Tre­kan­te­de far­tø­jer — hvad er de?

Obser­va­tio­ner af „umu­li­ge“ far­tø­jer set på him­len er meget almin­de­li­ge. De bli­ver også almin­de­lig­vis igno­re­ret. De bli­ver i hvert fald igno­re­ret af de offi­ci­el­le kana­ler og magt­ha­ver­ne. En del af fæno­me­net skil­ler sig imid­ler­tid tyde­ligt ud fra de tra­di­tio­nel­le beret­nin­ger, nem­lig de beryg­te­de tre­kan­te­de far­tø­jer.

Den ame­ri­kan­ske main­stream­kul­tur, som ellers er stiv og meget snæ­ver, accep­te­rer fra tid til anden, at den slags ting eksi­ste­rer. Det kan rent ud sagt også være svært ikke at accep­te­re dem. Der ind­kom­mer sim­pelt hen for man­ge rap­por­ter. Og de kom­mer også kon­stant.

En typisk obser­va­tion fandt sted lige over mid­nat den 2. marts 2003. En sik­ker­heds­vagt i et ind­heg­net områ­de i Dal­las så i 8 til 9 sekun­der „en sort tre­kant uden nogen form for lys“ fly­ve mod vest.

Objek­tet var fuld­stæn­dig lyd­løst og så ud til at kryd­se him­len i en høj­de på omkring 400 m. Obser­va­tø­ren, som så tre­kan­ten for­svin­de bag nog­le huse, kon­tak­te­de poli­ti­et i Dal­las. Han fik at vide, at ingen andre hav­de set objek­tet.

Oplys­nin­ger om obser­va­tio­nen er til­gæn­ge­lig på Natio­nal UFO Repor­ting Cen­ters (NUFORC) hjem­mesi­de. Obser­va­tø­ren tal­te med Peter Daven­port, der leder NUFORC. Han mener, at obser­va­tø­ren „er meget oprig­tig og tro­vær­dig“. [1]

Her er en anden rap­port fra NUFORC. Den 24. janu­ar 2003 så en mand et objekt med facon som en tre­kant, mens han en aften kør­te på en stil­le vej i Arkansas. Han sat­te far­ten ned, sluk­ke­de radio­en og rul­le­de bil­r­u­den ned. Han tro­e­de, at det var en heli­kop­ter, men kun­ne ikke høre støj.

Han stand­se­de bilen og betrag­te­de objek­tet, som nu svæ­ve­de ca. 3 m over en tele­fon­pæl. Han lag­de mær­ke til, at det hav­de tre lys (rød, hvid og blå) — ét i hvert hjør­ne. Han betrag­te­de objek­tet i omkring fem minut­ter, „og så var det væk“.

Ingen af dis­se obser­va­tø­rer oply­ste noget om far­tø­jets stør­rel­se. Tre­kan­ter­nes stør­rel­se vari­e­rer fra små til enor­me. De fle­ste fly­ver meget lang­somt og for­holds­vist lavt. Nog­le obser­va­tø­rer beskri­ver dem som boo­me­rang-for­me­de i ste­det for som tre­kan­ter.

Den kends­ger­ning, at de fly­ver lavt og lang­somt, kræ­ver mere end noget andet en for­kla­ring, både viden­ska­be­ligt og poli­tisk. Sagen bli­ver dog end­nu mere kom­pli­ce­ret af, at dis­se tre­kan­ter også kan fly­ve med utro­lig høj hastig­hed, og at de er så manøv­re­dyg­ti­ge. De fore­ta­ger brat­te u‑vendinger og har en fan­ta­stisk acce­le­ra­tion.

Den berøm­te „poli­ti-obser­va­tion“ fra Illi­nois i begyn­del­sen af år 2000, hvor poli­ti­be­tjen­te så et gigan­tisk tre­kant­for­met objekt, er et af de bedst kend­te til­fæl­de. Her var det fly­ven­de objekt stør­re end en jum­bo­jet, fløj i en høj­de på 200 m og var enten lyd­løst eller for­bav­sen­de stil­le. Det fløj meget lang­somt og hav­de en ræk­ke blæn­den­de, hvi­de lys på sider­ne.

Alt det­te er meget under­ligt. Men det, der gør sagen meget svær at for­kla­re, er objek­tets måde at acce­le­re­re på. Med en af betjen­te­nes ord var det i stand til at for­svin­de i løbet af meget kort tid, „under et blink med øjet“ og „fuld­stæn­dig lyd­løst“. Det ene øje­blik var det kun 100 m bor­te, og det næste adskil­li­ge kilo­me­ter. [2]

Hvis det så var et iso­le­ret til­fæl­de, kun­ne man mistæn­ke obser­va­tø­ren for at tage fejl. Men det var ikke et iso­le­ret til­fæl­de, så her bli­ver pro­ble­met end­nu mere kom­pli­ce­ret. For et objekt magen til blev set adskil­li­ge gan­ge i begyn­del­sen af 1980’erne i Hud­son Val­ley nord for New York City.

Den 31. decem­ber 1982 rap­por­te­re­de folk fra fle­re for­skel­li­ge ste­der om sådan­ne objek­ter. Det dre­je­de sig hel­ler ikke om fester i New York i anled­ning af nytå­ret.

Objek­tet blev fil­met. Det var meget stort, tre­kant­for­met, fløj min­dre end 200 m over jor­den, hav­de kla­re lys, fløj i små cirk­ler, og på et tids­punkt send­te det et søge­lys ned mod motor­vej­en.

I juli 1984 træng­te det sam­me eller et lig­nen­de objekt ind i luftrum­met over atom­kraft­vær­ket ved Indi­a­na Point og afbrød elek­tro­nik­ken og kom­mu­ni­ka­tions­sy­ste­mer­ne, mens det svæ­ve­de over reak­to­ren.

I begyn­del­sen af 1980’erne nåe­de antal­let af obser­va­tio­ner som dem i Hud­son Val­ley op på over 1.000. I ét til­fæl­de blev der taget en video­se­kvens i en så god kva­li­tet, at den blev sendt til Jet Pro­pulsion Lab i Pasa­de­na. Kon­klu­sio­nen var: Helt sik­kert et fysisk objekt! Men ikke et almin­de­ligt luft­far­tøj. [3]

Så har vi de bel­gi­ske til­fæl­de, som ser ud til at være en del af en serie, som stræk­ker sig fra Stor­bri­tan­ni­en til Rusland i peri­o­den fra slut­nin­gen af 1989 til begyn­del­sen af 1990.

Foto­gra­fi af det tre­kan­te­de objekt, der blev set over Bel­gi­en 1. april 1990.

Obser­va­tion nær Bruxel­les den 1. decem­ber 1989.
Teg­ning: Benoit Vie­rin

 

Den 29. novem­ber 1989 svæ­ve­de et mørkt, tre­kan­tet objekt med en sum­men­de lyd over en bel­gisk poli­ti­bil sam­ti­dig med, at det send­te et meget klart søge­lys ned mod den. Man­ge men­ne­sker kom med rap­por­ter om objek­tet.

