Fly­ven­de mint­pa­stil­ler og far­ve­ri­ge histo­ri­er: Er det muligt at bli­ve klo­ge­re på Pen­ta­gon-sager­ne?

De sene­re år har der været megen omta­le af det ame­ri­kan­ske mili­tærs obser­va­tio­ner af ufo­er. Ikke mindst af Nimitz-hæn­del­sen fra 2004, som gav os TicTac-ufo­en og FLIR-video­en. Men hvad er egent­lig op og ned i de man­ge histo­ri­er? Og er der i det hele taget noget nyt under solen?
 

I den­ne arti­kel ser jeg nær­me­re på om, et stu­die af Nimitz-hæn­del­sen fra det ame­ri­kan­ske „Sci­en­ti­fic Coa­li­tion for Ufo­lo­gy“ kan give os kla­re svar.

Rej­sen ind i en kulørt ver­den af fly­ven­de mint­pa­stil­ler og far­ve­ri­ge histo­ri­er star­ter dog et helt andet sted, nem­lig i byen Was­hin­g­ton DC i året 1952:

I en peri­o­de på ti dage i som­me­ren 1952 blev Was­hin­g­ton, D.C. på det nær­me­ste inva­de­ret af ufo­er. Rada­ro­pe­ra­tø­rer, luft­havns­per­so­na­le og tra­fik- og jager­pi­lo­ter obser­ve­re­de ukend­te objek­ter. De man­ge obser­va­tio­ner skab­te avisover­skrif­ter Jor­den rundt.

Obser­va­tio­ner­ne i Was­hin­g­ton DC blev omtalt
i avi­ser­ne i sto­re dele af ver­den, inklu­si­ve i
Dan­mark, hvor Jyl­lands-Posten brag­te den­ne
notits om det ame­ri­kan­ske „tal­ler­kenspø­ge­ri“
den 7. august 1952.

 Med dis­se ord ind­le­der SUFOI’s for­mand Kim Møl­ler Han­sen beskri­vel­sen af en af ufo­hi­sto­ri­ens mest kend­te sager i bogen Pro­ject Sau­cer — Da ufo­myten blev skabt.

Det hele begynd­te først på nat­ten til den 20. juli 1952, hvor syv ukend­te radar­mål blev regi­stre­ret fra Was­hin­g­ton Natio­nal Air­port.

Måle­ne blev regi­stre­ret på både mili­tæ­re og civi­le rada­rer, og der blev også rap­por­te­ret om visu­el­le obser­va­tio­ner — blandt andet fra det civi­le pas­sa­ger­fly Capi­tol Air­li­nes Flight 807. Her for­tal­te fly­kap­ta­j­nen, at han så syv objek­ter, der blev beskre­vet som „stjer­neskud uden haler“.

Lyse­ne på rada­rer­ne så ud til at bevæ­ge sig på mysti­ske måder. På et tids­punkt flyt­te­de de sig hur­tigt fra et sted til et andet, og det blev skøn­net, at de fløj væk fra områ­det ved Was­hin­g­ton DC med en hastig­hed på omkring 10.000 km/t. En hastig­hed, som lig­ger langt høje­re, end noget kendt fly kan fly­ve — selv den dag i dag.

Ved to-tiden blev en grup­pe jager­fly sendt afsted for at under­sø­ge radar­må­le­ne. De vend­te dog til­ba­ge til Andrews Air For­ce Base uden at have set noget.

Hele sce­na­ri­et gen­tog sig nat­ten mel­lem den 26. og 27. juli 1952.

Stem­nin­gen blandt både det civi­le og mili­tæ­re per­so­na­le synes til tider at have været højspændt. For eksem­pel beret­te­de fly­ve­l­e­de­ren i kon­troltår­net på Andrews Air For­ce Base til for­sker­ne fra Col­ora­do Uni­ver­si­te­tet, der udar­bej­de­de den såkald­te Con­don-rap­port fra 1968:

En pilot (som befandt sig i kon­troltår­net, red.) blev ophid­set under sam­ta­len og råb­te plud­se­ligt at „der er der en“. Jeg så et stjer­neskud bevæ­ge sig fra lige over hove­d­et og en kort distan­ce mod syd og bræn­de ud. Omkring to minut­ter sene­re sag­de (pilo­ten): „Der er en anden en; så du det oran­ge skær mod syd?“ Jeg sva­re­de, at jeg men­te, at jeg hav­de set det, men han pege­de mod syd, og jeg hav­de kig­get mod syd­vest. (Citat fra Con­don-rap­por­ten — her over­sat fra engelsk til dansk af for­fat­te­ren til den­ne arti­kel).

Det frem­går i øvrigt indi­rek­te af fly­ve­l­e­de­rens beskri­vel­se til Con­don-rap­por­ten, at han selv var til­bø­je­lig til at mene, at de visu­el­le obser­va­tio­ner skyld­tes kend­te fæno­me­ner som mete­o­rer og stjer­ner og der­for næp­pe hav­de noget at gøre med radar­må­le­ne.

Con­don-rap­por­tens ana­ly­ser pege­de des­u­den på, at usæd­van­li­ge vej­r­for­hold kun­ne have for­år­sa­get bryd­ning af radar­sig­na­ler­ne, så rada­rer­ne viste objek­ter, der befandt sig helt andre ste­der end der, de blev set på skær­me­ne. Det vil sige fal­ske rada­rek­ko­er.

Nimitz-hæn­del­sen

Nu spo­ler vi tiden 52 år frem og lan­der i 2004. Her fin­der en ræk­ke hæn­del­ser sted, som invol­ve­rer både radar­re­gi­stre­rin­ger og visu­el­le obser­va­tio­ner — samt en infrarød opta­gel­se — af usæd­van­li­ge fæno­me­ner.

