sel­ska­bet, som aldrig hav­de set noget lig­nen­de.

Jeg har selv obser­ve­ret et lig­nen­de objekt i 2001, med nogen­lun­de sam­me form, far­ve, stør­rel­se, hastig­hed, og bevæ­gel­ses­møn­ster (også i Søn­der­borg).

Mete­o­rer

Af ind­be­ret­nin­ger til www.ufo.dk er der bl.a. 3 obser­va­tio­ner af et meteor den 12. august.
Det har jo været tid for mete­o­r­svær­men Leo­ni­der­ne — se omta­len på http://www.tycho.dk/article/view/3866/1/32/

Men ellers har den ellers kla­re nat­te­him­mel været præ­get af sky­er i de sene­ste døgn.

Fotos af mete­o­rer fra den 9. august kan bl.a. ses på den­ne japan­ske hjem­mesi­de
http://sonotaco.jp/forum/viewtopic.php?t=1080

Øvri­ge ind­be­ret­nin­ger af ufo-obser­va­tio­ner til Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion, kan ses under:
Ind­be­ret­nin­ger 3. kvar­tal 2006

Det grøn­ne glimt

Sol­ned­gan­gen har altid været fasci­ne­ren­de, men kun gan­ske få har nået at ople­ve det grøn­ne glimt — et optisk fæno­men i atmos­fæ­ren ved sol­op­gang eller sol­ned­gang.

Grønt glimt foto­gra­fe­ret ved Søn­der­vig, juli 2006 af Jes­per Grøn­ne.

DMI for­tal­te i sit nyheds­brev den 29. juli 2006 bl.a. om det­te sjæld­ne og kortva­ri­ge fæno­men, der ofte varer min­dre end et sekund.

Bjar­ne Siewert­sen, DMI, for­tal­te i nyheds­bre­vet, at det alli­ge­vel var lyk­ke­des en af DMIs bed­ste bil­led­le­ve­ran­dø­rer, ama­tøra­stro­no­men Jes­per Grøn­ne, at fan­ge det inter­es­san­te sce­ne­ri.

Når Solen står meget lavt i hori­son­ten, skal lyset pas­se­re igen­nem en meget stor del af atmos­fæ­ren, og den vir­ker som en gigan­tisk optisk lin­se.

Lyset split­tes op i regn­bu­ens far­ver, øverst er de kor­te bøl­ge­læng­der vio­let, blåt, og grønt, der­un­der kom­mer gult, oran­ge og rødt nederst.

Den sid­ste far­ve vi bur­de se ved sol­ned­gang er der­for vio­let, men de vio­let­te, blå, og oftest også de grøn­ne far­ver spre­des så meget i atmos­fæ­ren, at Solen er gul/rød når den går ned.

Hvis atmos­fæ­ren er meget klar, rolig, og lag­delt, så kan den lave en god refrak­tion af lyset (opsplit­ning af far­ver) og med en min­dre spred­ning af de kor­te bøl­ge­læng­der, så kan den grøn­ne far­ve nå frem. Det sker kun i de aller­sid­ste sekun­der inden Solen er helt for­s­vun­det, når den grøn­ne far­ve ikke over­blæn­des af de læn­ge­re bøl­ge­læng­der (de er jo gået ned under hori­son­ten).

Fæno­me­net er ret sjæl­dent, og vir­ke­lig flot og fasci­ne­ren­de. Det kræ­ver natur­lig­vis en meget klar atmos­fæ­re, der skal ikke man­ge sky­er til at for­hin­dre udsy­net. Det sker i de sid­ste 2 til 3 sekun­der før Solen for­svin­der helt, eller lige er stå­et op.

Det grøn­ne glimt fan­get i for­skel­li­ge faser, inden det helt for­svandt. Sam­men­sat af 4 fotos, der viser de sid­ste 3 sekun­der, inden Solen for­svandt helt. Foto: Jes­per Grøn­ne

Støv og luft­mo­le­ky­ler i atmos­fæ­ren spre­der let de blå­li­ge far­ver, det er der­for him­len er blå. Ved sol­ned­gang (og opgang) spre­des de blå far­ver så meget i den lan­ge vej gen­nem atmos­fæ­ren, at him­len bli­ver rød.

Der har været man­ge for­kla­rin­ger på det grøn­ne glimt i tidens løb. De mest sej­li­ve­de var, at det har været en effekt af at kig­ge på Solen i for lang tid, samt at det skul­le være en effekt af spej­ling i van­det. Sidst­nævn­te teo­ri blev dog skudt i sænk, da fæno­me­net blev obser­ve­ret i ørke­nen.

Hvis du går på jagt efter det grøn­ne glimt, så er det vig­tigt at huske, at du aldrig må se direk­te på Solen. Fæno­me­net lader sig bedst se over havet, for­di for meget støv i atmos­fæ­ren også spre­der det grøn­ne lys. Men du skal alt­så ikke blin­ke for meget med øjne­ne, for så går du glip af det.

Man kan til­mel­de sig DMI’s ugent­li­ge, elek­tro­ni­ske nyheds­brev på adres­sen:
http://www.dmi.dk/dmi/index/nyheder/nyhedsbrev-tilmelding.htm

Man kan des­u­den mod­ta­ge mobi­le vej­r­ud­sig­ter, far­vands­ud­sig­ter og nyhe­der m.v. Se nær­me­re her­om på DMIs adres­se: www.dmi.dk

Bil­le­der­ne er gen­gi­vet med ven­lig til­la­del­se af foto­gra­fen Jes­per Grøn­ne, der har fle­re flot­te fotos af man­gear­te­de him­mel­fæ­no­me­ner på adres­sen:
http://www.astrophoto.dk/

Så ufo og star­te­de fra Månen — med kug­le­pen

Da Neil Arm­strong og Buzz Aldrin skul­le for­la­de Månen efter endt besøg og skul­le akti­ve­re en af knap­per­ne i kon­trol­pa­ne­let, måt­te de anven­de noget så sim­pelt som en kug­le­pen.

Det for­tal­te den bri­ti­ske avis Daily Mir­ror den 24. juli med bag­grund i en ny doku­men­tar­film, om Apol­lo 11, der har pre­mi­e­re her i som­mer.

