Area 51 bag de luk­ke­de døre

Bis­sell har sene­re for­talt om sit før­ste ind­tryk af områ­det: „En per­fekt, natur­lig fly­ve­plads … så plan som et bil­lard­bord, uden at der var gjort noget ved det.“

I sin dag­bog skrev Kel­ly John­son føl­gen­de:

„På en flyv­ning og fandt en start- og lan­dings­ba­ne i syden­den af en sø, hvor­ef­ter vi fløj hjemad (strengt ulov­ligt) over en atom­bom­be, som var pla­ce­ret i et tårn og skul­le deto­ne­res ni timer sene­re. Hr. Bis­sell var meget for­nø­jet. Han kun­ne godt lide mit for­slag om at kal­de ste­det Para­di­se Ranch.“

Groom Lake (Area 51) i 1959.

Groom Lake (Area 51) i dag. Basen blev grund­lagt i 1955, så CIA
kun­ne have et ufor­styr­ret sted at teste U‑2 spion-fly­et.

Ste­det blev først døbt Groom Lake efter den udtør­re­de sø, som udgjor­de det meste af områ­det. I løbet af for­som­me­ren 1955 blev der arbej­det med opfø­rel­se af han­ga­rer, værk­ste­der, faci­li­te­ter til mand­ska­bet, brænd­stof­tan­ke m.m.

I slut­nin­gen af juli 1955 var basen klar til ind­flyt­ning. For at lok­ke arbejds­kraft til det gud­s­for­lad­te sted tog det nav­ne­for­an­dring til Para­di­se Ranch, trods det at ste­det blot var en udtør­ret søbund omgi­vet af for­blæ­ste klip­pe­styk­ker.

Basens aller­før­ste eks­pe­ri­men­tal­fly blev afprø­vet på taxi­ba­nen alle­re­de den 1. august 1955. Der­med var de før­ste skridt taget på det sted, hvor avan­ce­re­de og super­hem­me­li­ge spionfly som U‑2 (Uti­li­ty 2), SR-71 Bla­ck­bird og man­ge andre fly skul­le kom­me til at stå deres prø­ve for sene­re i dybe­ste hem­me­lig­hed at spil­le cen­tra­le rol­ler under Den Kol­de Krig og sene­re kon­flik­ter.

Area 51 er tema­et i man­ge bøger, doku­men­tar­ud­sen­del­ser og artik­ler på net­tet. Fle­re per­son­nav­ne duk­ker op igen og igen i den­ne for­bin­del­se. Et af dem er Thor­n­ton D. „TD“ Bar­nes med kode­nav­net „Thund­er“.

Thor­n­ton D. Bar­nes (født 1937) begynd­te sin kar­ri­e­re i hæren som efter­ret­nings­of­fi­cer under Korea-kri­gen (1950–53), blev der­ef­ter instruk­tør i bru­gen af radar­tek­nik i til­knyt­ning til Nike-radar og mis­sil­sy­ste­mer for til sidst at bli­ve udsta­tio­ne­ret i det davæ­ren­de Vest­tys­kland med en Hawk-luft­værns­ba­ta­l­jon.

Efter en 10-årig mili­tær­kar­ri­e­re, som ophør­te på grund af en fysisk ska­de, blev Bar­nes som inge­ni­ør til­knyt­tet pro­jek­ter hos NASA High Ran­ge i Neva­da: X‑15 og XB-70 samt månelan­dings­mo­du­ler­ne til Apol­lo-pro­gram­met.

Her­ef­ter gik turen til NER­VA-pro­jek­tet (atom­drev­ne raket­ter) ved Jack­ass Flat i Neva­da. Og ende­lig blev Bar­nes head­huntet til „spe­ci­al pro­jects“ i Area 51, her­i­blandt CIA’s A‑12 spionfly (Pro­ject OXCART), ste­alth-tek­no­lo­gi og Pro­ject Con­stant Peg (1977–88).

Con­stant Peg hand­le­de bl.a. om at ana­ly­se­re frem­me­de mag­ters radar­sy­ste­mer og fly­ve­e­gen­ska­ber på en lang ræk­ke sov­je­ti­ske MiG-kamp­fly, der var kom­met i ame­ri­ka­ner­nes besid­del­se med ven­lig hjælp fra alli­e­re­de i bl.a. Mel­le­mø­sten. Con­stant Peg blev afslut­tet i marts 1988. Ti år sene­re lod USAF de før­ste infor­ma­tio­ner om det tid­li­ge­re top­hem­me­li­ge pro­jekt sive til offent­lig­he­den, men detal­jer­ne blev først frem­lagt den 23. novem­ber 2006.

