Flyvende mintpastiller og farverige historier: Er det muligt at blive klogere på Pentagon-sagerne?
I denne artikel ser jeg nærmere på om, et studie af Nimitz-hændelsen fra det amerikanske „Scientific Coalition for Ufology“ kan give os klare svar.
Rejsen ind i en kulørt verden af flyvende mintpastiller og farverige historier starter dog et helt andet sted, nemlig i byen Washington DC i året 1952:
I en periode på ti dage i sommeren 1952 blev Washington, D.C. på det nærmeste invaderet af ufoer. Radaroperatører, lufthavnspersonale og trafik- og jagerpiloter observerede ukendte objekter. De mange observationer skabte avisoverskrifter Jorden rundt.
Observationerne i Washington DC blev omtalt
i aviserne i store dele af verden, inklusive i
Danmark, hvor Jyllands-Posten bragte denne
notits om det amerikanske „tallerkenspøgeri“
den 7. august 1952.
Med disse ord indleder SUFOI’s formand Kim Møller Hansen beskrivelsen af en af ufohistoriens mest kendte sager i bogen Project Saucer — Da ufomyten blev skabt.
Det hele begyndte først på natten til den 20. juli 1952, hvor syv ukendte radarmål blev registreret fra Washington National Airport.
Målene blev registreret på både militære og civile radarer, og der blev også rapporteret om visuelle observationer — blandt andet fra det civile passagerfly Capitol Airlines Flight 807. Her fortalte flykaptajnen, at han så syv objekter, der blev beskrevet som „stjerneskud uden haler“.
Lysene på radarerne så ud til at bevæge sig på mystiske måder. På et tidspunkt flyttede de sig hurtigt fra et sted til et andet, og det blev skønnet, at de fløj væk fra området ved Washington DC med en hastighed på omkring 10.000 km/t. En hastighed, som ligger langt højere, end noget kendt fly kan flyve — selv den dag i dag.
Ved to-tiden blev en gruppe jagerfly sendt afsted for at undersøge radarmålene. De vendte dog tilbage til Andrews Air Force Base uden at have set noget.
Hele scenariet gentog sig natten mellem den 26. og 27. juli 1952.
Stemningen blandt både det civile og militære personale synes til tider at have været højspændt. For eksempel berettede flyvelederen i kontroltårnet på Andrews Air Force Base til forskerne fra Colorado Universitetet, der udarbejdede den såkaldte Condon-rapport fra 1968:
En pilot (som befandt sig i kontroltårnet, red.) blev ophidset under samtalen og råbte pludseligt at „der er der en“. Jeg så et stjerneskud bevæge sig fra lige over hovedet og en kort distance mod syd og brænde ud. Omkring to minutter senere sagde (piloten): „Der er en anden en; så du det orange skær mod syd?“ Jeg svarede, at jeg mente, at jeg havde set det, men han pegede mod syd, og jeg havde kigget mod sydvest. (Citat fra Condon-rapporten — her oversat fra engelsk til dansk af forfatteren til denne artikel).
Det fremgår i øvrigt indirekte af flyvelederens beskrivelse til Condon-rapporten, at han selv var tilbøjelig til at mene, at de visuelle observationer skyldtes kendte fænomener som meteorer og stjerner og derfor næppe havde noget at gøre med radarmålene.
Condon-rapportens analyser pegede desuden på, at usædvanlige vejrforhold kunne have forårsaget brydning af radarsignalerne, så radarerne viste objekter, der befandt sig helt andre steder end der, de blev set på skærmene. Det vil sige falske radarekkoer.
Nimitz-hændelsen
Nu spoler vi tiden 52 år frem og lander i 2004. Her finder en række hændelser sted, som involverer både radarregistreringer og visuelle observationer — samt en infrarød optagelse — af usædvanlige fænomener.
Ligesom i Washington i 1952 strækker det sig over flere dage og giver anledning til en del ophidselse blandt det involverede personel.
