Opryd­nings­salg

Vi har ryd­det op i gem­mer­ne og fun­det adskil­li­ge årgan­ge af UFO-Nyt, som de hur­ti­ge kan købe til en uhørt lav pris.

Kun kr. 29 pr. årgang.

Hver årgang er på fire num­re (i alt 96 sider).

Det dre­jer sig om føl­gen­de årgan­ge, som sæl­ges til kr. 29 pr. årgang, så læn­ge lager haves:

Årgang 2002, 2003, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010.

Når du køber en årgang, får du et gra­tis eksem­plar med af det aller­sid­ste num­mer af UFO-Nyt, nem­lig UFO-Nyt 2010 nr. 4.

UFO-Nyt årgan­ge­ne bestil­les i SUFOI’s Butik.

Myste­ri­et om Flight 19

Den mest berøm­te histo­rie i til­knyt­ning til Ber­m­u­da Tre­kan­ten hand­ler om Flight 19 — fem fly som for­svandt spor­løst den 5. decem­ber 1945. Myste­ri­et om Flight 19 begynd­te gan­ske rig­tigt i det områ­de, som popu­lært benæv­nes Ber­m­u­da Tre­kan­ten, men alt tyder på, at myste­ri­et slut­te­de et helt andet sted.

Begi­ven­he­der­ne udlø­ste en af de stør­ste efter­søg­nin­ger nogen­sin­de i områ­det med del­ta­gel­se af 30 ski­be og 242 fly — her­af 70 Aven­gers, der for­gæ­ves for­søg­te at fin­de seks fly og 27 besæt­nings­med­lem­mer.

Begi­ven­heds­for­lø­bet i det føl­gen­de byg­ger bl.a. på doku­men­ter stil­let til rådig­hed af Naval Air Sta­tion Fort Lau­der­da­le Muse­um og to anbe­fa­lel­ses­vær­di­ge bøger: Gian J. Qua­s­ars: They Flew Into Obli­vion (Brodwyn-Moor & Doa­ne 2013) og Jon F. Myhres: Discove­ry of Flight 19. A 30-Year Search for the Lost Patrol In the Ber­m­u­da Tri­ang­le (The Para­gon Agen­cy 2012).

Ons­dag den 5. decem­ber 1945 kl. 14.08 let­te­de fem Grum­man Aven­ger tor­pedo­bom­be­fly fra flå­de­sta­tio­nen i Fort Lau­der­da­le i Flo­ri­da for at fly­ve ud på det, som skul­le have været en gan­ske almin­de­lig, ruti­ne­mæs­sig øvel­ses­mis­sion, der var plan­lagt til at vare 2 timer og 15 minut­ter.

En Aven­ger var et tor­pedo­bom­be­fly, som før­ste gang kom i kamp under Sla­get om Midway i juni 1942. Der blev pro­du­ce­ret næsten 10.000 eksem­pla­rer af fly­et i man­ge for­skel­li­ge ver­sio­ner, og fly­ty­pen var i aktiv tje­ne­ste helt frem til juli 1960. Foto: www.nasflmuseum.com

 

Flight 19 blev anført af den erfar­ne løjt­nant Char­les Car­roll Tay­l­or, som hav­de 2.509 fly­ve­ti­mer bag sig, her­af 616 timer i Aven­gers, 273 timer udsta­tio­ne­ret på han­garski­be samt 61 timers kam­per­fa­ring under Anden ver­denskrig i Stil­le­ha­vet.

Kort: Hen­rik Klin­ge Pedersen/SUFOI Pic­tu­re Library

I de fire andre fly sad der ele­ver i pilot­sæ­det. De fire ele­ver var uddan­net som pilo­ter i hæren og skul­le nu omsko­les på Naval Air Sta­tion (NAS) Fort Lau­der­da­le for efter­føl­gen­de at kun­ne fly­ve i flå­dens tje­ne­ste og bli­ve udsta­tio­ne­ret på et han­garskib.

Pilo­ter­ne hav­de i gen­nem­snit 350–400 fly­ve­ti­mer. Her­af 65 timer i Aven­gers og man­ge flyv­nin­ger i områ­det omkring Fort Lau­der­da­le. De hav­de alle — bort­set fra Char­les Tay­l­or, som tid­li­ge­re hav­de været udsta­tio­ne­ret i Mia­mi — adskil­li­ge gan­ge flø­jet den rute, som var på pro­gram­met den 5. decem­ber 1945, og hav­de i øvrigt træ­net kri­se­si­tu­a­tio­ner, fx nød­lan­ding på havet, og hvad man gør i til­fæl­de af at være faret vild. Tay­l­or hav­de under krigs­hand­lin­ger kla­ret at nød­lan­de tre gan­ge med en Aven­ger i havet.

