Ufo­er over sko­le­går­den

En ufosag fra 1994 bli­ver tit frem­hæ­vet som en af de bedst doku­men­te­re­de og ikke mindst tro­vær­di­ge. Den fore­gik i sko­le­går­den på en afri­kansk sko­le. Ikke min­dre end 62 sko­lebørn blev plud­se­lig kon­fron­te­ret med en fly­ven­de tal­ler­ken og ikke mindst far­tø­jets pilot. Bør­ne­ne lave­de sene­re teg­nin­ger af deres tem­me­lig uhyg­ge­li­ge ople­vel­se. To meget kend­te ufo­lo­ger, jour­na­li­sten Cynt­hia Hind og psy­ko­lo­gen John Mack, inter­viewe­de sene­re bør­ne­ne. Det bli­ver tit under­stre­get, at dis­se børn ingen for­kund­ska­ber hav­de om ufo­er og ind­til i dag har fast­holdt deres ens­ly­den­de beskri­vel­ser, hvil­ket yder­li­ge­re øger tro­vær­dig­he­den. Og som bekendt er det jo fra børn og ful­de folk, man skal høre sand­he­den. Under alle omstæn­dig­he­der er det en af vor tids mest inter­es­san­te ufo­hæn­del­ser.
 
Af Hen­ning Det­hlef­sen
 
Hæn­del­sen fandt sted den 16. sep­tem­ber 1994 ca. 30 kilo­me­ter sydøst for Zim­bab­wes hoved­stad Hara­re på Ari­el School.

Sko­le­går­den i Ari­el School.

Ari­el er en pri­vat grund­sko­le nær byen Ruwa med børn af både afri­kansk, asi­a­tisk og euro­pæ­isk afstam­ning. De invol­ve­re­de børn var mel­lem 5 og 12 år gam­le.

Klok­ken var ca. 10.15, og der var for­mid­dags­pau­se, så alle bør­ne­ne lege­de i sko­le­går­den. Lærer­ne holdt møde på lærer­væ­rel­set, og der var der­for ingen voks­ne i sel­ve sko­le­går­den.

Væs­net, som kom ud af den fly­ven­de tal­ler­ken, var
sort og uden ansigts­træk, iføl­ge nog­le beskri­vel­ser.

Plud­se­lig kom bør­ne­ne løben­de ind til lærer­ne, hvor de ophid­set for­tal­te om en fly­ven­de tal­ler­ken, der var lan­det og en „per­son“, som hav­de nær­met sig dem.

Det hele hav­de måske kun varet i 15 minut­ter, men hav­de tyde­lig­vis gjort et stort ind­tryk. Nog­le af de min­dre børn var meget ban­ge og græd. Nog­le af dem men­te, de hav­de set en toko­los­hi, som i den loka­le fol­ke­tro er en slags men­ne­ske­æ­den­de dæmon.

Lærer­ne tro­e­de først, der var tale om hyste­ri og ren fan­ta­si, og da de gik ud for at se efter, var der intet at se. Men bør­ne­nes hol­den fast ved deres histo­rie fik efter­hån­den fle­re af lærer­ne over­be­vist om, at de fak­tisk hav­de set noget usæd­van­ligt. Sko­lens rek­tor, Colin Mack­ie, kon­tak­te­de der­for Afri­kas den­gang berøm­te­ste ufo­log og jour­na­list, den nu afdø­de Cynt­hia Hind.

Afri­kas UFO-dron­ning

Cynt­hia Hind uds­purg­te bør­ne­ne på Ari­el School.

Nu vrim­ler det jo ikke lige­frem med afri­kan­ske ufo­lo­ger, men blandt de få rager Cynt­hia Hind bestemt op som den mest kend­te. I sine unge år var hun med­lem af det syd­afri­kan­ske luft­vå­bens kvin­de­kor­ps og gif­te­de sig med en RAF-pilot. Alle­re­de her kan man ane inter­es­sen for ting, der sker i luf­ten.

Sene­re leve­de hun i en årræk­ke sam­men med sin mand i det nord­li­ge Eng­land, hvor hun fik to børn. Men hun flyt­te­de snart til­ba­ge til Afri­ka, nem­lig net­op Zim­bab­we, hvor hun var med til at star­te en møbel­fa­brik. Sam­ti­dig udvik­le­de hun en liden­ska­be­lig inter­es­se for research af ufo­er og ikke mindst for at skri­ve om dem.

Hun var MUFON’s (Mutu­al UFO Net­work) koor­di­na­tor for Afri­ka og des­u­den redak­tør og udgi­ver af det hal­vår­li­ge maga­sin UFO Afri­news. Især blev hun kendt for sine to bøger UFOs Afri­can Enco­un­ters fra 1982 og UFOs Over Afri­ca fra 1997. Cynt­hia Hind døde i år 2000. At hun boe­de i Zim­bab­we i 1994, gjor­de det oplagt at kon­tak­te hen­de i for­bin­del­se med hæn­del­sen i Ari­el.

En lil­le „per­son“ med sto­re øjne

Cynt­hia Hind ankom til Ari­el School gan­ske kort tid efter hæn­del­sen og hav­de med sig et BBC tv-hold, som kun­ne fil­me, hvad der nu ske­te.

Colin Mack­ie, som var rek­tor på
Ari­el School, kon­tak­te­de Cynt­hia
Hind, da for­æl­dre­ne begynd­te at
stil­le spørgs­mål til bør­ne­nes ople­vel­se.

Rek­tor Colin Mack­ie hav­de været så for­ud­se­en­de (mulig­vis på Cynt­hi­as for­an­led­ning) at lade bør­ne­ne teg­ne deres ople­vel­se, og der lå såle­des, da hun ankom, en stak på 35–40 teg­nin­ger, der viste både fly­ven­de tal­ler­ke­ner og rum­mænd.

Hind gen­nem­gik teg­nin­ger­ne og fandt de bed­ste frem. Her­ef­ter lod hun rek­to­ren sam­le otte af de æld­ste børn på hans kon­tor, fire dren­ge og fire af piger­ne, hvor de den ene efter den anden besva­re­de Hin­ds spørgs­mål om hæn­del­sen.

Gen­nem­gå­en­de for­tal­te bør­ne­ne, at de hav­de set et objekt og mindst en lil­le „per­son“ klædt i sort og med langt, mørkt hår. Objek­tet beskri­ves som sølv­ag­tig og for­met i den klas­si­ske form som en fly­ven­de tal­ler­ken.

Nog­le af bør­ne­ne hav­de set objek­tet lan­de, medens andre bare hav­de set det på sel­ve jor­den inde mel­lem træ­er­ne. En dreng beskri­ver objek­tet mere som et glimt og nog­le skyg­ger. En anden beskrev, hvor­dan „en ting“ bevæ­ge­de sig ude på siden, medens en anden „ting“ løb frem og til­ba­ge på top­pen.