Det blev obser­ve­ret hele vin­te­r­en, men især om nat­ten den 30. marts 1990. Den­ne nat så i tusind­vis af men­ne­sker en lav­t­fly­ven­de, tre­kant­for­met ufo (eller ufo­er) med kla­re, blin­ken­de lys i mid­ten. Den fløj så lang­somt som 45 km/t, men acce­le­re­re­de til en utro­lig høj hastig­hed. Obser­va­tø­rer­ne var sik­re på, at ingen fly­ve­vå­ben har et fly, der kun­ne fan­ge det­te objekt.

Det bel­gi­ske fly­ve­vå­ben send­te den­ne nat to F‑16 jage­re op for at iden­ti­fi­ce­re objek­tet. Tre­kan­ter­ne blev set på fle­re NATO-lan­des rada­rer. Jager­pi­lo­ter­ne kun­ne også se objek­ter­ne på deres radar og end­da visu­elt på et tids­punkt. Men F‑16 jager­ne — nog­le af det bed­ste jager­flyi ver­den — blev fuld­stæn­digt udma­nøv­re­ret af det tre­kant­for­me­de far­tøj. Ikke blot kun­ne det acce­le­re­re med en utro­lig høj hastig­hed og ven­de på en 25 øre — det kun­ne også ændre høj­de meget plud­se­ligt. Fx regi­stre­re­de både rada­ren og obser­va­tø­rer­ne på et tids­punkt, at tre­kan­ten lod sig fal­de omkring 1,5 km ned på ét sekund!

Det­te objekt var under intel­li­gent kon­trol, iføl­ge che­fen for det bel­gi­ske fly­ve­vå­bens ope­ra­tions­en­hed, oberst Wil­fri­ed de Brouwer, som kon­klu­de­re­de: „Der var logik i ufo­ets manøv­rer“. Nick Pope, som kort efter den­ne hæn­del­se arbej­de­de for ufo-afde­lin­gen i det bri­ti­ske for­svars­mi­ni­ste­ri­um, hav­de kon­takt med den bel­gi­ske rege­ring, som kon­klu­de­re­de, „at et fysisk far­tøj hav­de flø­jet over Bel­gi­en den nat“. Men til­fø­je­de dog, at man ikke hav­de den rin­ge­ste anel­se om, hvad det var for et objekt. [4]

Lige­som de andre tre­kan­ter, som folk hav­de set, var det bel­gi­ske et vir­ke­ligt objekt. Spørgs­må­let var så: Hvor hør­te det til?

Vores eller deres?

Man­ge men­ne­sker mistæn­ker de tre­kan­te­de objek­ter for at være et yderst hem­me­ligt, ame­ri­kansk pro­jekt. Offi­ci­elt fin­des der ikke et luft­far­tøj, der har facon som en lige­si­det tre­kant.

Nort­hrop Grum­mans B‑2A Spi­rit Ste­alth bom­be­fly.

B‑2 Ste­alth-bom­be­ma­ski­nen er et mær­ke­ligt udse­en­de mon­ster, men det er ikke en tre­kant, og det kan ikke manøv­re­re lige­som tre­kan­ter­ne.

Der er god grund til at tro, at det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben har udvik­let et tre­kan­tet far­tøj. I august 1989 arbej­de­de tid­li­ge­re med­lem af Roy­al Obser­ver Cor­ps, Chris Gib­son, på en bore­rig i Nord­s­ø­en omkring 40 km fra Nor­folks kyst.

Chris Gib­son er ble­vet beskre­vet som en af ver­dens stør­ste eks­per­ter i fly­ken­ding og har del­ta­get i inter­na­tio­na­le fly­ken­dings­tur­ne­rin­ger, hvor man på lang afstand skal gen­ken­de fly, som kun vises på skær­men i en brøk­del af et sekund. Da obser­va­tio­nen i Nord­s­ø­en fandt sted, var han i færd med at skri­ve en manu­al om fly­ken­ding.

Hvad, han så den dag, var et sort fly med en facon som en per­fekt, lige­be­net tre­kant, hvor næsen hav­de en vin­kel på 30 gra­der — i færd med at tan­ke i luf­ten fra en KC-135. To F‑111 jage­re fulg­te far­tø­jet. Det tre­kan­te­de far­tøj var lidt stør­re end en F‑111.

Luft­fart­s­skri­bent Bill Swe­et­man siger, at „intet andet fly end et over­lyds­fly eller en test­mo­del af et sådan fly er nogen­sin­de ble­vet byg­get eller under­søgt med den facon“. [5]

Almin­de­lig­vis har folk tro­et, at deres obser­va­tio­ner dre­je­de sig om det sag­noms­pund­ne Aur­ora, som er den for­mode­de efter­føl­ger til ver­dens „offi­ci­elt“ hur­tig­ste fly, SR-71 Bla­ck­bird. Selv­føl­ge­lig eksi­ste­rer Aur­ora ikke offi­ci­elt, men ryg­ter­ne vil vide, at det har en stør­rel­se og facon, som det far­tøj Gib­son så.

Men hvis nu Aur­ora (eller det sam­me fly under et andet navn) fin­des, er det meget lidt sand­syn­ligt, at det var det fly, der blev set over Bel­gi­en i 1989–1990. Og sand­syn­lig­he­den for, at det var det fly, der var skyld i Hud­son Val­ley obser­va­tio­ner, er end­nu min­dre. Det siges, at Aur­ora er hyper­so­nisk, hvil­ket bety­der, at det kan fly­ve hur­ti­ge­re en Mach 5. Ryg­ter­ne siger, at det kan fly­ve så hur­tigt som Mach 8. Men svæ­ve? Ændre høj­de plud­se­ligt? Der er ingen beret­nin­ger om — hel­ler ikke fra luft­fart­sjour­na­li­ster — at Aur­ora har dis­se evner.

SR-71B foto­gra­fe­ret fra et US Air­for­ce
tank­fly den 28. janu­ar 1997 over Dry­den Flight
Research Cen­ter. 

Foto: NASA/Jim Ross

Ver­dens mest hem­me­li­ge, „ikke-eksi­ste­ren­de base“ —
Area 51 ved Groom Lake — foto­gra­fe­ret fra satel­lit i
1991. Area 51 har ver­dens læng­ste start­ba­ne, og her
er hem­me­li­ge fly­ty­per ble­vet udvik­let og prø­ve­flø­jet gen­nem årti­er.

Bla­ck Man­ta

Der fin­des et fly i „legen­der­nes land“, som pas­ser meget godt med beskri­vel­ser­ne i dis­se obser­va­tio­ner af tre­kan­te­de objek­ter. Det er Bla­ck Man­ta, TR‑3 — end­nu et fly som „ikke eksi­ste­rer“. Alt, hvad vi til­sy­ne­la­den­de ved, er fra ryg­te­møl­len, som beskri­ver objek­tets evne til at svæ­ve lyd­løst.

