Er frem­me­de rum­ski­be styr­tet ned?

Læs også om ver­dens før­ste ufostyrt, Aur­ora-myste­ri­et fra 1897, Rend­les­ham Forest-sagen fra 1980, Berwyn-myste­ri­et og et lige-ved-og-næsten-ufostyrt i Dan­mark i 1985.

Bogens kapit­ler bely­ser til­sam­men ufo­nedstyrt­ningsmytens for­skel­li­ge aspek­ter og går tæt på fak­ta og myter.

UFO-styrt er skre­vet af Kim Møl­ler Han­sen, for­mand for for­e­nin­gen Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion (SUFOI). Bogen er på 56 illu­stre­re­de sider i A4-for­mat.

<? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑084.inc” ?> koster kr. 89,- og kan bestil­les i SUFOI Butik­ken. Et evt. over­skud fra sal­get af prin­tud­ga­ven af UFO-styrt går til drif­ten af ufo.dk.

Læs her 5 sider fra UFO-styrt.

UFO-styrt udkom­mer i bog­se­ri­en Fak­ta & Myter, som behand­ler tema­er, pro­blem­stil­lin­ger og ople­vel­ser til­knyt­tet ufo­myten. Det er ambi­tio­nen med Fak­ta & Myter, at hver titel bli­ver læse­rens jord­bund­ne gui­de i en fasci­ne­ren­de, men for­vir­ren­de ver­den domi­ne­ret af mysti­ske beret­nin­ger, kon­spira­tions­te­o­ri­er og hal­ve sand­he­der.

I seri­en er tid­li­ge­re udkom­met:
<? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑080.inc” ?>,
<? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑081.inc” ?>,
<? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑082.inc” ?> og
<? inclu­de “../../subfiles/includes/salg/boger‑v/b‑083.inc” ?>.
Alle tit­ler­ne kan købes i SUFOI Butik­ken.

Tag mod­gift mod ufo-kul­ler

Ver­den er fuld af skø­re histo­ri­er! Når det dre­jer sig om ufo-myten er der til­sy­ne­la­den­de ingen hæm­nin­ger. Hel­dig­vis fin­des der lys­punk­ter, der giver mulig­hed for at beva­re jord­for­bin­del­sen. SUN­li­te er et af dem.

I peri­o­den 1989–2003 udkom Phi­lip J. Klass’ tids­skrift SUN (Skep­ti­cs UFO News­let­ter). Klass hav­de inden da skre­vet adskil­li­ge ufo-rela­te­re­de bøger samt artik­ler i bl.a. Skep­ti­cal Inqui­rer udgi­vet af den ame­ri­kan­ske orga­ni­sa­tion The Com­mit­tee for Skep­ti­cal Inquiry (CSI).

SUN var Klass’ meget per­son­li­ge, under­hol­den­de og biden­de kom­men­tar til, hvad der rør­te sig på den ame­ri­kan­ske ufo-sce­ne. I 2003 fyld­te Klass 84 år og var pga. svig­ten­de hel­bred nødt til at luk­ke SUN ned, så nr. 76 blev det sid­ste num­mer. Hvis man ikke selv hav­de abon­ne­ret på SUN (der i det meste af sin leve­tid udkom i et dog­me­ag­tigt lay­out på gult papir), kun­ne gam­le, udvalg­te num­re af SUN ale­ne læses på CSI’s hjem­mesi­de. Nu har CSI fået scan­net alle 76 num­re af SUN og lagt dem ud på Spe­ci­al Arti­c­les — The Skep­ti­cs UFO News­let­ter.

Phi­lip J.Klass’ nyheds­brev fik i maj 2009 en vær­dig efter­føl­ger, idet Tim Prin­ty udgav sit før­ste num­mer af det gra­tis e‑magazine SUN­li­te med seks num­re årligt. På ver­dens­plan udkom­mer der sta­dig en del ufo-tids­skrif­ter i print­form, men kun gan­ske få er det papir værd, de er trykt på. SUN­li­te er helt klart min favo­rit­læs­ning, idet skrif­tet brin­ger nye vink­ler på ufo-myten og inde­hol­der resul­ta­ter­ne af eksem­pla­risk efter­forsk­ning. Fx gør Tim Prin­ty det, som ingen hidtil har vovet eller evnet, nem­lig at se nær­me­re på både Pro­ject Blue Books 701 uopkla­re­de sager (der behand­les i arti­kel­se­ri­en „The 701 Club“) og sager­ne i NICAPS’s klas­si­ske bog The UFO Evi­den­ce fra 1964. Han fin­der natur­li­ge og helt jord­næ­re for­kla­rin­ger på man­ge af de ufo-ople­vel­ser, der i årti­er er ble­vet frem­ført som „bevi­ser“ på, at Jor­den får besøg ude­fra.