Det beskri­ves end­vi­de­re i fil­men Apollo11: The Untold Story, at det måske mere var håb end egent­lig for­vent­ning, ame­ri­ka­ne­re hav­de, da de i deres for­søg på at slå Sov­je­tu­ni­o­nen på rum­fart­s­om­rå­det opsend­te deres Apol­lo-mis­sion til Månen i 1969.

Pro­jek­tet var så far­ligt og risi­ka­belt, at præ­si­dent Nixon i for­vej­en hav­de for­be­redt en tale til natio­nen, hvis Apol­lo-mand­ska­bet skul­le omkom­me i rum­met. Den ame­ri­kan­ske rege­ring hav­de lige­le­des beor­dret den ame­ri­kan­ske rumad­mi­ni­stra­tion NASA til at cut­te for­bin­del­sen til astro­nau­ter­ne, hvis kata­stro­fen skul­le ind­træ­de.

De før­ste mænd på Månen, Neil Arm­strong og Buzz Aldrin, samt deres kol­le­ga i kredsløb om Månen, Micha­el Coll­ins (i mid­ten), fuld­før­te og over­le­ve­de som bekendt deres fare­ful­de færd til­ba­ge til Jor­den. Foto: NASA

Buzz Aldrin, nu 76, for­tal­te dog pro­du­cen­ter­ne af fil­men, hvor­dan hjer­tet plud­se­lig røg op i hal­sen på ham, da han opda­ge­de, at en af de meget vig­ti­ge elek­tri­ske kon­tak­ter var knæk­ket af og ble­vet øde­lagt. For­ment­lig for­di en af astro­nau­ter­ne var ban­ket ind i den med sin ufor­me­li­ge rum­dragt.

Han for­tal­te: „Jeg var i gang med at kig­ge på noget af måne­stø­vet på gul­vet i lan­dings­mo­du­let Eag­le, da jeg plud­se­lig fik øje på noget, der ikke skul­le være der; en lil­le afbræk­ket kon­takt.“

„I nedtæl­lings­pro­ce­du­ren før start fra Månen brug­te jeg en af de adskil­li­ge kug­le­pen­ne uden metal­spids, som vi hav­de om bord, for at kun­ne kom­me til at akti­ve­re den øde­lag­te elek­tri­ske kon­takt.“

Doku­men­tar-fil­men beret­ter om den fare­ful­de og kri­ti­ske lan­ding på Månen over­fla­de. På et tids­punkt var der sta­dig 30 m ned til over­fla­den men kun 60 sekun­ders lan­dings-brænd­stof i tan­ke­ne.

Buzz Aldrin for­tæl­ler i fil­men:„ Uden at for­sø­ge at for­styr­re Neils kon­cen­tra­tion, var mit kro­p­s­sprog helt klart: Få den ned, så hur­tigt du kan!“

Buzz Aldrin demon­stre­rer med sin kug­le­pen.

Det lyk­ke­des også Neil Arm­strong at få sat Eag­le ned på måne­over­fla­den med kun 15 sekun­ders brænd­stof til­ba­ge i tan­ke­ne.

Vi så ufo­er

Buzz Aldrin for­tæl­ler lige­le­des i doku­men­tar-fil­men, at astro­nau­ter­ne så, hvad de tro­e­de var en ufo under Måne-flyv­nin­gen — men at NASA for­tie­de det i 30 år.

Og han til­fø­jer: „Der var noget der­u­de, der var tæt nok på, til at vi kun­ne se det.“

Som Aldrin for­mu­le­rer det: „Vi skul­le ikke have noget af at spør­ge Hou­ston: Hej, vi har et eller andet objekt her­op­pe, der fly­ver ved siden af os, kan I for­tæl­le os, hvad det er?“

„Sådan en fore­spørgsel vil­le bli­ve hørt af en mas­se men­ne­sker, og det kun­ne måske have fået nog­le til at kræ­ve, at vi skul­le ven­de om. Så i ste­det blev vi eni­ge om for­sig­tigt at spør­ge Mis­sion Con­trol i Hou­ston, om de vid­ste, hvor vores raket­trin S‑IVB befandt sig.“

De var ble­vet koblet fra raket­trin­net S‑IVB 2 dage tid­li­ge­re, og Mis­sion Con­trol sva­re­de efter­føl­gen­de, at det­te raket­trin nu befandt sig ca. 6.000 sømil bor­te.

„Mike Coll­ins vil­le prø­ve, om han kun­ne få øje på det i teleskopet, og det kun­ne han. Men på et tids­punkt, så det ud som en ræk­ke af ellip­ser, men når man stil­le­de skar­pt på det, så det klok­ke­for­met ud. Det sag­de os ikke så meget.“

„Når vi var 6.00 sømil væk fra raket­trin­net, så men­te vi vir­ke­lig ikke, at det kun­ne være det, vi iagt­tog. Men efter at have set på det i nogen tid, beslut­te­de vi os for at gå til ro og ikke snak­ke mere om det, før vi kom til­ba­ge til debri­e­fin­gen efter lan­din­gen“, slut­ter Apol­lo-11 astro­nau­ten Buzz Aldrin sin beret­ning om ufo-hæn­del­sen i doku­men­tar­fil­men.

Hvad siger NASA i dag?

En læser spurg­te efter­føl­gen­de NASA på deres hjem­mesi­de, hvad man hav­de af kom­men­ta­rer til oven­stå­en­de beret­ning, og at astro­nau­ter­ne fik besked på ikke at omta­le, hvad de hav­de set.
http://nai.arc.nasa.gov/astrobio/astrobio_detail.cfm?ID=1568

Her­til sva­re­de David Mor­ri­son, der er Seni­or Sci­en­tist ved NASAs astro­bi­o­lo­gi­ske Insti­tut den 26. juli 2006:

Buzz Aldrin demen­te­rer: Taget ud af sam­men­hæng.

„Jeg har lige talt med Buzz Aldrin i tele­fo­nen, og han anfø­rer, at udta­lel­ser­ne er taget ud af sam­men­hæng og der­for ikke giver udtryk for, hvad der var menin­gen.

