Stor­bri­tan­ni­ens hem­me­li­ge UFO-filer på Via­sat Expl­o­rer

Tv-udsen­del­sen »Stor­bri­tan­ni­ens hem­me­li­ge UFO-filer« afslø­rer, hvad der ske­te, da en ufo angi­ve­ligt fløj ind i engelsk luftrum. I tv-udsen­del­sen møder vi man­den, der stod i spid­sen for efter­forsk­nin­gen, Nick Pope.

Tre­kan­tet UFO

31. marts 1993: Et far­tøj af ukendt oprin­del­se fly­ver ind i bri­tisk luftrum. Mili­tær­folk, poli­ti­mænd og hund­red­vis af civi­le sen­der rap­por­ter til det bri­ti­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­um om obser­va­tio­ner af en ufo. De man­ge vid­neud­sagn får den bri­ti­ske og ame­ri­kan­ske rege­ring til at bry­de pro­tokol­len. I ste­det for at hem­me­lig­hol­de den ellers strengt for­tro­li­ge efter­forsk­ning sat­te USA’s og Eng­lands rege­rin­ger gang i en af de mest omfat­ten­de under­sø­gel­ser af ufo­er nogen­sin­de. Efter­forsk­nin­gen brød sik­ker­heds­ru­ti­ner og lod for før­ste gan­ge almin­de­li­ge men­ne­sker få ind­sigt i det ellers så hem­me­lig­heds­ful­de bri­ti­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­um.

Nick Pope i det bri­ti­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­ums ufo-arkiv.

Hvad, der blev obser­ve­ret den dag i marts 1993, var et gigan­tisk, sort tre­kan­tet objekt. Det var fle­re hund­re­de meter i dia­me­ter. Så stor som to Con­cor­de-fly til­sam­men med et meget skar­pt lys. Ufo­en bevæ­ge­de sig over Eng­land, tæt på jor­den. Til tider svæ­ve­de den blot, men den kun­ne også fly­ve hur­ti­ge­re end noget kendt luft­far­tøj, uden støj. Nog­le vid­ner mener også, at den send­te en smal lys­strå­le ned mod jor­den, og at de hør­te en meget lav brum­men. Den blev obser­ve­ret i næsten fem timer — og objek­tet pas­se­re­de to mili­tæ­re fly­ve­ba­ser, RAF Cos­ford og RAF Shaw­bury.

Seer­ne får et ene­stå­en­de ind­blik i sagen ved brug af for­svars­mi­ni­ste­ri­ets arki­ver, som tv-hol­det fik adgang til, og gen­nem et inter­view med Nick Pope, man­den som stod i spid­sen for det bri­ti­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­ums ufo-efter­forsk­ning på det giv­ne tids­punkt.

Tv-udsen­del­sen vises søn­dag den 25. marts 2007 kl. 17.00 — kun på Via­sat Expl­o­rer.

Nick Pope blev i 1985 ansat i det bri­ti­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­um, hvor han fra 1991 til 1994 var ansvar­lig for deres hem­me­li­ge under­sø­gel­ser af ufo-obser­va­tio­ner i Eng­land. Det­te ændre­de totalt hans opfat­tel­se af ufo­er! Hør Nick Pope for­tæl­le om sin tid med Eng­lands X‑files på SUFOI’s 50 års jubilæum­s­kon­fe­ren­ce den 10. novem­ber 2007. Læs mere på: http://www.ufo.dk/artikler/aktiv-dk/50aar-dk.php

SETI og Intel­li­gent Design

Hvis du er en stor fan af »Che­ers« (»Samt bar«), husker du sik­kert epi­so­den, hvor Cliff, post­bu­det der hver­ken lader sne, regn eller nat­te­mør­ket kom­me i vej­en for sin faste øl-run­de, for­kla­rer til Norm, at han har fun­det en kar­tof­fel, der lig­ner Nixons hoved.

Det­te kun­ne være et for­bløf­fen­de eksem­pel på kar­to­f­ler, der søger at udtryk­ke deres poli­ti­ske syns­punk­ter, men Norm er ikke impo­ne­ret. At fin­de bevis på kom­plek­si­tet (Nixons ansigts­træk) i et natur­ligt kar­tof­fel­bed og udle­de en bevidst magisk meka­nis­me bag det hele, vil­le være et spring fra det tvivls­om­me til det gud­dom­me­li­ge, og i det­te til­fæl­de fin­der Norm det ube­ret­ti­get.