Phi­lip J. Klass (1919–2005),
inge­ni­ør og redak­tør for »Avi­a­tion
Week & Spa­ce Tech­no­lo­gy« gen­nem 34 år.

Prin­ty efter­for­sker også medi­e­ak­tu­el­le (ame­ri­kan­ske) ufo-ople­vel­ser og kom­men­te­rer bl.a. det bro­ge­de og til tider hyste­ri­ske og para­noi­de show, som udspil­les på den ame­ri­kan­ske ufo-sce­ne. I øje­blik­ket bru­ger Prin­ty en del krudt på Step­hen Bas­sett, som er den ene­ste regi­stre­re­de lob­byist i USA inden for ufo-spørgs­mål og tals­mand for exopo­li­tik-bevæ­gel­sen. Iføl­ge Tim Prin­ty over­vur­de­rer Step­hen Bas­sett og hans tros­fæl­ler ufo-mytens betyd­ning ved at sige, at ufo­er er det vig­tig­ste emne, som offent­lig­he­den og medi­er­ne over­ho­ve­det kan beskæf­ti­ge sig med. Bas­sett frem­fø­rer der­for de sæd­van­li­ge kon­spira­tions­te­o­ri­er, når pres­sen alli­ge­vel væl­ger at igno­re­re de såkald­te „pres­se-kon­fe­ren­cer“, som Bas­sett er med til at arran­ge­re. Bas­sett frem­står mere og mere som en medi­e­li­der­lig ufo­fan­tast, der har set for man­ge afsnit af X‑Files og Dark Ski­es og tager fik­tion for fak­ta.

Tim Prin­ty

Den stør­ste gåde

Er vi ale­ne i uni­ver­set? Eller er livet et uni­ver­selt fæno­men? I 50 år har astro­no­mer­ne inden for SETI (Search for Extra­ter­re­stri­al Intel­li­gen­ce) scan­net uni­ver­set for intel­li­gen­te sig­na­ler, men uden posi­ti­ve resul­ta­ter. I bogen Sig­na­tu­res of Life: Sci­en­ce Sear­ches the Uni­ver­se for­kla­rer Edward Ashpo­le de sand­syn­li­ge årsa­ger til det­te og dis­ku­te­rer andre mulig­he­der for at fin­de tegn på liv.

En af Edward Ashpo­les poin­ter er pro­ble­mer­ne for­bun­det med at scan­ne uni­ver­set for radio­sig­na­ler og opti­ske sig­na­ler fra en frem­med intel­li­gens og for­sø­ge at kom­mu­ni­ke­re med en anden art, der besid­der en helt ukendt form for tek­no­lo­gi. Jor­di­ske for­ske­re begår den fejl at tro, at frem­me­de vil bru­ge den sam­me kom­mu­ni­ka­tions­tek­no­lo­gi som os.

Edward Ashpo­le: „Sig­na­tu­res of Life:
Sci­en­ce Sear­ches the Uni­ver­se“, Pro­met­heus
Books 2013, 227 sider, ingen illu­stra­tio­ner.
Edward Ashpo­le har også skre­vet bøger­ne
„The Search for Extra­ter­re­stri­al Intel­li­gen­ce“
(Bland­ford Press 1990) og „The UFO Pheno­me­na.
A Sci­en­ti­fic Look at the Evi­den­ce for Extra­ter­re­stri­al
Con­ta­ct“ (Head­li­ne Book Publis­hing 1995).

Vi kan påvi­se til­ste­de­væ­rel­sen af liv på en pla­net ved at obser­ve­re pla­ne­tens spek­tral­linjer. Sand­syn­lig­he­den taler for, at avan­ce­re­de, frem­me­de for­ske­re alle­re­de har haft mil­li­o­ner af år til at scan­ne ver­dens­rum­met for spek­tral­linjer og for længst har fun­det „livets under­skrift“ fra Jor­den. Der­for kan frem­me­de rum­son­der (robot­ter med kun­stig intel­li­gens) i dag eksi­ste­re inden for vores eget sol­sy­stem, men astro­no­mer­ne har end­nu ikke fun­det dem.

