Adam­ski læn­ge leve!

I Japan bli­ver bøger af og om ufopro­fe­ten Geor­ge Adam­ski (1891–1965) genud­gi­vet i en lind strøm, men også andre ste­der i ver­den fin­der man men­ne­sker, der ikke kan slip­pe tan­ken om, at den gam­le svind­ler hav­de regel­mæs­sig omgang med rum­brød­re, at hans man­ge foto­gra­fi­er bevi­ser dis­se kon­tak­ter, og at hans livs­fi­lo­so­fi er ori­gi­nal. To nye bog­ud­gi­vel­ser vid­ner om ufopro­fe­tens evi­ge liv i sek­te­ri­ske kred­se: En hol­land­sk udgi­vel­se, som hyl­der pro­fe­tens evig­gyl­di­ge kos­mi­ske filo­so­fi og for­sø­ger at give den nyt liv, samt en dansk udgi­vel­se, der frem­læg­ger ana­ly­ser af klas­si­ske Adam­ski-bil­le­der og hæv­der, at der er tale om den ægte vare.
 
 
Gerard Aart­sen: „The Sea of Conscious­ness“,
108 sider, illu­stre­ret, BGA Publi­ca­tions 2019

 

Tro­en kan flyt­te bjer­ge

I juni 2019 udkom bogen The Sea of Conscious­ness skre­vet af Gerard Aart­sen og udgi­vet på hans eget for­lag BGA Publi­ca­tions.

Da jeg kon­tak­te­de for­fat­te­ren med hen­blik på en omta­le hans nye udgi­vel­se, modt­og jeg en lang mail med den­ne ord­lyd:

„Jeg ved ikke, hvad du for­ven­ter at fin­de i min sene­ste bog, men den berø­rer kun spora­disk Geor­ge Adam­skis ikke-jor­di­ske ople­vel­ser og kon­tak­ter. I ste­det foku­se­rer den hoved­sa­ge­ligt på de bemær­kel­ses­vær­di­ge sam­men­træf mel­lem hans tid­lig­ste under­vis­ning og moder­ne viden­skab, der beg­ge præ­sen­te­rer sagen for en bre­de­re vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se end den, som din orga­ni­sa­tion ser ud til at være åben for.

At døm­me ud fra jeres web­s­i­te ser det ud til, at jeres sind er opta­get af, at ‚vi ikke besø­ges af frem­me­de eller andre væse­ner uden for Jor­den’, hvil­ket jeg må anta­ge byg­ger på jeres egen for­stå­el­se af vir­ke­lig­he­den. I mit arbej­de påpe­ger jeg dog gang på gang, at de fle­ste men­ne­sker ser ud til at være opta­get af spørgs­må­let om, hvor­vidt UFO’er fin­des, og/eller om vi får besøg af ET, for­di de ude­luk­ken­de foku­se­rer på at bevi­se, om obser­va­tio­ner er ‚reel­le’ (som i ‚uiden­ti­fi­cer­bar’) eller ‚fal­ske’ (som i ‚for­klar­li­ge’, ‚svin­del’ eller ‚iden­ti­fi­cer­ba­re’). Det­te er, som jeg har vist i mine tid­li­ge­re bøger, resul­ta­tet af den enor­me suc­ces skabt af den des­in­for­ma­tions­kampag­ne, der blev sat i værk, da de tid­li­ge­re ufo-slø­rin­ger viste sig at være inef­fek­ti­ve, og som meget effek­tivt for­må­e­de at afle­de folks opmærk­som­hed fra årsa­gen til ET-til­ste­de­væ­rel­se og deres inten­tio­ner, for at sik­re offent­lig­he­dens opbak­ning til de enor­me omkost­nin­ger for­bun­det med våben­kaplø­bet under Den Kol­de Krig. I kapi­tel 1 i min gra­tis e‑bog Befo­re Disclo­su­refor­kla­rer jeg kort­fat­tet årsa­ger­ne til dis­se anstren­gel­ser.

