Akti­vi­te­ter i for­å­ret

Vel­kom­men til gam­le og nye læse­re af UFO-mail! Med det­te num­mer tager vi hul på 2. årgang.

 
Ole Hen­nings­en stu­de­rer en fotosag i SUFOI’s rap­portar­kiv.
 

Stor­fil­men »Nær­kon­takt af Tred­je Grad« kan fejre 25 års jubilæum og vises ved en ræk­ke for­pre­mi­e­rer lan­det over med del­ta­gel­se fra SUFOI.

Det hele begyn­der den 25. april i Impe­ri­al i Køben­havn. Inden da, kan SUFOIs lokal­grup­pe i Køben­havn præ­sen­te­re to meget spæn­den­de fored­rag:

Den 6. marts giver astro­fy­si­ke­ren Micha­el Lin­den-Vørn­le svar på spørgs­må­let „Kan vi rej­se til stjer­ner­ne?“. Og den 10. april sæt­ter Lars Bug­ge fokus på kon­spira­tions­te­o­ri­er — alt­så teo­ri­er om sto­re sam­men­svær­gel­ser. Læs mere om fored­ra­ge­ne sidst i den­ne UFO-mail.

Rig­tig god for­nø­jel­se!

Ved repræ­sen­tant­skabs­mø­det den 29. sep­tem­ber
2002 var Per Ander­sen (i mid­ten) og hustru­en
Inge vært ved en dej­lig mid­dag i hjem­met i Van­lø­se.
Per kun­ne ved den­ne lej­lig­hed fejre 25 års jubilæum
i SUFOI’s repræ­sen­tant­skab. Til høj­re for Per ses
Jør­gen Bengtvig og Tor­ben Bir­ke­holm.

Ved repræ­sen­tant­skabs­mø­det i sep­tem­ber
2002 blev SUFOI’s rap­portar­kiv gen­nem­gå­et
og klar­gjort til at ind­gå i ver­dens stør­ste ufo-
arkiv »Arki­vet för UFO-forsk­ning« (AFU), som
lig­ger i Nor­rköping i Sve­ri­ge.

Dan­ske rap­por­ter

 

Nord­s­jæl­land, august 2000

„Det er i nær­he­den af mid­nat en aften i august 2000“, for­tæl­ler TB fra Åls­går­de i Nord­s­jæl­land. „Vi bor på lan­det, og her er meget mørkt om afte­nen, idet vi hel­ler ikke har gade­be­lys­ning.
 
Vores gæster skal til at køre hjem, og vi står ude i haven og plud­se­lig siger en af gæster­ne, at der er en stjer­ne, som fly­ver over den nord­li­ge him­mel. Vi ser op alle 6 og kan se, ikke kun 1 stjer­ne, men hele 3 lysen­de ‘stjer­ner’, som mar­ke­rer en tre­kant og fly­ver lige hur­tigt.
 
Det som er meget under­ligt er, at der er helt sort imel­lem dis­se 3 lysen­de ‚stjer­ner’. Man kan ikke se nogen stjer­ner igen­nem den­ne tre­kant, og efter den­ne kom­mer der en min­dre lysen­de ‚stjer­ne’, som nær­mest zigzag­ger efter den­ne fly­ven­de tre­kant.
 
Man kan intet høre, og det er ikke til at sige, hvor højt der er op til den­ne, men vi mener alle, at det var på høj­de med et pas­sa­ger­fly. Dog er det ikke til at sige, idet afstan­den mel­lem de 3 lysen­de punk­ter vir­ke­de meget stor. Tre­kan­ten for­svandt i sam­me hastig­hed, mod øst.
 
Vi har tænkt på, om det har været satel­lit­ter, men det, at der var sort og ikke kun­ne ses noget af nat­te­him­len imel­lem de 3 punk­ter, og mar­ke­rin­gen fra det ene punkt til det andet var så tyde­ligt og stør­rel­sen var så stor, at det umu­ligt kun­ne være et mili­tær­fly. Ja, hvad kan det så have været? I øvrigt har jeg hørt, at der er nog­le i Nygård, der obser­ve­re­de det­te sam­me aften.“

2670 Gre­ve, 27. august 2000

„Min fami­lie og jeg er lige flyt­tet i ræk­ke­hus i Gre­ve. Vi har ikke før boet i hus, og jeg nyder der­for at kun­ne betrag­te nat­te­him­len, inden jeg går i seng. Jeg kig­ger efter satel­lit­ter og stjer­neskud. I går var ingen und­ta­gel­se. Jeg gik ud for at få min ‚god­nats­møg’, inden jeg gik i seng. Jeg står altid, og kig­ger lodret op i luf­ten, og lige­som jeg skul­le til at sæn­ke hove­d­et, kom der 5 et eller andet susen­de over tagryg­gen på mit hus­tag. De 5 tin­ge­ster fløj i for­ma­tion med 2 for­re­st og 3 tæt efter dem. De to for­re­ste ‚gyn­ge­de’ svagt til siden, imens de fløj. De fløj helt lyd­løst og alli­ge­vel utro­ligt hur­tigt. De vir­ke­de run­de og fla­de, og deres far­ve var som et mat lys, der for­to­ne­de sig ud i et mørkt omrids/kontur af ufo­et. Det hele var desvær­re over­stå­et på ca. 5 sekun­der. Jeg vil give min høj­re arm for at få lov til at ople­ve det igen.“

