Var det en ufo?
„Ufoer! Det er også det, man kalder for flyvende tallerkener“, udbryder Oliver på snart 10, da han ser mig komme med bogen. Han er lige så gammel, som jeg var, da jeg begyndte at interessere mig for emnet i 1975.
Han skal senere vise sig at være godt bekendt med både Area 51, Roswell og anden „ufo-lore“. Sandsynligvis fra de mange spil og tv-serier han konsumerer i rå mængder på alle tilgængelige medieplatforme.
Lillesøster Laura på 4 smager på ordet.
„Uuufo“, siger hun og laver en flyvende bevægelse med hånden, da jeg forklarer, at „ufo“ betyder „Uidentificeret flyvende objekt“. Selv om det der „uin’ficeret“ ikke helt får nogen klokker til at ringe. Det var det flyvende, der gav bevægelsen. Men „ukendt“ forstår hun, da jeg bruger det ord til at forklare hende, hvad „uin’ficeret“ betyder.
Oliver og Laura lytter interesserede, mens bedstefar Benny læser op fra børnebogen „Var det en ufo?“ af Søren Hemmingsen.
(Fotograf: Beate Grandahl)
|
Ikke den første børnebog om ufoer på dansk
Jeg har bevæbnet mig med et par af børnebørnene til anmeldelsen af den seneste børnebog om ufoer på dansk. For selv er jeg ikke helt oppe at ringe over bogen. Men aldersmæssigt ligger jeg jo heller ikke sådan lige midt i målgruppen. Så derfor besluttede jeg mig for at teste bogens indhold af på dem, den er skrevet til.
Det er faktisk ikke den første dansksprogede børnebog, der er udgivet om ufoer på det seneste. I 2020 udsendte Gad UFO — Flyvende tallerkener gennem historien — skrevet af englænderen Allan Allsuch Boardman og udgivet i samtryk på flere forskellige sprog.
For ufoer er i vælten som aldrig før. Både i ungernes favoritserier på streamingtjenesterne, i diverse spil og i medierne. For en lille klike af amerikanske plattenslagere med gode forbindelser til medierne og den amerikanske administration har over de seneste 5–6 år virkelig haft held til at få de flyvende tallerkener tilbage på radaren hos alt og alle i hele verden.
Derfor er det godt, at de mindste kan få sat historien bag ufoerne på plads i det gode, gamle analoge medie, bogen, uden hektisk baggrundsmusik og en hæsblæsende fortælling.
Bogen kommer rundt om det meste
Skulle jeg selv bedømme bogen med den mangeårige viden, jeg har om ufoer, er det tydeligt, at forfatteren har taget sig nogle friheder for at gøre emnet mere børnevenligt.
Men — viser det sig selvfølgelig, da jeg læser bogen højt for ungerne — betyder det ikke en døjt, når du aldrig har hørt om ufoer andre steder end i tv-serier og diverse spil.
Det viser sig hurtigt, da jeg tester bogen af på de til lejligheden inviterede børnebørn — nå nej, vi skulle have dem alligevel.
Bogen formår virkelig at fange dem ind i starten og give dem historien lige fra Kenneth Arnolds møde med de 9 „underkopper, som slår smut på vandet“ — den beskrivelse, som var med til at skabe begrebet „flyvende tallerkener“ — over „nedstyrtningen“ i Roswell (som er temaet i masser af de tv-serier, de følger) og til den danske betjent Maarups nærkontakt i 1970. Samt — lidt senere — videre helt frem til i dag.
Vi kommer også forbi Area 51 — og det sted kender Oliver. Det er dér, den amerikanske regering skjuler en alien. Jo, den medieskabte fortælling er allerede på plads i en alder af 10 år.
SUFOI er med
Selv SUFOI er der blevet plads til en omtale af i bogen — yeah! Dog på samme side, som der omtales astroarkæologi, og at nogen har ufoer som en religion.
