„Men han har jo ikke noget på!“

… Jeg er fal­det i unå­de hos MUFON ved at sige, at de er faret vild. Deres mot­to er den viden­ska­be­li­ge udforsk­ning af ufo­er, men man skal lede læn­ge for at fin­de noget, som er viden­ska­be­ligt i den­ne orga­ni­sa­tion …
 
Af Kim Møl­ler Han­sen
 
Ufo­hi­sto­ri­en er rig på mar­kan­te og far­ve­ri­ge per­son­lig­he­der. Nog­le har på grund af deres spæn­den­de histo­ri­er, karis­ma, vel­ta­len­hed og/eller kon­spira­to­ri­ske spe­ku­la­tio­ner opnå­et medi­e­tæk­ke og har gen­nem den kulør­te pres­se, inter­na­tio­na­le ufo­kon­fe­ren­cer og net­tet fået stor ind­fly­del­se på ufo­mytens udvik­ling i en rum­skib­stro­en­de og kon­spira­tions­tæn­ken­de ret­ning.
 
Andre har på trods af deres nøg­ter­ne til­gang til ufo­myten og for­søg på at udvik­le og for­bed­re ind­sam­ling og ana­ly­ser af ufoop­le­vel­ser ikke fået den aner­ken­del­se, de kun­ne fortje­ne. I det føl­gen­de er der fokus på to meget for­skel­li­ge eksemp­ler på det­te:
  • Allan Hen­dry sat­te stan­dar­den for den seri­ø­se rap­por­t­op­ta­gel­se og efter­forsk­ning, men fik efter få år til­sy­ne­la­den­de nok af det ame­ri­kan­ske ufo­cir­kus og har ikke siden offi­ci­elt beskæf­ti­get sig med ufo­myten.
  • James Patri­ck Car­rion blev leder af MUFON og for­søg­te at for­ny orga­ni­sa­tio­nen og få den til at leve op til egne højt­be­sung­ne viden­ska­be­li­ge ide­a­ler. Car­rion end­te med at kom­me i „bad stan­ding“ i ame­ri­kan­ske ufokred­se og har fået den tvivls­om­me ære at udgi­ve en opsigtsvæk­ken­de bog, som alle har valgt at igno­re­re.
Und­gå for­ti­dens fia­sko­er og fru­stra­tio­ner

I 1979 udkom hånd­bo­gen The UFO Hand­book. A Gui­de to Inve­sti­gat­ing, Eva­lu­at­ing and Repor­ting UFO Sigh­tings skre­vet af Allan Hen­dry, der på davæ­ren­de tids­punkt var bachel­or i astro­no­mi og en nær ven af astro­no­men og tid­li­ge­re kon­su­lent for Pro­ject Blue Book, J. Allen Hynek.

Allan Hen­dry var i peri­o­den 1976–1977 fuld­tids­an­sat (ind­til pen­ge­kas­sen var tom) hos den ame­ri­kan­ske ufo­or­ga­ni­sa­tion Cen­ter for UFO Stu­di­es (CUFOS) til at efter­for­ske ame­ri­kan­ske uforap­por­ter. Hen­dry under­søg­te 1.307 meget for­skel­li­ge ufoop­le­vel­ser, hvoraf blot 113 for­blev uopkla­re­de.

Hen­dry kun­ne dra­ge man­ge kon­klu­sio­ner på grund­lag af sine ana­ly­ser, bl.a. at vi som obser­va­tø­rer let fejl­for­tol­ker kend­te fæno­me­ner. Eksem­pel­vis var det slå­en­de, at obser­va­tø­rer, der med 100 pro­cents sik­ker­hed hav­de set stjer­ner, fly, mete­o­rer og rek­la­me­fly, fejl­for­tol­ke­de dis­se fæno­me­ners udse­en­de så meget, at det næsten var umu­ligt at gen­fin­de den oprin­de­li­ge kil­de til deres beskri­vel­ser.