Cliff vil­le dog fin­de nogen sym­pa­ti blandt for­ta­ler­ne for Intel­li­gent Design (ID), hvis for­søg på at påvir­ke sko­ler­nes natur­vi­den­ska­be­li­ge læse­pla­ner — især i USA — bli­ver ved med at slu­ge sto­re mæng­der tryks­vær­te i avi­ser­ne 1). Som bekendt bru­ger dis­se men­ne­sker en til­sva­ren­de logik til at postu­le­re en „desig­ner“ bag sådan­ne bio­lo­gi­ske kon­struk­tio­ner som DNA eller det men­ne­ske­li­ge øje. Gen­stan­de­nes til­sy­ne­la­den­de kom­plek­si­tet bli­ver frem­lagt som bevis på en bevidst kon­struk­tion af en ukendt ska­ber, der for­modent­lig har sin oprin­del­se uden for sel­ve uni­ver­set.

Hvad man­ge læse­re ikke ved er, at SETI forsk­nin­gen er ble­vet brugt som støt­te for påstan­den om Intel­li­gent Design.

Det­te sker på føl­gen­de måde: Når ID-for­ta­ler­ne postu­le­rer, at DNA — en kom­pleks mole­kylær enhed — er solidt bevis­ma­te­ri­a­le for en desig­ner, er de fle­ste for­ske­re ikke over­be­vi­ste. De frem­fø­rer, at struk­tu­ren af det­te bio­lo­gi­ske byg­nings­værk er resul­ta­tet af sel­vor­ga­ni­se­ring via evo­lu­tion, og ikke et velover­ve­jet inge­ni­ør­ar­bej­de. DNA — vil for­sker­ne pro­teste­re — er ikke en mere bevidst frem­brin­gel­se end Jupi­ters sto­re, røde plet. Orga­ni­se­ret kom­plek­si­tet er med andre ord ikke nok til at inde­bæ­re design.

Men til­hæn­ger­ne af Intel­li­gent Design gør ind­si­gel­ser. De hen­vi­ser til SETI og siger, at „ved mod­ta­gel­sen af et kom­plekst radio­sig­nal fra rum­met vil SETI-for­ske­re hæv­de, at det er et bevis på, at intel­li­gent liv eksi­ste­rer i nær­he­den af en fjern stjer­ne. Så er deres forsk­ning ikke meget lig vores egen måde at argu­men­te­re på — et klok­ke­klart eksem­pel på, at kom­plek­si­tet impli­ce­rer intel­li­gens og bevidst design?“ Og SETI-for­sker­ne, vil ID-til­hæn­ger­ne frem­fø­re, er jo ellers alment accep­te­ret som viden­ska­be­li­ge.

Hvis ID-til­hæn­ge­re ikke får lov til at kom­me med påstan­de om Intel­li­gent Design, når de peger på DNA, hvor­dan kan vi for­ven­te at bevi­se Intel­li­gent Design på basis af et kom­pleks radio­sig­nal? Det er sandt, at SETI er aner­kendt af den viden­ska­be­li­ge ver­den, men er det ale­ne, for­di vi ikke anty­der, at stem­men bag mikro­fo­nen kun­ne være Guds?

Den 25. febru­ar 1979 tog »Voy­a­ger 1« det­te dra­ma­ti­ske foto af Jupi­ters Røde Plet, da rum­son­den var 9,2 mil­li­o­ner km fra pla­ne­ten. (Foto: NASA)

Simp­le sig­na­ler

Fak­tisk for­hol­der det sig sådan, at de sig­na­ler, som SETI-for­ske­re i dag søger efter, ikke er kom­plek­se, sådan som ID for­ta­ler­ne anta­ger. Vi leder ikke efter ind­vik­le­de kode­de med­del­el­ser, mate­ma­ti­ske seri­er eller en ali­en ver­sion af »I Love Lucy«. Vores instru­men­ter er stort set ikke føl­som­me over for modu­la­tion — eller et bud­skab — som fx kun­ne rum­mes i en ikke-jor­disk radioud­sen­del­se. Et SETI-radio­sig­nal af den type, som vi rent fak­tisk kun­ne fin­de, vil­le være en ved­va­ren­de fløjten (en lyd man også kan høre på almin­de­li­ge radio­er, især på kortbøl­ge). Sådan et sim­pelt fæno­men synes at mang­le næsten enhver grad af struk­tur, men hvis det stam­mer fra en pla­net, vil­le vi se en peri­o­disk Dop­pler-effekt, efter­hån­den som den pla­net, sen­de­ren befin­der sig på, rote­rer og bevæ­ger sig i sin bane.

