Den udvalg­te – en anmel­del­se af Elizon­dos ”Immi­nent”

Luis Elizon­dos bog ”Immi­nent” har været ven­tet med spæn­ding i åre­vis. Så ikke over­ra­sken­de røg den til tops på best­sel­ler­li­ster­ne i USA straks efter udgi­vel­ser­ne. Men tab­te lige så hur­tigt pusten igen. Hvor­for? Det giver SUFOI’s for­mand Kim Møl­ler Han­sen nog­le gode bud på i den­ne anmel­del­se.

Af Kim Møl­ler Han­sen

Der er næp­pe nogen tvivl om, at rig­tig man­ge så frem til at læse Luis Elizon­dos bog Immi­nent, da den udkom den 20. august 2024. Elizon­dos for­lag, Wil­li­am Mor­row, må også have haft for­håb­nin­ger om et stor­salg, da for­la­get annon­ce­re­de med et første­o­p­lag på 150.000 eksem­pla­rer.

Hur­tigt op – og hur­tigt ned

Bogen røg da også hur­tigt ind på best­sel­ler­li­ster­ne i USA, for­ment­lig pga. et stort for­salg. Men Immi­nent tab­te imid­ler­tid hur­tigt pusten på best­sel­ler­li­ster­nes øver­ste plad­ser og hav­de efter to uger ”kun” solgt skuf­fen­de 24.623 eksem­pla­rer.

Så hvad er der galt med bogen skre­vet af den tid­li­ge­re efter­ret­nings­of­fi­cer Luis Elizon­do, som besid­der så megen for­tro­lig insi­der­vi­den, at det kan red­de ver­den mod trus­ler ude­fra?

Det kor­te svar er, at bogen er en tynd­be­net og gan­ske over­flø­dig udgi­vel­se. Man­ge bøger bur­de – af man­ge for­skel­li­ge grun­de – aldrig være udgi­vet. De er spild af natu­rens res­sour­cer og læser­nes tid og pen­ge og bidra­ger ikke med noget. Immi­nent er sådan en bog, der ind­skri­ver sig i ufobø­ger­nes ”hall of sha­me”.

Frit lej­de til at fan­ta­se­re

Som jeg har beskre­vet i min bog Den sto­re UFO-afslø­ring og i adskil­li­ge artik­ler her på ufo.dk, har Luis Elizon­do altid fået mas­ser af ufor­styr­ret tale­tid, så pres­sen kun­ne sik­re sig salg­ba­re histo­ri­er, både i de sto­re ame­ri­kan­ske medi­er og her­hjem­me i bl.a. Fly­ven­de Tal­ler­ken. Elizon­do har altid uhin­dret kun­net frem­sæt­te utro­li­ge påstan­de uden at bli­ve aft­vun­get doku­men­ta­tion af nogen slags.

Elizon­dos flit­ti­ge medi­e­op­træ­den har gang på gang demon­stre­ret, at han beher­sker kun­sten at tale uden at sige noget. Folk, der i for­vej­en deler Elizon­dos ver­dens­op­fat­tel­se og tro på besøg ude­fra, har for­ment­lig nydt sel­ska­bet. Elizon­dos luf­ti­ge udta­lel­ser bekræf­ter deres tro på besøg ude­fra, og tro kræ­ver som bekendt ikke bevi­ser.

Alle andre, der som jeg fra begyn­del­sen har ment, at Elizon­do er fyldt med varm luft, har for­ment­lig levet med et lil­le håb om, at når man­den nu fik mulig­he­den for at for­tæl­le sin egen histo­rie på 275 sider på et stort for­lag også vil­le frem­læg­ge bare en lil­le smu­le doku­men­ta­tion, så man kun­ne begyn­de at tage ham alvor­ligt. Men nej, Elizon­do har i Immi­nent valgt at gen­ta­ge, hvad han alle­re­de tid­li­ge­re har sagt i medi­er­ne de sene­ste syv år, så fan­ta­si­er­ne har sta­dig ingen jord­for­bin­del­se.

Når man udta­ler sig så svæ­ven­de, gene­relt og upræ­cist, som Elizon­do er en mester i, kan man jo hel­ler ikke knal­des for at have sagt for meget eller skre­vet noget, som sene­re viser sig at være falsk eller anek­do­tisk.