Køben­havn Ø, den 6. janu­ar 2003

„Jeg kom gåen­de ad Bolands­vej i vest­lig ret­ning, da jeg på him­len i syd­ve­st­lig ret­ning obser­ve­re­de et stort, lysen­de, stil­le­stå­en­de objekt“, for­tæl­ler DMN, der bor i Køben­havn Ø.
„Klok­ken var 16.09, og jeg tro­e­de først, det var Månen, men så så jeg Månen omtrent 45 gra­der i syd­lig ret­ning. Objek­tet frem­stod ca. en halv gan­ge stør­re end månen.
 
For­men var det mest opsigtsvæk­ken­de og som intet him­mel­fæ­no­men: Nær­mest som en drå­be­form på hove­d­et, hvor hhv. den spid­se og den run­de ende er fla­de. Den var­me, hvi­de far­ve udfyld­te imid­ler­tid ikke hele for­men, men var mest udtalt i yder­kan­ten af fæno­me­net og aftog så indadtil for inderst at for­svin­de (dvs. bli­ve helt sort). Det­te mør­ke cen­ter i objek­tet dan­ne­de en ver­ti­kal lin­se dog med ‚blø­de’ ender frem for spid­se.
 
Efter at have obser­ve­ret objek­tet i omtrent et minuts tid skynd­te jeg mig ind efter min kære­ste. Da han cir­ka et minut efter skul­le se ‚mit syn’, var det desvær­re væk! Der­med fik jeg ikke set, hvor det blev af. Men vi vil meget ger­ne vide, hvor­vidt andre har obser­ve­ret sam­me objekt.“
 
Vi kan fra SUFOI’s side til­fø­je, at der ikke er indrap­por­te­ret andre obser­va­tio­ner det pågæl­den­de tids­punkt.
 

Hvis man så lys på him­len

Fly­vertak­tisk Kom­man­do med­del­er, at der den 6. novem­ber 2002 som led i en øvel­se blev kastet et faldskærms­blus fra en red­nings­he­li­kop­ter i Kat­te­gat ud for Ålborg Fjord. Blus­set blev kastet fra en høj­de på cir­ka en kilo­me­ter og brænd­te med et kraf­tigt, hvidt lys i cir­ka fire minut­ter.
 
Fly­ve­våb­nets Red­ning­s­tje­ne­ste send­te også en heli­kop­ter ud ons­dag den 20. novem­ber for at pej­le sig frem til en elek­tro­nisk støj­kil­de. Ved Hir­ts­hals spo­re­de besæt­nin­gen sig­na­let i ret­ning mod et skib ud for kysten. Inden støj­kil­den blev ende­ligt loka­li­se­ret, stop­pe­de støj­en af sig selv.
En red­nings­he­li­kop­ter var lige­le­des sendt på vin­ger­ne ons­dag den 6. novem­ber over Køben­havns-områ­det, hvor der var rap­por­te­ret om elek­tro­nisk støj fra en ukendt sen­der. Støj­sen­de­ren blev imid­ler­tid sluk­ket sam­ti­dig med, at heli­kop­te­ren gik i luf­ten.

 

Så lysen­de fæno­men i som­me­ren 1978 — mang­ler nu andre obser­va­tø­rer at tale med!

„Jeg var på vej hjem for at spi­se hen under aften. Jeg hav­de lige pas­se­ret ind­kørs­len til Kaløvig bådelaug på Djursland, da jeg læn­ge­re frem­me så en ræk­ke biler, der var stand­s­et hen­ne ved Åstrup­gård i nær­he­den af Stud­strup­vær­ket nord for Århus. Min før­ste ind­sky­del­se var, ‚at der måt­te være sket en ulyk­ke’, og jeg for­lod min bil for at gå der hen.“
 
Sådan ind­le­des en inter­es­sant hen­ven­del­se om en obser­va­tion, SUFOI modt­og for nylig fra en 43-årig mand fra Århus. Obser­va­tø­ren fort­sæt­ter sin beret­ning:
„Efter­hån­den som jeg nær­me­de mig ræk­ken af biler, kun­ne jeg se, at nog­le men­ne­sker hav­de sam­let sig ved den før­ste bil, som i øvrigt var en gul Audi-100. Eje­ren af bilen, som på det tids­punkt boe­de i Stup­strup, stop­pe­de mig med en bemærk­ning om, ‚at det ikke var så smart at gå læn­ge­re frem’.
 
Jeg må indrøm­me, at jeg stop­pe­de brat op, for et øje­blik efter igen at gå hen imod det meget lysen­de objekt, der i en form af en kug­le eller en ring, svæ­ve­de ca. en halv meter over jor­den. Det var et fan­ta­stisk flot syn.
 
Jeg nåe­de aldrig der­hen, idet eje­ren af Audi´en greb fast i mig og trak mig til­ba­ge. Kug­len eller rin­gen var der nog­le minut­ter, for der­ef­ter at bli­ve min­dre og til sidst for­svin­de i sig selv.

