Ild­kug­le faldt i van­det nær Fåborg i 1910

 

 

Mid­del­fart Avis brin­ger 10. febru­ar 1910 en beret­ning om en ild­kug­le, der faldt ned i van­det tæt ved kysten:

En stor Mete­o­r­sten fal­der ned syd­vest for Faa­borg og fin­des i van­det. Fra Bøj­den skri­ves til Faa­borg Fol­ke­ti­den­de:

Da fhv. Kryd­stol­das­si­stent Ban­ke med Frue i Bøj­den ved Faa­borg midt i for­ri­ge Uge en Aften ved 12-Tiden pas­se­re­de Lan­de­vej­en ved Køb­mand K. Chri­sten­sen, saa de et lysen­de Lege­me, lig­nen­de en Ild­kug­le, kom­me faren­de fra den øst­li­ge Him­mel og dale ned i Van­det et kort Styk­ke fra Land.

Den frem­brag­te ved sin Fart gen­nem Luf­ten en hvis­len­de Lyd, som naar der udla­des Damp fra en Damp­ma­ski­ne. Hr. og Fru Ban­ke tro­e­de straks, det var en Ilde­brand, men blev hur­tigt klar over, det var en Mete­o­r­sten.

I Søn­dags, da Vand­stan­den var lav, blev Ste­det fun­det, hvor Mete­o­ren faldt, og paa Hav­bun­den fand­tes der iflg. „Faab. Flkt.“ sam­men­s­mel­te­de Mete­o­r­stum­per, som blev bragt i Land. Resten sid­der end­nu ca. 1 Fod i Hav­bun­den, og har et Omfang af 4–5 Alen. Fle­re Keg­ler rager op til Van­d­over­fla­den.

Beret­nin­gen er omtalt i min bog „Ild­kug­ler over Dan­mark — om sten der aldrig fløj“.

Sten fun­det, men…

En efter­lys­ning i lokalt arkiv samt via Face­book gav i maj 2017 desvær­re ikke yder­li­ge­re oplys­nin­ger i sagen. Det kun­ne ellers have været spæn­den­de så man­ge år efter at sid­de med en stump af den opfi­ske­de sten i hån­den og få den ana­ly­se­ret for måske at bestem­me dens nær­me­re oprin­del­se.

I et ekstra for­søg på måske at få lidt fle­re reak­tio­ner efter­ly­ste jeg even­tu­el­le gam­le, opfi­ske­de sten i Ugea­vi­sen Faa­borg 20. novem­ber 2018, og kort efter modt­og jeg en tele­fo­nisk hen­ven­del­se fra et ældre ægte­par fra Bro­by på Fyn. De hav­de en sten lig­gen­de, som jeg ved lej­lig­hed kun­ne kom­me for­bi og kig­ge nær­me­re på. Ste­nen hav­de de fået over­dra­get af en slægt­ning for mere end 50 år siden. Den er oprin­de­ligt fun­det man­ge år tid­li­ge­re ved stran­den ved Søn­der­hjør­ne syd­vest for Bøj­den og skul­le efter fami­lie­tra­di­tio­nen være en mete­o­r­sten. Dens oprin­del­ses­sted var alt­så hel­ler ikke helt ved siden af.

Ikke en mete­o­rit

Et nyligt besøg hos ægte­par­ret på Fyn godt­gjor­de, at der er tale om en man­ge kilo tung sten, der sam­men med andre flot­te sten står ved ind­kørs­len til ægte­par­rets hus.

Der er tale om en basal­tisk bjer­g­art med tyn­de spræk­ker, der er ble­vet opfyldt med yngre bjer­g­ar­ter, især kvarts. Dis­se frem­træ­den­de spræk­ker med hår­de­re par­ti­er i ste­nen frem­træ­der især mere syn­ligt, når ste­nen sene­re ero­de­res ned af vind og vejr.

Sådan­ne fæno­me­ner ken­des ikke fra mete­o­rit­ter.

Hvad ske­te i 1910?

