Der går næsten ikke en måned – ja, nogle gange næsten ikke en uge – uden at der dukker nye ufo-whistleblowers frem på den amerikanske ufo-scene med endnu vildere ”afsløringer” om regeringens og Pentagons hemmelige ufo-programmer. Eller at gammelkendte whistleblowers kommer med nye påstande. Her forsøger jeg at give et sparsomt overblik.
Af Benny Christen Grandahl
Tidligere på året lovede jeg i en leder, at det kun ville blive vildere herfra. For efter sidste års ufo-lovgivning var blevet skåret ned til ingenting, var det amerikanske ufo-samfund i vildt oprør. Fordi de følte, våbenproducenternes marionetpolitikere havde snuppet den store ufo-afsløring lige for næsen af dem.
Så som altid, når en profeti ikke går i opfyldelse, missionerer tilhængerne endnu mere højlydt.
Og højlydt er det blevet med masser af nye whistleblowers, der er kommet med den ene opsigtsvækkende beretning fra det amerikanske forsvars mørklagte ufo-programmer efter den anden. Ligesom gammelkendte whistleblowere er kommet med nye påstande. Og den kendteste af dem alle har udgivet sine memoirer.
Lad os se på nogle af de mange nye afsløringer, som er kommet frem – bare inden for de seneste par uger.
Immaculate Constellation – endnu et mørklagt ufo-program
En af de nyeste fortællinger, som har trukket overskrifter i diverse nyhedsmedier, masser af opslag på de sociale medier, og fylder en hel del af en 3 timer og 15 minutter lang episode af Joe Rogans podcast, kommer fra den amerikansk forfatter, miljøaktivist og politiske kommentator Michael Shellenberger. Der som bekendt også er ret aktiv på den amerikanske ufo-scene.
Han kunne berette om et hemmeligt amerikansk UAP-program kaldet “Immaculate Constellation”, som skulle håndtere indrapporterede UAP-observationer fra militærpersonel.
Programmet skulle være oprettet kort efter afsløringen af AATIP-programmet i New York Times tilbage i 2017. Og skulle være et såkaldt “Unacknowledged Special Access Program” – som efter sigende skulle være en betegnelse, der anvendes om de allermest mørklagte og hemmeligholdte regerings- og forsvarsprogrammer i USA.
Programmet skulle via forskellige sensorer have opsamlet data om UAPs, som menneskelige øjne ikke kan opfange. Og have modtaget indberetninger om såkaldte ”midair”-konfrontationer med UAPs fra oprørte piloter fra både flåden og luftvåbnet.
Endvidere skulle programmet også ligge inde med en hel del billeer og videoer optaget af føromtalte militærpersonel. Samt have en række forskellige underprojekter, som forsøgte at spore, optage og identificere UAPs med forskellige sensorer.
Altså på det nærmeste en mørklagt version af AARO – Pentagons omdiskuterede, officielle ufo-kontor.
Oplysningerne har Shellenberger fra en unavngiven whistleblower, der samtidig hævder at have viden om, at den amerikanske regering gør alt for at hemmeligholde informationer om UAPs og ikke-menneskelige intelligenser.
Pentagon’s talsperson Susan Gough har selvfølgelig benægtet programmets eksistens, og udtalt, at Forsvarsministeriet ikke har nogle optegnelser om et nuværende eller tidligere Special Access Program ved navn ”Immaculate Constellation”. En benægtelse, der bare har fået det amerikanske ufo-samfund – og alverdens følgere – til at blive endnu mere sikre på, at der er noget om snakken.
Når det amerikanske forsvarsministerium aktivt går ud med en benægtelse af ”Immaculate Constellation” er det bare med til at hælde mere benzin på bålet.
Når Elizondo kan, kan Stratton også
De seneste måneder har vi hørt en hel del til Lue Elizondo både i og langt udenfor de ”sædvanlige” ufo-podcasts i forlængelse af udgivelsen af hans bog ”Imminent” tilbage i august i år.
