Fire super-til­bud til alle læse­re

Pak­ker­ne sæl­ges, så læn­ge lager haves, og kan kun bestil­les ved at skri­ve til info@sufoi.dk. Vi har været i stand til at sam­men­sæt­te et begræn­set antal bog­pak­ker, og de sæl­ges efter prin­cip­pet „først til møl­le“.

Du kan læse nær­me­re om de enkel­te tit­ler i SUFOI’s webs­hop. I paren­tes ses bestil­lings­num­me­ret i webs­hop­pen, så du kan tjek­ke nor­mal­pri­sen. For­sen­del­ses­om­kost­nin­ger­ne er kr. 35,- pr. pak­ke.

Husk, at bog­pak­ker­ne ikke kan bestil­les i webs­hop­pen — kun ved at skri­ve til <? inclu­de “../../subfiles/includes/adresser/sufoi-em.inc” ?>

Kina vil fin­de ET

Siden 2011 har Kina arbej­det på opfø­rel­sen af ver­dens stør­ste radi­o­te­leskop. Det skal stå fær­digt i sep­tem­ber 2016. Pro­jek­tet hed­der „Five-Hund­red-Meter Aper­tu­re Sphe­ri­cal Telescope“ (FAST) og fore­går et sted i bjer­ge­ne i Guizhou-provin­sen i det syd­ve­st­li­ge Kina.

Af Kim Møl­ler Han­sen

Kinas kæm­pe radi­o­te­leskop vil kom­me til at fyl­de 30 fod­bold­ba­ner og koste næsten 200 mio. dol­lars. De men­ne­ske­li­ge omkost­nin­ger er også sto­re, idet mere end 9.000 ind­byg­ge­re i nær­om­rå­det skal tvangs­for­flyt­tes for at und­gå, at mobil­te­le­fo­ner, mikro­bøl­ge­ov­ne o. lign. for­styr­rer de føl­som­me sig­na­ler. Følg byg­ge­ri­et på den­ne video. Foto: Chin­a­Fo­toPress

Are­ci­bo-radi­o­te­leskopet i Cari­bi­en er pt. ver­dens stør­ste radi­o­te­leskop og har været det siden 1963. Reflek­torskå­len har en dia­me­ter på 305 meter, men da den ikke kan bevæ­ges, dæk­ker teleskopet en for­holds­vis begræn­set del af stjer­ne­him­len. Kinas radi­o­te­leskop skal kun­ne dæk­ke 2–3 gan­ge mere af him­mel­rum­met. Se en kort video om Are­ci­bo-teleskopet. Foto: Are­ci­bo Observatory/NSF

Reflek­torskå­len på Are­ci­bo-radi­o­te­leskopet er 51 meter dyb. Det impo­ne­ren­de byg­nings­værk og dets ekso­ti­ske belig­gen­hed på Puer­to Rico har sik­ret teleskopet udø­de­lig­hed på film­lær­re­det gen­nem sci­en­ce fiction-fil­men »Con­ta­ct« (1997) og James Bond-fil­men „Gol­de­nEye“ (1995). Foto: Kim Møl­ler Han­sen

Mysti­ker-astro­nau­ten Edgar Mit­chell

Edgar Mit­chell blev først og frem­mest kendt som det 6. men­ne­ske på Månen. Sam­men med Alan She­pard hav­de han rekor­den i histo­ri­ens læng­ste van­dring på Månen, nem­lig ni timer og 23 minut­ter i to dage i 1971. Efter sin kar­ri­e­re som astro­naut blev han dog især kendt som for­ta­ler for diver­se new age-ide­er samt ikke mindst ufo-kon­spira­tions­te­o­ri­er. Han var der­for også kendt som „mysti­ker-astro­nau­ten“. Mit­chell beskri­ves som et åbent og ven­ligt men­ne­ske. Desvær­re var der også nog­le, som fandt ud af, hvor­dan de kun­ne udnyt­te den­ne åben­hed og ven­lig­hed.

Af Hen­ning Det­hlef­sen

Edgar Mit­chell blev 85 år. Han døde den 4. febru­ar 2016 efter kort tids syg­dom.

Mit­chell blev født den 17. sep­tem­ber 1930. Han stam­me­de fra en ran­cher-fami­lie i New Mexi­co og gik i sko­le i en ikke helt ukendt lil­le by ved navn Roswell. Han lær­te at fly­ve alle­re­de som 13-årig og meld­te sig efter sko­len til flå­den. Her avan­ce­re­de han hur­tigt til offi­cer og opnå­e­de under­vejs blandt andet en dok­tor­grad i aero­nau­tic (dvs. flyvi­den­skab) og avan­ce­re­de sene­re til flyin­struk­tør og test­pi­lot.