Der var i alt 6 — 7 andre per­so­ner til ste­de. Hvis der er nog­le af de andre til­ste­de­væ­ren­de vid­ner, som læser den­ne beret­ning, bedes de ven­ligst kon­tak­te mig via Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion, da jeg synes, at jeg mang­ler nog­le at tale med eller skri­ve sam­men med om den kæm­pe­op­le­vel­se, det var for mig.
 
Og så var jeg i øvrigt den 18-åri­ge unge mand i den kon­ge­blå Vol­vo Ama­zo­ne“, slut­ter obser­va­tø­ren sin beret­ning til SUFOI.
 
SUFOI hører meget ger­ne fra læse­re, der kan bidra­ge med yder­li­ge­re oplys­nin­ger eller på anden måde har kend­skab til den­ne spe­ci­el­le ople­vel­se fra en som­mer­af­ten i 1978 — eller 1979.
Kon­takt kan ske til SUFOI via adres­sen: www.ufo.dk

Histo­risk tur til raket­mu­se­um

Vi var for­be­redt på det vær­ste, min hustru og jeg. Sæder­ne var ellers usæd­van­ligt gode, og ben­plad­sen var rige­lig, men tur­le­de­ren hav­de net­op afslut­tet sin grun­di­ge og ilde­vars­len­de bri­e­fing. Stod hans ord til tro­en­de, vil­le vi om lidt nær­mest bli­vet lam­met af en infer­nalsk larm fra de to Pratt & Whit­ney moto­rer…

 
OY-BPB er net­op lan­det i Pee­nemün­de. Læs mere om
fly­et og for­e­nin­gen på: www.dc3vennerne.dk.

 

Pro­pel­ler­ne begynd­te at snur­re efter et par vel­o­p­lag­te host fra moto­rer­ne. Før­ste den ene motor — og så den anden. Nå, men det var jo slet ikke så slemt.

Lang­somt rul­le­de maski­nen ud til start­ba­nen på Fly­ve­sta­tion Vær­lø­se. Den tre mand sto­re besæt­ning i cock­pit­tet hav­de travlt. Hver motor skul­le de næste 10 minut­ter gen­nem et nøje fast­lagt pro­gram — og så kom det sto­re øje­blik: Moto­rer­ne åd vir­ke­lig omdrej­nin­ger — og så rul­le­de vi ud ad cement­ba­nen.

Motor­lar­men steg, men alli­ge­vel langt mere beha­ge­ligt end den højfre­kven­te og nær­mest hyste­ri­ske hylen man ken­der fra en moder­ne jet­mo­tor.

Efter en rul­le­tur i et adsta­digt tem­po var vi plud­se­lig i luf­ten. Fly­et ret­te­de sig op, så vi sad van­dret og kun­ne nyde udsig­ten. Her­med var star­ten gået til vores aller­før­ste tur med en DC‑3 fra 1944.

Raket­mu­se­et har til huse i det gam­le kraft­værk,
som ses i bag­grun­den. Det blev byg­get i peri­o­den
1939–1942 og leve­re­de ener­gi til raket­pro­duk­tio­nen.
På muse­ums­om­rå­det er udstil­let adskil­li­ge udtjen­te
heli­kop­te­re og jager­fly fra DDR-tiden. Her ses den
sov­jet­ti­ske jager­bom­ber Suchoi SU-22. I Pee­nemün­de
havn kan gæster­ne gå om bord i et pen­sio­ne­ret
DDR-flå­de­far­tøj og u‑båden U‑461.

Pee­nemün­de i Nordtys­kland var målet for vores endags­tur sam­men med 16 andre for­vent­nings­ful­de med­lem­mer af DC‑3 Ven­ner­ne.

Vej­ret den­ne 10. august 2002 var sol­rigt og klart — og hel­dig­vis for det. Når man fly­ver med et muse­ums­fly, gæl­der der nem­lig skrap­pe reg­ler for, hvor­når man må fly­ve.

Vej­ret var med os hele dagen, og da den gam­le DC-3’er tøf­fe­de gen­nem luf­ten med omkring 200 km/t i 600 meters høj­de, fik vi vir­ke­lig udsigt for alle pen­ge­ne.

Men hvor­for nu besø­ge Pee­nemün­de? Først og frem­mest for at have en god und­skyld­ning for at fly­ve med et her­ligt fly!

Der­næst af den gode grund, at hvis ikke tysker­ne i 1936 på net­op det­te sted hav­de påbe­gyndt byg­ge­ri­et af det, som sene­re skul­le udvik­le sig til et kæm­pe anlæg for raket­tek­no­lo­gi, ja, så hav­de ame­ri­ka­ner­ne sik­kert ikke været i stand til at land­sæt­te folk på Månen alle­re­de i 1969.

Wern­her von Braun i civil under en inspek­tion i 1943 på
anlæg­get i Pee­nemün­de (kal­det Hee­reswaf­fe­namt). Wern­her
von Braun blev med­lem af nazi­par­ti­et i 1938 og var siden 1940 SS-offi­cer.

I ufo-sam­men­hæng er Pee­nemün­de også inter­es­sant. Områ­det blev ved afslut­nin­gen af Anden Ver­denskrig besat af Sov­je­tu­ni­o­nen, der for­stå­e­ligt nok var meget inter­es­se­ret i at tage ved lære af tysker­nes erfa­rin­ger med raket­tek­no­lo­gi­en.

