I bedste New Jersey-stil kom droner til at få stor opmærksomhed i både medierne og befolkningen herhjemme i 2025. Først over Køge tilbage i starten i januar. Og senest i et par ugers tid her i efteråret, hvor flere danske lufthavne lukkede ned på grund af ukendte droner. Men hvor mange af dronerne var egentlig droner?
Af Benny Christen Grandahl – med bidrag fra ThomasH
Tilbage i november måned 2024 begyndte en række mystiske droneobservationer over den amerikanske stat New Jersey at skabe masser af overskrifter i medierne. Ikke bare i USA – men også herhjemme.
Folk beskrev, hvordan mystiske, ukendte droner i SUV-størrelse fløj rundt over hele staten – og tilsyneladende kunne holde sig flyvende i timevis. Så selvfølgelig gik der ikke længe, før en række af de velkendte røster i ufo-verdenen mente, at der slet ikke var tale om droner. Men ufoer.
Dronerne over New Jersey, USA, skabte masser af medieomtale — og de amerikanske ufo-personligheder var hurtigt ude med skræmmende historier om, at det i virkeligheden var rumskibe.
Hos Skandinavisk UFO Information kiggede vi også på de mange amerikanske dronevideoer. Men så ikke noget, der fik os til at spærre øjnene op. Der var tale om fly, satellitter og klare stjerner – ganske som vi ser det på mange af de videoer og billeder, vi får ind fra danske ufo-observatører.
Den samme konklusion kom de amerikanske myndigheder frem til, da de undersøgte de mange droneobservationer nærmere.
Altså skabte de ”sædvanlige syndere” pludselig droneobservationer – og ikke ufo-rapporter.
Droner over Danmark 2025
Knapt var vi kommet ind i det nye år, før dronerne også kom til Danmark. Det begyndte om aftenen fredag d. 3. januar og fortsatte i et par uger med observationer over hele Østsjælland og Køge Bugt-området. Ligesom Københavns lufthavn blev lukket ned i en kort periode i løbet af de uger, hvor droneobservationerne fandt sted.
På grund af ligheden med New Jersey-dronerne skabte historien hurtigt overskrifter i medierne verden rundt – ligesom lignende enkeltstående droneobservation over bl.a. amerikanske militærbaser i Storbritannien og Tyskland i samme tidsrum.
Ja, engelske BBC sendte ligefrem en af sine kendte podcast-værter til landet, hvor hun bl.a. tale med Martin Kleist, Frederik Dirks Gottlieb, Søren Sørensen, Karsten Maarup og undertegnede om dronesituationen.
Derefter var der stille på dronefronten herhjemme frem til d. 22. september om aftenen. Her blev Københavns Lufthavn pludselig lukket ned på grund af droneobservationer over og i nærheden af lufthavnen. Det samme skete næsten samtidig med i lufthavnen i Gardermoen lige uden for Oslo i Norge.
Nedlukningen af Københavns Lufthavn blev efterfulgt af masser af droneobservationer over hele landet. Ligesom både Aalborg og Billund lufthavne var lukket ned flere gange i ugerne efter på grund af mistanke om droneaktivitet. Og i Borris skød en soldat efter en drone, der fløj hen over byens militærlejr.
Nu er det store spørgsmål så bare, om der også var lige så naturlige årsager til de danske droneobservationer, som det var tilfældet i New Jersey?
Svaret forsøger jeg med hjælp fra youtuber og flykender ThomasH at komme nærmere i denne artikel. Det var ham, der var ude med en videosimulering af det skolefly, som sandsynligvis var en af de droner, der blev set over Københavns lufthavn lige før nedlukningen 22. september 2025.
Men som du skal se i det følgende, har det vist sig at være noget sværere at finde et klart svar, end jeg regnede med.
Dronerne over Køge i januar 2025
Den 3. januar 2025 modtog Midt- og Vestsjællands Politi sent om aftenen flere meldinger om mystiske droner i luften over Køge Marina og havneområdet. Ifølge en af anmelderne var op mod 20 større droner set flyve rundt, og da politiets patruljer nåede frem, observerede de ifølge politirapporten selv mindst fire af disse droner.