Hvis vi nogen sin­de fin­der liv i uni­ver­set, bli­ver opda­gel­sen sand­syn­lig­vis gjort af astro­no­mer­ne, ikke ufo-entu­si­a­ster. Sidst­nævn­te kører i ring, gen­ta­ger sig selv, stri­des og er ikke det fjer­ne­ste inter­es­se­ret i viden­ska­be­li­ge bevi­ser, men i tvivls­om­me fotos og film­op­ta­gel­ser og myte­dan­nen­de beret­nin­ger om bort­fø­rel­ser, kvæg­mis­hand­lin­ger, kor­n­cirk­ler og kon­spira­tions­te­o­ri­er.

Edward Ashpo­le har styr på popu­lær­vi­den­ska­ben og kom­mer godt omkring emnet. Men træ­der nog­le gan­ge lidt van­de i sin frem­stil­ling med gen­ta­gel­ser, hvor de fle­ste nok for længst har fat­tet poin­ter­ne.

Ashpo­le intro­du­ce­rer kort en teo­ri udtænkt af inge­ni­ø­ren T. R. Dut­ton, (og beskre­vet i bogen UFOs in Rea­li­ty — Pro­gram­med Aeros­pa­ce Moni­tors Of Our Spe­cies). Dut­ton har siden 1967 regi­stre­ret alver­dens ufoob­ser­va­tio­ner for at påvi­se, at Jor­den over­vå­ges af frem­me­de rum­son­der i bestem­te baner omkring Jor­den, og at man der­for kan for­ud­si­ge, hvor og hvor­når der næste gang kan ses det, som Dut­ton kal­der for Stran­ge Aeri­al Crafts (SAC’s). Ashpo­le er tyde­lig­vis fasci­ne­ret af Dut­tons arbej­de og teo­ri, som nu ikke vir­ker sær­ligt over­be­vi­sen­de og ærlig talt lyder som noget, man har hørt før. Det gode ved Dut­tons arbej­de er, at han frem­fø­rer en teo­ri, som kan efter­prø­ves, men Ashpo­le gør desvær­re intet ud af at dis­ku­te­re kva­li­te­ten af de obser­va­tio­ner, der lig­ger til grund for teo­ri­en.

Trods de nævn­te ind­ven­din­ger vil jeg anbe­fa­le Sig­na­tu­res of Life: Sci­en­ce Sear­ches the Uni­ver­se, da den er en for­doms­fri og velskre­vet behand­ling af et af til­væ­rel­sens sto­re spørgs­mål.

UFO-pro­fe­ter­ne lever!

Siden 1950’erne har mænd og kvin­der hæv­det at have haft kon­takt med men­ne­ske­lig­nen­de besø­gen­de fra rum­met. Dis­se kon­takt­per­so­ners eller ufo-pro­fe­ters bud­ska­ber fra rum­brød­re­ne er ikke blot male­ri­ske levn fra en svun­den tid i atom­bom­bens skyg­ge, men er spil­le­ven­de — blot i nye for­klæd­nin­ger.

Ame­ri­ka­ne­ren Aaron John Guly­as under­vi­ser i histo­rie og for­tæl­ler i bogen Extra­ter­re­stri­als and the Ame­ri­can Zeit­gei­st: Ali­en Con­ta­ct Tales Sin­ce the 1950s ufo-pro­fe­ter­nes histo­rie. Det er en velskre­vet bog om, hvor­dan men­ne­sker bru­ger for­tæl­lin­ger til at for­stå og for­me eller påvir­ke ver­de­nen omkring dem. I det­te til­fæl­de er det beret­nin­ger om møder med fysi­ske eller psy­ki­ske væs­ner. Det er ikke så meget en bog om væs­ner­ne, men der­i­mod om de men­ne­sker, der mener, at de ved at beret­te om sådan­ne væs­ner kan over­brin­ge bud­ska­ber af poli­tisk, soci­al, etisk og reli­gi­øs karak­ter. Ufo-pro­fe­ter­nes bud­ska­ber er ofte utro­li­ge og meget langt ude, men iføl­ge for­fat­te­ren skal ufo-pro­fe­ter­ne betrag­tes som en del af de man­ge græs­rod­s­be­væ­gel­ser, der ønsker refor­mer.