Da de skan­di­na­vi­ske lan­de i som­me­ren 1946 blev over­flø­jet af mysti­ske objek­ter, som i hund­red­vis af obser­va­tø­rer og pres­sen kald­te for „spø­gel­ses­ra­ket­ter“ eller „spø­gel­ses­bom­ber“, men­te man­ge, at det dre­je­de sig om raket­ter prø­ve­flø­jet af rus­ser­ne i Pee­nemün­de. Der­for viste man fæno­me­net stor inter­es­se i både USA og Eng­land.

Dis­se to lan­de hav­de i øvrigt inden kri­gens afslut­ning sik­ret sig de kvik­ke­ste hove­d­er i den sto­re grup­pe af tyske raket­for­ske­re. Blandt dis­se var Wern­her von Braun, som i 1937 var ble­vet tek­nisk direk­tør for anlæg­get i Pee­nemün­de.

Fra sep­tem­ber 1945 til sin død i 1977 var Wern­her von Braun en af driv­kræf­ter­ne bag NASA og udvik­le­de bl.a. løf­tera­ket­ten til det far­tøj, som i 1969 sat­te Arm­strong og Aldrin sik­kert på Månen.

Fuldska­la model af den fly­ven­de bom­be
»Fie­se­ler 103«, popu­lært kal­det V1. Raket­bom­ben
er 7,7 meter lang. Dens ræk­ke­vid­de var mak­si­mum
300 km, og den hav­de en top­ha­stig­hed på 645 km/t.

Ame­ri­kan­ske tek­ni­ke­re afprø­ver en vide­re-
udvik­ling af V1-raket­bom­ben på Hol­lo­man
Air For­ce Base ved Ala­mog­or­do i New Mexi­co.

Raket­ten Aggregat‑4 — sene­re kal­det V2
(Ver­gel­tungswaf­fe 2) — lig­ner en rig­tig Tin-Tin
raket, men hav­de dog en spræng­lad­ning på 1 ton.
Den 14 meter lan­ge raket kun­ne på knapt 5 min.
til­ba­ge­læg­ge en stræk­ning på 190 km. Fly­ve-
hastig­he­den var 4.824 km/t og mak­si­mum­høj­den
84,5 km. Driv­mid­let var en blan­ding af alko­hol og ilt.

Vel­lyk­ket V2-opsen­del­se fra Prüf­stand VII i 1943.

Rake­t­ud­vik­lings­an­læg­get i Pee­nemün­de hav­de ikke til for­mål at land­sæt­te folk på Månen, men var først og frem­mest en brik i den nazi­sti­ske krigsin­du­stri.

Til ven­stre en teg­ning af A4 (V2). I mid­ten
raket­ten A4b, som fløj før­ste gang den 24.
janu­ar 1945, men ikke kom i seri­e­pro­duk­tion.
Til høj­re ses A9/A10, som kun nåe­de til teg­ne-
bor­det. Den­ne to-trin­s­ra­ket skul­le have en
start­vægt på 200 ton og en høj­de på 87 m.

I 1942 var krigs­lyk­ken vendt for nazi-Tys­kland, og Adolf Hit­ler håbe­de, at nyud­vik­le­de raket­vå­ben kun­ne ændre kri­gens udfald.

Fle­re typer raket­ter blev udvik­let med held og dyg­tig­hed, men deres effek­ti­vi­tet som øde­læg­gel­ses­vå­ben var i den sto­re sam­men­hæng hel­dig­vis for rin­ge.

De fle­ste raket­ter blev ret­tet mod Eng­land, og selv om man­ge engel­ske bor­ge­re blev dræbt af V1 bom­ber — fak­tisk ver­dens før­ste kryd­ser­mis­sil — var det sam­le­de tab af men­ne­ske­liv fak­tisk stør­re i Tys­kland.

Mere end 20.000 miste­de igen­nem åre­ne livet på raket­an­læg­ge­ne i Pee­nemün­de. Straf­fe- og krigs­fan­ger måt­te beta­le en høj pris for under umen­ne­ske­li­ge for­hold at have været fød­sels­hjæl­pe­re i raket­al­de­rens barn­dom!

Ind­til Ber­lin­mu­rens fald i 1989 var Pee­nemün­de en del af DDR og top­hem­me­ligt områ­de.

Men i maj 1991 kun­ne Raket­mu­se­et åbne i det gam­le kraft­værk, der i sin tid hav­de leve­ret ener­gi til de man­ge pro­duk­tions­an­læg.

På raket­mu­se­et fin­des også den­ne model af »Prüf­stand VII« —
blot en af fle­re affy­rings­ram­per for V2.

Uden for udstil­lings­om­rå­det fin­des rester af de gam­le affy­rings­ram­per og bun­kers, men dis­se områ­der er end­nu ikke gjort til­gæn­ge­li­ge for udstil­lings­gæ­ster.

Igen­nem åre­ne er udstil­lings­fa­ci­li­te­ter­ne på kraft­vær­ket udvi­det.