Et Aven­ger-fly har en besæt­ning på i alt tre mand: en pilot, en radio­mand og en skyt­te. På den skæb­nesvan­gre dag mang­le­de man en radio­mand (som var fri­ta­get for tje­ne­ste), så der var 14 i ste­det for 15 besæt­nings­med­lem­mer.

Femogty­ve minut­ter før Flight 19 let­te­de, var Flight 18 gået i luf­ten for at gen­nem­fø­re en øvel­ses­flyv­ning, som den Flight 19 skul­le ud på. Der var i det hele taget man­ge Aven­gers i luf­ten på den­ne trav­le dag.

NAS Fort Lau­der­da­le anvend­te i 1945 en tre­kan­t­ru­te til en af navi­ga­tions­ø­vel­ser­ne. For­må­let var at træ­ne pilo­ter­ne i at fin­de deres mål på bag­grund af vin­dret­nin­ger, til­ba­gelagt fly­ve­tid, bøl­ger­nes ret­ning, land­ken­ding m.m. Hver side i tre­kan­t­ru­ten blev kaldt et „ben“.

Flight 19 skul­le fly­ve i 1.000 fods høj­de 96 km ud over havet mod øst til Chi­ck­en & Hen Sho­als (med en af pilo­te­le­ver­ne som vej­vi­ser), hvor der skul­le fore­ta­ges en øvel­ses­bomb­ning nær et gam­melt skibsvrag. Den­ne del af øvel­sen skul­le tage 20 minut­ter. Her­ef­ter vil­le de fem fly fort­sæt­te øst­på end­nu 124 km (under en ny pilo­te­levs kom­man­do) til Gre­at Stir­rup Cay og her ændre kurs mod nord­vest (under en ny pilo­te­levs ledel­se), fly­ve 135 km og der­med pas­se­re Grand Baha­ma Island for til sidst ud for Gre­at Sale Cay at svin­ge mod syd­vest og under ledel­se af den fjer­de og sid­ste pilo­te­lev retur­ne­re til Fort Lau­der­da­le ved at fly­ve de sid­ste 230 km (se den stip­le­de tre­kant på kor­tet).

Som ansvar­lig leder for øvel­ses­flyv­nin­gen var det Tay­l­ors opga­ve at hol­de sig bag de fire pilo­te­le­ver og vur­de­re deres navi­ga­tions­ev­ner. Hvis blot én af dem mis­se­de et af de ellers meget tyde­li­ge land­ken­dings­mær­ker, vil­le hele patrulj­en dum­pe og få en anmærk­ning. Men flyv­nin­gen blev betrag­tet som ruti­ne­mæs­sig, og man anså det for usand­syn­ligt, at nogen kun­ne lave en navi­ga­tions­fejl, uden at de øvri­ge vil­le opda­ge det og rea­ge­re.

Vin­dret­ning og hastig­hed var fast­slå­et for hele turen, og pilo­te­le­ver­ne var sted­kend­te, så intet tyde­de på, at den­ne flyv­ning skul­le bli­ve ander­le­des end alle tid­li­ge­re. Alli­ge­vel gik noget fryg­te­ligt galt i det­te områ­de, hvor vej­ret i begyn­del­sen så ud til at være fint, og hvor de 700 stør­re og min­dre øer gav mas­ser af pej­le­mær­ker at navi­ge­re efter.

Naval Air Sta­tion Fort Lau­der­da­le blev luk­ket som flå­de­ba­se i 1946 og hed­der i dag Fort Lau­der­da­le-Hol­lywood Inter­na­tio­nal Air­port. Foto: www.nasflmuseum.com

Øvel­ses­bomb­nin­gen blev afslut­tet kl. 14.40, hvor­ef­ter turen gik vide­re mod Gre­at Stir­rup Cay, hvor næste „ben“ skul­le ind­le­des. Omkring kl. 15.40 skul­le de kun­ne se Grand Baha­ma for­an dem. Det er en af de stør­ste øer i områ­det og umu­lig at over­se. Omkring det­te tids­punkt ops­nap­pe­de en anden fly­ve­in­struk­tør løjt­nant Robert Fort Cox i FT-74, der befandt sig i en Aven­ger ud for Fort Lau­der­da­le (se A på kor­tet), brud­styk­ker af en sam­ta­le mel­lem Tay­l­or (FT-28) og en af pilo­te­le­ver­ne. En stem­me sag­de til en per­son ved navn Powers:

„Powers, hvad viser dit kom­pas? Powers? Hvad viser dit kom­pas?“

Powers sva­re­de, men Cox kun­ne ikke høre sva­ret.