Aaron John Guly­as viser, at ufo-pro­fe­ter­ne er „børn“ af en tid med sto­re for­an­drin­ger i det ame­ri­kan­ske sam­fund — fra Den Kol­de Krig til Kri­gen Mod Ter­ror. Ufo-pro­fe­ter­nes bud­ska­ber og ide­er afspej­ler tidens angst og håb for frem­ti­den. Vær­di­en af ufo-pro­fe­ter­nes for­tæl­lin­ger afhæn­ger ikke af, om de fak­tisk har mødt frem­me­de væs­ner. Guly­as’ ide med bogen er nem­lig ikke at klar­læg­ge, om fx Geor­ge Adam­ski fak­tisk mød­te en Venus-mand, og om hans foto­gra­fi­er viser den ægte vare. I en side­be­mærk­ning skri­ver han, at det for­ment­lig er nemt at påvi­se, at hver­ken Adam­ski eller andre ufo-pro­fe­ter har mødt men­ne­sker fra en anden ver­den eller taget fotos af deres far­tø­jer.

Ufo-pro­fe­ten Geor­ge Van Tas­sel (1910–1978) arran­ge­re­de hvert år i
peri­o­den 1953–1978 „The Giant Rock Spa­cecraft Con­ven­tion“ i ørke­nen i
det syd­li­ge Cali­for­ni­en. Del­ta­ge­ran­tal­let nåe­de sit høje­ste niveau i 1959 med
10.000. De kom der­til i bil eller med små fly, som lan­de­de på Van Tas­sels
lil­le fly­ve­plads Giant Rock Air­port.

Bogen er opbyg­get kro­no­lo­gisk og ind­delt i to peri­o­der: de før­ste ufo-pro­fe­ter i 1950’erne og 60’erne (kal­det Rumal­de­ren) og peri­o­den fra 1970’erne til i dag (kal­det New Age). Ind­hol­det har udvik­let sig fra bud­ska­ber om fred og kær­lig­hed ved møder med elske­li­ge og men­ne­ske­li­ge rum­brød­re, til det mere mør­ke og dystre med skræm­men­de bort­fø­rel­ser, kvæg­mis­hand­lin­ger og kon­spira­tions­te­o­ri­er.

Aaron John Guly­as træk­ker på over­be­vi­sen­de vis en lige linje fra Geor­ge Adam­ski til vore dages exopo­li­tik-bevæ­gel­se, der i vir­ke­lig­he­den relan­ce­rer gam­le bud­ska­ber i nye klæ­der. De skru­er tiden til­ba­ge til Donald E. Keyho­es stor­heds­tid og gen­bru­ger for­ti­den kon­spira­tions­i­de­er og præ­sen­te­re dem som nye og epo­ke­gø­ren­de. Det vil nok over­ra­ske exopo­li­tik-bevæ­gel­sens ban­ner­fø­rer Step­hen Bas­sett, Ste­ven Gre­er (The Disclo­su­re Pro­ject) og deres tros­fæl­ler ver­den over, at de til­hø­rer ufo-pro­fe­ter­nes klub, der blandt man­ge med­lem­mer tæl­ler: Geor­ge Adam­ski, Tru­man Bet­hurum, Geor­ge Hunt Wil­li­am­son, Geor­ge Van Tas­sel, Geor­ge King, Eliza­beth Kla­rer, Howard Men­ger, Buck Nel­son og Bil­ly Mei­er.

Aaron John Guly­as har skre­vet en frem­ra­gen­de bog, som hver­ken er selvs­ma­gen­de og for­døm­men­de. Bogen ska­ber over­blik og sam­men­hæng, og så træk­ker den tyde­li­ge trå­de fra de gam­le histo­ri­er op til i dag. Det er så abso­lut den bed­ste bog om ufo-myten, jeg har læst i 2013.

Aaron John Guly­as: „Extra­ter­re­stri­als
and the Ame­ri­can Zeit­gei­st: Ali­en Con­ta­ct
Tales Sin­ce the 1950s“, McFar­land &
Com­pa­ny 2013, 260 sider, illu­stre­ret, noter,
lit­te­ra­tur­li­ste og sti­kord­s­re­gi­ster. Lad dig ikke
skræm­me af den kik­se­de for­si­de — bogen er frem­ra­gen­de!