I 1966 blev Edgar Mit­chell udvalgt af NASA som astro­naut-kan­di­dat, og i 1971 delt­og han i NASA’s Apol­lo 14-mis­sion til Månen. Den 5. og 6. febru­ar fore­tog han den berøm­te måne­van­dring sam­men med Alan She­pard.

Mit­chell lod sig pen­sio­ne­re fra NASA i 1972, og i 1975 flyt­te­de han til Flo­ri­da, hvor han boe­de til sin død i 2016. Han blev gift tre gan­ge, hav­de tre børn, tre sted­børn og ni bør­ne­børn.

Edgar Mit­chel modt­og i sit liv en impo­ne­ren­de ræk­ke udmær­kel­ser, orde­ner og æres­dok­to­ra­ter. Man kan såle­des sige, at Mit­chells kar­ri­e­re meget lig­ner en typisk astro­naut-kar­ri­e­re med et afsæt i moder­ne luft­fart og ikke mindst klas­sisk viden­skab. Men Mit­chell var ikke den typi­ske astro­naut, og det viste sig alle­re­de under Apol­lo 14-mis­sio­nen.

Tan­ke­over­fø­ring fra rum­met

Tre uger før star­ten på turen til Månen beslut­te­de Mit­chell at udfø­re sit helt eget eks­pe­ri­ment under­vejs. Hver­ken NASA eller hans astro­naut-kol­le­ga­er vid­ste besked, og hvis ikke en af del­ta­ger­ne (Jön­son) sene­re hav­de afslø­ret det, er det ikke godt at vide, om det nogen­sin­de var kom­met frem.

Eks­pe­ri­men­tet gik ud på, at Mit­chell to gan­ge på udt­u­ren og to gan­ge på hjem­tu­ren via tele­pa­ti (tan­ke­over­før­sel) skul­le „sen­de“ en ræk­ke fast­lag­te sym­bo­ler til en men­ne­ske­lig „mod­ta­ger“, et medi­um, til­ba­ge på Jor­den. Bag­ef­ter vil­le man kun­ne sam­men­lig­ne resul­ta­ter­ne og bereg­ne nøj­ag­tig­he­den af tan­ke­over­førs­len.

Mit­chell fik hjælp af to ven­ner, som var uddan­ne­de læger og også inter­es­se­re­de i tele­pa­ti. Sam­men udar­bej­de­de de detal­jer­ne i eks­pe­ri­men­tet, og man kon­tak­te­de det sven­ske medi­um Olof Jön­son, som boe­de i Chi­ca­go. Han skul­le fun­ge­re som mod­ta­ger.

Eks­pe­ri­men­tet gik ud på, at Mit­chell i løbet af 6–7 minut­ter skul­le sen­de 25 sym­bo­ler (fx stjer­ne, kors og cir­kel) i en bestemt ræk­ke­føl­ge. Der blev også fast­lagt bestem­te tids­rum, hvor Mit­chell skul­le afsen­de og Jön­son mod­ta­ge.

Desvær­re blev star­ten på Apol­lo 14-mis­sio­nen udskudt i 40 minut­ter, såle­des at der ikke var sam­men­fald i tid mel­lem afsen­del­se og mod­ta­gel­se. Jön­son modt­og des­u­den fle­re sym­bo­ler, end Mit­chell afsend­te. Han var nem­lig ble­vet for­talt, der vil­le være 6 afsen­del­ser og ikke kun 4.

Til­ba­ge på Jor­den blev resul­ta­ter­ne af for­sø­get sendt til vur­de­ring hos to af hin­an­den uaf­hæn­gi­ge parap­sy­ko­lo­ger. Der var langt­fra 100% sam­men­fald imel­lem det, Jön­son hav­de mod­ta­get, og det Mit­chell hav­de sendt, men dog en klar sta­ti­stisk ten­dens, som endog blev stør­re, når man kor­ri­ge­re­de for fejl­e­ne. Men­te i al fald Mit­chell og hans ven­ner. For de fle­ste, som kig­ger på tal­le­ne, vir­ker de meget lidt gen­nem­sku­e­li­ge, men for Mit­chell var de bevi­set på, at der er mere mel­lem him­mel og jord.

For Mit­chell per­son­ligt var det dog hver­ken det­te eks­pe­ri­ment eller sel­ve van­drin­gen på Månen, som fik den stør­ste betyd­ning. Det gjor­de der­i­mod noget meget spe­ci­elt, som ske­te på vej­en til­ba­ge til Jor­den.

En kos­misk ople­vel­se

De fle­ste opga­ver hav­de Edgar Mit­chell haft på sel­ve Månen, hvor han skul­le sty­re lan­dings­mo­du­let og udfø­re viden­ska­be­li­ge eks­pe­ri­men­ter. På turen hjem kun­ne han slap­pe lidt af og nyde udsig­ten. Astro­nau­ter­ne befandt sig her i det, de spø­ge­fuldt kald­te „bar­beque-mode“, for­di deres far­tøj lang­somt dre­je­de sig om sig selv, lige­som en gris på spid.

