Støtte fra Videnskabsministeriet
Et af formålene med SUFOI’s arbejde er at identificere og afmystificere ufofænomener bl.a. gennem oplysning om kendte himmelfænomener. Et resultat af dette arbejde så dagens lys i 2000, da vi udgav heftet »Når du ser et stjerneskud — guide til identificering af himlens fænomener«.
Det flotte, farveillustrerede 28 siders hefte var i 2000 udgivet med støtte fra Undervisningsministeriet/Tips- og Lottomidlerne — og blev en dundrende succes! Hele oplaget på 12.000 eksemplarer blev uddelt gratis og fandt vej til UFO-Nyts læsere, folkebiblioteker, pressen, astronomiforeninger og planetarier. I løbet af to år var lagret tømt. Danskerne er i den grad interesserede i at vide, hvad der befinder sig over deres hoveder.
Vi har derfor i længere tid ønsket at genoptrykke »Når du ser et stjerneskud« og om muligt revidere heftets indhold, så det kunne blive endnu mere anvendeligt som en guide til himlens fænomener. Og nu er det lykkedes!
SUFOI har søgt Mininisteriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling om støtte til informationsvirksomhed om rummet — og fået bevilget et beløb, der har gjort det muligt for os at udgive en ny udgave af »Når du ser et stjerneskud«.
Den nye udgave er forbedret på flere områder: Faktuelle fejl er rettet, flere fotos er udskiftet, og nye afsnit er tilføjet.
Et gratis eksemplar af den nye udgave af guiden er sammen med UFO-Nyt nr. 1/2005 sendt til alle SUFOI’s medlemmer.
I den kommende tid sendes »Når du ser et stjerneskud? — guide til identificering af himlens fænomener« bl.a. ud til alle de danske planetarier. Så kig efter guiden, næste gang du skal i rumteateret eller på rundvisning i universet.
De leder efter ET
Resultaterne, planerne og drømmene hos vore dages rumindustri fremlægges hvert år på en gigantisk kongres kendt som International Astronautics Congress (IAC). I en hel uge sværmer tusindvis af raketeksperter, folk fra rumagenturerne og satellitbyggere som bier omkring en krukke honning i IAC’s store haller for at finde de mest interessante foredrag og seminarer. Bløde pelshatte og store jagtknive er yt, mens italiensk tøj og mobiltelefoner er in. Der er faktisk ikke — når man ser bort fra det skræddersyede tøj — den store forskel på vor tids pionerer og de pionerer, der erobrede det vilde vesten: De tiltrækkes alle af risikoen, spændingen og det forførende eventyr.
Siden 1971 har SETI været en del af IAC, og det bliver i almindelighed fejret med en hel dags præsentationer af de seneste data, teknologien og den sociale betydning, som søgningen efter ikke-jordisk liv har. Kongressen i 2004 blev holdt i Vancouver, en canadisk by der ligger som en juvel fanget mellem bjergene og havet. Ret passende har Vancouver fået sit navn efter en af det 18. århundredes største opdagelsesrejsende.
Arbejdet med fundamentet til den første ATA parabol er i fuld gang.
SETI-præsentationerne gik lige fra de seneste teleskopopdagelser til det sprog, som ET vil bruge som signal. En omfattende gennemgang af dette materiale ville højst sandsynligt sætte læsernes tålmodighed på en hård prøve, så jeg har valgt kun at skrive om nogle få af emnerne.
University of Californias SETI forskning er fortsat meget omfattende. Nyuddannede Aaron Parsons beskrev, hvordan Berkeley-gruppen foretager en optisk SETI-søgning, som gør brug af et Leuschner 30″ teleskop (der står på en bakke omkring 20 km øst for San Francisco). Med det har de undersøgt 7.500 stjernesystemer og 132 galakser. Lige som ved andre optiske projekter ser man efter nanosekund blink (en-milliardendedel af et sekund eller mindre), som kortvarigt overstråler lyset fra en stjerne.
En anden metode er at søge efter pulser — af radiosignaler frem for lys — hvilket Berkeley teamet også er begyndt på. De kaldes astropulser og vil kræve meget følsomme modtagere og kraftige computere, hvis man skal registrere dem, da det drejer sig om meget tynde, varme gasskyer i det interstellare rum, der udsender meget kortvarige, spidse pulser med meget svag styrke, hvilket gør dem vanskelige at opfange.