Ryg­ter­ne vil vide, at der er to for­skel­li­ge model­ler, en TR-3A og en TR-3B. Den før­ste skul­le være 15 m lang, 5 m høj og have et vin­ge­fang på 20 m. Den anden skul­le være 200 m fra vin­ge­spids til vin­ge­spids. Da det ikke er muligt at få oplys­nin­ger om dis­se to fly bekræf­tet, er de ene­ste detal­jer, som jeg kan frem­skaf­fe om det­te hem­me­li­ge, fly­ven­de uhy­re fra dem, som tror på dets eksi­stens. Det siges, at det er et tak­tisk over­våg­nings­fly, der fore­tog sin før­ste flyv­ning i begyn­del­sen af 1990’erne.

Bevil­lin­ger­ne og opga­ver­ne kom­mer fra NRO (Natio­nal Recon­nais­san­ce Offi­ce), NSA (Natio­nal Securi­ty Agen­cy) og CIA. TR-3B’s over­fla­de er for­modent­lig behand­let med et mate­ri­a­le, der er reak­tiv over for elek­tro­ni­ske rada­rim­pul­ser og kan ændres, så den absor­be­rer radar­sig­na­ler­ne. Fly­et er der­for usyn­ligt. Der­til siges det, at fly­et kan ophol­de sig i ube­græn­set tid i meget stor høj­de, 40.000 m, og fly­ver så hur­tigt som — ja tænk bare — Mach 9.

Teg­ne­res ver­sio­ner af de for­skel­li­ge Aur­ora-typer. Øverst
»Bla­ck Dia­mond«. Der­næst Nord­sø-Aur­ora­en og nederst
XB-70 Aur­ora. Histo­ri­er­ne om Aur­ora begynd­te at duk­ke
op i slut­nin­gen af 1980’erne og nåe­de deres høj­de­punkt i 1994.

Jeg er på ingen måde eks­pert på det­te områ­de. De, som påstår, at de er, for­tæl­ler, at TR-3B har noget, man kal­der mag­net­felt­for­styr­rer, som er en kvik­sølv­ba­se­ret, hur­tig­tro­te­ren­de plas­ma­ring, der omgi­ver besæt­nin­gens kabi­ne. Plas­ma­et acce­le­re­res op til en meget høj hastig­hed, som siges at resul­te­re i en „tyng­de­kraft­for­styr­rel­se“, der redu­ce­rer tyng­de­kraf­ten med mere end 89%. Det er ikke direk­te anti-tyng­de­kraft, men det gør far­tø­jet meget let. Det bety­der, at det kan acce­le­re­re meget hur­tigt i alle ret­nin­ger.

Det­te er påstan­de­ne, som står at læse på Edgar Fou­chés hjem­mesi­de. En viden­skabs­mand har for­talt mig, at de tek­ni­ske detal­jer om plas­ma­ets rota­tions­ha­stig­hed „ikke er tro­vær­di­ge“.

Selv om Fou­chés hjem­mesi­de giver et inter­es­sant bil­le­de af Bla­ck Man­ta, stam­mer de fle­ste oplys­nin­ger fra ano­ny­me kil­der, så det kan være, at man­ge af detal­jer­ne er for­ker­te, selv om om de set i et stør­re per­spek­tiv lyder rig­ti­ge. [6]

På trods af, at al omta­le af Bla­ck Man­ta er ren spe­ku­la­tion, kom­mer en del af påstan­de­ne tæt på de manøv­re­e­gen­ska­ber, som karak­te­ri­se­rer de tre­kan­te­de ufo­er. Fin­des Aur­ora? Jeg ved det rent fak­tisk ikke.

Selv om nog­le få luft­fart­s­skri­ben­ter aner­ken­der den mulig­hed, at Aur­ora fin­des, kan ingen bekræf­te det, og de fle­ste stil­ler sig meget skep­ti­ske eller direk­te afvi­sen­de. For mit eget ved­kom­men­de fin­der jeg det svært at afvi­se, at det ame­ri­kan­ske mili­tær har en fly­ven­de tre­kant. Man bør tage hen­syn til Chris Gib­sons omdøm­me. Når han siger, at han så en sort lige­be­net tre­kant bli­ve tan­ket af en KC-135, er jeg til­bø­je­lig til at tro ham. Jeg er også vil­lig til at accep­te­re, at der fin­des andre meget hem­me­li­ge fly et sted der­u­de.

Den ame­ri­kan­ske rege­ring har for vane at deklas­si­fi­ce­re hem­me­lig mili­tær­tek­no­lo­gi, når det er belej­ligt eller nød­ven­digt. På det tids­punkt, hvor U‑2 blev offent­lig kendt, gik der ikke lang tid, før den fik en efter­føl­ger, SR-71 Bla­ck­bird. Og vi hør­te fx først om F‑117A ste­alth-jage­ren i 1988, da det blev beslut­tet at øge pro­duk­tio­nen af den, og det ikke læn­ge­re var muligt at hol­de den hem­me­lig.

Pro­ble­mer med kro­no­lo­gi­en

Selv de tid­li­ge­re nævn­te kan­di­da­ter kan ikke for­kla­re tre­kant­fæ­no­me­net. Selv om noget så ekso­tisk som Bla­ck Man­ta er vir­ke­lig­hed, står det klart, at den kun kan for­kla­re obser­va­tio­ner efter 1990’erne. Eller hvor­dan? Hvor langt til­ba­ge i tiden kan vi spo­re tek­no­lo­gi­en bag det­te fly? Kan Bla­ck Man­ta have udløst obser­va­tio­ner­ne over Bel­gi­en i 1989 og 1990? Og hvis den gjor­de, hvad så med obser­va­tio­ner­ne i Hud­son Val­ley og end­nu tid­li­ge­re obser­va­tio­ner? Hvor­når bevæ­ger vi os fra det muli­ge over det umu­li­ge til det lat­ter­li­ge?

Jeg spe­ku­le­rer på, om TR-3A eller TR-3B kan for­kla­re den føl­gen­de obser­va­tion:

I det­te til­fæl­de så adskil­li­ge men­ne­sker i Hastings, MN, en klar efter­årsnat et tre­kan­tet far­tøj nær­me sig fra øst med høj hastig­hed. Da det var lige over dem i en høj­de på omkring 1.800 m, „stand­se­de det plud­se­ligt“. Objek­tet hav­de et rød-oran­ge lys på hver spids. Lyse­ne ændre­de som­me­ti­der far­ve til grøn.

Da det hav­de holdt sig svæ­ven­de lyd­løst i et halvt minut, fore­tog det en lang­som 180 gra­ders ven­ding “og efter­lod et dampspor”. Det holdt sig så svæ­ven­de nog­le få sekun­der, før det fløj bort med en for­bløf­fen­de hastig­hed. Det stand­se­de plud­se­ligt igen omkring 20 km bor­te. Det steg så lodret med en „utro­lig hastig­hed“ og for­svandt.

Det­te objekt ser helt sik­kert ud til at have meget til fæl­les med den bel­gi­ske tre­kant, bort­set fra at det blev set i okto­ber 1968.

Så vidt jeg ved, er den­ne rap­port ikke ble­vet under­søgt, men hos Natio­nal UFO Repor­ting Cen­ter (NUFORC) kan man læse 25 detal­je­re­de rap­por­ter om tre­kan­te­de ufo­er, som blev set i peri­o­den mel­lem 1967 og 1973 — og der er man­ge fra før den tid.

