Ver­dens bed­ste nær­kon­takt?

 

Zamoras ople­vel­se var en nærob­ser­va­tion af 3. grad og end­te med at bli­ve det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­bens ene­ste uopkla­re­de obser­va­tion af et lan­det far­tøj og besæt­nings­med­lem­mer. Zamoras ople­vel­se har ry for at være ver­dens bed­ste nær­kon­takt og det vig­tig­ste bevis på besøg ude­fra.

SUFOI’s nye bog Nær­kon­takt hand­ler om det, som man­ge ufo­en­tu­si­a­ster har kaldt ufo­mytens ker­ne: Nærob­ser­va­tio­ner. Når et mystisk objekt eller fly­ven­de far­tøj ople­ves meget tæt på af et eller fle­re vid­ner og end­da nog­le gan­ge ople­ves i for­bin­del­se med frem­me­de væs­ner eller ali­ens, kan vid­ner­ne vel ikke tage fejl, og vi må stå med bevi­set på, at Jor­den besø­ges ude­fra? Eller hvor­dan? Hvad er fak­ta, og hvad er myter? Det for­sø­ger den­ne nye udgi­vel­se at give nog­le svar på.

<? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑083.inc” ?>er skre­vet af Kim Møl­ler Han­sen, for­mand for Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion (SUFOI), og udkom­mer den 1. okto­ber 2013. Bogen er på 53 illu­stre­re­de sider i A4-for­mat, koster kr. 89,- og bestil­les i SUFOI Butik­ken. Over­skud­det fra sal­get af Nær­kon­takt går til drif­ten af ufo.dk.

Nær­kon­takt er den 4. titel i bog­se­ri­en Fak­ta & Myter, som behand­ler tema­er, pro­blem­stil­lin­ger og ople­vel­ser til­knyt­tet ufo­myten. Det er ambi­tio­nen med Fak­ta & Myter, at hver titel bli­ver læse­rens jord­bund­ne gui­de i en fasci­ne­ren­de, men for­vir­ren­de ver­den domi­ne­ret af mysti­ske beret­nin­ger, kon­spira­tions­te­o­ri­er og hal­ve sand­he­der.

Læs her bogens før­ste 12 sider.

I Fak­ta & Myter er tid­li­ge­re udkom­met:
Kim Møl­ler Han­sen: <? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑080.inc” ?>, SUFOI 2013 (udkom 5. marts)
Kim Møl­ler Han­sen: <? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑081.inc” ?>, SUFOI 2013 (udkom 23. april)
Kim Møl­ler Han­sen: <? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑082.inc” ?>, SUFOI 2013 (udkom 20. august)

---

Et sandt mester­værk

Den læge læser, som går efter det sen­sa­tio­nel­le og popu­læ­re, vil uden al tvivl fin­de Enco­un­ters at Indi­an Head. The Bet­ty and Bar­ney Hill UFO Abduction Revi­si­ted kede­lig og tung. Den voks­ne læser, som er vant til kræ­ven­de, aka­de­misk lit­te­ra­tur, vil i den­ne bog fin­de et læn­ge sav­net kom­men­ta­rap­pa­rat til Bet­ty og Bar­ney Hill-sagen, et sandt mester­værk, skre­vet af ni meget viden­de for­fat­te­re.

 

Bogen er et resul­tat af et luk­ket sym­po­si­um afholdt i sep­tem­ber 2000 ved Indi­an Head, New Hamps­hi­re, nær ved det sted, hvor Bet­ty og Bar­ney Hill sag­des at være taget ind i en UFO.

En abso­lut for­ud­sæt­ning for at få udbyt­te af den­ne bog, er, at man ken­der Bet­ty og Bar­ney Hill-sagen, og det gør man, når man har læst John G. Ful­ler: The Inter­rup­ted Jour­ney: Two Lost Hours Abo­ard a Flying Sau­cer, Dell 1966. Læs John G. Ful­lers bog, læs om andre ufo-bort­fø­rel­ser af fx Richard Hall (Richard Hall: Unin­vi­ted Guests. A Docu­men­ted History Of UFO Sigh­tings, Ali­en Enco­un­ters & Coverups.) og tænk over det nog­le år — så er man parat til at læse Enco­un­ters at Indi­an Head.