Foto­sta­ter, model­ler, doku­men­ta­r­o­p­ta­gel­ser, arbejds­sed­ler, værk­tøj, raket­de­le og man­ge andre effek­ter leven­de­gør her for­ti­den på godt og ondt — og sæt­ter tan­ker i gang.

Det kan ikke undre, at raket­mu­se­et i Pee­nemün­de er et af DC‑3 Ven­ner­nes mest popu­læ­re udflugts­mål.

Cirk­len på det­te gam­le kort mar­ke­rer Raket­mu­se­ets udstil­lings­om­rå­de.
Et sid­ste kig ned over Pee­nemün­de og det histo­ri­ske muse­ums­om­rå­de, før DC-3’e­ren ven­der næsen hjem mod Vær­lø­se.

Præ­si­dent Bush fri­ta­ger Area 51 for mil­jø­loven

Den super­hem­me­li­ge luft­ba­se Area 51 nær Groom Lake, Neva­da — det sted, hvor man for­moder, at der skju­les alt lige fra til­fan­ge­tag­ne ali­ens til høj­tek­no­lo­gi­ske far­tø­jer — er af præ­si­dent Bush ble­vet fri­ta­get for at føl­ge mil­jø­loven, da basen ellers hav­de været nødt til at afslø­re højt­klas­si­fi­ce­re­de oplys­nin­ger om det arbej­de, der for­går der.

Præ­si­dent Bush’ beslut­ning angå­en­de Groom Lake blev taget sidst i sep­tem­ber og offent­lig­gjort den 24. decem­ber 2002 i Fede­ral Regi­ster.

Groom Lake har været gen­stand for man­ge rets­sa­ger, som tid­li­ge­re ansat­te har ført. Sager­ne har foku­se­ret på arbejds­mil­jø­et og risi­ko­en for de ansat­tes hel­bred på det­te hem­me­li­ge sted.
Bush’ dom er, at „det er af over­skyg­gen­de inter­es­se for de for­e­ne­de sta­ter“, at vi for­hin­drer, at der sker afslø­rin­ger af, hvad der fore­går på Groom Lake.

Præ­si­den­tens beslut­ning fri­ta­ger fly­ve­vå­be­nets akti­vi­te­ter på Groom Lake „fra alle føde­ra­le, stats­li­ge, mel­lem­stats­li­ge og loka­le bestem­mel­ser samt alle andre for­ord­nin­ger, som kan med­vir­ke til, at der sker afslø­rin­ger af klas­si­fi­ce­re­de oplys­nin­ger fra det­te ope­ra­ti­ve områ­de til uau­to­ri­se­re­de per­so­ner.“

Fri­ta­gel­sen gæl­der for et år.

Kil­de: space.com/-for

En vir­ke­lig nær­kon­takt med en ufo

Det er ikke sær­lig tit, at en bil fak­tisk bli­ver ramt af en ufo, men det ske­te til­sy­ne­la­den­de i novem­ber 1998. En kvin­de var ude at køre i sta­ten Michi­gan i USA, da hun så et lys på him­len. Et øje­blik efter ram­te det hen­des bil og efter­lod en under­lig sub­stans på bilen.

 

 

Plud­se­lig — uden nogen form for advar­sel — kom der et objekt til syne på hen­des høj­re side. Det var på stør­rel­se med en fod­bold og kom hastigt imod hen­de. Det bevæ­ge­de sig nedad i en vin­kel på 45 gra­der mod jor­den. Objek­tet lyste klart og hav­de en form for strå­ler i kan­ten.

HS blev natur­lig­vis ban­ge og bekym­ret, men hun nåe­de ikke at rea­ge­re, inden objek­tet ram­te hen­des bil lige over høj­re side af for­r­u­den ved tag­s­am­men­føj­nin­gen.

Foto: CUFOS

Da fæno­me­net ram­te bilen, kom der en lav lyd, men bilens bevæ­gel­se blev ikke berørt af sam­men­stø­det. HS bemær­ke­de ikke, hvor­dan objek­tet for­svandt, men var let­tet over, at det hele var for­bi. Hun kør­te der­ef­ter hjem.

Hjem­me under­søg­te HS bilen. Der var ikke nogen bule eller rid­ser på bilen i høj­re side, hvor fæno­me­net hav­de ramt. Men lige over for­r­u­den i høj­re side var der afsat noget sub­stans sam­me sted, som fæno­me­net hav­de ramt. Det var en usam­men­hæn­gen­de streg på 25–30 cm.

I før­ste omgang gjor­de HS ikke mere ved sagen. Hun men­te ikke, at der var basis for en for­sik­rings­sag — eller også var hun ikke meget for at for­tæl­le histo­ri­en til for­sik­rings­sel­ska­bet. Hun for­tal­te hel­ler ikke andre om hæn­del­sen før lang tid efter. Der gik omkring et år, inden HS kon­tak­te­de en ufo-under­sø­ger fra MUFON (Mutu­al UFO Net­work), hvor­ef­ter under­sø­gel­sen af sagen gik i gang.

Det efter­lad­te

På trods af, at der var gået et år og en vin­ter med regn og blæst, var der sta­dig noget mate­ri­a­le på bilen. Der blev taget en prø­ve af det, som blev sendt til kemi­ke­ren Phyl­lis Budin­ger. Der var dog så lidt af mate­ri­a­let, at der var græn­ser for, hvor man­ge under­sø­gel­ser der kun­ne fore­ta­ges.