Intet nyt under Solen

I hen­hold til loven om offent­lig­hed i for­valt­nin­gen — Fre­edom of Infor­ma­tion Act (FOIA) — har rege­rings­or­ga­ner afklas­si­fi­ce­ret mil­li­o­ner af doku­men­ter inden for en lang ræk­ke emner. Men det mest spæn­den­de er natur­lig­vis de doku­men­ter, som ikke er offent­lig­gjort. Nog­le fin­des ikke, andre „mang­ler“, og så er der alle de top­hem­me­li­ge papi­rer, som agen­tu­rer indrøm­me eksi­ste­rer, men som de er fast beslut­tet på at hol­de skjult for os.

Det­te er Nick Red­ferns til­gang til Roswell-hæn­del­sen, Rend­les­ham-sagen, Pro­ject MKUl­tra, mor­det på John F. Ken­ne­dy, Marilyn Mon­ro­es selv­mord, Water­ga­te-skan­da­len, Edgar Hoovers hem­me­li­ge arkiv m.m.m.

Nick Red­fern, f. 1964 i Stor­bri­tan­ni­en
og nu bosid­den­de i Dal­las, Texas, hvor han lever som fuld­tids­for­fat­ter.

Nick Red­fern er en meget flit­tig skri­bent i man­ge tids­skrif­ter og for­fat­ter til man­ge bøger. I bogen For Nobo­dy’s Eyes Only: Mis­sing Gover­n­ment Files and Hid­den Archi­ves That Docu­ment the Truth Behind the Most Enduring Con­spira­cy The­o­ri­es tager han fat på en lang ræk­ke popu­læ­re emner i kon­spira­tions­te­o­ri­er­nes ver­den og sæt­ter fokus på, at man­ge væsent­li­ge doku­men­ter til­sy­ne­la­den­de er for­s­vun­det i den blå luft, hvor de ret­te­ligt bur­de befin­de sig i diver­se arki­ver, så alle kun­ne få adgang til dem og få ind­blik i alver­dens myste­ri­er og gåder.

Red­fern er en ferm skri­bent og en eks­pert i at stø­ve alle muli­ge histo­ri­er op, og han fin­der ofte nye vink­ler på gam­mel­kend­te sager. Han bru­ger i sin frem­stil­lings­form lidt den sam­me tek­nik som Char­les Ber­litz og Erich von Däni­ken: Han stil­ler selv alle spørgs­må­le­ne og giver sva­re­ne. Men stil­ler ikke altid de rig­ti­ge spørgs­mål og byg­ger sine svar på hypo­te­ti­ske spørgs­mål og spe­ku­la­ti­ve tan­keræk­ker, som fx „Hvis nu xxx vir­ke­lig har sagt/gjort, som der for­ly­der hos yyy, så åbner det op for nye spørgs­mål, som… osv.“ Som læser skal man hol­de tun­gen lige i mun­den for bag­ef­ter at huske, hvad der er fak­ta, og hvad der er rent gæt­te­ri eller ønske­tænk­ning.

Red­fern er en intel­li­gent efter­for­sker, så han kan ikke være uvi­den­de om, at han kun for­tæl­ler en lil­le del af de man­ge histo­ri­er og bevidst fra­væl­ger væsent­li­ge detal­jer, for­kla­rin­ger og ind­ven­din­ger, så sager­ne kom­mer til at frem­stå mere mysti­ske, end nød­ven­digt og rime­ligt er — og så refe­re­rer han frej­digt utro­vær­di­ge kil­der, her­i­blandt Timo­t­hy Coo­per. Men kon­spira­tion­s­til­hæn­ge­re vil utvivl­s­omt føle sig godt under­holdt i sel­skab med Red­ferns sene­ste bog.

Nick Red­fern: „For Nobo­dy’s Eyes Only — Mis­sing Gover­n­ment Files and Hid­den Archi­ves That Docu­ment the Truth Behind the Most Enduring Con­spira­cy The­o­ri­es“, 217 sider, enkel­te s/h illu­stra­tio­ner, sti­kord­s­re­gi­ster New Page Books 2013.