Gen­nem ruden kun­ne de nu i ro og mag betrag­te udsy­net til skif­te­vis Jor­den, stjer­ner­ne, Solen, Månen osv. Det var et fan­ta­stisk 360 gra­ders panora­ma. Det var her, Mit­chell fik sin sto­re ople­vel­se, som han sene­re også for­tal­te om til Clas Sva­hn fra UFO-Sve­ri­ge under et inter­view i novem­ber 2005.

Udsig­ten, som ændre­de Mit­chell for altid. Foto: NASA

I lang tid for­tal­te Mit­chell ikke nogen om sin ople­vel­se. Den var, som han for­kla­re­de, bare for stor og for under­lig. Han hav­de behov for først at tæn­ke tin­ge­ne igen­nem og måske fin­de en for­kla­ring. Til Sva­hn beskrev han ople­vel­sen som en over­væl­den­de nær­mest eksta­tisk ople­vel­se af at være i sam­klang med uni­ver­set. Som om han plud­se­lig hav­de opda­get sit eget „indre“ kos­mos, hvil­ket udlø­ste en ufor­klar­lig lyk­ke­fø­lel­se.

Frank Whi­te.

Sene­re fandt Mit­chell ud af, at også de andre astro­nau­ter hav­de haft en lig­nen­de ople­vel­se, men at de ikke for­tol­ke­de den på helt sam­me måde. Nog­le beskrev ople­vel­sen som „at have set Guds ansigt“. Men Mit­chell var ikke reli­gi­øs på sam­me måde og nåe­de der­for frem til en lidt anden kon­klu­sion.

Rum­fart­s­skri­ben­ten Frank Whi­te inter­viewe­de i 1980’erne en lang ræk­ke tid­li­ge­re astro­nau­ter om den­ne ople­vel­se, som han i 1987 navn­gav „The Over­view Effect“, for­di astro­nau­ter af at kig­ge på Jor­den får en slags aha-ople­vel­se af, hvor lil­le og skrø­be­lig vores pla­net i vir­ke­lig­he­den er.

Jor­den foto­gra­fe­ret fra Apol­lo 8 den 24. decem­ber 1968. Foto: NASA/William Anders.

Man­ge astro­nau­ter for­fal­der til det, man kal­der „earth-gazing“, hvor de i time­vis kan betrag­te Jor­den gen­nem en rude i rum­far­tø­jet. Mit­chell kald­te det „The Big Pic­tu­re Effect“. Han tog i sin for­kla­ring udgangs­punkt i den viden­ska­be­li­ge sand­hed, at vi alle er lavet af stof skabt i stjer­ner­ne, alt­så det man lidt popu­lært kal­der stjer­ne­støv. Men­ne­sket er et pro­dukt af kos­mos og inde­hol­der i sine mind­ste dele san­de infor­ma­tio­ner om hel­he­den. Under det hele befin­der sig et uni­ver­selt net af infor­ma­tio­ner, som vi alle er en del af, og som Mit­chell kal­der et „kvan­tum-holo­gram“. Og som vis­se men­ne­sker, fx medi­et Olof Jön­son, har bed­re evner til at nå og udnyt­te end andre.

Bøje­de ske­er og slip­senå­le ud af den blå luft

For Mit­chell vare­de effek­ten af den kos­mi­ske ople­vel­se ved i fle­re måne­der efter hjem­kom­sten til Jor­den. Den ændre­de hans syn på til­væ­rel­sen og var med­vir­ken­de til, at han beslut­te­de, at han vil­le bru­ge sit liv på viden­ska­be­lig udforsk­ning af det para­nor­ma­le og spe­ci­elt det, man kal­der ESP (Extra Sen­sory Powers), dvs. evner såsom net­op tele­pa­ti, teleki­ne­se (flyt­te ting med tan­kens kraft) og alter­na­tiv behand­ling, men også tek­nik­ker som fx medi­ta­tion.

Mit­chell opret­te­de såle­des i 1973 Insti­tu­te of Noe­tic Sci­en­ces, hvis vig­tig­ste opga­ve er at offent­lig­gø­re under­sø­gel­ser af dis­se emner. Man kan vis­se ste­der fin­de det lidt ned­la­den­de omtalt som et „New Age Insti­tut“, for­di det tager emner op, som net­op er ken­de­teg­nen­de for New Age-bevæ­gel­sen.