Efter at Apol­lo 11 mand­ska­bet bekræf­te­de, at det objekt, de iagt­tog, ikke var det øvre S‑IVB raket­trin, som var ca. 6.000 miles væk på det tids­punkt, blev de eni­ge om, at de sand­syn­lig­vis hav­de fået øje på et af pane­ler­ne fra adskil­lel­sen mel­lem det øvre raket­trin og sel­ve rum­kaps­len.

Baner­ne på dis­se pane­ler blev ikke fulgt fra Jor­den og var sand­syn­lig­vis meget tæt­te­re på Apol­lo rum­ski­bet.

Astro­nau­ter­ne valg­te ikke at omta­le hæn­del­sen over den åbne radi­okom­mu­ni­ka­tion, da de var bekym­re­de over, om deres kom­men­ta­rer kun­ne fejl­for­tol­kes (som de bli­ver nu).

Til­sy­ne­la­den­de er hele den­ne del af dis­kus­sio­nen om pane­ler­ne klip­pet ud af det offent­lig­gjor­te inter­view for på den­ne måde at give ind­tryk af, at astro­nau­ter­ne har set en ufo“, slut­ter David Mor­ri­son sin kom­men­tar.

Se videoklip­pet

Et klip på 3:47 min. med Buzz Aldrins ufo-beret­ning fra TV-seri­en, Apollo11: The Untold Story, kan ses på den­ne adres­se: http://video.google.ca/videoplay?docid=6647204125621625190&q=ufo

Hele doku­men­tar­fil­men kan ses på den­ne adres­se:
http://video.google.com/videoplay?docid=-6055631735307978494&hl=en-GB

Hvor er i øvrigt månelan­dings­fil­men?

I NASA har man åben­bart nok at se til.

I en med­del­el­se fra bri­ti­ske BBC News hed­der det, at man er i gang med at lede efter den ori­gi­na­le månelan­dings­film.

NASA har bed­re opta­gel­ser af men­ne­ske­he­dens før­ste trin på Månen, end man hidtil har set. Man reg­ner med, at de er arki­ve­ret i NASAs God­dard Spa­ce Flight Cen­ter i Maryland.

Men da man­ge af de med­ar­bej­de­re, der har været invol­ve­ret i arki­v­ar­bej­det gen­nem man­ge år efter­hån­den er pen­sio­ne­ret eller endog døde, så har man ikke helt styr på, hvor ori­gi­na­ler­ne er hen­ne, oply­ser BBC News 13. august med avi­sen Daily Tele­graph som kil­de. Det er også et tek­nisk pro­blem, at man­ge af de gam­le opta­gel­ser fra rum­far­tens tid­li­ge­re år fin­des på medi­er og maski­ner, som ikke læn­ge­re anven­des.

Den opta­gel­se, man almin­de­lig­vis ser gen­gi­vet, er at sam­men­lig­ne med en fotoko­pi af en fotoko­pi, siger Daily Tele­graph.

Der er fak­tisk tale om en opta­gel­se fra et film­ka­me­ra, der optog bil­le­det på en sort/hvid TV-skærm. Astro­nau­ter­ne send­te oprin­de­ligt opta­gel­ser af bed­re kva­li­tet til­ba­ge Jor­den, som blev set af fol­ke­ne på spor­ings­sta­tio­ner­ne.

For at sik­re trans­mis­sio­nen til­ba­ge til Jor­den blev opta­gel­ser­ne opta­get med 10 bil­le­der pr. sek. og måt­te kon­ver­te­res til 60 bil­le­der pr. sek. til brug for udsen­del­se. I den pro­ces gik man­ge detal­jer tabt.

81-åri­ge Stan Lebar var ansvar­lig for opta­gel­ser­ne fra Apol­lo 11, og han oply­ser, at de opta­gel­ser, han har set, var så uty­de­li­ge, at han umid­del­bart tro­e­de, der var gået noget galt.

Stan Lebar er i øje­blik­ket sam­men med John Sar­kis­si­an fra CSIRO Par­kes Obser­va­tory i Austra­li­en i gang med at gen­nem­gå NASAs arki­ver i et for­søg på at loka­li­se­re de ori­gi­na­le opta­gel­ser. John Sar­kis­si­an siger dog til SPACE.com. at opta­gel­ser­ne ikke som sådan er væk, „men vi ved bare ikke helt præ­cist, hvor de er“, til­fø­jer han.

Opta­gel­ser­ne har sand­syn­lig­vis først været sendt til US Natio­nal Archi­ves, før de blev retur­ne­ret til NASA, der arki­ve­re­de dem på God­dard Spa­ce Flight Cen­ter i Maryland.

En NASA-tals­mand til­fø­je­de: „Vi prø­ver at loka­li­se­re dem ved hjælp af regi­stre­rin­ger­ne fra den­gang — men det er over 35 år siden, så det er lidt af en udfor­dring.“

Fly for­fulgt af lysen­de kug­le

„Vi bli­ver for­fulgt af et kraf­tigt lys på vores styr­bords side — sam­me høj­de — sam­me hastig­hed! Vi kan ikke iden­ti­fi­ce­re noget, kun en lyskug­le, en stor lyskug­le!“ Sådan lød det over radio­en fra kap­ta­jn Kahn i en Hawker Sid­de­ley 748 fra Guy­a­na Airways. Fæno­me­net blev set i 1981/82 af mere end hund­re­de men­ne­sker, her­i­blandt pilo­ter og kabi­ne­per­so­na­le på en Boe­ing 737.

Vi stod på start­ba­nen i Tri­ni­dad og ven­te­de på til­la­del­sen fra tår­net. Solen hvi­le­de på hori­son­ten for enden af det rød­ligt skin­nen­de asfaltbånd. Få ting er smuk­ke­re end vestin­di­ske sol­ned­gan­ge. Hele him­len stod i flam­mer. Solen sank hur­tigt her tæt ved ækva­to­ren. Den for­svandt lodret bag fjer­ne bjer­ge, og lyset for­svandt i sam­me tem­po som i det kon­ge­li­ge tea­ter, før tæp­pet bli­ver truk­ket fra.