Skinwal­ker Ranch i Utah er gjort berømt i de pseu­d­ovi­den­ska­be­li­ge tv-seri­er som et para­nor­malt dis­neyland. Folk, der har arbej­det på ste­det, for­tæl­ler, at de, når de er vendt hjem til fami­li­en, er ble­vet pla­get af orbs, der skul­le være lysen­de og gen­nem­sig­ti­ge kug­ler, som til­sy­ne­la­den­de svæ­ver rundt af sig selv. Luis Elizon­do kon­sta­te­rer i ”Immi­nent” uden yder­li­ge­re for­kla­ring natur­lig­vis, at blå orbs er far­li­ge, men at det ikke gæl­der de gen­nem­sig­ti­ge eller grøn­ne orbs. Og han må jo vide det, for han beskri­ver selv på side 69–70, hvor­dan hans eget hjem blev hjem­søgt af orbs. (Illu­stra­tion: Dirk Wohlrabe/Pixabay)

Skri­ver lige­som Erich von Däni­ken

Elizon­do har en gam­mel­kendt måde at skri­ve på, som er typisk for andre for­fat­te­re inden for den pseu­d­ovi­den­ska­be­li­ge gen­re. Det er en skri­ve­stil, som jeg også har omtalt i bogen Pro­jekt UFO – tro, løg­ne og kold krig på side 330 i kapit­let ”Vi har aldrig været ale­ne” om den schweizi­ske for­fat­ter Erich von Däni­ken, der har gjort såkaldt astro­ar­kæ­o­lo­gi og ”teo­ri­en” om for­tidsa­stro­nau­ter til en ind­brin­gen­de leve­vej.

Erich von Däni­ken har siden skri­ve­de­bu­ten i 1968 med Erin­ner­un­gen an die Zukunft (For­tids gåder, frem­tids vir­ke­lig­hed) for­mu­le­ret sig på en måde, som sene­re for­fat­te­re inden for gen­ren har adop­te­ret, for­di den er effekt­fuld: Nem­lig at stil­le en mas­se spørgs­mål i tek­sten, undre sig og gæt­te uden selv at kom­me med svar, men fabu­le­re vide­re på gæt­te­ri­et, stil­le nye spørgs­mål og til sidst næsten over­be­vi­se sig selv og læse­ren om, at der ikke er tale om gæt­te­ri­er og vil­de fan­ta­si­er, men fak­tisk sand­he­der eller i hvert fald rea­li­sti­ske mulig­he­der. Det ska­ber mystik og pir­rer læse­rens nys­ger­rig­hed.

Stra­te­gi­en har siden 1968 givet Däni­ken mulig­hed for at træk­ke i land (det har han i enkel­te til­fæl­de været tvun­get til, når det er ble­vet afslø­ret, at han aldrig har besøgt en beskre­vet for­tids­gå­de) uden at tabe for meget ansigt, hvis spe­ku­la­tio­ner­ne sene­re viser sig ikke at hol­de stik. Elizon­do anven­der sam­me stra­te­gi.

Fle­re gan­ge under læs­nin­gen af ”Immi­nent” har man svært ved at ret­te tæer­ne ud i sko­e­ne, fx når Elizon­do næv­ner berøm­te ufo­hæn­del­ser som Ken­neth Arnold (1947), Roswell (1947), Lon­nie Zamora (1964), Mal­strom Air For­ce Base (1967) og Rend­les­ham Forest 1980. Dis­se og andre hæn­del­ser beskri­ves så man­gel­fuldt, over­fla­disk og fejl­ag­tigt, at det vil­le kræ­ve man­ge sider at kor­ri­ge­re alle fejl. Elizon­do har vist goog­let de for­ker­te sider.
(Illu­stra­tion: Peter H/Pixabay)

To lige­gyl­di­ge histo­ri­er

Immi­nent rum­mer to histo­ri­er: Elizon­dos mili­tær­kar­ri­e­re og pri­vat­liv – samt hans mis­sion med at gøre ufo­er­ne stu­e­re­ne og at få Pen­ta­gon og det poli­ti­ske etablis­se­ment i tale.