Tay­l­or sva­re­de: „Jeg ved ikke, hvor vi er. Vi må være faret vild efter den sene­ste kurs­æn­dring.“ (Tay­l­or over­tog ansva­ret for navi­ga­tio­nen kort efter, at fly­e­ne hav­de pas­se­ret Gre­at Stir­rup Cay).

Flight 19 befandt sig på det­te tids­punkt for­ment­lig vest for Grand Baha­ma (se pkt. B på kor­tet).

Løjt­nant Cox kon­tak­te­de kon­troltår­net i Fort Lau­der­da­le og gjor­de opmærk­som på, at nogen så ud til at være faret vild. Cox for­søg­te for­gæ­ves at kom­me i kon­takt med Tay­l­or. Han kun­ne dog høre sam­ta­ler pilo­ter­ne imel­lem, og hør­te tyde­ligt Tay­l­or sige:

„Har nogen af jer et for­slag? … Jeg tror, at vi befin­der os over ‚the Keys’“

Det lyk­ke­des løjt­nant Cox at få kon­takt med Tay­l­or og bry­de ind i sam­ta­len: „Det­te er FT-74. Fly eller skib, som kal­der ‚Powers’, vær ven­lig at iden­ti­fi­ce­re dig.“

Efter end­nu et for­søg kom sva­ret fra en mand, der iden­ti­fi­ce­re­de sig som FT-28 (Tay­l­or). Cox spurg­te: „FT-28, det­te er FT-74. Hvad er dit pro­blem?“

Tay­l­or sva­re­de: „Beg­ge mine kom­pas­ser er defek­te, og jeg prø­ver at fin­de Fort Lau­der­da­le, Flo­ri­da. Jeg befin­der mig over land, men det er opdelt i min­dre dele [det har højst sand­syn­ligt været ræk­ken af øer, som slut­ter nord­på ved Wal­ker’s Cay, se C på kor­tet. Klok­ken 16.25 pas­se­re­de Flight 19 Wal­ker’s Cay. Det var sid­ste gang, at pilo­ter­ne hav­de land­ken­ding]. Jeg er sik­ker på, at jeg befin­der mig ved the Keys [Key West], men ikke hvor langt ude, og jeg ved ikke, hvor­dan jeg kom­mer til Fort Lau­der­da­le.“

Løjt­nant Cox gav Tay­l­or instruk­tion om, hvor­dan Flight 19 skul­le fin­de til­ba­ge til Fort Lau­der­da­le, hvis fly­e­ne vir­ke­lig befandt sig over the Keys. Cox for­søg­te også fle­re gan­ge i løbet af dagen at få sendt et fly ud til Flight 19, så det kun­ne vise vej for de fortab­te pilo­ter. Men Cox’ anmod­ning blev afvist af fly­ve­l­e­del­sen — også da han efter at være lan­det hav­de fore­slå­et, at han kun­ne fly­ve ud og hen­te Flight 19 hjem.

I løbet af efter­mid­da­gen var der med mel­lem­rum radi­okom­mu­ni­ka­tion mel­lem fle­re fly­ba­ser langs Flo­ri­das kyst og Flight 19, men radi­okom­mu­ni­ka­tio­nen var for det meste meget svag, usam­men­hæn­gen­de og stærkt for­styr­ret af sta­tisk støj og radioud­sen­del­ser fra Cuba, hvil­ket ikke var unor­malt.

Tay­l­or blev på et tids­punkt bedt om at skif­te radiof­re­kvens, hvor­til han sva­re­de: „Jeg kan ikke skif­te fre­kvens. Jeg må hol­de mine fly sam­let.“

Ved 17-tiden afslø­re­de radi­o­trans­mis­sio­nen en sam­ta­le mel­lem to af pilo­te­le­ver­ne, hvor der bl.a. blev sagt: „Fan­dens, hvis vi bare kun­ne fly­ve mod vest, vil­le vi kom­me hjem. Mod vest, for hel­ve­de!“

Under den sene­re efter­forsk­ning blev det drøf­tet, hvor­for ele­ver­ne ikke bare var flø­jet mod vest på egen hånd. Årsa­gen blev til­skre­vet den mili­tæ­re disci­plin.

Ved øvel­ses­flyv­nin­gens start hav­de vej­ret været glim­ren­de med god sigt­bar­hed, men som tiden gik, blev vej­r­for­hol­de­ne sta­dig dår­li­ge­re, og pilo­ter­ne miste­de enhver form for land­ken­ding.