Vi slap heste­ne løs, og fly­et sprang nær­mest frem, da vi løs­ne­de brem­ser­ne med moto­rer­ne i ful­de omdrej­nin­ger. Da vi stak næsen i vej­ret, for­vand­le­des vores moder­ne Boe­ing jet til en tids­ma­ski­ne. For et kort øje­blik kun­ne vi skrue tiden til­ba­ge. Vi fik Solen til at stå op igen. En ny sol­op­gang! Vi fik lok­ket den oran­ge­far­ve­de ski­ve end­da et godt styk­ke op over hori­son­ten, inden vi nåe­de vores fly­ve­høj­de på 33.000 fod. Dér kun­ne vi i ro og mag se den atter gå ned — og for sid­ste gang i dag.

Da vi fly­ver over Ori­no­co flo­dens del­ta, er det mørkt. Tid til at spi­se den flad­tryk­te og kol­de hal­ve kyl­ling, pak­ket i plast på en pap­tal­ler­ken. Det er alt, hvad Guy­a­na Airways kan byde på af kuli­na­ri­ske ople­vel­ser til både pas­sa­ge­rer og crew. Kyl­ling, kyl­ling og kyl­ling. Nu for­står jeg, hvor­for min ven Ste­vie er ble­vet mul­ti­mil­li­o­nær som chi­ck­en­far­mer i Guy­a­na.

Der er stil­le på fre­kven­sen. Ikke megen tra­fik i den­ne del af ver­den. Der­for er vi ved at spil­de kaf­fen, da vi for­la­der Tri­ni­dads fre­kvens og skif­ter til Geor­ge­town. Skip­pe­ren tager uvil­kår­ligt fød­der­ne ned fra instru­ment­bræt­tet. Vi lyt­ter beg­ge meget anspændt. Der er en, som snak­ker meget højt og meget hur­tigt på Geor­ge­town Radio. Jeg gen­ken­der pilo­tens stem­me — det er en af vores guy­a­ne­si­ske kol­le­ga­er. Jeg har flø­jet fragt sam­men med ham, og det er også fragt og post, han fly­ver i nat.

Besæt­nin­gen på den­ne Hawker Sid­de­ley 748 fra Guy­a­na Airways blev for­fulgt af en stor lyskug­le. Foto: Die­ter Betz

En lysen­de kug­le

Hans tomo­to­re­de Hawker fly­ver kun halvt så hur­tigt som vores Boe­ing 737, men han lig­ger næsten 100 mil for­an os, og nu kom­mer hans stem­me igen og gen­ta­ger:

„Vi bli­ver for­fulgt af et kraf­tigt lys på vores styr­bords side — sam­me høj­de — sam­me hastig­hed! Vi kan ikke iden­ti­fi­ce­re noget — kun en lyskug­le — en stor lyskug­le!“ Kap­ta­jn Kahn i Guy­a­na Airways’ Hawker Sid­de­ley 748 spæn­der sig løs og krav­ler over post­sæk­ke­ne ind i den mør­ke kabi­ne. Her kan han stu­de­re fæno­me­net bed­re uden nogen form for for­styr­ren­de lys fra cock­pit­tet. Men der er intet, som kun­ne tyde på, at det er en fly­ve­ma­ski­ne af nogen art. En heli­kop­ter vil give reflek­ser fra rotor­bla­de­ne eller genskin fra dens metal­krop, også på et almin­de­ligt fly vil der være et eller andet, som vil kaste lyset til­ba­ge fra en blank over­fla­de, et vin­due eller andet skin­nen­de.

Kahn råber til sin styr­mand: „Sam, drej til høj­re — men lang­somt, gan­ske lang­somt!“ Fragt­fly­et kræn­ger svagt til høj­re og nær­mer sig lyset, mens fly­et og lyset sta­dig føl­ges ad med en hastig­hed af 400 km i timen. Lyskug­len bli­ver end­nu kraf­ti­ge­re, kom­mer tæt­te­re på. Kahn bli­ver blæn­det af det i det mør­ke frag­trum. Han skul­le lige til at råbe „stop, Sam!“, da lyset begyn­der at sak­ke lang­somt agter­ud og hol­der sig bag fly­et. Men det hol­der sig så tæt på, at hele fly­et er badet i lys, som fra et kæm­pe spot­light. Kahn krav­ler til­ba­ge i sædet og spæn­der sig fast. „Tak, Sam, jeg har den“ og dre­jer skar­pt til ven­stre. Et øje­blik er cock­pit­tet badet i lys, så for­svin­der det bag fly­et igen.

Men kap­ta­jn Kahn er ikke en mand, som man gør grin med. Han anmo­der Geor­ge­town Radio om at måt­te skif­te høj­de. Kon­trol­le­ren siger, at han må gøre lige, hvad der pas­ser ham — der er ikke anden tra­fik i luf­ten end os. Men vi lig­ger langt bag ved ham. Og skip­pe­ren i fragt­fly­et for­sø­ger alt, hvad der er for­svar­ligt med sit tun­ge fly for at ryste lyskug­len af sig: Han sti­ger og sagt­ner far­ten, han syn­ker og dre­jer, og vi føl­ger hans trans­mis­sio­ner over radio­en med hjer­te­ban­ken.

„Jeg laver et 360 gra­ders drej, men tin­ge­sten hol­der sig bag fly­et, uan­set, hvad vi gør.“
Så begyn­der han nedstig­nin­gen, og da han får Time­hris luft­havn i sig­te, er lyset bag ham plud­se­lig for­s­vun­det. Vi hører ham bekræf­te lan­dings­til­la­del­sen fra tår­net. Så er der stil­le igen. Vi har dæm­pet cock­pit­ly­set til det mind­ste. Det er en stjer­ne­klar nat uden måneskin. Vi begyn­der at gå ned og stir­rer ud i mør­ket. Lan­det under os er kulsort, ikke som i Euro­pa, hvor jor­den lig­ner et tæp­pe af lys om nat­ten. Her er bare mørkt, ikke et ene­ste lys, end ikke et bål som kun­ne tyde på, at der var men­ne­sker der­ne­de. Vi fly­ver over et sum­p­om­rå­de, og vi kan se stjer­ner­ne spej­le sig og træk­ke lysen­de baner i van­det mel­lem træ­er­ne. Her bor ingen men­ne­sker. Det er et ufrem­kom­me­ligt mala­ri­a­hel­ve­de.

