Sand­he­den er ilde hørt…

For nylig læste jeg, at Sus­an Clan­cy, psy­ko­log på Har­vard Uni­ver­si­ty, har fået så man­ge hade­mails og trus­sel­bre­ve, at hun har beslut­tet aldrig mere at udta­le sig offent­ligt om bort­fø­rel­ses­fæ­no­me­net.

 

Hvad er hen­des „for­bry­del­se“? Clan­cy har såmænd blot skre­vet en lil­le, men ual­min­de­lig god bog »Abducted — How Peop­le Come To Belie­ve They Were Kid­nap­ped By Ali­ens«. Bogen har man­ge kva­li­te­ter: Den er velskre­vet, behand­ler de inter­viewe­de per­so­ner med stor respekt, og så stil­ler den de helt rig­ti­ge spørgs­mål og giver de bedst muli­ge svar.

Clan­cy har brugt 5 år til at stu­de­re bort­fø­rel­ses­fæ­no­me­net og inter­viewet omkring 50 per­so­ner, som mener, at de har været bort­ført af ali­ens. Clan­cys for­mål med pro­jek­tet var at bely­se spørgs­må­le­ne:

  • Hvad får per­so­ner til at tro, at de har været bort­ført af ali­ens?
  • Hvor­for kan jeg huske det, hvis det ikke ske­te?
  • Hvor­for er bort­fø­rel­ses­hi­sto­ri­er så ens?
  • Hvem bli­ver bort­ført?
  • Hvis det vir­ke­lig ikke ske­te, hvor­for ønsker jeg så, at det er sket?

Clan­cys kon­klu­sio­ner stem­mer fint overens med, hvad blandt andre Sus­an Bla­ck­mo­re (ph.d. i parap­sy­ko­lo­gi) er nået frem til — se UFO-Nyt nr. 1/2004 og artik­ler­ne i UFO-Vision 8, som net­op er et tema­num­mer om ufo-bort­fø­rel­ser (se til­bud på <? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/uv/t‑029.inc” ?>.

Clan­cy slår fast, at langt de fle­ste per­so­ner, som tror eller påstår, at de har været bort­ført af ali­ens, er ærli­ge og nor­ma­le men­ne­sker. Ingen af per­so­ner­ne er våg­net op om mor­ge­nen med en klar erin­dring om at have været bort­ført, lige­som de hel­ler ikke har en fiks og fær­dig beret­ning. Nog­le gan­ge begyn­der det, som sene­re bli­ver til en bort­fø­rel­ses­be­ret­ning, med at være en ople­vel­se for­år­sa­get af søvn­lam­mel­se. Andre gan­ge våg­ner de blot med en svag for­nem­mel­se af, at der i løbet af nat­ten er sket noget, som kræ­ver en for­kla­ring. Det er ikke de bort­før­tes „fejl“, at de tror, at de er ble­vet bort­ført. De har ufri­vil­ligt fået nog­le erin­drin­ger, som er opstå­et i et miks af mare­ridt, kul­tur­på­virk­nin­ger og et stærkt behov for at fin­de en mening med til­væ­rel­sen.

Clan­cy erfa­re­de, at alle for­søgs­per­so­ner­ne selv hav­de for­søgt at fin­de for­kla­rin­ger på deres bekym­rin­ger, mare­ridts­ag­ti­ge drøm­me etc. ved at læse bøger, se film eller opsø­ge hyp­no­ti­sø­rer og „bort­fø­rel­ses­eks­per­ter“. Det­te er en natur­lig hand­ling, da det er vig­tigt for de fle­ste af os at ken­de årsa­ger­ne til vores følel­ser og ska­be en for­kla­ren­de histo­rie.

Det hæv­des ofte, at alle bort­fø­rel­ses­hi­sto­ri­er lig­ner hin­an­den til for­veks­ling og der­for nød­ven­dig­vis må udsprin­ge af vir­ke­li­ge hæn­del­ser. Clan­cys man­ge inter­views med påstå­e­de bort­før­te viser, at det­te slet ikke er til­fæl­det. Selv om der er fæl­les­træk (et almin­de­ligt men­ne­ske bort­fø­res af rumvæs­ner og under­ka­stes en medi­cinsk under­sø­gel­se), er der meget sto­re indi­vi­du­el­le for­skel­le på beret­nin­ger­ne. Både fæl­les­træk og detal­jer har i øvrigt været kendt gen­nem film og tv i åre­vis, inden det blev moder­ne at bli­ve bort­ført!