Denne gang er scenen for begivenhederne dog Stillehavet ud for Californiens kyst. Her befandt sig i dagene omkring den 10. til den 15. november to fartøjer fra den amerikanske flåde 80–200 km sydvest for San Diego: hangarskibet USS Nimitz og missilkrydseren USS Princeton. Begge fartøjer indgik i den amerikanske flådes Carrier Strike Group 11 (CSG-11), som er en kampenhed bestående af skibe, jagerfly og ubåde, der udfører militære operationer som en samlet enhed.
CSG-11 gennemførte i disse dage en militærøvelse inden dens udsendelse til Mellemøsten. Øvelsen blev dog forstyrret flere gange af usædvanlige begivenheder.
 |
|
Hangarskibet USS Nimitz.
Foto: United States Navy.
|
Den mest kendte hændelse fandt sted den 14. november 2004 og er efterfølgende blevet døbt „TicTac ufoet“.
Men allerede i dagene op til den 14. november havde radaroperatørerne på USS Princeton registreret grupper af 8–20 uidentificerede radarmål, der bevægede sig på besynderlig vis hen over øvelsesområdet. Målene syntes at bevæge sig i stor højde mod syd med en fart af ca. 185 km/timen. Der blev dog ikke foretaget noget videre for at undersøge fænomenets oprindelse, og der blev heller ikke observeret noget visuelt. Historien om radarregistreringerne rygtedes dog hurtigt blandt besætningerne på USS Princeton og USS Nimitz.
Den 14. november indtraf så den hændelse, som efterfølgende har fået stor opmærksomhed i forbindelse med „Pentagon-sagen“, som vi tidligere har skrevet om i UFO-Mail.
Eller rettere: Der var faktisk tale om to forskellige hændelser, der dog ofte sættes i direkte forbindelse med hinanden. Dels en visuel observation, dels en optagelse med et infrarødt kamera.
Det hele startede om morgenen, hvor radaroperatørerne på USS Nimitz og USS Princeton igen registrerede usædvanlige mål på radarerne. Denne gang var der tale om 14 radarmål, som bevægede sig mere end 20 km over havets overflade.
Senior Chief Kevin Day udgør den centrale kilde for historien om radarmålenes bevægelsesmønstre. Han beretter, at de 14 radarmål pludseligt — på mindre end et sekund — bevægede sig ned fra 20 kilometers højde til forskellige højder på mellem 15 meter og ca. 8,5 km over havets overflade.
Radarmålenes nye højde blev vurderet til at udgøre en risiko for en luftøvelse, som skulle starte inden for ganske få timer. Det blev derfor besluttet at dirigere jagerfly til det nærmeste radarmål.
Flådepiloten David Fravor befandt sig i et af disse fly, og det er hans oplevelse, som senere er blevet kendt som TicTac-ufoet.
David Fravor har fortalt, at han fra en højde af ca. 6 km først så en „forstyrrelse“ på havoverfladen. Senere fik han — og piloterne på et andet F‑18 Super Hornet fly — så øje på det objekt, som Fravor efterfølgende beskrev som TicTac-formet. Det vil sige aflangt og med afrundede ender — lidt ligesom en TicTac mintpastil.
Ifølge Fravor befandt objektet sig 15 meter over det sted på havoverfladen, som virkede oprørt. Objektets bevægelse var, ifølge Fravor, uregelmæssig eller „flakkende“, og han vurderede størrelsen til ca. 17 meter.
Flådepiloten David Fravor er i
offentligheden kendt for observationen
af TicTac-ufoet i 2004.
Efter at have observeret objektet en kort stund, besluttede Fravor at flyve ned mod det for at undersøge det nærmere. Imens blev det andet Super Hornet fly, styret af piloten Jim Slaight, i 20 km’s højde.