Gerard Aart­sen (1957) er for­fat­ter,
fored­rags­hol­der, under­vi­ser og
bosid­den­de i Amster­dam. Han har
skre­vet fire bøger om den ikke-jor­di­ske
til­ste­de­væ­rel­se, som han „ser som yder-
lige­re bevi­ser på udvik­lin­gen af bevidst­hed
og den uni­ver­sel­le mani­fe­sta­tion af livet“.
(Foto: Prins Nag­te­gaal)

 

Det begynd­te i vores moder­ne tid over hele ver­den med sne­se­vis af men­ne­sker, der ikke hav­de til­stræk­ke­lig høj soci­al sta­tus til at bli­ve taget alvor­ligt af auto­ri­te­ter­ne, men i de sene­ste 60 eller 70 år har et vok­sen­de antal mili­tær­folk, rege­rings­em­beds­mænd, viden­skabs­folk og astro­nau­ter for­talt deres histo­ri­er. Se video­sam­lin­gen med ??13 af dis­se, som jeg lave­de for et par år siden. Men ja, vi kan ikke og bør ikke til­la­de os at bli­ve over­be­vist af andres ople­vel­ser. Det vil­le bety­de, at vi over­lod vores ansvar til andre, som det er så almin­de­ligt blandt man­ge reli­gi­øse men­ne­sker.

På sam­me tid — til trods for det fak­tum, at der vir­ke­lig er jor­di­ske for­kla­rin­ger på man­ge ‚obser­va­tio­ner’ — ser det ud til, at ind­be­gre­bet af ‚arro­gan­ce af uvi­den­hed’ er at benæg­te ople­vel­sen for tusin­der, hvis ikke mil­li­o­ner af men­ne­sker, der aldrig har set på livet på sam­me måde efter at have ople­vet noget, som de vid­ste, ikke ‚var af den­ne ver­den’. Er din orga­ni­sa­tion for eksem­pel bekendt med ople­vel­ser­ne, som højtud­dan­net mili­tært per­so­na­le i fle­re syda­me­ri­kan­ske lan­de har haft som vist i doku­men­ta­ren UFOs in South Ame­ri­ca? I kapi­tel 1 i Pri­o­ri­ties for a Pla­net in Tran­si­tion beskri­ver jeg også et dusin obser­va­tio­ner af UFO’er i løbet af bare et par år gjort af medi­e­folk — som regel ikke de mest god­tro­en­de men­ne­sker.

Jeg har behov for at påpe­ge det­te for dig, når jeg nu sen­der en kopi af The Sea of Conscious­ness til din adres­se. Måske vil bogens sid­ste kapi­tel (‚Can astrop­hy­si­cs see bey­ond its own limi­ta­tions?’) hjæl­pe dig til at se den­ne vig­ti­ge sag i et noget bre­de­re lys.“

Efter den­ne moral­ske opsang, så jeg frem til at mod­ta­ge The Sea of Conscious­ness og bli­ve et nyt og bed­re men­ne­ske, der har set lyset. Efter læs­ning af de 108 sider må jeg desvær­re skuf­fe for­fat­te­ren. Jeg køber sta­dig ikke Adam­skis såkald­te filo­so­fi, hans livs­hi­sto­rie og påstå­e­de kon­tak­ter og rej­ser sam­men med rum­brød­re. Jeg til­hø­rer ikke Tavs­heds­grup­pen og er hel­ler ikke betalt af CIA til at slø­re Sand­he­den. Jeg er til gen­gæld vac­ci­ne­ret mod pro­fe­ter af enhver slags. Man skal altid vog­te sig for sand­he­der og ekstre­me syns­punk­ter.

Geor­ge Adam­ski kun­ne godt lide at pyn­te sig med tit­len „pro­fes­sor“. Han var i vir­ke­lig­he­den ufag­lært og hav­de igen­nem tiden man­ge for­skel­li­ge jobs med lav sta­tus, trods det at han iføl­ge den myto­lo­gi, der blev byg­get op omkring ufopro­fe­ten, hav­de magi­ske evner. Blandt andet rej­ste Adam­ski som 13-årig til Tibet, hvor han til­brag­te fem år hos De sto­re Mestre „dybt inde i Hima­laya“. Her lær­te han sam­men med andre sær­ligt udvalg­te stu­de­ren­de at beher­ske tele­pa­ti og de fire uni­ver­sel­le ele­men­ter: jord, ild, vand og luft. Adam­ski kun­ne såle­des beher­ske luf­ten ved at levi­te­re (svæ­ve) og beher­ske van­det ved at ånde gen­nem vand, mens han lå på bun­den af en sø.

