SUFOI Årsrapport 2016
Vi har taget hul på et nyt år. Det betyder, at en ny udgave af SUFOI Årsrapport 2016 er på vej med posten til SUFOI’s æresmedlemmer og medlemmer af SUFOI’s Støttekreds.
Alle, der i det forgangne år har støttet foreningens arbejde med mindst kr. 250, får tilsendt en printudgave af SUFOI Årsrapport 2016.
Indholdet af SUFOI Årsrapport 2016 repræsenterer et meget lille, men velvalgt udpluk af de mange artikler og notitser, som er blevet bragt i det forgangne års 20 udgaver af UFO-Mail. I den nye udgave bringer vi også en fotosag, som ikke tidligere har været offentliggjort.
Du kan læse SUFOI Årsrapport 2016 online på ufo.dk.
Hvis du mener, at SUFOI’s arbejde med at udforske ufomyten er værd at støtte, kan du blive medlem af SUFOI’s Støttekreds. Dit bidrag gør det muligt for os at drive ufo.dk og undersøge ufooplevelser.
Som medlem af SUFOI’s Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år. Nederst i denne UFO-Mail ser du, hvordan du støtter foreningens arbejde.
Historiske ufo-dokumenter lagt på nettet
Natten mellem den 19. og 20. september 1961 var Betty og Barney Hill — bosiddende i byen Portsmouth, New Hampshire — på vej hjem ad Hovedvej 3 efter et weekendophold ved Niagara Falls. Ægteparret havde spist et let måltid på en restaurant i Colebrook klokken 22.05 og var enige om, at de nok ville være hjemme klokken 2.30 eller senest kl. 3.00. Kort før midnat, da de havde nået Croveton i New Hampshire, opdagede de i sydvest et kraftigt, stjernelignende lys, der så ud til at bevæge sig. Nattehimlen var klar og lys på grund af månelyset.
Dette er optakten til en af ufohistoriens mest berømte bortførelsessager. Betty og Barney Hill-sagen er af samme årsag blev grundigt behandlet gennem årene i SUFOI’s udgivelser.
Mange læsere vil også være bekendt med, at vi i SUFOI — ligesom mange andre verden rundt — ikke er i tvivl om, at ægteparrets oplevelse blev indledt af en observation af en planet, som de fortolkede som et rumskib, og at Bettys gentagne, natlige mareridt påvirkede Barney og udviklede sig til den senere så berømte bortførelsesoplevelse.
Ægteparret gik som bekendt i terapi hos dr. Benjamin Simon, hvor de under hypnose fortalte om deres oplevelse. Dr. Simon har altid understreget, at hypnosen kun viste, hvad Betty og Barney selv oplevede som sandheden, og at det, de fortalte under hypnosen, på ingen måde måtte opfattes som et bevis på, at de virkelig havde været bortført og var blevet undersøgt af aliens.
Dezsö Sternoczky/SUFOI Picture Library
Selv om sagens mange aspekter er grundigt analyseret og behandlet i litteraturen, kan der alligevel dukke dokumenter op, som tilføjer nye detaljer og bekræfter gamle data. Dette skete netop den 22. december 2015, da Robert Sheaffer lagde et stort dokument (48 sider, 14 Mb) på sin hjemmeside med scanninger af:
- korrespondance mellem dr. Benjamin Simon og Philip J. Klass
- korrespondance mellem Betty Hill og Philip J. Klass
- korrespondance mellem dr. Benjamin Simon og Robert Sheaffer
- kopier af formodet „radar-bevis“ for Hills UFO
- Betty Hills tegning, der viser objektets position i forhold til Månen
- Roberts Sheaffers artikel i Official UFO magazine (august 1976)
- kopi af vejrrapporten for 19.–20. sept. 1961 fra Mt Washington Observatory, det højeste punkt i New Hampshires White Mountains.
Betty Hill (1919–2004), ved et MUFON-møde i 2003.
Hvad fortæller de nye dokumenter i Hill-sagen?