De første droner blev spottet over Køge Marina omkring 22:30-tiden. Og de sidste blev set omkring kl. 01:16, hvor de ifølge vidner forsvandt ud over Køge Bugt med høj hastighed.
“Anmelderen mente at have set op imod 20 større droner, der fløj rundt i området omkring Køge Marina. Vi sendte derfor en patrulje til området, og de nåede selv at se fire af dronerne”.
– Vicepolitiinspektør Michael Sehedsted, Midt- og Vestsjællands Politi
Ifølge politirapporten kunne de fremmødte betjente høre lyden af propeller og var sikre på, at der var tale om droner og ikke fly. Ingen havde søgt om tilladelse til droneflyvning i området på det tidspunkt, så politiet betragtede det som ulovlig droneaktivitet.
De mystiske droner over Køge Marina trak straks overskrifter i de danske medier.
Efterforskning og mulige spor
Efter hændelsen indledte politiet en efterforskning for at klarlægge, hvor dronerne kom fra, og hvem der stod bag. Politiets Efterretningstjeneste (PET) blev desuden informeret om episoden, som de tog meget seriøst. Også Forsvaret blev kontaktet, men da dronerne primært blev set over land og havn, anså forsvaret det for at være en politisag. Og iværksatte derfor ingen selvstændig undersøgelse.
Flere vidner blev afhørt, og politiet undersøgte også bl.a. skibstrafikken i Køge Bugt under hændelsen.
Mystisk skib i Øresund
Ifølge en politirapport fra perioden var et fragtskib ved navn “Rostrum Antarctica” – indregistreret i Liberia og på vej mod Sankt Petersborg i Rusland – i området i det tidsrum, hvor dronerne blev observeret.
Rapporten bemærkede, at det passede med de retninger, dronerne fløj, da de forsvandt ud over havet. Det skabte mistanke om, at dronerne kunne være kommet fra et skib som dette.
Politiet har imidlertid ikke officielt bekræftet nogen sammenhæng, og firmaet som havde chartret skibet på tidspunktet, benægter, at der har været droner ombord.
Russisk hybridangreb?
I kølvandet på sagen blev der spekuleret bredt i motiv og ophav. Danske myndigheder så hændelsen i lyset af den sikkerhedspolitiske situation: Rusland havde på det tidspunkt intensiveret sin brug af droner og havde udført lignende “hybridangreb” rundt om i Europa i forbindelse med krigen i Ukraine.
Politiet undersøgte derfor også, om overflyvningerne over Køge kunne være led i fremmed efterretnings- eller sabotageaktivitet.
Den mest spektakulære hændelse under den første dronegate herhjemme indtraf 31. januar. Her blev Københavns Lufthavn nødt til at lukke for flytrafikken på grund af observeret droneaktivitet. Nedlukningen varede fra klokken 22.41 og frem til kort før klokken 00.30 d. 1. februar. Og gav bekymrede overskrifter i medierne.
Flere droneobservationer i ugerne efter – og en nedlukning af lufthavnen
I de kommende uger blev der rapporteret lignende mystiske droneobservationer andre steder i Østsjælland. Bl.a. nær nogle store vindmøller ved Tureby. Og i nærheden af Bøgeskov havn på Stevns. Desuden blev der også rapporteret om droner i Dragør natten til 10. januar, hvor borgere mente at se op mod 15 droner over Sydstranden.
Desuden blev Københavns lufthavn kortvarigt lukket d. 31. januar på grund af mistanke om droneaktivitet. Det skete samtidig med at en ukrainsk minister var på besøg i landet. Og hans fly var det eneste, som fik lov til at lette under nedlukningen.
Eksperterne kom med modsatrettede vurderinger
I medierne diskuterede en række eksperter, om det virkelig var droner over Køge Marina den aften i starten af januar – og i givet fald, hvem der kunne stå bag.