Adam­skis popu­la­ri­tet var på sit høje­ste, da Den Kol­de Krig var var­mest i 1950’erne og 60’erne. Ikke mindst Cuba-kri­sen i 1962 og en gene­rel frygt for atom­rag­na­rok gøde­de jor­den for Adam­skis livs­fi­lo­so­fi, og man­ge fandt trøst og håb i Adam­skis tan­ker og bana­le bud­ska­ber fra frel­sen­de rum­brød­re.

Nuti­dens Adam­ski-renæs­san­ce skyl­des måske, at vi også i dag lever i en ver­den, hvor man­ge lider af angst og fryg­ter, hvad frem­ti­den vil brin­ge af tru­en­de kli­ma­for­an­drin­ger og poli­ti­ske, uvi­den­de klov­ne for­klædt som barn­li­ge og util­reg­ne­li­ge stats­mænd med magt til at udlø­se kaos ved et enkelt tryk på atom­k­nap­pen.

The Sea of Conscious­ness er inter­es­sant at læse, for­di bogen er med til at teg­ne et mere kom­plet bil­le­de af Adam­ski. Bogen inde­hol­der:

  • Geor­ge Adam­skis aller­før­ste og ind­til nu ukend­te essay, „The Invi­sib­le Oce­an“ fra 1932
  • To ikke-tid­li­ge­re offent­lig­gjor­te artik­ler fra Geor­ge Adam­skis hånd.
  • Et 16-sider langt afsnit med avis­ud­klip om The Roy­al Order of Tibet og en tids­linje over The Roy­al Order of Tibets histo­rie. Den­ne del af bogen er den mest inter­es­san­te, for­di den giver et godt tids­bil­le­de af de reli­gi­øse sek­ters liv i 1930’ernes Cali­for­ni­en.
  • En otte sider lang Geor­ge Adam­ski-bibli­o­gra­fi.
  • Gerard Aart­sens kapi­tel „The Sea of Conscious­ness“, hvor Aart­sen vil påvi­se, at Adam­skis filo­so­fi og lær­dom alle­re­de i 1932 var langt for­ud for sin tid, og at den rum­mer udsagn, der bekræf­tes og bak­kes op af vores dages viden­ska­be­li­ge tæn­ke­re.

Gerard Aart­sen for­hol­der sig ikke til Geor­ge Adam­skis selv­mod­si­gen­de beret­nin­ger, åben­ly­se even­tyr, løg­ne, omstrid­te fotos samt de fra­fald­ne discip­les afslø­rin­ger (se fx A Cri­ti­cal Appra­isal Of Geor­ge Adam­ski The Man Who Spo­ke To The Spa­ce Bro­t­hers). Aart­sen mener, at Adam­skis essay „The Invi­sib­le Oce­an“ er af ??histo­risk betyd­ning og kan bety­de den ulti­ma­ti­ve reha­bi­li­te­ring af Geor­ge Adam­skis omdøm­me. Tro­en kan flyt­te bjer­ge.

På bil­le­det fra 1935 hol­der Adam­ski tors­dags­fo­re­læs­ning på Cast­le Gre­en Hotel i Pasa­de­na.
(Opslag fra bogen „The Sea of Conscious­ness“)

 

Læs mere

 

Søg — og du skal fin­de

Rene Erik Olsen: The Geor­ge Adam­ski
Story — Histo­ri­cal Events Of Gigan­tic
Impli­ca­tions, velil­lu­stre­ret, 99 sider, Blurb 2019

Som læser af bogen The Geor­ge Adam­ski Story — Histo­ri­cal Events Of Gigan­tic Impli­ca­tions er man ikke I tvivl om, at bogens for­fat­ter, Rene Erik Olsen, har købt hele Adam­ski-histo­ri­en med hud og hår — også inden han begynd­te at kig­ge nær­me­re på udvalg­te Adam­ski-fotos.

I bogens ind­led­ning slår Rene Erik Olsen fast, at når folk er kri­ti­ske over for Adam­ski, skyl­des det deres for­u­dind­ta­get­hed og uvi­den­hed om, hvem Adam­ski egent­lig var. Det­te er fak­tu­elt noget vrøvl. Fle­re af Adam­skis stør­ste kri­ti­ke­re var i åre­vis meget tæt på hoved­per­so­nen (nog­le kan vel nær­mest beteg­nes som ufopro­fe­tens discip­le), men i vre­de og skuf­fel­se over Adam­skis løg­ne, svigt m.m. for­lod de kred­sen omkring ufopro­fe­ten, da kame­len blev for stor at slu­ge.

