Møl­man­den har en lang og bro­get histo­rie. Som John Keel skri­ver i sin bog »The Mot­h­man Prop­he­cies«, spæn­der for­kla­rin­ger­ne på hvad eller hvem „han“ var fra rumvæs­ner til legem­lig­gø­rel­sen af en 200 år gam­mel for­ban­del­se, som Shaw­nee-høv­din­gen Corn­stalk påfør­te byen Point Plea­sant i West Vir­gi­nia.

Tid­ligt i 1900-tal­let blev et områ­de uden for Point Plea­sant udlagt til vild­t­re­ser­vat og blev snart et fri­sted for fug­le. Under Anden Ver­denskrig omdan­ne­de man en del af reser­va­tet til et kæm­pe ammu­ni­tions­la­ger bestå­en­de af 100 „iglo­er“ af cement og stål til opbe­va­ring af gra­na­ter m.m. De enkel­te byg­nin­ger var ind­byr­des for­bun­det af et underjor­disk net­værk af gan­ge. Efter kri­gen blev anlæg­get solgt til for­skel­li­ge fir­ma­er, som for­hand­le­de krudt samt kemi­ske- og bio­ke­mi­ske pro­duk­ter. Områ­det blev i fol­kemun­de døbt TNT og var sam­lings­sted for den loka­le ung­dom, som kør­te der­ud og holdt fester. Det var i det­te områ­de, at man­ge Møl­mand-obser­va­tio­ner fandt sted.

Bogen “The Mot­h­man Prop­he­cies,” for­fat­te­ren John A. Keel og en kunst­ne­ren Hal Craw­fords gen­gi­vel­se af møl­man­den.

I som­me­ren 1966 begynd­te obser­va­tions­bøl­gen ved Ohio-flo­den. En kvin­de så noget, som lig­ne­de en kæm­pe­stor som­mer­fugl — omkring 2 meter høj! En anden aften så nog­le mænd på den loka­le kir­ke­gård, hvad de beskri­ver som „en brun skik­kel­se“, som let­te­de fra træ­er­ne.

Den bedst doku­men­te­re­de obser­va­tion invol­ve­re­de fire vid­ner og fandt sted den 17. novem­ber 1966.

To nygif­te par — Roger og Lin­da Scar­ber­ry samt Ste­ve og Mary Mal­let­te — kør­te en tur i TNT-områ­det, da de mød­te et to meter højt væsen med vin­ger og glø­de­n­de, røde øjne. Væs­net duk­ke­de frem i nær­he­den af en ned­lagt trans­for­ma­tor­sta­tion.

Ste­ve og Mary Mal­let­te for­tal­te:

„Det så ud, som om den løb, idet den for­søg­te at hol­de balan­cen ved at spre­de vin­ger­ne lidt for­an. Den tum­le­de af sted lige­som en lem­læ­stet kyl­ling og for­svandt bag hus­hjør­net.“

De fire unge men­ne­sker skynd­te sig til­ba­ge til Point Plea­sant, men tro­e­de at de blev for­fulgt af Møl­man­den. Net­op som de kom ind i et sving, så de væs­net stå på en bak­ke tæt ved hoved­vej­en. I ste­det for at baske med vin­ger­ne, steg væs­net lodret op lige­som en raket med stor hastig­hed, men uden nogen form for udstød­ning. Da de i al hast fort­sat­te køre­tu­ren hjemad, kun­ne de se væs­nets skyg­ge i fuld­må­ne­ly­set — selv om de kør­te næsten 160 km/t.

Lin­da Scar­ber­ry kun­ne se, at væs­net hav­de et vin­ge­fang på over 3 meter. Det så slet ikke ud til, at det baske­de med vin­ger­ne. Væs­net skreg lige­som „en stor mus“.

Orni­to­lo­ger har også deres bud på, hvad Møl­man­den kun­ne være. Nog­le peger på for­skel­li­ge ugle-arter, fx slørug­len.