Især den ene af piger­ne, Emily B, gjor­de ind­tryk. Hun hav­de været inde i klas­sen, da hun hør­te stå­hej­en og skynd­te sig uden­for. Hun hav­de ikke blot set en per­son, men fle­re. Den ene hav­de bevæ­get sig heni­mod bør­ne­ne, men da den øjen­syn­ligt opda­ge­de dem, vend­te den om og skynd­te sig til­ba­ge. Per­so­nen beskri­ves igen som lil­le og sort, men Emily til­fø­jer den detal­je, at han hav­de sto­re mør­ke og ova­le øjne, der dæk­ke­de en stor del af ansig­tet. Og så for­tæl­ler hun, at hun var ban­ge!

Som man se ved at læse Cynt­hi­as egen gen­nem­gang af sagen i UFO Afri­news nr. 11 og 12 fra 1995, var der fle­re mere eller min­dre kla­re udta­lel­ser fra andre børn, som også inde­holdt beskri­vel­ser af objek­tets bevæ­gel­ser, men bør­ne­ne på fil­men er gan­ske repræ­sen­ta­ti­ve.

Imel­lem spørgs­må­le­ne til bør­ne­ne dis­ku­te­rer Hind bl.a. besøg fra andre pla­ne­ter med sko­le­in­spek­tør Mack­ie på kon­to­ret, og de går bag­ef­ter sam­men ud i sko­le­går­den. Hol­det har taget en gei­ger­tæl­ler med, så man kan måle even­tu­el strå­ling i land­ska­bet for­år­sa­get af objek­tet. Her viser to af bør­ne­ne, hvor i krat­tet de så objek­tet lan­de.

Her­ef­ter ser vi kort Cynt­hia Hind dis­ku­te­re sagen med tv-hol­det, og hun kon­klu­de­rer, at sagen kan sam­men­lig­nes med andre sager, hun har under­søgt, og at hun er over­be­vist om, at bør­ne­ne helt sik­kert har set „noget“.

Fle­re af bør­ne­ne blev igen inter­viewet i 2010, hvor de fast­holdt deres beskri­vel­ser og for­tal­te, at hæn­del­sen har haft stor ind­fly­del­se på deres liv.

Bort­fø­rel­ses­pro­fes­soren

John E. Mack ankom til Ari­el School ca. to måne­der sene­re end Cynt­hia Hind. Og det­te var ikke en hr. Hvem-Som-Helst. Mack var en ame­ri­kansk psy­ki­a­tri­pro­fes­sor ansat og uddan­net ved Har­vard Uni­ver­si­ty. Under Den Kol­de Krig hav­de han sam­men med aka­de­mi­ske berømt­he­der som fx Carl Sagan del­ta­get i aktio­ner for afskaf­fel­sen af atom­vå­ben. Alle­re­de her udtryk­kes hans bekym­ring for, hvor­dan vi men­ne­sker udgør en trus­sel for vores pla­net.

John Macks bed­ste bidrag til
Ari­el-sagen var måske, at han
opfor­dre­de både for­æl­dre og
lære­re til ikke at beskyl­de bør­ne­ne
for at lyve. Mack døde i Lon­don
i 2004 efter at være ble­vet ramt af
en sprit­bi­list.

Mack hav­de fra star­ten haft en inter­es­se for mare­ridt, drøm­me og det spi­ri­tu­el­le og hav­de en fore­stil­ling om altings for­bun­det­hed. Den­ne inter­es­se mun­de­de i star­ten af 1990’erne ud i en inter­es­se for „abductions“ – dvs. nog­le men­ne­skers ople­vel­ser af at være ble­vet bort­ført af rumvæs­ner. Han gen­nem­før­te såle­des en under­sø­gel­se af 200 per­so­ner med bort­fø­rel­ses­op­le­vel­ser og kon­klu­de­re­de, at de ikke var syge, men hav­de „reel­le“ ople­vel­ser. I 1994 præ­sen­te­re­de han resul­ta­ter­ne i bogen Abduction: Human Enco­un­ters With Ali­ens.

Mack bli­ver ofte nævnt i sam­me ånde­d­rag som Whit­ley Strei­ber, en gyser­for­fat­ter, som selv hæv­der at være ble­vet bort­ført man­ge gan­ge, samt Budd Hopkins og David M. Jacobs, to ama­tør­p­sy­ko­lo­ger, som også har udgi­vet fle­re bøger om emnet og ikke mindst deres under­sø­gel­ser. Det hand­ler her især om at afdæk­ke såkaldt ”glemt hukom­mel­se” ved hjælp af hyp­no­se.

I mod­sæt­ning til de tre andre i firklø­ve­ret hav­de Mack dog sine fag­li­ge for­ud­sæt­nin­ger i kraft af sin uddan­nel­se inden for psy­ko­lo­gi i orden, og han til­før­te såle­des påstan­de­ne om bort­fø­rel­ser­ne noget meget til­trængt tro­vær­dig­hed. Hvor Hopkins og Jacobs men­te, at fæno­me­net hav­de bund i den fysi­ske ver­den, var Mack også åben over for andre „rea­li­te­ter“.

I novem­ber 1994 var Mack på besøg i Syd­afri­ka og Zim­bab­we og til­brag­te, inden han rej­ste hjem igen, to dage på Ari­el School, hvor han inter­viewe­de både lære­re og ele­ver. Også den­ne gang var der et tv-hold til ste­de. For­an rul­len­de kame­ra­er afslø­re­de pro­fes­soren med sine spørgs­mål nye uhyg­ge­li­ge detal­jer i Ari­el-sagen.

Emily B, som især lag­de mær-
ke til de sto­re øjne.
 

Et uhyg­ge­ligt bud­skab gen­nem øjne­ne

Opta­gel­ser­ne af bør­ne­nes svar til Mack er først og frem­mest præ­get af uhyg­ge.

Det, bør­ne­ne beskri­ver, er stort set det sam­me, som det de for­tal­te til Cynt­hia Hind, men nu bærer deres beskri­vel­ser præg af angst.

En tyde­lig­vis skræmt, lil­le pige til­fø­jer den detal­je, at der sam­ti­dig lød en høj „fløjten“.

Emily B uddy­ber den­ne gang med en beskri­vel­se af, hvor­dan væs­net stir­re­de ond­skabs­fuldt på hen­de „som om det vil­le kom­me og tage os“.

Her­ef­ter var hun gået sin vej og hav­de grædt.

Lisa, som via tele­pa­ti fik et
øko­lo­gisk bud­skab af væs­net.