Det lyk­ke­des Mit­chell at arran­ge­re en ræk­ke eks­pe­ri­men­ter på Stan­ford Research Insti­tu­te (SRI) med det unge, isra­el­ske medi­um Uri Gel­ler i cen­trum. Den selv­sam­me Uri Gel­ler, som sene­re, også på dansk tv, blev kendt for at bøje ske­er med tan­kens kraft.

Uri Gel­ler blev især kendt for sin evne til at bøje ske­er.

På SRI gik eks­pe­ri­men­ter­ne først og frem­mest ud på, at under­sø­ge Gel­lers evner for at se ting med tan­kens kraft ale­ne. Men som Mit­chell indrøm­mer i inter­viewet med Clas Sva­hn, så var resul­ta­ter­ne af eks­pe­ri­men­ter­ne i labo­ra­to­ri­et ikke spe­ci­elt impo­ne­ren­de. Mit­chell for­kla­rer det­te med den skep­ti­ske indstil­ling hos de til­ste­de­væ­ren­de for­ske­re. Det­te begræn­ser sim­pelt­hen medi­ets mulig­he­der for at kom­me i kon­takt med „kvan­tum-holo­gram­met“.

Der­i­mod, for­tæl­ler Mit­chell, var Gel­lers præ­sta­tio­ner langt mere impo­ne­ren­de uden for labo­ra­to­ri­et. En dag sad Mit­chell sam­men med Gel­ler og ti andre per­so­ner i SRI’s cafe­te­ria, og Gel­ler bekla­ge­de sig over, at han ikke kun­ne demon­stre­re sine evner i labo­ra­to­ri­et. Her­ef­ter spurg­te Mit­chell, om han ikke kun­ne demon­stre­re noget teleporta­tion lige her på ste­det. Mit­chell for­tal­te om sit kame­ra, som han hav­de efter­ladt på Månen. Måske Gel­ler kun­ne telepor­te­re det til­ba­ge til Jor­den? Gel­ler lag­de ansig­tet i anstreng­te fol­der, men der ske­te ikke noget.

Da de var ved at rej­se sig for at gå til­ba­ge, bad Gel­ler om en por­tion is til des­sert. Det fik han. Men plud­se­lig ømme­de Gel­ler sig i smer­te og spyt­te­de en klump is ud, hvori der lå en gen­stand. Det var en del af en slip­se­k­lem­me, som Mit­chell hav­de mistet tid­li­ge­re. Alle grin­te, og grup­pens mate­ma­ti­ker begynd­te straks at bereg­ne sand­syn­lig­he­den for, at noget sådant kun­ne ske. Til­ba­ge i labo­ra­to­ri­et får en af med­ar­bej­der­ne øje på noget på gul­vet. Det var den anden halv­del af slip­se­k­lem­men!

Min­dre end en time sene­re, medens Mit­chell sta­dig er i labo­ra­to­ri­et, for­tæl­ler han til Clas Sva­hn, ser han et lys­glimt ud af øjen­kro­gen. Da han går der­hen, fin­der han på gul­vet en slip­senål, som hav­de lig­get i sam­me æske som slip­se­k­lem­men og også hav­de været for­s­vun­det. Her­ef­ter var Mit­chell helt over­be­vist om Gel­lers fan­ta­sti­ske evner.

Clas Sva­hn for­tæl­ler i sin arti­kel om inter­viewet med Mit­chell fra 2005, at han hav­de ind­tryk af, at ex-astro­nau­ten på det­te punkt hav­de efter­ladt sine ana­ly­ti­ske evner på Månen til for­del for at fin­de bevi­ser for det para­nor­ma­le. At Gel­ler hav­de fun­det (stjå­let?) æsken med slip­se­k­lem­men og slip­senå­len og her­ef­ter hav­de beslut­tet at lave et lil­le tryl­le­num­mer for at bøde lidt på fia­sko­en fra labo­ra­to­ri­et, fal­der til­sy­ne­la­den­de ikke Mit­chell ind.

Mit­chell beskri­ver hæn­del­sen med slip­senå­len i sin bog »The Way of the Expl­o­rer«, men som Sva­hn bemær­ker, så optræ­der detalj­en med lys­glim­tet under­ligt nok ikke i bogen. Da han sene­re kon­fron­te­rer Mit­chell med det­te, er Mit­chells reak­tion und­vi­gen­de.

Mit­chells sto­re inter­es­se fort­sæt­ter i åre­ne frem­over med at være det para­nor­ma­le. Men snart blev han også ind­blan­det i ufo­er og kon­spira­tions­te­o­ri­er.