Iflg. den oprin­de­li­ge beret­ning i Faa­borg Fol­ke­ti­den­de som refe­re­ret i Mid­del­fart Avis, har hr. Ban­ke med frue en aften ved mid­nat­s­tid obser­ve­ret et lysen­de Lege­me, lig­nen­de en Ild­kug­le, kom­me faren­de fra den øst­li­ge Him­mel og dale ned i Van­det et kort Styk­ke fra Land.

Det må lig­ge fast, at ægte­par­ret Ban­ke er ble­vet over­ra­sket over at obser­ve­re en stor ild­kug­le på nat­te­him­len — et stort meteor. Det er dog mere tvivl­s­omt, om lys­fæ­no­me­net har været så tæt på, at de sam­ti­dig har hørt en hvis­len­de lyd og et ned­fald, og højst sand­syn­ligt har ild­kug­len befun­det sig måske 50–100 km bor­te. Ild­kug­ler sluk­kes des­u­den i 20–40 km’s høj­de, hvor­ef­ter mete­o­ren fort­sæt­ter, uden at man kan se den. Det er meget ofte sket — også i nye­re tid i Dan­mark ‑at ild­kug­le­fæ­no­me­ner er anta­get at være lan­det få hund­re­de meter bor­te i træ­er og buske, så man måske vil­le lede efter ned­fald­ne mete­o­rit­ter. Sager hvor man bevis­ligt rent tek­nisk via over­våg­nings- og ild­kug­le­ka­me­ra­er sene­re har kun­net doku­men­te­re, at ild­kug­len befandt sig måske mere end 100 km bor­te i obser­va­tions­ø­je­blik­ket.

I beret­nin­gen fra 1910 er man efter­føl­gen­de ble­vet opmærk­som på sten stik­ken­de op over van­d­over­fla­den ved lav vand­stand i nær­he­den af det sted, hvor obser­va­tø­rer­ne anta­ger, ild­kug­len må være gået ned. Her har man sand­syn­lig­vis, som det ofte ses i for­bin­del­se med vis­se ufoop­le­vel­ser, sam­men­kæ­det to af hin­an­den i øvrigt uaf­hæn­gi­ge ting, og nået til den kon­klu­sion, at ste­ne­ne er ikke bemær­ket tid­li­ge­re, der­for må der være tale om „ild­kug­len“ — ned­fald­ne mete­o­rit­ter.

De opfi­ske­de sten er her­ef­ter gemt for efter­ti­den og lig­ger måske sta­dig opbe­va­ret for­skel­li­ge ste­der i omeg­nen. Det skal dog til­fø­jes, at der ikke er noget bevis for, at den net­op under­søg­te sten fra Bro­by vir­ke­lig er en af de oprin­de­ligt opfi­ske­de sten. Men ste­nens oprin­del­ses­sted og fami­li­ens histo­rie langt til­ba­ge i tiden om, at der var tale om en mete­o­rit, kun­ne meget vel tyde på, at det fak­tisk var en af de opfi­ske­de sten fra 1910.

Det er tid­li­ge­re ble­vet nævnt i UFO-Mail og SUFOI’s øvri­ge udgi­vel­ser, at det er ret umu­ligt at vur­de­re afstan­de til lys­fæ­no­me­ner iagt­ta­get med en mørk him­mel som bag­grund. Obser­va­tø­rers angi­vel­ser af afstan­de er der­for som hoved­re­gel for­ker­te.

I Toke Haunstups bog „50 år med ufo­er — erfa­rin­ger fra halv­treds års rap­port­ar­bej­de“ kan læses mere om afstands­be­døm­mel­ser, fejl­for­tolk­nin­ger og ople­vel­ser sam­men­koblet af fal­ske sam­men­hæn­ge.

Bogen kan gra­tis down­lo­a­des fra SUFOI’s
hjem­mesi­de: http://www.sufoi.dk/e‑boger/
boger/50%20aar%20med%20ufoer.pdf
.