Især en piges beskri­vel­ser er dog domi­ne­ren­de i film­ma­te­ri­a­let, nem­lig Lisas. Også her spil­ler væs­nets øjne en afgø­ren­de rol­le, men hvor Emily B under­stre­ge­de, hvor­dan de var udtryk for ond­skab, så giver Lisa udtryk for, at væs­net hav­de en god grund til at vil­le frem­kal­de angst hos bør­ne­ne. For­må­let, mener hun, kun­ne være at adva­re om ver­dens under­gang, hvor men­ne­sket har øde­lagt pla­ne­ten så meget, at alting til sidst dør. Inklu­si­ve men­ne­ske­ne selv. Væs­net hav­de til­sy­ne­la­den­de tele­pa­ti­ske evner, som det brug­te til at for­mid­le et vig­tigt bud­skab.

Mack kon­klu­de­re­de efter­føl­gen­de, at bør­ne­ne ikke led af vrang­fo­re­stil­lin­ger eller på anden måde var psy­kisk syge, men for­tal­te ærligt og rede­ligt om en reel ople­vel­se. Som eks­pert på områ­det vil­le han være i stand til at skel­ne mel­lem ærli­ge og uær­li­ge vid­ner.

Desvær­re skal man dog blot gå nog­le få måne­der til­ba­ge til et andet møde for at fin­de gan­ske man­ge andre eks­per­ter, som bestemt ikke er enig med Mack i hans bedøm­mel­se af sig selv.

Fle­re af bør­ne­ne lag­de især mær­ke til væs­nets stir­ren­de øjne, som også gik igen på teg­nin­ger­ne. Her under et af Macks inter­views.
 

Macks man­gel­ful­de meto­der

Fra den 23. til den 26. juni 1994 delt­og Mack i en CSI­COP-kon­fe­ren­ce i Seatt­le i USA. CSICOP er en skep­ti­ker­or­ga­ni­sa­tion sam­men­sat af eks­per­ter fra alle muli­ge fag­om­rå­der.

På grund af den sto­re medi­e­op­mærk­som­hed i kølvan­det på sin bog Abduction: Human Enco­un­ters With Ali­ens fra sam­me år, var det Mack og hans forsk­ning, som til­trak sig mest opmærk­som­hed under kon­fe­ren­cen og nu blev gen­stand for en ophe­det debat.

Især modt­og Mack kri­tik fra psy­ko­lo­gi­pro­fes­sor Robert Baker fra Ken­tucky. Han drog kla­re sam­men­lig­nin­ger mel­lem bort­fø­rel­ses­vid­ner­nes ople­vel­ser og patien­ter med alvor­li­ge søvn­for­styr­rel­ser.

Her­u­d­over kri­ti­se­re­de Baker vold­somt bru­gen af hyp­no­se som et red­skab til at afdæk­ke vir­ke­li­ge hæn­del­ser. Under hyp­no­se slip­pes fan­ta­si­en fri, og det bli­ver bag­ef­ter umu­ligt at skel­ne „ægte hukom­mel­se“ fra „falsk hukom­mel­se“.

Wil­li­am Cone, en psy­ko­log fra Cali­for­ni­en, beskrev Macks forsk­ning som „opri­ven­de dår­lig“ og poin­te­r­e­de, at dår­lig udført forsk­ning på det­te områ­de blot vil­le resul­te­re i, at for­ske­ren over­fø­rer sine egne ide­er og fore­stil­lin­ger på patien­ten. Pro­fes­soren fra Cali­for­ni­en pege­de lige­le­des på vis­se men­ne­skers behov for at gøre sig selv inter­es­san­te over for andre og måske end­da kom­me i medi­er­ne.

Cone indrøm­me­de, at ikke alle per­so­ner med bort­fø­rel­ses­fo­re­stil­lin­ger var psy­kisk syge eller led af vrang­fo­re­stil­lin­ger, men at en erin­dring om en hæn­del­se ikke i sig selv er et bevis for den­ne hæn­del­ses eksi­stens. Eller at hæn­del­sen fandt sted som beskre­vet.

Hvad der dog især ram­te Mack, var da Don­na Bas­set gik op til taler­pul­ten, og for­tal­te, at hun hav­de del­ta­get i Macks under­sø­gel­ser som patient. I vir­ke­lig­he­den lod hun kun som om for at infil­tre­re Macks under­sø­gel­ser og stu­de­re hans meto­der. Og de hav­de været ful­de af fejl, for­tal­te hun. Meto­der­ne hav­de været meget lidt eller slet ikke viden­ska­be­li­ge. Resul­ta­tet blev, at Mack ikke kun var ble­vet snydt af Don­na Bas­set, men også af andre „patien­ter“, som nok i vir­ke­lig­he­den blot søg­te opmærk­som­hed. Patien­ter­ne hav­de sim­pelt­hen for­talt pro­fes­soren det, han ønske­de at høre.

Sene­re under­sø­gel­ser af Macks forsk­ning viste des­u­den, at han slet ikke hav­de taget høj­de for det, man kun­ne kal­de men­ne­sker med en stærk til­bø­je­lig­hed til at fan­ta­se­re – en i dag accep­te­ret psy­ko­lo­gisk kate­go­ri. De er såle­des ikke syge i kli­nisk for­stand, men udvi­ser dog en ræk­ke typi­ske symp­to­mer, som net­op var til ste­de i høj grad blandt Macks for­søgs­per­so­ner.

I maj 1994 blev der ind­ledt en under­sø­gel­se fra uni­ver­si­te­tets side mod Mack. Den blev afslut­tet 14 måne­der sene­re uden reel­le kon­se­kven­ser for Mack, men man udtal­te dog i kon­klu­sio­nen en meget skarp kri­tik af hans meto­der. En kri­tik som nød­ven­dig­vis kaster en skyg­ge over hans besøg på Ari­el School.

Mistæn­ke­li­ge hul­ler og selv­mod­si­gel­ser

Alle­re­de i den før­ste film med Cynt­hia Hind er der uhel­dig­he­der, som sprin­ger i øjne­ne. Man ser fx ufo­lo­gen stå og sor­te­re i teg­nin­ger­ne.

Cynt­hia Hind skrev sene­re, at hun pil­le­de de 22 mest „inter­es­san­te“ teg­nin­ger ud. Der skul­le angi­ve­ligt være 35–40, men der var jo over 60 børn, som iføl­ge histo­ri­en fak­tisk var vid­ner. Så hvad er der sket med resten af teg­nin­ger­ne? Har Mack­ie kun præ­sen­te­ret et udvalg? Eller var der mulig­vis kun de 35–40 børn, som så noget?

Et udvalg af bør­ne­nes teg­nin­ger.

De berøm­te teg­nin­ger er tyde­lig­vis ble­vet udvalgt, hvil­ket sand­syn­lig­vis for­kla­rer, hvor­for man på net­tet kun fin­der de sam­me ca. 15–16 styk­ker igen og igen. Og det selv om der også blev pro­du­ce­ret teg­nin­ger under Macks besøg to måne­der sene­re.