Lige­som i Was­hin­g­ton i 1952 stræk­ker det sig over fle­re dage og giver anled­ning til en del ophid­sel­se blandt det invol­ve­re­de per­so­nel.

Den­ne gang er sce­nen for begi­ven­he­der­ne dog Stil­le­ha­vet ud for Cali­for­ni­ens kyst. Her befandt sig i dage­ne omkring den 10. til den 15. novem­ber to far­tø­jer fra den ame­ri­kan­ske flå­de 80–200 km syd­vest for San Die­go: han­garski­bet USS Nimitz og mis­sil­kryd­se­ren USS Prin­ce­ton. Beg­ge far­tø­jer ind­gik i den ame­ri­kan­ske flå­des Car­ri­er Stri­ke Group 11 (CSG-11), som er en kam­pen­hed bestå­en­de af ski­be, jager­fly og ubå­de, der udfø­rer mili­tæ­re ope­ra­tio­ner som en sam­let enhed.

CSG-11 gen­nem­før­te i dis­se dage en mili­tærø­vel­se inden dens udsen­del­se til Mel­le­mø­sten. Øvel­sen blev dog for­styr­ret fle­re gan­ge af usæd­van­li­ge begi­ven­he­der.

Han­garski­bet USS Nimitz.
Foto: Uni­ted Sta­tes Navy.

 

Den mest kend­te hæn­del­se fandt sted den 14. novem­ber 2004 og er efter­føl­gen­de ble­vet døbt „TicTac ufo­et“.

Men alle­re­de i dage­ne op til den 14. novem­ber hav­de rada­ro­pe­ra­tø­rer­ne på USS Prin­ce­ton regi­stre­ret grup­per af 8–20 uiden­ti­fi­ce­re­de radar­mål, der bevæ­ge­de sig på besyn­der­lig vis hen over øvel­ses­om­rå­det. Måle­ne syn­tes at bevæ­ge sig i stor høj­de mod syd med en fart af ca. 185 km/timen. Der blev dog ikke fore­ta­get noget vide­re for at under­sø­ge fæno­me­nets oprin­del­se, og der blev hel­ler ikke obser­ve­ret noget visu­elt. Histo­ri­en om radar­re­gi­stre­rin­ger­ne ryg­te­des dog hur­tigt blandt besæt­nin­ger­ne på USS Prin­ce­ton og USS Nimitz.

Den 14. novem­ber ind­traf så den hæn­del­se, som efter­føl­gen­de har fået stor opmærk­som­hed i for­bin­del­se med „Pen­ta­gon-sagen“, som vi tid­li­ge­re har skre­vet om i UFO-Mail.

Eller ret­te­re: Der var fak­tisk tale om to for­skel­li­ge hæn­del­ser, der dog ofte sæt­tes i direk­te for­bin­del­se med hin­an­den. Dels en visu­el obser­va­tion, dels en opta­gel­se med et infrarødt kame­ra.

Det hele star­te­de om mor­ge­nen, hvor rada­ro­pe­ra­tø­rer­ne på USS Nimitz og USS Prin­ce­ton igen regi­stre­re­de usæd­van­li­ge mål på rada­rer­ne. Den­ne gang var der tale om 14 radar­mål, som bevæ­ge­de sig mere end 20 km over havets over­fla­de.

Seni­or Chief Kevin Day udgør den cen­tra­le kil­de for histo­ri­en om radar­må­le­nes bevæ­gel­ses­møn­stre. Han beret­ter, at de 14 radar­mål plud­se­ligt — på min­dre end et sekund — bevæ­ge­de sig ned fra 20 kilo­me­ters høj­de til for­skel­li­ge høj­der på mel­lem 15 meter og ca. 8,5 km over havets over­fla­de.

Radar­må­le­nes nye høj­de blev vur­de­ret til at udgø­re en risi­ko for en luftø­vel­se, som skul­le star­te inden for gan­ske få timer. Det blev der­for beslut­tet at diri­ge­re jager­fly til det nær­me­ste radar­mål.

Flå­depi­lo­ten David Fra­vor befandt sig i et af dis­se fly, og det er hans ople­vel­se, som sene­re er ble­vet kendt som TicTac-ufo­et.

David Fra­vor har for­talt, at han fra en høj­de af ca. 6 km først så en „for­styr­rel­se“ på havover­fla­den. Sene­re fik han — og pilo­ter­ne på et andet F‑18 Super Hor­net fly — så øje på det objekt, som Fra­vor efter­føl­gen­de beskrev som TicTac-for­met. Det vil sige aflangt og med afrun­de­de ender — lidt lige­som en TicTac mint­pa­stil.

Iføl­ge Fra­vor befandt objek­tet sig 15 meter over det sted på havover­fla­den, som vir­ke­de oprørt. Objek­tets bevæ­gel­se var, iføl­ge Fra­vor, ure­gel­mæs­sig eller „flak­ken­de“, og han vur­de­re­de stør­rel­sen til ca. 17 meter.

Flå­depi­lo­ten David Fra­vor er i
offent­lig­he­den kendt for obser­va­tio­nen
af TicTac-ufo­et i 2004.

 Efter at have obser­ve­ret objek­tet en kort stund, beslut­te­de Fra­vor at fly­ve ned mod det for at under­sø­ge det nær­me­re. Imens blev det andet Super Hor­net fly, sty­ret af pilo­ten Jim Slaight, i 20 km’s høj­de.