Kil­de: MUFON UFO Jour­nal, april 2004/ ‑for & kmh

ANDEN OG SIDSTE DEL BRINGES I UFO-NYT NR. 1, 2005.

Refe­ren­cer

  1. The Natio­nal UFO Repor­ting Cen­ters hjem­mesi­de http://www.nuforc.org/
  2. Dar­ryl Bar­kers hjem­mesi­de, Illi­nois UFO http://www.dbarkertv.com/UPDATE.htm
  3. Night Sei­ge, The Hud­son Val­ley UFO Sigh­tings, af dr. J. Allen Hynek, Phi­lip J. Imbrog­no og Bob Pratt, Llewel­lyn Publi­ca­tions, 2. udg.1998.
  4. Se Don Ber­li­ner (med Marie Gal­braith og Anto­nio Hune­eus), UFO Bri­e­fing Docu­ment, Ran­dom Hou­se, 1995.
  5. Bill Swe­et­man, Aur­ora, side 13–15, 64.
  6. Se http://seekers.100megs6.com/UFOMANSecretFouche.htm

Læs mere om »Bla­ck Tri­ang­les« på UFO Evi­den­ce: http://www.ufoevidence.org/topics/triangles.htm

Om for­fat­te­ren

Richard Dolan har stu­de­ret på Oxford Uni­ver­si­ty og tog sin embed­sek­sa­men på Uni­ver­si­ty of Roche­ster. Mens han arbej­de­de som selvlært erhvervsjour­na­list, blev han inter­es­se­ret i „ufo-pro­ble­ma­tik­ken“. I 1995–1997 brug­te han det meste af sin fri­tid på „en syste­ma­tisk bibli­o­gra­fisk forsk­ning“, og led­te efter man­ge udsolg­te bøger og ufo­do­ku­men­ter fri­gi­vet iføl­ge loven om offent­lig­hed i for­valt­nin­gen.

„Da jeg begynd­te på mine under­sø­gel­ser“, for­tæl­ler han, „fandt jeg en over­væl­den­de mæng­de data. Jeg gen­nem­gik data­e­ne meto­disk, sor­te­re­de alle rele­van­te oplys­nin­ger og opsat­te dem kro­no­lo­gisk. Da jeg men­te, at jeg hav­de mate­ri­a­le nok om emnet til at skri­ve om det, gjor­de jeg det“. Resul­ta­tet blev bogen UFOs and the Natio­nal Securi­ty Sta­te.

 

UFOs and the Natio­nal Securi­ty Sta­te An Unclas­si­fied History. Volu­me 1: 1941–1973

SUFOI har købt en del af resto­p­la­get af UFOs and the Natio­nal Securi­ty Sta­te. Bogen udkom i april 2000 og er på 544 sider med både en omfat­ten­de lit­te­ra­tur­li­ste og et godt note­ap­pa­rat. Bogen er ud over at være en kro­no­lo­gisk ufo-histo­ri­e­bog for peri­o­den 1941–1973 rig på obser­va­tions­be­ret­nin­ger, klas­si­ske hæn­del­ser og ufo­lo­gi­ske sam­men­hæn­ge, som ikke er set før.

Du kan sik­re dig et unikt eksem­plar af UFOs and the Natio­nal Securi­ty Sta­te med Richard Dolans auto­graf ved at bestil­le bogen her på »Bøger på engelsk«. Pri­sen er kun 269,00 kr.

Udvalg­te cita­ter fra UFOs and the Natio­nal Securi­ty Sta­te:

 
Før vi kun­ne nå at fore­ta­ge os noget, beor­dre­de Hæren, efter at have talt med offi­ci­el­le U.S. kil­der, under­sø­gel­sen stop­pet.
-Dr. Paul San­tor­i­ni, om ufo­er over Græken­land, 1946.
 
Det uiden­ti­fi­ce­re­de far­tøj så ud til at fore­ta­ge en meget hur­tig og brat und­vi­gel­ses­ma­nøv­re.
-FBI Memo, beskri­ver for­føl­gel­sen af en ufo over Nord­s­ø­en, 1947.
 
Jeg blev kon­tak­tet en efter­mid­dag [i 1948] og bedt om at kom­me ind i Det ova­le Værel­se — præ­si­den­ten ønske­de at se mig… Jeg fik besked på, at sen­de en rap­port hvert kvar­tal til præ­si­den­ten, når jeg hav­de talt med folk fra den cen­tra­le efter­ret­ning­s­tje­ne­ste, om der hav­de været nogen ufo-obser­va­tio­ner eller ej, og om det even­tu­elt udgjor­de en stra­te­gisk trus­sel .…
-Gene­ral Robert B. Lan­dry, Air For­ce Aide til præ­si­dent Har­ry S. Tru­man.
 
[Objekt] beskre­vet som fladt for oven og i bun­den, og for­fra så det ud til at have afrun­de­de sider og let konisk … Ingen udstød­ning eller syn­li­ge frem­drifts­mid­ler. Beskre­vet som fly­ven­de med en utro­lig høj hastig­hed… Pilo­ten beteg­nes af kol­le­ga­er som meget tro­vær­dig og en god obser­va­tør.
-Air For­ce efter­ret­nings­rap­port om en ufo-obser­va­tion fore­ta­get af F‑51 pilot, 1951.
 
I seks timer … der var mindst ti uiden­ti­fi­cer­ba­re objek­ter, som fløj ind over Was­hin­g­ton. Det var ikke almin­de­li­ge fly.
-Seni­or fly­ve­l­e­der til CAA, Har­ry G. Bar­nes, 1952.
 
Nog­le af mili­tæ­rets offi­ce­rer over­ve­jer alvor­ligt mulig­he­den for, at det er inter­pla­ne­ta­ri­ske far­tø­jer.
-FBI memo om UFO­er, 1952.
 
Der skal udvi­ses mak­si­mum sik­ker­hed, når det dre­jer sig om ufo­er.
-CIA direk­tør Allen Dul­les, 1955.
 
Jeg har talt med de berør­te tje­ne­ster, og de er af den mening, at det ikke er klogt at offent­lig­gø­re noget om sagen på det­te tids­punkt.
-Sena­tor Richard Rus­sell, leder af Sena­te Armed Ser­vi­ces Com­mit­tee, angå­en­de en ufo-obser­va­tion under en rej­se til Sov­je­tu­ni­o­nen i 1955.
 
Det, der bekym­rer mig mest, er, hvad der ske­te med vores fly.
-Ano­nym Air For­ce offi­cer, 1955.
 
Tro­vær­di­ge rap­por­ter tyder på, at objek­ter, der er sty­ret at tæn­ken­de, intel­li­gen­te væse­ner, kom­mer ind i vores atmos­fæ­re med meget høj hastig­hed.
-Admiral Del­mar Fahr­ney, offent­lig udta­lel­se, 1957.
 
Bag kulis­ser­ne beskæf­ti­ger højt­stå­en­de offi­ce­rer fra fly­ve­vå­be­net sig med ufo­er. Men gen­nem offi­ci­elt hem­me­lig­heds­kræm­me­ri og lat­ter­lig­gø­rel­se får befolk­nin­gen den opfat­tel­se, at de ukend­te fly­ven­de objek­ter er non­sens.
-For­hen­væ­ren­de CIA Direk­tør, Roscoe Hil­len­ko­et­ter, offent­lig udta­lel­se, 1960.
 