Der er under alle omstæn­dig­he­der fore­gå­et en vold­som sor­te­ring i teg­nin­ger­ne heni­mod en gan­ske bestemt frem­stil­ling. Man kan fore­stil­le sig, at de øvri­ge teg­nin­ger sim­pelt­hen ikke fore­stil­le­de noget gen­ken­de­ligt, men blot det som fle­re af vid­ner­ne beskrev som „lys“, „skyg­ger“ og „glimt“. Alt­så noget ikke-sen­sa­tio­nelt og der­for uin­ter­es­sant for ufo­lo­ger­ne.

Men selv om der er fore­gå­et en sådan sor­te­ring, giver teg­nin­ger­ne alli­ge­vel, og ikke min­dre hvis man sam­men­hol­der med bør­ne­nes mundt­li­ge beskri­vel­ser, et meget selv­mod­si­gen­de bil­le­de. Objek­tet kan let iden­ti­fi­ce­res som den klas­si­ske fly­ven­de tal­ler­ken, men der er man­ge og sto­re for­skel­le i desig­net. Var der nu kun et vin­due eller fle­re? Støt­te­ben eller ikke støt­te­ben? En dør eller ikke en dør? En „anten­ne“ eller ikke en anten­ne?

Præ­cist det sam­me kan siges om beskri­vel­sen af „per­so­nen“. Langt hår, intet hår. Sto­re øjne, ingen øjne. Øjne­ne spid­se for­ne­den, øjne­ne spid­se for­oven. Tæt­sid­den­de dragt, prik­ket kjo­le. Tyk eller tynd. Var der nu kun en „per­son“, to eller måske tre eller fle­re? Eller ingen, som nogen også påstod. Nog­le af bør­ne­nes beskri­vel­ser er så ukla­re, at man fak­tisk ikke kan se, om det nu er „væs­ner­ne“, de taler om, eller en eller anden egen­skab ved far­tø­jet.

Nog­le af bør­ne­ne så to rumvæs­ner og ikke bare et – helt
uden øjne, mund eller næse.

Det frem­går af Hin­ds arti­kel, at bør­ne­ne hel­ler ikke kan bli­ve eni­ge om antal­let af far­tø­jer. Man skul­le nær­mest tro, der ikke er tale om den sam­me hæn­del­se.

Påstan­den om, at bør­ne­ne er eni­ge om hæn­del­sen, er i al fald en myte.

Den­ne uenig­hed fort­sæt­ter, da Cynt­hia går ud i sko­le­går­den, hvor to af vid­ner­ne skal vise hen­de, hvor objek­tet lan­de­de. Her peger de på to for­skel­li­ge lan­dings­plad­ser.

Den noget for­vir­re­de Cynt­hia spør­ger det ene barn, om objek­tet flyt­te­de sig, men det gjor­de det iføl­ge dren­gen ikke.

Cynt­hia fandt sim­pelt­hen aldrig ud af, hvor objek­tet lan­de­de. I hen­des arti­kel er der såle­des blot meget løst angi­vet to muli­ge lan­dings­plad­ser med et spørgs­måls­tegn.

Bør­ne­ne udpe­ge­de to lan­dings­plad­ser på lang afstand.

Enhver, som kig­ger på bør­ne­nes teg­nin­ger (de sor­te­re­de), må få det ind­tryk, at bør­ne­ne har været ret tæt på for at have kun­net se alle detal­jer­ne. Men objek­tet var slet ikke lan­det i sko­le­går­den.

Bør­ne­ne hav­de i vir­ke­lig­he­den betrag­tet noget, der ske­te ret langt væk (aller­mindst 100 meter), og som også var del­vist skjult af højt græs, buske og træ­er.

Teg­nin­ger­ne viser mulig­vis slet ikke, hvad bør­ne­ne så, men der­i­mod hvad de bag­ef­ter fore­stil­le­de sig, at de hav­de set. Nog­le har måske mis­for­stå­et opga­ven som „tegn en fly­ven­de tal­ler­ken“.

De mindst detal­je­re­de teg­nin­ger var mulig­vis de mest tro imod det, som bør­ne­ne fak­tisk så. Og det var net­op dem, der i løbet af den ufo­lo­gi­ske pro­ces, blev fra­sor­te­ret!

Hvor­dan man ikke inter­viewer børn

Der fin­des man­ge eksemp­ler på bør­ne­vid­ners uhel­di­ge rol­le i rets­sa­ger.

I 1669 blev den sven­ske kon­ge såle­des infor­me­ret om et omfat­ten­de hek­se­ak­ti­vi­te­ter i byen Mohra. Djæ­vel­en hav­de især slå­et sine klør i byens børn. Hvad der her­ef­ter ske­te, beskri­ves af Joseph Glan­vill i bogen Saducis­mus Tri­ump­ha­tus fra 1689.

Der blev udsendt en under­sø­gel­ses­ko­mi­te, som uds­purg­te alle bør­ne­ne i byen. Komi­te­en fandt, at de ældre børns vid­neud­sagn var slå­en­de ens­ly­den­de og der­for måt­te anses for tro­vær­di­ge. 48 børn og voks­ne blev her­ef­ter brændt på bålet.

I den berøm­te ame­ri­kan­ske hek­sesag i Salem fra 1692 var der også børn, der som vid­ner bekræf­te­de eksi­sten­sen af hek­se.

I vore dage er der fle­re eksemp­ler på, hvor­dan børns vid­neud­sagn resul­te­rer i rets­sa­ger om pædo­fi­li mod uskyl­di­ge. Og der eksi­ste­rer der­for en ræk­ke af psy­ko­lo­ger og kri­mi­no­lo­ger aner­kend­te for­holds­reg­ler og meto­der, der skal føl­ges, når man afhører/interviewer børn. For­må­let er at und­gå, at bar­net bli­ver påvir­ket, direk­te eller indi­rek­te, af spør­ge­ren.

Nog­le ret­nings­linjer for inter­views af børn i artik­len „The Cog­ni­ti­ve
Inter­view of Chil­dren“ fra Insti­tu­te of For­en­sic Expert Opi­ni­ons i Krakow.

Grund­læg­gen­de bør et inter­view af et barn fore­gå med så lidt påvirk­ning fra omgi­vel­ser­ne som muligt. Når Cynt­hia Hind såle­des sam­ler bør­ne­ne på kon­to­ret, men med deres kam­me­ra­ter lyt­ten­de i døråb­nin­gen sam­men med andre voks­ne, er det alle­re­de kri­tisa­belt. Bør­ne­ne påvir­ker hin­an­den og for­sø­ger måske som i en under­vis­nings­si­tu­a­tion at over­gå hin­an­den med detal­jer. At Cynt­hia ind i mel­lem spørgs­må­le­ne dis­ku­te­rer rumvæs­ner med inspek­tør Mack­ie må også nød­ven­dig­vis påvir­ke.