Man skul­le tro, at per­so­ner, som til­sy­ne­la­den­de har haft en meget trau­ma­tisk ople­vel­se — bort­ført af skræm­men­de væs­ner efter­fulgt af en pine­fuld, ofte seksu­elt beto­net under­sø­gel­se — vil­le ønske, at bort­fø­rel­sen aldrig hav­de fun­det sted. Men Clan­cys forsk­ning viser, at ingen af de 50 bort­før­te vil­le have und­væ­ret den skræm­men­de ople­vel­se. De er fak­tisk gla­de for ople­vel­sen. Den har givet deres liv ny mening. De er ikke læn­ge­re ale­ne, og ople­vel­sen har for­sik­ret dem om deres plads i uni­ver­set og deres egen betyd­ning.

Clan­cys bog er ble­vet godt mod­ta­get i Euro­pa, men i ufo-bort­fø­rel­ser­nes hjem­land, USA, har den fået en hård med­fart i ufo-kred­se. Ikke over­ra­sken­de fin­der man de skar­pe­ste kri­ti­ke­re blandt de „bort­fø­rel­ses­for­ske­re“, som har skaf­fet sig en biind­tægt ved salg af bøger og ved at lede tera­pi­grup­per, som over­be­vi­ser almin­de­li­ge ame­ri­kan­ske bor­ge­re med søvn­for­styr­rel­ser om, at de i vir­ke­lig­he­den er bort­fø­rel­ses­of­re.

I alle de år jeg kan huske, har ufo­lo­ger arbej­det for, at viden­ska­ben skul­le inter­es­se­re sig for ufo-fæno­me­net og beslæg­te­de emner. Og når Sus­an Clan­cy m.fl. så tager udfor­drin­gen op og går til sagen efter alle seri­ø­se viden­ska­be­li­ge meto­der, him­ler selv­sam­me ufo­lo­ger op — måske for­di kon­klu­sio­ner­ne ikke pas­ser med deres eget ver­dens­bil­le­de og for­ret­ning?

»Abducted — How Peop­le Come To Belie­ve They Were Kid­nap­ped By Ali­ens«. Du bli­ver godt under­holdt, klo­ge­re og sover bed­re om nat­ten!

Sus­an A. Clan­cy: »Abducted — How Peop­le Come To Belie­ve They Were Kid­nap­ped By Ali­ens«, Har­vard Uni­ver­si­ty Press. Cam­brid­ge, Mas­sa­chu­setts, 2005.
179 sider, ind­bun­det, US$ 22,95.
Bogen kan bestil­les på www.amazon.com

Der­for tier NSA om ufo­er

Hvis USA skul­le for­tæl­le, hvad lan­det ved om uden­land­ske ufo-rap­por­ter, vil­le det ska­de egen spionvirk­som­hed samt for­hol­det til frem­me­de mag­ter. Det frem­går af et tid­li­ge­re hem­me­ligstemp­let doku­ment, som nu er offent­lig­gjort.

 

Et 26 år gam­melt doku­ment med høje­ste sik­ker­heds-klas­si­fi­ka­tion — Top Secret Umbra — om infor­ma­tio­ner, der er ind­hen­tet via aflyt­ning, har afslut­tet 40 års hem­me­lig­heds­kræm­me­ri i USA. De 21 sider er et svar fra efter­ret­ning­s­tje­ne­sten Natio­nal Securi­ty Agen­cy (NSA), på en hen­ven­del­se fra Citizen Against UFO Secre­cy (CAUS) fra 1980. Orga­ni­sa­tio­nen hav­de begæ­ret at få udle­ve­ret en del af NSA’s doku­men­ter om ufo­er. Sva­ret fra NSA, som er for­fat­tet af NSA’s pres­se­tals­mand Euge­ne F. Yea­tes, blev i sin hel­hed hem­me­ligstemp­let i 1980, men nu er vis­se dele gjort til­gæn­ge­li­ge.