Da Fravor bevægede sig ned mod objektet, begyndte det at stige opad for til sidst at forsvinde med stor fart mod syd. Ifølge Fravor accelererede objektet ud af syne på mindre end et sekund. Herefter vendte de to jagerfly tilbage til USS Nimitz.
Senere på dagen registrerede et andet F‑18 fly et radarmål, som det samtidig filmede med flyets ATFLIR-instrument, der bl.a. registrerer infrarødt og visuelt lys. Optagelsen herfra — døbt FLIR-videoen — er senere blevet kendt som en af de frigivne „Pentagon-videoer“ og udgør i dag den anden af de kendte hændelser fra den 14. november.
Videoen omtales også nogle gange som „TicTac videoen“ med henvisning til Fravors beskrivelse af formen på det objekt, han observerede tidligere på dagen. Det er dog langt fra givet, at der er tale om samme fænomen — og bl.a. skeptikeren Mick West har argumenteret for, at der snarere er tale om et andet jagerfly, som har befundet sig langt væk.
Først kendt mange år senere
Dette er i grove træk Nimitz-hændelsens forløb. Det er dog først mange år senere, at den kom til offentlighedens kendskab. FLIR-optagelsen slap ganske vist ud allerede få år efter hændelsen, men det var først med en artikel fra 2015 på hjemmesiden FighterSweep.com, at historien bag optagelsen blev kendt.
Det var dog ikke før New York Times-artiklerne om det amerikanske forsvars støtte til ufo-efterforskning i 2017, at der for alvor kom opmærksomhed om videoen og de øvrige begivenheder. Ikke mindst et New York Times-interview med David Fravor var med til at „katapultere“ hændelserne den 14. november 2004 op til næsten herostratisk berømmelse.
Når man dykker lidt ned i Nimitz-hændelsen, viser der sig dog hurtigt en hel del usikkerheder omkring de konkrete detaljer i hændelsesforløbet. Detaljerne afhænger ofte af, hvilke kilder man læser — og hvornår de involverede personer har udtalt sig.
Således har skeptikeren Joe Nickell bemærket i en artikel i det amerikanske tidsskrift Skeptical Inquirer i 2018, at Fravors egen beskrivelse af hændelsen har ændret sig flere gange på tværs af de interviews, han har givet. Helt i begyndelsen var der faktisk historier om, at det var David Fravor selv, der havde fløjet i det fly, der optog FLIR-videoen. Efterfølgende synes det dog slået fast, at der var tale om en anden pilot med navnet Chad Underwood.
Her ses et screenshot fra FLIR-videoen. Diskussionen om videoen
koncentrerer sig især om de sidste sekunder af den 1 minutter og
16 sekunder lange optagelse. Her ses det tilsyneladende aflange
objekt at bevæge sig hurtigt fra centrum af billedet og ud af syne
mod venstre (vist her). Dette er blevet fortolket som at objektet
accelererede hurtigt mod venstre og ud af billedet. Andre argumenterer
dog for, at bevægelsen skyldes at ATFLIR-kameraet på F‑18 flyet tabte
dets „tracking“ af objektet.
Disse usikkerheder, og de indbyrdes modstridende oplysninger, er med til at mudre billedet af, hvad der rent faktisk foregik i dagene omkring d. 14. november 2004. Og det gør det i det hele taget vanskeligt at komme med nagelfaste vurderinger af hændelsernes validitet og mulige forklaringer.
Eller som Joe Nickell formulerer det i artiklen fra Skeptical Inquirer: „Efterforskere kan næppe forventes at kunne forklare en hændelse, når det påståede præsenteres med så store selvmodsigelser og ufuldstændige og usammenhængende beretninger.“
Det er i den sammenhæng også værd at bemærke, at øjenvidnerne først blev interviewet mere end ti år efter at begivenhederne udspillede sig i Stillehavet. Det er derfor næppe så underligt, at der vil være forskellige udlægninger af de samme begivenheder, da hukommelsen ændrer sig over så lang tid.