Kon­spira­tions­te­o­ri­er og pro­ble­mer med jour­na­li­ster­ne

Edgar Mit­chell hav­de aldrig selv en såkaldt ufo-ople­vel­se. Det påstod han hel­ler aldrig. Tvær­ti­mod poin­te­r­e­de han ved fle­re lej­lig­he­der, at hans syn på sagen ude­luk­ken­de byg­ge­de på, hvad han hav­de hørt fra andre eller læst sig til “i lit­te­ra­tu­ren”. Han poin­te­r­e­de også ved fle­re lej­lig­he­der, at han ikke kend­te til, at nogen andre astro­nau­ter hav­de set ufo­er, og at han ikke tro­e­de på, at NASA som sådan var ind­blan­det i at hol­de noget skjult om rumvæs­ner eller ufo­er. Alli­ge­vel var han ret sik­ker på, at ufo-fæno­me­net var „ægte“, og som han selv for­mu­le­re­de det, med 90 % sik­ker­hed udtryk for at væs­ner fra andre pla­ne­ter besø­ger Jor­den.

Mit­chell begynd­te at inter­es­se­re sig for ufo­er i 1992, men det tog først rig­tig fart efter 1996, hvor man­ge-mil­li­o­næ­ren Robert Bige­low begynd­te at sponso­re­re ufo-under­sø­gel­ser hos Natio­nal Insti­tu­te for Discove­ry Sci­en­ce, hvor Mit­chell arbej­de­de på det­te tids­punkt.

Under et inter­view i Date­li­ne NBC den 19. april 1997 gav Mit­chell udtryk for, at der var meget stær­ke bevi­ser for, at Jor­den blev besøgt af rumvæs­ner, og at rege­rin­ger godt vid­ste besked, men gjor­de alt for at skju­le sand­he­den. Spe­ci­elt USA’s rege­ring, eller måske sna­re­re en hem­me­lig grup­pe i top­pen, skjul­te døde rumvæs­ner fra et rum­skibs­styrt ved byen Roswell i 1947 og hav­de fået hjælp af rumvæs­ner­ne til at udvik­le diver­se tek­no­lo­gi­er.

Tro­en på Roswell-styr­tet kan ikke undre så meget, når man nu ved, at Mit­chell som ung opholdt sig i byen på net­op det­te tids­punkt og også sene­re hør­te alle ryg­ter­ne og histo­ri­er­ne fra bekend­te eller andre i byen. Han for­tal­te sene­re, hvor­dan gam­le men­ne­sker fra områ­det var gået til beken­del­se over for ham med deres erin­drin­ger. Han var jo den loka­le dreng, som blev til den berøm­te astro­naut!

Til gen­gæld står Mit­chells tro på én ufo-kon­spira­tion i skarp kon­trast til hans meget skar­pe afvis­ning af en anden kon­spira­tions­te­o­ri, nem­lig teo­ri­en om, at månelan­din­gen var ren fup. Her kun­ne Mit­chell bli­ve meget afvi­sen­de, og i et enkelt til­fæl­de blev hans ellers så ven­li­ge åben­hed afløst af vre­des­ud­brud og direk­te trus­ler.

I 2004 udkom den meget kon­tro­ver­si­el­le doku­men­tar­film »Astro­nauts Gone Wild«, hvor Bart Sib­rel opsø­ger (eller måske sna­re­re for­føl­ger) tid­li­ge­re astro­nau­ter og på sær­de­les aggres­siv vis stil­ler nær­gå­en­de spørgs­mål og her­ef­ter hiver en Bibel frem og for­lan­ger, at de skal svær­ge på den hel­li­ge bog, at de fak­tisk har været på Månen.

Da Sib­rel sny­der sig ind i Mit­chells hus under påstand af at kom­me fra History Chan­nel og for­sø­ger sig med Bibel-num­me­ret, spar­ker Mit­chell ham efter­føl­gen­de bog­sta­ve­lig talt ud. Selv en ven­lig mand har sine græn­ser!

Men også hvad angår ufo-kon­spira­tio­nen var Mit­chell ikke altid helt kon­se­kvent eller klar i mælet. Den 6. marts 2014 under et inter­view i Ask­Men indrøm­mer han fx, at alt, hvad han har sagt om en ver­den­s­oms­pæn­den­de ufo-kon­spira­tion, i vir­ke­lig­he­den var ren spe­ku­la­tion fra hans side.

I august 2014 blev han i Daily Mir­ror cite­ret for, at rumvæs­ner hav­de for­hin­dret en atom­krig mel­lem USA og Sov­je­tu­ni­o­nen ved bl.a. med jæv­ne mel­lem­rum at sky­de mis­si­ler ned. Sene­re udtal­te Mit­chell til Huf­fing­ton Post, at cita­ter­ne ikke var hans, men frit opfun­det. Jour­na­li­sten fra Daily Mir­ror stod imid­ler­tid fast og hæv­de­de, at han sta­dig hav­de noter­ne fra inter­viewet. Desvær­re var det ikke kun jour­na­li­ster­ne, Edgar Mit­chell hav­de pro­ble­mer med.