- Det påstås ofte af rumskibstilhængere, at dr. Benjamin Simon var overbevist om, at ægteparret Hill virkelig havde været bortført af aliens. I et brev dateret den 28. oktober 1975 skriver dr. Benjamin Simon til Philip J. Klass: „… jeg er også overbevist om, at ‚bortførelsen og undersøgelsen’ ikke fandt sted undtagen i Bettys drømme, og jeg har stærke beviser for dette…“
- En journalist på Boston Herald Traveler påstod i sin tid, at der fandtes radar-rapporter, som viser, at Hills ufo blev sporet på radar. Korrespondancen afslører, at disse beviser ikke eksisterer.
- Betty Hill sendte til Robert Sheaffer en tegning, der viser objektets position i forhold til Månen. Tegningen afslører, at hun faktisk observerede Jupiter og opfattede denne planet som et rumskib.
- Betty Hill forsøgte forgæves i næsten truende vendinger at få dr. Benjamin Simon til at tro på bortførelsen og ikke forholde sig kritisk til den.
- I brevene til Klass fortæller dr. Benjamin Simon, at han først kom med kritiske bemærkninger til Betty Hills version af sagen i offentligheden, da tv-filmen The UFO Incident havde haft premiere den 18. oktober 1975. Betty Hill var rasende, da Simon i The Today Show i 1975 fortalte om sin egen opfattelse af sagen. Hun ringede til ham og beskyldte ham for at lyve — trods det, at de fakta, han fremlagde i tv-udsendelsen, oprindeligt stammede fra Betty selv, bl.a. at hendes søster var meget ufointeresseret og havde påvirket Betty.
- Dr. Benjamin Simon havde i 1976 planer om at skrive en bog, hvor han ville fremlægge sin egen version af hele „bortførelsessagen“. Både Philip J. Klass og Robert Sheaffer lovede at hjælpe ham med at få banet vejen for en udgivelse hos et stort forlag. Desværre blev bogprojektet aldrig realiseret.
- I et brev fra 3. december 1975 skriver Betty Hill til Philip J. Klass, at nu, hvor hun ved, hvor han bor, vil hun bede rumvæsnerne om at svæve i deres fartøj foran hans vinduer — formentlig for at overbevise ham om deres eksistens og bekræfte Bettys troværdighed — men at Klass ikke må gøre noget, som ufobesætningen kan opfatte som en trussel, for så vil han blive ramt af deres blå-grønne lysstråle, på samme måde som det skete for Travis Walton i Arizona i november 1975.
De nyligt offentliggjorte dokumenter bringer for så vidt ikke noget afgørende nyt for dagen, men er alligevel interessant læsning, fordi de bekræfter den jordnære forklaring på Betty og Barney Hill-sagen og afkræfter populære myter på nettet.
(Tegning: OMNI Reboot)
|
Læs mere om Betty og Barney Hill-sagen og hypnoseAliens, SUFOI 2013 |
Kilder
http://badufos.blogspot.dk/
www.debunker.com/historical/historical.html
Radiodokumentar om H.C. Petersen
Den 25. november 2015 sendte Radio 24syv en radiodokumentar om SUFOI’s stifter, major H. C. Petersen.
Udsendelsen er optaget og fortalt af Andreas Jeppesen og Kenneth Frydensbjerg med baggrund i aktuelle samtaler og optagelser med Per Borgaard og Ole Henningsen samt en reportagetur til AFU i Norrköping med klip fra en dansk radioudsendelse fra 1984, hvor H. C. Petersen medvirker.
Fra optagelsen i Rigsarkivets lokaler til radiodokumentaren om H. C. Petersen med Kenneth Frydensbjerg (tv.), Andreas Jeppesen samt SUFOI’s Ole Henningsen.
(Foto: Ole Henningsen)
|
Hør udsendelsen. Læs også Per Borgaards mindeartikel om H. C. Petersen i UFO-Mail.
|
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.