Det er ikke over­ra­sken­de, at orga­ni­sa­tio­ner som NSA opsnapper/indsamler infor­ma­tio­ner om uiden­ti­fi­ce­re­de fly­ven­de objek­ter. NSA har som en af sine opga­ver at ana­ly­se­re andre lan­des kom­mu­ni­ka­tion i jag­ten på ter­r­o­ri­ster og at opda­ge trus­ler mod USA’s sik­ker­hed. At ukend­te objek­ter, som befin­der sig i luftrum­met over USA, fal­der inden for deres inter­es­se­om­rå­de, er gan­ske natur­ligt. Om NSA aktivt søger efter den slags infor­ma­tio­ner, eller om det er en føl­ge af anden virk­som­hed, frem­går ikke af doku­men­tet. Klart er det dog, at orga­ni­sa­tio­nen har adskil­li­ge rap­por­ter med rela­tion til ufo­er i sit arkiv — det nu fri­giv­ne doku­ment hen­vi­ser til mere end 200 andre hem­me­li­ge doku­men­ter, som på en eller anden måde har for­bin­del­se til ufo-spørgs­må­let.

Side otte i det 21-sider lan­ge doku­ment til dom­sto­len er et eksem­pel på, hvor­dan meget infor­ma­tion efter mere end 25 års hem­me­lig­heds­kræm­me­ri ikke menes at kun­ne offent­lig­gø­res. Hele doku­men­tet kan ses på her.

239 doku­men­ter

Det er ikke let at se, hvil­ken for­bin­del­se alle dis­se doku­men­ter har til ufo­er. Da man­ge afsnit blev slet­tet, før Yea­tes svar blev fri­gi­vet, er det umu­ligt at dan­ne sig et klart bil­le­de. Man­ge af doku­men­ter­ne dre­jer sig om obser­va­tio­ner fra andre lan­de rap­por­te­ret til lan­de­nes mili­tæ­re instan­ser.

Det tid­li­ge­re hem­me­ligstemp­le­de doku­ment blev offent­lig­gjort den 3. novem­ber 2005 efter en begæ­ring fra CAUS’ Micha­el Rav­nitzky. Doku­men­tet giver et inter­es­sant ind­blik i, hvor­dan NSA er kom­met i kon­takt med ufo-fæno­me­net. Det frem­går eksem­pel­vis, at NSA, som blandt andet arbej­der med aflyt­ning og ana­ly­se af frem­me­de mag­ters radio‑, tele- og inter­net­tra­fik, frem til 1980 hav­de 239 ufo-rela­te­re­de doku­men­ter i sit arkiv. Af dis­se kom 79 fra andre myn­dig­he­der, mens 160 hav­de deres oprin­del­se hos NSA. 156 af de 239 doku­men­ter inde­hol­der infor­ma­tio­ner, som er hen­tet ved aflyt­ning, og af dis­se stam­mer så godt som alle fra aflyt­ning af andre lan­des kom­mu­ni­ka­tion.

Dis­se doku­men­ter inde­hol­der blandt andet en aflyt­tet sam­ta­le mel­lem pilo­ter­ne på to uden­land­ske fly og jord­kon­trol­len om en obser­va­tion af uiden­ti­fi­ce­re­de fly­ven­de objek­ter i april 1971. Der er ingen detal­jer, og vi ved hel­ler ikke over hvil­ket land, hæn­del­sen fandt sted.