Da Fra­vor bevæ­ge­de sig ned mod objek­tet, begynd­te det at sti­ge opad for til sidst at for­svin­de med stor fart mod syd. Iføl­ge Fra­vor acce­le­re­re­de objek­tet ud af syne på min­dre end et sekund. Her­ef­ter vend­te de to jager­fly til­ba­ge til USS Nimitz.

Sene­re på dagen regi­stre­re­de et andet F‑18 fly et radar­mål, som det sam­ti­dig fil­me­de med fly­ets ATFLIR-instru­ment, der bl.a. regi­stre­rer infrarødt og visu­elt lys. Opta­gel­sen her­fra — døbt FLIR-video­en — er sene­re ble­vet kendt som en af de fri­giv­ne „Pen­ta­gon-video­er“ og udgør i dag den anden af de kend­te hæn­del­ser fra den 14. novem­ber.

Video­en omta­les også nog­le gan­ge som „TicTac video­en“ med hen­vis­ning til Fra­vors beskri­vel­se af for­men på det objekt, han obser­ve­re­de tid­li­ge­re på dagen. Det er dog langt fra givet, at der er tale om sam­me fæno­men — og bl.a. skep­ti­ke­ren Mick West har argu­men­te­ret for, at der sna­re­re er tale om et andet jager­fly, som har befun­det sig langt væk.

Først kendt man­ge år sene­re

Det­te er i grove træk Nimitz-hæn­del­sens for­løb. Det er dog først man­ge år sene­re, at den kom til offent­lig­he­dens kend­skab. FLIR-opta­gel­sen slap gan­ske vist ud alle­re­de få år efter hæn­del­sen, men det var først med en arti­kel fra 2015 på hjem­mesi­den FighterSweep.com, at histo­ri­en bag opta­gel­sen blev kendt.

Det var dog ikke før New York Times-artik­ler­ne om det ame­ri­kan­ske for­svars støt­te til ufo-efter­forsk­ning i 2017, at der for alvor kom opmærk­som­hed om video­en og de øvri­ge begi­ven­he­der. Ikke mindst et New York Times-inter­view med David Fra­vor var med til at „kata­pul­te­re“ hæn­del­ser­ne den 14. novem­ber 2004 op til næsten her­o­stra­tisk berøm­mel­se.

Når man dyk­ker lidt ned i Nimitz-hæn­del­sen, viser der sig dog hur­tigt en hel del usik­ker­he­der omkring de kon­kre­te detal­jer i hæn­del­ses­for­lø­bet. Detal­jer­ne afhæn­ger ofte af, hvil­ke kil­der man læser — og hvor­når de invol­ve­re­de per­so­ner har udtalt sig.

Såle­des har skep­ti­ke­ren Joe Nick­ell bemær­ket i en arti­kel i det ame­ri­kan­ske tids­skrift Skep­ti­cal Inqui­rer i 2018, at Fra­vors egen beskri­vel­se af hæn­del­sen har ændret sig fle­re gan­ge på tværs af de inter­views, han har givet. Helt i begyn­del­sen var der fak­tisk histo­ri­er om, at det var David Fra­vor selv, der hav­de flø­jet i det fly, der optog FLIR-video­en. Efter­føl­gen­de synes det dog slå­et fast, at der var tale om en anden pilot med nav­net Chad Underwood.

Her ses et scre­ens­hot fra FLIR-video­en. Dis­kus­sio­nen om video­en
kon­cen­tre­rer sig især om de sid­ste sekun­der af den 1 minut­ter og
16 sekun­der lan­ge opta­gel­se. Her ses det til­sy­ne­la­den­de aflan­ge
objekt at bevæ­ge sig hur­tigt fra cen­trum af bil­le­det og ud af syne
mod ven­stre (vist her). Det­te er ble­vet for­tol­ket som at objek­tet
acce­le­re­re­de hur­tigt mod ven­stre og ud af bil­le­det. Andre argu­men­te­rer
dog for, at bevæ­gel­sen skyl­des at ATFLIR-kame­ra­et på F‑18 fly­et tab­te
dets „tra­ck­ing“ af objek­tet.

 Dis­se usik­ker­he­der, og de ind­byr­des mod­stri­den­de oplys­nin­ger, er med til at mud­re bil­le­det af, hvad der rent fak­tisk fore­gik i dage­ne omkring d. 14. novem­ber 2004. Og det gør det i det hele taget van­ske­ligt at kom­me med nagel­fa­ste vur­de­rin­ger af hæn­del­ser­nes vali­di­tet og muli­ge for­kla­rin­ger.

Eller som Joe Nick­ell for­mu­le­rer det i artik­len fra Skep­ti­cal Inqui­rer: „Efter­for­ske­re kan næp­pe for­ven­tes at kun­ne for­kla­re en hæn­del­se, når det påstå­e­de præ­sen­te­res med så sto­re selv­mod­si­gel­ser og ufuld­stæn­di­ge og usam­men­hæn­gen­de beret­nin­ger.“

Det er i den sam­men­hæng også værd at bemær­ke, at øjen­vid­ner­ne først blev inter­viewet mere end ti år efter at begi­ven­he­der­ne udspil­le­de sig i Stil­le­ha­vet. Det er der­for næp­pe så under­ligt, at der vil være for­skel­li­ge udlæg­nin­ger af de sam­me begi­ven­he­der, da hukom­mel­sen ændrer sig over så lang tid.

Der­til kom­mer, at „hur­lum­he­jet“ omkring offent­lig­gø­rel­sen af Pen­ta­gons under­sø­gel­ser og video­er efter­la­der et mildt sagt blan­det ind­tryk af lødig­he­den af de man­ge histo­ri­er, som fulg­te i kølvan­det på New York Times-artik­ler­ne fra 2017 — her­i­blandt Nimitz-hæn­del­sen.

