The Moo­re we are toget­her…

Den berøm­te engel­ske astro­no­mi­for­mid­ler og for­fat­ter til en lang ræk­ke bøger om astro­no­mi, Patri­ck Moo­re, døde den 9. decem­ber 2012, 89 år gam­mel. En æra i BBC’s natur­vi­den­ska­be­li­ge tv-pro­gram­mer var for­bi.

 
 
De såkald­te fly­ven­de tal­ler­ke­ner tog Sir Patri­ck alle­re­de på et tid­ligt tids­punkt afstand fra, men afholdt sig alli­ge­vel ikke fra på sin egen facon at være mere invol­ve­ret i emnet, end måske almin­de­ligt kendt af en bre­de­re offent­lig­hed.

I 1953 udkom bogen Flying Sau­cers Have Lan­ded af Des­mond Les­lie og Geor­ge Adam­ski – på dansk Fly­ven­de tal­ler­ke­ner er lan­det, 1955.

I den­ne bog påstod ame­ri­ka­ne­ren Geor­ge Adam­ski bl.a., at han i den cali­for­ni­ske ørken året før hav­de haft kon­takt med venu­si­a­ne­ren Ort­hon. Efter det opgiv­ne end­da i over­væ­rel­se af vid­ner. Bogen blev hur­tigt en klas­si­ker i „tal­ler­ken­lit­te­ra­tu­ren“, og der kom hur­tigt fle­re andre såkald­te kon­takt­be­ret­nin­ger frem ver­den over.

Engelsk pen­dant til Adam­ski

I mid­ten af halv­tred­ser­ne vak­te eng­læn­de­ren Cedric Alling­ham’s bog Flying Sau­cer from Mars en del opsigt. Alling­ham beskrev i sin bog, hvor­le­des han i febru­ar 1954 i Skot­land foto­gra­fe­re­de et rum­skib fra Mars og hav­de kon­takt med et besæt­nings­med­lem.

Under en syg­doms­pe­ri­o­de nogen tid efter offent­lig­gø­rel­sen af kon­takt­be­ret­nin­gen for­svandt Alling­ham imid­ler­tid, og det var svært at fin­de oplys­nin­ger om hans hid­ti­di­ge vir­ke. Der har der­for altid her­sket beret­ti­get mystik om den­ne beret­ning, der dog faldt i tråd med andre af dati­dens lig­nen­de beret­nin­ger.

I 1986 fik to engel­ske ufo-for­ske­re et gen­nem­brud i lokal efter­forsk­ning af den alli­ge­vel fasci­ne­ren­de histo­rie, og de kun­ne påvi­se, at det hele måt­te være en pra­cti­cal joke sat i sce­ne af – ja hvem andre end Patri­ck Moo­re!

 

 
Cedric Alling­hams bog fik en del omta­le, da den duk­ke­de op i 1954.
Illu­stra­ti­ion: CENAP-Archiv
 
 

Alling­hams bog på dansk

Men først lidt mere om Cedric Alling­hams bog fra 1954 der i 1962 blev over­sat til dansk af Lil­li Chri­sten­sen og udsendt på for­la­get Otto Biil­mann med tit­len Rum­skib fra en frem­med pla­net.

 

I for­or­det til den dan­ske udga­ve skrev SUFOI’s davæ­ren­de lands­le­der, kap­ta­jn­løjt­nant Frank Peder­sen med en vis entu­si­as­me, at det er med stor glæ­de, jeg intro­du­ce­rer den­ne bog for dan­ske læse­re. For­fat­te­ren Cedric Alling­ham er et sær­de­les nøg­ter­nt men­ne­ske, der på bed­ste for­sker­vis ude­luk­ker alt, hvad han fin­der bare den mind­ste smu­le tvivl­s­omt…

Natur­lig­vis var det lidt af en mund­fuld for selv Frank Peder­sen, som andet­steds i for­or­det bl.a. skrev Som i næsten enhver bog om „fly­ven­de tal­ler­ke­ner“ vil der også i den­ne være en ræk­ke punk­ter, hvor den sub­jek­ti­ve side af for­fat­te­rens indstil­ling gør sig gæl­den­de…

Lil­li Chri­sten­sen
Foto: Ole Hen­nings­en
 

Frank Peder­sen
Foto: Per Bor­gaard

 

De dan­ske dag­bla­de ofre­de megen spal­te­plads på den­ne nye bog.

Møde i Nord­s­kot­land med en ufor­fal­sket mars­mand, skrev Jyl­lands-Posten den 29. novem­ber 1962 tværs over fem spal­ter.

Aar­huus Stift­s­ti­den­de nåe­de 2. decem­ber 1962 incl. fotos op på syv spal­ter i deres omta­le af bogen: Jeg mød­te en mand fra Mars.

Fyens Stift­s­ti­den­de kun­ne 11. decem­ber 1962 nøjes med 3 spal­ter: For­fat­ters sam­ta­le med en Mars-mand.

Man­ge lod sig natur­ligt nok rive med af de dele af bogen, der inde­holdt popu­lær­vi­den­ska­be­li­ge facts om rum­fart og astro­no­mi. I mit gl. arkiv om sagen har jeg såle­des gen­fun­det mine 3 hånd­skrev­ne sider med kom­men­ta­rer og spørgs­mål, som efter læs­nin­gen måske bur­de check­es på et tids­punkt.

 

Udgi­vel­sen af bogen og pres­seom­ta­len viser gan­ske klart, hvil­ken udvik­ling der er sket i løbet af de sene­ste 50 år både for SUFOI og for dele af pres­sen.

 

Bogen omta­ler fle­re af de mere berøm­te ufo-til­dra­gel­ser fra sidst i fyr­rer­ne og først i halv­tred­ser­ne og de dis­kus­sio­ner i viden­ska­be­li­ge kred­se, som dis­se obser­va­tio­ner gav anled­ning til. Bogen inde­hol­der des­u­den på et meget popu­lært plan en gen­nem­gang af vis­se af de astro­no­mi­ske aspek­ter, der bør tages hen­syn til, når debat­ten går på rum­skibs­hy­po­te­sen som oprin­del­se for ufo-fæno­me­ner. Bogen er dog kon­cen­tre­ret om Alling­hams ople­vel­se, der fandt sted i Skot­land ved kysten mel­lem Los­sie­mouth og Buck­ie den 18. febru­ar 1954.

Alling­ham var ude for at stu­de­re fug­le, da han plud­se­lig fik øje på et objekt på him­len. Det
for­svandt og kom igen fle­re gan­ge i løbet af dagen. Ved fle­re lej­lig­he­der dagen igen­nem tog Alling­ham bil­le­der af objek­tet.

Til sidst kom det ind ude fra van­det og lan­de­de på jor­den. Der hør­tes en lyd som af en slags motor. Det lyk­ke­des for Alling­ham at tage bil­le­der af den lan­de­de gen­stand, der så ud til at være for­met af en metal­pla­de uden sam­lin­ger og bol­te. Der var to grup­per koø­jer syn­li­ge og tre kug­le­for­me­de lan­dings­hjul. Far­tø­jets stør­rel­se var ca. 15 m i dia­me­ter og ca. 6 m i høj­den.

Sam­men­stil­ling af de i Alling­ham-bogen offent­lig­gjor­te
fotos og en teg­ning af det obser­ve­re­de far­tøj. Man må
måske fra star­ten stil­le sig selv spørgs­må­let: Hvor­dan
var det muligt IKKE at tage bed­re fotos midt i halv­tred­ser­ne?

Kon­takt til en mars­mand

Alling­ham for­tæl­ler i bogen, at da han nær­me­de sig far­tø­jet, gled en sky­de­dør i den neder­ste del til­ba­ge, og en mand sprang ned på jor­den.

De to mænd hil­ste på hin­an­den med opstrakt arm, og det beskri­ves nu i bogen, hvor­le­des der uds­pandt sig en slags sam­ta­le imel­lem dem ved hjælp af fag­ter.

Alling­ham for­står, at man­den kom­mer fra pla­ne­ten Mars. Han får andre oplys­nin­ger, f.eks. at kun Venus og Mars er bebo­et i vort eget pla­net­sy­stem.

Da samvæ­ret sene­re er slut, og man­den går til­ba­ge mod sit far­tøj, lyk­kes det Cedric Alling­ham også at tage et foto af mars­man­den.

Fisker Dun­can som vid­ne

Da hele til­dra­gel­sen var over­stå­et, og Alling­ham begynd­te at gå til­ba­ge mod Los­sie­mouth, mød­te han en mand, der bekræf­te­de at have set far­tø­jet og over­væ­ret de sid­ste få minut­ter af mødet med dets pilot.

Man­den for­tal­te, at hans navn var James Dun­can, og at han var fisker fra egnen. Alling­ham lod James Dun­can under­skri­ve en erklæ­ring om, at han var vid­ne til til­dra­gel­sen. Også den­ne vid­ne­er­klæ­ring er gen­gi­vet i Cedric Alling­hams bog.

I tids­skrif­tet Flying Sau­cer News, Bri­stol, som­mer-udga­ven 1955, blev det i en redak­tio­nel notits oplyst, at en af deres kor­re­spon­den­ter fra West Coun­try hav­de infor­me­ret dem om, at Des­mond Les­lie ved et fored­rag i Pen­zan­ce skul­le have oplyst, at det var lyk­ke­des at loka­li­se­re vid­net James Dun­can.

Han oply­ste end­vi­de­re, at Dun­can hav­de truk­ket sin erklæ­ring til­ba­ge og ikke læn­ge­re vil­le stå ved den­ne skrift­li­ge erklæ­ring. Den­ne oplys­ning fra Des­mond Les­lie blev dog aldrig sene­re bekræf­tet.

Cedric Alling­hams liv

I de sene­re uden­land­ske over­sæt­tel­ser af Alling­hams bog gives den­ne frem­stil­ling af hans lev­nedsløb:

Han blev under­vist pri­vat, ind­til han var 10 år. Da trak hans fader sig til­ba­ge og køb­te et hus i nær­he­den af Dur­ban.

