For­s­vun­det i det blå

Lør­dag aften den 21. okto­ber 1978 var varm, stil­le og næsten skyfri. Der blæ­ste en svag bri­se fra nord­vest. Klok­ken 19 var Venus syn­lig over hori­son­ten i ret­nin­gen vest­syd­vest. Månen var ikke på him­len, og Solen var gået ned kl. 18.45. Tus­mør­ke­pe­ri­o­den end­te kl. 19.13.

Fre­de­ri­ck Valen­tich ind­le­ve­re­de en omhyg­ge­ligt udar­bej­det fly­ve­plan til fly­ve­l­e­del­sen i Moorab­bin Luft­havn. Fly­ve­tu­rens mål var King Island fly­ve­plad­sen på øen af sam­me navn samt retur­flyv­ning til Moorab­bin ad sam­me rute — en sam­let distan­ce på 600 km.

Alt gik plan­mæs­sigt ind­til kl. 19.06, hvor Valen­tich kald­te fly­ve­l­e­del­sen for at spør­ge, om den hav­de kend­skab til anden fly­tra­fik under 5.000 fod (ca. 1.525 m) i områ­det.

Radi­o­kon­tak­ten til fly­et for­svandt kl. 19.12:49, hvor­ef­ter red­ning­s­tje­ne­sten straks blev kon­tak­tet. Da fly­et ikke var ankom­met til King Island kl. 19.33 som plan­lagt efter fly­ve­pla­nen, sat­te man en efter­søg­ning i gang og fore­tog en resul­tat­løs nat­lig efter­søg­ning i områ­det ud for Cape Otway.

Efter­søg­nin­gen blev efter fire dage indstil­let den 25. okto­ber. Fly og ski­be hav­de for­gæ­ves fin­kæm­met et områ­de på 17.000 kva­drat­ki­lo­me­ter. Der blev ikke fun­det vra­gre­ster, der med sik­ker­hed kan knyt­tes til Valen­ti­chs Ces­sna 182.

Det­te har givet plads til man­ge spe­ku­la­tio­ner, som alle ser stort på, at der hver dag for­svin­der men­ne­sker ver­den over, uden at det behø­ver at have noget som helst med rum­ski­be og ali­ens at gøre, men har jord­næ­re og alt­så helt natur­li­ge for­kla­rin­ger.

Man­ge per­so­ner har efter­for­sket Valen­tich-sagen gen­nem åre­ne og søgt efter for­kla­rin­ger, og det har givet fle­re inter­es­san­te resul­ta­ter. Fx er det kom­met frem, at påstan­den om, at Valen­tich var en meget erfa­ren og dyg­tig pilot, ikke hol­der vand. Fre­de­ri­ck Valen­tich hav­de to gan­ge ansøgt om opta­gel­se i Roy­al Air For­ce (RAAF), men blev afvist på grund af util­stræk­ke­li­ge uddan­nel­ses­mæs­si­ge kva­li­fi­ka­tio­ner. Han var med­lem af RAAF Air Trai­ning Cor­ps og drøm­te om at bli­ve tra­fikpi­lot, men dum­pe­de til adskil­li­ge prø­ver, som skul­le have givet adgang til en licens, fle­re af dem så sent som en måned før hans for­svin­den. Han hav­de des­u­den været invol­ve­ret i flyuheld og fået advars­ler for at fly­ve ind i for­bud­te flyzo­ner.

I juni 2012 lyk­ke­des det austra­li­e­ren Keith Baster­fi­eld at opspo­re en sam­ling doku­men­ter på i alt 320 sider om Valen­tich-sagen i onli­ne­ar­ki­vet hos The Natio­nal Archi­ves of Austra­lia (NAA). Den sto­re pdf-fil (ca. 96 Mb) har tit­len DSJ-Cape Otway to King Island 21 Octo­ber 1978 — Aircraft mis­sing (Valen­tich) 1978–1992 barco­de 10491375 file seri­es B1497 con­trol sym­bol V116/783/1047 og kan down­lo­a­des her samt gen­nem­ses onli­ne (og søg­bart) her. De 320 sider giver et godt ind­tryk af hele efter­forsk­nings­ar­bej­det med et væld af meget for­skel­lig­ar­te­de doku­ment­ty­per — lige fra offi­ci­el­le rap­por­ter og fotos til hånd­skrev­ne noter og avis­ud­klip. Om årsa­gen til hæn­del­sen lyder kon­klu­sio­nen sta­dig: „Not deter­mi­ned — aircraft mis­sing“, og „der tages ikke yder­li­ge­re skridt i den­ne sag, med­min­dre der opnås posi­ti­ve fak­tu­el­le bevi­ser“.