Ikke at forfatteren forsøger at kæde de to ting sammen overhovedet. Det er kun mig, det falder for brystet. For omtalen af SUFOI er både sober og meget faktuel: „Gruppens formål er at videregive både gammel og ny viden om ufoer“.
En dreven børnebogsforfatter
Er det en ufo? er skrevet af Søren Hemmingsen. Han er en dreven faglig formidler til børn, og han har skrevet masser af bøger om alt lige fra Batman over amerikanske præsidenter og til ninjaer. Derudover har han skrevet en række spændende fortællinger og meget andet godt til børn.
Søren Hemmingsen har sat sig pænt ind i stoffet, har udvalgt nogle af de mest kendte „ufo-historier“ og formår at formidle det på en måde, så børnene bliver fanget ind og får tingene forklaret på en letforståelig måde.
Dog gik nærværende børnebørn lidt sukkerkolde i det, da bogen bruger en del plads på at forklare graderne af nærkontakt — som der vel næppe er nogen, der bruger i dag. Samt senere, hvor bogen bruger hele to opslag på at formidle en pointe om det medieskabte billede af ufoer og aliens.
Det gør den ved at give et referat af alt lige fra radiospilsudgaven af Klodernes Kamp over filmen The Day the Earth Stood Still og til Independence Day. Og så forklare, hvordan de alle tegner et billede af fjendtlige fremmede.
Det bliver ikke bedre af, at bogen herefter forsætter med at fortælle om Voyager-sondernes guldplader som vores forsøg på at sende et budskab til andre kloder.
Det virker som mere støj i ungernes ører — og derfra taber jeg dem, selvom vi kommer tilbage til både forbiflyvningen af Oumuamua, de nye ufofilm fra det amerikanske luftvåben og ufo-rapporten til den amerikanske kongres.
Der er begge unger for længst fløjet videre i deres eget mentale univers, og Oliver er begyndt at sende længselsfulde blikke i retning af sin iPhone.
Så det, som startede med at fange deres opmærksomhed, fiser lige så stille ud i ingenting.
Ærgerligt.
Men lidt senere kommer der gang i snakken igen for en kort periode (for nu er iPhonen havnet i hånden på ældste-barnebarnet). For jeg har hentet et par andre ufobøger og gamle ufo-blade frem. Her viser jeg dem bl.a. billeder af betjent Maarup fra en af bøgerne og tegningerne af hans nærkontakt fra UFO-Nyt nr. 4 i 1970.
„Tænk, at han var politibetjent og blev stoppet af en ufo“, siger Oliver i en tone, som antyder, at så må der være noget om snakken. Der er stadig nogen, som har en smule respekt for politiet.
Billedmaterialet kunne godt have været bedre
Netop billedmaterialet kunne bestemt have været bedre i denne bog. Meget af det er stockphotos. Og stilen er ufoer, som mere ligner noget fra filmen Independence Day end de grynede lysprikker, vi andre er vant til at se på videoer og billeder.
Det giver bestemt mere opmærksomhed hos ungerne. Men hvor ville jeg dog ønske, at forlaget lige havde spurgt SUFOI om lov til at låne de oprindelige tegninger fra 1970 af Maarups observation (i stedet for at bringe en tegning af en mand, der står uden for sin bil og kigger efter et ufo-lignende objekt).
Eller bragt nogle af de klassiske — var lige ved at skrive ægte — ufo-billeder fra nogle af de begivenheder, der omtales.
De eneste autentiske billeder er det af ufo-crash sitet i Roswell og Jesse Marcel, der sidder med stykkerne af den meteorologiske ballon. Samt guldpladen fra Voyager.
Men igen havde det nok kun været mere til glæde for os, der kender stoffet i forvejen. For ungerne gør det næppe den store forskel. Ud over at det billede, de får af ufoerne, lægger sig meget op ad det medieskabte billede, de kender — som bogen indirekte advarer imod.
Titlen havde fået mig til at forvente noget andet
Så er der titlen Var det en ufo?.