Yea­tes skrift­li­ge rede­gø­rel­se viser, at aflyt­ning af uden­land­ske rada­ro­pe­ra­tø­rers kom­mu­ni­ka­tion med en, som det hed­der, „cen­tral kom­mu­ni­ka­tions­cen­tral“ er ren ruti­ne; i alt 109 doku­men­ter skal have inde­holdt en sådan kom­mu­ni­ka­tion i for­bin­del­se med ufo-obser­va­tio­ner. I det stærkt cen­su­re­re­de eksem­pel på aflyt­ning af kom­mu­ni­ka­tion, hvor det dre­jer sig om et ufo-fæno­men, beskri­ves de rap­por­te­re­de objek­ter som „lysen­de kug­ler“, „et gult objekt som rap­por­te­res at styr­te i havet“, „et stærkt lys­glimt“, „et lysen­de objekt“, „uiden­ti­fi­ce­ret objekt i meget stor høj­de“, „ukendt objekt med to lys“, „en raket“, „en lyskug­le på stør­rel­se med en appels­in“ og „en aflang lyskug­le“. I fle­re af til­fæl­de­ne er objek­tet også set på radar, og sel­ve kom­mu­ni­ka­tio­nen mel­lem radar­sta­tio­nen, pilo­ter­ne og den cen­tra­le kom­mu­ni­ka­tions­cen­tral er aflyt­tet.

Yea­tes slår også det inter­es­san­te fak­tum fast, at det sjæl­dent var på grund af ind­hol­det i sel­ve den rap­por­te­re­de obser­va­tion, at man hem­me­ligstemp­le­de doku­men­tet, men på grund af oplys­nin­ger om hvil­ke anlæg, det dre­je­de sig om, eller hvil­ket per­so­na­le som ind­sam­le­de mate­ri­a­let, og hvil­ke meto­der man anvend­te. NSA ønsker hel­ler ikke at offent­lig­gø­re, hvil­ken type obser­va­tio­ner det dre­jer sig om, da en detal­je­ret beskri­vel­se af det­te vil­le give frem­me­de mag­ter nøg­len til, hvil­ke af deres radar­sta­tio­ner der kun­ne aflyt­tes, og hvor­når det ske­te.

Skul­le NSA i detal­jer beret­te om, hvil­ke obser­va­tio­ner, der blev gjort over andre lan­de, så vil­le man sam­ti­dig afslø­re, hvil­ken kom­mu­ni­ka­tion man aflyt­te­de i dis­se lan­de, og hvil­ken kode man hav­de haft held til at knæk­ke. Af det hem­me­ligstemp­le­de doku­ment frem­går også, at man den­gang — og givet­vis også i dag — aflyt­ter sam­ta­ler, som distri­bu­e­res gen­nem inter­na­tio­na­le tele­fon­sel­ska­ber og andre kom­mu­ni­ka­tions­for­mid­le­re. Der­u­d­over påpe­ger Yea­tes, at NSA-doku­men­tet også viser, hvor­dan man hav­de held med præ­cis at fin­de den type rap­por­ter, som man er inter­es­se­ret i, ud fra de „mil­li­o­ner af med­del­el­ser som dag­lig sen­des“ ud i ver­den. Det er en så føl­som oplys­ning, at man ikke vil offent­lig­gø­re noget i detal­jer.

Andre lan­de

Fil­min­ter­es­se­re­de husker sik­kert fil­men »Three Days of the Con­dor« fra 1975, hvor Robert Red­ford (med kode­nav­net Con­dor) arbej­der på et hem­me­ligt CIA-kon­tor, hvor han og hans kol­le­ger leder efter bestem­te nøg­le­ord i bøger. Vore dages aflyt­nings­com­pu­te­re arbej­der på sam­me måde med at skan­ne emails, fax og tele­fon­sam­ta­ler for vis­se ord eller fra­ser.

Af de 21 sider frem­går det også, at NSA på grund af sit sam­ar­bej­de med andre lan­de er meget for­sig­tig med at angi­ve, hvor og hvor­når en bestemt ufo-obser­va­tion fandt sted, for ikke at ska­de andre og tred­je part som har for­sy­net dem med den­ne infor­ma­tion. Med en sådan frem­gangs­må­de kan sam­ar­bejds­lan­de­ne „fort­sat tro på, at USA kan hol­de hem­me­li­ge infor­ma­tio­ner hem­me­li­ge“, skri­ver Yea­tes i sit svar date­ret den 9. okto­ber 1980.