Solen gik ned kl. 17.26. To minut­ter for­in­den hør­te man Tay­l­or sige: „Alle fly i tæt for­ma­tion … når det før­ste fly har under 10 gal­lons brænd­stof til­ba­ge, nød­lan­der vi sam­let.“

På det­te tids­punkt befandt Flight 19 sig nord for Baha­ma-øer­ne og langt fra Flo­ri­das kyst. Det var blæst kraf­tigt op, og bøl­ger­ne var meter­hø­je på Atlan­ter­ha­vet, hvil­ket blev bekræf­tet af man­ge flå­de­far­tø­jer i far­van­det. Der blev sendt efter­søg­nings­fly mod den posi­tion, man hav­de pej­let sig frem til.

Et af efter­søg­nings­fly­e­ne, en PBM Mar­tin Mari­ner fra flå­den, for­svandt plud­se­ligt med en besæt­ning på 13 mand. Det blev sene­re oplyst, at der fra ski­be i områ­det var obser­ve­ret en ild­kug­le i luf­ten, lige­som fly­et var for­s­vun­det fra rada­ren på et flå­de­far­tøj. Der blev ikke efter­føl­gen­de fun­det vra­gre­ster fra fly­et, som iføl­ge myn­dig­he­der­ne eks­plo­de­re­de i luf­ten. Fly­ty­pen hav­de et kom­pli­ce­ret brænd­stof­sy­stem, hvil­ket hav­de givet det øge­nav­net den „fly­ven­de ben­zin­bom­be“ og gen­nem tiden for­år­sa­get man­ge ulyk­ker.

To PBM Mar­tin Mari­ners blev sat ind i efter­søg­nin­gen af Flight 19. Det ene fly, PBM Trai­ning 49, let­te­de fra NAS Bana­na River kl. 19.27. Tre minut­ter sene­re kom der en kort radio­be­sked fra fly­et, hvor­ef­ter man miste­de kon­tak­ten til det. Kl. 19.50 modt­og kystvag­ten en radio­mel­ding fra fragtski­bet SS Gai­nes Mills, hvor søfolk hav­de obser­ve­ret en ild­kug­le i luf­ten og efter­føl­gen­de var sej­let igen­nem en oliepøl. Foto: U.S. Navy

 

Klok­ken 19.04 opfan­ge­de man den sid­ste radi­okom­mu­ni­ka­tion mel­lem de fem fly, hvor FT‑3 kald­te FT-28 uden at få svar. Der­ef­ter var der total tavs­hed.

Fly fra de syv flå­de­sta­tio­ner langs Flo­ri­das øst­kyst, trans­port­fly og rute­fly gen­nem­søg­te områ­det hele nat­ten og den føl­gen­de dag, men Flight 19 var for­s­vun­det. Pilo­ter­ne om bord på efter­søg­nings­fly­e­ne var eni­ge om, at havet var alt for oprørt til, at man kun­ne slip­pe leven­de fra en nød­lan­ding på det. Al efter­søg­ning med fly og ski­be blev indstil­let om afte­nen den 10. decem­ber.

Nog­le måne­der sene­re var flå­dens 500 sider lan­ge rap­port om hæn­del­sen klar. „Board of Inve­sti­ga­tion into the five mis­sing TBM air­pla­nes and one PBM air­pla­ne con­ve­ned by Naval Air Advan­ced Trai­ning Com­mand, NAS Jack­son­vil­le, Flo­ri­da, 7 Decem­ber 1945, and rela­ted cor­re­spon­den­ce“ var udar­bej­det af fire erfar­ne flå­deof­fi­ce­rer udpe­get af kap­ta­jn Albert K. More­hou­se, chef for NAS Mia­mi.

Rap­por­ten slog fast, at et sam­men­fald af uhel­di­ge omstæn­dig­he­der var årsag til de fem flys for­svin­den. På grund af Tay­l­ors des­o­ri­en­te­ring, svig­ten­de radi­o­trans­mis­sion, Tay­l­ors afvis­ning af at slå over på nødra­diof­re­kven­sen, fejl i kom­pas­ser­ne på Tay­l­ors fly, mør­kets frem­brud og det sta­digt dår­li­ge­re vejr, for pilo­ter­ne vild og blev ved med at fly­ve mod nor­døst for til sidst at løbe tør for brænd­stof og nød­lan­de på det oprør­te hav. Af en eller anden grund tro­e­de Tay­l­or, at fly­e­ne lige fra begyn­del­sen var flø­jet mod syd ved Key West i ste­det for østover. Den­ne fejl­ta­gel­se var afgø­ren­de for hans beslut­nin­ger resten af turen.