Karsten Marrup, major ved Forsvarsakademiet og droneekspert, vurderede efter at have set videomateriale fra Køge, at de observerede lys med stor sandsynlighed, slet ikke var droner.
Han pegede på, at civile rutefly på vej mod København/Kastrup Lufthavn kunne opfattes som droner, når de ses fra bestemte vinkler om natten. Marrup udtalte, at han “ikke er i tvivl om, at det er rutefly på vej mod Kastrup, man ser på optagelserne. Ikke droner.”
Jussi Hermansen, seniorspecialist ved Syddansk Universitets UAS Center (Unmanned Aircraft Systems), kom frem til den stik modsatte konklusion.
På baggrund af en gennemgang af de tilgængelige videoer fra Køge-hændelsen, fandt han det stærkt sandsynligt, at der faktisk var tale om droner og ikke fly. Hermansen fremhævede bl.a. dronernes manøvrer og lysmønstre som usædvanlige for almindelige rutefly, samt at de bevægede sig væk i høj fart og forsvandt, hvilket passer bedre med militære droners adfærd end rutefly.
Oprindeligt troede jeg, at der var tale om russiske droner …
De modstridende ekspertvurderinger understreger, hvor nemt det er at tolke beviserne (primært videoklip og øjenvidneberetninger, der minder meget om typiske danske ufo-observationer) forskelligt. Netop fordi det er svært at vurdere billeder af nogle lys på nattehimlen.
Selv var jeg længe overbevist om, at der måtte have været mystiske droner på spil over Køge Marina den 3. januar om aftenen. Samt senere på måneden. Særligt i forbindelse med nedlukningen af Københavns lufthavn d. 31. januar præcis samtidig med besøget af den ukrainske minister.
Det fortæller jeg også til BBC’s Lucy Proctor, da hun interviewer mig derhjemme i starten af februar.
SoMe-spot for den episode af Crossing Continents, hvor jeg bliver interviewet om dronerne over Køge. Bemærk, hvor tydeligt det er på droneoptagelserne, at der er tale om almindelige rutefly.
… men der var masser af fly i luften over Køge fredag aften
Men lad os lige genbesøge luftrummet over Køge Bugt den pågældende aften.
I perioden fra 22.20 til 01.16 flyver der ifølge FlightRadar24 mindst 47 fly hen over Køge Bugt-området. Heraf flere lige hen over Køge Marina.
I perioden fra 22.20 til 01.16 flyver der ifølge FlightRadar24 minimum 47 fly hen over Køge Bugt-området. Heraf flere lige hen over Køge Marina. Altså var der masser af lavtgående flylys, der kunne ses fra marinaen og området omkring. Video af ThomasH.
Samtidig er der en stor andel af flyene, der lander i Københavns lufthavn. Her var vindforholdene d. 3. januar om aftenen sådan, at flyende landede på runway 04L og 04R. Og lettede fra runway 22R og 22L.
Det vil sige, at de kom direkte ind over Køge Bugt for at lande fra sydvestlig retning i lufthavnen. Og lettede den modsatte vej, hvorefter de svingede ind over Malmø-området og videre enten nord, syd eller vest på – hvis de ikke fløj direkte øst på.
Altså var der masser af flylys lavt på himlen i perioden, der kunne ses fra Køge Marina – og området omkring den.
Her ses et stillbillede fra en af de dronevideoer, der har været fremme i medierne indsat i et særligt simulationsværktøj fra MetaBunk, der gør det muligt at sammenstille fly- og astronomidata med videooptagelser. Videoen er optaget i starten af Værftsvej i Køge lige efter McDonalds, Sun Chemical og det store Davidsens byggemarked (dengang XL Byg). Altså kender vi placeringen ret præcist – og kan med sikkerhed sige, at der er tale om et fly. Simulation bygget af ThomasH.
I forbindelse med tilblivelsen af denne artikel, har ThomasH endnu en gang gennemgået hovedparten af videoerne fra Køge d. 3. januar. Og har brugt en masse tid på at finde de nøjagtige placeringer af de videooptagelser, der har været vist af dronerne i medierne. På baggrund af videoerne, flydata fra FlightRadar24 og det indbyggede stjernekort i MetaBunk-værktøjet, er vi kommet frem til, at lysene på videoerne stemmer overens med fly, der fløj over Køge Bugt de pågældende tidspunkter.