Nu er det ikke kun ufo-rap­por­ter­ne i sig selv, som tages up i Yea­tes’ doku­ment. Men også fle­re andre doku­men­ter berø­rer emnet. En sådan rap­port, som blev udfær­di­get af NSA, har over­skrif­ten »UFO Hypo­t­he­sis and Sur­vi­val Questions« (Ufo-hypo­te­ser og spørgs­mål om over­le­vel­se), mens et andet hed­der »UFOs and the Intel­li­gen­ce Com­mu­ni­ty Blind Spot to Sur­pri­se or Decep­ti­ve Data« (Ufo­er og efter­ret­ning­s­tje­ne­ster­nes mang­len­de evne, når det dre­jer sig om over­ra­sken­de eller vild­le­den­de data).

Det doku­ment, som nu er fri­gi­vet af dom­sto­len, gør det klart, at det er meget bela­sten­de for NSA’s arbej­de at offent­lig­gø­re dis­se og de øvri­ge over 200 doku­men­ter, og at det i så fald vil „øde­læg­ge USA’s mulig­he­der for at ind­sam­le den­ne type vita­le sik­ker­heds­in­for­ma­tio­ner“. Euge­ne F. Yea­tes skri­ver også, at den infor­ma­tion, som orga­ni­sa­tio­nen har ind­sam­let i det­te til­fæl­de, „er resul­ta­tet af aflyt­nings­o­pe­ra­tio­ner ret­tet mod frem­me­de mag­ters kom­mu­ni­ka­tions­sy­ste­mer inden for dis­se lan­des ter­ri­to­ri­al­græn­ser“.

Usæd­van­lig infor­ma­tion

Bil­le­det af en spio­nor­ga­ni­sa­tion, som har svært ved at rea­ge­re på infor­ma­tion af ufo-karak­ter, træ­der tyde­ligt frem i Yea­tes svar. I et af de doku­men­ter, som Yea­tes hen­vi­ser til, næv­nes en kom­men­tar skre­vet af en ikke navn­gi­ven NSA-embeds­mand. I den beskri­ver han, hvad han mener, er en orga­ni­sa­tion (1980), der har pro­ble­mer med at rea­ge­re kor­rekt på usæd­van­li­ge infor­ma­tio­ner. Det, som NSA-embeds­man­den så som et pro­blem, var sand­syn­lig­vis, at en mulig fjen­de skul­le kun­ne angri­be USA med far­tø­jer eller meto­der, som lå uden for det, man nor­malt reg­ne­de med, og at der blandt ufo-rap­por­ter­ne kan fin­des den slags infor­ma­tion. Yea­tes skri­ver i sit svar til dom­sto­len:

„I doku­men­tet omta­ler for­fat­te­ren, hvad han anser for at være svag­he­der, når det gæl­der myn­dig­he­der­nes ind­sam­ling af infor­ma­tio­ner og deres rap­por­te­rings­ru­ti­ner, deres mang­len­de evne til at rea­ge­re kor­rekt på uven­te­de infor­ma­tio­ner eller ind­sam­le­de infor­ma­tio­ner, som med fort­sæt er gjort vild­le­den­de. Han bru­ger ufo-fæno­me­net til at illu­stre­re sin over­be­vis­ning om, at den ame­ri­kan­ske spionvirk­som­hed mang­ler evne til at behand­le den slags usæd­van­li­ge data, og det alvor­ligt påvir­ker mulig­he­der­ne for at ind­sam­le dem.“

NSA vil ikke offent­lig­gø­re den ansat­tes skrift­li­ge advars­ler om NSA’s mang­ler, for­di det iføl­ge Yea­tes er af stør­ste vig­tig­hed, at ansat­te fort­sat skal være vel­kom­ne med ide­er og kri­tik, „selv om de sene­re viser sig at være for­ker­te“.

Så hvor­for skju­ler NSA og den ame­ri­kan­ske rege­ring oplys­nin­ger om ufo-fæno­me­net sam­ti­dig med, at man siger, at man ikke er inter­es­se­ret i det? Skal vi tro, hvad vi kan læse i det tid­li­ge­re top­hem­me­li­ge doku­ment, så gør NSA alt, hvad man kan for at beskyt­te egne arbejds­me­to­der og at hem­me­lig­hol­de, hvil­ken type af kom­mu­ni­ka­tion og mod hvil­ke mål, man har ret­tet den, eller hvil­ke man ikke for­må­e­de at aflyt­te.