Bar­nes er en sand ame­ri­kansk patri­ot og stolt af sin ind­sats og de opnå­e­de resul­ta­ter. Han opsum­me­rer meget præ­cist (side 201) sin pro­fes­sio­nel­le kar­ri­e­re såle­des:

„Jeg kom til Neva­da som en mis­sil-mand uddan­net til at sky­de fly ned. På NASA High Ran­ge brag­te jeg fly­e­ne sik­kert hjem og ind­sam­le­de alle deres data. Til sidst skul­le jeg i Area 51 for­hin­dre, at fly­e­ne blev skudt ned. Det var det stik mod­sat­te. I mine unge år gik al min uddan­nel­se ud på at se målet og blæ­se det ad hel­ve­de til. I Area 51 var jeg med til at udvik­le ste­alth-tek­no­lo­gi, der skul­le for­hin­dre radar i at spo­re målet. Iro­nisk nok brug­te jeg Nike-radar­tek­no­lo­gi til beg­ge dele.“

Sådan så de radar­sy­ste­mer ud, som Thor­n­ton D. Bar­nes
arbej­de­de med på Area 51 i slut­nin­gen af 1960’erne og
i begyn­del­sen af 1970’erne.

Som det er frem­gå­et af SUFOI’s udgi­vel­se Area 51 (udsolgt som print­bog, men kan lånes på eRe­o­len og købes som e‑bog), er Area 51 et sted, hvor der udfø­res for­søg med nye våben­sy­ste­mer, avan­ce­re­de luftbår­ne far­tø­jer o. lign.

Som læser får man et leven­de ind­blik i, hvad der er fore­gå­et bag de luk­ke­de døre, dag­lig­da­gen på Area 51, de nær­mest hyste­ri­ske sik­ker­heds­pro­ce­du­rer, opfindsom­he­den, held og uheld etc., men for­fat­te­ren for­tæl­ler selv­føl­ge­lig kun om afklas­si­fi­ce­re­de pro­jek­ter og gør en dyd ud af at hen­vi­se til de offent­lig­gjor­te doku­men­ter om de man­ge tid­li­ge­re top­hem­me­li­ge pro­jek­ter.

Fly­ve­ba­sen ved Groom Lake er sta­dig omgær­det af mystik og har i man­ge år været gen­stand for alle muli­ge gæt­te­ri­er og kon­spira­tions­fan­ta­si­er. Men hem­me­lig­heds­kræm­me­ri­et fort­sæt­ter i dag, og der er totalt fly­ve­for­bud for både civil og mili­tær flyv­ning over basen.

Luk­ket­he­den omkring Area 51 har iro­nisk nok bidra­get til at gøre basen meget-lidt-hem­me­lig. Det vid­ner net­tets man­ge bil­le­der af basen, doku­men­tar­film og bøger om.

Thor­n­ton D. Bar­nes – her foto­gra­fe­ret under en SR-71 Bla­ck­bird gen­for­e­nings­fest i 2007 – er præ­si­dent for for­e­nin­gen Road­run­ners Inter­na­tio­na­le, der for­tæl­ler histo­ri­en om udvik­lin­gen af U‑2, A‑12 og YF-12 og deres akti­ve tje­ne­ste under Den Kol­de Krig. Foto: Thor­n­ton D. Bar­nes

Hvad så med ufo-fan­ta­ster­nes påstan­de og vil­de histo­ri­er om ali­ens og frem­me­de rum­ski­be på Area 51? Om det­te skri­ver Thor­n­ton D. Bar­nes gan­ske kort:

„… I mod­sæt­ning til hvad ver­den ger­ne vil tro, så var det [dvs. mens Bar­nes arbej­de­de på Area 51] ikke andet end et tek­nisk labo­ra­to­ri­um for udvik­lin­gen af luftbår­ne mili­tær­sy­ste­mer…“