Og alli­ge­vel vil vi sige, at hvor vi fin­der et sådant sig­nal, kan vi med rime­lig sik­ker­hed kon­klu­de­re, at der er intel­li­gens bag det. Det lyder, som om det­te styr­ker argu­men­tet fra til­hæn­ger­ne af ID. Det sig­nal, vi søger, kan dår­ligt kal­des kom­plekst, men alli­ge­vel vil vi sige, at vi har fun­det ikke-jor­di­ske væs­ner. Hvis vi kan slip­pe godt fra det­te, hvor­for kan de så ikke?

For­di bevi­sets tro­vær­dig­hed ikke er base­ret på dets kom­plek­si­tet. Hvis SETI engang bekendt­gør, at vi ikke er ale­ne, for­di der er opfan­get et sig­nal, så vil det være på basis af dets kun­stig­hed. Et uen­de­ligt sinus-sig­nal — en meget sim­pel tone — er ikke kom­pleks, men kun­stigt frem­bragt. Sådan en tone synes sim­pel hen ikke at bli­ve frem­bragt af nogen natur­lig astro­fy­sisk pro­ces. Og yder­li­ge­re er den ander­le­des fra anden radioud­strå­ling pro­du­ce­ret af kos­mos ved, at et sådant sig­nal mang­ler al det ved­hæng, som natu­ren altid synes at til­fø­je — fx DNA’s støj og over­flø­di­ge ele­men­ter 2).

Se blot på puls­a­rer — stjer­ne­lig­nen­de objek­ter, som sen­der lys­glimt og radiobøl­ger ud i rum­met med impo­ne­ren­de regel­mæs­sig­hed. Puls­a­rer fik kortva­rigt øge­nav­net LGM (Litt­le Gre­en Men = Små Grøn­ne Mænd ), da de blev opda­get i 1967. Natur­lig­vis har dis­se små mænd ikke meget at med­dele. Regel­mæs­si­ge impul­ser over­fø­rer ikke mere infor­ma­tion end et urs tik-tak. Men det afgø­ren­de er noget helt andet: udu­e­lig­hed. Puls­a­rer blin­ker over hele spek­t­ret. Lige­gyl­digt hvor­dan man indstil­ler radi­o­te­leskopet, så kan puls­a­rer­ne høres. Det­te er et dår­ligt design, for hvis impul­ser­ne skul­le være bereg­net til at over­fø­re en eller anden form for infor­ma­tion, så vil­le det være umå­de­ligt mere effek­tivt (set ud fra for­bru­get af ener­gi) at begræn­se sig­na­let til en smal bånd­bred­de. Selv de mest effek­ti­ve natur­li­ge radio­sen­de­re, inter­stel­la­re sky­er af gas, kendt som masers, er øds­le. Deres kon­stan­te sig­nal spre­der sig over fle­re hund­re­de gan­ge den bånd­bred­de, som de sig­na­ler SETI søger efter.

Fore­stil dig de lyse reflek­sio­ner fra Victo­ri­a­sø­en, som opstår, når Solen skin­ner i den, og antag at de ses fra stor afstand. De vil­le sva­re til puls­ar-sig­na­ler­ne: yderst regel­mæs­si­ge (et hver 24 timer) og syn­li­ge i den fore­truk­ne afstand, men de vil­le opta­ge en stor del af det opti­ske spek­trum. De er ikke ret gode som red­ska­ber til at over­fø­re nogen infor­ma­tion.

Lyn er et andet eksem­pel. De frem­brin­ger impul­ser af både lys og radiobøl­ger, men de er spredt over hele det elek­tro­mag­ne­ti­ske spek­trum. Den­ne form for dår­ligt inge­ni­ør­ar­bej­de kan hur­tigt gen­ken­des og til­læg­ges natu­ren. Natu­ren synes i øvrigt ikke for­nær­met over det­te.

Støj, over­flø­dig­hed og inef­fek­ti­vi­tet karak­te­ri­se­rer astro­fy­si­ske sig­na­ler. De synes også at karak­te­ri­se­re cel­ler og sølø­ver. Deres bio­lo­gi­ske kon­struk­tion rum­mer en mas­se over­flø­di­ge og irre­le­van­te ele­men­ter og er langt fra at være byg­get og fun­ge­re opti­malt. De frem­vi­ser også man­ge andre ting, som enten mod­vir­ker hin­an­den eller er for­hi­sto­ri­ske levn.