Arkiv med lyd­klip onli­ne

Wen­dy Con­nors har igen­nem man­ge år ind­sam­let lyd­klip med inter­view af tidens man­ge per­son­lig­he­der, vid­ner, efter­for­ske­re, mili­tær­folk, sku­e­spil­le­re, præ­si­den­ter og astro­nau­ter. Hun har omhyg­ge­ligt re- maste­red lyden, så den kan beva­res for efter­ti­den. Du fin­der „Faded Discs Archi­ves“ på Archive.org.

Wen­dy Con­nors er leder
af „Faded Discs Archi­ves“ i
Albu­querque, New Mexi­co,
og medstif­ter af SIGN Histo­ri­cal Group (SHG).

Fra SUFOI’s Foto­af­de­ling

4660 Sto­re Hed­din­ge 24. novem­ber 2013

På foto­et — her i en lidt lyse­re udga­ve — ses tre små lys tv. for mid­ten og yder­li­ge­re 2 th. i bil­le­det lave­re i hori­son­ten.
Opta­gel­sen er fore­ta­get i syd­ve­st­lig ret­ning fra Stevns.

En kraf­tig udsnits­for­stør­rel­se med ændre­de lys- og kon­trast­for­hold.

SUFOI’s Foto­af­de­ling har via www.ufo.dk mod­ta­get den­ne rap­port fra 22-åri­ge fysik­s­tu­de­ren­de Char­les Chri­sten­sen:

Ved sol­ned­gang nød vi på en bil­tur den flot­te him­mel, og plud­se­lig opda­ge­de vi tre lysen­de objek­ter i luf­ten, som til­sy­ne­la­den­de var i en for­ma­tion. Dis­se tre objek­ter befandt sig til ven­stre for sol­ned­gan­gen. Da vi stand­se­de ved vejsi­den på Hol­tug Strand­vej, så vi to yder­li­ge­re objek­ter af sam­me art (dog min­dre iøje­fal­den­de) til høj­re for sol­ned­gan­gen.

Man kun­ne ikke for­nem­me, at objek­ter­ne var i bevæ­gel­se, men efter 10 minut­ter kun­ne man tyde­ligt se, at de ryk­ket væk fra den oprin­de­li­ge for­ma­tion. Vi kør­te vide­re efter 10 minut­ter og nåe­de ikke at se objek­ter­ne for­svin­de, men det er bestemt muligt, at de har været der et bety­de­ligt styk­ke tid, før vi opda­ge­de dem samt efter vi kør­te.

Bil­le­der­ne som jeg har ved­hæf­tet er af rela­tiv god kva­li­tet og viser et rød­ligt slør efter sor­te små lege­mer — det­te kun­ne umid­del­bart godt lig­ne en form for raket i stil med dem, der bru­ges til at opsen­de satel­lit­ter.

Jeg så til min over­ra­skel­se, at en obser­va­tion fra Sko­vlun­de, på nogen­lun­de sam­me tid, beskri­ver det sam­me.

Obser­va­tø­ren tog adskil­li­ge foto­gra­fi­er af lys­fæ­no­me­ner­ne på him­len kl. 16.02.

2740 Sko­vlun­de 24. novem­ber 2013

Foto taget fra Sko­vlun­de med en Nokia Pure­view 808 kl. 16.02.

Som foto­gra­fen selv næv­ner det: „ Kun ved at
ændre bety­de­ligt på lys­styr­ke, skarp­hed og
kon­trast kan man se de obser­ve­re­de små lys på him­len.“

Fra en kolo­ni­ha­ve i Sko­vlun­de foto­gra­fe­rer en 57-årig kvin­de sam­ti­dig den syd­ve­st­li­ge him­mel. Hun har i en halv times tid obser­ve­ret adskil­li­ge „lysen­de objek­ter“ ved sol­ned­gan­gen og for­tæl­ler bl.a.:

Der ses 6 — 7 lysen­de objek­ter ved sol­ned­gang den 24 novem­ber.

Tre min­dre lys tv. for sol­ned­gan­gen af min­dre stør­rel­se… sene­re tæt­te­re på hin­an­den, tre­kant for­ma­tion, til sidst for­svin­der de (uden at „lan­de“).

Th. for sol­ned­gan­gen ses i begyn­del­sen tre, men miste­de den ene af syne…

I slut­nin­gen af min obser­va­tions­pe­ri­o­de så den lave­ste ud til at have flam­mer i høj­re side. Så for­svin­der de beg­ge også meget lang­somt ned i ret­ning af jor­den.