Cedric Alling­ham er født i 1922 i Bom­bay som ene­ste søn af en rig, engelsk tekstil­fa­bri­kant.

Alling­hams uddan­nel­se fort­sat­tes på sko­ler i Syd­afri­ka og Eng­land ind­til han var 17 år, hvor han blev ind­lagt på et sana­to­ri­um med tuber­kulo­se, som læn­ke­de ham til sen­gen i næsten 2 år. I 1941 trå­d­te han ind i hæren og blev poste­ret i Det Mel­lem­ste Østen, hvor han til­brag­te stør­ste­delen af krig­sti­den. Det var i den tid, han begynd­te at inter­es­se­re sig for astro­no­mi ved, som han udtryk­te det: at lære stjer­ner­ne at ken­de i man­gel på noget bed­re at fore­ta­ge sig i ørke­nen, når det var for varmt til at sove om nat­ten.

 

Efter kri­gen og for­æl­dre­nes tragi­ske død — deres skib blev tor­pe­de­ret kun 9 uger før kapi­tu­la­tio­nen — leve­de Alling­ham et noma­de­liv i en cam­ping­vogn, i hvil­ken han ynde­de at fore­ta­ge rej­ser rundt i lan­det og fore­ta­ge læn­ge­re ture på Kon­ti­nen­tet.

Det meste af tiden til­brag­te han med at skri­ve gyser­ro­ma­ner, som han udgav under et pseu­do­nym, og med at stu­de­re fug­le. Han eje­de også en hyt­te i Yor­ks­hi­re, hvor han lej­lig­heds­vis trak sig til­ba­ge for at hel­li­ge sig sit seri­ø­se skri­ve­ri, og for at iagt­ta­ge Månen og pla­ne­ter­ne gen­nem sit 10″ spejl­te­leskop.

Efter sin ene­stå­en­de ople­vel­se, som han beret­ter om i bogen, begynd­te han at sam­le rap­por­ter om tal­ler­kenob­ser­va­tio­ner, og plan­lag­de at udfø­re yder­li­ge­re omfat­ten­de under­sø­gel­ser i løbet af 1955 i Cali­for­ni­en, hvor der i de sid­ste måne­der var rap­por­te­ret et bety­de­ligt antal obser­va­tio­ner. Han nåe­de dog aldrig at gen­nem­fø­re dis­se pla­ner.

Han blev på ny syg og rej­ste i den anled­ning på rekre­a­tion i Schweiz, hvor han for­svandt.

Men hvem var egent­lig Alling­ham?

Ingen var sær­ligt impo­ne­re­de af Alling­hams bil­le­der af rum­ski­bet eller mars­man­den.

De så unæg­te­lig også noget pri­mi­ti­ve ud. Alle­re­de kort efter bogens frem­komst begynd­te for­skel­li­ge ufo-inter­es­se­re­de at undre sig over, at det var svært at fin­de yder­li­ge­re oplys­nin­ger om Cedric Alling­ham eller vid­net James Dun­can.

Juli-august 1955 udga­ven af det berøm­te engel­ske ufo-tids­skrift Flying Sau­cer Review for­tal­te, at Cedric Alling­ham tid­ligt på året 1955 var taget på rekre­a­tion i Schweiz, og at han nu var rap­por­te­ret alvor­ligt syg.

I den tyske udga­ve af Alling­hams bog, Flie­gen­de Untertas­se vom Mars, 1960, anfø­res det, at en under­sø­gel­se på for­an­led­ning af davæ­ren­de redak­tør af Flying Sau­cer Review, Brin­s­ley Le Poer Trench, hav­de afslø­ret, at Alling­hams død ikke var regi­stre­ret af myn­dig­he­der­ne i Schweiz.

I UFO-Nyt, sep­tem­ber 1960, brin­ges en omta­le af Alling­ham-sagen og næv­ner med det schweizi­ske tids­skrift Wel­traum­bo­te som kil­de, bl.a. at Alling­ham døde af lun­ge­tu­ber­kulo­se i Schweiz i begyn­del­sen af 1956, kun 34 år gam­mel. Det blev i en redak­tio­nel kom­men­tar end­vi­de­re rap­por­te­ret, at Adam­ski-med­ar­bej­de­ren Lou Zinn­s­tag fra Schweiz på for­an­led­ning af Alling­hams fami­lie lod fore­ta­ge en grun­dig under­sø­gel­se. Hun fik efter det anfør­te adgang til poli­tiets arki­ver, kir­kebø­ger, syge­husjour­na­ler m.v. Men nav­net fand­tes ingen ste­der!

Det er dog hel­ler aldrig sene­re ble­vet fast­slå­et på anden måde, at nogen skul­le have været i kon­takt med fami­lie til Alling­ham.

For at bidra­ge til den sto­re mystik, skrev udgi­ve­ren, Biil­manns For­lag, i sin rek­la­me­fol­der: Der er frem­sat teo­ri­er om, at han ved et nyt møde er rejst til en frem­med pla­net…

Jag­ten på Alling­ham

I et læser­brev i Flying Sau­cer Review, sept.-okt. 1961, opfor­drer Hen­ry Bar­ron til, at man sør­ger for at efter­spo­re fami­lie, ven­ner, bekend­te og alle andre, som kan tæn­kes at vide noget om Alling­hams skæb­ne. Bar­ron mener, at der bør gøres en ind­sats for, at sådan­ne myste­ri­er ikke blot går over i histo­ri­en uden at være under­søgt til bunds.

Den bri­ti­ske popu­lær­vi­den­ska­be­li­ge skri­bent Robert Chap­man for­tæl­ler i sin bog Uni­den­ti­fied Flying Objects fra 1969, at han ved frem­kom­sten af Alling­hams bog var viden­ska­be­lig kor­re­spon­dent ved Lon­don-avi­sen Eve­ning News.

Robert Chap­man undre­de sig med andre over, at hver­ken for­læg­ger eller for­fat­ter ønske­de den publi­ci­ty, der ellers nor­malt omgi­ver bog­ud­gi­vel­ser. Han for­søg­te der­for sam­men med jour­na­list­kol­le­ger at opspo­re Cedric Alling­ham eller hans vid­ne James Dun­can. Men uden held. Alling­ham blev rap­por­te­ret „død“, og Dun­can kun­ne ikke fin­des.

Men hvis Dun­can ikke fand­tes, så var hans vid­ne­er­klæ­ring hel­ler ikke meget bevendt.

Når der­til kom, at man ikke kun­ne fin­de spor af Alling­ham, så var der efter­hån­den ikke meget til­ba­ge af hele histo­ri­en.
Robert Chap­man var ikke i tvivl: Efter opfat­tel­se var der tale om et vel til­ret­telagt svin­delnum­mer.

Patri­ck Moo­re og Alling­ham

Hvis histo­ri­en var svin­del, hvem kun­ne så tæn­kes at stå bag?

I sin bog Can You Spe­ak Venu­si­an? næv­ner den engel­ske ama­tøra­sto­nom Patri­ck Moo­re også Alling­ham-sagen med en helt spe­ci­el bag­grund. Han for­tæl­ler nem­lig, at han rent fak­tisk var sam­men med Cedric Alling­ham ved et fored­rag for en lokal ufo­grup­pe i Tur­n­brid­ge Wells i Eng­land!

Et pud­sigt sam­men­træf?!

Patri­ck Moo­re er nem­lig ikke en almin­de­lig „ukendt“ ama­tøra­stro­nom. Han blev født i 1923 og har i man­ge år ind­til sin død i 2012 været kendt som suc­ces­fuld for­fat­ter til popu­lær­vi­den­ska­be­li­ge vær­ker om astro­no­mi­ske emner. Han var medstif­ter af The Inter­na­tio­nal Uni­on of Ama­t­eur Astro­no­mers. Hans pro­duk­tion omfat­ter et utal af bøger, og han er end­vi­de­re kendt for sin med­vir­ken i tal­ri­ge radio- og tv-udsen­del­ser.

En af Moo­res gode ven­ner var Des­mond Les­lie, der i 1953 sam­men med kon­takt­per­so­nen Geor­ge Adam­ski for­fat­te­de bogen Flying Sau­cers Have Lan­ded af Des­mond Les­lie og Geor­ge Adam­ski — på dansk Fly­ven­de tal­ler­ke­ner er lan­det.

Og Patri­ck Moo­re er alt­så hidtil den ene­ste per­son, der påstår rent fak­tisk at have mødt Cedric Alling­ham per­son­ligt!

Så måske var Patri­ck Moo­re efter­hån­den et oplagt emne at under­sø­ge nær­me­re.

Nye under­sø­gel­ser

De to engel­ske ufo-for­ske­re Chri­stop­her Allan og Steu­art Camp­bell har i det engel­ske tids­skrift Mago­nia, 23. juli-udga­ven, 1986, i en læn­ge­re arti­kel beret­tet om det spæn­den­de efter­forsk­nings­ar­bej­de, de har udført i den­ne sag.

Steu­art Camp­bell
 

For­fat­ter­ne hav­de hørt ryg­ter om, at en frem­træ­den­de per­son skul­le være invol­ve­ret i Alling­ham-sagen, men det var umu­ligt at få et navn frem — deres kil­de hav­de svo­ret tavs­hed.

Med bag­grund i anven­del­sen og beskri­vel­sen af bestem­te histo­ri­ske facts, fag­ud­tryk m.v. i Alling­hams bog, for­søg­te for­fat­ter­ne at påvi­se en vis sam­men­hæng med Moore’s bøger. En grun­dig viden­ska­be­lig sta­ti­stisk ana­ly­se af sprog­møn­stre m.v. ved hjælp af såkaldt sty­lo­me­tri af Alling­hams bog og Moore’s vær­ker viste dog sene­re helt klart, at Patri­ck Moo­re ikke har skre­vet Alling­ham-bogen!