 

Stjer­neskud og ild­kug­ler

Næsten alle men­ne­sker har set et stjer­neskud og har sik­kert tra­di­tio­nen tro ønsket sig noget. Dis­se lys­spor på him­len af gan­ske kort varig­hed skyl­des små støv­korn fra rum­met. De bræn­der op i Jor­dens atmos­fæ­re, og lys­fæ­no­me­net kal­des for mete­o­rer. Når der er tale om stør­re støv­korn eller lige­frem små stenstyk­ker, bli­ver lyset til­sva­ren­de stør­re og kraf­ti­ge­re og kal­des ild­kug­ler (eng. boli­de). Sådan­ne kraf­ti­ge mete­o­rer optræ­der fak­tisk gan­ske ofte. Før­ste gang man ople­ver det, bli­ver man forun­dret over lysets varig­hed og styr­ke — måske end­da kraf­ti­ge­re end fuld­må­nens lys.

Mete­o­rer kan have for­skel­li­ge far­ver, afhæn­gigt af hvil­ke stof­fer de består af. Afhæn­gig af banen kan man se dem i alle ret­nin­ger, også opad­gå­en­de. Ofte ses en lysen­de hale eller „gni­ster“ efter mete­o­ret. En del af de sto­re mete­o­rer deler sig, så en klyn­ge af lyskug­ler ses fly­ve hen over him­len næsten som i en slags for­ma­tion. Ved meget sto­re ild­kug­ler kan der fore­kom­me lyd­murs­brag eller deto­na­tio­ner, lige fra få sekun­der og op til fle­re minut­ter efter ild­kug­lens for­svin­den. Typi­ske mete­o­rer ses kun i en brøk­del af et sekund. Stør­re mete­o­rer — ild­kug­ler — kan ses i måske 20 sekun­der eller end­nu læn­ge­re. Selv om mete­o­rer ser ud til at være tæt på, bræn­der de næsten altid op i stor høj­de ? langt væk i for­hold til obser­va­tø­rer­ne. Det sam­me meteor kan ofte ople­ves af man­ge men­ne­sker ? især et lys­stærkt — og give anled­ning til omta­le i medi­er­ne.

Når man har set ild­kug­len, hvor­dan fin­der man så mete­o­rit­ten? Det er desvær­re yderst sjæl­dent at en ild­kug­leob­ser­va­tion fører til fun­det af en mete­o­rit. I prin­cip­pet vil man kun­ne bru­ge øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger til at fast­læg­ge ild­kug­lens bane og så reg­ne sig frem til ned­falds­ste­det. I prak­sis er det desvær­re sådan at øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger sjæl­dent er sær­lig nøj­ag­ti­ge. Spe­ci­elt ild­kug­lens hastig­hed er næsten umu­lig at få en god idé om. Et andet pro­blem er at ild­kug­len sluk­kes i 20–40 km’s høj­de hvor­ef­ter mete­o­ren fort­sæt­ter uden at man kan se den.

Kil­de: Hen­ning Haa­ck: Mete­o­rit­ter — tids­kaps­ler fra Sol­sy­ste­mets oprin­del­se, Gyl­den­dal, 2012

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker

Den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tysons lil­le, char­me­ren­de bog er skre­vet, så du og jeg kan få en for­nem­mel­se af vores vil­de og smuk­ke hjem – uni­ver­set. Læs om alt fra Big Bang til sor­te hul­ler, fra kvar­ker til kvan­te­me­ka­nik og mørkt stof, og jag­ten på at opda­ge exo­pla­ne­ter og fin­de andet liv i uni­ver­set.

Skat­tej­agt

I den­ne bog for­tæl­ler Klaus Aars­l­eff om skat­te­le­gen­der, om skat­te der ikke er fun­det end­nu, om sto­re skat­te som er fun­det, og om hvor­dan moder­ne tek­no­lo­gi i dag har gjort det meget let­te­re at være skat­tejæ­ger.

Uan­set hvil­ken skat det hand­ler om.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.