Mens bør­ne­ne udspør­ges af Cynt­hia Hind, lyt­ter voks­ne
og bør­ne­nes kam­me­ra­ter i døråb­nin­gen.

En grund­læg­gen­de regel er, at børn altid skal have mulig­hed for at kom­me med deres egen frem­stil­ling. Først når det er sket, kan man begyn­de at stil­le spørgs­mål. Men Cynt­hia Hind afbry­der kon­stant bør­ne­ne med spørgs­mål. Pro­ble­met med det­te er, at man let kom­mer til at sæt­te bør­ne­ne i en situ­a­tion, hvor de føler sig tvun­get til at beskri­ve noget, de måske ikke har set.

Ten­den­sen i Cynt­hi­as spørgs­mål heni­mod, at bør­ne­ne har set et rumvæ­sen, kan let ses, når hun taler om „væs­net“, hvor bør­ne­ne blot taler om „en per­son“ eller „en fyr“. I et til­fæl­de leder bar­net efter et ord, hvor­ef­ter Cynt­hia Hind selv ind­sky­der „væs­net“.

Når man så ende­lig begyn­der at stil­le spørgs­mål, skal man iføl­ge psy­ko­lo­ger­nes ret­nings­linjer så vidt muligt und­gå spørgs­mål, hvor bør­ne­ne bli­ver tvun­get til at væl­ge mel­lem et begræn­set antal mulig­he­der.

Erfa­rin­gen viser, at børn fx har en ten­dens til at væl­ge „ja“ frem­for „nej“ og er gode til at aflæ­se spør­ge­rens kro­p­s­sprog og her­ef­ter gæt­te det „rig­ti­ge“ svar.

En kunst­ners for­tolk­ning
af bør­ne­nes beskri­vel­ser
af væs­net fra den fly­ven­de
tal­ler­ken i Ari­el.

Man skal også altid und­gå spørgs­mål om, hvad bar­net fore­stil­ler sig eller tæn­ker er fore­gå­et, for­di bar­net meget let for­le­des til at give et svar ude­luk­ken­de base­ret på fan­ta­si­en. Bar­net ken­der måske ikke sva­ret, men føler sig alli­ge­vel pres­set til at pro­du­ce­re det.

Man kan næp­pe ret­te nogen ankla­ger mod Cynt­hia Hind for ikke at føl­ge dis­se ret­nings­linjer. Ander­le­des for­hol­der det sig med Mack, som jo hav­de sin uddan­nel­se i ryg­gen. Det frem­går ikke af film­ma­te­ri­a­let, om Mack rent fak­tisk inden spørgs­må­le­ne lod bør­ne­ne kom­me med deres egen frem­stil­ling. Hvis det har været til­fæl­det, vir­ker det imid­ler­tid under­ligt, at det ikke også er ble­vet fil­met. I det mind­ste inter­viewer han dem ikke i sam­let flok. Men til gen­gæld begår han mindst lige så man­ge fejl hvad angår spørgs­må­le­ne som Cynt­hia Hind.

Mack inter­viewer Lisa.

Bør­ne­ne præ­sen­te­res af Mack for meget få svar­mu­lig­he­der og bli­ver også afkræ­vet svar på, hvad de fore­stil­ler sig: „What do you imag­i­ne?“

Lisa bli­ver spurgt to gan­ge om, hvor­når hun fik angst­for­nem­mel­sen for før­ste gang, og hver gang væl­ger hun den sid­ste svar­mu­lig­hed, hvil­ket resul­te­rer i to selv­mod­si­gen­de svar. Var det nu, da hun så væs­nets øjne, eller var det der­hjem­me? Måske mens hun drøm­te, som rig­tig man­ge børn sene­re for­tal­te, de hav­de gjort? Men Mack opda­ger til­sy­ne­la­den­de ikke selv­mod­si­gel­sen.

Cir­ka halvan­det år efter hæn­del­sen blev bør­ne­ne fil­met for 3. gang, den­ne gang til en hol­land­sk udsen­del­se. Men den­ne gang blev de sam­let i sko­le­går­den og fik i langt høje­re grad lej­lig­hed til at kom­me med læn­ge­re for­kla­rin­ger uden at bli­ve afbrudt.

End­nu et bil­le­de af far­tø­jet. Læg mær­ke til figu­rer­ne på
top­pen og ræk­ken af vin­du­er.

Det er tyde­ligt, at bør­ne­ne sta­dig er ban­ge og har onde drøm­me. Men nu får de også lov til at give udtryk for, hvor den­ne frygt fak­tisk stam­mer fra.

En pige for­tæl­ler, hvor­dan hun i et tv-pro­gram har hørt om rumvæs­ner, der bort­fø­rer men­ne­sker for at gøre dem gravi­de. Og en dreng for­tæl­ler, hvor­dan „nog­le men­ne­sker“ mener, at rumvæs­ner­ne kom­mer for at adva­re os imod at øde­læg­ge Jor­den. Alt­så ikke noget med tele­pa­ti­ske bud­ska­ber fra rumvæs­ner­ne selv.

Film­op­ta­gel­ser­ne fra Ari­el School synes såle­des at bekræf­te kri­tik­ken af Macks meto­der, som de blev ytret på CSICOP’s kon­fe­ren­ce tid­li­ge­re i 1994 samt i kon­klu­sio­nen fra uni­ver­si­te­tets under­sø­gel­se sene­re i 1995.

Bør­ne­nes besva­rel­ser er såle­des ikke udtryk for deres egne ople­vel­ser, men sna­re­re for psy­ko­lo­gen Macks egne fan­ta­si­er.

Den syd­afri­kan­ske ufobøl­ge i 1994

Hvad, der tit bli­ver over­set (eller igno­re­res) på net­tet, er, at Ari­el-hæn­del­sen ikke ske­te i et luft­tomt rum. Den må ses i sam­men­hæng med en ræk­ke andre hæn­del­ser, som fandt sted sam­me år.

Fra den 14. sep­tem­ber (alt­så blot to dage før Ari­el) var der en såkaldt ufobøl­ge i Syd­afri­ka og Zim­bab­we. Den­ne bøl­ge får en udfør­lig behand­ling af Cynt­hia Hind i selv­sam­me udga­ve af UFO: Afri­news, hvor også Ari­el-hæn­del­sen før­ste gang beskri­ves. Her kan man se en ræk­ke teg­nin­ger af, hvad folk ople­ve­de. Fle­re af bør­ne­ne for­tæl­ler fak­tisk, hvor­dan de så ufo­er før 16. sep­tem­ber.