Fak­tisk viste ana­ly­sen, at den mest sand­syn­li­ge kan­di­dat var for­fat­te­ren Art­hur C. Clar­ke. Han afvi­ste dog selv på det bestem­te­ste efter en hen­ven­del­se fra for­sker­ne, at han skul­le være invol­ve­ret i en sådan svin­del, efter­som han i over 40 år hav­de kæm­pet mod sådan noget ufo-non­sens.

Iflg. de to engel­ske ufo-for­ske­re, var der ingen tvivl om, at for­fat­te­ren måt­te have et rime­ligt godt kend­skab til astro­no­mi og astro­no­mi-histo­rie. Han kend­te til tids­skrif­ter­ne Jour­nal of the Bri­tish Inter­pla­ne­tary Socie­ty, BIS, og Jour­nal of the Bri­tish Astro­no­mi­cal Asso­ci­a­tion, BAA, og ingen af dem er syn­der­ligt kendt af offent­lig­he­den, hver­ken den­gang eller nu. For­fat­te­ren kend­te også nav­net på for­man­den for BIS (1954) og nav­net på stif­te­ren af for­e­nin­gen. Alt det­te kun­ne skyl­des, at han var med­lem af både BIS og BAA.

For­fat­te­ren hav­de også kend­skab til akti­ve astro­no­mer på måne-områ­det, som H. Per­cy Wil­kins og Patri­ck Moo­re. Men der fin­des ingen Cedric Alling­ham på med­lem­s­li­sten for BIS fra 1953.

Ana­ly­se af Dun­cans skrift

Det påstå­e­de vid­ne, fisker James Dun­can, skrev en erklæ­ring om at have over­væ­ret Alling­hams møde med mars­man­den. Og den­ne erklæ­ring er afbil­det i bogen. Man kun­ne måske der­for gå en anden og mere utra­di­tio­nel vej.

Jeg hen­vend­te mig der­for i 1986 til en af mine gode ven­ner, Ben­de Øgen­da­hl, Stub­be­kø­bing, der i man­ge år inter­es­se­re­de sig for gra­fo­lo­gi — skrif­t­a­na­ly­se. Det kun­ne være inter­es­sant måske at få et fin­ger­peg om, hvor­vidt en per­son­lig­hed som Patri­ck Moo­re iflg. en skrif­t­a­na­ly­se kun­ne være ophavs­mand til Dun­can’s skrift­li­ge erklæ­ring.

Ind­led­nings­vis skal det erken­des, at den fore­lig­gen­de skrift­prø­ve ikke er det bedst tæn­ke­li­ge udgangs­punkt for en sådan ana­ly­se.

Ben­de Øgen­da­hl har alli­ge­vel haft mulig­hed for at udfor­me en 2 sider lang skrif­t­a­na­ly­se, hvor­fra kun gen­gi­ves de vig­tig­ste mere tek­nisk beto­ne­de kon­klu­sio­ner.

Skrif­ten er „bri­tish“ og er skre­vet hur­tigt og fly­den­de uden at vir­ke kon­stru­e­ret. Ved­kom­men­de har på for­hånd vidst nøj­ag­tigt, hvad der skul­le skri­ves.

Fle­re ting i skrif­ten viser, at der ikke er skre­vet med for­dre­jet hånd­skrift, men med ved­kom­men­des egen hånd­skrift. Skrif­ten tyder stærkt på en per­son, der er velud­dan­net, intel­li­gent og vant til at for­mu­le­re sig.

Det­te for­bin­des nor­malt ikke med typen på en fisker af rin­ge uddan­nel­se, selv om der natur­lig­vis også er velud­dan­ne­de men­ne­sker, der er fiske­re.

Under­skrif­ten, James Dun­can, har­mone­rer ikke med den øvri­ge tekst. Man kan fore­stil­le sig, at under­skrif­ten er skre­vet af en anden, eller måske nær­me­re at under­skrif­ten er kon­stru­e­ret. Især for­nav­net er ander­le­des, hvor­i­mod efter­nav­net mod slut­nin­gen igen begyn­der at nær­me sig skrif­ten i sel­ve erklæ­rin­gen.

Ben­de Øgen­da­hls kon­klu­sion er, at ved­kom­men­de har skre­vet erklæ­rin­gen med sin egen hånd­skrift og der­ef­ter under­skre­vet med et kon­stru­e­ret navn.

Det­te brag­te os dog ikke nær­me­re til Patri­ck Moo­re.

Jeg hen­vend­te mig der­for i 1987 med en ræk­ke spørgs­mål skrift­ligt til Patri­ck Moo­re ved Den bri­ti­ske Ambas­sa­des mel­lem­komst for om muligt at få hans bekræf­tel­se på del­ta­gel­se i Alling­ham-bogens frem­komst og natur­lig­vis også for måske at kun­ne sam­men­lig­ne hans hånd­skrift med James Dun­cans erklæ­ring.

Fra en af mine ven­ner har jeg mod­ta­get
Patri­ck Moo­res under­skrift på et brev
(date­ret 15. sep­tem­ber 2000) til ham i for­bin­del­se
med udveks­lin­gen af en astro­no­misk afhand­ling,
da Moo­re var 77 år gam­mel.
 

Fle­re gen­gi­vel­ser af andre af Patri­ck Moo­res
auto­gra­fer lagt op på net­tet nu efter hans død i 2012.

Udsnit af vid­ne­er­klæ­rin­gen fra „James Dun­can

Umid­del­bart ses det, at både James og Patri­ck star­ter med i sam­me stil at have en karak­te­ri­stisk skri­ve­ret­ning skråt op mod høj­re, der ses end­vi­de­re en under­streg­ning efter­nav­net, men læser­ne kan selv for­sø­ge at afgø­re, om der er andre lig­he­der at spo­re ved sam­men­lig­ning med „James Dun­cans“ erklæ­ring.

Dan­ske­re på jagt

Man­ge har for­søgt sig med at gra­ve i Alling­ham-histo­ri­en, såle­des også dan­ske Wil­ly Weg­ner, Skep­ti­ca, der beret­ter:

„I 1976 udgav jeg et tids­skrift ved navn Ufora­lia. En med­ar­bej­der, Tor­sten Dam-Jen­sen, skul­le i novem­ber sam­me år del­ta­ge i en stor ufo-kon­gres i Lon­don, arran­ge­ret af BUFORA. Jeg spurg­te der­for, om han vil­le for­hø­re sig lidt omkring Alling­ham-sagen og lod ham for­stå, at jeg var i tvivl om beret­nin­gens ægt­hed.

Tor­sten Dam-Jen­sen kom i kon­takt med Timo­t­hy Good, en engelsk ufo­log der sene­re blev med­for­fat­ter til bogen The untold Story, en Adam­ski-bio­gra­fi, samt for­fat­ter til Above Top Secret m.m. Men de hav­de ikke hel­det med sig. En for­ny­et hen­ven­del­se til det sta­dig eksi­ste­ren­de for­lag mun­de­de ud i, at man intet hav­de i arki­ver­ne, og de to ansat­te der i sin tid hav­de haft med Alling­hams bog at gøre beg­ge var døde.

I begyn­del­sen af 1980’erne kor­re­spon­de­re­de jeg med Bob For­re­st fra Man­che­ster. Han var en vel­kendt skri­bent i engel­ske skep­ti­ker­kred­se, og har bidra­get med et afsnit i bogen Veli­ko­v­sky i søge­ly­set. I et af sine bre­ve anty­de­de For­re­st, at han godt vid­ste, hvem der var den oprin­de­li­ge ophavs­mand til Alling­ham-histo­ri­en, men at han hav­de lovet at tie stil­le. Selv vid­ste jeg, at Bob For­re­st hav­de arbej­det sam­men med Patri­ck Moo­re, men for­bandt dog ikke umid­del­bart det­te med Alling­ham-sagen.

Men i mid­ten af 1980’erne ver­se­re­de der i snæv­re engel­ske ufo-kred­se ube­kræf­te­de ryg­ter om, at det fak­tisk var astro­no­men Patri­ck Moo­re, bærer af Order of the Bri­tish Empi­re, der var ophavs­man­den til Cedric Alling­hams beret­ning. Det var kun et spørgs­mål om tid, før den­ne nyhed vil­le bli­ve kendt uden for den snæv­re kreds af ufo­lo­ger.

Jen­ny Rand­les, en engelsk ufo­log og for­fat­ter, med mas­ser af bøger bag sig, skrev til Patri­ck Moo­re og råde­de ham til selv at kom­me med en udta­lel­se. Den­ne fair­ness blev kun mødt af trus­ler om sagsøg­ning, og Patri­ck Moo­re stod stærkt — man hav­de ingen hånd­gri­be­li­ge bevi­ser.“

„Alling­ham“ duk­ker op!

De engel­ske for­ske­re Chri­stop­her Allan og Steu­art Camp­bell, der som nævnt offent­lig­gjor­de deres efter­forsk­nin­ger i tids­skrif­tet Mag­noia, for­søg­te sig med at skri­ve direk­te til Cedric Alling­ham gen­nem det engel­ske for­lag, nu Mul­ler, Blond and Whi­te, Lon­don. Og den­ne gang fak­tisk med held!

For­la­get sva­re­de gan­ske vist, at man sta­dig ikke ønske­de at offent­lig­gø­re for­fat­te­rens san­de iden­ti­tet, men at man ger­ne vil­le vide­re­sen­de kor­re­spon­dan­ce til ham. Så helt afdød var han åben­bart alli­ge­vel ikke!

Allan og Camp­bell bad i et brev til Alling­ham (via for­la­get) om, at han vil­le give sig til ken­de. Bre­vet blev sene­re retur­ne­ret ube­sva­ret. Men kuver­ten hav­de været vide­re­sendt til en Hr. Peter Davies i Oxted, Sur­ry, der kun lig­ger 9 miles fra Patri­ck Moore’s tid­li­ge­re adres­se.

