På gyn­gen­de grund

Sump­gas for­kla­rer alt. I hvert fald er en lang ræk­ke over­na­tur­li­ge fæno­me­ner — lige fra spø­gel­ser og trol­de til fly­ven­de tal­ler­ke­ner og men­ne­skers spon­ta­ne selv­for­bræn­ding — gen­nem tiden ble­vet for­kla­ret med sump­gas. Men det er først for nylig, at viden­ska­ben har været i stand til at for­kla­re, hvor­dan det­te fæno­men opstår.

Det bedst kend­te sump­gas­fæ­no­men er lyg­te­mænd — lys, der nær­mest lig­ner fly­ven­de lyg­ter.

Iføl­ge over­le­ve­rin­gen er lyg­te­mænd ond­s­in­de­de ånder, som for­sø­ger at lok­ke folk ud i sum­pen. Dis­se ånder har for­skel­li­ge nav­ne, alt efter hvil­ket områ­de på klo­den, man befin­der sig i.

Ånder­ne i mosen eller sum­pen var meget far­li­ge. Ud over at lok­ke folk ind i sum­pe­ne kun­ne de lige­frem kvæ­le deres ofre.

Iføl­ge den loka­le over­tro i Nor­folk i Eng­land, hvor lyg­te­man­den hed­der lan­ter­ne-man­den (Jack O’Lan­tern), er det sådan, at hvis „lyg­te­man­den lyser på en, er det bedst at smi­de sig fladt ned på jor­den og hol­de vej­ret“.

Lyg­te­mæn­de­ne min­der om „lig-lys“ — blin­ken­de lys set på kir­ke­går­de. Iføl­ge over­tro­en er det sjæ­le­ne fra døde per­so­ner, som end­nu ikke har fun­det fred. Andre over­le­ve­rin­ger siger, at man kan se, når en per­son er druk­net i flo­den Dee, for så svæ­ver der et lys over van­d­over­fla­den.

Alle­re­de i det 18. århund­re­de var man klar over, at der måt­te være en natur­lig for­kla­ring på det­te fæno­men.

Man opda­ge­de, at råd­nen­de mate­ri­a­le pro­du­ce­rer brand­bar metan­gas, CH₄. Sump­gas kun­ne også være for­kla­rin­gen på, at folk fik kvæl­nings­for­nem­mel­ser, når de mød­te lan­ter­ne-man­den. Hvis metan fra råd­nen­de vege­ta­tion spon­tant bry­der i brand, vil det ska­be et blin­ken­de lys, så det lig­ner en lyg­te­mand. Man fandt dog ikke en for­kla­ring på, hvor­dan gas­sen kun­ne bry­de i brand.

Fæno­me­net kan for­veks­les med det lys, som fluo­re­s­ce­ren­de svam­pe i et var­me­re kli­ma udsen­der. I USA kal­des dis­se lysen­de svam­pe „fox­fi­re“ — et begreb, som også kan bru­ges om lys fra sump­gas (det ame­ri­kan­ske begreb, som oprin­de­ligt kom­mer fra Euro­pa, har en paral­lel i Japan, Kitsune‑Bi, ræve­ånds-ild. Begre­bet hen­vi­ser til, at lyse­ne set i sum­p­om­rå­der består af ond­s­in­de­de ræves ånder).

Den mest berøm­te brug af begre­bet „sump­gas“ som for­kla­ring på en mystisk hæn­del­se fandt sted i 1966. 87 per­so­ner på Hills­da­le Col­le­ge i Michi­gan så et glø­de­n­de objekt med facon som en ame­ri­kansk fod­bold svæ­ve over et nær­lig­gen­de sum­p­om­rå­de.

Lyset fløj hen mod piger­nes sove­sal, fløj til­ba­ge igen og for­svandt. Den føl­gen­de dag så syv per­so­ner — der­i­blandt to poli­ti­folk — et andet glø­de­n­de objekt nog­le kilo­me­ter bor­te (hæn­del­sen er detal­je­ret behand­let i bogen UFO’er­nes ver­den).

Dr. J. Allen Hynek, astro­no­mi­kon­su­lent ved det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­bens »Pro­ject Blue Book«, under­søg­te obser­va­tio­ner­ne. Han for­tal­te på en pres­se­kon­fe­ren­ce, at den mest nær­lig­gen­de for­kla­ring på lyse­ne var sump­gas.