Udvalg­te udgi­vel­ser om Area 51 Foto: Skunk Wor­ks®   Camp­bell, Glenn: „Area 51“ Viewer’s Gui­de, 114 sider, Eget tryk 1995. With con­tri­bu­tions by Tom Mahood. Resear­ched Octo­ber 1992 through July 1995. Edi­tion 4.01, prin­ted 8/9/95. Kan down­lo­a­des gra­tis på http://area51looseends.blogspot.dk/; Clark, Chuck: The Area 51 & S‑4 Hand­book, 65 sider, Eget tryk 2006. Dar­ling­ton, David: Area 51 – The Dream­land Chro­ni­c­les, 281 sider, Owl Books 1998. Davies, Ste­ve: Red Eag­les – Ame­ri­ca’s Secret MiGs, 400 sider, Osprey Publis­hing 2012. Jacob­sen, Annie: Area 51 – An Uncen­sored History of America’s Top Secret Mili­tary Base, 523 sider, Orion 2011. Læs omta­le af bogen. John­son, Cla­ren­ce L. ”Kel­ly” with Mag­gie Smith: Kel­ly. More than My Sha­re of It All, 209 sider, Smit­h­so­ni­an Books 1989. Mer­lin, Peter W.: Area 51 (Ima­ges of Avi­a­tion), 127 sider, Arca­dia Publis­hing 2011. Mil­ler, Jay: Lock­he­ed Martin’s Skunk Wor­ks, 216 sider, Mid­land Publis­hing Ltd. 1995. Pat­ton, Phil: Tra­vels in Dream­land. The Secret History of Area 51, 376 sider, Mil­len­ni­um 1998. Peck, Col. (Ret.) Gail­lard R., Jr.: America’s Secret MIG Squadron. The Red Eag­les of Pro­ject Con­stant Peg, 320 sider, Osprey Publis­hing 2012. Pee­b­les, Cur­tis: Dark Eag­les. A History of Top Secret U.S. Aircraft Pro­grams, 353 sider, Presi­dio Press 1999. Rich, Ben R. og Leo Janos: Skunk Wor­ks. A Per­so­nal Memoir of My Years at Lock­he­ed, 404 sider, Sphe­re 2012. Yen­ne, Bill: Area 51 Bla­ck Jets. A History of the Aircraft Deve­l­oped at Groom Lake, Ame­ri­ca’s Secret Avi­a­tion Base, 192 sider, Zenith Press 2014. Læs omta­le af bogen. Zim­mer­man, Dwight Jon og Greg Scott: Area 51 – The Grap­hic History of Ame­ri­ca’s Most Secret Mili­tary Instal­la­tion, 91 sider, Zenith Press 2014. Læs omta­le af bogen. Du fin­der udvalg­te links om Area 51 og X‑planes her og kan se man­ge klip med Thor­n­ton Bar­nes på YouTu­be.

Wor­ld UFO Day — hvad er nu det for noget?

Inter­na­tio­na­le mær­ke­da­ge, som fx Kvin­der­nes Inter­na­tio­na­le Kamp­dag, er ofte aner­kend­te af FN og skal bl.a. øge opmærk­som­he­den omkring et sam­fund­spro­blem — ifm. Kvin­der­nes Inter­na­tio­na­le Kamp­dag er det mang­len­de lige­stil­ling i sam­fun­det.

Wor­ld UFO Day er ikke aner­kendt af FN og hel­ler ikke en dag, som vi i SUFOI mar­ke­rer — andet end med den­ne arti­kel.

Dagen er opfun­det af en grup­pe men­ne­sker, som er over­be­vist om, at Jor­den får besøg fra rum­met, og at det før­ste bevi­se­li­ge besøg fandt sted den 2. juli 1947, da der iføl­ge dis­se men­ne­skers over­be­vis­ning styr­te­de et frem­med rum­skib ned ved Roswell i sta­ten New Mexi­co i USA.

Grup­pen har skabt et site til mar­ke­ring af dagen. Sitet opda­te­res meget sjæl­dent, men får hvert år man­ge besøg pga. medi­eom­ta­le, hvil­ket via ban­ner­re­k­la­mer giver ind­tæg­ter til bag­mæn­de­ne.

Ufo-entu­si­a­ster­ne bag Wor­ld UFO Day opfor­drer alle inter­es­se­re­de til at tage på obser­va­tions­tur den 2. juli, kig­ge på him­len og måske se ufo­er.

Obser­va­tions­tu­re kan man ikke have noget imod, idet de både giver motion og godt samvær, og for­hå­bent­lig gør de alle lidt klo­ge­re på, hvor­dan him­mel­fæ­no­me­ner kan se ud. Hvis for­må­let der­i­mod er (som det godt kan se ud, når man stu­de­rer Wor­ld UFO Days site) at hil­se på ikke-jor­di­ske besø­gen­de, så er man langt ude eller meget tro­en­de. (Se også artik­len „Medi­ta­tion gav kon­takt til ali­ens“).