Ikke mindst har en ræk­ke mere eller min­dre kulør­te per­son­lig­he­der gjort en ihær­dig ind­sats for at hol­de medie-gry­den i kog. Her­i­blandt jour­na­li­sten og for­fat­te­ren Les­lie Kean, den tid­li­ge­re chef for det ame­ri­kan­ske mili­tærs hem­me­li­ge ufo­ef­ter­forsk­nings­pro­gram AATIP, Luis Elizon­do, og eks-rock­mu­si­ker, mil­li­o­nær og ufo­en­tu­si­ast Tom DeLon­ge. SUFOI’s Hen­ning Det­hlef­sen har tid­li­ge­re beskre­vet det­te per­son­gal­le­ri bag de sene­ste års megen medi­e­op­mærk­som­hed .

Blandt andet har DeLon­ges fir­ma To The Stars Aca­de­my stå­et bag pro­duk­tio­nen af History Chan­nel tv-seri­en Uni­den­ti­fied: Insi­de Ame­ri­ca’s UFO Inve­sti­ga­tion fra 2020, med Luis Elizon­do som vært, og hvor ikke mindst Nimitz-hæn­del­sen har en pro­mi­nent pla­ce­ring. Seri­en blev i for­å­ret 2022 også vist på DR’s app DRTV under tit­len UFO: De top­hem­me­li­ge rap­por­ter.

Fra­vær af grun­di­ge stu­di­er

For mit eget ved­kom­men­de har jeg læn­ge kun fulgt den ame­ri­kan­ske virak med et halvt øje.

Dels for­di det mest af alt fore­kom­mer mig at være et far­ve­rigt medi­es­how, dyg­tigt orke­stre­ret af en hånd­fuld af per­so­ner cen­tre­ret omkring blandt andet Les­lie Kean, Luis Elizon­do og Tom DeLon­ge. Og dels for­di man­ge af histo­ri­er­ne har været meget tynd­be­ne­de, hvad angår doku­men­ta­tio­nen.

Ofte er der kun en video­op­ta­gel­se at for­hol­de sig til, uden nogen form for bag­grunds­op­lys­nin­ger om hæn­del­sen. På et sådant grund­lag er det selvsagt umu­ligt at vur­de­re, om der vir­ke­lig har været noget mystisk på fær­de, eller om det har en sim­pel for­kla­ring.

Læg så her­til, at man­ge af hæn­del­ser­ne lig­ner noget, vi har set fle­re gan­ge tid­li­ge­re i ufo­hi­sto­ri­en, siden den­ne blev skudt i gang den 24. juni 1947 med Ken­neth Arnolds obser­va­tion af ni lysen­de ski­ver over bjerg­kæ­den Mount Rai­ner i sta­ten Was­hin­g­ton. For eksem­pel er radar­visu­el­le obser­va­tio­ner bestemt ikke noget nyt — sådan som fx Was­hin­g­ton-sagen fra 1952 viser.

I det hele taget har der gen­nem ufo­hi­sto­ri­en været man­ge eksemp­ler på, at også mili­tær­folk og pilo­ter er ble­vet „snydt“ af kend­te him­mel­fæ­no­me­ner. Det er et fak­tum, som mod­si­ger de man­ge, der har en ten­dens til at til­læg­ge obser­va­tio­ner fore­ta­get af mili­tær­folk og andre „myn­dig­heds­per­so­ner“ en sær­lig vægt.

Der er ingen grund til at tro, at pilo­ter i udgangs­punk­tet er mere påli­de­li­ge obser­va­tø­rer end de fle­ste andre.

Så med hån­den på hjer­tet må jeg indrøm­me, at jeg ikke har fun­det de man­ge histo­ri­er og hal­ve ryg­ter fra lan­det „over the­re“ værd at bru­ge megen tid på. Der fin­des godt nok tons­vis af hjem­mesi­der, podcasts og YouTu­be-video­er, som dis­ku­te­rer sager­ne — men desvær­re ofte uden at gøre nogen klo­ge­re. Meget beror på spe­ku­la­tio­ner og anta­gel­ser, som ikke kan efter­prø­ves med kon­kre­te og til­gæn­ge­li­ge data.

For mit eget ved­kom­men­de har jeg mest af alt sav­net én sam­let og grun­dig frem­stil­ling og ana­ly­se af hæn­del­ser­ne, her­un­der Nimitz-sagen. Det vil sige en sam­let ana­ly­se, hvor nogen gra­ver sig langt ned i mate­ri­a­let og afkla­rer, hvad der reelt er „op og ned“ på de man­ge histo­ri­er, og syste­ma­tisk gen­nem­går muli­ge for­kla­rin­ger på hæn­del­ser­ne.

Som svar på mine bekla­gel­ser over mang­len på grun­di­ge stu­di­er af fx Nimitz-hæn­del­sen, send­te Kim Møl­ler Han­sen mig for nyligt et link til en rap­port om Nimitz-hæn­del­sen. Rap­por­ten var på 270 sider (hvoraf langt det meste dog er bilag) og inde­holdt en ræk­ke bereg­nin­ger mv.

Med lin­ket fra Kim fulg­te også spørgs­må­let, om det var noget, jeg kun­ne have lyst til at kig­ge nær­me­re på og vur­de­re kva­li­te­ten af?

Jeg bed på kro­gen, og det er for­kla­rin­gen på, at jeg — trods min gene­rel­le frygt for at spil­de tiden på det ame­ri­kan­ske Pen­ta­gon-cir­kus — nu alli­ge­vel har brugt nog­le dage af årets som­mer­fe­rie på at gra­ve mig ned i ikke kun rap­por­ten, men også Nimitz-hæn­del­sen mere gene­relt.