At droneobservationerne slutter nogenlunde samtidig med at flytrafikken til København Lufthavn aftager hen mod kl. 01.00 d. 4. januar, taler også for, at der er tale om fly. Og til Martin Kleist udtaler et af hovedvidnerne fra d. 3. januar i en episode af podcasten UFOrklarligt, at han ville vurdere nogle af dronerne til at være på størrelse med små passagerfly.
ThomasH har gennemgået flere af dronevideoerne fra Køge d. 3. januar. Og er komme frem til, at de stemmer overens med fly, der fløj over Køge Bugt de pågældende tidspunkter. Simulation: ThomasH.
Imod det taler dog stadig, at de fremmødte politibetjente fortæller, at de både kan høre og se dronerne flyve lige over hovedet på dem. Samtidig har det ikke været muligt for os at finde et tidspunkt i løbet af perioden, hvor der kan ses op til 20 fly i luften fra området omkring Køge Marina.
Men dels er det svært at bedømme afstanden til lys på himlen om aftenen, ligesom oplevelsen af propellyd fra dronerne kan skyldes andre lyde i området (der ligger nær et industrikvarter i Køge). Og dels aner vi intet om, hvordan politiet og vidnerne er kommet frem til, at der skulle have fløjet op til 20 droner over området.
Så i forhold til mine udtalelser i februar, er jeg i dag mere tilbøjelig til at give Major Marrup ret. Det var tale om fly.
Hvor står Køge-sagen i dag
Siden er der så vidt vides ikke sket meget mere i sagen om januar-dronerne over Køge Marina. Og de mange andre droneobservationer vi hørte om i ugerne efter.
Til medierne har Midt- og Vestsjællands Politi oplyst, at de stadig ikke ved, hvem der stod bag dronerne, eller hvad formålet var med overflyvningerne var. Men de er stadig ret sikre på, at der fløj droner rundt den aften på baggrund af betjentenes rapporter fra aftenen.
Så i praksis er sagen stadig uopklaret.
Nedlukningen af Københavns lufthavn 22. september bliver hurtigt til en hot nyhed i medierne. Flere – som her TV2 – laver ligefrem en nyhedsstrøm på deres hjemmeside, der følger sagen minut for minut.
Efterårets droneobservationer over Danmark 2025
Hen over resten af vinteren, samt i foråret og sommeren, skete der ikke væsentlige dronehændelser over Danmark. Men så pludselig d. 22. september ca. kl. 20:30 blev Københavns Lufthavn pludseligt lukket ned på grund af droneaktivitet.
Det skete på baggrund af observationer fra ansatte i lufthavnen. Det første vidne var en mandlig ansat, som straks tilkaldte nogle kollegaer. De var heller ikke i tvivl om, at der var tale om droner. Samtidig optager han en video af dronen, som senere bliver vist på TV2 Nyhederne samme aften.
Gennem en skriftlig aktindsigt hos Naviair har onlinemediet Zetland senere fundet ud af, nedlukningen udelukkende sker på baggrund af observationen af 2 droner over terminal C i lufthavnen. Og at der i alt skulle være observeret 4 droner over eller i nærheden af lufthavnen under nedlukningen.
På intet tidspunkt bliver dronerne set af flyvelederne fra kontroltårnet i lufthavnen. Ordren til nedlukningen kommer i stedet fra lufthavnens Operations Center. Samtidig oplyser den mail, Zetland har fået udleveret på baggrund af sin aktindsigt, at Naviair ikke har udstyr i lufthavnen, der kan detektere droner på observationstidspunktet. Husk lige den detalje til senere.
Droner eller skolefly
Det er også Zetland, der er først ude med en mulig forklaring på den drone, som den mandlige lufthavnsmedarbejder så om aftenen d. 22. september. For føromtalte ThomasH fandt frem til en interessant detalje.