Dertil kommer, at „hurlumhejet“ omkring offentliggørelsen af Pentagons undersøgelser og videoer efterlader et mildt sagt blandet indtryk af lødigheden af de mange historier, som fulgte i kølvandet på New York Times-artiklerne fra 2017 — heriblandt Nimitz-hændelsen.
Ikke mindst har en række mere eller mindre kulørte personligheder gjort en ihærdig indsats for at holde medie-gryden i kog. Heriblandt journalisten og forfatteren Leslie Kean, den tidligere chef for det amerikanske militærs hemmelige ufoefterforskningsprogram AATIP, Luis Elizondo, og eks-rockmusiker, millionær og ufoentusiast Tom DeLonge. SUFOI’s Henning Dethlefsen har tidligere beskrevet dette persongalleri bag de seneste års megen medieopmærksomhed .
Blandt andet har DeLonges firma To The Stars Academy stået bag produktionen af History Channel tv-serien Unidentified: Inside America’s UFO Investigation fra 2020, med Luis Elizondo som vært, og hvor ikke mindst Nimitz-hændelsen har en prominent placering. Serien blev i foråret 2022 også vist på DR’s app DRTV under titlen UFO: De tophemmelige rapporter.
Fravær af grundige studier
For mit eget vedkommende har jeg længe kun fulgt den amerikanske virak med et halvt øje.
Dels fordi det mest af alt forekommer mig at være et farverigt medieshow, dygtigt orkestreret af en håndfuld af personer centreret omkring blandt andet Leslie Kean, Luis Elizondo og Tom DeLonge. Og dels fordi mange af historierne har været meget tyndbenede, hvad angår dokumentationen.
Ofte er der kun en videooptagelse at forholde sig til, uden nogen form for baggrundsoplysninger om hændelsen. På et sådant grundlag er det selvsagt umuligt at vurdere, om der virkelig har været noget mystisk på færde, eller om det har en simpel forklaring.
Læg så hertil, at mange af hændelserne ligner noget, vi har set flere gange tidligere i ufohistorien, siden denne blev skudt i gang den 24. juni 1947 med Kenneth Arnolds observation af ni lysende skiver over bjergkæden Mount Rainer i staten Washington. For eksempel er radarvisuelle observationer bestemt ikke noget nyt — sådan som fx Washington-sagen fra 1952 viser.
I det hele taget har der gennem ufohistorien været mange eksempler på, at også militærfolk og piloter er blevet „snydt“ af kendte himmelfænomener. Det er et faktum, som modsiger de mange, der har en tendens til at tillægge observationer foretaget af militærfolk og andre „myndighedspersoner“ en særlig vægt.
Der er ingen grund til at tro, at piloter i udgangspunktet er mere pålidelige observatører end de fleste andre.
Så med hånden på hjertet må jeg indrømme, at jeg ikke har fundet de mange historier og halve rygter fra landet „over there“ værd at bruge megen tid på. Der findes godt nok tonsvis af hjemmesider, podcasts og YouTube-videoer, som diskuterer sagerne — men desværre ofte uden at gøre nogen klogere. Meget beror på spekulationer og antagelser, som ikke kan efterprøves med konkrete og tilgængelige data.
For mit eget vedkommende har jeg mest af alt savnet én samlet og grundig fremstilling og analyse af hændelserne, herunder Nimitz-sagen. Det vil sige en samlet analyse, hvor nogen graver sig langt ned i materialet og afklarer, hvad der reelt er „op og ned“ på de mange historier, og systematisk gennemgår mulige forklaringer på hændelserne.
Som svar på mine beklagelser over manglen på grundige studier af fx Nimitz-hændelsen, sendte Kim Møller Hansen mig for nyligt et link til en rapport om Nimitz-hændelsen. Rapporten var på 270 sider (hvoraf langt det meste dog er bilag) og indeholdt en række beregninger mv.