Ste­ven After­good fra Pro­ject on Gover­n­ment Secre­cy ved Fede­ra­tion of Ame­ri­can Sci­en­ti­sts i Was­hin­gron DC. siger i et inter­view, at den ame­ri­kan­ske rege­ring i vir­ke­lig­he­den har noget at skju­le, men at det­te ikke har noget med ikke-jor­di­ske at gøre. I ste­det for dre­jer det sig om på alle måder om at beskyt­te sin spionvirk­som­hed fra nys­ger­ri­ge blik­ke.

Det nu del­vis deklas­si­fi­ce­re­de doku­ment styr­ker det­te og påvi­ser sam­ti­dig de besvær­lig­he­der, en ufo­log stil­les over­for, når man for­sø­ger at få fat i infor­ma­tio­ner fra hem­me­li­ge kil­der.

Kil­de: UFO-Aktu­el­lt, nr. 1/06/ ‑for

Gen­syn med Gel­ler

Der har i man­ge år været stil­le omkring Uri Gel­ler. Hvad laver han egent­lig i dag? Påstår han sta­dig, at han kan sæt­te ure i stå og bøje ske­er?

 

Den tid­li­ge­re isra­el­ske faldskærms­sol­dat Uri Gel­ler fik inter­na­tio­nal berøm­mel­se i 1970’erne. Gel­ler, som hæv­de­de at være efter­kom­mer af psy­ko­a­na­ly­ti­ke­ren Sig­mund Freud, sag­de, at han kun­ne bøje ske­er og få liv i stand­se­de ure ale­ne ved tan­kens kraft. I sine vel­magts­da­ge duk­ke­de Gel­ler op i utal­li­ge tv- og radiopro­gram­mer, fik i tusind­vis af til­hæn­ge­re såvel som omta­le i man­ge artik­ler — også i det skep­ti­ske, ame­ri­kan­ske tids­skrift »Skep­ti­cal Inqui­rer«.

Lige så glad Gel­ler var for at være i ram­pe­ly­set, lige så ivrig var han efter at sagsø­ge sine kri­ti­ke­re (uden held), især tryl­le­kunst­ne­ren James Ran­di og »Com­mit­tee for the Sci­en­ti­fic Inve­sti­ga­tion of Claims of the Para­nor­mal« (CSICOP). Uan­set, om Gel­ler fak­tisk hav­de de påstå­e­de evner eller ej, så kun­ne tryl­le­kunst­ne­re som Ran­di nemt kopi­e­re alle Gel­lers bedrif­ter. Som Ran­di gan­ske rig­tigt sag­de: „Hvis Uri bru­ger sin hjer­ne til at bøje ske­er med, gør han det på den svæ­re måde“.

Uri Gel­ler har hjem­mesi­den www.uri-geller.com.

Uri Gel­ler har ikke gen­vun­det for­ti­dens berøm­mel­se, men flyt­tet sine talen­ter over på andre områ­der. I 1977 udgav han et musi­kal­bum med egne kom­po­si­tio­ner. Det inde­hol­der 11 num­re med tit­ler som »Come on Love«, »Vel­vet Spa­ce«, »Bey­ond Imag­i­na­tion« og »I Can­not Answer You«. Album­met fik stort set ingen opmærk­som­hed den­gang, men blev af ufor­klar­li­ge grun­de genud­gi­vet i 2000. En anmel­der på Amazon.com skrev:

„Det er meget, meget sjæl­dent, at et så talent­løst musi­kal­bum udkom­mer, men for Uri Gel­ler ske­te det alli­ge­vel for­holds­vis let. Det er ‚elen­dig’ musik, og det er vir­ke­lig skræk­ke­ligt og ikke værd at høre på. Det bør hel­ler ikke sæl­ges af selv de mest hardco­re leve­ran­dø­rer af den mest tar­ve­li­ge musik.“

Gel­ler lever fort­sat af sin for­tid og har udgi­vet over et dusin bøger såvel som sit »Mind Power Kit« (hjer­ne-ener­gi-sæt) — kom­plet med en „effek­tiv krystal“ og den fejl­ag­ti­ge påstand, at men­ne­sket kun bru­ger 10 % af sin hjer­ne­ka­pa­ci­tet.

