Podcast om ufo­er præ­sen­te­ret i Stæ­re­kas­sen

 

Den før­ste epi­so­de af 6–7 podcast­af­snit hav­de snig­pre­mi­e­re i den pænt fyld­te tea­ter­sal Stæ­re­kas­sen i Køben­havn den 22. marts 2023 som led i CPH:DOX.

Poli­ti­be­tjent Evald Maarups kend­te ufoop­le­vel­se i august 1970 var omdrej­nings­punk­tet og blev præ­sen­te­ret af Third Ears Mar­tin Bir­ket Smith og Kri­ster Moltzen.

Min­dre Maarup-klip fra en mæng­de opta­gel­ser fra radio og for­skel­li­ge fored­rags­ar­ran­ge­men­ter kun­ne høres sam­men med en ræk­ke kom­men­ta­rer og spørgs­mål fra andre sam­men­hæn­ge i en kalej­dosko­pisk blan­ding, der måske ikke helt pas­ser sig for en efter­hån­den ældre og hardco­re fact-fin­der som under­teg­ne­de. Men det lød bestemt, som for­men pas­se­de fint til de frem­mød­te i Stæ­re­kas­sen.

Som en af præ­sen­ta­tio­ner­ne af den­ne nye podcast bl.a. lyder:

„Mar­tin Bir­ket Smith har mødt UFO-Fol­ket. Dem, der i gene­ra­tio­ner har søgt efter sand­he­den om ufo­er­ne over Dan­mark. Vid­ner, resear­che­re, excen­tri­ke­re, der har viet deres liv til ufo-sagen. Helt til­ba­ge til da den før­ste ufo blev set over Dan­mark. Den­gang langt før inter­net­tet — hvor viden og teo­ri­er blev delt på kas­set­tebånd, hvor entu­si­a­ster­ne mød­tes på ufo-camps og hvor UFO-Nyt blev sendt med posten. I den ver­den fin­des der sta­dig uopkla­re­de sager, som har spøgt i gene­ra­tio­ner, og dem vil Mar­tin genåb­ne. For måske er sand­he­den sta­dig der­u­de. Og måske vil den fin­de ham.“

Ingen tvivl om, at det er et kæm­pe­stort arbej­de, som Mar­tin Bir­ket Smith har præ­ste­ret, ale­ne ved at gen­nem­lyt­te mang­fol­di­ge kas­set­te- og spo­lebånd fra arki­ver­ne. Der­u­d­over har han udført et bemær­kel­ses­vær­digt detek­ti­v­ar­bej­de ved at efter­spo­re og opsø­ge en del af de per­so­ner, man kun­ne høre på de gam­le opta­gel­ser, for at få uddy­bet deres tid­li­ge­re udta­lel­ser eller få dem til at reflek­te­re over tin­ge­ne i nuti­dens lys.

Efter præ­sen­ta­tio­nen af det før­ste podcast­af­snit fort­sat­te Mar­tin Bir­ket Smith og Kri­ster Moltzen (tv.) med at afspil­le klip fra de kom­men­de podcasts, bl.a. om BT-fotosvin­de­len fra Ama­ger fra juli 1959. (Foto: Ole Hen­nings­en)		Som det ses af det­te foto fra den efter­føl­gen­de leven­de præ­sen­ta­tion på lær­re­det med lyd­klip fra de kom­men­de podcasts samt ekstra kom­men­ta­rer fra Third Ears Kri­ster Moltzen og Mar­tin Bir­ket Smith var der vir­ke­lig tale om en blan­ding af alt fra de gam­le arkiv­kas­ser. (Foto: Ole Hen­nings­en)

 

Hvor­dan de så ser på tin­ge­ne i dag, bli­ver natur­lig­vis spæn­den­de at høre om i de kom­men­de podcast­af­snit.

Et med­le­ven­de og oplagt publi­kum fulg­te i Stæ­re­kas­sen præ­sen­ta­tio­nen af den nye podcast. (Foto: Ole Hen­nings­en)

 

 

Publi­kum more­de sig fle­re gan­ge koste­ligt under­vejs. Ikke at podcast eller pro­du­cer gjor­de grin med for­ti­dens ufo-entu­si­a­ster. Det kla­re­de vi skam helt selv.

Nær­me­re en „ufo-sand­hed“ kom­mer vi givet hel­ler ikke med seri­en, men måske er det i vir­ke­lig­he­den også efter­føl­gen­de veder­kvæ­gen­de at få ret­tet tæer­ne ud igen.