… tro­vær­di­ge oplys­nin­ger, men uden for refe­rat fra Pea­se AFB i Port­s­mouth, anty­der, at man jævnt­ligt ser rada­rek­ko­er, og fly bli­ver ofte sendt på vin­ger­ne for at sæt­te efter dis­se objek­ter.
-Jour­na­list John Ful­ler, 1965.
 
Jeg tror, der en vis sand­hed i dis­se rap­por­ter … Jeg tror, at den ame­ri­kan­ske befolk­ning har ret til en noget bed­re for­kla­ring end den, fly­ve­vå­be­net har givet til dato.
-Kon­gres­med­lem Gerald R. Ford, March 1966.
 
Da mand­ska­bet var omkring 15 km fra lan­dings­ste­det, begynd­te sta­tisk støj at for­styr­re deres radi­okom­mu­ni­ka­tion. Fem til otte minu­ter sene­re aftog glø­den, og ufo­en let­te­de. En anden ufo blev set både visu­elt og på radar.
-Klas­si­fi­ce­ret rap­port fra et af fly­ve­vå­be­nets udryk­nings­hold på Minot AFB, 1966.
 
Min nuvæ­ren­de mening base­ret på to års omhyg­ge­li­ge stu­di­er, er, at ufo­er sand­syn­lig­vis er ikke-jor­di­ske far­tø­jer, som er i gang med noget, der meget for­sig­tigt kan beteg­nes som ‘over­våg­ning’.
-Dr. James McDo­nald til Kon­gres­sen, 1968.
 
Hvis ‘de’ opda­ger dig, er det en gam­mel, men god tom­mel­finger­re­gel, at ‘de’ er vore tek­no­lo­gi­ske over­mænd.
-Natio­nal sik­ker­heds­rå­d­gi­ver, Lam­bros Cal­li­ma­hos, 1968.
 
… der er intet kom­met ud af de sene­ste 21 års stu­di­er af ufo­er, som har for­bed­ret vores tek­no­lo­gi­ske viden.
-Edward U. Con­don, »Sci­en­ti­fic Stu­dy of Uni­den­ti­fied Flying Objects«, 1969.

Man­den, der kræ­ve­de hand­ling

„Du har for­rå­dt dit ansvar over for viden­ska­ben Allen“, sag­de den høje, føl­som­me, sort­hå­re­de mand og ban­ke­de med sin hånd på astro­no­mens skri­ve­bord. „Du skul­le have tonet rent flag for læn­ge siden!“

Kon­tra­sten mel­lem de to mod­stan­de­re var slå­en­de. Bag skri­ve­bor­det sad en moden her­re, hvis fip­skæg hav­de grå stænk. Han kneb øjne­ne sam­men, da han opfat­te­de bud­ska­bet. „Du for­står ikke min situ­a­tion, vel Jim?“ sva­re­de han og for­søg­te at skju­le sine følel­ser ved at blæ­se nog­le sky­er af blå røg fra sin pibe. „Hvor var du, da jeg for­søg­te at få støt­te fra den aka­de­mi­ske ver­den?“

 

Kon­flik­ten mel­lem de to mænd, J. Allen Hynek og James E. McDo­nald, giver et godt ind­blik i, hvor­dan viden­ska­ben for­holdt sig til det ukend­te og dets rele­vans i for­hold til den moder­ne ver­den. Bogen »Fire­storm« for­tæl­ler deres histo­rie og viden­ska­bens for­hold til det ukend­te.

Igen og igen i viden­ska­bens histo­rie opda­ger for­sker­ne nye fæno­me­ner, eller gam­le frem­står plud­se­ligt i et nyt lys. Den viden, man får, ska­ber nye for­håb­nin­ger, da den viser, at den intel­lek­tu­el­le pro­ces fort­sat ændrer sig, og man får om muligt en bed­re for­stå­el­se af natu­ren bag fæno­me­ner­ne. En gang imel­lem frem­brin­ger den­ne nye viden blot nye bekym­rin­ger: Hvis fæno­me­net ikke pas­ser ind i de kend­te ram­mer, vil folk stil­le sig tviv­len­de over for de nye opda­gel­ser og deres rele­vans. Man vil måske end­da afvi­se de nye data af filo­so­fi­ske, reli­gi­øse eller poli­ti­ske grun­de.

Gen­nem de sene­ste 50 år har vi set et sådan fæno­men opstå — eller var det et gam­melt fæno­men set i et nyt lys? Det vak­te vold­somt røre og skab­te øje­blik­ke­ligt strid i det tek­no­lo­gi­ske sam­fund. Stri­den dre­je­de sig om de usæd­van­li­ge fly­ven­de objek­ter. Den fort­sæt­ter den dag i dag. Og dr. James McDo­nald var en af de bed­ste for­ta­le­re for de fysi­ske objek­ters eksi­stens, lige­som han kon­kre­ti­se­re­de alle de udfor­drin­ger, som dis­se objek­ter skab­te for den etab­le­re­de viden­skab.

Pilo­ter og andet mili­tært per­so­na­le begynd­te at indrap­por­te­re ufo­er under Anden Ver­denskrig. Obser­va­tio­ner­ne kul­mi­ne­re­de mel­lem 1947 og 1952, så der blev hur­tigt ned­sat en offi­ci­el kom­mis­sion i et for­søg på at fin­de en for­kla­ring på, om obser­va­tio­ner­ne var en del af et natur­ligt fæno­men, eller om de var fysi­ske og fabri­ke­re­de objek­ter.

Tid­ligt i 1960’erne var meget få viden­skabs­mænd ind­vol­ve­ret i ana­ly­ser af obser­va­tio­ner­ne, for beskri­vel­ser­ne var så mær­ke­li­ge, objek­ter­ne så flyg­ti­ge, og den poli­ti­ske ind­blan­ding så pro­blem­fyldt, at de aka­de­mi­ske kred­se afvi­ste den mulig­hed, at viden­ska­ben nogen­sin­de vil­le fore­ta­ge en dybt­gå­en­de under­sø­gel­se af ufo­er. Nog­le få af de stær­ke­ste skep­ti­ke­re anført af Donald Men­zel og sene­re Carl Sagan bekæm­pe­de ethvert for­søg på at få de bed­ste obser­va­tio­ner under­søgt. Uden at til­slut­te sig en så ekstrem hold­ning slog de fle­ste for­ske­re sig til tåls med, at U.S. Air For­ce hav­de en under­sø­gel­ses­grup­pe kendt som Pro­ject Blue Book, der tog vare på rap­por­ter­ne. De fort­sat­te blot med at pas­se sig selv.