Var et skolefly der trænede over Københavns lufthavn umiddelbart før nedlukningen en af de ”droner”, som blev observeret? Ikke overraskende afviste lufthavnen påstanden.
Kort før nedlukningen af lufthavnen er et skolefly fra Copenhagen AirTaxi ved at træne et såkaldt ”low pass” over netop Københavns lufthavn. Undervejs passerer det lille fly lufthavnen i 100–120 meters højde, og krydser i den forbindelse lufthavnens område 2 gange. Før det flyver videre ud over Øresund.
Ved hjælp af MetaBunk-værktøjet har ThomasH skabt en simulation, der gør det overvejende sandsynligt, at den ”drone”, der ses på lufthavnsmedarbejderens optagelse, er det pågældende skolefly.
Ved hjælp af MetaBunk-værktøjet har ThomasH skabt en simulation, der gør det overvejende sandsynligt, at den ”drone”, der ses på lufthavnsmedarbejderens optagelse, er det pågældende skolefly. Simulation: ThomasH.
Skoleflyet giver også anledning til andre droneobservationer i dagene efter nedlukningen af Københavns lufthavn. Dels over H.C. Ørstedsværket i Københavns Sydhavn. Og over Tystrup sø Fuglebjerg og Glumsø på Sjælland.
Under nedlukningen af Københavns lufthavn var et SAS-passagerfly nødt til at nødlande i den lukkede lufthavn, fordi flyet var ved at løbe tør for flybrændstof.
Ovre i Sverige jagtede politiet også droner
Samtidig med at Københavns lufthavn lukker ned, bliver det svenske politi alarmeret. De sender patruljer ud for at spejde efter droner langs den del af den svenske vestkyst, der ligger ud til Øresund.
I løbet af aftenen og først på natten giver det anledning til flere droneobservationer. Det fremgår af politirapporten fra politiet i Malmø. Den har TV2 fået aktindsigt. Og sammen med Karsten Marrup og Søren Sørensen har jeg gennemgået hver enkelt af observationerne.
Under nedlukningen af Københavns lufthavn spottede svensk politi ifølge politirapporten flere droner over Øresund og det sydvestlige Sverige.
Her viser det sig, at der kun er en enkelt af de indrapporterede observationer, vi ikke kan forklare som et fly. Det handler konkret om nogle blinkende lys, der observeres nær Øresundsbroens brofæstning, som formodes at være to droner. De ses på et tidspunkt, hvor der ikke er flytrafik i nærheden, ligesom en søgning på forskellige marinetjenester ikke viser nogen skibstrafik i området.
Det kan dog ikke udelukkes, at privatpersoner har fløjet med droner omkring Øresundsbroen. Selvom Sund & Bælt har ikke nogen optagelser om observerede eller planlagte droneflyvninger omkring broen i tidsrummet.
Derudover indeholder politirapporten 4 mørklagte indrapporteringer – som vi af gode grunde ikke kan udtale os om. Altså kunne der potentielt have været observeret droner fra svenskekysten den aften. Men vi kan ikke sige det med sikkerhed.
Og så væltede det ind med droneobservationer
Nedlukningen af Københavns lufthavn fik stor mediebevågenhed. Ligesom politikere og embedsmænd udtalte sig i kraftige vendinger om det, de formodede var et hybridangreb med droner fra en ”kapabel operatør”. Underforstået Rusland.
Nedlukningen udløste derfor også indkøb af særlige radar- og forsvarssystemer, som fremover skal gøre det muligt at detektere og reagere på mistænkelige droneaktiviteter over kritisk dansk infrastruktur.
Og så kom Ross Coulthart på banen
Den megen virak om droner over Danmark fik også international opmærksomhed. Både i de internationale mainstreammedier, og – godt nok hjulpet på vej af værten på podcasten UFOrklarligt – også blandt nogle af de internationale ufo-personligheder.

Således var NewsNations Ross Coulthart ude at advare danskerne om, at dronerne kunne være non-human teknologi. Som var i færd med at demonstrere deres evne til at operere uhindret i vores luftrum. Ganske som de gjorde det i New Jersey.
