Af Kim Møller Hansen
En ny konspirationsteori blev født den 9. september 1967, da beboerne på en gård i San Luis Valley nær Alamosa i det sydlige Colorado fandt deres tre år gamle hest død på marken. Hesten var mishandlet eller skamferet (mutilated) med ”kirurgisk præcision”.
Den første historie
Dyret var drænet for blod, og der lugtede ”kemisk” omkring det. I nærheden fandt man mystiske aftryk i jorden. Naboer kunne fortælle, at de havde set ufoer i tiden op til fundet af husdyret.
Den døde hest blev for alvor en god historie takket være et nyhedstelegram fra Associated Press den 5. oktober 1967.
Efterhånden, som historien vandrede fra avis til avis og fra mund til mund, blev den stadig mere dramatisk.
Flere eksotiske dødsårsager og ”gerningsmænd” blev drøftet: Var hesten, som fejlagtigt blev kaldt Snippy, men i virkeligheden hed Lady, dræbt af en satankult eller aliens eller måske offer for et superhemmeligt, biologisk forsøg styret af regeringen i Washington, D.C.
Videnskabeligt uddannet personale fra både University of Colorado og University of Nevada kunne i februar 1968 konstatere, at det ikke var usædvanligt, at et kadaver i denne tilstand var drænet for blod, ligesom det var overvejende sandsynligt, at små dyr og ådselædere havde fortæret hestens bløddele.
Endelig kunne dyrlægen dr. Wallace Leary afsløre, at Snippy, alias Lady, var blevet dræbt af to skud fra en kaliber 22!
Disse facts kunne dog ikke forstyrre konspirationstilhængerne og folk med hang til at fortælle en god historie.
I de følgende 10–12 år skulle Midtvesten opleve adskillige ”bølger“ med døde, mishandlede husdyr, fortrinsvis kvæg.
Skippy, alias Lady, inspiceres af lokale folk. Skippys skelet ejes i dag af Judy Messoline, som har udstillet det i sit UFO Watchtower nord for byen Hooper i San Luis Valley. (Foto: Denver Public Library)
God gennemgang af kvæg-mishandlingsmyten
I det seneste afsnit af The Basement Office gennemgår Steven Greenstreet og Nick Pope kvægmishandlingsmyten fra Snippy i 1967 til New York Times i 2023.
I Greenstreets sædvanlige veloplagte og underholdende stil fokuseres der på centrale personligheder som:
- Dorethy Aldridge, der i 1975 introducerede satankult-spekulationerne ifm. dyremishandlingerne.
- Tom Adams, der var besat af fænomenet og fodrede politistationerne med lokale udklip om cattle mutilations og udgav nyhedsbrevet Stigmata.
- Linda Moulton Howe, der er kendt for tv-dokumentaren A Strange Harvest og bogen Alien Harvest, og som i en årrække har været fast inventar på alverdens ufokonferencer.
- Daniel Kagan, der sammen med Ian Summers i 1984 udgav bogen Mute Evidence, som afslører, at de fleste mystiske hændelser er dårligt efterforsket og er holdt i live af sløsede mediefolk, der har skrevet af efter hinanden og tilføjet nye fantasifulde detaljer for hver ny hændelse.
- Kenneth Rommel, der som pensioneret FBI-agent blev privat finansieret til at efterforske alle hændelserne. Det resulterede i 1980 i en 300 sider lang rapport. Den slog fast, at der intet unaturligt eller mystisk var foregået.
- sheriffen Gabe Valdez, der blev afsløret i at lyve om sine fund af mishandlede dyr. Valdez blev i 1996 tilknyttet Robert Bigelows paranormale organisation, NIDS (National Institute of Discovery Science), der – efter Linda Moulton Howe gjorde Bigelow opmærksom på den spøgelsesplagede ranch – som en de første store opgaver begyndte at udforske Skinwalker Ranch i Utah. Ranchen ejes i dag af Brandon Fugal, og han sørger – sammen med sit ”videnskabelige” team – for at fodre medierne med nye historier om kvægmishandlinger på Skinwalker Ranch.
Historier om kvægmishandlinger havde kronede dage i ufomyten gennem 1970’erne og 1980’erne. Men de bizarre beretninger holdes i live, og der dukker jævnligt historier op, som til forveksling ligner noget, vi har hørt før.
Senest har New York Times den 22. april 2023 fabuleret om sammenhængen mellem kvægmishandlinger, aliens og satankulte – den gode gamle historie fortalt på samme måde som i 1975.
Are UFOs killing cows? We investigate the “cattle mutilation” phenomenon | The Basement Office
Publiceret: 12. juli 2024. Varighed: 38:43 min.
Læs mere:
Dengang en god bøf var guf for aliens
(Illustration: Bo Møller Hansen)
The Original UFO Watchtower
(Foto: Plazak/Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported license)