Med linket fra Kim fulgte også spørgsmålet, om det var noget, jeg kunne have lyst til at kigge nærmere på og vurdere kvaliteten af?
Jeg bed på krogen, og det er forklaringen på, at jeg — trods min generelle frygt for at spilde tiden på det amerikanske Pentagon-cirkus — nu alligevel har brugt nogle dage af årets sommerferie på at grave mig ned i ikke kun rapporten, men også Nimitz-hændelsen mere generelt.
SCU-rapport: Ikke et kendt fænomen
Rapporten er udgivet i 2019 med titlen A Forensic Analysis of Navy Carrier Strike Group Eleven’s Encounter with an Anomalous Aerial Vehicle og er udarbejdet af organisationen Scientific Coalition for ufology (SCU).
Forsiden af rapporten fra 2019 om Nimnitz-
hændelsen udgivet Scientific Coalition for Ufology.
Studiet, der ligger til grund for rapporten, er udført af en række medlemmer af SCU. Heriblandt Robert Powell, som er uddannet kemiker og har arbejdet inden for udviklingen af halvledere og nanoteknologi. Han har desuden været efterforskningsleder for den amerikanske ufo-organisation MUFON i årene fra 2007 til 2017.
SCU-rapporten fokuserer alene på Nimitz-hændelsen, hvilket også synes at være den bedst dokumenterede af „Pentagon-sagerne“. Nimitz-hændelsen er på mange måder „kronjuvelen“ for de mange, som er af den overbevisning, at det amerikanske militær har registreret fremmede og intelligentstyrede objekter i jordens luftrum.
Rapportens analyse bygger på tilgængelige oplysninger og interviews udført af dens forfattere — primært i form af diverse øjenvidneberetninger fra piloter og radaroperatører. Derudover indgår også enkelte frigivne dokumenter fra flåden samt FLIR-videoen i analysen. Rapportens forfattere tillægger imidlertid ikke sidstnævnte en så central rolle som øjenvidneberetningerne.
På baggrund af disse data gennemføres en række beregninger, som leder frem til den konklusion, at de observerede fænomener udførte accelerationer med en g‑påvirkning på mellem 40 g og helt op til flere tusind g. Det er en kraftpåvirkning langt ud over hvad mennesker kan overleve, og ingen fly kan i dag udføre accelerationer, der kommer endog i nærheden af 40 g.
Ud fra disse analyser konkluderer rapportens forfattere derfor, at de observerede genstande har udført bevægelser, som ingen kendt (jordisk) teknologi kan udføre. De går endda så langt som til at konkludere, at der var tale om et objekt, der blev kontrolleret intelligent (underforstået: af en ikke-menneskelig intelligens).
12.823 g
Et af eksemplerne på rapportens beregninger baserer sig på David Fravors beskrivelse af, at TicTac-ufoen accelererede og var „ude af syne“ på under et sekund.
Ud fra piloternes bedømmelse af objektets størrelse (ca. 13–20 meter), beregner forfatterne, hvor langt et objekt af denne størrelse skal bevæge sig, før det ikke længere kan ses med det blotte øje. De når frem til, at hvis det var 20 meter i længden, ville det skulle bevæge sig ud på en afstand af 63 km. Med piloternes vurdering af, at objektet forsvandt ud af syne på højest et sekund, vil det altså sige — ifølge rapportens forfattere — at det skulle have bevæget sig op til 63 km på kun et sekund.
Dette omregner forfatterne så til en gennemsnitlig g‑påvirkning på 12.823 g. Selv med mere forsigtige antagelser om varighed og afstand, når forfatterne stadig frem til en kraftpåvirkning på 800 g eller mere.
Man kunne her i parentes indskyde, at det forekommer urealistisk, at man vitterlig skulle kunne skelne et objekt på størrelse med en ledbus på 60 kilometers afstand. Det svarer til at man står i Viborg og ser en ledbus passere banegården i Aarhus. Det må mindst forudsætte et usædvanligt klart vejr og lysforhold, der sikrer de mest optimale observationsforhold.