I 2012 så også en anden sam­ling af sags­ak­ter dagens lys. Andrew Arnold og kol­le­ger fra Victo­ri­an UFO Action (som bl.a. har hjul­pet ABC Radio Natio­nal med at pro­du­ce­re podca­sten Last Light: the Valen­tich Myste­ry, varig­hed: 28:35 min.) opspo­re­de 292 sider med tit­len VH-DSJ- Light aircraft over­due King Island med seri­e­num­mer A4703 hos Can­ber­ra-afde­lin­gen af NAA. Myn­dig­he­den bag doku­men­ter­ne er „Depart­ment of Trans­port, Head Offi­ce, Can­ber­ra and Mel­bour­ne, Emer­gen­cy & Spe­ci­al Ser­vi­ces Branch“.

Doku­men­ter­ne kan gen­nem­ses onli­ne her. De omhand­ler især efter­søg­nin­gen i luf­ten og til søs udført af „Victo­ri­an Poli­ce at King Island, Hobart and Lakes Entran­ce, plus the Depart­ment of Defen­ce“.

Efter­søg­nin­gen begynd­te den 21. okto­ber 1978 og blev afslut­tet den 25. okto­ber — uden at man hav­de fun­det det mind­ste spor efter fly, vrag­de­le eller lig. Det frem­går også af doku­men­ter­ne, at der fra for­skel­li­ge dele af lan­det nat­ten til den 21. okto­ber blev mod­ta­get en ræk­ke rap­por­ter om hur­tigt­fly­ven­de, kraf­ti­ge hvi­de lys, som iføl­ge Mount Strom­lo-obser­va­to­ri­et faldt sam­men med mete­o­r­svær­men Orio­ni­der­ne, der den­ne nat top­pe­de med 10–15 mete­o­rer pr. time.

De to ufo­skep­ti­ke­re for­fat­te­ren Joe Nick­ell og James McGaha (astro­nom og fhv. pilot i USAF) har i 2013 i Skep­ti­cal Enqui­rer frem­lagt deres ana­ly­se af Valen­tich-sagen. De støt­ter hypo­te­sen om, at Valen­ti­chs flystyrt skyl­des fejl­o­ri­en­te­ring. Han miste­de for­nem­mel­sen af op og ned og fløj util­sig­tet i en ned­ad­gå­en­de såkaldt „gra­vey­ard spiral“. For­ø­gel­sen af G‑kræfterne i en sådan døds­spiral begræn­se­de brænd­stof­til­førs­len og fik fly­ets motor til at hoste og miste omdrej­nin­ger, sådan som Valen­tich for­tal­te over radio­en.

McGaha og Nick­ell fore­slår også, at de til­sy­ne­la­den­de sta­tio­næ­re lys, som iføl­ge Valen­tich befandt sig over fly­et, kan have været pla­ne­ter­ne Venus, Mars og Mer­kur sam­men med den lys­stær­ke stjer­ne Anta­res.

Seks uger efter Valen­ti­chs for­svin­den stod ama­tør-
foto­gra­fen Roy Mani­fold frem og for­tal­te, at han den
dag, Valen­tich for­svandt, hav­de taget seks bil­le­der af
sol­ned­gan­gen ved Cape Otway. Han hver­ken hør­te eller så
noget usæd­van­ligt på ste­det. Efter frem­kal­del­sen af fil­men
opda­ge­de han på det sid­ste bil­le­de en mørk skyg­ge i øver­ste
høj­re hjør­ne.

Roy Mani­fold tro­e­de først, at det var en frem­kal­del­ses­fejl, fejl i nega­ti­vet eller snavs, men det blev afvist af en fotokyn­dig. En ana­ly­se fore­ta­get af Gro­und Sau­cer Watch (GSW) i USA skul­le angi­ve­ligt afslø­re et metal­lisk objekt i den mør­ke skyg­ge. Dele af ana­ly­sen kan ses i det­te videoklip. Andre er over­be­vist om, at der er tale om en fejl opstå­et under frem­kal­del­sen eller et insekt tæt på lin­sen, fx en bi.