SCU-rap­port: Ikke et kendt fæno­men

Rap­por­ten er udgi­vet i 2019 med tit­len A For­en­sic Ana­ly­sis of Navy Car­ri­er Stri­ke Group Ele­ven’s Enco­un­ter with an Ano­ma­lous Aeri­al Vehi­c­le og er udar­bej­det af orga­ni­sa­tio­nen Sci­en­ti­fic Coa­li­tion for ufo­lo­gy (SCU).

For­si­den af rap­por­ten fra 2019 om Nim­nitz-
hæn­del­sen udgi­vet Sci­en­ti­fic Coa­li­tion for Ufo­lo­gy.

 Stu­di­et, der lig­ger til grund for rap­por­ten, er udført af en ræk­ke med­lem­mer af SCU. Her­i­blandt Robert Powell, som er uddan­net kemi­ker og har arbej­det inden for udvik­lin­gen af halv­le­de­re og nano­tek­no­lo­gi. Han har des­u­den været efter­forsk­nings­le­der for den ame­ri­kan­ske ufo-orga­ni­sa­tion MUFON i åre­ne fra 2007 til 2017.

SCU-rap­por­ten foku­se­rer ale­ne på Nimitz-hæn­del­sen, hvil­ket også synes at være den bedst doku­men­te­re­de af „Pen­ta­gon-sager­ne“. Nimitz-hæn­del­sen er på man­ge måder „kronj­u­vel­en“ for de man­ge, som er af den over­be­vis­ning, at det ame­ri­kan­ske mili­tær har regi­stre­ret frem­me­de og intel­li­gents­ty­re­de objek­ter i jor­dens luftrum.

Rap­por­tens ana­ly­se byg­ger på til­gæn­ge­li­ge oplys­nin­ger og inter­views udført af dens for­fat­te­re — pri­mært i form af diver­se øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger fra pilo­ter og rada­ro­pe­ra­tø­rer. Der­u­d­over ind­går også enkel­te fri­giv­ne doku­men­ter fra flå­den samt FLIR-video­en i ana­ly­sen. Rap­por­tens for­fat­te­re til­læg­ger imid­ler­tid ikke sidst­nævn­te en så cen­tral rol­le som øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger­ne.

På bag­grund af dis­se data gen­nem­fø­res en ræk­ke bereg­nin­ger, som leder frem til den kon­klu­sion, at de obser­ve­re­de fæno­me­ner udfør­te acce­le­ra­tio­ner med en g‑påvirkning på mel­lem 40 g og helt op til fle­re tusind g. Det er en kraft­på­virk­ning langt ud over hvad men­ne­sker kan over­le­ve, og ingen fly kan i dag udfø­re acce­le­ra­tio­ner, der kom­mer endog i nær­he­den af 40 g.

Ud fra dis­se ana­ly­ser kon­klu­de­rer rap­por­tens for­fat­te­re der­for, at de obser­ve­re­de gen­stan­de har udført bevæ­gel­ser, som ingen kendt (jor­disk) tek­no­lo­gi kan udfø­re. De går end­da så langt som til at kon­klu­de­re, at der var tale om et objekt, der blev kon­trol­le­ret intel­li­gent (under­for­stå­et: af en ikke-men­ne­ske­lig intel­li­gens).

12.823 g

Et af eksemp­ler­ne på rap­por­tens bereg­nin­ger base­rer sig på David Fra­vors beskri­vel­se af, at TicTac-ufo­en acce­le­re­re­de og var „ude af syne“ på under et sekund.

Ud fra pilo­ter­nes bedøm­mel­se af objek­tets stør­rel­se (ca. 13–20 meter), bereg­ner for­fat­ter­ne, hvor langt et objekt af den­ne stør­rel­se skal bevæ­ge sig, før det ikke læn­ge­re kan ses med det blot­te øje. De når frem til, at hvis det var 20 meter i læng­den, vil­le det skul­le bevæ­ge sig ud på en afstand af 63 km. Med pilo­ter­nes vur­de­ring af, at objek­tet for­svandt ud af syne på højest et sekund, vil det alt­så sige — iføl­ge rap­por­tens for­fat­te­re — at det skul­le have bevæ­get sig op til 63 km på kun et sekund.

Det­te omreg­ner for­fat­ter­ne så til en gen­nem­snit­lig g‑påvirkning på 12.823 g. Selv med mere for­sig­ti­ge anta­gel­ser om varig­hed og afstand, når for­fat­ter­ne sta­dig frem til en kraft­på­virk­ning på 800 g eller mere.

Man kun­ne her i paren­tes ind­sky­de, at det fore­kom­mer ure­a­li­stisk, at man vit­ter­lig skul­le kun­ne skel­ne et objekt på stør­rel­se med en led­bus på 60 kilo­me­ters afstand. Det sva­rer til at man står i Viborg og ser en led­bus pas­se­re bane­går­den i Aar­hus. Det må mindst for­ud­sæt­te et usæd­van­ligt klart vejr og lys­for­hold, der sik­rer de mest opti­ma­le obser­va­tions­for­hold.

Under­sø­gel­sens kva­li­tet?

For­mu­le­rin­ger­ne i rap­por­ten indi­ke­rer, at for­fat­ter­ne i udgangs­punk­tet anta­ger, at der fin­des fly­ven­de objek­ter i Jor­dens atmos­fæ­re, som er intel­li­gent sty­re­de (og ikke-men­ne­ske­skab­te), og som lej­lig­heds­vist regi­stre­res af mili­tæ­ret.