Rene Erik Olsens bog hand­ler pri­mært om det, han beskri­ver som „et kri­mi­nal­tek­nisk og et til­nær­mel­ses­vist viden­ska­be­ligt blik på to stør­re begi­ven­he­der, hvor Adam­ski var en nøg­le­fi­gur“: Den 20. novem­ber 1952 (mødet i ørke­nen) og 26. febru­ar 1965 (Sil­ver Spring-hæn­del­sen, også kal­det Rod­ef­fer-fil­men).

Rene Erik Olsen til­læg­ger Adam­skis møde med en frem­med per­son fra en anden ver­den (Ort­hon) i Cali­for­ni­ens ørken den 20. novem­ber 1952 meget stor vær­di, for­di seks nære ven­ner, som kør­te med ud i ørke­nen, da Adam­ski kun­ne for­nem­me, at noget stort skul­le til at ske, har under­skre­vet en vid­ne­er­klæ­ring.

De seks vid­ner er: Adam­skis sekre­tær, Lucy McGin­nis, inde­ha­ve­ren af Palo­mar Gar­dens Café, Ali­ce K. Wells, ægte­par­ret Alfred og Bet­ty Bailey samt Geor­ge Hunt Wil­li­am­son og hustru­en Bet­ty. Man kan umid­del­bart få det ind­tryk, at de alle seks over­væ­re­de mødet mel­lem Adam­ski og den frem­me­de per­son. Men i vir­ke­lig­he­den for­lod Adam­ski sel­ska­bet og gik ale­ne ud på even­tyr. Vid­ner­nes pla­ce­rin­ger meget langt fra Adam­ski i et kupe­ret ter­ræn gør det meget lidt sand­syn­ligt, at de alle kan have set mødet.

På sin hjem­mesi­de præ­sen­te­rer
Rene Erik Olsen sig som „Pain­ter,
Pho­to­grap­her and Resear­cher“. På
siden har Rene Erik Olsen bl.a. op-
date­ret to af sine Adam­ski-foto­a­na­ly­ser:
The 20th Novem­ber 1952 con­ta­ct og Inve­sti­ga­tion
of the 13th Decem­ber 1952 Geor­ge Adam­ski pho­tos
.

De bee­di­ge­re vid­ne­er­klæ­rin­ger ifm. Adam­skis ople­vel­se den 20. novem­ber 1952. Der er ingen tvivl om, at de seks vid­ner den­gang tro­e­de, at Adam­ski tal­te sandt. Sene­re fal­me­de deres beta­get­hed af ufopro­fe­ten. For eksem­pel brød Adam­skis tro­fa­ste sekre­tær, Lucy McGin­nis, i 1961 med Adam­ski. Med tiden stod det mere og mere klart for hen­de, at Adam­skis møder med hans venu­si­an­ske bror var af spi­ri­tu­el karak­ter og ikke fysi­ske møder. Et andet vid­ne, Geor­ge Hunt Wil­li­am­son, for­tal­te adskil­li­ge år efter Adam­skis ørken­se­an­ce, at ingen af de seks vid­ner hav­de set hver­ken den venu­si­an­ske per­son eller hans far­tøj. De så kun Adam­ski ale­ne i nogen tid og der­ef­ter nog­le lys­glimt, som Adam­ski selv kun­ne have lavet med et lil­le spejl.

(Foto: „Fly­ven­de Tal­ler­ke­ner er lan­det“, De Unges For­lag 1955)

Når man skal udfø­re en bil­le­d­a­na­ly­se (af foto­gra­fi­er fra tiden før digi­tal­ka­me­ra­er­nes ind­t­og), er det meget vig­tigt at have adgang til de ori­gi­na­le nega­ti­ver (ikke blot kopi­er). Til nog­le af ana­ly­ser­ne har Rene Erik Olsen lånt bil­led­ma­te­ri­a­le af Glenn Steck­ling fra The Adam­ski Foun­da­tion, men det er uklart, om der har været tale om ori­gi­na­le negativer/aftryk eller kopi­er. Mht. Adam­skis fire Kodak Brow­nie-fotos er for­fat­te­rens ana­ly­se­re base­ret på digi­ta­le scan­nin­ger til­sendt af Glenn Steck­ling i 2001.