Berkeleys flagskib inden for SETI-forskningen er SERENDIP V, et projekt som kører på det store Arecibo radioteleskop. Det er herfra, at dataene til SETI@home screensaveren kommer. SERENDIP V’s modtagere lytter på næsten en milliard kanaler (det er uden tvivl mere end din lokale udbyder af kabel-tv kan levere), og breder sig over 300 MHz pr. kanal. Til sammenligning er det omkring 50 gange så meget som en almindelig tv-kanal.
Omkring 1 pct. af SERENDIP’s data er fordelt blandt de mange SETI@home abonnenter, hvis computere forsøger at analysere dem. Over 5 millioner mennesker har dowloaded denne populære screensaver, og hver dag kommer der 2.000 nye til. SETI@home’s kollektive regnekraft svarer til en 65 teraflop maskine, hvilket gør den til verdens største computer. Den platform, som understøtter screensaveren, står for at blive taget i anvendelse til andre vigtige projekter såsom cancer-forskning, proteiners sammensætning og vejrmodeller.
Dave DeBoer fra SETI Institute fremlagde sidste nyt om Allen Telescope Array, ATA, som for tiden bliver opført i det nordlige Californien. I den nærmeste fremtid vil ATA antennearrangementet bestå af 32 paraboler — et antal der gør det muligt at begynde på nogle af de første seriøse projekter. Ved siden af en kort liste over vigtige studier vil ATA-32 påbegynde SETI-opgaverne med at skanne Mælkevejens centrale plan. Dér er stjernetætheden størst, så det er et godt sted at begynde.
Takket være dens specielle hard- og software vil ATA-32 være i stand til at se på 16 steder på himlen på samtidig. Med andre ord: Til forskel fra tidligere tiders SETI-eksperimenter vil dette teleskop være i stand til at undersøge mange himmellegemer på én gang. Hvis ATA bliver udvidet med i hundredvis af antenner, vil det virkeligt blive noget, der rykker, og mange gange kraftigere end fortidens SETI-udstyr.
Når alle ATA paraboler er opstillet, udgør de en skov af 350 antenner rettet mod det ydre rum.
En anden måde at finde ET på er at jagte byggeprojekter frem for signaler. En ide, der har vakt interesse blandt SETI-forskere i årtier, er den tanke, at et meget avanceret samfund må have anbragt gigantiske solcelle-arrangementer i kredsløb om deres hjemstjerne for at skaffe en stigende mængde energi til deres dagligdag. Et sådant anlæg, som fuldstændig omgiver stjernen, kaldes en Dyson-kugle, da det var fysikeren Freeman Dyson, som først fik ideen.
Der er dog et men: Ingen energi-omsætter — det gælder også solceller — kan få en virkningsgrad på 100. Anlægget vil blive opvarmet, og dets bagside vil udsende infrarød stråling (varme) ud i rummet. Hvis man støder på en stjerne, som udsender mere infrarød stråling end normalt, ja, så har man opdaget en civilisation, der lever over evne.
Richard Carrigan fra Chicagos Fermi Lab har forsket i data indsamlet for år tilbage af IRAS infrarød-satellitten, der netop så efter denne type stjerner. Han har ikke fundet nogen gode kandidater endnu, men ideen (som også andre støtter) er bestemt både interessant og afhængig af bedre infrarød-teleskoper, som bliver sendt op i en ikke alt for fjern fremtid.
SETI-afdelingen på IAC kongressen var som altid populær og udfordrende. Men det er ingen overraskelse. Når alt kommer til alt, hvad er så mere dragende ved universet end muligheden for, at det ikke blot består af 30 millioner trillioner trillioner kubiklysår sterilt materiale?
Kilde: www.space.com, 14.10.2004/-for
Har du erfaringer med radar?
Observationer af uidentificerede radarmål må siges at være en af de mere spændende kategorier af ufo-observationer. Til gengæld er også dette område behæftet med meget store fejlmuligheder — eksempelvis med baggrund i radarudstyrets manglende formåen for årtier siden, hvor langt de fleste radarobservationer fandt sted.