Men ser man bort fra det, fore­kom­mer rap­por­tens til­gang på man­ge måder både syste­ma­tisk og grun­dig. Der frem­læg­ges en ræk­ke bereg­nin­ger af fx hastig­he­der og acce­le­ra­tio­ner, og anta­gel­ser­ne bag dis­se bereg­nin­ger beskri­ves. På sæt og vis er der ikke noget tek­nisk galt med rap­por­ten.

Rap­por­tens ana­ly­ser byg­ger dog på nog­le mere grund­læg­gen­de og impli­cit­te anta­gel­ser, som i høj grad kan pro­ble­ma­ti­se­res.

Vig­tigst er den under­for­stå­e­de anta­gel­se om, at der var tale om et fysisk fæno­men samt at det var det sam­me fæno­men, der blev regi­stre­ret på rada­ren fra de to mili­tær­ski­be, obser­ve­ret af pilo­ter­ne og sene­re fil­met med ATFLIR-kame­ra­et. Det er især gen­nem sam­men­kob­lin­gen af dis­se tre sepa­ra­te hæn­del­ser, at Nimitz-hæn­del­sen opnår en høj grad af besyn­der­lig­hed.

Rap­por­ten dis­ku­te­rer fak­tisk slet ikke den mulig­hed, at der kun­ne være tale om to eller tre uaf­hæn­gi­ge fæno­me­ner, som for­år­sa­ge­de radar­re­gi­stre­rin­ger­ne, de visu­el­le obser­va­tio­ner og FLIR-video­en. Det er en alvor­lig svag­hed for ana­ly­sen og kon­klu­sio­nen, da der tid­li­ge­re har været eksemp­ler på sam­men­kæd­ning af uaf­hæn­gi­ge fæno­me­ner ved radar­visu­el­le obser­va­tio­ner (fx Was­hin­g­ton-sagen fra 1952).

Teg­ning af det TicTac-for­me­de objekt, som Fra­vor
beskri­ver at have set over Stil­le­ha­vet.
Illu­stra­tion fra SCU-rap­por­ten.
 

Et andet over­ord­net kri­tik­punkt er, at rap­por­tens ana­ly­ser og kon­klu­sio­ner pri­mært byg­ger på øjen­vid­ners beret­nin­ger om en hæn­del­se, der fandt sted mere end ti år tid­li­ge­re.

Bereg­nin­ger­ne af acce­le­ra­tion og hastig­hed af TicTac-ufo­et, set af Fra­vor og Slaight, er end­vi­de­re ude­luk­ken­de base­ret på dis­se pilo­ters — og især Fra­vors — ople­vel­se af afstan­den til TicTac-objek­tet og dets bevæ­gel­se. Her må man dog rej­se alvor­lig tvivl om sik­ker­he­den af dis­se ople­vel­ser og deres genkal­del­se man­ge år sene­re.

Med bereg­nin­ger­ne fæst­ner SCU-rap­por­tens for­fat­te­re alt­så stor til­lid til hukom­mel­sens sik­ker­hed hos pilo­ter­ne såvel som deres evne til at vur­de­re afstand, stør­rel­se og tid.

Eksem­pel­vis byg­ger de før­nævn­te bereg­nin­ger af acce­le­ra­tio­nen i udgangs­punk­tet på Fra­vors vur­de­ring af objek­tets fak­ti­ske stør­rel­se som ca. 17 meter. En vur­de­ring, han angi­ve­ligt fore­tog fra en høj­de af 6 km over havover­fla­den!

Det fore­kom­mer ikke plau­si­belt, at man kan vur­de­re et objekts fak­ti­ske stør­rel­se og høj­de over havover­fla­den fra en høj­de af 6 km. Der­med kan man sæt­te et stort spørgs­måls­tegn ved påli­de­lig­he­den af dis­se vur­de­rin­ger — og der­med også ved bereg­nin­ger­ne, som base­rer sig på dem. Det vir­ker som noget af en und­la­del­ses­synd, at SCU-rap­por­ten slet ikke dis­ku­te­rer påli­de­lig­he­den af dis­se vur­de­rin­ger.

Den­ne kri­tik rej­ser også spørgs­må­let om, hvor­vidt TicTac-ufo­en vir­ke­lig befandt sig lige over havover­fla­den, sådan som Fra­vor ople­ve­de det?

Hvis i ste­det objek­tet befandt sig noget høje­re oppe, vil­le det have stor betyd­ning for for­tolk­nin­gen af Fra­vors beskri­vel­se af det, der ske­te, da han prø­ve­de at nå ned til ufo­en fra 6 kilo­me­ters høj­de.

Hvis nu objek­tet i vir­ke­lig­he­den befandt sig et sted midt imel­lem havet og Fra­vors høj­de, kun­ne det­te meget vel for­kla­re, hvor­for Fra­vor ople­ve­de, at objek­tet begynd­te at fly­ve op imod og pas­se­re­de over ham, da han manøv­re­re­de sit fly ned mod det. Og hvis man yder­li­ge­re fore­stil­ler sig, at objek­tet slet ikke var så stort, som Fra­vor og Slaight vur­de­re­de, vil­le det også have betyd­ning for SCU-rap­por­tens bereg­nin­ger af, hvor hur­tigt det må have bevæ­get sig for at for­svin­de ud af syne på kort tid.

Når SCU-rap­por­ten slet ikke dis­ku­te­rer den­ne mulig­hed, synes det at afspej­le to ting: 1) En gene­relt mang­len­de viden om visu­el per­cep­tion og visu­el­le illu­sio­ner. 2) For­fat­ter­nes for­ud­gå­en­de anta­gel­se om eksi­sten­sen af „ægte mysti­ske og ikke-men­ne­ske­skab­te“ objek­ter i atmos­fæ­ren.