Den ophe­de­de ord­veks­ling, som jeg beskrev i ind­led­nin­gen, fandt sted på Dear­born Obser­va­tory på Nort­hwestern Uni­ver­si­ty lige nord for Chi­ca­go. Jeg var vid­ne til den iltre ord­s­trid. Jeg mød­te dr. J. Allen Hynek i 1963 på et tids­punkt, hvor han alle­re­de fun­ge­re­de som den leden­de viden­ska­be­li­ge kon­su­lent for Blue Book. Han var en tål­mo­dig og dybsin­dig astro­nom, som ikke ønske­de at væk­ke den sto­re opsigt. Da der ind­løb man­ge ufo-obser­va­tio­ner, og de var så vel­do­ku­men­te­re­de, at de klas­si­ske for­kla­rin­ger ikke slog til, kun­ne han have truk­ket i nød­brem­sen, hvil­ket jeg ofte råde­de ham til at gøre dog med behø­rig hen­syn til det mili­tæ­re system, men han fryg­te­de at bli­ve iso­le­ret, og han tro­e­de, at han vil­le bli­ve boycot­tet og lat­ter­lig­gjort af ældre viden­skabs­mænd, hvis han gjor­de det. Det var bedst at hol­de mund, men­te han, ind­til folk var rede til at høre, hvad han hav­de at sige.

Dr. James E. McDo­nald er tema­et i bogen »Fire­storm«. Han var man­den, som sprang ind på sce­nen på det­te tids­punkt, kræ­ve­de hand­ling, gik ind i sager­ne med stor ener­gi og afslø­re­de de fal­ske for­kla­rin­ger. Han var fysi­ker med spe­ci­a­le i atmos­fæ­rens fysik og ansat på Uni­ver­si­ty of Arizo­na og hav­de et flot ry som uaf­hæn­gig tæn­ker, eks­pert i vej­ret og dets udvik­ling, og han hav­de med suc­ces kæm­pet imod mili­tæ­rets pla­ce­ring af mis­sil­ba­ser nær byer. Han var også en første­klas­ses for­sker og under­vi­ser. Hans histo­rie, pas­sio­ne­re­de liv og hans kamp med de mere kon­ser­va­ti­ve dele af det viden­ska­be­li­ge sam­fund er aldrig før ble­vet beskre­vet detal­je­ret, og hans enga­ge­ment i ufo-pro­ble­ma­tik­ken skul­le have været beskre­vet for læn­ge siden. Det kaster lys over nog­le af de mest usma­ge­li­ge aspek­ter af det viden­ska­be­li­ge liv, på et tids­punkt hvor den ame­ri­kan­ske befolk­ning begynd­te at stil­le spørgs­mål til det eti­ske i det, som man­ge aka­de­mi­ke­re stræb­te efter.

Jacques Val­lee delt­og sam­men med J. Allen Hynek i et møde med FN’s
gene­ral­se­kre­tær Kurt Wald­heim (ses på bil­le­det for bor­den­den) i FN’s
hoved­kvar­ter i New York den 14. juli 1978. På det­te møde var ufo-
pro­ble­ma­tik­ken til debat på ini­ti­a­tiv af Gre­na­das pre­mi­er­mi­ni­ster Sir Eric M.
Gairy. Fra ven­stre ses den fhv. ame­ri­kan­ske astro­naut Gor­don Coo­per, dr.
Jacques Val­lee, den fran­ske for­sker Clau­de Poher, dr. J. Allen Hynek og Sir
Eric M. Gairy.
Foto: Uni­ted Nations/Saw Lwin

 

Som ung com­pu­ter­for­sker ved Nort­hwestern Uni­ver­si­ty og med en stor inter­es­se i ufo-pro­ble­ma­tik­ken var jeg så pri­vil­e­ge­ret at ken­de beg­ge mænd, og jeg for­søg­te at mild­ne deres debat. Desvær­re stak deres kon­flikt meget dybe­re, og mine evner rak­te ikke til at få dem til at ind­gå et for­lig. Det gav mig en følel­se af, at de gode mulig­he­der var tabt på gul­vet, og at det gik mod en pine­fuld ende. Der­for er jeg tak­nem­me­lig for, at Ann Druf­fel — en dyg­tig og aner­kendt for­sker — har lavet en stor­slå­et rekon­struk­tion af Jim McDo­nalds ver­den, hans kam­pe med skep­ti­ker­ne, hans sto­re anstren­gel­ser for at få data­e­ne fore­lagt fly­ve­våb­net, NASA og hans selv­til­fred­se kol­le­ger, og hans lej­lig­heds­vi­se sam­men­stød med mere fana­ti­ske, irra­tio­nel­le tro­en­de.

Druf­fel beskri­ver hans pri­va­te kva­ler, ener­gi, hans her­oi­ske for­søg på at få sat gang i sine lige­mænd. Hun stil­ler skar­pt på hans even­tu­el­le fejl­ta­gel­ser.

I en tid, hvor få modi­ge socio­lo­ger er ved at bli­ve inter­es­se­ret i at doku­men­te­re viden­ska­bens men­ne­ske­li­ge aspek­ter, dens strids­pun­ker og kon­flik­ter, og de per­son­li­ge moti­ver der for­me­de dem, er Jim McDo­nalds tragi­ske liv en vær­di­fuld kil­de. Des­u­den er det også rele­vant for os i dag på alle måder.

Omkring 30 år efter de hæn­del­ser, som den­ne bog omta­ler så godt og leven­de, fandt sted, er viden­ska­ben end­nu en gang udfor­dret af det uiden­ti­fi­ce­re­de fæno­mens fort­sat­te til­ste­de­væ­rel­se på en him­mel over­så­et med tek­no­lo­gi. Emnet er end­nu mere pir­ren­de end den­gang, men viden­ska­ben har desvær­re ikke skif­tet hold­ning! Der er den sam­me skæn­di­ge afvis­ning og ned­la­den­de atti­tu­de. Skep­ti­ker­ne er ikke de ene­ste, man kan give skyl­den for den mang­len­de forsk­ning. Nog­le af de mest glø­de­n­de for­ta­le­re for ikke-jor­di­skes besøg har også travlt med at omskri­ve histo­ri­en for at ple­je egne inter­es­ser. Vil­de ryg­ter om fæno­me­nets udvik­ling i de før­ste år, myn­dig­he­der­nes beslut­nin­ger og viden­ska­bens reak­tio­ner ska­bes og sæt­tes i omløb hver ene­ste dag. I al den­ne for­vir­ring hæver Ann Druf­fels værk sig over støj­en og min­der læser­ne om den viden­ska­be­li­ge og poli­ti­ske sam­men­hæng. Det tvin­ger os til at revur­de­re det meste af det, vi har erfa­ret de sene­ste to årti­er. Det min­der os om de mulig­he­der, der er gået tabt.
Under­vur­de­re­de James McDo­nald ufo-fæno­me­nets under­fun­dig­hed og kom­plek­si­tet? Gjor­de Allen Hynek det rig­ti­ge ved at adva­re ham mod, at hans lige­frem­me, ener­gi­ske ind­falds­vin­kel ikke vil­le føre til noget kon­struk­tivt? Vil­le en alli­an­ce mel­lem dis­se to mænd have givet — som jeg engang håbe­de — et spi­ren­de, ene­stå­en­de viden­ska­be­ligt gen­nem­brud? Vi får aldrig et fyl­dest­gø­ren­de svar på dis­se spørgs­mål, men Ann Druf­fel, som tål­mo­digt har inter­viewet man­ge af vid­ner­ne til det­te dra­ma, brin­ger os tæt på et svar ved i den­ne bog at leven­de­gø­re sagens hoved­per­so­ner. Da jeg læste hen­des bog, føl­te jeg, at jeg sad sam­men med dem igen og lyt­te­de til deres ophe­de­de debat.