Så det er én poin­te: De sig­na­ler, SETI søger, er vir­ke­lig ikke som andre eksemp­ler taget fra opslags­bo­gen over kom­plek­se, astro­fy­si­ske fæno­me­ner. Det taler for, at de er kun­stigt skab­te.

(Foto: SETI League)

De ret­te omgi­vel­ser

Der er et andet ken­de­tegn for den kun­stig­hed, som vi søger efter i SETI-sig­na­ler, og det er sam­men­hæn­gen (kon­tek­sten). Hvor er sig­na­let fun­det? Vores søgen kon­cen­tre­rer sig ofte om nær­lig­gen­de, sol­lig­nen­de stjer­ne­sy­ste­mer — den type astro­no­mi­ske loka­li­te­ter, som vi anser for at være de mest sand­syn­li­ge ste­der at fin­de Jord-lig­nen­de pla­ne­ter med fly­den­de vand. Det er dér, vi håber at fin­de et sig­nal. Sol­sy­ste­mer­ne består af varmt plas­ma (stjer­ner), kol­de kul­brin­te-gas­ser (sto­re pla­ne­ter) og kol­de klip­per (små pla­ne­ter). Dis­se frem­brin­ger ikke, hver­ken i teo­ri­en eller igen­nem obser­va­tio­ner, ens­far­ve­de sig­na­ler, som de sen­der ud i rum­met med en styr­ke på ti mil­li­ar­der watt eller mere — den type sig­na­ler vi søger efter i SETI-eks­pe­ri­men­ter­ne. Det er svært at fore­stil­le sig, hvor­dan de skul­le kun­ne gøre det, og obser­va­tio­ner bekræf­ter, at det ikke synes at være en egen­skab ved dem.

Sam­men­hæn­gen er vig­tig, enormt vig­tig. Fore­stil dig, at vi opda­ge­de en gigan­tisk grøn fir­kant i et af dis­se nær­lig­gen­de sol­sy­ste­mer. Det vil­le helt sik­kert opfyl­de kra­vet om kun­stig­hed. Men et kva­drat er ikke spe­ci­elt kom­plekst. Kun det, at det fin­des i et sol­sy­stem, gør dets mini­ma­le kom­plek­si­tet til et tegn på intel­li­gens.

I arkæ­o­lo­gi­en er sam­men­hæng grund­la­get for man­ge opda­gel­ser, som til­skri­ves intel­li­gens. Hvis jeg fin­der en sten, som er for­met på en sådan måde, at den har en skarp kant, og opda­gel­sen gøres i en hule, for­le­des jeg til at tro, at det­te red­skab er ble­vet brugt af fjer­ne, ilde­lug­ten­de og lod­ne for­fædre. Det er sam­men­hæn­gen med hulen, som gør den­ne anta­gel­se langt mere sand­syn­lig end alter­na­ti­vet: at det er til­fæl­dig ero­sion og spalt­n­ng af ste­nen, som har resul­te­ret i den­ne nyt­ti­ge geo­me­tri.

Kort for­talt, så begår for­ta­ler­ne for Intel­li­gent Design to fejl, når de hæv­der, at SETI- pro­jek­tet har logi­ske paral­lel­ler til deres eget pro­jekt. For det før­ste anta­ger de, at vi søger efter med­del­el­ser, og bedøm­mer vore opda­gel­ser på basis af sig­na­lets ind­hold, hvad enten vi for­står det eller ej. Det er hoved­sa­ge­ligt en tek­nisk mis­for­stå­el­se. Men deres anden anta­gel­se, udledt af den før­ste, at kom­plek­si­tet skul­le med­fø­re intel­li­gens, er også for­kert. Vi søger noget kun­stigt skabt, et orga­ni­se­ret og opti­me­ret sig­nal fra et astro­no­misk mil­jø, hvor det­te eller lig­nen­de sig­na­ler ikke bur­de for­ven­tes — alt­så meget begræn­set kom­plek­si­tet fun­det ude af sam­men­hæng. Det­te kan gan­ske klart ikke sam­men­lig­nes med at betrag­te DNA’s kemi­ske opbyg­ning og der­af kon­lu­de­re, at det er en over­na­tur­lig bio­ke­mi­kers værk.

Noter:

2) DNA inde­hol­der man­ge inak­ti­ve ele­men­ter, som kun udgør over­flø­digt fyld­stof. Hele 99 % af det men­ne­ske­li­ge genom består af sådan­ne ele­men­ter.

Kil­de:

Artik­len har været bragt i tids­skrif­tet UFO-Nyt.