Det lyk­ke­des de to engel­ske for­ske­re at kom­me i kon­takt med den­ne Peter Davies, der beskrev sig selv som jour­na­list, selv om han ikke ken­des som med­lem af pres­se­or­ga­ni­sa­tio­ner­ne Natio­nal Uni­on of Jour­na­lists, Insti­tu­te of Jour­na­lists eller News­pa­per Press Fund.

Davies indrøm­mer svin­de­len

Peter Davies indrøm­me­de over­for Allan og Camp­bell, at han var invol­ve­ret i Alling­hams bog, og at der var tale om svin­del.

Han for­tal­te lige­le­des, at bogen oprin­de­lig var skre­vet af en anden, og at hans eget job bestod i at revi­de­re tek­sten og skri­ve­sti­len for at slø­re oprin­del­sen. Han fik også roy­al­ties af bogen. Han vil­le dog sta­dig ikke afslø­re, hvem der i øvrigt stod bag bogen.

Bil­le­der af for­fat­te­ren „Cedric Alling­ham“ som offent­lig­gjort i
for­bin­del­se med udgi­vel­sen af bogen i for­skel­li­ge udga­ver.
I vir­ke­lig­he­den er der tale om jour­na­li­sten Peter Davies i „for­klæd­ning“.

Davies indrøm­me­de også, at det er ham, der maske­ret er afbil­det som „Cedric Alling­ham“ i bogen!

Lige­le­des erkend­te han, at det var ham, der holdt det af Patri­ck Moo­re omtal­te ufo-fored­rag i Tur­n­brid­ge Wells, og at han hav­de haft en hjæl­per blandt publi­kum, der vid­ste mere om emnet, end han selv gjor­de. De to bri­ti­ske for­ske­re fandt ud af, at det­te fored­rag var ble­vet afholdt den 3. janu­ar 1955 og var ble­vet omtalt i den loka­le pres­se. De fandt end­vi­de­re frem til 3 af til­hø­rer­ne, der kun­ne bekræf­te ind­tryk­ket af, at fored­rags­hol­de­ren blandt publi­kum hav­de haft en med­hjæl­per.

Det kun­ne pas­sen­de have været Patri­ck Moo­re. At Moo­re var til ste­de ved det­te fored­rag og traf „Alling­ham“, har Moo­re oven i købet selv skre­vet, som tid­li­ge­re omtalt.

Davies bekræf­te­de lige­le­des, at han var en gam­mel ven af Patri­ck Moo­re. Den­ne har i øvrigt tid­li­ge­re fået udgi­vet bøger på sam­me for­lag, som udgav Alling­ham-bogen.

Så alt i alt ser Alling­ham-sagen igen ud til at lan­de på Patri­ck Moore’s bord!

Alling­hams teleskop til­hø­rer Patri­ck Moo­re

Et af Patri­ck Moo­res telesko­per, en 12 1/2 tom­mer
alta­zi­muth reflek­tor — her præ­sen­te­ret af David Low­ne
som illu­stra­tio­ner i Patri­ck Moo­res egne bøger. Øverst
gen­gi­vet fra »The Obser­ver’s Book of ASTRONOMY«, 1978-
udga­ven. Nederst. gen­gi­vet fra »The Young Astro­no­mer and his Telescope«, 1974.

Et meget afgø­ren­de bevis for Moore’s ind­blan­ding i Alling­ham-sagen fandt de to bri­ti­ske for­ske­re Allan og Camp­bell dog i en af Patri­ck Moore’s egne bøger: The Obser­ver’s Book of ASTRONOMY, 1971-udga­ven.

I den­ne astro­no­mi­bog fin­des et foto af Patri­ck Moore’s egen astro­no­mi­ske kik­kert; en 12 1/2 tom­mer alta­zi­muth reflek­tor.

Det­te teleskop er i alle detal­jer helt iden­tisk med det „10 tom­mer teleskop“, den maske­re­de Peter Davies — som „Cedric Alling­ham“ — er afbil­det ved siden af i Alling­ham-bogen.

Alling­hams teleskop til­hø­rer alt­så Patri­ck Moo­re!

Patri­ck Moo­re selv med sin sto­re reflek­tor.
 
På det­te gam­le BBC-videoklip ses Patri­ck Moo­re demon­stre­re sit 12 1/2 tom­mer teleskop og det bevæ­ge­li­ge træhus han har over kik­ker­ten til beskyt­tel­se mod vej­r­li­get. Træ­be­klæd­nin­gen på huset kan også ses nederst th. i bil­le­det af “Cedric Alling­ham” med sit teleskop.

 

De bri­ti­ske for­ske­res afdæk­ning af, at det måt­te være Patri­ck
Moo­re, der stod bag Alling­ham-bogen blev omtalt adskil­li­ge ste­der,
bl.a. i »The Star«, 28. Juli 1986. Her­over ses en omta­le i tids­skrif­tet
»New Sci­en­tist«, 14. august 1986. Pud­sigt nok kun­ne man se
»Can­ber­ra Cru­i­ses« i sam­me udga­ve annon­ce­re (oven­for) for et
kryd­stogt i Mid­del­ha­vet, hvor Patri­ck Moo­re under­vejs vil­le for­tæl­le
gæster­ne om nat­te­him­len og astro­no­mi.

Har altid næg­tet — men er pra­cti­cal joker

På trods af de kraf­ti­ge indi­ci­er, bragt frem af de bri­ti­ske for­ske­re, der ensi­digt peger på Patri­ck Moo­re som ophavs­mand til Alling­ham-histo­ri­en, har han altid benæg­tet det­te og har endog tru­et med at sagsø­ge folk, hvis man skrev om det. Noget søgs­mål er det dog aldrig ble­vet til.

Det kan lige til­fø­jes, at det skægt nok var sig­na­tu­ren PM der i sin tid skrev anmel­del­sen af Alling­ham-bogen for Jour­nal of the BAA, (Bri­tish Astro­no­mi­cal Asso­ci­a­tion) april udga­ven i 1955.

Det er ikke den ene­ste gang, at man har set Patri­ck Moo­re i en svin­del­hi­sto­rie. Det er såle­des detal­je­ret beskre­vet i hans bog Can You Spe­ak Venu­si­an, hvor­le­des han gen­nem en læn­ge­re peri­o­de via læser­bre­ve fra ikke-eksi­ste­ren­de for­ske­re drev gæk med den engel­ske Aet­he­ri­us Socie­ty.

Fotos: Chan­nel 5 tv-doku­men­tar »The Bri­tish UFO Files« og Sun­day Express
http://www.ipcress.org.uk/truth_out/charlton.html.

I juli 1963 vak­te det opsigt ver­den over, at der i en mark i Char­lt­on ved Shaf­tes­bury i Dor­set var fun­det et slags kra­ter, der blev til­skre­vet en UFO-lan­ding. Kra­te­ret blev under­søgt af en bom­be­en­hed fra det engel­ske for­svar bl.a. med mine­de­tek­tor (th.), uden at man kom en løs­ning på myste­ri­et nær­me­re.

Hærens eks­pert, en australsk for­sker, dr. Robert J. Ran­dall fra Woo­me­ra raket­ba­sen i Austra­li­en blev i pres­sen cite­ret for, at der var tale om et rum­skib fra omeg­nen af Ura­nus, der var bum­pet hen over mar­ken.

Stør­rel­sen på rum­ski­bet angav han som 500 fod, væg­ten som 600 tons og med en besæt­ning på 50 mand.

Rake­t­eks­per­ten eksi­ste­rer hel­ler ikke

Desvær­re ken­der det engel­ske for­svar ikke til nogen dr. Ran­dall. Og det gør i øvrigt hel­ler ikke Woo­me­ra raket­ba­sen i Austra­li­en.

Patri­ck Moo­re gør sig med ret­te lystig over hele histo­ri­en i sin oven­nævn­te bog Can You Spe­ak Venu­si­an, men lader sam­ti­dig også for­stå, at den sag ken­der han bety­de­ligt mere til, end almin­de­lig kendt er.

Ende­lig skal det næv­nes, at Patri­ck Moo­re for år til­ba­ge var ophavs­mand til en 1. april spøg i bri­tisk TV vedr. ændrin­ger i tyng­de­kraf­ten. Han er alt­så ikke ukendt i afde­lin­gen for spøg og skæmt.

I 1979 for­tal­te Patri­ck Moo­re i en af tv-udsen­del­ser­ne The Sky at Night, at med hen­syn til det omstrid­te spørgs­mål om „UFO­er: Kends­ger­ning eller fan­ta­si?“, så var han den mest erklæ­re­de skep­ti­ker ved tan­ken om, at fly­ven­de tal­ler­ke­ner skul­le være rum­ski­be fra andre ver­de­ner.

I løbet af pro­gram­met afslø­re­de Moo­re også, at han i løbet af 1950’erne lave­de et svin­delnum­mer ved at sen­de en falsk obser­va­tion til sin loka­le avis i Sus­sex: … „Jeg sag­de, hvor det var, og hvad det lig­ne­de og så vide­re, og det kom i den loka­le avis og … mere end tyve men­ne­sker skrev ind og bekræf­te­de histo­ri­en.“

Det­te bekræf­te­de til hans til­freds­hed, at folk vir­ke­lig ser, hvad de ønsker at se.

Patric Moo­re med i tal­ler­ken­film fra 1954

Sce­ne fra Des­mond Les­lies film »Them In The Thing« opta­get
i Monag­han i 1954 og en ung Patri­ck Moo­re med Les­lie og
Adam­skis tal­ler­ken­bog »Flying Sau­cers Have Lan­ded«.

 

I 2010 kom det frem, at nu afdø­de Des­mond Les­lie, den ene af for­fat­ter­ne til bogen Fly­ven­de tal­ler­ke­ner er lan­det i 1954 stod for pro­duk­tio­nen af sci­en­ce fiction fil­men Them In The Thing.