For­fat­te­ren Gian J. Qua­s­ar har i bogen They Flew Into Obli­vion for­søgt at rekon­stru­e­re de dra­ma­ti­ske begi­ven­he­der. Kor­tet viser den kurs, som Qua­s­ar mener, at Flight 19 fulg­te, ind­til de fem fly for­svandt i Oke­feno­kee-sum­pen på græn­sen mel­lem Geor­gia og Flo­ri­da.

Sum­pen er meget ugæst­fri med bund­løst hæn­ge­dynd, gif­ti­ge dyr af enhver slags og alliga­to­rer i tusind­vis. En nød­lan­ding i bælg­mør­ke i Oke­feno­kee fører hur­tigt til den vis­se død. Van­det er des­u­den syre­hol­digt, så even­tu­el­le vra­gre­ster fra fly­e­ne vil­le under alle omstæn­dig­he­der være oplø­ste og umu­li­ge at fin­de i dag.

Andre efter­for­ske­re mener, at fly­e­ne måske nåe­de frem til Everg­la­des og nød­lan­de­de dér. Hvad får så Qua­s­ar til at fore­slå Oke­feno­kee-sum­pen? Han byg­ger bl.a. sin hypo­te­se på en rada­rob­ser­va­tion gjort på han­garski­bet USS Solo­mons. Flå­de­far­tø­jet lå i det områ­de, hvor en radiopej­ling sidst hav­de angi­vet fly­e­nes posi­tion. Kl. 19.00 kom der føl­gen­de mel­ding fra ski­bets rada­ro­pe­ra­tør „4 til 6 fly i 4.000 fods høj­de“ i nær­he­den af Flag­ler Beach. Dis­se fly blev aldrig iden­ti­fi­ce­ret, men Qua­s­ar mener, at det var de fem Aven­gers, som kryd­se­de kyst­linj­en for kort efter at nød­lan­de i Oke­feno­kee-sum­pen.

 

Flight 19 blev udø­de­lig­gjort i Spi­el­bergs sci­en­ce fiction-film Nær­kon­takt af Tre­die Grad, hvor man i slut­sce­nen ser Aven­ger-pilo­ter­ne for­la­de moder­rum­ski­bet sam­men med andre bort­før­te, og i en tid­li­ge­re sce­ne ser man de for­s­vund­ne fly, som er ble­vet fun­det uskad­te i en ørken.

At fly­e­ne aldrig er fun­det, har natur­lig­vis også fået skat­tejæ­ge­re på banen. Med jæv­ne mel­lem­rum fin­des der Aven­ger-flyvrag ud for Flo­ri­das kyst, hvil­ket ikke er så mystisk, da der gen­nem åre­ne er styr­tet mere end 130 Aven­ger-fly ned i det­te områ­de, der gen­nem en årræk­ke blev brugt som øvel­ses­om­rå­de for tor­pedo­bom­be­fly­e­ne.

Den tid­li­ge­re pilot og højt­de­ko­re­re­de krigs­ve­te­ran Jon F. Myhre bor i dag i Seba­sti­an i Flo­ri­da. En stor del af sit liv og hele for­mu­er har Myhre brugt på et lede efter de for­s­vund­ne fly.

I bogen Discove­ry of Flight 19. A 30-Year Search for the Lost Patrol In the Ber­m­u­da Tri­ang­le frem­læg­ger Jon F. Myhre sine ret impo­ne­ren­de bereg­nin­ger på, hvor de fem fly må være nød­lan­det den skæb­nesvan­gre decem­ber­af­ten i 1945, og hvor man i dag bur­de kun­ne fin­de vra­gre­ster­ne, når der tages høj­de for strøm­for­hold m.m.

Lige­som Qua­s­ar gen­gi­ver Jon F. Myhre hæn­del­ses­for­lø­bet på grund­lag af offi­ci­el­le doku­men­ter samt påpe­ger de man­ge muli­ge årsa­ger til, at fly­e­ne kom ud af kurs, og pilo­ter­ne miste­de ori­en­te­rin­gen.

Der blev iføl­ge Myhre begå­et en del fata­le fejl på fly­ve­da­gen. Især var util­stræk­ke­li­ge oplys­nin­ger om vind­for­hol­de­ne med til at føre pilo­ter­ne på vildspor. De fem pilo­ter i Flight 19 hav­de plan­lagt hele deres flyv­ning ud fra de data, som de hav­de mod­ta­get fra RAF Windsor Field i Nas­sau. I 1.000 fods høj­de kom vin­den fra kom­pas­ret­nin­gen 241 gra­der med en hastig­hed på 66,7 km/t. I vir­ke­lig­he­den kom vin­den fra 220 gra­der lige fra turens begyn­del­se. Alle­re­de i de før­ste minut­ter af Flight 19’s ulyks­a­li­ge øvel­ses­flyv­ning blev grund­la­get lagt for kata­stro­fen.