Den­ne arti­kel er et kort uddrag af det opda­te­re­de kapi­tel „For­s­vun­det i det blå“ i 2. udga­ven af bogen Pro­jekt UFO — tro, løg­ne og kold krig.

„Pro­jekt UFO — tro, løg­ne og kold krig“ er på
500 sider og gen­ne­mil­lu­stre­ret. Den­ne 2. udga­ve
udgi­vet i 2021 er opda­te­ret og udvi­det væsent­ligt i
for­hold til førsteud­ga­ven fra 2011, som var på 454
sider, så fak­ta, argu­men­ter og kon­klu­sio­ner står mål
med, hvad man kan for­ven­te af en udgi­vel­se i dag,
lige­som der er til­fø­jet en hel del nyskre­vet ind­hold.
Den­ne 2. udga­ve udkom­mer ale­ne som e‑bog og kan
købes her.

Kort sagt

End­nu et luft­ka­stel?

Der opstår til sta­dig­hed nye orga­ni­sa­tio­ner, som prok­la­me­rer et højt ambi­tions­ni­veau, når det gæl­der udforsk­nin­gen af ufo­er, men som ofte lider en stil­le død — uden at få udret­tet noget af betyd­ning. Sene­ste skud på stam­men er SKYFORT, som bl.a. vil:

• Udvik­le et net­værk til styr­kel­se af sam­ar­bej­det mel­lem alle, der for­sker i fæno­me­ner­ne.
• Ska­be data­ba­ser, som støt­ter frem­ti­dig UAP-forsk­ning.
• Uddan­ne og påvir­ke poli­ti­ke­re og andre beslut­nings­ta­ge­re, så de bed­re for­står fæno­me­ner­ne.
• Støt­te udvik­lin­gen af ny tek­no­lo­gi til obser­va­tion og ana­ly­se af UAP’er.

SKYFORT har til­knyt­tet en pro­mi­nent kon­su­lent: Luis Elizon­do. Og det sker der nok ikke så meget ved…

Alle gode gan­ge fire

„Men­ne­ske & myste­ri­um — kvar­tals­ma­ga­sin om parap­sy­ko­lo­gi, for­tids­gå­der og magisk vir­ke­lig­hed“ er net­op dum­pet ind i post­kas­sen. Det er årets fjer­de num­mer — og bli­ver desvær­re også det sid­ste i den­ne omgang. Det skri­ver udgi­ver og hoved­skri­bent, Klaus Aars­l­eff. Det har ikke været muligt for Aars­l­eff at nå målet på 200 abon­nen­ter, som skul­le sik­re maga­si­nets frem­tid. Det er en trist nyhed, da Men­ne­ske & myste­ri­um var både vel­pro­du­ce­ret, ind­by­den­de og under­hol­den­de.

Klaus Aars­l­eff skri­ver i maga­si­nets leder: „Det bety­der selv­føl­ge­lig ikke, at jeg drop­per min livslan­ge inter­es­se for de emner, som vi har taget op i ‚Men­ne­ske & myste­rie’. I ste­det vil jeg kon­cen­tre­re mig om et plan­lagt stør­re bog­værk, som kom­mer til at hed­de ‚Ste­der af kraft’. Her for­tæl­ler jeg om magi­ske og forun­der­li­ge loka­li­te­ter ver­den over. Også andre bogi­de­er er i stø­be­ske­en.“

Følg med på livsrejsen.dk.

Så er Lucy godt på vej

Men­ne­sket er kom­met et skridt nær­me­re ny viden om dan­nel­sen af vores sol­sy­stem tak­ket være rum­son­den Lucy byg­get af Lock­he­ed Mar­tin. NASA-mis­sio­nen blev suc­ces­fuldt påbe­gyndt med opsen­del­sen fra Flo­ri­da den 16. okto­ber 2021. På top­pen af en Atlas V‑raket ind­led­te Lucy sin 12 år lan­ge rej­se til de tro­jan­ske aste­roi­der ved Jupi­ter. (Foto: NASA/Lockheed Mar­tin)