 

Det blev lige­le­des under­søgt, hvad bilens maling bestod af, så det var muligt at afgø­re, hvil­ke stof­fer der fak­tisk kun­ne stam­me fra det ukend­te mate­ri­a­le. Blandt andet blev der fun­det epoxy i mate­ri­a­let, men det stam­me­de for­modent­ligt fra bilens maling.

I mate­ri­a­let blev der fun­det kao­lin (et alu­mi­ni­umsi­li­kat), en meta­loxid og et cel­lu­loid­lig­nen­de mate­ri­a­le. Alle dis­se syn­tes ikke at kom­me fra bilens lak, men i ste­det fra det ukend­te mate­ri­a­le. Sidst­nævn­te cel­lu­loid­lig­nen­de stof var af en type, der kun­ne kom­me fra orga­nisk mate­ri­a­le, fx vege­ta­tion. Sili­ka­tet kun­ne kom­me fra natur­ligt mate­ri­a­le såsom jord eller snavs.

Yder­li­ge­re ana­ly­ser viste, at det efter­lad­te mate­ri­a­le næp­pe hav­de været varmt, og det var der­med ikke sær­lig sand­syn­ligt, at sel­ve objek­tet hav­de været varmt. Det­te synes der­med at ude­luk­ke sådan noget som fyr­vær­ke­ri, der net­op vil­le have efter­ladt varmt mate­ri­a­le på bilen.

Spe­ku­la­tio­ner

Såle­des står sagen efter ana­ly­ser fra MUFON og CUFOS (Cen­ter for UFO Stu­di­es) — beteg­net som mystisk og uopkla­ret. Base­ret på ana­ly­ser af det mate­ri­a­le, der blev fun­det på bilen, kun­ne det dre­je sig om natur­ligt mate­ri­a­le fra plan­ter og jord. Det er der­for under­sø­ger­nes anta­gel­se, at det kun­ne være afsat af ufo­et, efter det hav­de været lan­det et eller andet sted, om end det er rene spe­ku­la­tio­ner.

 

Det er bemær­ket oven­for, at det ikke kun­ne have været fyr­vær­ke­ri, og des­u­den menes HS at have god erfa­ring med fyr­vær­ke­ri, så det vil­le hun have gen­kendt. På sam­me måde ude­luk­ker man fæno­me­ner som mete­o­rit­ter, der ikke vil­le lyse i den nær­hed af jor­den — hvis det vir­ke­lig hav­de været et så usand­syn­ligt sam­men­træf.

Et kug­le­lyn var en mulig teo­ri, men efter­som vej­ret ikke var sky­et eller regn­fuldt, mener man også, at det­te kan ude­luk­kes. Det kun­ne måske være en gen­stand kastet mod bilen, men det­te stem­mer ikke med obser­va­tio­nens øvri­ge detal­jer.

Der­for står sagen til­ba­ge som et af de mere mysti­ske til­fæl­de i nye­re tid, hvor et ufo både er ble­vet set, og hvor det har efter­ladt fysisk mate­ri­a­le på den bil, som det ram­te. Den bli­ver endog af efter­for­sker­ne sat ind i sam­men­hæng med eks­klu­si­ve ame­ri­kan­ske til­fæl­de med ufo­er og biler.

For få spe­ku­la­tio­ner?

Eller er det nu også et af de mere mysti­ske til­fæl­de i nye­re tid?

 

I vir­ke­lig­he­den er sagen slet ikke så til­for­la­de­lig, som den umid­del­bart ser ud til at være. Og det er egent­ligt lidt beskæm­men­de at se, at der sta­dig i såkaldt seri­ø­se ufo-kred­se bli­ver begå­et de sam­me klas­si­ske mis­for­stå­el­ser, som der nu er ble­vet begå­et igen­nem 50 år.

Ale­ne ønsket om, at der skal være ukend­te objek­ter på spil, må være bag­grun­den for, at der ikke bli­ver fore­ta­get nogen til­stræk­ke­lig åben under­sø­gel­se af en sådan sag. Ellers kan jeg ikke for­kla­re, hvor­dan helt oplag­te mulig­he­der over­ses eller und­gås.

Lad os star­te med det basa­le: En stor del af den­ne sag hvi­ler på for­hol­det, at det obser­ve­re­de fæno­men afsat­te et spor­ma­te­ri­a­le på bilen. Men hvad er bevi­ser­ne for, at mate­ri­a­let stam­me­de fra lyset? Fak­tisk ingen — der er stort set intet, der støt­ter anta­gel­sen om, at det fund­ne mate­ri­a­le på bilen har noget som helst at gøre med det obser­ve­re­de fæno­men!

Det er en af ufo-sagens mest udbred­te mis­for­stå­el­ser: To uaf­hæn­gi­ge hæn­del­ser bli­ver koblet sam­men, og der­med bli­ver hele sagen meget mere mystisk. Der er mas­ser af eksemp­ler på det­te — også fra Dan­mark. Et af dem er den såkald­te Stens­ved-sag.