På udflug­ten i ørke­nen den 20. novem­ber 1952 tog Adam­ski også bil­le­der gen­nem sit med­brag­te teleskop. Rene Erik Olsen har også ana­ly­se­ret det­te foto, men ikke på grund­lag af det ori­gi­na­le nega­tiv, men der­i­mod et scre­ens­hot fra en com­pu­ter­skærm.

Adam­skis Brow­nie-foto nr. 2 fra den 20. novem­ber 1952. I øver­ste høj­re
hjør­ne ses, hvad der lig­ner et lil­le klip­pe­frem­s­pring i en kløft.
(Foto: „The Geor­ge Adam­ski Story — Histo­ri­cal Events Of Gigan­tic Impli­ca­tions“)
 
 
Efter at have været igen­nem Rene Erik Olsens Pho­tos­hop viser klip­pe­frem­s­prin­get sig i vir­ke­lig­he­den at være den klas­si­ske, klok­ke­for­me­de Adam­ski-tal­ler­ken, som Adam­ski tid­li­ge­re sam­me dag foto­gra­fe­re­de gen­nem sit teleskop. If. Rene Erik Olsen har far­tø­jet en dia­me­ter på 10–12 m.
(Foto: „The Geor­ge Adam­ski Story — Histo­ri­cal Events Of Gigan­tic Impli­ca­tions“)

 

 

Det 4. Brow­nie-foto (tv.) er taget af Adam­ski, lige før en skik­kel­se vin­ke­de til ham. Efter at have været igen­nem Pho­tos­hop kan Rene Erik Olsen frem­tryl­le et foto af en per­son. Adam­skis sam­ta­le­part­ner fra Venus?
(Fotos: „The Geor­ge Adam­ski Story — Histo­ri­cal Events Of Gigan­tic Impli­ca­tions“)

 

I 1951, dvs. året før Adam­skis ørken­mø­de med en mand fra Venus, hav­de sci­en­ce fiction-fil­men „The Day the Earth Stood Still“ pre­mi­e­re. Den for­tæl­ler en histo­rie om et ikke-jor­disk væsen, Kla­tuu, der er kom­met til Jor­den for at for­tæl­le poli­ti­ke­re og viden­skabs­folk, at vores prø­ve­s­præng­nin­ger med atom­vå­ben kan ska­de de øvri­ge pla­ne­ter i sol­sy­ste­met. Det­te bud­skab er iden­tisk med venus­man­den Ort­hons bud­skab til Adam­ski.

 

De to rum­mænd, Kla­tuu (tv.) og Ort­hon (th.), er
klædt i påfal­den­de ens drag­ter.

 

Rene Erik Olsen har anvendt det meget udbred­te bil­led­be­hand­lings­pro­gram Pho­tos­hop i sine bestræ­bel­ser på at vise, hvad Adam­skis bil­le­der inde­hol­der. Der er ingen tvivl om, at han er ferm til at bru­ge pro­gram­mets man­ge bil­led­ma­ni­pu­la­tions­funk­tio­ner. Når man på hans hjem­mesi­de ser bil­led­gal­le­ri­et med de man­ge let­på­klæd­te kvin­der, som han har foto­gra­fe­ret (og udgi­vet i bog­form), for­står man, hvor dyg­tig han er til gen­nem Pho­tos­hop at fjer­ne uøn­ske­de ting og frem­hæ­ve det, som besku­e­ren vil sæt­te pris på.

Geor­ge M. Eber­hart fra Cen­ter for UFO Stu­di­es (CUFOS) fandt i 2006 et gam­melt post­kort, der væk­ker nostal­gi­ske min­der fra en svun­den tid. Post­kor­tet viser den berøm­te Palo­mar Gar­dens Café, der blev ejet af Ali­ce K. Wells og lå på Palo­mar Moun­tain nord for San Die­go i Cali­for­ni­en. Det var her, ufopro­fe­ten Geor­ge Adam­ski i slut­nin­gen af 1940’erne og i 1950’erne stil­le­de sin kik­kert op og tog bil­le­der af for­mode­de ufo­er. Adam­ski arbej­de­de som kok på cafe­en og holdt hof, når beun­dre­re val­far­te­de her­til for at høre vis­domsord fra kon­takt­per­so­nens egen mund og beskue hans fotos af rum­brød­re­nes far­tø­jer. Ser man godt efter på bil­le­det, kan man skim­te en mand i vin­du­et til høj­re — måske sel­ve­ste Adam­ski? Wells døde i 1980, og Palo­mar Gar­dens Café er også for længst bor­te, men på ste­det har der i åre­vis været en cam­ping­plads, The Oak Knoll Camp­gro­unds.