Naiv til­gang

I det hele taget vir­ker rap­por­tens til­gang til og behand­ling af øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger­ne naiv. Når man som SUFOI har man­ge års erfa­ring med at ind­sam­le og under­sø­ge obser­va­tø­rers beret­nin­ger om him­mel­fæ­no­me­ner, kan det især undre, at SCU-rap­por­ten så ukri­tisk tager øjen­vid­neskil­drin­ger­ne for påly­den­de. Og uden en kri­tisk dis­kus­sion her­af.

Et andet eksem­pel på et kri­tisk punkt, der ikke dis­ku­te­res i rap­por­ten, er, hvor­vidt sam­ta­ler­ne mel­lem pilo­ter og besæt­nings­med­lem­mer på ski­be­ne USS Nimitz og USS Prin­ce­ton kan have påvir­ket øjen­vid­ner­nes erin­dring af hæn­del­ser­ne.

Som nævnt tid­li­ge­re, var det almin­de­lig kendt på USS Nimitz og USS Prin­ce­ton i dage­ne op til den 14. novem­ber, at der blev obser­ve­ret under­li­ge mål på ski­be­nes rada­rer.

David Fra­vor for­tæl­ler selv i sit inter­view med SCU, at han fik man­ge kom­men­ta­rer med på vej­en om hans ufo-ople­vel­se, da han efter mødet med TicTac-ufo­en vend­te til­ba­ge til USS Nimitz. End­vi­de­re bemær­kes det i SCU-rap­por­ten, at FLIR-video­en blev delt vidt og bredt blandt besæt­nings­med­lem­mer­ne på i hvert fald USS Prin­ce­ton (og sand­syn­lig­vis også USS Nimitz).

Alt i alt vir­ker det sand­syn­ligt, at hæn­del­ser­ne har været et varmt sam­ta­le­em­ne blandt besæt­nings­med­lem­mer­ne — og det vir­ker der­for ikke umu­ligt, at de cen­tra­le øjen­vid­ners sene­re erin­dring af hæn­del­ser­ne kan have været påvir­ket af den­ne snak.

Ufo-kul­ler på ski­bet?

I hvil­ket omfang har den megen snak om de mysti­ske radar­mål været med til at for­me de efter­føl­gen­de hæn­del­ser den 14. novem­ber? Og i det hele taget med­vir­ket til at ska­be en fæl­les for­tolk­nings­ram­me blandt besæt­ning og pilo­ter for deres ople­vel­ser under øvel­sen i Stil­le­ha­vet?

Kan der have været en stem­ning af „ufo­ma­ni“ på ski­be­ne i de dage, som kan have for­stær­ket de indi­vi­du­el­le ople­vel­ser og givet dem alle en fæl­les, over­ord­net for­tolk­ning som et og sam­me mysti­ske fæno­men?

Dis­se spørgs­mål er det desvær­re ikke muligt at give et sik­kert svar på ud fra det fore­lig­gen­de mate­ri­a­le. Men der er ele­men­ter i beskri­vel­ser­ne, som leder tan­ker­ne hen på mulig­he­den af en form for kol­lek­tiv ska­bel­se og påvirk­ning af ople­vel­ser­ne.

Om ikke andet, så må de ind­le­den­de dages obser­va­tio­ner af ukend­te radar­mål have „tunet“ både rada­ro­pe­ra­tø­rer­nes og pilo­ter­nes opmærk­som­hed ind på mysti­ske ting på him­len. Og der­med, måske, gjort dem mere sår­ba­re for at lade sig vild­le­de af kend­te fæno­me­ner, som de ellers — under andre omstæn­dig­he­der — ikke vil­le have bemær­ket.

Var det besvæ­ret værd?

Spørgs­må­let om kva­li­te­ten af SCU-rap­por­tens ana­ly­ser og kon­klu­sio­ner kan, når alt kom­mer til alt, koges ned til spørgs­må­let om, hvor stor til­lid man har til øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger­ne som objek­ti­ve skil­drin­ger af det, der fak­tisk ske­te i dage­ne mel­lem den 10. og 14. novem­ber 2004.

SCU-rap­por­ten til­læg­ger dis­se beret­nin­ger en høj grad af gyl­dig­hed og fore­ta­ger her­ud­fra en lang ræk­ke bereg­nin­ger, som tek­nisk set fore­kom­mer kor­rek­te. Men begyn­der man først at krad­se lidt i sagen, så fore­kom­mer SCU-rap­por­tens til­gang til øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger­nes objek­ti­ve vær­di at være noget naiv, lige­som en kri­tisk dis­kus­sion her­af er fra­væ­ren­de.

Eks-rock­mu­si­ke­ren, mil­li­o­næ­ren og tv-pro­du­ce­ren
Tom DeLon­ge (tv.) og den tid­li­ge­re efter­ret­nings­a­gent
Luis Elizon­do udgør en del af den per­son­kreds, som i
høj grad er med til at hol­de histo­ri­er­ne om Pen­ta­gon-
sager­ne i live. Blandt andet gen­nem History Chan­nel-
seri­en Uni­den­ti­fied: Insi­de Ame­ri­ca’s UFO Inve­sti­ga­tion,
hvor DeLon­ge var pro­du­cer og Elizon­do en gen­nem­gå­en­de vært.

