Mothman — Mørkets Budbringer
Filmen skildrer en række uforklarlige begivenheder i den lille amerikanske by Point Pleasant. Richard Gere har hovedrollen som en mand, der drives til yderligheder i sin efterforskning af de mystiske omstændigheder omkring hustruens død — og hvordan de muligvis har forbindelse til sære fænomener i en by, der ligger 600 kilometer væk.
John Klein (Richard Gere) er en anset journalist på Washington Post og lykkeligt gift med Mary (Debra Messing). De har netop købt deres drømmehus, men på hjemvejen knuses alle deres drømme ved et heftigt vindstød og en mørk skygge. Da Mary trådte på bremsen, var der ikke noget. Men for Mary var ulykken et varsel.
John dropper alt for at kunne være hos Mary, men mister hende. Mens John samler Marys ejendele sammen på hospitalet, tænker han på hendes sidste ord: „Du så den slet ikke, vel?“
På sengebordet finder John en skitseblok med sære tegninger over det samme besynderlige tema. John forstår ikke betydningen af tegningerne, men de skræmmende billeder forfølger ham.
Nogle år senere er Johns sorg dulmet noget, men han er stadig mærket af tragedien. Han lever sit liv og udfører sit arbejde som i en døs, og han fornemmer altid en eller andens tilstedeværelse.
En nat, da han er på vej fra Washington til Richmond på en opgave, farer han vild og ender på en øde landevej. Da hans bil af uforklarlige årsager bryder sammen, trasker han op til det nærmeste hus. Ikke alene truer husets ejer John med et haglgevær, men han siger også, „at han har ventet ham“.
John er rystet. Politibetjent Connie Parker (Laura Linney) ankommer og undskylder den brutale modtagelse, men hun forklarer, at hele egnen er på den anden ende på grund af en række mystiske hændelser. Først nu går det op for John, at han befinder sig i Point Pleasant, små 600 kilometer fra det sted, hvor han troede, han var. Det virker helt forkert. Hvordan er det gået til?
Johns nysgerrighed er vakt, og han beslutter at blive i Point Pleasant for at undersøge byens uforklarlige fænomener. Han opdager snart, at der sandsynligvis er en forbindelse mellem dem — og til de sære tegninger, som Mary tegnede nogle få timer før sin død. Men præcis hvad er forbindelsen? Begivenhederne unddrager sig en enkel forklaring, og, hvad der er endnu mere skræmmende, så synes de at varsle kommende katastrofer. Flystyrt, jordskælv …
Jo dybere John graver i sagen, desto mere kommer han til at tvivle på sin egen sunde fornuft. Ligger der ukendte kræfter til grund for de mange iagttagelser? Hvilke ulykker lurer på indbyggerne i Point Pleasant? For John bliver det et kapløb med tiden. Han må finde ud af, hvad der er ved at ske, og så hindre det.
Filmens handling bygger på bogen »The Mothman Prophecies« skrevet af journalisten John A. Keel (født 1930) og udgivet i 1975. Keel undersøgte i 1966–67 en lang række mystiske observationer i Point Pleasant området i West Virginia. »Mothman — Mørkets Budbringer« låner af de mest dramatiske hændelser fra virkelighedens mysterium og kæder dem sammen i en hårrejsende historie. Her er to timers gys og koldsved. Guf for fans af »Strengt Fortroligt« (X‑Files). Det er ikke en film for folk, som har tilbøjelighed til at høre stemmer, tro på varsler eller føle sig forfulgt af fremmede væsner. Filmen skal opleves på det store lærred, så sanserne får det fulde udbytte af de mange nærbilleder, hidsige klip og højoktane lydeffekter.
»Mothman — Mørkets Budbringer« har premiere fredag den 24. maj i følgende biografer: Palads og CinemaxX i København samt Lyngby, Tåstrup, Drive In, Lynge, Århus, Ålborg, Odense, Esbjerg, Herning, Hillerød og Kolding.
Spilletid: 2 timer
Tilladt over 15 år.
Instruktør: Mark Pellington
Læs mere om virkelighedens Mølmand i artiklen »Mysteriet om Mølmanden«.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.