Admira­lens vise

Edgar Mit­chell og stu­di­e­vær­ten Lar­ry King.

I inter­viewet med Clas Sva­hn fra 2005 taler Mit­chell en hel del om sin tro på eksi­sten­sen af en grup­pe kal­det MJ-12. Tro­en byg­ger på nog­le hem­me­ligtstemp­le­de papi­rer, der på mystisk vis duk­ke­de op i 1984 og til­sy­ne­la­den­de bevi­ser eksi­sten­sen af en hem­me­lig grup­pe kal­det Majestic 12, der blev opret­tet af præ­si­dent Tru­man i 1947 som en reak­tion på det påstå­e­de styrt i Roswell. Grup­pen, som angi­ve­ligt bestod af 12 højt­stå­en­de med­lem­mer, skul­le bl.a. koor­di­ne­re og orga­ni­se­re ind­sam­lin­gen og opbe­va­rin­gen af ali­ens og deres far­tø­jer.

Det er den­ne histo­rie, som sto­re dele af sci­en­ce fiction tv-seri­en X‑Files med FBI-agen­ter­ne Mul­der og Scul­ly byg­ger på. Desvær­re er der ikke man­ge, som tror, at papi­rer­ne er ægte.

I inter­viewet hen­vi­ser Mit­chell igen og igen til sine højt­stå­en­de kil­der, og hvad angår MJ-12 især til en meget højt­stå­en­de mili­tær­per­son fra Pen­ta­gon. Mit­chel for­tæl­ler om et møde, hvor per­so­nen love­de at træn­ge til bunds i hem­me­lig­he­der­ne på veg­ne af Mit­chell, men sene­re vend­te til­ba­ge til Mit­chell med ufor­ret­tet sag og bad den­ne om at hol­de mund. Desvær­re for­tæl­ler Mit­chell os ikke, som han sjæl­dent gør det med sine kil­der, per­so­nens navn.

Admiral Tho­mas Wil­son.

Den 4. juli 2008 duk­ke­de Mit­chell imid­ler­tid op på tv-tal­ks­howet Lar­ry King Live, hvor emnet var Roswell og ufo­er, og her beskri­ver han mødet med sin hem­me­lig­heds­ful­de kil­de på en sådan måde, at lig­he­den med ufo­lo­gen Ste­ven Gre­ers møde med en vis admiral Tho­mas Wil­son bli­ver åben­lys. Og nu kan man rent fak­tisk tjek­ke histo­ri­en: Bil­ly Cox fra blog­gen De Void kon­tak­te­de den tid­li­ge­re admiral, som godt kun­ne huske mødet med Mit­chell og nog­le andre per­so­ner til­ba­ge i 1997, hvor Wil­son var efter­ret­nings­chef for USA’s sam­le­de hær­le­del­se. Her hører lig­he­den dog meget hur­tigt op.

Wil­son for­tæl­ler, at han ikke direk­te love­de at under­sø­ge noget, og at han hel­ler ikke gik dybe­re ind i sagen, da det gik op for ham, at det hele var ube­grun­det. Det vil­le have været spild af tid og resur­ser. Han var såle­des hel­ler ikke ble­vet næg­tet adgang til noget som helst.

Da Bil­ly Cox her­ef­ter kon­fron­te­re­de Mit­chell med dis­se infor­ma­tio­ner fra admira­len, rea­ge­re­de Mit­chell cho­ke­ret, men han ønske­de ikke at kon­fron­te­re admira­len yder­li­ge­re. Det­te kun­ne mulig­vis være et udslag af, at Mit­chell altid for­søg­te at opfø­re sig som en gent­le­man. Men hvor­dan kan Mit­chell have fået en sådan fejl­ag­tig opfat­tel­se af, hvad admira­len har sagt? Sagen er, at Mit­chell ikke har alle infor­ma­tio­ner­ne direk­te fra Wil­son, men har fået dem fra anden hånd, nem­lig fra ufo­lo­gen Ste­ven Gre­er.

En uhel­dig alli­an­ce

Ste­ven Gre­er.

Gre­er er en af vor tids sto­re ufo-guru­er, som især er kendt for at tage men­ne­sker med ud på øde ste­der, hvor han lærer dem at „frem­kal­de“ ufo­er og kom­mu­ni­ke­re med ali­ens. Selvsagt mod en sær­de­les klæk­ke­lig beta­ling! Lige nu er mind­ste­pri­sen på 2.500 dol­lars!

Gre­er pro­du­ce­re­de sene­re doku­men­tar­fil­men Siri­us fra 2013, som især hand­ler om Gre­ers teo­ri­er om ufo­er, ali­ens og ikke mindst rege­rin­ger­nes og de sto­re sel­ska­bers for­søg på at skju­le sand­he­den. Fil­men blev dog nok især kendt for prom­ove­rin­gen af det såkald­te Ata­ca­ma-ske­let, som en rumvæ­sen-hybrid. DNA-ana­ly­ser viser dog, at der sna­re­re er tale om et for tid­ligt født men­ne­ske­fo­ster med diver­se syg­dom­s­tegn.