Patri­ck Moo­re med­vir­ke­de i Les­lies low-bud­get film, der viser en fly­ven­de tal­ler­ken svæ­ven­de over Cast­le Les­lie i Co Monag­han, Irland, et slot der har været i fami­li­ens eje i mere end 300 år. Moo­re og Les­lie kend­te i for­vej­en hin­an­den fra mili­tæ­ret, og de hav­de sam­men del­ta­get i en tv-udsen­del­se med ufo­er til debat. Det var en da ellers ret ukendt engelsk ama­tøra­stro­nom, og det var tre år, før han før­ste gang var vært i BBC-pro­gram­met The Sky At Night.

Som andre med­vir­ken­de hav­de Des­mond Les­lie hyret hjælp fra nabo­lands­by­en Glaslo­ugh, samt med­lem­mer af Les­lie fami­li­en, her­un­der hans søn Mark Les­lie, der bl.a. til avi­sen Irish Inde­pen­dent for­tæl­ler om den „pul­se­ren­de ufo“:

Den fly­ven­de tal­ler­ken er fak­tisk et arve­styk­ke, et gam­melt spansk renæs­san­ce skjold, som hang på en væg i slot­tet. Min far har hængt det op i en fiskes­nø­re, mens min bror bely­ser det med et spejl for at få det til at lyse.

Patri­ck var skep­tisk over for fly­ven­de tal­ler­ke­ner, så han ses gen­nem hele fil­men van­dre rundt i omeg­nen af Cast­le Les­lie uden at bemær­ke den frem­me­de inva­sion, til­fø­jer Mark Les­lie gri­nen­de.

Den ellers ret ukend­te film Them In The Thing var duk­ket op og blev vist ved Archi­ve hjem­me­vi­deo Her­i­ta­ge Day under Det Irske Fil­min­sti­tuts festi­val den 21. august 2010.

Rum­skibs­fo­tos fra astro­nom?

I den engel­ske udga­ve af Fly­ven­de tal­ler­ke­ner er lan­det næv­ner Des­mond Les­lie, at hans ven Patri­ck Moo­re i 1955 for­tal­te, at han hav­de set et sæt fotos at et „rum­skib“, bety­de­ligt bed­re end bil­le­der­ne fra Geor­ge Adam­skis og Step­hen Dar­bis­hi­res hånd. De var efter Moo­res angi­vel­ser taget af en ver­dens­be­rømt ame­ri­kansk astro­nom, der dog ikke vil­le stå offent­ligt frem.

Bil­le­der­ne blev aldrig offent­lig­gjort, og jeg spurg­te i et brev i 1976, astro­no­men J. Allen Hynek, tidl. USAF-kon­su­lent, Cen­ter for UFO Stu­di­es m.v., om han kend­te til sagen eller evt. vil­le tage sagen op med Patri­ck Moo­re, hvis de mød­tes til astro­no­mi-kon­gres­ser m.v.

Hver­ken bil­le­der eller yder­li­ge­re infor­ma­tio­ner om dis­se påstå­e­de rum­skibs-opta­gel­ser er dog duk­ket op andre ste­der.

Så det kan meget vel være, at Patri­ck Moo­re også nød at lade pra­cti­cal jokes gå ud over sin gam­le ven Des­mond Les­lie.

Dr. David Clar­ke om Patri­ck Moo­re

Patri­ck Moo­re foto­gra­fe­ret­på kon­to­ret i sit hjem i Fart­hin­gs i Sus­sex i 2006 af Dr. David Clar­ke.
Foto: Copy­right David Clar­ke

 

På sin blog næv­ner den engel­ske ufo-histo­ri­ker, Dr. David Clar­ke, efter Patri­ck Moo­res død, at han vil bli­ve husket for at brin­ge astro­no­mi­en ind i mil­li­o­ner af hjem, men at få vil være klar over, at Moo­res sto­re gen­nem­brud i TV egent­lig skyl­des „fly­ven­de tal­ler­ke­ner“.

I sin selv­bi­o­gra­fi 80 Not Out — The Auto­bi­o­grap­hy, hen­vi­ser Moo­re til sin optræ­den på BBC tv-pro­gram­met Fly­ven­de tal­ler­ke­ner — Fin­des de? fra 1956, som star­ten for hans kar­ri­e­re som Stor­bri­tan­ni­ens fore­truk­ne TV-astro­nom:

Jeg er ofte ble­vet spurgt om, hvor­dan det lyk­ke­des mig at bry­de sådan igen­nem i tv, og sva­ret er, at jeg ikke har gjort mig nog­le syn­der­li­ge anstren­gel­ser; idéen kom fra BBC … for mit ved­kom­men­de begynd­te hele kæden af begi­ven­he­der med „fly­ven­de tal­ler­ke­ner“.

Fak­tisk kan hans inter­es­se for ufo­lo­gi spo­res helt til­ba­ge til 1950’erne, da han inter­viewe­de Des­mond Les­lie og Geor­ge Adam­ski for BBC-pro­gram­met Panora­ma, for­tæl­ler David Clar­ke. Adam­ski var ble­vet lidt af en berømt­hed på det tids­punkt på grund af den suc­ces, hans og Les­lies bog hav­de. Og Des­mond Les­lie kend­te han fra deres tid sam­men i RAF under 2. Ver­denskrig.

Han indrøm­me­de også ved David Clar­kes besøg i hans hjem i Fart­hin­gs i Sus­sex i 2006, at han (alt­så Moo­re) og Des­mond nød at lave pra­cti­cal jokes.

David Clar­ke spurg­te natur­lig­vis ind til hans del­ta­gel­se i Alling­ham-bogen. David Clar­ke hav­de da også med­bragt sit eget dyre­ba­re eksem­plar af bogen og bad Patri­ck Moo­re om en auto­graf i bogen, hvil­ket han dog gri­nen­de undslog sig og afskrev de fly­ven­de tal­ler­ke­ner som noget non­sens.

I en mail den 30. decem­ber 2012 bekræf­ter David Clar­ke for mig, at han ikke på nogen måde fik en direk­te bekræf­tel­se fra Patri­ck Moo­re på hans Alling­ham-enga­ge­ment, men at man med de fore­lig­gen­de infor­ma­tio­ner jo må dra­ge sine egne kon­klu­sio­ner. David Clar­ke til­fø­jer end­vi­de­re, at vi nok ikke skal se nyt i den­ne sag, før engang Patri­ck Moo­res arki­ver måt­te bli­ve til­gæn­ge­li­ge.

Når Patri­ck Moo­re ellers ikke lige­frem gjor­de grin med ufo­er­ne, så lå hans mere velover­ve­je­de syn på den sag på linje med kol­le­gers som Sir Art­hur C. Clar­ke og Sir Ber­nard Lovell.

Han hav­de i åre­nes løb, mens obser­ve­re him­len, set en ræk­ke usæd­van­li­ge natur­fæ­no­me­ner, og men­te, at der var fyl­dest­gø­ren­de for­kla­rin­ger nok for de fly­ven­de tal­ler­ke­ner uden at man abso­lut skul­le invol­ve­re frem­me­de besø­gen­de. I en arti­kel offent­lig­gjort i Radio Times, 1977, skrev han, med karak­te­ri­stisk humor, en pas­sen­de afslut­ning på emnet:

Der er intet jeg hel­le­re vil­le end at møde en mars­mand, en venu­si­a­ner, en fra Saturn eller end­da en fra Siri­us, og min umid­del­ba­re ind­sky­del­se vil­le være at invi­te­re ham til at del­ta­ge sam­men med mig i BBC’s »Sky at Night pro­gram«.

Efter­skrift

Som tid­li­ge­re nævnt bad jeg i et per­son­ligt brev i sep­tem­ber måned 1987 Patri­ck Moo­re om at drop­pe hem­me­lig­heds­kræm­me­ri­et i for­bin­del­se med Alling­ham-sagen og stå frem som ophavs­mand til histo­ri­en. Det ønske­de han åben­bart ikke.

Men som det frem­går af den fore­gå­en­de rede­gø­rel­se, kan også den­ne kon­takt­be­ret­ning, ikke mindst tak­ket være to engel­ske efter­for­ske­re, bli­ve solidt lig­gen­de på hyl­den for ufo-kurio­si­te­ter.

Den berøm­te excen­tri­ker Patri­ck Moo­re var arbejd­s­om og aktiv i en høj alder og beholdt sin fleg­ma­ti­ske og humo­ri­sti­ske sans op i åre­ne, og som han udtryk­te det:

Jeg gør som Mark Twain. Får min dag­li­ge avis og slår op på nekro­lo­ger­ne. Og hvis jeg ikke er nævnt, så fort­sæt­ter jeg bare som van­ligt.

Patric Moo­re 1923 — 2012

Kil­der:

Des­mond Les­lie og Geor­ge Adam­ski: Flying Sau­cers Have Lan­ded. Wer­ner Laurie, Lon­don 1953.
Cedric Alling­ham: Flying Sau­cer from Mars. Fre­de­ri­ck Mul­ler Ltd., Lon­don 1954.
Cedric Alling­ham: Rum­skib fra en frem­med pla­net. Otto Biil­mann, Køben­havn 1962.
Flying Sau­cer News, Sum­mer 1955.
Flying Sau­cer Review, Lon­don. Vol. 1, No. 3, July /August 1955 og Vol. 7, No. 5, September/October 1961.
UFO-Nyt, Sep­tem­ber 1960 og nr. 4, 1987 (Ole Hen­nings­en).
Robert Chap­man: Uni­den­ti­fied Flying Objects, Art­hur Bar­ker Limi­ted, Lon­don 1969.
Patri­ck Moo­re: Can You Spe­ak Venu­si­an? Ian Hen­ry, Hor­n­church, 1972.
Patri­ck Moo­re: Suns, Myt­hs, and Men, Mul­ler, Lon­don, 1954.
Patri­ck Moo­re: The Obser­ver’s Hand­book of ASTRONOMY, Fre­de­ri­ck War­ne (Publis­hers) Ltd., Lon­don, 1978. (Sixth Revi­sed Edi­tion).
Patri­ck Moo­re: The Young Astro­no­mer and his Telescope, 1974
Chri­stop­her Allan og Steu­art Camp­bell: Flying Sau­cers From Moore’s, MAGONIA, July 23, 1986.
samt afskrift her­af af Joe McGo­nag­le, Decem­ber 2003 incl. ret­tel­ser fore­slå­et af Steu­art Camp­bell.
Wil­ly Weg­ner: UFO-bogen — Kapi­tel 14: Man­den fra Mars.
New Sci­en­tist, 14. august 1986
New Sci­en­tist.
CENAP-Archiv http://www.cenap.de/
http://www.independent.ie/entertainment/film-cinema/bbc-face-of-astronomy-starred-in-irish-aliens-film-2298668.html
http://en.wikipedia.org/wiki/Cedric_Allingham
http://en.wikipedia.org/wiki/Patrick_Moore
http://www.answers.com/topic/desmond-leslie
http://www.bbc.co.uk/news/uk-20657542
http://www.dailymail.co.uk/news/article-2245616/Sir-Patrick-Moore-Stargazing-eccentric-forgave-Germans-killing-woman-loved.html
http://drdavidclarke.co.uk/2012/12/09/sir-patrick-moore-1923–2012-astronomer-and-flying-saucerer/

Illu­stra­tio­ner og fotos: SUFOI Pic­tu­re Library og Ole Hen­nings­en med min­dre andet er anført.