Hen­drys hånd­bog og kor­te akti­ve peri­o­de som efter­for­sker i CUFOS var epo­ke­gø­ren­de og er ble­vet et for­bil­le­de for de mere seri­ø­se ufo­for­e­nin­gers måde at regi­stre­re og under­sø­ge ufoop­le­vel­ser på. I Dan­mark er bogen 50 år med ufo­er — erfa­rin­ger fra halv­treds års rap­port­ar­bej­de (SUFOI 2007) et af fle­re gode eksemp­ler på den­ne til­gang til ufo­myten.

I vis­se kred­se blev Hen­dry upo­pu­lær. Han udtal­te nem­lig, at ufo­lo­gi­en stod i stam­pe og var præ­get af nai­vi­tet og dår­lig rap­por­t­op­ta­gel­se. Han frem­kom også med den spå­dom, at hvis man ikke snart udvik­le­de helt nye meto­der til at ana­ly­se­re de mest gåde­ful­de ufoop­le­vel­ser og de men­ne­ske­li­ge fak­to­rer på, vil­le de kom­men­de 30 års ufo­lo­gi­ske arbej­de blot bli­ve en gen­ta­gel­se af for­ti­dens fia­sko­er og fru­stra­tio­ner.

Spå­dom­men er del­vis gået i opfyl­del­se, især når man i dag betrag­ter den ame­ri­kan­ske „ufos­ce­ne“, hvor den lands­dæk­ken­de orga­ni­sa­tion MUFON (Mutu­al UFO Net­work) er alt­do­mi­ne­ren­de, men er gået helt i stå og ikke ser ud til at vil­le ændre på gam­le vaner og ver­dens­bil­le­de.

Ingen selvransa­gel­se i USA

James Car­rion er bosid­den­de i Hern­don, Vir­gi­nia, fhv. efter­ret­nings­a­na­ly­ti­ker i den ame­ri­kan­ske hær og i dag fre­elan­ceskri­bent med fokus på Den Kol­de Krig og efter­ret­nings­virk­som­he­ders histo­rie.

I novem­ber 2006 trå­d­te John Schu­es­sler til­ba­ge som MUFON’s øver­ste leder (Inter­na­tio­nal Director) og blev afløst af James Car­rion.

I 2008 mød­tes James Car­rion, Jan Harzan, Chuck Mod­lin og John Schu­es­sler med rig­man­den og ufo­en­tu­si­a­sten Robert Bige­low for at drøf­te et sam­ar­bej­de.

Sene­re ind­gik Car­rion en afta­le med Bige­low Aeros­pa­ce, der gav MUFON øko­no­misk mulig­hed for at opret­te en sær­lig task for­ce — Star Team Impa­ct Pro­ject (SIP) — der i løbet af 24 timer skul­le kun­ne ryk­ke ud til sær­ligt vig­ti­ge ufo­hæn­del­ser, især dem med fysi­ske spor.

Inter­ne stri­dig­he­der m.m. fik imid­ler­tid James Car­rion til at for­la­de MUFON i 2009. MUFON tåler ikke kri­tik og vil ikke refor­me­res, hvil­ket Car­rion måt­te san­de som leder af MUFON og igen blev min­det om i 2015 under en menings­ud­veks­ling på Face­book. Se fx artik­len MUFON Cen­sors Their For­mer Inter­na­tio­nal Director?.

I for­bin­del­se med udgi­vel­sen af sin bog The Roset­ta Decep­tion (Cre­a­teS­pa­ce Inde­pen­dent Publis­hing Plat­form 2014) blev James Car­rion den 20. juli 2014 inter­viewet af Gene Ste­in­berg og Chri­stop­her O’Bri­en i radiopro­gram­met The Para­cast.