I den­ne bog er alle syns­punk­ter og syns­vink­ler repræ­sen­te­re­de. Bogen har et cres­cen­do lidt for­bi mid­ten af bogen, hvor Robert She­af­fer i kapi­tel 6 „The­re Were No Extra­ter­ri­stri­als“ argu­men­te­rer for det syns­punkt, at intet fak­tu­elt lig­ger bag Bet­ty og Bar­ney Hill-histo­ri­en, hvor­ef­ter Karl Pflo­ck i et lige så blæn­den­de kapi­tel 7 “A Singu­lar Visi­ta­tion” argu­men­te­rer for, at det var der.

I Robert She­af­fers kapi­tel „The­re Were No Extra­ter­ri­stri­als“ fore­kom­mer føl­gen­de pas­sa­ge, som i sig selv er mor­som: „The descrip­tions of sup­po­sed UFO ali­ens con­tain clear cul­tu­ral depen­den­cies; in North Ame­ri­ca lar­ge-hea­ded grey ali­ens domi­na­te, whi­le in Bri­tain abducting ali­ens have been most­ly tall, blond, and Nor­dic, whi­le South Ame­ri­cans tend to be abducted by more bizar­re cre­a­tu­res, inclu­ding hairy monsters. If we are to belie­ve that such reports reflect rea­li­ty, then the Gala­ctic High Com­mand must have divi­ded the earth into Ali­en Occup­pa­tion Zones who­se boun­da­ri­es reflect tho­se of human cul­tu­re.“

Der er også en del dis­kus­sion om betyd­nin­gen af Marjo­rie Fish’ stjer­ne­kort­a­na­ly­se. Det kom­mer frem, at Marjo­rie Fish var 6 år om at lave sit arbej­de, og at hun i høj grad inklu­de­re­de data om, hvor­vidt stjer­ner­ne var i stand til at have pla­ne­ter med liv omkring dem. Hun inklu­de­re­de alle stjer­ner i en radi­us af 50 lysår og fra­sor­te­re­de alle stjer­ner, hun skøn­ne­de, ikke kun­ne rum­me liv. Sene­re har man kørt en com­pu­te­r­a­na­ly­se under de sam­me for­ud­sæt­nin­ger, og hvad spyt­ter com­pu­te­ren ud? Marjo­rie Fish’ stjer­ne­kort. Der har været spe­ku­la­tio­ner om, hvor­vidt det af Bet­ty Hill frem­brag­te kort viser noget helt andet, og alt det kan man læse om i bogen.

Sid­ste kapi­tel i bogen, Appen­dix, af Mar­tin S Kot­t­mey­er, som hed­der “No One Should Know Of This Expe­ri­en­ce. Para­doxes, iro­nies and con­tra­di­ctions in the Hill abduction str­ory” er præ­get af spe­ku­la­tio­ner, som ingen veg­ne fører. En sæt­ning som fx „Would peop­le much care about such thin­gs as a poor­ly execu­ted medi­cal exam if it weren’t for the fact that ali­ens tri­ed to make a secret of it?“ kan ikke bru­ges til noget som helst. Vi ved ikke, om det var „a poor­ly execu­ted medi­cal exam“, vi ved intet om ali­ens’ moti­ver til at hem­me­lig­hol­de, og der er næp­pe grund til at tro, at folks inter­es­se vil­le være min­dre, hvis ali­ens ikke hem­me­lig­holdt. Hele sæt­nin­gen fal­der fra hin­an­den, og sådan­ne præ­sen­ta­tio­ner præ­ger hele appen­dix, som jeg der­for vil til­la­de mig at kal­de rodet.

Appen­dix til trods: Læs bogen.

For­fat­te­ren Hilary Evans (1929–2011) i sam­ta­le med Bet­ty Hill (1919–2004) under sym­po­si­et i sep­tem­ber 2000 på Indi­an Head Resort. Læs mere om Bet­ty og Bar­ney Hill-sagen i „Ali­ens“ og på http://badufos.blogspot.dk/search?q=hill. Foto: Robert She­af­fer

Det ægte Area 51?