Meldt til poli­ti­et

Det loka­le poli­ti blev under­ret­tet, og betjent Mil­lard Halste­ad kør­te ud til TNT-områ­det sam­men med de to ægte­par. Poli­ti­et fandt ingen syn­li­ge spor efter Møl­man­den, men poli­tira­dio­en blev for­styr­ret af ufor­klar­li­ge lyde, som nær­mest lød som en bånd­op­ta­ger, der afspil­le­de et bånd for hur­tigt.

Næste for­mid­dag afholdt she­rif Geor­ge John­son en pres­se­kon­fe­ren­ce om sagen, og alle vid­ner blev inter­viewet af jour­na­li­ster. Mary Hyre, redak­tør af loka­la­vi­sen »Point Plea­sant Regi­ster«, udsend­te histo­ri­en på Asso­ci­a­ted Press’ nyhed­s­tje­ne­ste. En redak­tions­se­kre­tær ved AP døb­te væs­net „Møl­man­den“ — gan­ske givet inspi­re­ret af tv-seri­en Bat­man.

Pres­seom­ta­len fik folk til at strøm­me til TNT-områ­det hver ene­ste nat. Tv-hold opstil­le­de kamer­a­folk ved den gam­le trans­for­ma­tor­byg­ning i håb om at få en film­op­ta­gel­se af det skræm­men­de væsen. De fle­ste nys­ger­ri­ge vil­le blot se det mysti­ske væsen. Nog­le vil­le i kon­takt med det, og de mest ivri­ge vil­le jage det.

Et væsen fra en anden ver­den

De fle­ste tro­e­de, at Møl­man­den var et frem­med væsen fra en anden ver­den, medens andre men­te, at det var en slags engel, som for­søg­te at give men­ne­ske­he­den et bud­skab. Ende­lig var der også dem, som tro­e­de, at Møl­man­den ikke var andet end et af natu­rens luner — en skræmt fugl for­dre­vet til iglo­er­ne, tvun­get til at leve af kemi­ka­li­er og mute­ret af den­ne føde til et mon­ster. Møl­man­den var med andre ord en per­so­ni­fi­ka­tion af vores øko­lo­gi­ske syn­der.

Obser­va­tio­ner

Den 25. novem­ber var Tom Ury, leder af en sko­for­ret­ning, på vej i sin bil på Rou­te 62, nord for Point Plea­sant, da han så, hvad han tro­e­de var en heli­kop­ter, som steg lodret op fra en grup­pe træ­er adskil­li­ge hund­re­de meter fra vej­en. Da objek­tet nær­me­de sig ham, kun­ne han se, at det var en kæm­pe fugl, grå­brun, 2 meter lang og med et vin­ge­fang på mindst 3 meter. Da Tom fryg­te­de, at fug­len vil­le angri­be bilen, sat­te han far­ten vold­somt op. Fug­len for­fulg­te ham omkring halvan­den km, hvor­ef­ter den fore­tog et drej og for­svandt.

Den 26. novem­ber stod Ruth Foster i døråb­nin­gen og så efter sin mand, der skul­le kom­me hjem fra nat­a­r­bej­det. Hun fik sit livs chok, da hun i mør­ket mød­te i to glø­de­n­de, røde øjne. Ruth Foster kun­ne skim­te en 3 meter høj, hvid skik­kel­se med en „tæt fjer­dragt“, sam­men­fol­de­de vin­ger og „et under­ligt ansigt“.

Den føl­gen­de aften så Ruth Fosters nabo, den 13-åri­ge She­lia Cain og hen­des ven, et grå­hvidt fug­le­lig­nen­de væsen, da de kør­te for­bi en bil­kir­ke­gård.

Møl­mands-obser­va­tio­ner­ne blev også koblet sam­men med ufo­er og til­ste­de­væ­rel­sen af Mænd-I-Sort (MIB = Men In Bla­ck). Mary Hyre fra »Point Plea­sant Regi­ster« hav­de fle­re gan­ge besøg af under­li­ge mænd, som plud­se­lig duk­ke­de op på hen­des kon­tor for at udspør­ge hen­de om jour­na­li­ster, der hav­de inter­viewet vid­ner.