 Med afsæt i SUFOI’s man­ge­åri­ge erfa­ring med at under­sø­ge obser­va­tø­rers ople­vel­ser af lys på him­len, må jeg indrøm­me, at jeg for­hol­der mig skep­tisk i for­hold til, om det er muligt at dra­ge så nagel­fa­ste kon­klu­sio­ner på bag­grund af folks erin­drin­ger om hæn­del­ser, der fandt sted mere end ti år tid­li­ge­re. Jeg mener der­for ikke, at SCU-rap­por­ten frem­fø­rer noget uigen­dri­ve­ligt bevis for, at der vir­ke­lig befandt sig objek­ter i luf­ten over Stil­le­ha­vet i novem­ber 2004, som udfør­te bevæ­gel­ser ud over hvad kend­te natur­li­ge og men­ne­ske­skab­te gen­stan­de kan gøre.

Omvendt kan man dog hel­ler ikke kon­klu­de­re, at der ikke befandt sig sådan­ne fæno­me­ner over Stil­le­ha­vet i de novem­ber­da­ge. Der­til er det til­gæn­ge­li­ge data­ma­te­ri­a­le for spin­kelt og usik­kert.

I det hele taget er det et stort pro­blem, at der ikke fore­lig­ger et sær­ligt omfat­ten­de mate­ri­a­le om Nimitz-hæn­del­sen eller de øvri­ge hæn­del­ser, der fulg­te i kølvan­det på New York Times-artik­ler­ne fra 2017.

Vi kom­mer næp­pe en ende­lig afkla­ring nær­me­re, før der kom­mer mere sub­stans på bor­det.

Det­te brin­ger mig sam­ti­dig til­ba­ge til anled­nin­gen for den­ne arti­kel, som var ønsket om mere dybt­gå­en­de afdæk­nin­ger og ana­ly­ser af de sene­ste års man­ge ame­ri­kan­ske sager.

SCU-rap­por­ten er tyde­lig­vis ikke sva­ret på det­te ønske, og den har ikke ændret min gene­rel­le ople­vel­se af, at de nye sager fra USA har mere at gøre med „fest og far­ver“ end egent­lig tyng­de og ind­hold. Hel­ler ikke på det punkt adskil­ler Pen­ta­gon-sager­ne sig fra hvad vi tid­li­ge­re har set i ufo­hi­sto­ri­en.

Jeg vil der­for kon­cen­tre­re ener­gi­en om andre mere inter­es­san­te emner ind­til der — måske, måske ikke — kom­mer mere dybt­gå­en­de stu­di­er på banen. 

Læs mere

UFO-Mail har tid­li­ge­re bragt artik­ler om Nimitz-hæn­del­sen såvel som andre af de sager, der fulg­te i kølvan­det på artik­ler­ne i New York Times i 2017. Se fx:

UFO-Mail nr. 252,
UFO-Mail nr. 255,
UFO-Mail nr. 268,
UFO-Mail nr. 276,
UFO-Mail nr. 279,
UFO-Mail nr. 308,
UFO-Mail nr. 313,
UFO-Mail nr. 323,
UFO-Mail nr. 329,
UFO-Mail nr. 330,
UFO-Mail nr. 344,
UFO-Mail nr. 346,
UFO-Mail nr. 360 og
UFO-Mail nr. 362.

Den ame­ri­kan­ske skep­ti­ker Mick West har i fle­re YouTu­be-video­er taget Nimitz-hæn­del­sen — og især FLIR-video­en — under kri­tisk behand­ling og givet sit bud på en mulig for­kla­ring.

Se fx den­ne ana­ly­se af FLIR-video­en eller Wests gen­nem­gang af Pen­ta­gon-video­er­ne på YouTu­be-kana­len Cool Wor­lds.

Kil­der

Kim Møl­ler Han­sen: Pro­ject Sau­cer — Da ufo­myten blev skabt. SUFOI, 2015.

Eugen Semitjov: De ufat­te­li­ge ufo­er. A & K Bor­gen, 1979.

Edward U. Con­don: The final report of the Sci­en­ti­fic Stu­dy of Uni­den­ti­fied Flying Objects. Ban­tam Books, 1969.

Robert Powell m. fl.: A For­en­sic Ana­ly­sis of Nave Car­ri­er Stri­ke Group Ele­ven’s Enco­un­ter with an Ano­ma­lous Aeri­al Vehi­c­le. Sci­en­ti­fic Coa­li­tion for Ufo­lo­gy, 2019.

The Bla­ck Vault Podcast. Epi­so­de #73 — Robert Powell and Mick West on the Nimitz UFO Enco­un­ter.

Paco Chie­ri­ci: The­re I was: The X‑files Edi­tion. Figh­ter­Swe­ep, 14. marts 2015.

Joe Nick­ell: Navy Pilo­t’s 2004 UFO: A Come­dy of Err­ors. Skep­ti­cal Inqui­rer, nr. 3, årg. 42, 2018.

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Temp­let og Gra­len

I den­ne bog påvi­ser Klaus Aars­l­eff bl.a. nog­le under­li­ge lig­heds­punk­ter mel­lem ste­nal­der­kul­tu­ren på Mal­ta og en til­sva­ren­de 5.000 år gam­mel kul­tur i Irland. Samt ser nær­me­re på en mas­se andre legen­der, hel­lig­dom­me og relik­vi­er, der kred­ser om ønsket om udø­de­lig­hed.

Hvor er de hen­ne?

Claus Hem­mert Lund har skre­vet en glim­ren­de bog om, hvad nog­le men­ne­sker tro­e­de engang om liv i Mæl­ke­vej­en, hvad man­ge fore­stil­ler sig i dag, og hvor­dan viden­ska­ben i dag opstil­ler betin­gel­ser for liv og udfor­sker Uni­ver­set med bl.a. rum­son­der og telesko­per.” Citat fra anmel­del­sen i UFO-Mail 391.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.