Kort over obser­va­tions­ste­det gen­gi­vet efter Kon­ge­lig Dansk Aero­klubs tids­skrift »FLYV«, janu­ar 2006.

En hil­sen på to sekun­der

Vi nær­mer os ste­det, hvor fragt­fly­ve­rens besæt­ning sidst så lys­fæ­no­me­net. Vores fly­ve­høj­de er 500 meter, og hastig­he­den er nu stærkt redu­ce­ret, lige før vi skal sæt­te flaps. Alt lig­ger mørkt hen, kun langt ude i hori­son­ten et svagt lys­skær fra Geor­ge­town. Her­fra og til byen er alt sump, vand og træ­er.

Pow! Vi farer sam­men. Et lys bli­ver tændt for­an os i lave­re høj­de, og cock­pit­tet er oplyst som i dags­lys som at fly­ve mod Solen, men her i mør­ket blæn­der det som tusin­de sole. Lyskil­den bevæ­ger sig ikke. Den står stil­le og for­svin­der under os, da vi fly­ver hen over den.

„Det er løgn!“ siger skip­per og kal­der Geor­ge­town. Vi får lov til at lave et drej til­ba­ge mod den lysen­de kug­le. Vi kal­der på stewar­des­sen. Hun sluk­ker lyset i pas­sa­ger­ka­bi­nen og beder folk om at kig­ge ud af vin­du­er­ne. Vi skal søre­me have man­ge vid­ner til det­te her! Og der er godt hund­re­de pas­sa­ge­rer ombord.

Under dre­jet kan vi se lyset igen. Og „vi“ bety­der nu os alle sam­men, pas­sa­ge­rer­ne og stewar­des­ser­ne med.

Vi går læn­ge­re ned med kurs direk­te mod lyskug­len, som bræn­der i vores øjne. Skip­pe­ren har hån­den på lys­kon­tak­ten. Det er en sam­le­kon­takt, som tæn­der alle lan­dings­lys på én gang.

„OK! Så er det nu!“ siger han og tæn­der samt­li­ge lys med et smæld. Han tæl­ler højt og lang­somt „et-to“, to sekun­der. Så sluk­ker han, igen alle på én gang.

Og så sker det! Lyskug­len for­an os sluk­ker lyset i to sekun­der og tæn­der igen. Så gli­der det ind under fly­et og for­svin­der bag­ud. Stewar­des­sen, som står bag os i cock­pit­tet, giver et hvin fra sig. Mine nak­ke­hår er rejst.

Skip­pe­ren røm­mer sig og siger: „Lad os kom­me hjem! Vi kan ikke bru­ge mere af hr. Møl­lers brænd­stof til det pjat.“ Vi note­rer posi­tio­nen og giver den til tår­net.

Ved sol­op­gang star­ter den stør­ste efter­søg­ning, Guy­a­nas rege­ring kan stil­le på bene­ne. Især mili­tæ­ret er ude med alt, hvad der kan fly­ve. Heli­kop­te­re, Skyvans, Twin-Otters og man­ge små­fly er ude at søge. Områ­det bli­ver fin­kæm­met, men resul­ta­tet er ned­slå­en­de. Man fin­der intet, abso­lut intet.

Skip­per og jeg er glad for, at vi ikke var ale­ne om ople­vel­sen. Det væg­ter tungt at have over et hund­re­de vid­ner, og til­fæl­det sat­te en dis­kus­sion i gang. Folk kom frem med deres iagt­ta­gel­ser — og det var ikke små­ting. Man­ge pilo­ter hav­de holdt på deres hem­me­lig­hed. Og med god grund: de vil ikke være til grin eller måske udsæt­tes for en drug­test. De kom nu frem med de mest utro­li­ge histo­ri­er, alt for man­ge til der er plads til her.

Da jeg spurg­te skip­pe­ren, om han tro­e­de, at der var intel­li­gent liv der­u­de i uni­ver­set, sva­re­de han:

„Gud er der så. Det må være der­for, de ikke har kon­tak­tet os.“

Die­ter Betz

Det er nu 50 år siden, at fly­ve­ren, foto­gra­fen, for­fat­te­ren, fored­rags­hol­de­ren og even­ty­re­ren Die­ter Betz begynd­te at fly­ve. Den før­ste fly­ve­tur fore­tog han som 15-årig i et svæ­ve­fly. Siden da har han flø­jet rundt reg­net 16.000 timer i over 100 for­skel­li­ge typer fly — lige fra vete­ran­fly til moder­ne Boe­ing-jet. Han har over­le­vet tre flystyrt og er natur­lig­vis med­lem af Even­ty­rer­nes Klub.

Efter at Die­ter Betz har prø­vet stort set alt inden for civil luft­fart, er han nu vendt til­ba­ge til den efter hans mening rene­ste form for flyv­ning: Svæ­ve­flyv­ning. Han er instruk­tør i Viborg svæ­ve­fly­ve­klub (www.vbsk.dk) og til­brin­ger vin­te­r­en på New Zealand, hvor han fly­ver som instruk­tør og kon­kur­ren­cepi­lot.

Die­ter Betz har udgi­vet 10 bøger for børn, der­i­blandt den pris­be­løn­ne­de best­sel­ler »Bjør­ne­fa­mi­li­en« (Gyl­den­dal 1991), som blev trykt i 50.000 eksem­pla­rer. Den er over­sat til ni sprog og udkom bl.a. i USA. Det er en bil­led­bog (foto­gra­fi­er) om Ala­skas bru­ne bjør­ne.

Efter rej­ser i 98 lan­de har Die­ter Betz et stort fored­rags­re­per­toi­re, der kan ses på hans hjem­mesi­de: www.betz.dk/

Die­ter Betz for­tæl­ler i DR stu­di­et om cra­zy-pilo­ten Die­ter i seks afsnit for børn. Foto: Die­ter Betz

For 50 år siden – Ver­dens før­ste UFO-doku­men­tar

En ny slags film tager form.