Stens­ved-sagen

En her­re i Stens­ved var i novem­ber 1994 lige gået i seng, da han kaste­de et blik ud af vin­du­et. Der så han et pro­jek­tør­lys i en frugt­plan­ta­ge eller bag­ved den. Han anslog afstan­den til 100–200 meter — det undre­de ham, da der ikke boe­de nogen i den ret­ning. Ca. 10 min. sene­re så han en skik­kel­se løbe for­bi haven 5 meter fra vin­du­et. Skik­kel­sen hav­de, hvad han beskrev som en mørk „fan­tom­dragt“ på. Igen blev obser­va­tø­ren forun­dret, men han lag­de sig dog til at sove.

 

Næste nat ske­te der igen noget. Først hør­te han en lyd, som om noget skra­be­de imod taget, og da han trak gar­di­net fra, så han en meget skarp lys­strå­le nede på ter­ras­se­fli­ser­ne umid­del­bart for­an vin­du­et. Strå­len var rund og ca. en meter i dia­me­ter og blæn­den­de skarp. Efter 4–5 sekun­der blev lyset sva­ge­re og for­svandt. Næste mor­gen opda­ge­de obser­va­tø­ren to sor­te stri­ber ned ad taget. Han men­te ikke, at stri­ber­ne hav­de været der før — og taget var i øvrigt få år gam­melt og ellers helt frit for grø­nal­ger.

Der blev taget prø­ver af taget. Ana­ly­ser­ne pege­de i ret­ning af, at der var tale om bio­lo­gisk mate­ri­a­le, sand­syn­lig­vis en kortva­rig opblom­string af spo­rer på taget. Spo­re­ne kun­ne være kom­met efter, at reg­nen hav­de skyl­let nog­le fug­le­k­lat­ter ned ad taget. Det­te mate­ri­a­le var det ene­ste hånd­fa­ste ved obser­va­tio­nen, og ana­ly­ser­ne gav alt­så et for­slag til for­kla­ring af det­te.

De øvri­ge ele­men­ter kun­ne også tol­kes som dele af en mystisk hæn­del­se — eller som fle­re uaf­hæn­gi­ge dele, hvil­ket er mere sand­syn­ligt.

Alter­na­ti­vet

Bilsa­gen fra Michi­gan har de sam­me ele­men­ter. Kvin­den ople­ver, hvor­dan noget fly­ver imod bilen, og hun mener, at bilen bli­ver ramt (eller er det en efter­ra­tio­na­li­se­ring, efter hun fandt stof­fet på bilen?). Hun indrøm­mer selv, at hun blev meget for­skræk­ket, og det er ikke sand­syn­ligt, at hun kan huske lige præ­cist, hvor fæno­me­net skul­le have ramt bilen (hvis det ram­te bilen). Man skal des­u­den erin­dre, at hun er 70 år gam­mel. Da hun kom hjem, under­søg­te hun bilen og fandt et efter­la­den­skab i det gene­rel­le områ­de, hvor hun mener, fæno­me­net ram­te bilen. Hen­des kon­klu­sion er så, at sub­stan­sen på bilen natur­lig­vis må kom­me fra objek­tet.

 

Den muli­ge fejl­ta­gel­se bli­ver ført vide­re af under­sø­ger­ne, der uden at sæt­te spørgs­måls­tegn ved sam­men­hæn­gen, base­rer sig på kvin­dens udsagn om, at mate­ri­a­let stam­mer fra fæno­me­net.

Der synes end­da at være en uove­r­ens­stem­mel­se i sagen. Vid­net beskri­ver, hvor­dan fæno­me­net ram­te bilen lige over fron­tr­u­den i høj­re side. Bil­le­det af bilen anty­der der­i­mod, at mate­ri­a­let fin­des langs bilens høj­re kant — mulig­vis så langt til­ba­ge som ved bag­kan­ten af for­r­u­den. Den­ne uove­r­ens­stem­mel­se bli­ver ikke kom­men­te­ret at under­sø­ger­ne.

At der ikke er nogen sam­men­hæng, støt­tes fak­tisk af sagens fak­ta. Hvis en køren­de bil bli­ver ramt af noget, der afsæt­ter et mær­ke på 25–30 cm, vil det næp­pe være gået så stil­le af, som obser­va­tø­ren beskri­ver. I det mind­ste vil­le man kun­ne mær­ke et ryk i bilen og en kraf­ti­ge­re lyd end den rap­por­te­re­de.

Hvis man anta­ger, at der ikke er sam­men­hæng mel­lem sub­stan­sen på bilen og fæno­me­net, fal­der sagen tem­me­lig meget til jor­den. Mate­ri­a­let kun­ne sag­tens være afsat på anden vis, da det net­op kun­ne stam­me fra ting i natu­ren som plan­ter og jord. Der er et utal af måder, hvor­med det kun­ne være hav­net på bilens kant.

HS’ obser­va­tion af sel­ve fæno­me­net er ikke så mystisk, hvis det blot har været en obser­va­tion af et lys på him­len. Og det er langt fra sik­kert, at lyset har været så tæt på bilen, som hun ople­ve­de det. Der fin­des utal­li­ge obser­va­tio­ner, hvor obser­va­tø­rer mener, fæno­me­ner er tæt på uden at være det — fak­tisk har SUFOI lavet under­sø­gel­ser, der bevi­ser, at folk er ude af stand til at vur­de­re afstan­de til fjer­ne lys­fæ­no­me­ner på en mørk him­mel.