 

Læs mere

 

En vel­kendt gry­de­ret

End­nu en bog fra ufo­hi­sto­ri­ens måske mest pro­duk­ti­ve for­fat­ter, Nick Red­fern. Den­ne gang et miks af ufoop­le­vel­ser, rus­sisk ind­blan­ding, Kold Krig, spio­ner, ryg­ter, for­mod­nin­ger og ube­sva­re­de spørgs­mål.

Bag­si­de­teksten på bogen Flying Sau­cers from the Krem­lin: UFOs, Rus­si­an Med­dling, Sovi­et Spies & Cold War Secrets lyder sådan:

„Rus­sisk ind­blan­ding: Det er to ord, som næsten alle har lært at ken­de godt i de sene­ste år. Kun et fjols — eller nogen med en ond­s­in­det dags­or­den — vil benæg­te, at en sådan ind­blan­ding har fun­det sted. Men hvem vid­ste, at rus­ser­ne i årti­er i al hem­me­lig­hed brug­te UFO-fæno­me­net som et mid­del til at for­sø­ge at desta­bi­li­se­re Vesten? Hvor­for prø­ve­de rus­ser­ne at rek­rut­te­re nog­le af de mest kend­te UFO-kon­takt­per­so­ner i 1950’erne? Hvad er for­bin­del­sen mel­lem KGB og de beryg­te­de Majestic 12-doku­men­ter? Hvor­for frem­stil­le­de Sov­je­tu­ni­o­nen histo­ri­er om ali­ens og fodre­de Pen­ta­gon med dem? Fort­sæt­ter UFO-ind­blan­din­gen sta­dig den dag i dag?“

Nick Red­fern: Flying Sau­cers from the Krem­lin:
UFOs, Rus­si­an Med­dling, Sovi­et Spies & Cold
War Secrets
, få illu­stra­tio­ner, 242 sider, Lisa Hagan
Books 2019

Den­ne rek­la­me­tekst er egent­lig en meget god vare­de­kla­ra­tion på Red­ferns sene­ste bog (mens du læser det­te, har den flit­ti­ge mand sik­kert alle­re­de udgi­vet end­nu en titel).

Hvis man har læst fle­re af Red­ferns andre ufo­re­la­te­re­de tit­ler, fx den anbe­fa­lel­ses­vær­di­ge On the Trail of the Sau­cer Spies fra 2006, eller har læst SUFOI’s udgi­vel­se Pro­jekt UFO fra 2011 og i øvrigt har fulgt ufo­mytens udvik­ling på ufo.dk, vil man næp­pe stø­de på man­ge nye og over­ra­sken­de infor­ma­tio­ner i Flying Sau­cers from the Krem­lin: UFOs, Rus­si­an Med­dling, Sovi­et Spies & Cold War Secrets. For­vent hel­ler ikke, at du får svar på alle de spørgs­mål, som Red­fern stil­ler i bogen.

Læs mere

 

For­fat­te­ren Nick Red­fern foto­gra­fe­ret på Ali­en
Snow­fest 2019 i Big Bear Lake. Læs mere om
Red­ferns man­ge udgi­vel­ser på hans blog.
(Foto: SMG2019)

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Temp­let og Gra­len

I den­ne bog påvi­ser Klaus Aars­l­eff bl.a. nog­le under­li­ge lig­heds­punk­ter mel­lem ste­nal­der­kul­tu­ren på Mal­ta og en til­sva­ren­de 5.000 år gam­mel kul­tur i Irland. Samt ser nær­me­re på en mas­se andre legen­der, hel­lig­dom­me og relik­vi­er, der kred­ser om ønsket om udø­de­lig­hed.

Hvor er de hen­ne?

Claus Hem­mert Lund har skre­vet en glim­ren­de bog om, hvad nog­le men­ne­sker tro­e­de engang om liv i Mæl­ke­vej­en, hvad man­ge fore­stil­ler sig i dag, og hvor­dan viden­ska­ben i dag opstil­ler betin­gel­ser for liv og udfor­sker Uni­ver­set med bl.a. rum­son­der og telesko­per.” Citat fra anmel­del­sen i UFO-Mail 391.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.