Kon­fron­ta­tio­nen med for­ti­dens tro­skyl­dig­hed og nai­vi­tet er næsten aldrig mor­som, men kan måske få os yder­li­ge­re op på dup­per­ne med ekstra seri­øs, til­trængt oplys­ning i en ver­den, hvor så man­ge efter­hån­den igen går i selvsving og løber efter nuti­dens ofte medi­e­skab­te ufo­er.

Måske skul­le man i ste­det for at kig­ge op kig­ge mere ind.

Det kræ­ver abon­ne­ment at lyt­te til Third Ears podcast. Dog kan du lyt­te til en gra­tis prø­ve­epi­so­de ved hjælp af den podcast-app, du nor­malt bru­ger på din mobil eller tab­let.

Vil du lyt­te til fle­re epi­so­der på abon­ne­ment er det nem­me­ste at hen­te Third Ear Podcasts egen app til enten iOS eller Android, opret­te en gra­tis pro­fil og teg­ne abon­ne­ment der­fra. Du kan også teg­ne abon­ne­ment på deres Apple Pre­mi­um kanal. Der­ved spa­rer du i øvrigt en 10’er i for­hold til den nor­ma­le abon­ne­ments­pris. Alle Third Ears pro­duk­tio­ner.

Avi Loeb og Sean M. Kirk­pa­tri­ck udgi­ver viden­ska­be­ligt papir om ufo­er

 

Den omdis­ku­te­re­de astro­fy­si­ker Avi Loeb (fra The Pro­ject Galileo) har udsendt et nyt „viden­ska­be­ligt papir“ ved navn „PHYSICAL CONSTRAINTS ON UNIDENTIFIED AERIAL PHENOMENA“. Det blev kort nævnt i den epi­so­de af Fly­ven­de Tal­ler­ken, som hed­der „UFO-vid­ne fra søvær­net står frem“. Papi­ret er skre­vet sam­men med che­fen for AARO (Pen­ta­gons nye­ste ufo-kon­tor), Sean M. Kirk­pa­tri­ck.

Det i sig selv er inter­es­sant, for­di det ses som et udtryk for, at der fore­går et vist sam­ar­bej­de mel­lem AARO og Avi Loeb. Eller måske nær­me­re hans The Galileo Pro­ject. Men selv om beg­ge de her­rer næv­nes som for­fat­te­re, bærer tek­sten dog stærkt præg af, at det er Avi Loeb, som er den egent­li­ge ophavs­mand.

Hvem er det nu lige, ham der Avi Loeb er?

Astro­fy­si­ke­ren Avi Loeb har skre­vet en lang ræk­ke artik­ler om fx sor­te hul­ler, gam­ma­stråleud­brud, det tid­li­ge uni­vers og man­ge andre astro­fy­si­ske forsk­nings­om­rå­der. Der­u­d­over har han i man­ge år gjort sig til tals­mand for eksi­sten­sen af rumvæs­ner, hvor­dan vi fin­der dem, og hvor­dan vi kom­mer i kon­takt med dem.

Sam­men med nu afdø­de Step­hen Hawking blev han tid­ligt invol­ve­ret i Bre­ak­t­hrough Stars­hot-pro­jek­tet. Det er et pro­jekt, som går ud på at sen­de små ultra­let­te rum­far­tø­jer til en exo­pla­net omkring Solens nær­me­ste nabo­stjer­ne, Proxi­ma Cen­tauri, ved hjælp af sol­sejl og laser­strå­ler.

The Galileo Pro­ject

I 2021 stod Avi Loeb i spid­sen for opret­tel­sen af The Galileo Pro­ject. Det er et inter­na­tio­nalt viden­ska­be­ligt forsk­nings­pro­jekt til syste­ma­tisk efter­søg­ning af udenjor­disk intel­li­gens eller tek­no­lo­gi.

Et til­sva­ren­de pro­jekt har alle­re­de været i gang i man­ge år, nem­lig SETI — Search for Extra-ter­re­stri­al Intel­li­gen­ce. For­skel­len på SETI og The Galileo Pro­ject er, at SETI bru­ger radi­o­te­lesko­per til detek­te­ring af radio­sig­na­ler, som kun­ne tæn­kes at være udsendt fra intel­li­gensvæ­se­ner i Mæl­ke­vej­en, mens The Galileo Pro­ject anven­der opti­ske telesko­per til efter­søg­ning af fysi­ske objek­ter i nær­he­den af Jor­den.

Tan­ken er, at vi på den måde kan opda­ge even­tu­el­le son­der og rum­skrot efter udenjor­di­ske civi­li­sa­tio­ner, som kom­mer den­ne vej for­bi. Inspira­tio­nen til pro­jek­tet fik Avi Loeb på grund af det inter­stel­la­re objekt Oumu­amua, som pas­se­re­de gen­nem Sol­sy­ste­met i okto­ber 2017.