Toogty­ve minut­ter efter at have lagt Flo­ri­das kyst bag sig nåe­de Flight 19 — tro­e­de Tay­l­or — det plan­lag­te bom­be­om­rå­de 4,6 km sydøst for Chi­ck­en & Hen Sho­als. Tay­l­or kaste­de en røg­mar­ke­ring, der blev anvendt som bom­be­mål. I ste­det for at befin­de sig syd for bom­be­om­rå­det var Flight 19 i vir­ke­lig­he­den 13 km nor­døst for det. Navi­ga­tions­pro­ble­mer­ne var alle­re­de en kends­ger­ning, og de vok­se­de, som tiden gik, for­vir­rin­gen bred­te sig, og vej­ret gik fra dår­ligt til vær­re med hård vind og tor­den­vejr.

Iføl­ge Myhre lyk­ke­des det hel­ler ikke Flight 19 at få land­ken­ding med Gre­at Stir­rup Cay, hvor det 2. ben skul­le ind­le­des, hvor­ef­ter Tay­l­or over­tog navi­ga­tio­nen. Klok­ken 15.19 beslut­te­de Tay­l­or at sti­ge fra de plan­lag­te 1.000 fod til omkring 6.000 fod for at få over­blik og land­ken­ding. I den­ne fly­ve­høj­de var vind­ha­stig­he­den 110 km/t fra kom­pas­ret­nin­gen 242 gra­der. Høj­de­æn­drin­gen gjor­de pro­ble­mer­ne vær­re. Fly­e­ne fløj ind i kraf­tig tur­bu­lens og fik ikke den ønske­de land­ken­ding.

Både under sel­ve flyv­nin­gen og ved den inten­si­ve efter­søg­ning blev der gjort man­ge obser­va­tio­ner (og regi­stre­ret hæn­del­ser), som kan knyt­tes mere eller min­dre sik­kert til Flight 19. Myhre gen­nem­går i sin bog minu­tiøst, hvad der blev obser­ve­ret fra rute­fly, mili­tær­fly, per­so­ner på Flo­ri­das kyst, fragtski­be og flå­de­far­tø­jer, i alt 45 observationer/hændelser. Det dre­jer sig om obser­va­tio­ner af fly­e­ne i Flight 19 (på vej mod Chi­ck­en & Hen Sho­als), ind­be­ret­nin­ger om vrag­gods på havet, olieplet­ter, sto­re blod­lig­nen­de pla­ma­ger på havet og ikke mindst muli­ge faldskærms­blus, nødra­ket­ter, faldskær­me (både i luf­ten og på havet), red­nings­flå­der og red­nings­ve­ste — men intet, som med 100 % sik­ker­hed kun­ne iden­ti­fi­ce­res og bevis­ligt stam­me­de fra Flight 19.

Myhre bru­ger de 45 observationer/hændelser, sine 30 års erfa­ring som pilot, kend­ska­bet til fly­e­nes egen­ska­ber samt vind- og vej­r­for­hold til at bereg­ne, hvor de fem fly sand­syn­lig­vis nød­lan­de­de. Fly­e­ne er iføl­ge Myhre ikke gået ned sam­let. To fly (FT-81 og FT-36) er styr­tet ned over land hhv. vest og syd for Cape Cana­ve­ral (ved Bana­na River). De tre andre styr­te­de i Atlan­ter­ha­vet øst for Bana­na River — et (FT-117) ud for Cape Cana­ve­ral og to fly (Tay­l­ors FT-28 og FT‑3) så langt mod øst (Tay­l­ors længst mod øst), at de lig­ger uden for det områ­de, hvor man hav­de en sik­ker radiopej­ling på fly­e­ne.

Myhres inter­es­se for Flight 19 er af loka­le jour­na­li­ster gen­nem tiden ble­vet beskre­vet som noget, der lig­ner en besæt­tel­se. Siden 1982 har han og hans team Pro­ject 19 søgt efter fly­e­ne. Den 13. august 1991 kun­ne Pro­ject 19 hæve den stør­ste del af vra­get af en TBM-1C Aven­ger ud for Cape Cana­ve­ral. Iføl­ge Myhres bereg­nin­ger skul­le det have været FT-117 fra Flight 19, men viste sig sene­re at være et fly fra NAS Mia­mi. Myhre er dog sta­dig over­be­vist om, at han kan fin­de alle fem fly.