I radioud­sen­del­sen, der varer 2½ time, udta­ler Car­rion bl.a.:

„… Da jeg gik ind i orga­ni­sa­tio­nen [MUFON], var jeg lige­som alle andre meget nys­ger­rig. Jeg vil­le vide, hvor­for det­te emne sta­dig er et myste­ri­um. Jo mere tid jeg brug­te på emnet, og jo mere jeg efter­for­ske­de, og jo høje­re op jeg kom i orga­ni­sa­tio­nens hie­rar­ki, desto tyde­li­ge­re blev det for mig, hvor meget selv­bed­rag der er invol­ve­ret …“

„I man­ge af de sager, som jeg selv under­søg­te i min MUFON-tid, var der intet over­na­tur­ligt. Der var intet udenjor­disk i man­ge af dis­se sager. Men der­i­mod mær­ke­li­ge men­ne­sker, som for­tal­te mær­ke­li­ge histo­ri­er på et tvivl­s­omt grund­lag, og som bare for­søg­te at give deres bidrag til ryg­te­møl­len …“

„… Jeg mener, at der i orga­ni­sa­tio­nen fin­des per­so­ner, som vir­ke­lig er inter­es­se­re­de i at ken­de sand­he­den. Jeg tror, at der er men­ne­sker i orga­ni­sa­tio­nen, der i høj grad er ægte tro­en­de, og som kas­se­rer en stor del af de bevi­ser, der fore­lig­ger … Jeg er fal­det i unå­de hos MUFON ved at sige, at de er faret vild. Deres mot­to er den viden­ska­be­li­ge udforsk­ning af ufo­er, men man skal lede læn­ge for at fin­de noget, som er viden­ska­be­ligt i den­ne orga­ni­sa­tion … Det afspej­ler sig i de udsen­del­ser, som de del­ta­ger i på Discove­ry Chan­nel. Det er næsten pin­ligt at se MUFON ned­vær­di­ge sig selv til at gen­ta­ge myter, van­dre­hi­sto­ri­er og uhyr­li­ge påstan­de og ikke ale­ne hol­de sig til det, som de bur­de, nem­lig ren viden­skab.“

Spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne — det sto­re efter­ret­nings­bed­rag?

I 2014 udgav James Car­rion for egen reg­ning bogen The Roset­ta Decep­tion, som foku­se­rer på efter­krigs­pe­ri­o­den 1946–47, hvor Den Kol­de Krig tog form, og hvor der i Skan­di­navi­en mel­lem maj og decem­ber 1946 blev regi­stre­ret omkring 2.000 ople­vel­ser af såkald­te spø­gel­ses­ra­ket­ter.

De man­ge til­sy­ne­la­den­de mysti­ske ople­vel­ser skyld­tes sand­syn­lig­vis et miks af kold­krigs­nervø­si­tet og misi­den­ti­fi­ka­tion af natur­li­ge fæno­me­ner som fx mete­o­rer.

At der i beteg­nel­sen for fæno­me­net ind­går ordet „raket“, skyl­des de obser­va­tø­rer, der har beskre­vet fæno­me­net som raket­lig­nen­de.

I 1946–47 var det en nær­lig­gen­de tan­ke, at der kun­ne være tale om V1 bom­ber (ver­dens før­ste kryd­ser­mis­sil) og V2 raket­ter (ver­dens før­ste lang­træk­ken­de, bal­li­sti­ske mis­sil), som blev prø­ve­flø­jet fra den tid­li­ge­re nazi­sti­ske raket­ba­se i Pee­nemün­de, der ved afslut­nin­gen af Anden Ver­denskrig blev en del af den sov­je­tisk­be­sat­te del af Tys­kland.

Luft­fo­to taget fra den dan­ske DC-3’er (OY-BPB) af raket­mu­se­ums­om­rå­det i Pee­nemün­de, som det ser ud i dag. Læs mere om det sevær­di­ge muse­um i artik­len „Histo­risk tur til raket­mu­se­um“.
Foto: Kim Møl­ler Han­sen

 

I bogen The Roset­ta Decep­tion for­sø­ger Car­rion vha. utal­li­ge offent­ligt til­gæn­ge­li­ge kil­der at doku­men­te­re, at spø­gel­ses­ra­ketbøl­gen var et pro­dukt af et stra­te­gisk bed­ra­ge­ri iværk­sat af efter­ret­nings­folk i USA og Stor­bri­tan­ni­en (en per­son­grup­pe sam­let kal­det Roset­ta) i sam­ar­bej­de med tone­an­gi­ven­de avi­ser her­un­der The New York Times. Hoved­for­må­let med bed­ra­ge­ri­et var at bry­de den diplo­ma­ti­ske kode i Sov­je­tu­ni­o­nens kom­mu­ni­ka­tion med spio­ner i USA.