Alt i alt er det langt fra godt­gjort, at der er noget vide­re mystisk ved obser­va­tio­nen, og der er gode mulig­he­der for helt natur­li­ge for­kla­rin­ger. Men det er ikke det mest skuf­fen­de ved sagen. Det mest skuf­fen­de er, at de beskrev­ne ele­men­tæ­re fejl sta­dig bli­ver begå­et af seri­ø­se ufo-for­ske­re.

Kil­de: IUR, 2002, nr. 1

Teg­ning: Hen­rik Klin­ge Peder­sen

Fored­rag i for­å­ret

Kan vi rej­se til stjer­ner­ne?

v/astrofysiker, ph.d. Micha­el Lin­den-Vørn­le, Tycho Bra­he Pla­ne­ta­ri­um

Et tryk på en knap og vi befin­der os på den anden side af Mæl­ke­vej­en. I man­ge sci­en­ce fiction film er der nær­mest ingen græn­ser for, hvor langt vi kan kom­me på et split­se­kund ved at rej­se i „hyper­rum­met“ eller bru­ge „warp-dri­ve“. Selv om der langt hen ad vej­en er tale om fri fan­ta­si, så er der ingen tvivl om, at almin­de­li­ge raket­ter er ueg­ne­de til en rej­se til selv de nær­me­ste stjer­ner.

I fored­ra­get ser vi på, hvil­ke pro­ble­mer der skal over­vin­des for at slå bro over de umå­de­li­ge afstan­de i Uni­ver­set, og hvil­ke til­tag der gøres for at sen­de men­ne­sket på den ulti­ma­ti­ve odys­sé — rej­sen til stjer­ner­ne.

Tids­punkt: Tors­dag den 6. marts 2003.

At udfor­dre sand­he­den

v/Lars Bug­ge

Lars Bug­ge arbej­der med mar­keds­fø­ring, men har en pas­sion for kon­spira­tions­te­o­ri­er. Fore­lø­bigt har inter­es­sen for kon­spira­tions­te­o­ri­er resul­te­ret i to bøger og en ræk­ke artik­ler. Lars Bug­ge vil for­tæl­le om det fasci­ne­ren­de ved kon­spira­tions­te­o­ri­er­ne og rede­gør for nog­le af de mest inter­es­san­te teo­ri­er.

Fored­ra­get sæt­ter fokus på kon­spira­tions­te­o­ri­er som moder­ne myter, der udfor­drer den offi­ci­el­le sand­hed. Fored­ra­get bli­ver hur­tigt kon­kret, og der for­tæl­les om både klas­si­ske kon­spira­tions­te­o­ri­er som mor­det på præ­si­dent John F. Ken­ne­dy, nye­re teo­ri­er som Lady Dia­nas dødsu­lyk­ke og Esto­ni­as for­lis samt mere udfor­dren­de teo­ri­er, som fx „Dyrets mær­ke 666“.

Til sidst er der mulig­hed for en snak om de man­ge kon­spira­tions­te­o­ri­er, som knyt­ter sig til tro­en på udenjor­disk akti­vi­tet på Jor­den.

Læs mere om fored­rags­hol­de­ren på www.larsbugge.dk

Tids­punkt: Tors­dag den 10. april 2003.

Fored­ra­ge­ne fin­der sted klok­ken 19.00 i:
Van­lø­se Med­bor­ger­hus
Lin­der­s­vold
Jyl­lin­ge­vej 77
2720 Van­lø­se.

Nær­me­re oplys­nin­ger om fored­ra­ge­ne fås hos Sus­an­ne Sko­vlund på tlf. 48 18 94 49.

 

I UFO-Nyt nr. 1/2003 kan du også læse om:

  • Til­træk­kes ufo­er af ato­man­læg?
  • Den opsigtsvæk­ken­de afslø­ring af astro­nau­ten Gor­don Coo­pers ufo-obser­va­tio­ner
  • Bort­ført af ufo­er: Er det kor­rekt, at 2% af USA’s befolk­ning har været bort­ført af ufo­er?

Som ny abon­nent på UFO-Nyt kan du spa­re kr. 65 i 2003!

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker

Den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tysons lil­le, char­me­ren­de bog er skre­vet, så du og jeg kan få en for­nem­mel­se af vores vil­de og smuk­ke hjem – uni­ver­set. Læs om alt fra Big Bang til sor­te hul­ler, fra kvar­ker til kvan­te­me­ka­nik og mørkt stof, og jag­ten på at opda­ge exo­pla­ne­ter og fin­de andet liv i uni­ver­set.

Skat­tej­agt

I den­ne bog for­tæl­ler Klaus Aars­l­eff om skat­te­le­gen­der, om skat­te der ikke er fun­det end­nu, om sto­re skat­te som er fun­det, og om hvor­dan moder­ne tek­no­lo­gi i dag har gjort det meget let­te­re at være skat­tejæ­ger.

Uan­set hvil­ken skat det hand­ler om.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.