I dag er den­ne ufobøl­ge for­kla­ret som rester­ne af den sov­je­ti­ske rake­top­sen­del­se Cos­mos 2290, der på net­op det­te sted og på den­ne tid brænd­te op i atmos­fæ­ren. Hvor­dan men­ne­sker kan ople­ve bræn­den­de vrag­de­le i atmos­fæ­ren som væren­de „rum­ski­be“, kan man læse om i SUFOI’s bog 50 år med ufo­er skre­vet af Toke Haun­strup. Men den­ne sam­men­hæng var man på davæ­ren­de tids­punkt ikke klar over, og obser­va­tio­ner­ne udlø­ste der­for en for­hø­jet inter­es­se for ufo­er i regio­nen.

Sådan ople­ve­de folk ufo­er­ne over Zim­bab­we i 1994 under
ufobøl­gen. I vir­ke­lig­he­den var det rester­ne af Cos­mos 2290,
der brænd­te op i atmos­fæ­ren over Syd­afri­ka. Teg­nin­ger i
Cynt­hia Hin­ds „UFO Afri­news“.

Det var bl.a. det­te, som fik Mack til at besø­ge Syd­afri­ka og Zim­bab­we to måne­der sene­re. Da bør­ne­ne hav­de deres ufoop­le­vel­se den 16. sep­tem­ber, var ufo­er og fly­ven­de tal­ler­ke­ner såle­des ikke noget ukendt begreb for dem. Sna­re­re tvær­ti­mod. Hvis man tviv­ler, kan man blot lyt­te til det, de selv siger.

Emily B siger fx, at „alle sag­de, det var ufo­er“, og her snak­ker hun om de børn, som kom løben­de ind fra sko­le­går­den. Det er såle­des ikke rig­tigt, når det nogen gan­ge hæv­des, at bør­ne­ne var upå­vir­ke­de af moder­ne ufo­fo­re­stil­lin­ger, som de fx frem­stil­les på tv.

Bør­ne­ne på Ari­el School boe­de ikke, som det nog­le gan­ge frem­stil­les, ude i bus­hen. De gik på en pri­vat sko­le og til­hør­te en rela­tivt velstil­let over­klas­se med adgang til dati­dens moder­ne medi­er såsom radio og tv. Ari­el lå hel­ler ikke langt fra hoved­sta­den Hara­re. Bør­ne­ne blev kørt i sko­le af deres for­æl­dre eller kør­te i sko­lens bus. Fle­re af bør­ne­ne refe­re­rer under deres inter­views til tv og film. Og det­te gæl­der i end­nu høje­re grad, da Mack besø­ger sko­len 2 måne­der sene­re.

For­in­den hav­de Mack været i Syd­afri­kas hoved­stad, Johan­nes­burg, hvor han hav­de holdt tale og besva­ret man­ge spørgs­mål på Radio 702. På det kend­te tv-pro­gram ”AGENDA” opt­rå­d­te han sam­men med Credo Mutwa, en berømt afri­kansk hea­ler, medi­cin­mand og ikke mindst ufo-kon­takt­per­son. Her­ef­ter rej­ste Mack til Zim­bab­we, hvor han opt­rå­d­te på hele to radiopro­gram­mer og end­nu et tv-pro­gram.

Den 30. novem­ber holdt han en tale i den loka­le sport­s­klub i Hara­re, alt­så meget tæt på Ari­el School, hvor frem­mø­det var dob­belt så stort som for­ven­tet.

Alt det­te bli­ver beskre­vet af Cynt­hia Hind i hen­des artik­ler i UFO Afri­news, med til­fø­jel­sen at „man­ge skjul­te erin­drin­ger blev afdæk­ket“. Først her­ef­ter rej­ste Mack vide­re til Ari­el School.

Man må nød­ven­dig­vis spør­ge om, hvor man­ge af Ari­el Schools lære­re, for­æl­dre og måske end­da børn, der delt­og i mødet i Hara­re og her­ef­ter påvir­ke­de vid­ner­ne med Macks kend­te hold­nin­ger til tele­pa­ti og ikke mindst øko­lo­gi og beva­ring af pla­ne­ten. Det er slå­en­de, at dis­se syns­punk­ter ikke er at fin­de hos Cynt­hia Hind, men kun fin­des i fil­men af inter­views fore­ta­get af Mack. Meget tyder såle­des på, at bør­ne­ne var påvir­ket af ufo-histo­ri­er før Macks inter­views, men sik­kert også i en vis udstræk­ning før sel­ve hæn­del­sen.

Nog­le har lagt mær­ke til, at en af bør­ne­teg­nin­ger­ne af den fly­ven­de tal­ler­ken min­der meget om rum­far­tø­jer­ne i fil­men „The Inva­ders“.
 

Muli­ge for­kla­rin­ger

Man må selv­føl­ge­lig i sid­ste ende spør­ge sig selv, hvad det i vir­ke­lig­he­den var, bør­ne­ne så. Der fin­des man­ge for­slag.

På nog­le teg­nin­ger min­der den fly­ven­de tal­ler­ken mest om en cam­ping­vogn med tv-anten­ne på taget.

 

En teg­ning af områ­det ved Ari­el School i
„UFO Afri­news“. Læg mær­ke til elled­nin­ger­ne.

Fle­re har lagt mær­ke til, at nog­le af teg­nin­ger­ne af objek­tet, især dem med en „dør“, min­der meget om en moder­ne cam­ping­vogn.

Andre har lagt mær­ke til, at beskri­vel­sen af „per­so­nen“ med det lan­ge hår, min­der om Max Fenig i tv-seri­en „Strengt for­tro­ligt“ (X‑Files), som var meget popu­lær i 1994.

Cynt­hia Hind bur­de have under­søgt, hvil­ke film med ufo­er der i dage­ne umid­del­bart før og efter hæn­del­sen var ble­vet vist på tv.

Andre igen har bidt mær­ke i den fløjten­de lyd og bør­ne­nes beskri­vel­se af noget, der bevæ­ger sig på siden, og noget der bevæ­ger sig på top­pen, hvil­ket sam­men med beskri­vel­sen af en dør og vin­du­er i siden kun­ne min­de om beskri­vel­sen af en heli­kop­ter.

Beskri­vel­sen af per­so­nen med de „sto­re, sor­te øjne“ kun­ne være en heli­kop­ter­pi­lot med fly­ver­hjelm. Nog­le af bør­ne­ne siger, at objek­tet fulg­te de elled­nin­ger, som man også kan se på Cynt­hia Hin­ds teg­ning over områ­det i hen­des arti­kel. Måske var det en heli­kop­ter, som inspi­ce­re­de dis­se led­nin­ger?