I dag lig­ger der bl.a. et muse­um på Naval Air Sta­tion Fort Lau­der­da­le, hvor man for­u­den at for­tæl­le flå­de­sta­tio­nens, de ansat­tes og fly­e­nes histo­ri­er har en sær­ud­stil­ling og et omfat­ten­de kil­de­ma­te­ri­a­le om Flight 19. Hvor­dan for­hol­der man sig på muse­et til Flight 19’s skæb­ne og myste­ri­et om Ber­m­u­da Tre­kan­ten?

I en mail­kor­re­spon­dan­ce fra juni 2014 skri­ver Miner­va Bloom, muse­um­sko­or­di­na­tor og web­ma­ster for Naval Air Sta­tion Fort Lau­der­da­le Muse­um: „Ber­m­u­da Tre­kan­ten er ikke et aner­kendt områ­de. Det er ikke engang blandt de 10 mest far­li­ge far­van­de for skibs­far­ten, og antal­let af miste­de ski­be og fly er ikke stør­re end i nogen andre hav­om­rå­der. Det er hel­ler ikke opteg­net på noget kort fra ame­ri­kan­ske myn­dig­he­der. Områ­det er meget befær­det med kryd­stogtski­be, både og fly. Jeg har flø­jet og sej­let igen­nem områ­det tal­ri­ge gan­ge. Vej­ret er man­ge gan­ge ufor­ud­si­ge­ligt.

Jeg tror, at myste­ri­et sta­dig er uopkla­ret, for­di den ame­ri­kan­ske flå­de ikke har været lyd­hør nok til at genåb­ne Flight 19-hæn­del­sen. Flå­den luk­ke­de sagen for man­ge år siden. Og kon­klu­de­re­de, at det var en ‚ulyk­ke’. Jeg tviv­ler på, at de vil genåb­ne den. Men de hjalp for nylig med at iden­ti­fi­ce­re et fly fun­det i Everg­la­des (blog.nasflmuseum.com/events-blog/sleuths-solve-a-mystery).

Jeg tror, at flå­den vil hjæl­pe med log­fi­ler til at iden­ti­fi­ce­re fly, hvis man har et bil­le­de af fx motor­num­me­ret, men da ingen har fun­det nogen vra­gre­ster fra Flight 19, kan de ikke rig­tig gøre noget. Hvis nogen med til­stræk­ke­lig kapi­tal og mid­ler vil efter­for­ske sagen, vil de ikke for­hin­dre det.

Den 5. decem­ber 1945 begik flå­deof­fi­ce­rer i Fort Lau­der­da­les kon­troltårn og leden­de offi­ce­rer fle­re fejl angå­en­de Flight 19. En af fejl­e­ne var ikke at sen­de et opkla­rings­fly afsted, da instruk­tør Cox hav­de fun­det deres pla­ce­ring og ønske­de at lede dem til­ba­ge. Tår­net beor­dre­de ham til at bli­ve på jor­den og til­lod ikke, at noget fly let­te­de. Det var måske af frygt for at miste end­nu et fly. Kri­gen var net­op afslut­tet tre måne­der tid­li­ge­re, og de vid­ste ikke, hvad der fore­gik. Med den­ne skæb­nesvan­gre beslut­ning miste­de de vir­ke­lig dyre­bar tid.

Det er min ydmy­ge mening, at Flight 19 løb tør for brænd­stof og måt­te nød­lan­de. Hvor? Det er det helt sto­re spørgs­mål. Det kun­ne have været overalt fra syd i Everg­la­des til nord i Geor­gi­as sum­pe.“

På Naval Air Sta­tion Fort Lau­der­da­le Muse­um er per­so­na­let i tidens løb ble­vet præ­sen­te­ret for man­ge ryg­ter og spe­ku­la­tio­ner vedr. Flight 19.

Miner­va Bloom for­tæl­ler: „Nog­le efter­for­ske­re mener, at fle­re besæt­nings­med­lem­mer over­le­ve­de nød­lan­din­gen og deser­te­re­de. En per­son har for­talt os, at der i 1980’erne blev fun­det en ring i Everg­la­des. På rin­gens inder­si­de stod der ‚Char­les Tay­l­or’, lige­som rin­gen bar log­o­et for en fly­ve­sko­le i Texas. Hvad er oddse­ne for det? Jeg har imid­ler­tid aldrig set den­ne ring, og vi hør­te aldrig mere fra man­den og kun­ne ikke efter­for­ske sagen.“

Hjem­mesi­den for Naval Air Sta­tion Fort Lau­der­da­le Muse­um rum­mer man­ge inter­es­san­te kil­der om Flight 19. Som tid­li­ge­re nævnt mener Jon F. Myhre, at vind­for­hol­de­ne spil­le­de Flight 19 et puds, og var en af man­ge årsa­ger til, at pilo­ter­ne for vild.