Både pres­se og folk i almin­de­lig­hed gjor­de nar ad Hynek, og begre­bet sump­gas blev en natio­nal vit­tig­hed. Spø­gen gik end­da så vidt, at to bla­de fik navn efter sump­gas, på engelsk „swamp gas“. Det var ufo-tids­skrif­tet Swamp Gas Jour­nal og Patri­ck Huyg­hes Swamp Gas Times.

Kon­gres­med­lem Gerald Ford, som sene­re blev præ­si­dent, ind­vend­te, at „det ame­ri­kan­ske folk fortje­ner en bed­re for­kla­ring“. Det før­te til den før­ste Kon­gres-høring om ufo­er. Hynek blev påvir­ket af de reak­tio­ner, han fik på sin for­kla­ring, og blev mere åben over for ufo­er. „Fra det tids­punkt“, for­tal­te han sene­re, „begynd­te jeg at se på rap­por­ter­ne ud fra en anden syns­vin­kel, dvs. at nog­le af dem kun­ne dre­je sig om ufo­er.“

Hvad får sump­gas til at bry­de i brand?

Debat­ten fort­sat­te op i det 20. århund­re­de. I 1995 offent­lig­gjor­de en grup­pe viden­skabs­mænd en arti­kel om, hvor­dan bak­te­ri­er­ne i sum­pe­ne i Lou­i­si­a­na og Flo­ri­da pro­du­ce­re­de fos­fin. Sam­me år viste en anden under­sø­gel­se, at bak­te­ri­er­ne fak­tisk optog fos­fin og på den måde ned­brag­te kon­cen­tra­tio­nen af gas.

J. Allen Hynek for­an mikro­fo­ner­ne under den beryg­te­de
sump­gas-kon­fe­ren­ce i Detroit i marts 1966.

Sagen blev dog først helt klar­lagt i 1996, da man tog en ny lav-tem­pe­ra­tur tek­nik i brug og med den kun­ne måle det lave ind­hold af fos­fin i prø­ver fra luf­ten i sum­pe­ne. Målin­ger­ne viste, at der var en stig­ning i ind­hol­det af fos­fin på ste­der, hvor man dum­pe­de affald og udled­te spil­de­vand og kom­post — ste­der hvor der var man­ge bak­te­ri­er, som skab­te for­råd­nel­se uden at bru­ge ilt.

Diet­mar Glin­de­mann, som har for­sket i, hvor­dan bak­te­ri­er fra men­ne­skers affø­ring pro­du­ce­rer fos­fin og difos­fin, har end­da anty­det, at det er den pro­ces, der står bag men­ne­skers spon­ta­ne selv­for­bræn­ding. Gas­ser­ne kun­ne antæn­de meta­nen i men­ne­skets tarm­luft. Hvis der var andre brand­ba­re mate­ri­a­ler, fx tøj, til ste­de, kun­ne den uhel­di­ge per­son bli­ve brændt til døde. Glin­de­mann mener, at et pas­sen­de navn for den slags bur­de være „ignis fla­tus“ — ild­p­rut.

En ufo svæ­ve­de over Hills­da­le Col­le­ges Simp­son Field.
Mas­seob­ser­va­tio­nen fik i en kort peri­o­de stor bevå­gen­hed over hele USA.

Der er alt­så en for­kla­ring på de dan­sen­de sum­plys, selv om det er tvivl­s­omt, om de er for­kla­rin­gen på Hills­da­le-obser­va­tio­ner­ne.

Der er en prak­tisk anven­del­se for fos­fin, da det bli­ver brugt til at des­in­fi­ce­re korn. Ved små mæng­der er det et sik­kert stof, men ved høje kon­cen­tra­tio­ner vil det selvan­tæn­de spon­tant.

Er der man­ge uren­he­der i luf­ten, kan den­ne selvan­tæn­del­se sæt­te ild i støv­par­tik­ler, som så igen kan for­år­sa­ge øde­læg­gen­de eks­plo­sio­ner i korn­si­lo­er. Fos­fin er alt­så ikke et harm­løst stof — og lyg­te­mænd er sta­dig skælm­ske og far­li­ge ånder.

Kil­de: For­te­an Times, nr. 180