Røde lys i fuld fart over Hil­le­rød

„Hvad dis­se svagt­ly­sen­de, fly­ven­de fæno­me­ner var, ved jeg ikke — men de var der, det ved jeg. Jeg er ikke ble­vet tos­set eller har set syner.“ Sådan slut­ter en obser­va­tør fra Hil­le­rød sin beret­ning om tre rød­li­ge lys, han obser­ve­re­de på nat­te­him­len kort efter mid­nat den 16. august 2016.

Af Toke Haun­strup

Nat­ten mel­lem den 15. og 16. august 2016 hav­de en pen­sio­nist sidst i 60’erne en usæd­van­lig ople­vel­se fra sin bopæl i Hil­le­rød i Nord­s­jæl­land. Obser­va­tio­nen fandt sted ca. 00.04 og vare­de kun få sekun­der. Obser­va­tø­ren hav­de lagt sig uden for i en sol­stol for at kig­ge efter stjer­neskud. Han for­tæl­ler:

„Desvær­re var den nor­døst­li­ge him­mel dæk­ket af hus­gav­len, så jeg kig­ger (i ste­det /red.) lige op i den stjer­ne­kla­re nat, hvor fuld­må­nen på det tids­punkt stod i syd, bag min ryg, og godt oppe over hori­son­ten. Det var lunt og afslap­pen­de at lig­ge og kig­ge, men plud­se­lig så jeg noget, som jeg aldrig har ople­vet før. Hen over taget på mit hus kom­mer tre svagt­ly­sen­de punk­ter fly­ven­de i lige linje efter hin­an­den med stor hastig­hed. Jeg vur­de­rer høj­den til ca. 60 meter og afstan­den mel­lem punk­ter­ne til ca. 10 meter (…). De svagt lyse­rø­de, dif­fust lysen­de punk­ter eller bol­de (…) bevæ­ger sig fra nord mod syd i stor hastig­hed. Jeg rej­ser mig for­bløf­fet op i stil­he­den, dre­jer mig, ikke en lyd høres, og ser efter lyse­ne, der bevæ­ger sig lige ind i fuld­må­ne­ly­set og for­svin­der. Jeg tror de fløj med ca. 100 km i timen, og det hele vare­de ca. 4 sekun­der. Jeg kig­ger for­bløf­fet for at se dem igen, eller se dem kom­me ud af fuld­må­nes lys — men de er væk. Jeg er godt nok rystet og tjek­ker uret — klok­ken er 00.04.“

Efter hæn­del­sen teg­ner obser­va­tø­ren en akva­rel, som viser situ­a­tio­nen og lyse­nes udse­en­de på him­len.

Obser­va­tø­rens egen akva­rel af sin ople­vel­se af tre røde lys tirs­dag d. 16. august 2016.

For­kla­ring?

Obser­va­tø­rens beskri­vel­se af far­ven som rød­lig kun­ne umid­del­bart lede tan­ker­ne hen på de små varm­luft­bal­lo­ner („thailand­ske lyg­ter“), som i dis­se år giver anled­ning til man­ge ind­be­ret­nin­ger (se omta­le af dis­se obser­va­tio­ner på den­ne side af Ole Hen­nings­en: http://www.sufoi.dk/info/balloner.php). Bevæ­gel­sen fra nord mod syd pas­ser også med vin­dret­nin­gen på obser­va­tion­s­tids­punk­tet; iføl­ge vej­rar­ki­vet på DMI’s hjem­mesi­de kom vin­den fra en nord­ve­st­lig ret­ning med en hastig­hed på ca. 4 m/s. Obser­va­tio­nens kor­te varig­hed (4 sekun­der), og der­med fæno­me­nets høje hastig­hed, pas­ser dog dår­ligt med varm­luft­bal­lo­ner som for­kla­ring. Des­u­den er tids­punk­tet — nat­ten til en hver­dag uden for sko­ler­nes ferie — usæd­van­lig for opsen­del­se af bal­lo­ner.

Den høje hastig­hed gør det des­u­den usand­syn­ligt, at der skul­le være tale om fly. Et tjek for even­tu­el­le regi­stre­rin­ger af lys­kraf­ti­ge mete­o­rer (ild­kug­ler) på de auto­ma­ti­ske ild­kug­le­ka­me­ra­er hos stjerneskud.info gav hel­ler ikke noget resul­tat.

En mulig­hed, der nok ikke kan ude­luk­kes helt, er fug­le oplyst af byens lys (gade­lyg­ter mv.). Dis­se kan give anled­ning til endog ret besyn­der­li­ge obser­va­tio­ner af lys, der kan fore­kom­me gan­ske lys­kraf­ti­ge set på bag­grund af den mør­ke nat­te­him­mel. Især hvis der er tale om fug­le med en lys under­krop. Om det­te kun­ne være en for­kla­ring på sagen fra Hil­le­rød, er dog van­ske­ligt at afgø­re med sik­ker­hed.

Fik­tion bli­ver til fak­ta i ny tv-serie

For­le­den dag tænd­te jeg mit tv, med sto­re for­vent­nin­ger. På ID-Kana­len (Inve­sti­ga­tion Discove­ry) var annon­ce­ret „Nær­kon­takt“, et pro­gram der fore­gav at dæk­ke ufoob­ser­va­tio­ner. Udsen­del­ser om ufo­er er jo ikke sæd­van­li­ge – især ikke udsen­del­ser, der behand­ler emnet seri­øst. Men mine for­vent­nin­ger for­dam­pe­de hur­tigt.

Med den næste udsen­del­se gik det vir­ke­ligt løs. Den viste en dra­ma­ti­se­ring af en angi­ve­lig obser­va­tion i den austral­ske by Mel­bour­ne. Det dre­je­de sig om en hel sko­le­klas­se med til­hø­ren­de lære­re. De hav­de fra en idræts­plads eller sko­le­gård, eller hvad det nu var, obser­ve­ret en ufo svæ­ven­de over deres hove­d­er. Den­ne ufo frem­t­rå­d­te i udsen­del­sen med den facon, som man i ufokred­se beteg­ner, en „Klas­sisk fly­ven­de tal­ler­ken“. Men i det­te til­fæl­de var der nær­me­re tale om et sølv­fad – nypud­set og gigan­tisk. Det­te sølv­fad lan­der efter­hån­den på jor­den og fyl­der det meste af den­ne sko­le­gård eller idræts­plads. Det let­te­de igen efter at have frem­kaldt hud­li­del­ser hos et af sko­lebør­ne­ne.

Udsen­del­sen prø­ve­de ikke at for­kla­re, hvor­dan et så kæm­pe­mæs­sigt og iøj­ne­fal­den­de objekt kan lan­de og star­te igen i en mil­li­onby i klart vejr og dags­lys, uden at en sådan ver­dens­sen­sa­tion slip­per ud i medi­er­ne.

Alt det­te giver mig min­del­ser om ufo­al­de­rens før­ste tid. Da cir­ku­le­re­de sådan­ne histo­ri­er jor­den over. Og under­vejs gik de fra en fjer til fem høns. En prak­sis som måske nu er genop­li­vet af de soci­a­le medi­er. Det bur­de dog ikke fri­ta­ge de medi­er, der vide­re­gi­ver dem, for en pligt til under­sø­gel­se – om ikke andet så omtan­ke.