Vi hører om Elizon­dos mili­tær­kar­ri­e­re, der tager sin begyn­del­se, da han som 23-årig i 1995 bli­ver sol­dat, og som afslut­tes, da han den 4. okto­ber 2017 ind­sen­der sin opsi­gel­se i fru­stra­tion over Pen­ta­gons bureau­kra­ti, der ikke vil tage hans ”ufo-forsk­ning” alvor­ligt.

Opsi­gel­sen bety­der tab af pre­sti­ge, tid­li­ge­re kol­le­ger ven­der ryg­gen til Elizon­do, han må tage til­fæl­di­ge lav­t­løn­ne­de jobs (bl.a. hos ”rock­stjer­nen” Tom deLon­ge), huset må sæl­ges, fami­li­en må flyt­te langt væk, Elizon­do fryg­ter at få fra­ta­get sin sik­ker­heds­god­ken­del­se etc. etc.

Hvis ikke Elizon­do selv hav­de sagt op, kun­ne man godt gæt­te på, at han var ble­vet fyret inden læn­ge, for­di han til­sy­ne­la­den­de fuske­de med bevil­lin­ger­ne, så hans eget, uof­fi­ci­el­le ufo-pro­jekt, AATIP, kun­ne finan­si­e­res. Som Ben­ny Chri­sten Gran­da­hl skri­ver i Elizondo’s Immi­nent – mine før­ste ind­tryk:

En tera­pe­u­tisk pro­ces

Jeg for­moder, at det at skri­ve Immi­nent for Elizon­do har været en del af en tera­pe­u­tisk pro­ces.

Det ken­des også fra andre ufobø­ger, at for­fat­te­ren har været igen­nem en svær peri­o­de i sit liv og for­sø­ger at kom­me oven­på ved at skri­ve om ”rej­sen” fra elen­dig­hed til et nyt og bed­re liv. Det skal læse­ren så par­tout ind­dra­ges i, sam­ti­dig med at for­fat­te­ren også vil for­tæl­le en anden histo­rie, med rela­tion til ufo­myten.

Den­ne opbyg­ning af en bog er sjæl­dent vel­lyk­ket. Den per­son­li­ge for­tæl­ling kan bli­ve for pri­vat og hav­ner nemt (som i Elizon­dos til­fæl­de) i en åh-hvor-er-det-synd-for-mig-histo­rie, og ufo­de­len bli­ver for tynd­be­net og uin­ter­es­sant.

Meto­den er gan­ske givet vær­di­fuld for for­fat­te­ren, der har været igen­nem kri­ser og er kom­met ud på den anden side som et mere afkla­ret men­ne­ske. Hvis man ikke har så meget reelt at for­tæl­le om ufo­myten, bli­ver man jo nødt til at kry­dre bogen med andre ting. Med det resul­tat, at bogen bli­ver lige­gyl­dig for man­ge læse­re og hur­tigt glem­mes.

Patri­ot og mar­tyr

Elizon­do træk­ker i Immi­nent offer-kor­tet – eller mar­tyr-kor­tet. Syste­met har behand­let ham dår­ligt, trods det at han har tjent det i 22 år, er krigs­ve­te­ran og der­med også er en ame­ri­kansk helt og patri­ot. Især det sid­ste er afgø­ren­de for at for­stå for­fat­te­rens logik.

I Elizon­dos ver­den er man åben­bart en patri­ot, når man er vete­ran eller ansat i for­sva­ret, og patri­o­ter skal man lyt­te til. De taler pr. defi­ni­tion sandt, så når jager­pi­lo­ter har en ufoop­le­vel­se og siger, at de ikke har ople­vet noget lig­nen­de før, og at det der­for må være af udenjor­disk oprin­del­se, så er det natur­lig­vis sandt og skal tages dybt alvor­ligt.

Patri­o­tis­men bli­ver alle­re­de slå­et an i bogens for­ord skre­vet af ven­nen og våben­fæl­len Chri­stop­her Mel­lon, der kal­der Elizon­do en ”Gre­at Man” – alt­så en per­son af sam­me kali­ber som Colum­bus, der har gjort en epo­ke­gø­ren­de for­skel for men­ne­ske­he­den. Iføl­ge Mel­lon har Elizon­do været igen­nem man­ge stra­bad­ser med sto­re per­son­li­ge ofre for at nå sine mål.