Wor­ld UFO Days opfin­de­re har ved at væl­ge 2. juli for Roswell-hæn­del­sen afslø­ret, at de ikke har styr på ufo-mytens histo­rie. Som det frem­går af bogen Roswell (SUFOI 2013), så bur­de 14. juni være valgt, da Roswell-vrag­de­le­ne blev fun­det den­ne dag:

Læs mere om Roswell-hæn­del­sen i bogen „Roswell“,
som sta­dig fin­des på eRe­o­len og som e‑bog.

 „Fåreav­le­ren Mac Bra­zel hav­de den 14. juni 1947 sam­men med sin 8‑årige søn Ver­non på en mark fun­det en mas­se lyse vra­gre­ster bestå­en­de af gum­mi­strim­ler, stan­ni­ol, pin­de og stærkt papir. Det var i sig selv ikke noget hår­rej­sen­de fund, og fik da hel­ler ikke Mac Bra­zel til at hen­ven­de sig til de loka­le myn­dig­he­der. Men 11 dage sene­re kun­ne han lige­som mil­li­o­ner at andre ame­ri­ka­ne­re læse føl­gen­de:

‚Ken­neth Arnold … som fløj rundt i den syd­li­ge del af Was­hin­g­ton i går efter­mid­dag for at lede efter et for­s­vun­det fly fra flå­den, gjor­de i dag [25. juni 1947] et ophold her på sin vej til­ba­ge til Boise og for­tal­te sin usæd­van­li­ge histo­rie — som han ikke for­ven­ter, at folk vil tro på, men som han fast­hol­der er sand. Han for­tæl­ler, at han så ni tal­ler­ken­lig­nen­de far­tø­jer, som fløj i for­ma­tion omkring kl. 15 i går, kraf­tigt lysen­de — som om de var lavet af metal — og fløj med en utro­lig høj hastig­hed. Han anslog, at de befandt sig i 9.500–10.000 fods høj­de (ca. 3 km) og tog tid på dem, mens de fløj mel­lem Mt. Rai­ni­er og Mt. Adams, og nåe­de frem til en fan­ta­stisk hastig­hed på omkring 1.930 km/t. …’

Avis­hi­sto­ri­en fik Mac Bra­zel til at spe­ku­le­re på, om hans fund kun­ne have noget med de tal­ler­ken­lig­nen­de far­tø­jer at gøre, så på et tids­punkt efter den 5. juli kon­tak­te­de han she­rif­fen i Roswell. Den før­ste pres­se­med­del­el­se om Roswell-hæn­del­sen blev bragt den 8. juli i Roswell Daily Record. Dagen efter kun­ne sam­me loka­la­vis afli­ve det sen­sa­tio­nel­le tal­ler­ken­fund med med­del­el­sen om, at der i vir­ke­lig­he­den hav­de været tale om rester­ne fra en vej­r­bal­lon. Roswell-histo­ri­en døde lige så hur­tigt, som den var opstå­et, og blev først vakt til live igen 33 år sene­re. I efter­å­ret 1980 udkom bogen The Roswell Inci­dent skre­vet af Wil­li­am L. Moo­re og Char­les Ber­litz og med research udført af Stan­ton T. Fri­ed­man. Det var den før­ste bog om nedstyrt­nin­ger siden Frank Scul­lys kon­tro­ver­si­el­le bog Behind the Flying Sau­cers fra 1950.“

Der er abso­lut intet i Bra­zels beskri­vel­se af de fund­ne mate­ri­a­ler, som leder tan­ken hen på et rum­skib, med min­dre man tror, at rum­ski­be er byg­get af stan­ni­ol, gum­mi, papir og tapet sam­men og ikke fyl­der mere, end at vra­gre­ster­ne kan skju­les under en busk. Men det er sådan set lige­gyl­digt, hvis man er tro­en­de nok. I dag mener man­ge sta­dig, at det, som Bra­zel og hans søn fandt, var rester­ne af et frem­med rum­skib, og at de ame­ri­kan­ske myn­dig­he­der sta­dig for­sø­ger at skju­le sand­he­den.