For som altid var vi “being lied to”.
I samme åndedrag advarede han om, at det var farligt at anse disse hændelser som fjendtlige handlinger fra en udenlandsk modstander. Det kunne nemt føre til en farlig eskalering af den i forvejen anspændte geopolitiske situation.
Hvad Skandinavisk UFO Information mente om den sag, kan du læse i denne leder.
Samtidig opfordrede myndighederne borgerne til at henvende sig, hvis de spottede mistænkelig aktivitet i luften. Og inden længe væltede det ind med observationer fra utrænede øjne, der pludselig kiggede op – og så droner alle vegne.
Det blev til flere tusindende henvendelser til politiet hen over de følgende uger. Samt nedlukning af flere andre danske lufthavne.
Stjernelukning af lufthavn og skud efter rutefly
Men som sagt mange gange i artiklerne her på SUFOI’s hjemmeside, er det utroligt svært at vurdere, hvad nogle lys på himlen er. Særligt når du ser lysene om aftenen. Samtidig er det svært at afstandsbedømme dem.
Så stort set alle indberetninger viste sig hurtigt at have en naturlig forklaring.
Undervejs endte Billund lufthavn med at blive lukket kortvarigt ned en morgenstund, fordi ”en kraftig stjerne på himlen” (nok nærmere planeten Venus, der var lyste meget kraftigt op på østhimlen om morgenen i den periode) blev misfortolket som en drone.
Samtidig var der også en soldat, der skød efter noget, han troede var droner, der fløj over en militærlejr i Borris. Men også her viste en simulering af situationen, at det var overvejende sandsynligt, at der blev skudt efter et rutefly, der passerede over Borris netop på det tidspunkt.
Ud fra denne simulering er det ret sandsynligt, at der var tale om et fly, som en soldat skød efter, fordi han troede det ved en drone, der fløj over en militærlejr i Borris om aftenen d. 28. september. Simulering: ThomasH.
Så igen så det ud til, at det var de samme årsager, som dem der normalt skaber ufo-oplevelser, der nu blev tolket som droner.
Dronehændelser i morgentrafikken
Det gik voldsomt for sig i ugerne, hvor alle spejdede mod himlen i jagten på fjendtlige droner. Således modtog politiet flere tusinde henvendelser fra danskerne om formodet droneaktivitet på nattehimlen.
60 droner på vej mod København
F.eks. modtog politiet flere henvendelser fra opskræmte pendlere fra Sydsjælland og Lolland-Falster, der fra motorvejen kunne se 60 droner flyve på rad og række med retning mod København torsdag morgen d. 9. oktober.
Men nej.
Der var tale om et Starlink-satellittog, som var sendt op aftenen før.
Så endnu engang skabte en af de sædvanlige kilder til ufo-oplevelser nu droneoplevelser for danskerne.

Elon Musks Starlink-satellitter skabte også droneoplevelser.
En drone fulgte hende hele vejen op over Sydsjælland
I dagene lige omkring Starlink-hændelsen var der også en kvindelig bilist, der kontaktede politiet, fordi en mystisk drone mod øst synes at følge hende på motorvejen.
Det var endnu en gang Venus, der spøgte – og skabte en droneoplevelse.
Droner over resten af Europa
Men det er ikke kun i Danmark, der har været dronealarmer hen over året. Alene her i efteråret fra d. 9. september til den 27. november har der ifølge det hollandske medie Dronewatch været 61 dronealarmer over 11 europæiske lande.
Af disse er de 14 identificeret som andre objekter end en drone (fly, stjerner etc.). Og i 41 tilfælde er der ikke fundet nogen klare beviser på, at der skulle være tale om droner.
Faktisk er det kun 6 af dronealarmerne, der beviseligt har været droner. Af disse var der i halvdelen af tilfældene tale om hobbydroner.