Undersøgelsens kvalitet?
Formuleringerne i rapporten indikerer, at forfatterne i udgangspunktet antager, at der findes flyvende objekter i Jordens atmosfære, som er intelligent styrede (og ikke-menneskeskabte), og som lejlighedsvist registreres af militæret.
Men ser man bort fra det, forekommer rapportens tilgang på mange måder både systematisk og grundig. Der fremlægges en række beregninger af fx hastigheder og accelerationer, og antagelserne bag disse beregninger beskrives. På sæt og vis er der ikke noget teknisk galt med rapporten.
Rapportens analyser bygger dog på nogle mere grundlæggende og implicitte antagelser, som i høj grad kan problematiseres.
Vigtigst er den underforståede antagelse om, at der var tale om et fysisk fænomen samt at det var det samme fænomen, der blev registreret på radaren fra de to militærskibe, observeret af piloterne og senere filmet med ATFLIR-kameraet. Det er især gennem sammenkoblingen af disse tre separate hændelser, at Nimitz-hændelsen opnår en høj grad af besynderlighed.
Rapporten diskuterer faktisk slet ikke den mulighed, at der kunne være tale om to eller tre uafhængige fænomener, som forårsagede radarregistreringerne, de visuelle observationer og FLIR-videoen. Det er en alvorlig svaghed for analysen og konklusionen, da der tidligere har været eksempler på sammenkædning af uafhængige fænomener ved radarvisuelle observationer (fx Washington-sagen fra 1952).
beskriver at have set over Stillehavet.
Et andet overordnet kritikpunkt er, at rapportens analyser og konklusioner primært bygger på øjenvidners beretninger om en hændelse, der fandt sted mere end ti år tidligere.
Beregningerne af acceleration og hastighed af TicTac-ufoet, set af Fravor og Slaight, er endvidere udelukkende baseret på disse piloters — og især Fravors — oplevelse af afstanden til TicTac-objektet og dets bevægelse. Her må man dog rejse alvorlig tvivl om sikkerheden af disse oplevelser og deres genkaldelse mange år senere.
Med beregningerne fæstner SCU-rapportens forfattere altså stor tillid til hukommelsens sikkerhed hos piloterne såvel som deres evne til at vurdere afstand, størrelse og tid.
Eksempelvis bygger de førnævnte beregninger af accelerationen i udgangspunktet på Fravors vurdering af objektets faktiske størrelse som ca. 17 meter. En vurdering, han angiveligt foretog fra en højde af 6 km over havoverfladen!
Det forekommer ikke plausibelt, at man kan vurdere et objekts faktiske størrelse og højde over havoverfladen fra en højde af 6 km. Dermed kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved pålideligheden af disse vurderinger — og dermed også ved beregningerne, som baserer sig på dem. Det virker som noget af en undladelsessynd, at SCU-rapporten slet ikke diskuterer pålideligheden af disse vurderinger.
Denne kritik rejser også spørgsmålet om, hvorvidt TicTac-ufoen virkelig befandt sig lige over havoverfladen, sådan som Fravor oplevede det?
Hvis i stedet objektet befandt sig noget højere oppe, ville det have stor betydning for fortolkningen af Fravors beskrivelse af det, der skete, da han prøvede at nå ned til ufoen fra 6 kilometers højde.
Hvis nu objektet i virkeligheden befandt sig et sted midt imellem havet og Fravors højde, kunne dette meget vel forklare, hvorfor Fravor oplevede, at objektet begyndte at flyve op imod og passerede over ham, da han manøvrerede sit fly ned mod det. Og hvis man yderligere forestiller sig, at objektet slet ikke var så stort, som Fravor og Slaight vurderede, ville det også have betydning for SCU-rapportens beregninger af, hvor hurtigt det må have bevæget sig for at forsvinde ud af syne på kort tid.