Måske så bør­ne­ne i vir­ke­lig­he­den en (omvendt) luftspej­ling af noget, der ske­te end­nu læn­ge­re væk, men som blev forvræn­get i den afri­kan­ske var­me.

Og alle dati­dens histo­ri­er om ufo­er udlø­ste her­ef­ter den angst og det hyste­ri, som sene­re beskri­ves af især lærer­ne, som var på ste­det.

Måske så bør­ne­ne i vir­ke­lig­he­den ufo­en mere som på den­ne
teg­ning. Men alt for „uty­de­li­ge“ teg­nin­ger blev bare sor­te­ret fra.

Ori­a­nas teg­ning. Sene­re indrøm­me­de hun ikke at
have set noget.

Det mest sand­syn­li­ge er, at bør­ne­ne ikke så noget tyde­ligt. Fle­re af bør­ne­ne taler i vir­ke­lig­he­den kun om „lys“, „skyg­ger“ og „glimt“.

Et af bør­ne­ne bag teg­nin­ger­ne (Ori­a­na F) indrøm­me­de man­ge år sene­re, at hun fak­tisk ikke så noget.

Fle­re af bør­ne­ne for­tal­te, hvor­dan de først tro­e­de, at det var et andet barn eller gart­ne­ren, de kun­ne se i det fjer­ne, og at det først var, da ordet „ufo“ blev brugt, at panik­ken og hyste­ri­et bred­te sig. Den hyste­ri­ske stem­ning blandt bør­ne­ne bekræf­tes af fle­re af de voks­ne. Der kan næp­pe her­ske tvivl om, at net­op bør­ne­nes følel­ser på tids­punk­tet har haft betyd­ning for deres sene­re opfat­tel­ser.

Et andet barn (Shel­ley T) for­tal­te, hvor­dan nog­le af bør­ne­ne hav­de løjet om deres ople­vel­ser for at kom­me på tv. Hun hav­de selv været på ste­det, medens de andre børn pege­de ud i det fjer­ne, og det, de pege­de på, var så langt væk, at det for alle vil­le være umu­ligt at se noget tyde­ligt.

Heli­kop­ter­for­kla­rin­gen

Rig­tig man­ge detal­jer i bør­ne­nes beskri­vel­ser peger på, at de fak­tisk så en heli­kop­ter. Nog­le af beskri­vel­ser­ne af „per­so­nen“ lig­ner umi­sken­de­ligt beskri­vel­sen af en heli­kop­ter­pi­lot med enten fly­ver­hjelm eller meget sto­re sol­bril­ler.

Beskri­vel­sen af „objek­tet“ peger i sam­me ret­ning. På fle­re af teg­nin­ger­ne kan man se både dør og vin­du­er (Lisa) præ­cis som hos en heli­kop­ter med siden til. Fle­re af teg­nin­ger­ne har en hel ræk­ke vin­du­er. En dreng lag­de mær­ke til, hvor­dan en „ting“ bevæ­ge­de sig ude på siden (halero­to­ren?), medens en anden „ting“ løb frem og til­ba­ge på top­pen (hoved­ro­to­ren?). Nog­le af bør­ne­ne taler om en „fløjten“ eller en „snur­ren­de“ lyd, som let kun­ne stam­me fra en lan­den­de eller let­ten­de heli­kop­ter. Andre ste­der i beskri­vel­ser­ne tales der om en „blæst“, som plud­se­lig opt­rå­d­te under hæn­del­sen. Alt det­te er i vir­ke­lig­he­den en gan­ske god beskri­vel­se af en heli­kop­ter, der lan­der eller let­ter.

Selv­føl­ge­lig lig­ner ingen af teg­nin­ger­ne præ­cist en heli­kop­ter. Men objek­tet var også ret langt væk, og bør­ne­nes opga­ve lød tem­me­lig sik­kert på at teg­ne „ufo­en“. Man glem­mer let, at børn (som andre men­ne­sker) ikke fun­ge­rer som små kame­ra­er!

Bør­ne­ne for­tæl­ler også, hvor­dan objek­tet (nog­le af bør­ne­ne taler her om fle­re objek­ter) fulg­te de elled­nin­ger, som for­løb gan­ske tæt på sko­len. Var det en heli­kop­ter, som var ude for at inspi­ce­re dis­se led­nin­ger? Måske pilo­ten blev tis­se­træn­gen­de, og det var grun­den til, at han lan­de­de? Da han så, at han blev iagt­ta­get af en flok sko­lebørn, kom han på andre tan­ker og skynd­te sig til­ba­ge til luft­far­tø­jet.

Luft­våb­net i Zim­bab­we har fle­re heli­kop­ter­ty­per, som kun­ne pas­se på beskri­vel­sen. Rus­si­ske kamp­he­li­kop­te­re af typen Hind (Mi-24/35) og trans­port­he­li­kop­te­re af typen Hip (Mi‑8) vir­ker ved før­ste øje­kast som oplag­te kan­di­da­ter pga. ræk­ken af vin­du­er på siden. Desvær­re blev de først anvendt i 1998.

Mere sand­syn­li­ge mulig­he­der er de min­dre heli­kop­te­re af typen Alou­et­te 3 og Agus­ta Bell AB 212/412. Dis­se typer hav­de i 1994 været i brug i man­ge år.

En anden mulig­hed kun­ne måske være Aeros­pa­ti­a­le Super Puma. Den­ne sto­re heli­kop­ter blev offi­ci­elt først leve­ret nog­le måne­der inde i 1995 som et meget luk­suri­øst trans­port­mid­del for præ­si­dent Muga­be. På grund af den ekstremt høje anskaf­fel­ses­pris, var det et meget kon­tro­ver­si­elt køb. I 2009 køb­te Muga­be end­nu en stor trans­port­he­li­kop­ter til per­son­lig trans­port (en Mi‑6), og det kom frem, at den hav­de fore­ta­get hem­me­li­ge test­flyv­nin­ger i Zim­bab­we i tiden, inden den blev taget i brug. Det vir­ker sand­syn­ligt, at man har gjort noget lig­nen­de før anskaf­fel­sen af Super Puma i 1995. Også pga. kri­tik­ken af de høje omkost­nin­ger. Måske var det den­ne heli­kop­ter, som bør­ne­ne så?

En af Muga­bes Super Puma-heli­kop­te­re under et
besøg i Malawi. Muga­bes Super Puma-heli­kop­te­re –
han end­te med at købe to – lig­ger i dag stil­le pga.
man­gel på reser­ve­de­le. Læg mær­ke til døren og
ræk­ken af vin­du­er.