Kun i de sidste 3 tilfælde skulle der ifølge DroneWatch være sikre beviser for, at dronerne var russiske. De blev nemlig skudt ned over henholdsvis Polen, Rumænien og Moldova. Altså i 3 lande, der grænser op til det krigshærgede Ukraine.
Så ud af 61 alarmer er der kun sikkerhed for, at der var tale om droner i 10 % af tilfældene. Og kun i 5 % af tilfældene ved vi, at der var tale om russiske droner.
Ud af 61 dronealarmer over europæiske lufthavne og anden kritisk infrastruktur har hollandske DroneWatch fundet frem til, at der kun var tale om droner i 10 % af tilfældene. Og kun i 5 % af tilfældene ved vi, at der var tale om russiske droner.
Lufthavnen har beviser på, at der var droner – de vil bare ikke dele dem med os
Men i slutningen af november tog lufthavnen til genmæle. I et interview til Kristeligt Dagblad fortæller lufthavnens krisehåndteringschef Morten Eli Lyngbæk, at lufthavnen ligger inde med et kort med radarspor fra de objekter, som fik lufthavnens ledelse til at lukke den ned den pågældende aften.
Kortet er skabt på baggrund af radardata, der efterfølgende er trukket ud fra en særlig radar, der ifølge krisehåndteringschefen ”opfanger mindre objekter i det lavere luftrum”, som kan ”… skrælle alt fra, der hedder helikoptere, og fly, og alt, der hedder fugle”.
Det er så her, du skal komme i tanke om den detalje, jeg bad dig om at huske på tidligere i artiklen. For ifølge den aktindsigt, Zetland har fået, havde Naviair ikke kendskab til, at sådant radarudstyr skulle være tilstede i lufthavnen på tidspunktet for nedlukningen.
I forlængelse af ovenstående forklarer krisehåndteringschefen til avisen, at det af sporene på kortet er muligt at se: ”… at den vender i luften på en måde, som et fly ikke vil kunne. En fugl vil heller ikke have den adfærd”.
Men da kortet indgår i den igangværende efterforskning, har lufthavnen desværre ikke mulighed for at offentliggøre kortet.
Zetland og flere andre medier har også forsøgt både at få et interview og kortet udleveret. Men nej. Lufthavnen har fortalt til Jyllands-Posten, hvad der er at sige i sagen.
Ærgerligt, fordi faktuelle beviser for, at der rent faktisk var droner over lufthavnen, kunne være med til at dæmpe tvivlen om myndighedernes håndtering af sagen. En tvivl, der samtidig har været med til at sikre, at den ”kapable aktør”, som regeringen og myndighederne (og befolkningen) mistænker for at stå bag dronehændelserne, på den måde har haft held med sit forehavende. Måske helt uden at have haft en eneste drone i luften over Danmark.
Men desværre: Når vi ikke må se kortet, kan vi ikke vide det med sikkerhed.
Hvordan kunne så mange mennesker tage fejl?
I en tilspidset situation er der større sandsynlighed for, at vi ser det, vi forventer at se, end det, det egentligt er.
Men hvordan kunne så mange mennesker forveksle droner med helt almindelige rutefly?
Særligt i Køge-sagen er det ekstra bemærkelsesværdigt. For både den første og hovedparten af de øvrige anmeldere bor jo i området omkring Marinaen. Derfor må de være vant til at se rutefly, der kommer ind over marinaen og Køge Bugt-området for at lande i Københavns lufthavn.
Der kan jo godt have været noget usædvanligt
Men rent faktisk ved vi jo ikke, om der virkelig har fløjet en eller flere droner (enten hobby‑, professionelle eller for den sags skyld droner fra en ”kapabel operatør”) i området forud for den første anmeldelse. Det er jo en mulighed. Selvom vi kan sige med ret stor sandsynlighed, at det ikke er droner, der flyver på de mange videoer, der efterfølgende har været fremme i medierne fra den pågældende aften.
Der kan også være et af de mange fly, som netop den aften har fløjet på en usædvanlig måde. Måske har et fly været længere nede end sædvanligt. Eller har foretaget en usædvanlig kursændring af en eller anden art. Og derfor har skildt sig ud, og er blevet set som en drone.