En beret­ning på muse­ets hjem­mesi­de støt­ter til­sy­ne­la­den­de Myhres teo­ri om den kraf­ti­ge og dri­l­ag­ti­ge vind 5. decem­ber 1945. Iføl­ge beret­nin­gen („Wit­ness Story: A Decem­ber 16, 1975 typed short story, from unk­nown sour­ce, inter­viewing a ‚Lt. Com­man­der Wirs­hing’, a Sta­tion Offi­cer on duty Decem­ber 5, 1945, the same day as Flight 19’s dis­ap­pea­ran­ce.“) var fem Aven­ger-fly om mor­ge­nen den 5. decem­ber ude på sam­me træ­nings­flyv­ning, som Flight 19 skul­le gen­nem­fø­re sene­re på dagen. Da pilo­ter­ne var fær­di­ge med øvel­ses­flyv­nin­gen, tro­e­de de, at de var lan­det på Lau­der­da­le Naval Air Sta­tion. I ste­det for lan­de­de de på Mor­ri­son Army Air Field, omkring 50 miles nord for NAS Ft. Lau­der­da­le. De kun­ne nemt være fort­sat til Ft. Lau­der­da­le, som lå 20 minut­ter mod syd, og de hav­de brænd­stof til fle­re timers flyv­ning. Pilo­ter­ne sag­de ved lan­din­gen: „Vi tro­e­de, at det var NAS Ft. Lau­der­da­le.“

Miner­va Bloom skri­ver om den­ne kil­de: „Det er aldrig ble­vet bekræf­tet, at en kap­ta­jn Wirs­hing eksi­ste­re­de på NASFL, eller at han var instruk­tør på flå­de­ba­sen. Vi mener, at histo­ri­en er fik­tion. Men vi er ikke 100 % sik­re. Der fin­des ingen opteg­nel­ser, der viser, at en bestemt patrul­je lan­de­de på Mor­ri­son Field i ste­det for i Fort Lau­der­da­le.“

Jon F. Myhre og Gian J. Qua­s­ar er for­ment­lig de to civi­le per­so­ner, som har brugt flest res­sour­cer på at opkla­re myste­ri­et om Flight 19. De to er ueni­ge om, hvor fly­e­ne nød­lan­de­de og for­svandt, efter pilo­ter­ne hav­de mistet for­nem­mel­sen af, hvor de var. Men der er fuld enig­hed om, at fly­e­ne med sik­ker­hed befandt sig nord for Baha­ma Cays, og at den tragi­ske hæn­del­se ikke var for­år­sa­get af mysti­ske og ufor­klar­li­ge kræf­ter, men skyld­tes en lang ræk­ke uhel­di­ge omstæn­dig­he­der.

Uddrag fra bogen Ber­m­u­da Tre­kan­ten — og andre myter.

 

Ber­m­u­da Tre­kan­ten — og andre myter Artik­len „Myste­ri­et om Flight 19“ er et uddrag fra bogen Ber­m­u­da Tre­kan­ten — og andre myter, som er den mest detal­je­re­de og bedst opda­te­re­de dan­ske udgi­vel­se om det klas­si­ske Ber­m­u­da Tre­kant-myste­ri­um. Ber­m­u­da Tre­kan­ten — og andre myter omhand­ler også en ræk­ke andre emner, myste­ri­er og fæno­me­ner, som gen­nem tiden er ble­vet en del af ufo­myten, fx astro­ar­kæ­o­lo­gi (Erich von Däni­ken), nazi­ster­nes vidun­der­vå­ben, kor­n­cirk­ler, mænd-i-sort (Men in Bla­ck), kvæg­mis­hand­lin­ger (catt­le muti­la­tions), Phila­delp­hia-Eks­pe­ri­men­tet og efter­ret­nings­væs­ners mani­pu­la­tion med ufo­en­tu­si­a­ster.  Bogen bestil­les her. Ber­m­u­da Tre­kan­ten — og andre myter udkom i 2014, er på 86 far­veil­lu­stre­re­de sider i A4-for­mat. Vi har sta­dig enkel­te eksem­pla­rer af bogen, som nu sæl­ges til stærkt ned­sat pris. Nor­mal­pris kr. 129. Nu kr. 79. Du spa­rer 50 kro­ner!