Ata­ca­ma-ske­let­tet, som i vir­ke­lig­he­den var
et for tid­ligt født foster.

I 1990 star­te­de Gre­er CSETI (Cen­ter for the Stu­dy of Extra-Ter­re­stri­el Intel­li­gen­ce), og I 1993 opret­te­de han The Disclo­su­re Pro­ject, hvis offi­ci­el­le mål er at sik­re amne­sti til men­ne­sker med insi­der-viden, som er vil­li­ge til at afslø­re ufo-hem­me­lig­he­der­ne. Og her blev den berøm­te astro­naut Edgar Mit­chell åben­bart betrag­tet som et godt ansigt udadtil og som en nøg­le til at kun­ne få adgang til betyd­nings­ful­de per­so­ner.

Sam­ar­bej­det mel­lem Gre­er og Mit­chell begynd­te omkring 1995. I 1997 delt­og Mit­chell så i et „oplys­nings­mø­de“ for med­lem­mer af kon­gres­sen, hvor han sam­men med Gre­er og andre med­lem­mer af CSETI stod for præ­sen­ta­tio­nen. Og lige siden har Mit­chell del­ta­get i lig­nen­de møder, hvor han har udtalt sig om ali­ens og hans tro på, at sand­he­den bli­ver holdt skjult.

Mødet med admiral Tho­mas Wil­son bli­ver af Gre­er frem­stil­let, som om, det var ham, alt­så Gre­er, der hav­de taget Mit­chell med til mødet. I vir­ke­lig­he­den for­hol­der det sig nok lige omvendt. Admira­len husker kun Mit­chell fra mødet og siger sene­re, at det kun kom i stand, for­di han var nys­ger­rig efter at se, hvor­for en berømt astro­naut beskæf­ti­ge­de sig med sådan noget. Den berøm­te astro­naut er med andre ord ble­vet brugt til at få adgang til den højt­stå­en­de admiral.

Mit­chell fast­holdt sin til­lid til histo­ri­er­ne om ufo-kon­spira­tio­nen, men sam­ar­bej­det med Gre­er blev med tiden min­dre og min­dre. Mit­chell beskyld­te Gre­er for kon­stant at over­dri­ve, og han blev nok også træt af hele tiden at få sit navn brugt som rek­la­meskilt.

Alli­ge­vel kun­ne Mit­chell ikke dy sig for at del­ta­ge i et arran­ge­ment i 2015, som skul­le bli­ve en af de stør­ste og pin­lig­ste ufo-skan­da­ler nogen­sin­de: The Roswell-sli­des.

Et stort arran­ge­ment i Mexi­co City med man­ge berøm­te ufo­lo­ger skul­le præ­sen­te­re det ende­li­ge bevis for histo­ri­en om Roswell-styr­tet i 1947. Der var nem­lig ble­vet fun­det nog­le gam­le lys­bil­le­der, som til­sy­ne­la­den­de viste en typisk ali­en lig­gen­de i en glas­be­hol­der. Der var ind­kaldt såkald­te „eks­per­ter“, som kun­ne sige god for, at der skam måt­te være tale om en ali­en, og det blev også annon­ce­ret, at den berøm­te astro­naut, Edgar Mit­chell, vil­le være til ste­de. Desvær­re duk­ke­de Mit­chell aldrig op. Alle­re­de her var han så syg, at læger­ne hav­de fra­rå­det ham at rej­se til Mexi­co City. Mit­chell duk­ke­de op på en storskærm, men lyden var dår­lig, og det, han hav­de at sige, gik ikke meget læn­ge­re end til: „Det lig­ner en af de grå.“

Ind­til det sid­ste fast­holdt Edgar
Mit­chell (1930–2016) tro­en på rum-
væs­ners besøg.

Gan­ske kort tid efter blev det afslø­ret, at „rumvæs­net“ i glas­be­hol­de­ren i vir­ke­lig­he­den var en indi­ansk bar­nemu­mie i en muse­ums­mon­tre. Pin­lig­he­der­ne fort­sat­te en rum tid end­nu med ufo­lo­ger i kø ved hånd­va­sken. I dag betrag­ter de fle­ste histo­ri­en om lys­bil­le­der­ne fra Roswell som et gigan­tisk svin­delcir­kus, hvor Mit­chell var et af ofre­ne.

Den indi­an­ske bar­nemu­mie.