Jeg stod cir­ka en halv time ved en lil­le bro nord fra Sva­ne­sø­en ved kolo­ni­ha­ve Kil­de­gårds lave­ste del ved Har­re­strup­vej i Sko­vlun­de og blev meget fasci­ne­ret af synet.

Bil­le­der­ne blev taget mod slut­nin­gen af obser­va­tio­nen, da jeg kom i tan­ker om, at min mobil har kame­ra… jeg ken­der godt „fly­ma­ski­ne­ha­ler“ ved sol­ned­gang… der fløj en del alm. fly­ve­ma­ski­ner i mel­lem­ti­den.

Objek­ter­ne var „næsten“ stil­le, bort­set fra, at de tre tv. for solen kom tæt­te­re i for­ma­tion. Så lang­somt at jeg ikke kun­ne regi­stre­re det, og lige så lang­somt „lan­de­de“ de to andre.

Først i dag har vi for­søgt at down­lo­a­de bil­le­der­ne, og man kan kun se lyse­ne ved at mani­p­u­le­re med far­ver og kon­trast. Ellers for­svin­der objek­ter­ne i det stær­ke lys.

Under­sø­gel­se og kon­klu­sion

Det er yderst sjæl­dent, at Foto­af­de­lin­gen mod­ta­ger fotos taget på sam­me tids­punkt fra for­skel­li­ge dele af lan­det, så her var en glim­ren­de lej­lig­hed til dels at sam­men­lig­ne obser­va­tø­rer­nes beskri­vel­se af de obser­ve­re­de lys på him­len og spe­ci­elt at sam­men­lig­ne de opnå­e­de foto­re­sul­ta­ter.

Char­les Chri­sten­sen tog fle­re bil­le­der og kun­ne med sit spejl­re­fleks-
kame­ra med tele­fo­to-objek­tiv, et Nikon D5300 med et Nik­kor 18–140mm
f/3.5–5.6 objek­tiv, zoo­me kraf­tigt ind på lyse­ne på him­len.
Udsnit af det ene foto ses her­over.

En meget kraf­tig udsnits­for­stør­rel­se af et af lyse­ne viser ved hjælp af
ekstra kon­trast, skarp­hed, lys- og kon­trast­for­hold resul­ta­tet.

Det er her­ef­ter åben­bart, at der er tale om små con­trails fra pas­sa­ger­fly i stor
høj­de stærkt belyst af den ned­gå­e­de sol, der befin­der sig under hori­son­ten.

Ved en gen­nem­gang af de pas­se­ren­de fly, der er regi­stre­ret af www.FlightRadar24.com for det pågæl­den­de tids­punkt kl. 15.03UTC = 16.03 DNT, fin­des 3 pas­sa­ger­fly over Lol­land med øst-nor­døst­lig kurs i høj­der mel­lem 10 — 11 km. De øvri­ge 2 lys, der fin­des på Char­les Niel­sens fotos kan rime­ligt pas­se med nog­le af de fly, der for en nord­gå­en­de kurs befin­der sig over Sto­re­bælt/­Fyn-områ­det.

Foto­gra­fer­nes kom­men­ta­rer

Efter at have mod­ta­get en kopi af rap­por­ten fra SUFOI’s foto­af­de­ling, var Char­les Niel­sen hur­tig med sin kom­men­tar:

Det er en impo­ne­ren­de ana­ly­se, I har udført. På veg­ne af mig og de andre vid­ner vil jeg ger­ne sige tak for rap­por­ten. Det er til stor glæ­de, at den 20 sider lan­ge rap­port er så udfør­lig mht. illu­stra­tio­ner, doku­men­ta­tion samt per­spek­ti­ve­ring til den anden obser­va­tion i Sko­vlun­de.

Jeres for­kla­ring med bely­ste kon­dens­stri­ber lyder også plau­si­bel. Ved før­ste øje­kast kan dis­se rød­li­ge stri­ber være en del mis­le­den­de, for man kan få det ind­tryk, at der er tale om højtem­pe­ra­tur udstød­ning fra en raket eller noget i den ret­ning.

Men det er jo net­op den sam­me rød­li­ge far­ve, man af og til ser fra bely­ste sky­er ved sol­ned­gang.