Man kan gøre sig man­ge spe­ku­la­tio­ner i den­ne sag. På net­tet kan man såle­des se påstan­de, der går ud på, at de mang­len­de teg­nin­ger fak­tisk fore­stil­ler en heli­kop­ter, men at dis­se teg­nin­ger af sam­me grund er ble­vet fjer­net af ufo­lo­ger­ne under sor­te­rin­gen. Sådan­ne spe­ku­la­tio­ner kun­ne let have været und­gå­et, hvis Cynt­hia Hind og John Mack hav­de udvist blot en smu­le grun­dig­hed i deres under­sø­gel­ser.

 

En ufo­myte tager form

Uan­set alle for­nuf­ti­ge ind­ven­din­ger bli­ver Ari­el-sagen i dag af man­ge ufo­lo­ger frem­stil­let som et uimod­si­ge­ligt bevis for, at vi i dag får besøg af rumvæs­ner.

Ufo­lo­gen Ran­dall Nick­er­son har i fle­re år sam­let mate­ri­a­le om Ari­el-hæn­del­sen. Han har rejst i regio­nen, opsøgt de nu voks­ne vid­ner, som i dag er spredt over hele ver­den, og har åbnet en side på Face­book, hvor man kan læse sid­ste nyt om hans doku­men­tar­film om sagen.

Ran­dall Nick­er­son har
arbej­det på en doku­men­tar
om hæn­del­sen i fle­re år.

Iføl­ge det sid­ste nye udkom­mer doku­men­tar­fil­men næste år. Og det har fak­tisk været påstan­den de sene­ste 8 år! På Face­book­si­den bli­ver man også opfor­dret til at done­re pen­ge til sagen mod at få til­sendt base­ball-huer og blu­ser med rek­la­me for pro­jek­tet. Som det ses af trai­le­ren til fil­men skul­le der være nye hidtil use­te film­klip fra 1994 kom­bi­ne­ret med helt nye inter­views af vid­ner­ne. Når (hvis?) fil­men udkom­mer, vil det selv­føl­ge­lig være spæn­den­de at se, om der er noget nyt.

Emily Trim er i dag kunst­ma­ler.

En kvin­de ved navn Emily Trim, som var et af bør­ne­ne på Ari­el School, rej­ser rundt til for­skel­li­ge ufo­kon­fe­ren­cer med sin histo­rie. Iføl­ge hen­de selv befandt hun sig kun nog­le få skridt fra væs­net. Hun faldt på knæ og kun­ne nu se, hvor­dan væs­nets ansigt skif­te­de mel­lem en løves og et rumvæ­sens. Hen­des tale er meget emo­tio­nel, og hun græ­der under­vejs. Hun for­tæl­ler også, hvor­dan hun fører sam­ta­ler med en magisk som­mer­fugl. Pud­sigt nok har til­sy­ne­la­den­de ingen af de andre børn lagt mær­ke til, at en af deres kam­me­ra­ter var så tæt på!

Under alle omstæn­dig­he­der kan man lære rig­tig meget af Ari­el-sagen. Om ikke andet, så om hvor­dan ufo­lo­gi­en ikke blot for­sø­ger at afdæk­ke begi­ven­he­der, men i nok så man­ge til­fæl­de tvær­ti­mod for­plum­rer og ikke mindst forvræn­ger begi­ven­he­der for at få os til at tro på en bestemt udlæg­ning.

Som i så man­ge andre sager er ufo­lo­ger­ne selv med til at ska­be de „fak­ta“, de frem­hol­der som bevis for sand­heds­vær­di­en af deres egne udsagn. Nog­le gan­ge min­der ufo­lo­gi­en om et udsagn fra den tyske filo­sof Fri­edrich Nietzs­che: „Og når du kig­ger læn­ge nok ned i en afgrund, ender det med, at afgrun­den stir­rer til­ba­ge.“

Kil­der:

En stor tak til Gil­les Fer­nan­dez fra Frank­rig, som har en ph.d. i kog­ni­tiv psy­ko­lo­gi, for uund­vær­li­ge links og infor­ma­tio­ner. Den før­ste kil­de er en hen­vis­ning til hans arti­kel om Ari­el sagen på hans blog. Fer­nan­dez byg­ger en stor del af sine infor­ma­tio­ner på Nab Lator, som er en ano­nym leve­ran­dør af infor­ma­tio­ner på Rea­li­ty Infor­med. Nab Lator var en af dem, der lige­le­des var med til at afslø­re The Roswell Sli­des som rent snyd.

skepticversustheflyingsaucers.blogspot.dk/2016/06/rencontre-rapprochee-ariel-school-ruwa.html,
www.youtube.com/watch?v=_pKC11SDnog,
www.youtube.com/watch?v=iBxSzmHEnj8,
www.ufoevidence.org/cases/case127.htm,
www.realityuncovered.net/forum/viewtopic.php?f=13&t=2007,
badufos.blogspot.dk/2012/02/skeptic-at-2012-international-ufo_27.html,
badufos.blogspot.dk/2016/03/a‑skeptical-look-at-25th-annual.html,
http://www.sacseti.co.za/blog/2014/07/29/cynthia-hind-south-african-ufologist/,
www.das-ufo-phaenomen.de/literatur/englisch/hind-cynthia/,
www.educatinghumanity.com/2014/11/children-ufo-aliens-africa.html,
www.ufoevidence.org/documents/doc1905.htm,
www.csicop.org/si/show/exploring_mind_memory_and_the_psychology_of_belief,
www.youtube.com/watch?v=onM64rhkg4s,
en.wikipedia.org/wiki/John_E._Mack,
altereddimensions.net/2013/zimbabwe-school-mass-ufo-sighting-children-saucer-shaped-ufo-alien-sighting,
www.youtube.com/watch?v=XxQNTaHKdEs,
earthmysterynews.com/2016/06/21/zimbabwe-ufo-child-conactee-speaks-publicly-for-the-1st-time/,
www.youtube.com/watch?v=4rnUehcuxW8,
badufos.blogspot.dk/,
www.roswellslides.com/the-roswell-slides/ og
http://www.thezimbabwedaily.com/zimbabwe/4291-mugabe-buys-worlds-most-powerful-helicopter.html.

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker

Den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tysons lil­le, char­me­ren­de bog er skre­vet, så du og jeg kan få en for­nem­mel­se af vores vil­de og smuk­ke hjem – uni­ver­set. Læs om alt fra Big Bang til sor­te hul­ler, fra kvar­ker til kvan­te­me­ka­nik og mørkt stof, og jag­ten på at opda­ge exo­pla­ne­ter og fin­de andet liv i uni­ver­set.

Skat­tej­agt

I den­ne bog for­tæl­ler Klaus Aars­l­eff om skat­te­le­gen­der, om skat­te der ikke er fun­det end­nu, om sto­re skat­te som er fun­det, og om hvor­dan moder­ne tek­no­lo­gi i dag har gjort det meget let­te­re at være skat­tejæ­ger.

Uan­set hvil­ken skat det hand­ler om.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.