UFO-Nyts redaktion har været i kontakt med en af de danske radaroperatører, der for år tilbage har stiftet bekendtskab med mystiske ekkoer på Forsvarets radarskærme. I næste nummer af UFO-Nyt vil vi derfor fortælle om denne radaroperatørs oplevelser.
Men har du selv eller andre, du måtte have kendskab til, observeret ejendommelige ekkoer på radarskærme, vil vi i redaktionen gerne høre nærmere herom snarest muligt på adressen info@sufoi.dk. Det kan også være henvendelser fra personer, som har forklaringer på forskelligartede radarekkoer. Redaktionen skal kende observatørers identitet, men beretninger kan sagtens bringes uden navn i UFO-Nyt.
Stod rumvæsner bag flodbølgen?
Var der udelukkende tale om en naturkatastrofe, da de asiatiske kyster anden juledag blev ramt af de dræbende bølger? Konspirationsteorierne efter katastrofen i Sydøstasien florerer på diverse internetsider. Alt lige fra våbenforsøg til rumvæsner menes at have udløst jordskælvet.
„Hvorfor har USA sendt et krigsskib til området, og hvorfor er en af de øverstbefalende amerikanere på vej derned?“ spørger konspirationsteoretikeren Mark Tyler ifølge det franske nyhedsbureau AFP og henviser til udenrigsminister Colin Powells besøg i katastrofeområdet.
En af teorierne går på, at det undersøiske jordskælv er udløst af amerikanske forsøg med våben, der udsender elektromagnetiske bølger, som kan udløse alt fra jordskælv til vulkanudbrud.
Ifølge en af de mere fantasifulde teorier har rumvæsner udløst skælvet som et forsøg på at rette op på jordens rotation om Solen.
Forfatteren Lars Bugge (se for eksempel 40 nye rapporter om sammensværgelser) har længe beskæftiget sig med konspirationer, og han er ikke i tvivl om, hvorfor der allerede nu er gang i de alternative forklaringer på katastrofen.
„Teorierne bruges som værn mod meningsløsheden. Man kan ikke acceptere, at tilfældigheder udløser så store katastrofer. Så vil man hellere have en forklaring, så man ved, at der kunne være gjort noget for at forhindre det“, siger Lars Bugge.
Selv om nogle af teorierne lyder mere sandsynlige end andre, tror Lars Bugge ikke på, at nogen af de nuværende teorier kommer til at hænge ved.
„Det vil være kortvarige, halvdårlige teorier, der kan bindes til flodbølgen. Der er ikke ordentlig grobund for konspirationsteorier, når det handler om naturkatastrofer, fordi der ikke er personer direkte indblandet i dem“, slutter Lars Bugge.
Kilde: www.politiken.dk, 6. januar 2005, m.fl.
UFO-bølge i Iran
I de seneste måneder har der i Iran været ekstraordinært mange iagttagelser af ufoer — en bølge der begyndte i sommeren 2004. Ikke alene har privatpersoner rapporteret om ufoer, men observationerne har også fået væsentlig dækning i de statsejede medier. Irans luftvåben har fået ordre til at nedskyde ethvert uidentificeret flyvende objekt. Men hvorfor nu det?
De uidentificerede flyvende objekter bliver hovedsageligt set i provinserne Bushehr og Isfahan — de provinser, hvor der er bygninger og installationer relateret til atomkraft.
Ufo-bølgen begyndte på nogenlunde samme tidspunkt, som USA og NATO blev bekymret over Irans atomprogram, og derfor mener mange iranere, at ufoerne ikke er andet end amerikanske spionfly.
General Karim Ghavani, chef for Irans luftvåben, udtalte den 25. december:
„Vi har planlagt at forsvare landets atomfaciliteter mod en hvilken som helst trussel. Irans luftvåben er i beredskab og klar til at udføre sine pligter.“
Selv om Irans regering har lovet at stoppe enhver aktivitet relateret til uranberigelse og samtidig nægter at have planer om brug af atomkraft til andet end elektricitetsproduktion, går der rygter om, at de iranske politikere ikke holder, hvad de lover. Faktisk har den amerikanske regering omtalt Iran som en del af „ondskabens akse“ sammen med Nordkorea.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.