Nu virker det som om, manden der efter sigende oprindeligt indrullerede Elizondo i Pentagons hemmelige ufo-programmer – Jay Stratton – selv har landet en bogkontrakt om hans tid i disse.
Altså får vi en erindringsbog fra en mand, der tilsyneladende har arbejdet længere i de hemmelig ufo-programmer end Elizondo. Og har været højere placeret. Hen over en periode på 16 år, var Stratton således med til først at oprette det omdiskuterede AAWSAP-program, støttet af Senatets daværende flertalsleder Harry Reid og milliardæren Robert Bigalow. Dernæst overtog han ifølge Elizondos bog ledelsen af AATIP, da Elizondo sprang ud som whistleblower i 2017. Og endte karrieren som direktør for UAP Task Force. Ufo-programmet der angiveligt fulgte efter AATIP, og senere blev afløst af det projekt, som endte med at blive til Pentagons nuværende ufo-kontor AARO.
Udover Elizondo skulle Stratton også have arbejdet sammen med David Grusch, sidste års hotte whistleblower, der bl.a. vidnede sammen med piloterne Ryan Graves og David Fravor i en ufo-høring i kongressens Oversight-komite.
Ifølge Stratton selv, vil bogen afsløre alt det, der lovligt kan deles, og give førstehåndsberetninger om alle de chokerende opdagelser, udfordringer og gennembrud i forsvarsministeriets undersøgelser af UAPs og ikke-menneskelig intelligens.
Udgivelsesdatoen er endnu ukendt. Men lur mig, om ikke vi kommer til at høre lige så meget til den udgivelse som til Elizondos.
Charles McNeal afslører 70 år gammel aftale med en udenjordisk civilisation
En anden afsløring som – igen – har trukket lidt overskrifter på det seneste, er whistlebloweren Charles McNeals gamle påstand om, at Pentagon har haft en 70 år gammel aftale med en udenjordisk civilisation.
Grunden til at historien dukker op nu, er, at aftalen efter sigende skulle udløbe i slutningen af september 2024. Hvilket skulle føre til en række dramatiske begivenheder, herunder en mulig ødelæggelse af staten Israel, en kort global konflikt og en iscenesat udenjordisk invasion.
Ifølge McNeal skulle Pentagon også have stået bag en langsom og kontrolleret lækage af informationer om den forestående invasion gennem et såkaldt “Public Acclimation Program”, der med hjælp fra medier, film og tv-serier skulle forberede befolkningen på mødet med de udenjordiske væsener.
McNeal fortæller desuden at den udenjordiske race skulle være ”cybernetisk forbedrede humanoider” fra Rigel-systemet. Og beskriver, at der skulle være tale om to forskellige racer med henholdsvis fire fingre med sugekopper eller fem fingre og tæer, der minder om vores.
Alt i alt ligner det endnu en af de gode, gammeldags dommedagsberetninger, som vi har hørt utallige af. Og eftersom vi nu befinder os tæt på midten af oktober, hvor disse linjer skrives, og der stadig ikke er sket noget, får denne dommedagsprofeti nok det samme udkomme som alle de tidligere.
Ny James Fox dokumentar skulle præsentere endnu flere whistleblowere
Du kender sikkert dokumentaristen James Fox for hans dokumentarfilm ”The Phenomenon” fra 2020 og ”Moment of Contact” fra 2022.
Nu er han på vej med endnu en ufo-dokumentarfilm, som har fået navnet ”The Program” – opkaldt efter det eller de tophemmelige og mørklagte ufo-programmer, som det amerikanske forsvarsministerium skulle have kørende under radaren. Og som skulle være i besiddelse af både ufo-vrag, hele ufoer og døde aliens.
Ifølge forskræppet til filmen skulle den præsentere både gammelkendte – herunder David Grusch – og endnu flere nye og hidtil ukendte whistleblowers, der skulle ligge inde med førstehåndskendskab til ”The Program”.