„Rum­ski­be­ne“ i hver­da­gen

Ufo­er i form af „rum­ski­be“ har for længst befol­ket vores „hver­dags­rum“. Bed et barn i sko­len om at teg­ne et rum­skib, og man får ret så kend­te for­mer af „fly­ven­de tal­ler­ke­ner“ frem mel­lem de man­ge stjer­ner og pla­ne­ter i rum­met. Eller se dig om i din hver­dag og læg mær­ke til, hvor ofte du stø­der på ordet ufo eller illu­stra­tio­ner med „små grøn­ne“ og deres „rum­ski­be“.
Et af de ste­der, hvor „rum­ski­be­ne“ også har fået deres plads, er i fila­te­li­ens ver­den, og det præ­sen­te­rer vor gode nor­ske ufo-kol­le­ga Ole Jon­ny Bræn­ne os for:

Fri­mer­ker og UFO

 

Fri­mer­ker og UFO er kanskje ikke det man umid­del­bart asso­si­e­rer med hve­ran­dre, men det er alt­så ful­lt mulig å kom­bi­ne­re de to inter­es­se­ne – til og med på sam­me tid. Det er en del land – hoved­saklig asi­a­ti­ske og afri­kan­ske – som har utgitt fri­mer­ker med UFO-rela­ter­te moti­ver, og dis­se har etter hvert blitt sam­leob­jek­ter for man­ge. En del av dis­se fri­mer­ke­ne er fak­tisk også gan­ske pene, og sam­ler man på fri­mer­ker og i til­legg er UFO-inter­es­sert, så hvor­for ikke?

Men du har anta­ge­lig­vis ikke sett dis­se i salg i din loka­le fri­mer­ke-klubb eller der du van­lig­vis hand­ler dine fri­mer­ker. Så hvor får man tak i dis­se fri­mer­ke­ne?

Det er stort sett et par-tre mulighe­ter, og det hand­ler om å hand­le på Inter­nett i alle til­fel­le­ne. Før­ste mulighet er www.ebay.dk, som er en dansk auksjons­si­de hvor pri­vat­per­so­ner kjø­per og sel­ger alt mulig rart, der­i­blant fri­mer­ker. Det er ikke ofte det duk­ker opp UFO-rela­ter­te fri­mer­ker her. Da er de andre alter­na­ti­ve­ne noe bed­re, nem­lig ame­ri­kan­ske www.ebay.com eller bri­ti­ske www.ebay.co.uk

I til­legg til å være av langt stør­re omfang og utvalg, er antall bruke­re her mye stør­re. Så her fin­ner du stort sett all­tid det du er ute etter iløpet av noen få uker.

Den tred­je mulighe­ten er et fransk fir­ma som har spe­si­a­li­sert seg på tema-baser­te fri­mer­ker og fri­mer­ke­sam­lin­ger, www.espacelollini.com

 De hol­der til i Frank­ri­ke, og webs­i­den deres har blant annet en kata­log over UFO-fri­mer­ker til salgs, samt en søke­mo­tor hvor man kan lete etter UFO-rela­ter­te fri­mer­ker. De er litt dyre så det kan løn­ne seg å sat­se på ebay og hel­ler ven­te litt len­ger. 

Av kjen­te fri­mer­ker som er utgitt er anta­ge­lig­vis de fire fri­mer­ke­ne som ble utgitt i Gre­na­da 1978 de best kjen­te, da dis­se ble omtalt i omtrent alt av UFO-tids­skrif­ter på den tiden. Det var Sir Eric Mat­t­hew Gairy (1922–1997), Gre­na­das kon­tro­ver­si­el­le stats­mi­ni­ster fra 1974–1979, som i 1977 støt­tet for­sla­get om av FN skul­le dan­ne en egen grup­pe for forsk­ning på UFO-feno­me­ner og utenomjor­disk liv. Noe som resul­ter­te i FN-reso­lusjon 33/426 i 1978. Nå kom det ikke stort ut av den saken, men Gre­na­da utga i hvert fall noen fri­mer­ker. Iføl­ge James Ran­di så over­hør­te enkel­te per­so­ner Gairy si at han ga blaf­fen i UFO­er, men var mer inter­es­sert i å gene­re­re turis­me til Gre­na­da.

Nå er det ikke så mye av egent­li­ge UFO­er på dis­se fri­mer­ke­ne, men hel­ler mer fly­ven­de tal­ler­ke­ner, og klas­si­ske fore­stil­lin­ger om hva UFO­er er. Se bare på fri­mer­ke­ne fra Turk­me­ni­stan og Tan­za­nia – her blan­des fal­ske Mei­er-bil­der sam­men med ymse teg­nin­ger og illu­strasjo­ner av klas­si­ske rap­por­ter og myter.

Av rela­tivt nye fri­mer­ker kan vi nev­ne at Mada­ga­skar utga et sett med UFO-fri­mer­ker den 8. mars 2011 i anled­nin­gen 65-års jubile­et for Ken­neth Arnolds obser­vasjon i 1947, samt en tri­butt til Jim­my Guieu (fransk for­fat­ter [1926–2006] som skrev fle­re bøker om UFO-rap­por­ter).

Utgi­vel­sen består av et mini­ark med fire fri­mer­ker, hvor de fire fri­mer­ke­ne også er utgitt sepa­rat.

Mali utga et lig­nen­de mini­ark i 2012.

Andre fri­mer­keut­gi­vel­ser med UFO-tema­er mv.

Sann­syn­lig­vis de aller før­ste fri­mer­ke­ne med motiv av en fly­ven­de tal­ler­ken, ble utgitt i Eng­land i for­bin­del­se med Festi­val of Bri­tain (mai-sep­tem­ber 1951), til inn­tekt for “The Gre­a­ter Lon­don Fund For The Blind”. Pri­sen den gang var “two shil­lings and six­pen­ce” for et ark med 10 forskjel­li­ge mer­ker – hvorav ett var en fly­ven­de tal­ler­ken. Sno­dig nok ble dis­se mer­ke­ne utgitt i fem forskjel­li­ge far­ger.

www.ufo.no

UFO-Nor­ge har også sitt eget UFO-fri­mer­ke. Posten i Nor­ge har siden 2006 til­budt såkal­te per­son­li­ge fri­mer­ker. Det er selv­k­le­ben­de mer­ker med et stan­dard motiv, og det sne­di­ge er at stan­dard-moti­vet kan byt­tes ut med omtrent hva du måt­te ønske. Per­fekt for inn­by­del­ser, tak­ke­kort, gra­tu­lasjo­ner, bryl­lup og den slags. Så vi bestil­te noen få sli­ke fri­mer­ker med UFO-Nor­ge sin logo på, og resul­ta­tet kan dere se her. Dis­se fri­mer­ke­ne er gyl­dig som por­to.

Det aller meste av UFO-rela­ter­te fri­mer­ker er ennå mulig å få tak i for en rime­lig pen­ge, så da er det bare å star­te sam­lin­gen.

Red.anm.: Er man inter­es­se­ret i et eksem­plar af UFO-Nor­ges fri­mær­ke, så kan infor­ma­tio­ner om pris, leve­ring m.v. fås pr. mail hos Ole Jon­ny Bræn­ne.

Efter­skrift

I novem­ber 1967 afholdt den davæ­ren­de tyske ufo-orga­ni­sa­tion DUIST sin 7. ufo-kon­gres med afhol­del­se af en ræk­ke fored­rag, div. udstil­lin­ger, salgs­bo­der med bøger m.v.

En af stan­de­ne var et fir­ma, der solg­te rum­fart­s­re­la­te­re­de fri­mær­ker. Man hav­de også i anled­ning af begi­ven­he­den frem­stil­let en kuvert, der blev stemp­let med et sær­stem­pel.

Pro­fes­sor Her­mann Oberth
foto­gra­fe­ret ved SUFOI’s ufo-
kon­gres i Fre­de­ri­cia i 1966,
hvor han holdt fored­rag om
sit syn på ufo-fæno­me­ner.
Foto: Ole Hen­nings­en

En af de kuver­ter, som salgs­fir­ma­et udover den gængse vest­ty­ske por­to sam­ti­dig hav­de for­sy­net med et fri­mær­ke fra Paragu­ay. Årsa­gen er natur­lig­vis, at det­te fri­mær­ke bærer et portræt af pro­fes­sor Her­mann Oberth, en af rum­far­tens fædre, der helt aktu­elt var en af fored­rags­hol­der­ne ved ufo-kon­gres­sen i Mainz i 1967.