Det er fasci­ne­ren­de, at natu­ren (givet de ret­te atmos­fæ­ri­ske for­hold osv.) kan over­ra­ske på den måde, når man tid­li­ge­re har set hund­red­vis af sol­ned­gan­ge og fly på him­len.

Igen, tak for Foto­af­de­lin­gens hjælp — og tak til SUFOI.

Foto­gra­fen fra Sko­vlun­de var også til­freds med sva­ret:

Jeg er impo­ne­ret og glad for både for­kla­ring og links som jeg vil checke fra com­pu­te­ren, så man kan se det stort. Man kan mær­ke Foto­af­de­lin­gens seri­ø­si­tet og pas­sion, og det er smukt! Vi hol­der øjne­ne mod den smuk­ke him­mel og smuk­ke jord!

Finsk kom­men­tar

SUFOI’s gode ufo-kol­le­ga i Hels­inki i Fin­land, Bjørn Borg, har for adskil­li­ge år siden kaldt dis­se con­trails for decem­ber-ufo­er­ne, da den­ne form for lys­fæ­no­me­ner på him­len især optræ­der med Solen lavt i eller under hori­son­ten.

Løst og facts

Kome­ten over­le­ve­de ikke nær­kon­takt med Solen

Vi fik desvær­re ikke det flot­te syn af en stor komet
ISON på mor­gen­him­len, der var lagt op til.
I en opta­gel­se fra SOHO ses (øverst) hvor­dan kome­ten
nær­mer sig Solen, hvor­dan den i sin fata­le nær­kon­takt
med Solen i banen pas­se­rer ud på den anden side
(herover)og hur­tigt svæk­kes i lys­styr­ke.

Se hele pas­sa­gen:
http://science.nasa.gov/media/medialibrary/2013/12/01/ghost_anim.gif

SOHO, Solar & Heli­osp­he­ric Obser­va­tory, blev opsendt 2. decem­ber 1995 og er et sam­ar­bej­de mel­lem euro­pæ­i­ske ESA og ame­ri­kan­ske NASA til dybt­gå­en­de stu­di­er af Solen og dens akti­vi­te­ter.
http://sohowww.nascom.nasa.gov/home.html
http://spaceinvideos.esa.int/Missions/SOHO.

 Skal du snart ud at fly­ve?

Pilo­ter­ne her har før­ste ræk­kes udsigt til såkaldt Sank­telmsild et sted over Indo­nesi­en. FOTO: Dar­ren Howie, Air­Tea­mI­ma­ges

Sank­telmsild (også kal­det cor­po san­to) er en lysen­de elek­trisk udlad­ning, der kan optræ­de i tor­den­vejr omkring høje punk­ter som fjel­de, lyn­af­le­de­re, maste­top­pe og anten­ner. Fæno­me­net ses også som kni­tren­de udlad­nin­ger omkring højspæn­dings­led­nin­ger i fug­tigt vejr. Det fore­kom­mer når den elek­tri­ske felt­styr­ke, f.eks. på grund af en nær­lig­gen­de tor­den­sky, er til­stræk­ke­ligt højt og ses som et svagt lysen­de, lodret lys­skin rundt om gen­stan­den. Ofte kan man høre en kni­tren­de lyd, hvis man er til­stræk­ke­ligt tæt på.
http://da.wikipedia.org/wiki/Sanktelmsild.

Se de øvri­ge vil­de fly­fo­tos — til inspira­tion…
http://politiken.dk/rejser/rejsenyt/flyoglufthavne/ECE2148687/er-det-her-de-vildeste-flybilleder-du-nogensinde-har-set/?ref=nyhedsbrev_politiken-tgt.

Flot foto af Venus og stjer­neskud

Stjer­neskud fra mete­o­r­svær­men Leo­ni­der­ne mar­ke­ret med en hvid ring, mens den stærkt­ly­sen­de pla­net Venus står lavt over hori­son­ten mar­ke­ret med en rød pil. Foto: Mogens Løth, Kgs. Lyng­by http://vejret.tv2.dk/artikel/id-72834175:foto-fangede-stjerneskud-og-venus-i-samme-billede.html.

UFO-Mails redak­tion ønsker læser­ne en glæ­de­lig jul og et godt nytår

med Mogens Løt­hs flot­te foto af him­len den 25. novem­ber 2013, hvor han både fan­ge­de pla­ne­ten Venus lavt i hori­son­ten samt et stjer­neskud fra Leo­ni­de-svær­men.