Når SCU-rapporten slet ikke diskuterer denne mulighed, synes det at afspejle to ting: 1) En generelt manglende viden om visuel perception og visuelle illusioner. 2) Forfatternes forudgående antagelse om eksistensen af „ægte mystiske og ikke-menneskeskabte“ objekter i atmosfæren.
Naiv tilgang
I det hele taget virker rapportens tilgang til og behandling af øjenvidneberetningerne naiv. Når man som SUFOI har mange års erfaring med at indsamle og undersøge observatørers beretninger om himmelfænomener, kan det især undre, at SCU-rapporten så ukritisk tager øjenvidneskildringerne for pålydende. Og uden en kritisk diskussion heraf.
Et andet eksempel på et kritisk punkt, der ikke diskuteres i rapporten, er, hvorvidt samtalerne mellem piloter og besætningsmedlemmer på skibene USS Nimitz og USS Princeton kan have påvirket øjenvidnernes erindring af hændelserne.
Som nævnt tidligere, var det almindelig kendt på USS Nimitz og USS Princeton i dagene op til den 14. november, at der blev observeret underlige mål på skibenes radarer.
David Fravor fortæller selv i sit interview med SCU, at han fik mange kommentarer med på vejen om hans ufo-oplevelse, da han efter mødet med TicTac-ufoen vendte tilbage til USS Nimitz. Endvidere bemærkes det i SCU-rapporten, at FLIR-videoen blev delt vidt og bredt blandt besætningsmedlemmerne på i hvert fald USS Princeton (og sandsynligvis også USS Nimitz).
Alt i alt virker det sandsynligt, at hændelserne har været et varmt samtaleemne blandt besætningsmedlemmerne — og det virker derfor ikke umuligt, at de centrale øjenvidners senere erindring af hændelserne kan have været påvirket af denne snak.
Ufo-kuller på skibet?
I hvilket omfang har den megen snak om de mystiske radarmål været med til at forme de efterfølgende hændelser den 14. november? Og i det hele taget medvirket til at skabe en fælles fortolkningsramme blandt besætning og piloter for deres oplevelser under øvelsen i Stillehavet?
Kan der have været en stemning af „ufomani“ på skibene i de dage, som kan have forstærket de individuelle oplevelser og givet dem alle en fælles, overordnet fortolkning som et og samme mystiske fænomen?
Disse spørgsmål er det desværre ikke muligt at give et sikkert svar på ud fra det foreliggende materiale. Men der er elementer i beskrivelserne, som leder tankerne hen på muligheden af en form for kollektiv skabelse og påvirkning af oplevelserne.
Om ikke andet, så må de indledende dages observationer af ukendte radarmål have „tunet“ både radaroperatørernes og piloternes opmærksomhed ind på mystiske ting på himlen. Og dermed, måske, gjort dem mere sårbare for at lade sig vildlede af kendte fænomener, som de ellers — under andre omstændigheder — ikke ville have bemærket.
Var det besværet værd?
Spørgsmålet om kvaliteten af SCU-rapportens analyser og konklusioner kan, når alt kommer til alt, koges ned til spørgsmålet om, hvor stor tillid man har til øjenvidneberetningerne som objektive skildringer af det, der faktisk skete i dagene mellem den 10. og 14. november 2004.
SCU-rapporten tillægger disse beretninger en høj grad af gyldighed og foretager herudfra en lang række beregninger, som teknisk set forekommer korrekte. Men begynder man først at kradse lidt i sagen, så forekommer SCU-rapportens tilgang til øjenvidneberetningernes objektive værdi at være noget naiv, ligesom en kritisk diskussion heraf er fraværende.
Eks-rockmusikeren, millionæren og tv-produceren
Tom DeLonge (tv.) og den tidligere efterretningsagent
Luis Elizondo udgør en del af den personkreds, som i
høj grad er med til at holde historierne om Pentagon-
sagerne i live. Blandt andet gennem History Channel-
serien Unidentified: Inside America’s UFO Investigation,
hvor DeLonge var producer og Elizondo en gennemgående vært.