Den lek­tie, som Jim McDo­nald lær­te os, er meget vig­tig og må ikke gå i glem­me­bo­gen: Viden­ska­ben ska­bes af myste­ri­er og udfor­drin­ger, som kræ­ver mere end blot en god ind­sats. Forsk­ning kræ­ver en utræt­te­lig ind­sats, retskaf­fen­hed og foku­se­ring. Nog­le af udfor­drin­ger­ne lig­ger på vores fat­te­ev­nes yder­ste græn­se. De trod­ser vores anstren­gel­ser på at få dem put­tet inden for tidens kend­te, snæv­re ram­mer.

Fra det øje­blik, hvor deres kon­fron­ta­tio­ner begynd­te på Dear­born Obser­va­tory, hav­de Hynek og McDo­nald hver deres meget for­skel­li­ge syn på, hvor­dan ufo-pole­mi­k­ken skul­le gri­bes an, men de var dog eni­ge om én ting: De del­te den opfat­tel­se, at viden­ska­ben en dag vil­le få øjne­ne op, og hele dens struk­tur vil­le bli­ve ændret radi­kalt, når den begynd­te at for­stå ufo-fæno­me­net og dets betyd­ning.

En anden af Ann Druf­fels opda­gel­ser var en spe­ci­el kil­de, som vir­ke­lig fasci­ne­re­de mig: Hun fandt ud af, at Jim McDo­nald hav­de skre­vet dag­bog, eller helt præ­cist en slags arbejds­rap­port i fire dele. I måne­der, der blev til to år, afskrev hun omhyg­ge­ligt tek­ster­ne, redi­ge­re­de dem og udvalg­te de væsent­lig­ste afsnit for os. Som en kil­de til infor­ma­tion om et af vor tids stør­ste myste­ri­er er det bemær­kel­ses­vær­digt. Det viser også, hvor­dan en stor viden­skabs­mand tack­ler et nyt pro­blem.

Jeg sam­men­lig­ne­de Jims nota­ter med mine egne. Ann var så ven­lig at låne mig den kopi­e­re­de tekst, som jeg sad og læste ved tasta­tu­ret til hen­des Macin­tosh com­pu­ter i hen­des arbejds­væ­rel­se i Los Ange­les. Jims beskri­vel­se af hæn­del­ser, som vi beg­ge kend­te til, pas­se­de ofte med mine, og vores ind­tryk af andre men­ne­sker, der hav­de for­bin­del­se til hæn­del­ser­ne, stem­te også, selv de ste­der, hvor vi var ueni­ge om, hvad der skul­le gøres. Det var en god ople­vel­se at læse hans reak­tio­ner på dis­se punk­ter med hans egne ord.

James McDo­nalds dag­bog gør det klart, at han løb ind i præ­cis den form for dog­ma­tisk skep­sis, som Allen Hynek hav­de adva­ret ham imod man­ge år tid­li­ge­re. Det var måske det, der fik ham til at fort­sæt­te sit kor­stog. Men hans tragi­ske død inde­hol­der en advar­sel: Fore­stil­lin­gen om en aka­de­misk uskyld er ikke andet end en char­me­ren­de myte. Vi har at gøre med en viden­ska­be­lig insti­tu­tion, som er uvil­lig til at accep­te­re nye, for­styr­ren­de fæno­me­ner, akku­rat som kir­ken i mid­delal­de­ren afvi­ste at accep­te­re, at Jor­den var rund og kred­se­de omkring Solen. De lær­de gejst­li­ge vil­le ikke engang se gen­nem en kik­kert. Nuti­dens aka­de­mi­ke­re opfø­rer sig ikke meget bed­re. De afvi­ste at under­sø­ge de ufo-sager, som McDo­nald hav­de udvalgt, akku­rat som de afvi­ste Hyneks bøn om at lade ham offent­lig­gø­re de bed­ste data i deres offi­ci­el­le tids­skrif­ter.

En ver­den, hvor folk som Allen Hynek bli­ver igno­re­ret, en ver­den, hvor en per­son af James McDo­nalds kali­ber får lov til at dø i ensom­hed og mis­for­stå­et, er en ver­den der skri­ger på dra­sti­ske refor­mer i de intel­lek­tu­el­le insti­tu­tio­ner.

Pro­ble­met stik­ker meget dybe­re end blot at vide, om der fin­des uiden­ti­fi­ce­re­de fly­ven­de objek­ter eller ej, og hvor de stam­mer fra. Hvad der står på spil her, er vores egen sjæl og den usik­re frem­tid for den men­ne­ske­li­ge intel­li­gens.

Kil­de:
For­or­det til »Fire­storm«
/ ‑for & kmh

Kam­pen for ufo­lo­gi­en

Druf­fel må have arbej­det i man­ge år på den­ne bog. Hun har gen­nem­gå­et McDo­nalds per­son­li­ge arki­ver, hans nota­ter, hel- og halv­fær­di­ge manuskrip­ter, inter­viewet fami­lie­med­lem­mer, gam­le kol­le­ger, ven­ner og fjen­der. Hun giver et portræt af en meget pro­duk­tiv, næsten manisk, viden­skabs­mand, der fra at efter­for­ske loka­le ufo-obser­va­tio­ner i Arizo­na end­te med at under­sø­ge alle stør­re sager ver­den over.

 

Fra mid­ten af 1960’erne brug­te McDo­nald al sin fri­tid på at efter­for­ske ufo-hæn­del­ser. I åre­ne 1958–1966 var han tæt knyt­tet til ufo-orga­ni­sa­tio­nen NICAP (Natio­nal Inve­sti­ga­tions Com­mit­tee On Aeri­al Pheno­me­na). Sam­ar­bej­det fore­gik først i stil­hed, men i 1966 trå­d­te McDo­nald offent­ligt frem og blev den per­son, som medi­er­ne ver­den over vil­le tale med om ufo-forsk­ning.

James E. McDo­nald (th.) sam­men med John Pear­se på
radio­sta­tio­nen 2GB i Syd­ney den 26. juni 1967.

NICAP blev stif­tet i 1956, og da major Donald E. Keyhoe i 1957 blev NICAP’s ener­gi­ske og karis­ma­ti­ske leder, vok­se­de orga­ni­sa­tio­nen eks­plo­sivt — ikke mindst da antal­let af obser­va­tio­ner steg mar­kant i USA i 1964–66. På sit høje­ste hav­de NICAP 15.000 med­lem­mer og tal­te adskil­li­ge viden­skabs­folk og højt­stå­en­de offi­ce­rer blandt sine med­lem­mer og i ledel­sen. NICAP led en stil­le død i 1970–71. Med­lem­stal­let svig­te­de, og inter­es­sen dale­de, da Con­don Kom­mis­sio­nen i 1969 kon­klu­de­re­de, at det ikke var værd at bru­ge tid på ufo-fæno­me­net.