Sci­en­ce-fiction fil­men »This Island Earth«, med pre­mi­e­re i 1955, er blot en af de 50’er sci­en­ce-fiction- og hor­r­or­film, som var del­vis inspi­re­ret af fryg­ten for en atom­krig. Den­ne slags film spænd­te vidt — fra det lødi­ge til det fjol­le­de. »This Island Earth« hører til i den bed­re ende, selv om rum­ski­bets mutan­ter vir­ker mere irri­te­ren­de end skrækind­j­a­gen­de — noget man let kun­ne have ord­net med en flu­es­mæk­ker.

Iføl­ge rek­la­me­ma­te­ri­a­let fra Uni­ver­sal Inter­na­tio­nal Pic­tu­res tog det 2½ år at pro­du­ce­re den­ne dyre film. Det er tan­ke­væk­ken­de, at pro­duk­tio­nen må være påbe­gyndt i 1952 — net­op det år hvor der var sær­ligt man­ge ufo-obser­va­tio­ner i USA.

På et tids­punkt i slut­nin­gen af 1953 eller i begyn­del­sen af 1954, da arbej­de­de med »This Island Earth« var inde i sin afslut­ten­de fase, og mens andre knapt så ind­fly­del­ses­ri­ge stu­di­er som fx Uni­ver­sal Inter­na­tio­nal sta­dig tum­le­de med monster­film i tåbe­li­ge opfølg­nin­ger, tog pla­ner for en ny slags film form. Det skul­le være en film om fly­ven­de tal­ler­ke­ner, men ikke en som »Earth vs. Flying Sau­cers« (1956) — en tam fil­ma­ti­se­ring af major Donald Keyho­es best­sel­ler­bog »Flying Sau­cers from Outer Spa­ce«, eller fil­men »Inva­sion of the Sau­cer Men« (1957).

Ide­en til fil­men blev udtænkt af pro­du­cer Cla­ren­ce Gre­e­ne, som var meget opta­get af ufo-fæno­me­net pga. sin egen obser­va­tion. Han vil­le ikke pro­du­ce­re en fik­tions­film om ufo­er, men en doku­men­tar­film base­ret på de ame­ri­kan­ske myn­dig­he­ders under­sø­gel­ser af en ræk­ke af tidens bed­ste ufo-til­fæl­de. Da Gre­e­ne begynd­te at stab­le et pro­duk­tions­hold på bene­ne, fandt manus­for­fat­ter, instruk­tør m.fl., sam­le­de han også en udvalgt grup­pe per­so­ner, som hav­de kend­skab til rege­rin­gens ufo-under­sø­gel­ser. Gre­e­ne vil­le for­tæl­le histo­ri­en så nøj­ag­tigt som muligt.

Eks­pert­grup­pen bag fil­men

Blandt de udvalg­te eks­per­ter var Al Chop, hvis job i Pen­ta­gons pres­se­af­de­ling i de tid­li­ge 1950’ere omvend­te ham fra at være ufo-skep­ti­ker til for­ta­ler som føl­ge af de man­ge tro­vær­di­ge rap­por­ter, han så. Doku­men­tar­fil­men skul­le hoved­sa­ge­ligt foku­se­re på Chops offi­ci­el­le enga­ge­ment i ufo-pro­jek­tet. Den „sku­e­spil­ler“, der blev valgt til at spil­le Chop i fil­men og fore­slå­et af Chop selv, var Tom Towers, skri­bent ved den gam­le avis »Los Ange­les Exa­mi­ner«. Towers, som af og til skrev om ufo­er i sine spal­ter om flyv­ning, kend­te Chop gen­nem fæl­les for­ret­nings­for­bin­del­ser. Gre­e­ne kend­te også Towers og men­te, at han var et frem­ra­gen­de valg.

Gre­e­nes film blev sene­re kendt for sin man­gel på kend­te sku­e­spil­le­re, selv om nog­le få sta­dig siger hardco­re film­fans noget i dag (Les Tre­may­ne, Har­ry Mor­gan og Olan Sou­le). De mest pro­mi­nen­te per­so­ner var nok dem, der arbej­de­de bag kame­ra­er­ne. Ud over Chop var det ikke min­dre end for­hen­væ­ren­de kap­ta­jn i fly­ve­vå­be­net Edward J. Rup­pelt (den bedst kend­te chef for Pro­ject Blue Book), major i fly­ve­vå­be­net Dewey J. Four­net (tid­li­ge­re leder af et ufo-pro­jekt) og radar­eks­pert Wen­dell Swan­son, der gjor­de sig bemær­ket ved kon­struk­tio­nen af en kom­pli­ce­ret, ame­ri­kansk rada­rin­stal­la­tion i Oki­nawa. Swan­son hav­de en rol­le i fil­men, og mens han hæv­de­de at have et „åbent sind“, når det dre­je­de sig om ufo­er, fik man som til­sku­er det ind­tryk, at Swan­son vid­ste meget mere om ufo­er på radar, end han offent­ligt vil­le erken­de. Dis­se mænd skul­le råd­gi­ve Gre­e­ne og hol­det om hver ene­ste side i manuskrip­tet og der­med sik­re tro­vær­dig­he­den. [1]

Fra ven­stre mod høj­re: Pro­du­cer Cla­ren­ce Gre­e­ne, radar­eks­pert Wen­dell Swan­son og USAF kap­ta­jn Edward J. Rup­pelt.

Tidens bed­ste ufo-obser­va­tio­ner

De ufo-til­fæl­de, der blev udvalgt til at ind­gå i fil­men, var sam­ti­dens bed­ste. Fil­mens anslag blev Ken­neth Arnolds obser­va­tion fra 1947 efter­fulgt af pilo­ten ved Ken­tucky Air Natio­nal Guard kap­ta­jn Tho­mas Man­tells tragi­ske død i 1948, da hen for­fulg­te en for­modet ufo [2].

Et andet til­fæl­de fra 1948, som blev brugt i fil­men, var løjt­nant Geor­ge Gor­mans luft­kamp med en for­modet ufo over Far­go, North Dako­ta [3].