Oumu­amua — en exo-komet eller et rum­sejl?

Avi Loeb udgav et par år sene­re en bog om det­te objekt: Extra­ter­re­stri­al — The First Sign of Intel­li­gent Life Bey­ond Earth. Bogen hand­le­de pri­mært om opda­gel­sen af Oumu­amua og inde­holdt en dis­kus­sion af og Avi Loeb bud på, hvad det kun­ne være.

Avi Loeb var ikke i tvivl om, hvad Oumu­amua i vir­ke­lig­he­den var. Den spe­ci­el­le bane, den høje hastig­hed og Oumu­amu­as til­ta­gen­de acce­le­ra­tion ud gen­nem Sol­sy­ste­met gav per­fekt mening, hvis objek­tet i vir­ke­lig­he­den var et sol­sejl kon­stru­e­ret af intel­li­gensvæs­ner et sted i Mæl­ke­vej­en. Bogen var såle­des også en form for prom­ove­ring af Bre­ak­t­hrough Stars­hot.

Selv om Avi Loeb er aner­kendt i viden­ska­be­li­ge kred­se, blev hans spe­ku­la­tio­ner dog mødt med afstand­ta­gen hos de fle­ste astro­fy­si­ke­re. Og fle­re for­ske­re er sene­re kom­met med andre plau­sib­le for­kla­rin­ger på Oumu­amu­as acce­le­ra­tion ud af sol­sy­ste­met. Se Læs mere-bok­sen neden­for.

Iføl­ge det viden­ska­be­li­ge papir kan frem­me­de intel­li­gensvæs­ner have sendt et moder­skib med små under­sø­gel­ses­son­der mod Jor­den for op til ½ mil­li­ard år siden. (Bil­le­de: AI-gene­re­ret bil­le­de fra Mid­jour­ney med tit­len: Evig­he­den er for­bi)

Nyt viden­ska­be­ligt papir tager Oumu­amua et skridt vide­re

I „Phy­si­cal Con­straints on Uni­den­ti­fied Aeri­al Pheno­me­na“ går Avi Loeb lidt vide­re. For her argu­men­te­rer han for sam­men­fal­det mel­lem bane­for­hol­de­ne og hastig­he­den af Oumu­amua og en lil­le mete­o­r­oi­de på omkring 1–2 meter, som var stødt sam­men med Jor­den et halvt år for­ud for Oumu­amu­as pas­sa­ge.

Det kun­ne iføl­ge Loeb give anled­ning til at over­ve­je mulig­he­den for, at et kun­stigt inter­stel­lart objekt poten­ti­elt kun­ne være et moder­far­tøj, som fri­gav man­ge små son­der under sin tæt­te pas­sa­ge af Jor­den eller andre exo­pla­ne­ter.

I prin­cip­pet mener Avi Loeb alt­så, at et stort antal sådan­ne små „mæl­kebøt­te­frø“ kan fri­gi­ves fra et moder­skib, der pas­se­rer tæt for­bi Jor­den, og det er der man­ge mulig­he­der for. For iføl­ge hans mate­ma­ti­ske udreg­ning vil det „kun“ tage ½ mil­li­ard år for et rum­skib at til­ba­ge­læg­ge en afstand sva­ren­de to gan­ge afstan­den mel­lem Mæl­ke­ve­jens cen­trum og Jor­den.

Det hele bli­ver fulgt til dørs af en mas­se mate­ma­ti­ske form­ler og teknisk/videnskabelige udtryk, som skal tje­ne som en under­streg­ning af, at det her ikke er fri fan­ta­si, men der­i­mod nær­me­re en slags viden­ska­be­lig spe­ku­la­tion.

Papi­ret efter­la­der en ræk­ke ube­sva­re­de spørgs­mål

En ting er at „bevi­se“ sin teo­ri på papi­ret. Noget helt andet er, de prak­ti­ske og ret ind­ly­sen­de spørgs­mål, som det viden­ska­be­li­ge papir efter­la­der ube­sva­ret.

Det mest oplag­te må være, hvad Avi Loeb (og sik­kert også Sean M. Kirk­pa­tri­ck) mener, de intel­li­gensvæs­ner som i sin tid opsend­te „moder­ski­bet“ med alle dets rekog­nos­ce­rings­son­der, får ud af pro­jek­tet. For først har det måske været fle­re hund­re­de mil­li­o­ner år under­vejs. Og bag­ef­ter skal moder­ski­bet mod­ta­ge og sen­de de ind­hø­ste­de obser­va­tio­ner til­ba­ge, hvil­ket med lysets hastig­hed kan tage adskil­li­ge tusin­de år. Reg­ne­de afsen­der­ne med, at deres civi­li­sa­tion sta­dig vil­le eksi­ste­re til den tid? Og hvad er sand­syn­lig­he­den for, at det er til­fæl­det?