James E. McDo­nald for­søg­te i alle dis­se år at få kol­le­ger til at inter­es­se­re sig for fæno­me­net og under­sø­ge det viden­ska­be­ligt, men for­gæ­ves. Ann Druf­fel beskri­ver leven­de sej­re og neder­lag i detal­jer — dog uden at miste over­blik­ket. Man mær­ker, at hun selv var aktiv i ufo-arbej­det sam­men med McDo­nald, og at hun opfat­ter hans bidrag til ufo­lo­gi­en som langt stør­re end J. Allen Hyneks. Pro­ject Blue Book var en nar­re­sut, der skul­le hol­de offent­lig­he­den hen med tåge­snak og dår­li­ge bort­for­kla­rin­ger — hvil­ket McDo­nald påvi­ste gang på gang. Blue Book var lige fra opret­tel­sen lavt pri­o­ri­te­ret i fly­ve­våb­net, og efter­forsk­nin­gen blev der­ef­ter.

Druf­fel har ikke megen sym­pa­ti for Hynek, der frem­stil­les som en mand, der over for McDo­nald indrøm­me­de, at rap­por­ter­ne blev elen­digt efter­for­sket, og at for­kla­rin­ger­ne var til­fæl­di­ge og util­stræk­ke­li­ge. En mand, der var ban­ge for at miste sit bijob som astro­no­misk kon­su­lent for Blue Book. James E. McDo­nald var til gen­gæld — iføl­ge Ann Druf­fel — ikke ban­ge for at tage chan­cer ved som respek­te­ret viden­skabs­mand at stå frem og sige, at ufo­er­ne fortje­ner et viden­ska­be­ligt stu­di­um.

Fra ven­stre mod høj­re: Dr. Thor­n­ton Page, dr. David L. Mor­gan, John
G. Ful­ler, Richard Hoag­land og dr. James E. McDo­nald. Foto­gra­fe­ret den 26. janu­ar 1968.

McDo­nalds ener­gi, frygt­løs­hed, enga­ge­ment og depres­si­ve peri­o­der blev måske også hans død. Han arbej­de­de dag og nat både som for­sker og med ufo-sager. I marts 1971 med­del­te hans kone, Bet­sy, at hun ønske­de skils­mis­se. Det før­te til, at McDo­nald den 9. april 1971 skød sig i hove­d­et. Selv­mor­det mis­lyk­ke­des, men gjor­de McDo­nald næsten blind. Efter en læn­ge­re syge­pe­ri­o­de genop­tog han sit viden­ska­be­li­ge arbej­de og sin hob­by — og arbej­de­de vide­re med den ufo-bog, han hav­de plan­lagt gen­nem læn­ge­re tid, men som aldrig blev skre­vet.

Den 13. juni 1971 blev McDo­nalds lig fun­det under en bro uden for hjem­by­en. I tiden efter døds­fal­det var der i ufo-kred­se man­ge ryg­ter, om hvor­dan og hvor­for McDo­nald døde. Var han til besvær for nogen? Hav­de han opda­get noget afgø­ren­de nyt om ufo­er og myn­dig­he­der­nes rol­le, som kræ­ve­de hans død? Osv.

Druf­fel er dog ikke i tvivl: McDo­nald døde for egen hånd med en revol­ver ind­købt kort for­in­den. Årsa­gen var en depres­sion udløst af pro­ble­mer­ne i pri­vat­li­vet og den lat­ter­lig­gø­rel­se, som poli­ti­ke­re og fjen­der i viden­ska­be­li­ge kred­se hav­de udsat ham for offent­ligt pga. hans ufo-inter­es­se.

Ann Druf­fels »Fire­storm« er ikke blot en bio­gra­fi over en usæd­van­lig viden­skabs­mand, men også et glim­ren­de sig­na­le­ment af en spæn­den­de peri­o­de i ufo­lo­gi­ens histo­rie med afslø­rin­ger af de intri­ger, mani­pu­la­tio­ner og poli­tik­ker, som mød­te McDo­nald og lige­sin­de­de.

Druf­fels adgang til og brug af første­hånd­skil­der, bogens noter, kil­de­hen­vis­nin­ger og omfat­ten­de indeks gør »Fire­storm« til en uund­vær­lig bog.

Bogens sid­ste 68 sider gen­gi­ver bilag (bre­ve, rap­por­ter, avis­ud­klip o.lign.), som Druf­fel refe­re­rer til bogen igen­nem. Bila­ge­ne kan også ses på hjem­mesi­den www.5thworld.com.

Ann Druf­fel: Fire­storm — Dr. James E. McDo­nald’s Fight For UFO Sci­en­ce
Wild Flower Press 2003
609 sider, ill.
Bogen Fire­storm koster kr. 389,00 kr. og kan bestil­les i SUFOI Butik­ken under »Bøger på engelsk«.

40 nye rap­por­ter om sam­men­svær­gel­ser

Står Dis­ney bag mas­se­mord på lem­m­in­ger? Blev Tor­denskjold hen­ret­tet?

Er ex-præ­si­dent Clin­ton mor­der? Hvad er smøl­fer­nes hem­me­lig­hed? Ny bog om kon­spira­tions­te­o­ri­er­nes far­ve­ri­ge uni­vers.

Hvem vid­ste, at John Way­ne og Joseph Sta­lin var døds­fjen­der, og at den sov­je­ti­ske dik­ta­tor ved fle­re lej­lig­he­der for­søg­te at ombrin­ge Hol­lywoods western­helt? Eller at den græ­ske skibs­re­der Onas­sis var en skrup­pel­løs super­s­kurk, der i årti­er udskif­te­de den frie ver­dens lede­re, som det pas­se­de ham? Eller at Moni­ca Lewin­sky-affæ­ren hjalp Bill Clin­ton med at afle­de justits­mi­ni­ste­ri­ets efter­forsk­ning af, om han stod bag mor­det på Hil­lary Clin­tons elsker Vin­ce Foster.

40 nye rap­por­ter om sam­men­svær­gel­ser.

Næste num­mer af UFO-Nyt

Udkom­mer medio febru­ar 2005.

Læs 2. del om de fly­ven­de tre­kan­ter og nyt om Mexi­co-fil­men af de 11 ufo­er.

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Temp­let og Gra­len

I den­ne bog påvi­ser Klaus Aars­l­eff bl.a. nog­le under­li­ge lig­heds­punk­ter mel­lem ste­nal­der­kul­tu­ren på Mal­ta og en til­sva­ren­de 5.000 år gam­mel kul­tur i Irland. Samt ser nær­me­re på en mas­se andre legen­der, hel­lig­dom­me og relik­vi­er, der kred­ser om ønsket om udø­de­lig­hed.

Hvor er de hen­ne?

Claus Hem­mert Lund har skre­vet en glim­ren­de bog om, hvad nog­le men­ne­sker tro­e­de engang om liv i Mæl­ke­vej­en, hvad man­ge fore­stil­ler sig i dag, og hvor­dan viden­ska­ben i dag opstil­ler betin­gel­ser for liv og udfor­sker Uni­ver­set med bl.a. rum­son­der og telesko­per.” Citat fra anmel­del­sen i UFO-Mail 391.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.