SUFOI’s 25 års jubilæum 1982

SUFOI’s 25 års jubilæum blev fejret 17. decem­ber 1982 bl.a. med udgi­vel­sen af en sær­k­u­vert med et sær­stem­pel fra Gen­tof­te post­kon­tor. Oven­for ses kuver­ten med motiv fra den berøm­te “Trin­da­de-obser­va­tion 1958” og sær­stemp­let. I oven­stå­en­de eksem­pel er kuver­ten fran­ke­ret med et 2 kr. fri­mær­ke udgi­vet den 18. okto­ber 1973 i anled­ning af 400 året for udgi­vel­sen af Tycho Bra­hes værk »De Nova Stel­la«. Den­ne ver­sion blev frem­stil­let i 100 eksem­pla­rer.

Kuver­ten fin­des i en ræk­ke andre udga­ver fran­ke­ret med andre spe­ci­el­le fri­mær­ker og er sta­dig til salg hos SUFOI. Se for­teg­nel­sen under Se for­teg­nel­sen under »Andet ufo-mate­ri­a­le«.

Kom­plet mete­o­rit­sam­ling?

Man­ge fri­mær­ke­sam­le­re sti­ler efter en kom­plet sam­ling, og der skul­le være en mulig­hed for en kom­plet sam­ling af fri­mær­ker af en helt spe­ci­el type:

Østrig udgav nem­lig den 24. marts 2006 et fri­mær­ke, hvor der ved frem­stil­lin­gen er anvendt mate­ri­a­le fra en ægte mete­o­rit fra ver­dens­rum­met.

Der er iflg. Sta­tens Natur­hi­sto­ri­ske Muse­um i Wien tale om en mete­o­rit fra aste­roi­de­bæl­tet mel­lem pla­ne­ter­ne Mars og Jupi­ter.

Den veje­de 18,2 kilo og blev fun­det i et Marok­kansk ørken­om­rå­de i 2004. Der er tale om en sten­me­te­o­rit — en såkaldt H‑chondrit. Ved kor­re­spon­dan­ce med Sta­tens Natur­hi­sto­ri­ske Muse­um i Wien, hvor rester­ne af mete­o­rit­ten, lidt under et kilo, er udstil­let, har jeg fået oplyst, at mete­o­rit­tens navn i den inter­na­tio­na­le regi­stre­re­ing af mete­o­rit­ter er NWA 4220 http://www.lpi.usra.edu/meteor/docs/mb91.pdf.

I hvert fri­mær­ke, der har en postal vær­di på 3,75 Euro, er der 0,03 gram støv fra mete­o­rit­ten, ca. 4,5 mil­li­ar­der år gam­melt mate­ri­a­le — det æld­ste stof man her på Jor­den kan hol­de i hån­den.

Alt­så ingen for­stø­vet ufo men det før­ste og mig bekendt det ene­ste fri­mær­ke i Ver­den med ægte mete­o­rit­støv anvendt i pro­duk­tio­nen.

Spe­ci­elt inter­es­se­re­de læsere/samlere kan for­sø­ge bestil­ling af fri­mær­ket og før­ste­dagsk­u­vert via: http://www.post.at/presse_detail.php?lan=ger&meldung=55

Også nor­ske fri­mær­ker med mete­o­rit­støv

Ole Jon­ny Bræn­ne har efter­føl­gen­de gjort opmærk­som på, at skal man have en kom­plet sam­ling af fri­mær­ker med mete­o­rit­støv, så må man ikke glem­me de nor­ske fri­mær­ker, der blev udgi­vet i anled­ning af Det inter­na­tio­na­le Astro­no­miår i 2009:

Mete­o­ritt­stø­vet er påført de to fri­mer­ke­ne ved siden av land­nav­net. Meto­rit­te­ne er ca 4.6 mil­li­ar­der år gam­le, og mye eldre enn de eld­ste ste­i­ne­ne som er fun­net på jor­da.

Begei­stret astro­fy­si­ker

Blant dem som er begei­stret over fri­mer­ke­ne er astro­fy­si­ke­ren Knut Jør­gen Røed Øde­gaard:

- En meget spe­si­ell utgi­vel­se. Det er helt unikt at meto­ritt­støv er festet på fri­mer­ke­ne. Stø­vet er eldre enn jord­klo­den. Det er flott at Posten mar­ke­rer det inter­nasjo­na­le astro­no­miå­ret på den­ne måten, sier stjer­ne-kjen­di­sen.

Det ene fri­mer­ket viser en eks­plosjon på Sola. Resul­ta­tet av eks­plosjo­nen er sol­stormer som sen­der meng­der av elek­tron og pro­ton mot jor­da, noe som kan for­styr­re sate­lit­te­ne i ver­dens­rom­met.

Det andre fri­mer­ket er av Månen, som har en mid­delav­stand på 384.000 kilo­me­ter fra jor­da. Bil­de­ne på beg­ge fri­mer­ke­ne er tatt av NASA.

http://www.postennorge.no/nyheter-og-media/pressemeldinger/arkiv/posten-ut-i-verdensrommet
http://www.posten.no/produkter-og-tjenester/frimerker-til-samling/nyhetsarkiv/arkiv/astronomi-tok‑s%C3%B8lv

Ole Hen­nings­en

Løst og facts

Saga på 5 år så „en ild­sten“ på him­len og råb­te på sin far.

- Først tro­e­de jeg, det var et fly. Men der var for meget røg, siger Dani­el Hög­ba­cka, 31.

Men det var en sjæl­den opta­gel­se af et meteor, han hav­de fan­get med sit kame­ra i Västerås i Sve­ri­ge, med­del­er AFTONBLADET den 27. decem­ber 2012.

Da han zoo­mer ind med sit hen­te­de kame­ra, så han de lan­ge flam­mer.

- Der var fire søj­ler af ild fra objek­tet. Jeg vid­ste ikke, hvad det var.

Han send­te bil­le­der­ne til Afton­bla­det, der vide­re­send­te dem til en eks­pert.

- Det lig­ner et stjer­neskud, der er en lil­le sten, der kom­mer ind i jor­dens atmos­fæ­re, siger Cla­es-Ing­var Lager­k­vist, pro­fes­sor i astro­no­mi ved Uppsa­la Uni­ver­si­tet.

Han siger, at sådan­ne sten på vej ind i Jor­dens atmos­fæ­re er helt almin­de­li­ge, og at de fle­ste bræn­der op.

- De har en stor hastig­hed, omkring 30 km. per sekund.

Iføl­ge ham er det mest sand­syn­ligt, at der er tale om en mete­o­rit eller en bræn­den­de del af en ned­fal­den­de satel­lit: http://www.aftonbladet.se/nyheter/article15990379.ab.

Men han tog grun­digt fejl.

Artik­len i Afton­bla­det afsted­kom ikke min­dre end 115 kom­men­ta­rer (i skri­ven­de stund). En af dem var fra jour­na­list Clas Sva­hn, der sam­ti­dig er for­mand for UFO-Sve­ri­ge. Efter at have set nær­me­re på sagen, så er han ikke i tvivl:

Den slags fæno­me­ner får vi tyve af om året. Det er ikke et meteor, men et pas­sa­ger­fly, fak­tisk en Air­bus 340 på vej fra Lon­don til Tokyo med con­trails belyst af en lav­t­stå­en­de Sol. Der kan end­vi­de­re hen­vi­ses til andre opta­gel­ser af lig­nen­de slags på UFO-Sve­ri­ges hjem­mesi­de:
http://www.ufo.se/information/misstolkningar/kondensstrimmor.shtml.

 http://www.expressen.se/nyheter/ufo-expert-det-ar-en-airbus-340/.

Kom­men­tar

Vi har i UFO-Mail fle­re gan­ge beskæf­ti­get os med under­sø­gel­se af sådan­ne opta­gel­ser, se eksem­pel­vis:
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2012/um12-150.php
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2010/um10-123.php.

Man kan natur­lig­vis fun­de­re over, om en lig­nen­de fejl­ta­gel­se kun­ne ske i Dan­mark. Men det er SUFOI’s opfat­tel­se, at de astro­no­mer, vi i SUFOI har kon­takt til, og som medi­er­ne i Dan­mark almin­de­lig­vis vil­le spør­ge om en sådan opta­gel­se, de vil­le alle umid­del­bart kun­ne iden­ti­fi­ce­re opta­gel­sen som sol­be­ly­ste kon­dens­stri­ber fra et fly.

Ube­man­de­de dro­ne­fly testes over Fyn

Ube­man­de­de dro­ne­fly er ble­vet testet over Fyn i ube­mær­ket­hed, med Oden­se luft­havn som base. Det er et sam­ar­bej­de mel­lem Boe­ing, Oden­se by og Oden­se luft­havn, Bel­drin­ge, der har eksi­ste­ret i nogen tid. Fak­tisk blev det omtalt alle­re­de til­ba­ge den 17. novem­ber 2011 på TV2Fyn i artik­len Dro­ne­fly i Oden­se. Målet er et gøre Oden­se Luft­havn til euro­pæ­isk test­cen­ter for fører­lø­se fly. Boe­ing gen­nem­fø­rer eks­pe­ri­men­ter­ne med de fører­lø­se fly (dro­ner), der støt­ter virk­som­he­dens forsk­nings- og udvik­lings­mål­sæt­nin­ger, siger Vice Presi­dent for Stra­te­gy & Busi­ness Cap­tu­re for Boe­ing Defen­se, Spa­ce & Securi­ty, Tom Bell.

Nu er det­te godt nok en gam­mel nyhed fra 2011, men jeg faldt først over den i dag, skri­ver foto­gra­fen og blog­ge­ren Bri­an Jør­gen­sen den 14. okto­ber 2012.: http://ufobilleder.blogspot.dk/.

Jeg syn­tes den var værd at bemær­ke, da man kan kom­me ud for, at nog­le UFO obser­va­tio­ner over Fyn omkring Oden­se Luft­havn, sand­syn­lig­vis kan være ble­vet for­år­sa­get af test­flyv­nin­ger med dro­ner. Man bør der­for tage med i sine over­vej­el­ser, når man ser et uiden­ti­fi­ce­ret fly­ven­de objekt (UFO) på him­len, at der kan være tale om et fører­løst fly fra Oden­se Luft­havn.