Car­rions bog er ble­vet mødt med total tavs­hed i ufokred­se — det er ikke lyk­ke­des mig at fin­de en ene­ste anmel­del­se af bogen — måske for­di Car­rion frem­læg­ger data, som ikke styr­ker tro­en på, at spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne var en ikke-jor­disk for­lø­ber for Ken­neth Arnolds skel­sæt­ten­de ople­vel­se den 24. juni 1947. Blandt rum­skib­stro­en­de er der nem­lig man­ge, som mener, at men­ne­ske­he­dens opfin­del­se af atom­vå­ben og brug af dem i august 1945 fik rumvæs­ner til at besø­ge Jor­den for at over­vå­ge vores akti­vi­te­ter og om nød­ven­digt gri­be ind for at for­hin­dre atom­ka­ta­stro­fen i at bre­de sig til resten af uni­ver­set — og at spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne var de før­ste besøg ude­fra.

Trods den meget begræn­se­de salgs­suc­ces med The Roset­ta Decep­tion er Car­rion fort­sat med at sam­le doku­men­ta­tion for sin teo­ri, hvil­ket har resul­te­ret i en ny udga­ve, der har fået tit­len Ana­chro­nism. Manuskrip­tet er på 253 sider og kan down­lo­a­des gra­tis.

Ana­chro­nism kræ­ver tål­mo­dig­hed af sin læser, dels for­di Car­rion bru­ger man­ge kil­der, dels for­di han meget detal­je­ret rede­gør for alle ele­men­ter og tim­in­gen i det meget kom­pli­ce­re­de Roset­ta-bed­rag. Det vil bli­ve for omfat­ten­de at gå i detal­jer her med bogens ind­hold og bed­ra­ge­ri­ets man­ge aspek­ter, og det vil­le alli­ge­vel hel­ler ikke yde Car­rions arbej­de fuld ret­fær­dig­hed.

Jeg vil anbe­fa­le alle, der inter­es­se­rer sig for spø­gel­ses­ra­ket­myste­ri­et og ufo­mytens fød­sel under Den Kol­de Krig, at læse Ana­chro­nism.

Hvis Car­rion vir­ke­lig har tol­ket sit kil­de­ma­te­ri­a­le rig­tigt, frem­læg­ger Ana­chro­nism en helt ny ver­sion af spø­gel­ses­ra­ket­myste­ri­et, og en del af ufo­mytens histo­rie skal omskri­ves.

Under alle omstæn­dig­he­der fortje­ner bogen at bli­ve læst og kom­men­te­ret af per­so­ner, som har adgang til et stort kil­de­ma­te­ri­a­le om spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne og sam­ti­dig har viden om det­te kold­krigs­fæ­no­men, her­i­blandt dyg­ti­ge folk i UFO-Sve­ri­ge og AFU (Archi­ves For the Une­x­plai­ned). Som det er UFO-Mails læse­re bekendt, har net­op folk til­knyt­tet UFO-Sve­ri­ge og AFU igen­nem åre­ne brugt man­ge res­sour­cer på at efter­for­ske ryg­ter om nedstyr­te­de spø­gel­ses­ra­ket­ter i Sve­ri­ge og har i 2015 pro­du­ce­ret en doku­men­tar­film om jag­ten på vra­gre­ster.

 

Roset­ta-bed­ra­get

I 1946 for­søg­te klo­den at kom­me sig efter en ver­denskrig med mil­li­o­ner af døde og opfin­del­sen af atom­vå­ben. En ny fare tru­e­de imid­ler­tid den nyvund­ne fred: Den Kol­de Krig mel­lem de to tid­li­ge­re alli­e­re­de USA og Sov­je­tu­ni­o­nen. De to super­mag­ter tvang sto­re dele af ver­den til at tage par­ti og ind­gå i enten en kapi­ta­li­stisk eller en kom­mu­ni­stisk blok, der kun­ne hol­de hin­an­den i skak ved trus­len om at bru­ge mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben.