Filmen skulle få præmiere i de amerikanske biografer sidst i 2024. Og blive tilgængelig på diverse Video On Demand-tjenester i foråret 2025.
Men du kan allerede se traileren til ”The Program” her:
Traileren til ”The Program” – James Fox nye ufo-dokumentar, der udkommer sidst på året.
Nye billeder af et af de objekter, der blev skudt ned i februar 2023
Af andre ”afsløringer” som er kommet frem på det seneste, kan også nævnes en række billeder af det objekt, som blev skudt ned af amerikanske jagerpiloter over Yucon-territoriet i Canada d. 11. februar 2023. Og er tidligere blevet omtalt som “UAP 23” i andre offentliggjorte dokumenter.
Det var dengang den kinesiske spionballon fløj rundt over USA, og som bekendt endte med at blive skudt ned sammen med 3 andre uidentificerede objekter.
Et af de billeder, der cirkulerede på de sociale medier i starten af oktober i år, var en gammel traver, som var oppe at vende allerede dagen efter nedskydningen. Så det var for længst blevet identificeret som et billede af Lukes Snowspeeder fra Star Wars-filmen ”Imperiet slår igen”. Men fik lige en tur i manegen en gang til.
Det ene af de lækkede billeder var en gammel traver, som for længst var identificeret som et billede fra en gammel Star Wars-film.
Årsagen til at billedet nu dukkede op igen, var muligvis et andet billede, der blev offentliggjort sidst i september af NORAD på baggrund af en canadisk FOIA-request (agtindsigt) fra nyhedsmediet CTVNews.ca.
Her er der tale om et meget grynet billede at et rundt, lysende objekt med en underlig mørk aftegning, som får det til at ligne et stort C, der flyver baglæns.
Billedet var ifølge de medfølgende dokumenter distribueret internt i NORAD i dagene efter nedskydningen, og blev egentlig frigivet til offentliggørelse allerede 14. februar 2023 – 3 dage efter nedskydningen. Men skulle alligevel være blevet tilbageholdt af frygt for, at det ville skabe forvirring og bekymring i offentligheden.
Objektet ligner et stort C, der flyver baglæns. Eller en Tholstrup-ostering, der er skåret et stykke af.
I dokumentet kan der desuden læses en beskrivelse af hele hændelsesforløbet. Og en beskrivelse af objektet.
Af beskrivelsen fremgår det, at objektet rent visuelt skulle ligne en “cylindrisk genstand”, hvor den øverste del var metallisk, og resten at genstanden var hvid med en 20-fods ledning hængende nedenunder, som holdt en form for boks eller pakke.
Hvordan de beskrivelse passer med det objekt, der ses på billedet, virker lidt uklart. Men det er billedet jo sådan set også. Så hvad det reelt er, der er på billedet, bliver nok aldrig opklaret.
Og vi har nok det vildeste til gode endnu
Tja, det var bare lige et par nedslag på nogle af de nyheder, som har trukket mest opmærksomhed på det sidste. Og jeg kan roligt love dig, at der er mere på vej.
For vi har sikkert ikke set det vildeste ”bevis” endnu.
Fakta:
Vil du dykke ned i baggrundskilderne til de emner, jeg gennemgår i artiklen, kan du f.eks. bruge disse links:
Immaculate Constellation
Se Shellenberger i Ross Coultharts Reality Check
Hør Shellenberger hos Joe Rogan (OBS: 3 timer og 15 lang)
Læs mere om Shellenbergers påstande hos SentinelNews
Jay Strattons ufo-bog
Læs mere om den forventede udgivelse af Strattons memoirer her.
McNeal og det 70 år gamle aftale med en udenjordisk civilisation
Læs hele historien i Mirror’s Wierd News sektion – alene det borger jo for troværdigheden.
Nye billeder fra nedskydningerne
Billederne af Lukes Snowspeeder og et andet cylindrisk objekt.
Læs baggrundsartiklen, det frigivne dokument og se billedet her.