Des­u­den skri­ves der den 5. okto­ber 2012 på arbejderen.dk, at Oden­se Luft­havn, Bel­drin­ge, iføl­ge vores nuvæ­ren­de trans­port­mi­ni­ster Hen­rik Dam Kri­sten­sen, skal være et euro­pæ­isk dro­ne-test­cen­ter, hvor der skal testes „civi­le dro­ner“…
http://arbejderen.dk/indland/drone-testcenter‑p%C3%A5-vej-til-odense-lufthavn.

Et af de fører­lø­se fly i luf­ten over Fyn.
Læs og se mere på tv2fyn.dk:
http://www.tv2fyn.dk/article/327514:Dronefly-i-Odense

Er natur­vi­den­skab en reli­gion?

Kli­ma­for­an­drin­ger­ne er men­ne­ske­skab­te, og dyre­nes udse­en­de og adfærd skyl­des, at de bedst til­pas­se­de over­le­ver og fører arten vide­re. Nog­le natur­vi­den­ska­be­li­ge „sand­he­der“ bli­ver gen­ta­get så ofte og i en så for­sim­plet form, at man let kan for­veks­le dem med reli­gi­øse rem­ser.

Det er i hvert fald en opfat­tel­se, man­ge af os har engang imel­lem. For eksem­pel har en af Videnskab.dk’s læse­re skre­vet såle­des i en debat under et blo­gind­læg:

Det er helt utro­ligt som dis­se emner kan brin­ge sin­de­ne i kog. Hvor­for kan vi dog ikke bare accep­te­re, at der er nog­le, der tror på Gud, og så er der nog­le, der tror på at Rum­tid er Gud, Lys er Hel­li­gån­den og at Ein­ste­in var pro­fe­ten der for­mid­le­de den nye reli­gion, natur­vi­den­ska­ber­ne…

Måske kan vi fak­tisk bli­ve så vil­de med natur­vi­den­ska­ben og dens ide­a­ler, at det bli­ver en slags reli­gion, som ude­luk­ker alle andre sand­he­der? Videnskab.dk’s jour­na­list Ire­ne Berg Peter­sen har spurgt en bio­log, en teo­log og to for­ske­re i filo­so­fi om deres syn på sagen:
http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/er-naturvidenskab-en-religion.

Hes­sda­len-fæno­me­ner­ne

Der peges ofte på Hes­sda­len i Nor­ge, når talen fal­der på mere spek­taku­læ­re og til­sy­ne­la­den­de ufor­klar­li­ge lys­fæ­no­me­ner, som er obser­ve­ret og regi­stre­ret med for­skel­li­ge måle­in­stru­men­ter og fotos gen­nem åre­ne.

Lys­fæ­no­me­ner­ne har også være præ­sen­te­ret ved viden­ska­be­li­ge kon­gres­ser rundt om, sene­st ved
Euro­pe­an Geosci­en­ces Uni­ons kon­fe­ren­ce i Wien den 22. — 27. april 2012. Viden­skabs­folk fra hele ver­den mød­tes og drøf­te­de her emner, der dæk­ker alle viden­ska­be­li­ge disci­pli­ner vedr. Jor­dens fysik, sol­sy­ste­met og rum­forsk­ning gene­relt.
Blandt pro­gram­punk­ter­ne var også vis­se af inter­es­se for ufo-inter­es­se­re­de:

  • Sti­mu­lat­ing Inte­r­est in Natu­ral Sci­en­ces and Trai­ning Obser­va­tion. Skills: The UAP Obser­va­tions Repor­ting Sche­me
  • Unk­nown radio emis­sion at about 3 MHz recor­ded in Norway. T. Far­ges, E. Blanc, and E. Strand
  • Exi­sten­ce of electric/magnetic sig­nals rela­ted to unk­nown lumi­nous lights obser­ved in Hes­sda­len val­ley (Norway)? J. Zlo­t­ni­cki, P. Yve­tot, and F. Fau­quet.

Spæn­den­de bil­le­der til debat

I en arti­kel af Bjørn Git­le Hau­ge Opti­cal spectrum ana­ly­sis of the Hes­sda­len pheno­menon. Pre­li­mi­nary report June 2007, præ­sen­te­res nog­le foto­gra­fi­er taget i løbet af den såkald­te Sci­en­ce Camp 2006 mel­lem 18. og 22. sep­tem­ber 2006. Bil­le­der­ne er taget med et optisk git­ter for­an et Canon A1 kame­ra, med 800 ASA film, og på 30 sekun­ders eks­po­ne­rings­tid. Fil­men er alt­så ana­log og efter­føl­gen­de indscan­net. Med sådan­ne opti­ske git­re er det som udgangs­punkt muligt at måle, hvil­ke grund­stof­fer lyset er opbyg­get af. Det­te afhæn­ger natur­lig­vis også af, om opløs­nin­gen er god nok.

Tvivl om Hes­sda­len-fotos

Ole Jon­ny Bræn­ne fra UFO-Nor­ge har set nær­me­re på de præ­sen­te­re­de bil­le­der og har skre­vet en læn­ge­re arti­kel om, hvad man kan læse ud af bil­le­der­nes data, og præ­sen­te­rer sam­ti­dig den tvivl, som for­skel­li­ge efter­for­ske­re rundt om nu efter­hån­den er kom­met frem med vedr. nog­le af bil­le­der­ne fra Hes­sda­len.

 

Læs hele Ole Jon­ny Bræn­nes arti­kel om gen­nem­gan­gen af vis­se af Hes­sda­len-foto­gra­fi­er­ne:
http://www.ufonorway.com.ar/magonia/UFO‑3–2012_-_side_11-14.pdf
og om Hes­sda­len-fæno­me­ner­ne gene­relt:
hhttp://www.hessdalen.org/index_n.shtml
http://www.sufoi.dk/arkiv/arkiv-hn/hessdalen‑1.php

Aste­roi­de langt for­bi i 2040

 Aste­roi­den 2011 AG5 på 140 m i dia­me­ter ses som en lil­le lysprik i den gule cir­kel. Stjer­ner­ne på him­len er truk­ket ud som lige lysen­de stre­ger pga. opta­gel­sens lan­ge eks­po­ne­rings­tid.

For­ske­re fandt sid­ste år, at der var en chan­ce for 1:500 for et sam­men­stød med den 140 m sto­re aste­roi­de, når den i 2040 vil­le pas­se­re „tæt“ på Jor­den. Nu har nye stu­di­er og bereg­nin­ger af aste­roi­dens bane vist, at den vil pas­se­re Jor­den i en afstand af 890.000 km.
http://www.space.com/19045-asteroid-earth-impact-2040-debunked.html
Så det var alt­så hel­ler ikke der, en ny dom­me­dag skal fin­des.

UFO’er på TV i Natio­nal Geo­grap­hic Chan­nel

Som nævnt i for­ri­ge UFO-Mail: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2012/um12-153.php var Pio­ne­ers Pro­ductions med­ar­bej­de­re i som­me­ren 2012 i bl.a. Dan­mark for at inter­viewe obser­va­tø­rer og efter­for­ske­re i for­bin­del­se med rekon­struk­tio­ner af euro­pæ­i­ske ufo-obser­va­tio­ner med hen­blik på en ræk­ke udsen­del­ser pro­du­ce­ret for Natio­nal Geo­grap­hic Chan­nel: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2012/um12-147.php.

De syv sepa­ra­te tv-udsen­del­ser, der kom ud af anstren­gel­ser­ne, star­ter i Dan­mark man­dag den 14. janu­ar 2013 kl. 22.00.
Der er dan­ske obser­va­tio­ner omtalt i udsen­del­se nr. 3 og 4.

Check selv Natio­nal Geo­grap­hic Chan­nels tv-over­sigt: http://natgeotv.com/dk/listings/weekly
for de nøj­ag­ti­ge dato­er og tids­punk­ter, da der sta­dig er lidt usik­ker­hed her­om i skri­ven­de stund.

Fem af udsen­del­ser­ne er alle­re­de ble­vet lagt ud på YouTu­be i en engelsk ver­sion, da de den sene­ste måned har været vist i vis­se euro­pæ­i­ske lan­de, her­un­der Stor­bri­tan­ni­en.

Prøv evt. at se den­ne YouTu­be-søg­ning:
http://www.youtube.com/results?search_query=National+Geographic+UFO+Europe+Untold+
Stories+&oq=National+Geographic+UFO+Europe+Untold+Stories+&gs_l=youtube-reduced.12…
45192.45192.0.46604.1.1.0.0.0.0.76.76.1.1.0…0.0…1ac.W6Dhu4oGdPw

Andre ufo-rela­te­re­de ældre udsen­del­ser vil også bli­ve sendt i til­knyt­ning til de nye euro­pæ­i­ske pro­duk­tio­ner. Se eksem­pel­vis: http://natgeotv.com/dk/inside-area-51s-secrets.

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Temp­let og Gra­len

I den­ne bog påvi­ser Klaus Aars­l­eff bl.a. nog­le under­li­ge lig­heds­punk­ter mel­lem ste­nal­der­kul­tu­ren på Mal­ta og en til­sva­ren­de 5.000 år gam­mel kul­tur i Irland. Samt ser nær­me­re på en mas­se andre legen­der, hel­lig­dom­me og relik­vi­er, der kred­ser om ønsket om udø­de­lig­hed.

Hvor er de hen­ne?

Claus Hem­mert Lund har skre­vet en glim­ren­de bog om, hvad nog­le men­ne­sker tro­e­de engang om liv i Mæl­ke­vej­en, hvad man­ge fore­stil­ler sig i dag, og hvor­dan viden­ska­ben i dag opstil­ler betin­gel­ser for liv og udfor­sker Uni­ver­set med bl.a. rum­son­der og telesko­per.” Citat fra anmel­del­sen i UFO-Mail 391.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.