Elizon­do bru­ger også selv beteg­nel­sen ”a true Ame­ri­can hero”, når han (på side 69) omta­ler en ano­nym ven og offi­cer, der har haft en ufoop­le­vel­se.

I Elizon­dos ver­den er man en patri­ot, når man er vete­ran eller ansat i for­sva­ret. Patri­o­ter til­hø­rer en helt sær­lig ophø­jet klas­se: De taler pr. defi­ni­tion sandt og er ame­ri­kan­ske hel­te, så ingen må betviv­le deres ord. (Foto: Army Sgt. Joskan­ny J. Lua/U.S. Depart­ment of Defen­se)

Dom­me­dag tru­er

Elizon­do er selv et pro­dukt af det bureau­kra­ti og mili­tæ­re system, som han ender med at kri­ti­se­re. Han tæn­ker lige så fir­kan­tet og sort/hvidt, som han kri­ti­se­rer Pen­ta­gons bureau­kra­ter for at gøre.

For eksem­pel er kvan­ti­tet i Elizon­dos ver­den mere afgø­ren­de end kva­li­tet. Når myn­dig­he­der­ne udsen­der en rap­port, hvor mili­tært per­so­nel har indrap­por­te­ret 144 obser­va­tio­ner, er kva­li­te­ten af ind­be­ret­nin­ger­ne lige­gyl­dig for Elizon­do (han beskæf­ti­ger sig sim­pelt hen ikke med detal­jer­ne). Det afgø­ren­de er ale­ne mæng­den af ufoop­le­vel­ser, som iføl­ge Elizon­do indi­ke­rer, at USA over­vå­ges, og en inva­sion tru­er.

Hvis Pen­ta­gon og det poli­ti­ske system ikke lyt­ter til Elizon­do, kan USA imø­de­se Dom­me­dag. USA er tid­li­ge­re i histo­ri­en ble­vet taget på sen­gen (fx angre­bet på Pearl Har­bor den 7. decem­ber 1941 og 9/11), for­di de ansvar­li­ge ikke lyt­te­de eller hand­le­de kor­rekt ud fra de ind­hen­te­de efter­ret­nin­ger.

Elizon­do tror i fuld alvor på, at Jor­den risi­ke­rer at bli­ve inva­de­ret af ali­ens – og det er nært fore­stå­en­de. Men kata­stro­fen kan natur­lig­vis und­gås, hvis Pen­ta­gon og det poli­ti­ske etablis­se­ment vil lyt­te til Elizon­do og hans ven­ner.

Ufopro­fet …

Imel­lem linjer­ne kan man læse, at Elizon­do ger­ne vil skri­ve sig ind i ufo­mytens histo­rie og bli­ve nævnt på lige fod med dr. J. Allen Hynek. Det kom­mer næp­pe til at ske. Der er stør­re sand­syn­lig­hed for, at han bli­ver nævnt i sel­skab med ufopro­fe­ten Geor­ge Adam­ski.

Adam­ski var på man­ge måder en svind­ler, men han vil­le med sin kos­mi­ske lom­me­fi­lo­so­fi ger­ne frel­se os alle sam­men fra vores egen destruk­ti­ve kræf­ter, fx atom­vå­ben og foru­re­ning – natur­lig­vis i sam­ar­bej­de med rum­brød­re­ne. Elizon­do er også frel­se­ren – den udvalg­te. Han vil for­hin­dre, at Jor­den (i hvert fald USA) inva­de­res af ali­ens.

Adam­ski kæm­pe­de mod ”tavs­hed­grup­pen” – alt­så de per­so­ner (hvem det så end er), som kvæ­ler sand­he­den om ufo­er­ne. Elizon­do har en til­sva­ren­de fjen­de­grup­pe kal­det ”The Lega­cy pro­gram”, som iføl­ge ryg­ter­ne skul­le være et top­hem­me­ligt sam­ar­bej­de mel­lem for­skel­li­ge rege­rings­or­ga­ner, mili­tæ­re afde­lin­ger og pri­va­te fir­ma­er, der under­sø­ger nedstyr­te­de eller lan­de­de far­tø­jer fra det ydre rum for at kopi­e­re tek­no­lo­gi­en. Det, som kal­des ”rever­se engi­ne­e­ring”.