Og ja, de ame­ri­kan­ske myn­dig­he­der ser­ve­re­de fak­tisk en dæk­hi­sto­rie i juli 1947, for­di de vil­le skju­le sand­he­den om de top­hem­me­li­ge bal­lo­nop­sen­del­ser under Pro­ject Mogul.

En af del­ta­ger­ne i Pro­ject Mogul, pro­fes­sor Moo­re, er sik­ker på, at de vra­gre­ster, som Bra­zel fandt den 14. juni 1947, stam­mer fra „Flight #4“ — en „ser­vi­ce flight“ opsendt den 4. juni.

Flight #4 bestod af 28 neop­ren-bal­lo­ner, tre radar­re­flek­to­rer, nog­le faldskær­me, nog­le sor­te kas­ser samt bal­last både i form af sand og vand. Flight #4 udgjor­de en 200 meter lang „train“ og blev sidst obser­ve­ret af besæt­nin­gen på en B‑17 ved Ara­bela efter 466 minut­ters flyv­ning. Vind­for­hol­de­ne på davæ­ren­de tids­punkt pas­ser med, at en del af Flight #4 kan være fal­det ned på Fosters ranch, mens resten af bal­lo­nop­sen­del­sen er dre­vet vide­re og aldrig fun­det.

Hvis man vir­ke­lig skul­le væl­ge en dato for, hvor­når den moder­ne ufo-myte blev født, kun­ne 24. juni være et for­nuf­tigt bud — nem­lig dato­en for Ken­neth Arnolds obser­va­tion af ni objek­ter.

Arnold var på ingen måde den før­ste per­son, som så mysti­ske ting på him­len, men hans ople­vel­se fik en afgø­ren­de betyd­ning for ufo-mytens udvik­ling, såle­des som det også er beskre­vet i SUFOI’s sene­ste udgi­vel­se Pro­ject Sau­cer — Da ufo­myten blev skabt.

Løst og facts

Bri­tisk ufo-doku­men­tar fra 2015 — genud­sen­des

I Stor­bri­tan­ni­en er der fle­re, der tror på rumvæs­ner end på Gud. Og over en fjer­de­del af bri­ter­ne er over­be­vist om, at rege­rin­gen skju­ler bevi­ser­ne på, at der fin­des UFO’er. For­fat­ter og komi­ker Dan Schrei­ber er fasci­ne­ret af dis­se kon­spira­tions­te­o­ri­er, så han rej­ser rundt i Stor­bri­tan­ni­en og møder nog­le af lan­dets stør­ste UFO-til­hæn­ge­re. Og under­vejs lærer han bl.a., at Jesus var et rumvæ­sen, og at men­ne­skeslæg­ten sty­res af en ond rep­ti­l­ag­tig her­sker.

Den bri­ti­ske ufo-doku­men­tar er fra 2015 og genud­sen­des på DR3 den 1. juli 2016 kl. 20.10.
http://ufomystik.kronologi.dk/2015/06/09/dr3-dok-den-store-ufo-konspiration-tv-dr/.

Noget kæm­pe­stort er flø­jet for­bi den mysti­ske stjer­ne KIC 8462852 fle­re gan­ge, og for­sker­nes mang­len­de evne til at for­kla­re myste­ri­et har sat gang i vil­de teo­ri­er.

Til­ba­ge i 2009 begynd­te NASA’s Kep­ler-mis­sion. Hoved­for­må­let var at fin­de pla­ne­ter uden for vores sol­sy­stem.

Det gjor­de Kep­ler ved at kig­ge på et bestemt felt på him­len. Her fulg­te den lyset fra 150.000 stjer­ner over fire år og tog et bil­le­de hvert 30. minut. Den led­te efter det, som kal­des pla­net­pas­sa­ger, hvor en pla­net blo­ke­rer en lil­le smu­le af stjer­nens lys på sin vej for­bi den.

Men en bestemt stjer­ne, KIC 8462852, har fle­re gan­ge sendt meget mær­ke­li­ge sig­na­ler over fle­re år, og for­sker­ne ved sta­dig ikke, hvad det er, der har pas­se­ret pla­ne­ten.

Læs mere om for­sker­nes over­vej­el­ser på videnskab.dk:
http://videnskab.dk/naturvidenskab/mystiske-signaler-fra-gaadefuld-stjerne-starter-rumvaesen-rygter?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=5bd9ef656e-201606246_24_2016&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-5bd9ef656e-207967049