Med afsæt i SUFOI’s mangeårige erfaring med at undersøge observatørers oplevelser af lys på himlen, må jeg indrømme, at jeg forholder mig skeptisk i forhold til, om det er muligt at drage så nagelfaste konklusioner på baggrund af folks erindringer om hændelser, der fandt sted mere end ti år tidligere. Jeg mener derfor ikke, at SCU-rapporten fremfører noget uigendriveligt bevis for, at der virkelig befandt sig objekter i luften over Stillehavet i november 2004, som udførte bevægelser ud over hvad kendte naturlige og menneskeskabte genstande kan gøre.
Omvendt kan man dog heller ikke konkludere, at der ikke befandt sig sådanne fænomener over Stillehavet i de novemberdage. Dertil er det tilgængelige datamateriale for spinkelt og usikkert.
I det hele taget er det et stort problem, at der ikke foreligger et særligt omfattende materiale om Nimitz-hændelsen eller de øvrige hændelser, der fulgte i kølvandet på New York Times-artiklerne fra 2017.
Vi kommer næppe en endelig afklaring nærmere, før der kommer mere substans på bordet.
Dette bringer mig samtidig tilbage til anledningen for denne artikel, som var ønsket om mere dybtgående afdækninger og analyser af de seneste års mange amerikanske sager.
SCU-rapporten er tydeligvis ikke svaret på dette ønske, og den har ikke ændret min generelle oplevelse af, at de nye sager fra USA har mere at gøre med „fest og farver“ end egentlig tyngde og indhold. Heller ikke på det punkt adskiller Pentagon-sagerne sig fra hvad vi tidligere har set i ufohistorien.
Jeg vil derfor koncentrere energien om andre mere interessante emner indtil der — måske, måske ikke — kommer mere dybtgående studier på banen.
Læs mere
UFO-Mail har tidligere bragt artikler om Nimitz-hændelsen såvel som andre af de sager, der fulgte i kølvandet på artiklerne i New York Times i 2017. Se fx:
UFO-Mail nr. 252,
UFO-Mail nr. 255,
UFO-Mail nr. 268,
UFO-Mail nr. 276,
UFO-Mail nr. 279,
UFO-Mail nr. 308,
UFO-Mail nr. 313,
UFO-Mail nr. 323,
UFO-Mail nr. 329,
UFO-Mail nr. 330,
UFO-Mail nr. 344,
UFO-Mail nr. 346,
UFO-Mail nr. 360 og
UFO-Mail nr. 362.
Den amerikanske skeptiker Mick West har i flere YouTube-videoer taget Nimitz-hændelsen — og især FLIR-videoen — under kritisk behandling og givet sit bud på en mulig forklaring.
Se fx denne analyse af FLIR-videoen eller Wests gennemgang af Pentagon-videoerne på YouTube-kanalen Cool Worlds.
Kilder
Kim Møller Hansen: Project Saucer — Da ufomyten blev skabt. SUFOI, 2015.
Eugen Semitjov: De ufattelige ufoer. A & K Borgen, 1979.
Edward U. Condon: The final report of the Scientific Study of Unidentified Flying Objects. Bantam Books, 1969.
Robert Powell m. fl.: A Forensic Analysis of Nave Carrier Strike Group Eleven’s Encounter with an Anomalous Aerial Vehicle. Scientific Coalition for Ufology, 2019.
The Black Vault Podcast. Episode #73 — Robert Powell and Mick West on the Nimitz UFO Encounter.
Paco Chierici: There I was: The X‑files Edition. FighterSweep, 14. marts 2015.
Joe Nickell: Navy Pilot’s 2004 UFO: A Comedy of Errors. Skeptical Inquirer, nr. 3, årg. 42, 2018.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.