Den­ne popu­læ­re kon­spira­tions­te­o­ri dyr­ker Elizon­do flit­tigt gen­nem hele bogen, som om der er tale om en sand­hed. Han refe­re­rer i bogen til The Lega­cy Pro­gram, hver gang noget går ham imod, eller han søger en for­kla­ring på, at ingen i bureau­kra­ti­et vil lyt­te til ham. Man fri­stes til at sige: Hvis du for­tæl­ler en løgn, der er stor nok, og for­tæl­ler den ofte nok, så vil den til sidst bli­ve tro­et på.

… med over­na­tur­li­ge kræf­ter

Rig­ti­ge pro­fe­ter skal have para­nor­ma­le evner. Det har Elizon­do skam også.

Ven­nen Hal Put­hoff (som i sin egen­skab af ”viden­ska­be­lig råd­gi­ver” for AAWSAP skrev en mas­se sci­en­ce fiction-agti­ge rap­por­ter for de 22 mio. skat­tey­der­be­tal­te dol­lars, som AAWSAP fik bevil­get af Pen­ta­gon til at stu­de­re pol­ter­gei­ster, varul­ve og bæver­di­nosau­rer på Skinwal­ker Ranch) stod i slut­nin­gen af 1960’erne i spid­sen for et CIA-pro­jekt kal­det Pro­ject Star­ga­te. 

Pro­ject Star­ga­te hand­le­de om remo­te viewing (fjern­sku­en, en afart af clair­voy­an­ce, hvor en per­son angi­ve­ligt er i stand til at se skjul­te eller fjer­ne ste­der pga. sine psy­ki­ske evner), som måske kun­ne være nyt­tig i spio­na­geø­je­med. Tryl­le­kunst­ne­ren Uri Gel­ler var en del af pro­jek­tet, ind­til han blev smidt ud pga. snyd.

Pro­ject Star­ga­te måt­te i øvrigt ned­læg­ges efter at have øds­let 10 mio. dol­lars væk, for blot at kun­ne kon­klu­de­re, at psy­ki­ske kræf­ter ikke eksi­ste­rer. 

Hal Put­hoff intro­du­ce­re­de på et tids­punkt Elizon­do for remo­te viewing. Iføl­ge Immi­nent besid­der Elizon­do den­ne clair­voy­an­te evne og har anvendt den med suc­ces under sin mili­tæ­re tje­ne­ste. Und­skyld mig, men her vir­ker for­fat­te­ren helt afkoblet fra vir­ke­lig­he­den.

Elizon­do ser op til Hal Put­hoff og hans man­ge rap­por­ter fra tiden i AAWSAP. Elizon­do for­står ikke, hvor­for Put­hoff ikke for længst har mod­ta­get en Nobel-pris for sine viden­ska­be­li­ge tan­ker.

Kon­spira­tions­te­o­ri­en om ”The Lega­cy pro­gram” er et gen­nem­gå­en­de tema i ”Immi­nent”. Der er angi­ve­ligt tale om et super­hem­me­ligt sam­ar­bej­de mel­lem for­skel­li­ge rege­rings­or­ga­ner, mili­tæ­re afde­lin­ger og pri­va­te fir­ma­er, der under­sø­ger nedstyr­te­de eller lan­de­de far­tø­jer fra det ydre rum for at kopi­e­re tek­no­lo­gi­en. (Foto: Peter Wiberg/Pixabay)

Hal­le­lujah!

Bogens afslut­ten­de kapi­tel ”New Horizons” sæt­ter et følel­ses­fuldt punk­tum for en bog fra en af nuti­dens ufopro­fe­ter. Man kan næsten høre eng­le­ko­ret syn­ge, og vio­li­ner­ne spil­le i bag­grun­den. Det er svært at undertvin­ge et ”Hal­le­lujah!”.