„Sand­he­den om, hvad der fak­tisk styr­te­de ned i Roswell, New Mexi­co, i 1947 for­bli­ver klas­si­fi­ce­ret. Kun nog­le få udvalg­te har nogen­sin­de haft adgang til sand­he­den om, hvad der er ble­vet kendt som Area 51. Men hvad der ske­te med vra­gre­ster­ne fra den­ne nedstyrt­ning, er ind­hyl­let i et end­nu stør­re myste­ri­um. Hvad der begynd­te i den højt­lig­gen­de ørken i New Mexi­co slut­te­de på Wright-Pat­ter­son, en ultra top­hem­me­lig fly­ve­ba­se i Dayton, Ohio. De fysi­ske bevi­ser på ikke-jor­disk besøg blev begra­vet dybt inde på den­ne nuk­lea­re høj­borg. Men vær for­be­redt … det vir­ke­li­ge Area 51 — Wright-Pat­ter­sons han­ga­rer — er ved at bli­ve åbnet.“

 

Med sådan en bag­si­de­tekst sti­ger for­vent­nin­ger­ne om, at man skal have en læse­op­le­vel­se og få ny viden. Bag­si­de­tekster er desvær­re ofte en noget upræ­cis vare­be­teg­nel­se, når det gæl­der ufo­myten. Bag­si­de­teksten på Insi­de the Real Area 51. The Secret History of Wright-Pat­ter­son er ingen und­ta­gel­se.

For­fat­ter­ne Tho­mas J. Carey og Donald R. Sch­mitt har tid­li­ge­re skre­vet den stor­sæl­gen­de Wit­ness to Roswell, og den nye bog byg­ger lige­som for­gæn­ge­ren på man­ge løse ender, tvivls­om­me vid­neud­sagn (vid­ner som for længst er ble­vet afslø­ret som lyst­løg­ne­re, her­i­blandt Frank Kauf­mann, slæ­bes end­nu engang ind i mane­gen), erin­drings­for­skyd­nin­ger, gæt­te­ri­er og for få vel­do­ku­men­te­re­de facts til, at bogens hoved­te­se — vra­gre­ster fra et rum­skib og ali­ens fra Roswell-nedstyrt­nin­gen blev flø­jet til Wright-Pat­ter­son Air For­ce Base og ana­ly­se­ret der — kan tages alvor­ligt.

I den berøm­te pres­se­med­del­el­se fra den 8. juli 1947 slut­ter løjt­nant Wal­ter G. Haut, pres­seof­fi­cer på Roswell Army Air Field, med orde­ne: „Der blev straks taget hånd om sagen, og ski­ven blev hen­tet på fåreav­le­rens bopæl. Den blev besig­ti­get på Roswell Army Air Field og der­ef­ter udle­ve­ret af major Mar­cel til høje­re, mili­tæ­re instan­ser.“

Som bekendt var de „høje­re, mili­tæ­re instan­ser“ Fort Worth i Texas, men Carey og Sch­mitt stil­ler ind­led­nings­vis spørgs­må­let: Hvis det, der styr­te­de ned i Roswell, var et frem­med rum­skib (og det er de to her­rer over­be­vi­ste om), så vil­le det mest natur­li­ge være at trans­por­te­re vra­gre­ster og ali­ens vide­re til dati­dens stør­ste og vig­tig­ste mili­tær­ba­se, nem­lig Wright-Pat­ter­son AFB i Ohio. Og resten af bogen er så et for­søg på at sand­syn­lig­gø­re det­te. Det lyk­ke­des som sagt ikke sær­lig godt, og jeg har også mine tvivl vedr. for­fat­te­re­nes tro­vær­dig­hed.

Tho­mas J. Carey og Donald R. Sch­mitt:
„Insi­de the Real Area 51: The Secret History of
Wright-Pat­ter­son“”, 288 sider, New Page Books 2013.
Bogen er spar­somt illu­stre­ret, har man­ge noter,
bibli­o­gra­fi og et sti­kord­s­re­gi­ster

Donald R. Sch­mitt har, inden han blev mak­ker med Tho­mas J. Carey, skre­vet to bøger sam­men med Kevin D. Rand­le: UFO Crash at Roswell og The Truth about the UFO Crash at Roswell. Siden udgi­vel­sen af dis­se ofte cite­re­de, men også meget kri­ti­se­re­de bøger, har Rand­le skre­vet andre bøger om Roswell-myten, hvor han tager afstand fra dele af sine tid­li­ge­re bøger skre­vet sam­men med Sch­mitt, bl.a. vid­neud­sagn fra Jim Rags­da­le, Glenn Den­nis og Frank Kauf­mann. Sam­ar­bej­det mel­lem Rand­le og Sch­mitt ophør­te i 1995, da Sch­mitts efter­forsk­nings­me­to­der blev kraf­tigt kri­ti­se­ret fra fle­re sider, lige­som der blev stil­let spørgs­måls­tegn ved hans uddan­nel­ses­mæs­si­ge bag­grund. Ind­til da hav­de Sch­mitt bl.a. været en cen­tral per­son i Hyneks ufo­or­ga­ni­sa­tion, Cen­ter for UFO Stu­di­es (CUFOS). I for­å­ret 1995 indrøm­me­de Sch­mitt i en arti­kel i Inter­na­tio­nal UFO Repor­ter, at han hav­de pyn­tet på sine tit­ler. Han var ansat i post­væs­net og hav­de ingen aka­de­misk bag­grund.