I 1999 udgav han roma­nen »Ella« om en ung bri­tisk pige, der til sin egen for­bløf­fel­se udvik­ler mysti­ske tele­pa­ti­ske og psy­koki­ne­ti­ske evner.

Gel­ler har fået pres­seom­ta­le gen­nem de sene­ste år, ikke ved at bøje ske­er eller sæt­te ure i gang, men pga. sit ven­skab med (og ener­gi­ske for­svar af) Micha­el Jack­son. Gel­ler var over­be­vist om Jack­sons uskyld, for som han sag­de, hav­de han hyp­no­ti­se­ret Jack­son og spurgt ham, om han nogen­sin­de hav­de foru­lem­pet børn. Jack­son sag­de „nej“. Det var grund nok for Gel­ler, som der­ef­ter sag­de, at Jack­son skul­le glem­me, at han spurg­te. Gel­lers spå­dom blev bekræf­tet af Jack­sons fri­ken­del­se, og Gel­ler er sik­ker på, at Jack­sons kar­ri­e­re vil fort­sæt­te i en bed­re ret­ning end tid­li­ge­re. Som han sag­de til lon­do­na­vi­sen »Daily Tele­graph« den 18. juni 2005:

„Det­te come­ba­ck vil bli­ve det mest dra­ma­ti­ske i show­biz nogen­sin­de, vold­som­me­re end da Elvis Pres­ley vend­te hjem fra hæren. Fak­tisk er det ene­ste, som kan slå det­te come­ba­ck, hvis Elvis genop­står fra de døde.“

Så vær for­be­redt på den­ne jor­drysten­de genop­stan­del­se af enten Elvis Pres­leys eller Micha­el Jack­sons kar­ri­e­rer.

Gel­ler, som bor i Lon­don, bru­ger meget af sin tid på at skri­ve, hol­de fored­rag og udfø­re vel­gø­ren­heds­ar­bej­de, fx hjæl­pe alvor­ligt syge børn. En af Gel­lers sene­ste ini­ti­a­ti­ver er et Psy­kisk Muse­um i York, som han etab­le­re­de i 2005 sam­men med astro­lo­gen Jonat­han Cai­ner. Besø­gen­de bli­ver i hold på 12 eller fær­re ført gen­nem „sindsåb­nen­de eks­pe­ri­men­ter, som giver en per­son­lig ople­vel­se af psy­kisk kræf­ter og poten­ti­a­le“. Udstil­lin­ger og demon­stra­tio­ner omfat­ter ønske­k­vi­ste, psy­ko­me­tri, aura og ener­gi­fel­ter, remo­te viewing, psy­koki­ne­se og tele­pa­ti.

Uri Gel­ler siger:

„Det, der sker rundt omkring i ver­den lige nu, er, at folk er begyndt at tro på psy­ki­ske fæno­me­ner… Det vir­ker, ellers vil­le folk ikke være inter­es­se­ret i det.“

Kil­de:

Skep­ti­cal Inqui­rer, January/February 2006/ ‑for

Læser­til­bud

 

Læs Wil­ly Weg­ners »Mira­kel­man­den Uri Gel­ler — beret­nin­gen om et medi­e­fæ­no­men«.
Den lil­le bog er på 35 illu­stre­re­de sider — og koster kun kr. 9,00.
<? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑026.inc” ?>.

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker

Den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tysons lil­le, char­me­ren­de bog er skre­vet, så du og jeg kan få en for­nem­mel­se af vores vil­de og smuk­ke hjem – uni­ver­set. Læs om alt fra Big Bang til sor­te hul­ler, fra kvar­ker til kvan­te­me­ka­nik og mørkt stof, og jag­ten på at opda­ge exo­pla­ne­ter og fin­de andet liv i uni­ver­set.

Skat­tej­agt

I den­ne bog for­tæl­ler Klaus Aars­l­eff om skat­te­le­gen­der, om skat­te der ikke er fun­det end­nu, om sto­re skat­te som er fun­det, og om hvor­dan moder­ne tek­no­lo­gi i dag har gjort det meget let­te­re at være skat­tejæ­ger.

Uan­set hvil­ken skat det hand­ler om.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.