Et fan­ta­stisk liv

Med Edgar Mit­chells død har vi mistet en af vor tids helt sto­re per­son­lig­he­der. Mod­sat de fle­ste andre astro­nau­ter for­stod han at bli­ve i medi­er­nes søge­lys ind­til det sid­ste. Han var en helt, som risi­ke­re­de liv og lem­mer for at udvi­de men­ne­ske­he­dens græn­ser. Han var en ægte opda­gel­ses­rej­sen­de. Folk, som kend­te ham, beskri­ver ham som både intel­li­gent, dyg­tig og åben. Den sid­ste egen­skab gav ham mulig­vis en del pro­ble­mer, men var nok det uund­gå­e­li­ge bipro­dukt af Mit­chells pio­nerånd. Men han bli­ver også beskre­vet som en meget ven­lig mand. Og så var han ikke mindst en sam­men­sat per­son, som for­søg­te at for­e­ne det reli­gi­øse med det viden­ska­be­li­ge, det fysi­ske med det spi­ri­tu­el­le og ikke var ban­ge for at sige højt, hvad han tro­e­de på.

Mit­chell var bevidst om sin sund­hed, men røg som en skor­sten. Man­ge betrag­te­de ham som lidt sær, og det hjalp selvsagt ikke, at han fx næg­te­de at bar­be­re sit skæg i to år efter turen til Månen.

Edgar Mit­chell og det berøm­te me-
dium Uri Gel­ler. Læg mær­ke til Mit­chells
skæg­vækst.

Edgar Mit­chell hav­de et noget omtum­let fami­li­e­liv med tre skils­mis­ser. Kone num­mer 3, Sheilah Ann Led­bet­ter, var en tid­li­ge­re Play­boy-model, som han fik et barn uden for ægte­skab med. Hans kone nr. to, Ani­ta Mit­chell, for­tal­te:

„Det var i Det Hvi­de Hus den ene dag, og hos en eller anden yoga-guru den næste. En dag rin­ge­de Cary Grant, og der­næst hvirv­le­de en flok sufi-dan­se­re rundt i stu­en. Og Uri Gel­ler kig­ge­de lige for­bi for at bøje noget metal. Jeg må have mødt hele udval­get af tos­ser, under­li­ge per­so­ner og skø­re kuler.“

Hun sag­de også: „Han er det mest fan­ta­sti­ske eksem­pel på men­ne­ske­lig psy­ko­lo­gi.“ Måske det­te også var et resul­tat af det, som Edgar Mit­chell kald­te „The Big Pic­tu­re Effect“, hans sto­re ople­vel­se under hjem­tu­ren i 1971.

Som han skrev i sin selv­bi­o­gra­fi »The Way of the Expl­o­rer« fra 1996:

„Ønsket om at leve livet fuldt ud, at sam­le mere viden, at unds­lip­pe pen­ge­nes træ­de­møl­le, det er alle typi­ske reak­tio­ner på ople­vel­ser af udvi­det bevidst­hed. For­ti­dens frygt for døden for­svin­der som regel.“God rej­se, Edgar Mit­chell!

Edgar Mit­chell på Månen i 1971. Foto: NASA/Alan She­pard

Kil­der

http://csblogg.ufo.se/csblogg3/wp-content/uploads/2016/01/20051105-Exclusive-interview-with-Ed-Mitchell.pdf,
www.youtube.com/watch?v=8QKW6Gt3KKs,
www.youtube.com/watch?v=0TY6lpcBrqs&list=PL24FE8809B47D4496,
www.paradigmresearchgroup.org/Mitchell_Media_Coverage.htm,
www.ufodigest.com/news/0808/wilson.html,
www.heraldtribune.com/article/20080806/BLOG32/525095430?p=2&tc=pg,
http://motherboard.vice.com/read/the-metaphysical-astronauts,
http://devoid.blogs.heraldtribune.com/15464/the-way-of-the-explorer/,
https://vimeo.com/55073825,
www.abovetopsecret.com/forum/thread730374/pg1,
www.youtube.com/watch?v=KE-PUTVULFg,
www.youtube.com/watch?v=fyD2ZyGTf9A,
www.badastronomy.com/bad/misc/sibrel.html,
www.huffingtonpost.com/entry/moonwalker-edgar-mitchell-denies-saying-ets-prevented-nuclear-war_us_55d61660e4b07addcb45eb80,
www.foxnews.com/science/2016/02/05/astronaut-edgar-mitchell-6th-man-on-moon-dies-in-florida.html,
www.slate.com/blogs/bad_astronomy/2016/02/06/edgar_mitchell_1930_2016.html,
www.washingtonpost.com/national/edgar-d-mitchell-apollo-astronaut-who-walked-on-the-moon-dies-at-85/2016/02/05/9daf2e2c-cc40-11e5-88ff-e2d1b4289c2f_story.html og
www.youtube.com/watch?v=wptn5RE2I‑k.