Og hvor­dan fore­stil­ler Loeb og Kirk­pa­tri­ck sig, at det skul­le være muligt at kon­stru­e­re en for­ud pro­gram­me­ret rum­son­de, som kan fun­ge­re uden ser­vi­ce­ef­ter­syn i ½ mil­li­ard år eller mere?

Ende­lig kan vi selv­føl­ge­lig begyn­de at teo­re­ti­se­re over, hvor­vidt „moder­ski­be­ne“ kom­mer fra den sam­me bebo­e­de pla­net i Mæl­ke­vej­en. Eller om der er fle­re for­skel­li­ge udenjor­di­ske civi­li­sa­tio­ner, som har fået sam­me ide.

Men selv om spørgs­må­le­ne står i kø, er Avi Loebs og Sean M. Kirk­pa­tri­cks lil­le arti­kel trods alt et bidrag, som kan ind­gå i dis­kus­sio­nen.

Måske har vi fejl­be­dømt stør­rel­sen og afstan­den på de obser­ve­re­de objek­ter

En af papi­rets man­ge del­po­in­ter er, at bru­gen af moder­ski­be og min­dre rekog­nos­ce­rings­son­der bety­der, at vi måske har over­vur­de­ret stør­rel­sen på de man­ge UAP’s, som bl.a. ame­ri­kan­ske pilo­ter fra flå­den har indrap­por­te­ret. For hvis de obser­ve­re­de UAP’s er rekog­nos­ce­rings­son­der, behø­ver de jo ikke have en mas­se tek­no­lo­gi til at rej­se i rum­met.

Der­for kan de UAP-obser­va­tio­ner, hvor objek­ter­ne synes at have trod­set de fysi­ske love, måske kun­ne for­kla­res ved, at obser­va­tø­ren har fejl­be­dømt stør­rel­sen på og måske også afstan­den til det obser­ve­re­de objekt. Alt­så behø­ver de obser­ve­re­de objek­ter ikke nød­ven­dig­vis at have udført nær så natur­lovs­stri­di­ge manøv­rer, som det umid­del­bart har set ud til.

Der­med siger Avi Loeb og Sean M. Kirk­pa­tri­ck indi­rek­te, at man­ge af de mær­ke­li­ge fly­ve­møn­stre, der er rap­por­te­ret ved ufoob­ser­va­tio­ner, måske ikke er så ufor­klar­li­ge alli­ge­vel.

Det var i hvert fald den kon­klu­sion, som Micha­el Ert­mann, der er med­lem af SUFOI’s dis­kus­sions­forum på Face­book, kom frem til, da han kom­men­te­re­de på vores opslag om det viden­ska­be­li­ge papir i for­bin­del­se med en omta­le af det i Fly­ven­de Tal­ler­ken:

„Det er jo en inter­es­sant tan­ke, at obser­va­tø­rer­ne har fejl­be­dømt både afstand og stør­rel­se — og der­med også far­ten — på objek­ter­ne. Hvis det er til­fæl­det, må en stor del af UAP-obser­va­tio­ner kun­ne afskri­ves som noget for­klar­ligt; i hvert fald de obser­va­tio­ner hvor hypo­te­sen er, at de ikke kan for­kla­res, for­di ingen kendt tek­no­lo­gi vil kun­ne få dem til at bevæ­ge sig som rap­por­te­ret.“

Tja, det var nok ikke den udlæg­ning, Avi Loeb og Sean M. Kirk­pa­tri­ck hav­de håbet på.

Du kan fin­de Avi Loebs og Sean M. Kirk­pa­tri­cks arti­kel her.

 

Læs mere Det sene­ste bud på en „natur­lig“ for­kla­ring på Oumu­amua. Om Avi Loebs mil­li­ondy­re red­nings­ind­sats for at få bjer­get en inter­stel­lar mete­o­rit, som eks­plo­de­re­de over Stil­le­ha­vet i 2014, og som Avi Loeb tror var en rum­son­de fra en frem­med civi­li­sa­tion En gene­rel omta­le af Oumu­amua Mere om Oumu­amua og andre trus­ler fra rum­met. Tak til Micha­el Ert­mann for lin­ket Læs Kar­sten Bom­holts anmel­del­se af den dan­ske udga­ve (Er vi ale­ne) af Avi Loebs bog Extra­ter­re­stri­al — The First Sign of Intel­li­gent Life Bey­ond Earth her. Bogen kan for­re­sten erhver­ves gra­tis, hvis du sen­der et bidrag på mini­mum 400 kr. til SUFOI’s Støt­te­kreds.