Den ame­ri­kan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ste vid­ste i 1946, at man­ge sov­je­ti­ske spio­ner hav­de infil­tre­ret det ame­ri­kan­ske sam­fund, og at de kom­mu­ni­ke­re­de flit­tigt i kode­sprog via diplo­ma­ti­ske kana­ler med Moska om både ame­ri­kan­ske mili­tær­hem­me­lig­he­der og det poli­ti­ske liv i USA. I det­te højspænd­te kli­ma blev Roset­ta-grup­pen skabt.

Højt pla­ce­re­de efter­ret­nings­folk i USA og Stor­bri­tan­ni­en iværk­sat­te et stor­stilet efter­ret­nings­pro­jekt, der så at sige skul­le aflu­re, hvad den sov­je­ti­ske dik­ta­tor Josef Sta­lin (1878–1953) tænk­te. Hvis Roset­ta kun­ne bry­de de sov­je­ti­ske spio­ners kode, vil­le det være en lige så stor præ­sta­tion, som da bri­ter­ne under Anden Ver­denskrig brød Nazi­tys­klands Enig­ma-kode, og ame­ri­ka­ner­ne brød japa­ner­nes Purp­le Cip­her.

Roset­ta plan­te­de ved hjælp af en sam­ar­bejds­vil­lig og tone­an­gi­ven­de avis­pres­se en lang ræk­ke histo­ri­er Jor­den rundt. Avis­ar­tik­ler­ne var kon­stru­e­re­de histo­ri­er om helt nye mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben, der var meget far­li­ge­re end de to atom­bom­ber, som i august 1945 hav­de sat punk­tum for Anden Ver­denskrig.

De opdig­te­de histo­ri­er inde­holdt ikke detal­jer om våb­ne­ne, men rum­me­de hen­tyd­nin­ger til nye opfin­del­ser og nævn­te (opdig­te­de) nav­ne på for­sker­ne bag. Histo­ri­er­ne blev publi­ce­ret vidt og bredt i ame­ri­kansk pres­se og flit­tigt kom­mu­ni­ke­ret af sov­je­ti­ske spio­ner via diplo­ma­ti­ske linjer hjem til Moska, hvor Sta­lin for­ment­lig blev foru­ro­li­get over udsig­ten til at stå over for et ame­ri­kansk super­vå­ben.

De fabri­ke­re­de histo­ri­er inde­holdt særeg­ne per­son- og sted­nav­ne, hvil­ket skul­le gøre det nem­me­re for Roset­tas kode­bry­de­re at knæk­ke den sov­je­ti­ske kode.

De sov­je­ti­ske spio­ners kom­mu­ni­ka­tion med Moskva blev rød­g­lø­de­n­de under freds­for­hand­lin­ger­ne i Paris (29. juli-15. okto­ber 1946), hvor USA, Stor­bri­tan­ni­en, Frank­rig og Sov­je­tu­ni­o­nen for­hand­le­de Tys­klands krigs­ska­de­ser­stat­nin­ger og nye lan­de­græn­ser for bl.a. Ita­li­en, Rumæ­ni­en, Ungarn, Bul­ga­ri­en og Fin­land. Sam­ti­dig med, at de svæ­re freds­for­hand­lin­ger fore­gik i Paris, gjor­de spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne luftrum­met usik­kert over Skan­di­navi­en og skab­te avisover­skrif­ter.

Det lyk­ke­des Roset­ta gen­nem plan­te­de pres­se­hi­sto­ri­er at ska­be det ind­tryk i offent­lig­he­den, at spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne kun­ne være sov­je­ti­ske prø­ve­af­fy­rin­ger af V1- og V2-raket­ter. Histo­ri­er­ne beskrev, hvor­dan raket­ter­ne fx kun­ne skif­te ret­ning, hvil­ket tyde­de på en væsent­lig vide­re­ud­vik­ling af tysker­nes raket­vå­ben.