Sch­mitt har også måt­tet indrøm­me fusk ved en sene­re lej­lig­hed. I 2007 udkom bogen Wit­ness to Roswell — unma­sking the 60-year cover-up skre­vet af Carey og Sch­mitt lige op til fejrin­gen af 60-års jubilæ­et for Roswell-hæn­del­sen. I bogens sid­ste kapi­tel brin­ges en ny bee­di­get erklæ­ring fra Wal­ter Haut. Den skul­le angi­ve­ligt være skre­vet på Hauts døds­le­je. Han døde den 15. decem­ber 2005, 83 år gam­mel. Den nye erklæ­ring inde­hol­der oplys­nin­ger, som er klart i mod­strid med en erklæ­ring fra 1993, lige­som den både er læn­ge­re og mere detal­je­ret. Til­ba­ge i 1993 for­tal­te Haut, at han ikke per­son­ligt hav­de set vra­gre­ster­ne, men i 2005 huske­de han at have sid­det i et loka­le med vra­gre­ster­ne under et møde med Mar­cel, Blan­chard og che­fen, bri­ga­de­ge­ne­ral Roger Ramey, hvor dæk­hi­sto­ri­en om vej­r­bal­lo­nen blev udklæk­ket. Der­u­d­over blev Haut ledsa­get af Ramey til en svært bevog­tet han­gar, hvor han fik lov til at smug­kig­ge på et ægfor­met far­tøj og lige­ne af dets besæt­ning. Han for­tæl­ler også i den nye erklæ­ring fra 2005, at den berøm­te pres­se­med­del­el­se hav­de til for­mål at angi­ve nedstyrt­nings­ste­det på Bra­zels mark og der­med fjer­ne opmærk­som­he­den fra et andet nedstyrt­nings­sted, hvor far­tø­jet på davæ­ren­de tids­punkt var ved at bli­ve bjær­get.

Donald Sch­mitt indrøm­me­de sene­re, at Haut ikke selv hav­de skre­vet erklæ­rin­gen. For­fat­ter­ne hav­de på bag­grund af tid­li­ge­re sam­ta­ler med Haut selv skre­vet erklæ­rin­gen, såle­des at Haut (der iføl­ge fami­li­en var svæk­ket og led af demens) blot skul­le læse tek­sten igen­nem og sæt­te sin under­skrift.

Døds­fald

En af de gam­le ufo-pio­ne­rer er fal­det bort. Den 17. decem­ber 1957 var H.C. Peter­sen blandt stif­ter­ne af »Syd­jysk UFO-Inve­sti­ga­tion«, som sene­re skif­te­de navn til Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion (SUFOI). H.C. Peter­sen var i en årræk­ke en mar­kant per­son­lig­hed og dri­ven­de kraft i SUFOI. I 1965 for­lod han SUFOI og stif­te­de en ny for­e­ning med udgangs­punkt i Geor­ge Adam­skis livs­fi­lo­so­fi — en til­gang til ufo­myten, som både den­gang og nu lå meget langt fra SUFOI’s.

Læs min­de­or­de­ne skre­vet af bibli­o­te­kar Wil­ly Weg­ner — en af dansk ufo­hi­sto­ri­es ken­de­re og stif­ter af skeptika.dk — på: http://para-nyt.blogspot.dk/2013/09/hc-petersen-var-et-ikon.html.

Hold fød­der­ne på jor­den

 

Hvis du fin­der det sand­syn­ligt:

• at en super­hem­me­lig 12-mands grup­pe — Majestic-12 — bestå­en­de af viden­skabs­folk og mili­tær­folk siden tid­ligt i 1940’erne har kon­trol­le­ret ufo­myten, ind­sam­let nedstyr­te­de rum­ski­be og fået ana­ly­se­ret døde ali­ens
• at MJ-12 doku­men­ter­ne er den ægte vare og for­tæl­ler sand­he­den
• at præ­si­dent John F. Ken­ne­dy blev myr­det, for­di han vil­le vide sand­he­den om ufo­er­ne
• at frem­med virus fin­des på Jor­den og tru­er alt liv
• at Area 51 har et super­hem­me­ligt arkiv med doku­men­ter, som er end­nu mere opsigtsvæk­ken­de end MJ-12 doku­men­ter­ne
• at ethvert ano­nymt vid­ne skal tages alvor­ligt, uan­set hvor bim­len­de ånds­svag ved­kom­men­des histo­rie lyder.