En hæn­del­se fra janu­ar 1951, hvor en DC-3’er, som let­te­de fra luft­hav­nen i Sioux City i Iowa måt­te kræn­ge brat for at und­gå et sam­men­stød med et mystisk lys, blev også brugt i fil­men — måske for­di en oberst i det mili­tæ­re efter­ret­nings­væ­sen obser­ve­re­de fæno­me­net sam­men med de øvri­ge pas­sa­ge­rer, før tin­ge­sten steg brat og for­svandt.

En juvel i pro­duk­tio­nen skul­le være et inter­view i en luft­havn med chef­pi­lot i Ame­ri­can Air­li­nes Wil­lis T. Sper­ry, hvis per­son­li­ge beret­ning om det dra­ma­ti­ske møde med en ufo under en flyv­ning i 1950 helt sik­kert kun­ne tryl­le­bin­de publi­kum.

Som det aller­bed­ste i fil­men hav­de Gre­e­ne med hjælp fra sine råd­gi­ve­re frem­skaf­fet den berøm­te Mon­ta­na ufo-film, hvor to objek­ter blev fil­met af for­ret­nings­man­den Nicho­las Mari­a­na, samt Utah-fil­men, hvor fle­re objek­ter blev fil­met af flå­dens chef­fo­to­graf Del­bert Newhou­se. Selv om Gre­e­ne hav­de beslut­tet, at doku­men­tar­fil­men skul­le være i sort/hvid, blev de to ufo-film vist med deres ori­gi­na­le far­ver med et stærkt dra­ma­tisk og følel­ses­be­to­net skift mel­lem far­ver og sort/hvid lige­som i fil­men »Trold­man­den fra Oz«. I beg­ge ufo-film, som var ble­vet under­søgt af mili­tæ­ret, mang­le­de nog­le af de bed­ste enkelt­bil­le­der, da ejer­ne fik dem til­ba­ge. Af den grund mang­ler de bed­ste sce­ner også i Gre­e­nes doku­men­tar­film. Dis­se oplys­nin­ger blev dog ikke givet i fil­men.

Pilot i Ame­ri­can Air­li­nes, Wil­lis T. Sper­ry, for­tæl­ler om sin obser­va­tion fra 1950.

Meget pas­sen­de skul­le kli­mak­set i den­ne Cla­ren­ce Gre­e­ne-Rus­sell Rou­se (hans part­ner) pro­duk­tion være en dra­ma­ti­se­ring af juli 1952 ufo-obser­va­tio­ner­ne over Was­hin­g­ton, D.C.

Den sto­re dag

I maj 1956 blev Gre­e­ne-Rou­ses ufo-doku­men­tar­film sendt ud af Uni­ted Arti­sts på både det ame­ri­kan­ske bio­graf­mar­ked og i man­ge bio­gra­fer Jor­den rundt. På film­pla­ka­ter­ne stod i flam­men­de rødt og gult fil­mens titel »Uni­den­ti­fied Flying Objects« eller bare »U.F.O.«.
Anmel­der­ne var stort set posi­ti­ve, men publi­kum — som altid er de bed­ste kri­ti­ke­re, ret­fær­digt eller ej, da de skal beta­le for at se fil­men — men­te, at »U.F.O.« var knapt så impo­ne­ren­de, og fil­men miste­de i begyn­del­sen sto­re sum­mer ved bil­let­lu­ger­ne. Ufo­log Max B. Mil­ler opsum­me­re­de fint situ­a­tio­nen efter at have del­ta­get i fil­mens pre­mi­e­re på Fox Wils­hi­re The­a­ter i Los Ange­les:

„Da jeg så den­ne film anden gang, og det var ikke min mening at gen­se den, var det blot for at iagt­ta­ge publi­kums reak­tion. For mens jeg var ret begej­stret efter at have set »U.F.O.« før­ste gang, var anden gang en skuffelse…Filmen er gen­nem­gå­en­de ikke sær­lig inter­es­sant, tem­po­et er for lang­somt, og sku­e­spil­let er for stift.“ [4]

Ufo­lo­gen Ted Blo­e­cher så lidt ander­le­des på fil­men. Hans dom lød på: „En noget spin­kel histo­rie“. Men til­fø­je­de: „Pro­du­cen­ter­ne har kloge­lig afholdt sig fra at gen­gi­ve ufo­er­nes udse­en­de i de beskrev­ne sager… på den­ne måde frem­står de to hidtil hem­me­lig­hold­te Mari­a­na- og Newhou­se-film, som viser vir­ke­li­ge ufo­er, over­be­vi­sen­de og iøj­ne­fal­den­de.“ [5]

Blo­e­cher var mere posi­tiv end anmel­der­ne, når det dre­je­de sig om den under­spil­le­de dra­ma­tik og det fak­tum, at ama­tø­rer var brugt som sku­e­spil­le­re. De fle­ste var i øvrigt ansat­te ved Los Ange­les poli­ti­styr­ke. Han note­rer sig også den flit­ti­ge brug af avis­si­der med ordet „Sau­cers“, hvis for­mål var at udfyl­de „tom­rum­met“ mel­lem klip­pe­ne.

Seri­ø­si­tet kon­tra dra­ma­tik

Man­ge med­lem­mer af film­hol­det men­te, at »U.F.O.« skul­le pep­pes op med lidt mere dra­ma­tik. Tom Towers (som spil­le­de Al Chop i fil­men) men­te, at „lidt mere Hol­lywood vil­le have hjul­pet“. Men det var helt tyde­ligt, at Gre­e­ne lige fra begyn­del­sen vil­le foku­se­re mere på det doku­men­ta­ri­ske end på det højdra­ma­ti­ske, som ken­de­teg­ne­de hans tid­li­ge­re film »New York Con­fi­den­ti­al«, »The Thief« og »The Well«. Ende­lig var Gre­e­ne en nybe­gyn­der på doku­men­tar­film-områ­det, lige­som en stor del af publi­kum sik­kert ikke har vidst, hvad en doku­men­tar­film inde­bar, da de køb­te bil­let­ter til fil­men.