Histo­ri­er­ne skul­le ska­be bekym­ring i Moska. Sta­lin vid­ste godt, at dis­se nye vidun­der­vå­ben ikke var udvik­let af Sov­je­tu­ni­o­nen, så de måt­te være ame­ri­ka­ner­nes eller bri­ter­nes værk, dvs. en ny trus­sel tæt på Moskva.

På et tids­punkt ophør­te svensk pres­se med at beret­te om spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne for ikke at give den for­mode­de afsen­der (Sov­je­tu­ni­o­nen) infor­ma­tio­ner om raket­ter­nes fly­ve­møn­stre og ræk­ke­vid­de, men i USA var der ingen cen­sur på det­te områ­de, bl.a. The New York Times holdt liv i histo­ri­er­ne om spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne og de man­ge spe­ku­la­tio­ner omkring fæno­me­net.

Sov­je­tu­ni­o­nens diplo­ma­ti­ske kom­mu­ni­ka­tion var omfat­ten­de, men umu­lig for ame­ri­ka­ner­ne at bry­de. En „til­fæl­dig“ strej­ke blandt tele­gra­f­ar­bej­de­re på over­søi­ske linjer anvendt af Sov­je­tu­ni­o­nen tvang stormag­ten til at bru­ge andre tele­gra­fi­ske kom­mu­ni­ka­tions­ka­na­ler, som ame­ri­ka­ner­ne let­te­re kun­ne kon­trol­le­re. Nu hav­de Roset­ta fuld kon­trol over den sov­je­ti­ske infor­ma­tions­strøm skabt af freds­for­hand­lin­ger­ne i Paris, de plan­te­de histo­ri­er om spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne og ryg­ter­ne om super­vå­ben, så kode­bry­der­ne kun­ne i ro og mag stu­de­re de man­ge kryp­te­re­de med­del­el­ser og få stør­re ind­sigt i det anvend­te kode­sprog. Roset­ta hav­de fuld­ført mis­sio­nen.

De ame­ri­kan­ske del­ta­ge­re i Roset­ta-bed­ra­get inklu­de­re­de blandt andre gene­ral Hoyt S. Van­den­berg og admiral Roscoe H. Hil­len­ko­et­ter, beg­ge kom­men­de lede­re af CIA; gene­ral Omar N. Brad­ley fra Joint Chiefs of Staff og oberst Car­ter W. Clar­ke fra Army Securi­ty Agen­cy. Blandt de min­dre kend­te med­lem­mer kan næv­nes admiral Hen­ry Kent Hewitt, som stod i spid­sen for den top­hem­me­li­ge enhed Beach Jum­pers under Anden Ver­denskrig, samt gene­ral Clayton L. Bis­sell, gene­ral Step­hen J. Cham­ber­lin, gene­ral Geor­ge C. McDo­nald og Kap­ta­jn Hen­ri H. Smith-Hut­ton — alle med­lem­mer af Joint Securi­ty Con­trol.
 

Kil­der:

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Vælg Støt­te­med­lem A

Temp­let og Gra­len

I den­ne bog påvi­ser Klaus Aars­l­eff bl.a. nog­le under­li­ge lig­heds­punk­ter mel­lem ste­nal­der­kul­tu­ren på Mal­ta og en til­sva­ren­de 5.000 år gam­mel kul­tur i Irland. Samt ser nær­me­re på en mas­se andre legen­der, hel­lig­dom­me og relik­vi­er, der kred­ser om ønsket om udø­de­lig­hed.

Vælg Støt­te­med­lem B

Hvor er de hen­ne?

”Claus Hem­mert Lund har skre­vet en glim­ren­de bog om, hvad nog­le men­ne­sker tro­e­de engang om liv i Mæl­ke­vej­en, hvad man­ge fore­stil­ler sig i dag, og hvor­dan viden­ska­ben i dag opstil­ler betin­gel­ser for liv og udfor­sker Uni­ver­set med bl.a. rum­son­der og telesko­per.” Citat fra anmel­del­sen i UFO-Mail 391.

Vælg Støt­te­med­lem C

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.

 

Vælg Støt­te­med­lem D
Læs mere om støt­te­med­lem­skab her