Og i øvrigt har en svag­hed for alle­hån­de kon­spira­tions­te­o­ri­er, så vil du måske have for­nø­jel­se af at læse Ali­en Viru­ses: Cras­hed UFOs, MJ-12, & Biowar­fa­re. Men det kan bli­ve en udfor­dring at beva­re over­blik­ket i den­ne til tider rode­de bog.

Dr. Robert M. Wood with Nick Red­fern:
„Ali­en Viru­ses: Cras­hed UFOs, MJ-12, & Biowar­fa­re“,
311 sider, Richard Dolan Press 2013. Bogen har i alt tre
illu­stra­tio­ner i et appen­diks, noter efter
hvert kapi­tel og et sti­kord­s­re­gi­ster.

Robert M. Wood til­hø­rer den hår­de ker­ne, som sta­dig er over­be­vist om, at MJ-12 doku­men­ter­ne er ægte. Han har tid­li­ge­re sam­men med søn­nen, Ryan S. Wood, skre­vet bogen Majic Eyes Only og dri­ver sitet „The Majestic Docu­ments“. Robert M. Wood står som hoved­for­fat­ter på Ali­en Viru­ses: Cras­hed UFOs, MJ-12, & Biowar­fa­re, men det frem­går, at Nick Red­fern har fær­digskre­vet bogen for Wood. Som læser har man en for­nem­mel­se af, at Wood har haft en mas­se nota­ter, doku­men­ter etc., som han ikke rig­tigt har mag­tet at få styr på og sam­men­hæng i, og så er Red­fern ble­vet bedt om at tage over. Ikke nogen dår­lig ide, da Red­fern, som har skre­vet man­ge under­hol­den­de bøger, har en god pen. Desvær­re har han også en ten­dens til at ryge ud ad en tan­gent, for­di han vil have for meget med — også det udo­ku­men­te­re­de ryg­te­stof.

Red­fern, som oprin­de­ligt kom­mer fra Stor­bri­tan­ni­en, ind­dra­ger fle­re bri­ti­ske sager i bogen — desvær­re også sager, som for længst har fået en natur­lig for­kla­ring, og som ikke med ret­te skal mysti­fi­ce­res og bidra­ge til at gøre bogen end­nu mere usam­men­hæn­gen­de. Det gæl­der bl.a. ufo-„nedstyrtningen“ i Berwyn-bjer­ge­ne i Wales (se fx „UFO-Styrt?“ i UFO-Mail nr. 133).

Wood byg­ger en stor del af bogens ind­hold på de omkring tusind MJ-12 doku­men­ter, som Timo­t­hy Coo­per har fået fra diver­se ano­ny­me kil­der. Trods Coo­pers blak­ke­de ry tror Wood fort­sat på doku­men­ter­nes ægt­hed og sto­re betyd­ning og bru­ger bl.a. det argu­ment, at ale­ne det sto­re antal doku­men­ter gør det usand­syn­ligt, at nogen vil­le og kun­ne over­kom­me at frem­stil­le dem. Men man skal ikke under­vur­de­re fup­ma­ge­res ihær­dig­hed. Det er den klas­si­ske UMMO-sag fra Spa­ni­en et godt eksem­pel på. Sagen er bl.a. behand­let i UFO-Nyt nr. 4, 2001. Du kan gra­tis down­lo­a­de artik­len her.

Kon­spira­tion­s­til­hæn­ge­re vil altid have en kat­t­e­lem åben. Hvis det utæn­ke­li­ge skul­le ske, at de må kry­be til kor­set og indrøm­me, at MJ-12 doku­men­ter­ne er for­fal­ske­de, som man­ge eks­per­ter siger, vil de helt sik­kert frem­sæt­te en ny påstand, nem­lig at doku­men­ter­ne er frem­stil­let af mør­ke mag­ter for at for­vir­re ufo­en­tu­si­a­ster­ne og læg­ge et røgslør over end­nu stør­re ufo­hem­me­lig­he­der.