Under pro­duk­tio­nen af »U.F.O.« måt­te dra­ma­tik­ken vige til for­del for kra­vet om kor­rek­te detal­jer. Det­te kan jeg bevid­ne, for­di jeg i 1970’erne lån­te en kopi af film­ma­nuskrip­tet af Tom Towers og opda­ge­de, at det var fyldt med hånd­skrev­ne nota­ter og min­dre ret­tel­ser, som til­sy­ne­la­den­de var til­fø­jet umid­del­bart før film­op­ta­gel­ser­ne for at sik­re de kor­rek­te detal­jer.

Jeg bemær­ke­de også en inter­es­sant detal­je, som jeg ikke hav­de lagt mær­ke til, da jeg i sin tid så fil­men: På et tids­punkt i fil­men vises for­si­den af Life fra den 7. april 1952, som med sto­re typer for­tæl­ler, at ufo­er måske rum­mer ikke-jor­di­ske besø­gen­de — og for­si­de­fo­to­et i fil­men viser præ­si­dent Tru­man. For­si­den er imid­ler­tid et falsum, for den vir­ke­li­ge for­si­de på Life viste Marilyn Mon­roe. Måske blev Tru­mans bil­le­de brugt for at sig­na­le­re seri­ø­si­tet, eller for­di Uni­ted Arti­sts ikke vil­le bru­ge Marilyn Mon­roe som blik­fang, for­di hun arbej­de­de for et kon­kur­re­ren­de film­sel­skab.

Fil­men lever end­nu

Mit før­ste møde med »U.F.O.« fandt sted i begyn­del­sen af 1960’erne, da fil­men blev vist på en lokal tv-sta­tion og genud­sendt utal­li­ge gan­ge sent om afte­nen på andre kana­ler. Jeg hav­de som barn set adskil­li­ge sci­en­ce-fiction film, men aldrig hørt om Gre­e­nes film. Jeg anta­ger, at den hur­tigt blev taget af pla­ka­ten og end­te sit liv i de sene aften­ti­mer på lan­dets loka­le tv-sta­tio­ner. Da video­fil­me­ne holdt deres ind­t­og i pri­va­te hjem, blev »U.F.O.« genop­li­vet for en kort stund, da et ukendt fir­ma udgav den på video, hvor­ef­ter den gik i glem­me­bo­gen. I 2000 blev end­nu en vide­over­sion udgi­vet, den­ne gang af MGM Home Video, og fjer­net fra mar­ke­det efter et par år. Fil­men duk­ker sta­dig op på kabel-tv og vil sik­kert gøre det i fle­re år end­nu. [6]
»U.F.O.« har stil­le og roligt under­holdt i årti­er. Ikke alle ufo-beret­nin­ger­ne i fil­men er fort­sat uopkla­re­de, men der er nok at tage af, fx Mon­ta­na- og Utah-fil­me­ne og Was­hin­g­ton Natio­nal Air­port obser­va­tio­ner­ne. Gre­e­ne var helt sik­kert ikke nybe­gyn­der som film­pro­du­cent, da han lave­de »U.F.O.« Med stæ­dig­hed pro­du­ce­re­de han fil­men med for­tæl­lin­gen i fokus frem­for spe­ci­a­l­ef­fek­ter, så publi­kum selv kan dan­ne bil­le­der­ne i hove­d­et. Det er også bemær­kel­ses­vær­digt, at han på kun 92 minut­ter giver publi­kum et godt ind­blik i, hvor­dan den offi­ci­el­le ufo-forsk­ning fore­gik den­gang — det mest åbne, ærli­ge og nuan­ce­re­de ind­blik i rege­rin­gens ufo-poli­tik nogen­sin­de.

Der er gået 30 år, siden jeg før­ste gang skrev om »U.F.O«. De fle­ste af de præg­ti­ge men­ne­sker invol­ve­ret i fil­mens pro­duk­tion må nu være sidst i 80’erne eller 90’erne eller døde, her­i­blandt kap­ta­jn Sper­ry, Towers og Gre­e­ne.

Gre­e­nes ene­ste reak­tion på mine skrift­li­ge spørgs­mål i 1970’erne var på min­dre end en side med pin­ligt kor­te svar. Der gik man­ge år, før jeg for­stod, hvor bit­ter han må have været over, at så få gad se hans film.

Mit håb her, som 2006 skri­der frem, er, at den­ne 50 år gam­le doku­men­tar­film opnår stør­re respekt både som et grund­læg­gen­de styk­ke ufo-forsk­nings­hi­sto­rie og som en ene­stå­en­de del af den ame­ri­kan­ske histo­rie.

Kil­de:

Inter­na­tio­nal UFO Repor­ter, Volu­me 30, Num­ber 2, Janu­ary 2006/ -for & kmh

Noter:

1. Jeg tog fejl, da jeg skrev en ver­sion af den­ne arti­kel for 30 år siden, hvori jeg hæv­de­de, at kap­ta­jn Rup­pelt spil­le­de sin egen rol­le i fil­men, hvad han helt klart ikke gjor­de. Min adgang til Rup­pelt-bil­le­der­ne var på davæ­ren­de tids­punkt begræn­set, men tak­ket være Wen­dy Con­nors og hen­des bog fra 2000 (med Micha­el Hall) »Cap­tain Edward J. Rup­pelt: Sum­mer of the Sau­cers 1952« ved jeg nu, at Rup­pelts arbej­de fore­gik i kulis­sen.
2. Kevin D. Rand­le m.fl. har udført en læn­ge­re­va­ren­de under­sø­gel­se, som slår fast, at Man­tell døde, da han for­fulg­te en hem­me­lig mili­tær­bal­lon kendt som Skyhook.
3. Igen må en bal­lon være syn­de­ren og ikke en ufo. Se Jero­me Clarks bog »Stran­ge Ski­es: Pilot Enco­un­ters with UFOs« (New York: Cita­del, 2003), side. 66–68.
4. Citat fra »Wor­ld’s First Docu­men­tary«, Flying Sau­cers, juni 1957.
5. Ibid.
6. Tak til Bar­ry Gre­enwood, som for lang tid siden skaf­fe­de mig yder­li­ge­re infor­ma­tion om fil­men, også til Gary Man­gi­a­cop­ra, som fort­sæt­ter sine stu­di­er af »U.F.O.«