Det har så forårsaget anmeldelsen til politiet. Fordi den brede befolkning i forvejen har været ekstra på vagt over for droner. Dels på grund af den tilspidsede sikkerhedspolitiske situation i forbindelse med krigen i Ukraine. Og dels den megen presseomtale af dronerne over New Jersey i månederne op til.
Vi ser det, vi forventer at se
Når politiet så efterfølgende er kommet frem til stedet for anmeldelsen, har anmeldeleren jo ligesom allerede sat konteksten for, hvad det var, der fløj rundt.
Derfor kan det nemt tænkes, at betjentene først har tænkt droner, når de så lys på himlen. Og lydene fra det nærliggende industriområde er blevet hørt som ”dronelyde”. Eller også har de første betjente rent faktisk set en af de droner, der eventuelt kan have fløjet over området. Men ikke er kommet med på videoerne.
Senere har vi – både i dronesagerne i først og sidst på året – være forudindtagede, når vi kiggende op, og så lys på himlen. Og troet vi så droner. Særligt fordi vi måske allerede var opskræmte over situationen.
Ufoer avler ufoer
I ufo-sammenhænge er det set masser af gange. F.eks. i forbindelse med sager som f.eks. ufobølgen over Washington DC i 1952, den belgiske ufobølge omkring 1990, Phoenix Lights i 1997 og Stephenville Lights i Texas i 2008.
Det er også en kendt sag, at ”ufoer avler ufoer”. Det har vi oplevet i foreningen i flere tilfælde, når pressen har skrevet om ufo-observationer i et bestemt lokalområde.
Så er der altid efterfølgende dukket flere beretninger op fra samme område, fordi folk pludselig fik en kontekst for noget, de måske bare lige havde bemærket ud af øjenkrogen. Også selv om det oplevede fandt sted på helt andre tidspunkter og steder. Og nogen gange på helt andre datoer.
Derfor blev alt til droner
Så når alle siger, der flyver mystiske droner rundt, er ”doner” det første, vi tænker, når vi ser lys på himlen, vi ikke kan identificere. Og da netop lys på nattehimlen kan være rigtig svære at bedømme afstand, størrelse og årsagen til, og situationen i forvejen er anspændt, kan det ikke overraske, at der var flere tusinde, som reagerede på det, de så i ugerne efter de to “dronehændelser”.
På den måde blev alle mystiske lys på himlen til droner i stedet for ufoer.
Selvskabt eller ægte hybridkrig?
Så hvor står vi nu?
Har der virkelig været fjendtlige droner over Danmark? Og har vi været ramt af hybridkrig eller ej?
Som tingene ser ud lige nu, er der ikke meget, der tyder på det.
Dronerne over Køge Marina tilbage i januar, var højst sandsynligvis fly. Og dronerne her i efteråret er det med stor sandsynlighed også.
Hovedparten i hvert fald. For tilbage står vi med Københavns lufthavns udsagn om, at de ligger inde med radardata, der bekræfter, at der var droner over lufthavnen, den aften de lukkede ned.
Men indtil de data – eller det tilhørende kort – bliver offentliggjort, stiller vi os afventende.
Hvem er ThomasH?
ThomasH ønsker af personlige årsager ikke at optræde med sit fulde navn i medierne. Heller ikke på hans egen YouTube-kanal, der også hedder ThomasH.
Selvom vi normalt ikke lader folk komme til orde under pseudonym, har vi dog valgt at gøre en undtagelse. Dels da han i forvejen er kendt i offentligheden under dette pseudonym. Og dels fordi vi kender hans fulde navn, og anvender ham som konsulent på nogen af de videosager, vi får ind fra danske ufo-observatører.
Kilder:
Til artiklen har jeg brugt disse kilder:
Artikel på TV2.dk om den formodede drone, der blev skudt efter fra en militærlejr i Borris.
Artikel på Zetland.dk der opsummerer dronesagen og fortæller om de særlige droneradarer.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?

Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.

Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.