Nyt planetsystem fundet
Efter 15 års observationer og stor tålmodighed har verdens førende team af planetjægere endelig fundet et planetsystem, som ligner vores solsystem.
Dr. Geoffrey Marcy, professor i astronomi ved University of California, Berkeley, og astronomen dr. Paul Butler ved Carnegie Institution of Washington, Washington, D.C., oplyser, at de har fundet en Jupiter-lignende planet, der kredser om en sollignende stjerne i næsten samme afstand, som Jupiter kredser om vores Sol.
„Alle opdagede planeter i andre solsystemer kredser meget tættere på deres stjerner, og de fleste af dem i en meget aflang, ellipseformet bane. Denne nye planet kredser i samme afstand, som Jupiter kredser om vores sol,“ oplyser Marcy, der sammen med det øvrige planetjæger-team er financieret af NASA og National Science Foundation.
Man vidste allerede i 1996, at stjernen 55 Cancri i stjernebilledet Cancer (Krebsen) havde mindst én planet i kredsløb. Denne planet er en kæmpe gasplanet med en masse lidt mindre end Jupiters og med en omløbstid på 14,6 dage i en afstand på blot en tiendedel af afstanden mellem Jorden og Solen.
Det nye solsystem består af tre planeter. Den nyopdagede planet kredser om stjernen 55 Cancri i en afstand af 5,5 AE — dvs. tæt på Jupiters kredsløb i vores solsystem. De to andre planeter er også på størrelse med Jupiter eller Saturn, men deres baner er tættere på stjernen. Den enes bane ligger i en afstand af 14,4 mio. km. Den anden 36,8 mio. km.
Tegning: NASA
|
Den nyopdagede planet er en af tre planeter, der kredser om stjernen 55 Cancri, som befinder sig 41 lysår fra Jorden og er omkring fem milliarder år gammel.
Som måleenhed for afstande i solsystemet bruger man afstanden mellem Jorden og Solen. Denne afstand kaldes en astronomisk enhed (AE) og er 149,6 mio. km. Den netop opdagede planet kredser i en afstand af 5,5 AE. Til sammenligning er afstanden fra Solen til Jupiter 5,2 AE (ca. 824 mio. km). Den nye planet er ca. 13 år om et kredsløb (Jupiter er 11,86 år om et kredsløb), og dens masse er 3,5 gange Jupiters masse.
„Vi har endnu ikke fundet en planet, der helt ligner en af dem i vores solsystem — en med et næsten cirkulært kredsløb og en masse tæt på Jupiters. Men den nye opdagelse viser, at vi kommer tættere på. Vi er på sporet af planeter, der kredser om deres stjerne i en afstand på over 4 AE“, oplyser Butler. „Jeg tror, at vi finder flere af dem blandt de 1.200 stjerner, som vi nu undersøger.“
Teamet har sendt dataene til dr. Greg Laughlin, assisterende professor i astronomi og astrofysik ved University of California, Santa Cruz.
Laughlins beregninger viser, at en planet med en størrelse som Jorden kan overleve i et stabilt kredsløb mellem to gasgiganter. I den nærmeste fremtid vil eksistensen af en sådan planet nær 55 Cancri dog fortsat være rent tankespind.
„Eksistensen af et solsystem ligesom vores viser, hvor nødvendigt det er at gennemføre missioner, som er i stand til at finde planeter på størrelse med Jorden — først Space Interferometry Mission og derefter Terrestrial Planet Finder,“ siger dr. Charles Beichman fra NASA’s Origins Program og ledende videnskabmand hos Jet Propulsion Laboratory i Californien.
„Dette planetsystem er den bedste kandidat for direkte fotografering, når Terrestrial Planet Finder bliver opsendt senere i dette årti“, fortæller astronomen dr. Debra A. Fischer.
Marcy, Butler, Fischer og deres team oplyser, at de til i dag har fundet i alt 13 nye planeter, inklusive den mindste, der nogensinde er fundet i et fremmed solsystem: en planet, der kredser om stjernen HD49674 i stjernebilledet Auriga (Kusken) i en afstand af 0,05 AE — en tyvendedel af afstanden mellem Jorden og Solen. Dens masse er omkring 15 pct. af Jupiters og 40 gange Jordens. Dermed er antallet af kendte planeter uden for vores solsystem højere end 90.
Kilde: NASA News, 13. juni 2002
Tegning: NASA
|
Rejsetip
Skal du til Sør-Trøndelag i Norge i sommerferien? Så tag en smuttur til Holtålen Kommune og besøg »Norsk ufo-senter« i Ålen.
Den 27. juni åbnede den første udstilling i Norsk ufo-senter, som er dannet på initiativ fra Holtålen Kommune. Udstillingen omhandler lysfænomenerne i Hessdalen.
Siden 1981 har Hessdalen dannet rammen om et væld af interessante observationer af lysfænomener, som har skabt videnskabelig opmærksomhed verden over. I dalen har Project Hessdalen under ledelse af Erling Strand opsat en avanceret målestation, som døgnet rundt registrerer alle lysfænomener i området. Arbejdet og de mest interessante videooptagelser kan følges på internettet på adressen: http://hessdalen.hiof.no/
Nærmere oplysninger om Norsk ufo-senter får du hos:
Eva Nordfjell: tlf. 72 41 76 54
e‑mail: eva.nordfjell@holtalen.kommune.no
og på:
www.holtalen.com/norskufosenter.htm eller www.nufos.no/
UFO-bøger online
Nu kan du ganske gratis læse flere af de gamle, klassiske bøger om ufoer. Papirudgaverne er naturligvis udsolgt for mange år siden, men måske kan du være heldig at købe dem antikvarisk hos: www.powells.com
James M. McCampbell: UFOLOGY. New Insights from Science and Common Sense (1973)
www.nicap.dabsol.co.uk/ufology.htm
Edward J. Ruppelt: The Report on Unidentified Flying Objects (1956)
www.nicap.dabsol.co.uk/Rufo.htm
Donald E. Keyhoe: Flying Saucers Are Real (1950)
www.nicap.dabsol.co.uk/fsar-chapters.htm
Spar 60 kr. og få UFO-Nyt i hele 2002
Vi vil gerne vise dig, hvor godt UFO-Nyt er. Derfor sender vi UFO-Nyt nr. 4, 2001, til dig, hvis du udfylder og indsender nedenstående kupon.
Sammen med bladet modtager du et girokort med et særligt introduktionstilbud til nye medlemmer. Normalprisen for de fire numre i 2002 er kr. 257,00, men du kan få abonnementet til kr. 197,00.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.