Her må jeg indrømme, at jeg havde forventet mig noget andet. En historie om et barn, som ser noget mystisk på himlen, og så finder ud af, hvad det er. Det kunne nemt have været det bærende tema i bogen og stadig givet plads til at fortælle ufoernes historie.
Men nu hedder den så det, som den hedder. Og har du børn eller børnebørn, som skal introduceres til ufoer, er den ikke et dårligt bud. Selvom forfatteren tager sig et par friheder, som stikker lidt i øjnene på os ufo-nørder. VI kan så bruge bogen som en introduktion til at snakke om ufoer og kan så tage den videre derfra, hvis emnet fanger hos ungerne.
Den anbefaling kan Søren Hemmingsen takke børnebørnenes reaktion på bogen for.
PS: På et tidspunkt kunne jeg ikke lade være med at korrekse lidt på indholdet. Men det spottede Oliver straks, fordi han sad og læste med. Så efter et sigende blik fra ham, valgte jeg at holde mig til manuskriptet.
Man er vel en lydig bedstefar.
Af Søren Elmerdahl Hemmingsen: „Var det en ufo?“,
48 sider, illustreret, Alinea Rød fagklub 2022
Læsetips mellem himmel og jord
Reality-stjerne-astronom afsløret som hjernen bag Pentagons ufo-rapport
„Chef-forskeren“ bag Pentagon-rapporten er blevet afsløret som astrofysiker og reality-stjerne Travis Taylor.
I USA er Travis Taylor mest kendt for sin medvirken i TV-showet Ancient Aliens, der beskæftiger sig med pseudoævidenskabelige teorier om ufoer og aliens. Derudover har Taylor gjort sig bemærket ved at udtale, at han har „set flere ufoer, end han kan tælle“, og at han er blevet forfulgt af paranormale væsner.
Læs mere på Videnskab.dk.
NASA’s undersøgelse af ufoer
„I betragtning af de få observationer er vores første opgave simpelthen at indsamle det mest robuste sæt af data, vi kan“, udtalte astrofysiker David Spergel den 9. juni 2022, da det blev offentliggjort, at NASA havde nedsat et ufoundersøgelsesteam. „Vi vil identificere, hvilke data — fra civile, regering, non-profitorganisationer, virksomheder — der findes, hvad vi ellers skal forsøge at indsamle, og hvordan vi bedst analyserer dem“.
Arbejdet i NASA Unidentified Aerial Phenomena Independent Study skal begynde „tidligt i efteråret 2022“ og strække sig over ni måneder. Budgettet er på 100.000 dollar.
Du kan følge udviklingen på NASA Unidentified Aerial Phenomena Independent Study.
Få overblikket over den chilenske flådes ufoer på film
Det kan næppe have forbigået nogens opmærksomhed, at den amerikanske freelancejournalist Leslie Kean spiller en fremtrædende rolle i det medieskabte Pentagon-ufo-cirkus (se fx „Pentagon i UFO-storm“ og „Leslie Keans ammestuesnak — og gammel vin på nye flasker“).
Leslie Kean har et afslappet forhold til fakta og forsøger — med held — at holde gryden i kog, så der fortsat er salg i hendes bøger og artikler om ufoer og paranormale fænomener (se fx Leslie Kean). Kean har bl.a. promoveret film og billeder, som en såkaldt videnskabelig gruppe nedsat af den chilenske regering har undersøgt i to år uden at finde en forklaring på. Forklaringerne blev fundet i løbet af fem dage af ihærdige internetbrugere. Forklaringer, som Kean naturligvis blankt afviser.
Læs mere på „The Chilean Navy UFO“ og „Explained: Chilean Navy ‚UFO’ video — Aerodynamic Contrails, Flight IB6830“.
Denne infrarøde optagelse fra den chilenske flåde ser umiddelbart ud til at vise et flyvende objekt med en slags hale. (Stillfoto fra „Chile Helicopter UFO — FULL“)
|
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.