Og om nat­ten den 2. novem­ber kør­te Woodrow Deren­ber­ger nær Par­kers­burg (omkring 80 km for Point Plea­sant), da hans bil blev tvun­get ud i rabat­ten, da en ufo lan­de­de. Et væsen, som kald­te sig „Indrid Cold“, steg ud af objek­tet og for­sik­re­de Woodrow om, at „vi gør dig ikke noget“.

En anden hæn­del­se ved Wal­la­ce, omkring 160 km fra Point Plea­sant, er også ble­vet sat i for­bin­del­se med Møl­man­den.

Om afte­nen den 15. novem­ber blev Newell Patrid­ge gene­ret af flim­mer på sit tv sam­ti­dig med, at hans tyske hyr­de­hund „Ban­dit“ gøe­de som en gal. Newell gik uden­for og ret­te­de sin lom­me­lyg­te mod laden, hvor lyskeg­len fan­ge­de et par røde øjne — lige­som „bag­lyg­ter­ne på en bil“. Ban­dit styr­te­de hen mod de lysen­de øjne, og Newell gik ind.

Næsten mor­gen kun­ne Newell føl­ge hund­ens spor hen til laden, hvor de end­te i en cir­kel, som om Ban­dit hav­de jag­tet et dyr. Ban­dit var som sun­ket i jor­den og duk­ke­de aldrig op igen. Da Newell gen­nem pres­sen hør­te om hæn­del­ser­ne ved Point Plea­sant, men­te han, at Møl­man­den hav­de bort­ført hans kæle­dyr.

Orni­to­lo­gen dr. Robert L. Smith mener, at beskri­vel­ser­ne af Møl­man­den pas­ser godt på en klit-tra­ne (grus cana­den­sis) — den anden­stør­ste ame­ri­kan­ske tra­ne. Den er næsten lige så høj som en vok­sen mand og har ski­fer­grå fjer. Omkring øjne­ne har den sto­re, lyse rin­ge, som kun­ne for­veks­les med de røde, hyp­no­ti­ske øjne, som vid­ner har for­talt om.

Loka­la­vi­sen hav­de kro­ne­de dage

»Point Plea­sant Regi­ster« hav­de kro­ne­de dage med histo­ri­er om Møl­man­den næsten hver dag. Nog­le hav­de set Møl­man­den. Andre hav­de hørt ham. Og så var der dem, som kun­ne føle hans til­ste­de­væ­rel­se i form af en over­væl­den­de angst. Man­ge kun­ne også for­tæl­le, at de i for­bin­del­se med deres møde med Møl­man­den hav­de mod­ta­get vars­ler om kom­men­de kata­stro­fer.

Beret­nin­ger­ne om Møl­man­den ophør­te den 15. decem­ber 1967 med kata­stro­fen på Sil­ver Brid­ge. Nog­le mener, at der var en sam­men­hæng mel­lem obser­va­tio­ner­ne af Møl­man­den og bro­ens kol­laps.

Var Møl­man­den den direk­te årsag til, at kata­stro­fen kom til at koste 47 men­ne­sker livet, eller skul­le Møl­mand-obser­va­tio­ner­ne adva­re ind­byg­ger­ne om kata­stro­fen?

Møl­man­den er ble­vet set siden den 15. decem­ber 1967, men antal­let af obser­va­tio­ner kan ikke måle sig med obser­va­tions­bøl­gen mel­lem novem­ber 1966 og decem­ber 1967.

I 1977 var der i Rio Gran­de Val­ley i Texas en bøl­ge af obser­va­tio­ner af fly­ven­de væs­ner, som tv-jour­na­li­ster kald­te „Big-Bird“. Det for­ly­der også, at Møl­man­den er ble­vet set for­ud for andre tragi­ske begi­ven­he­der rundt om i ver­den, bl.a. det sto­re jord­s­kælv i Mexi­co City i 1985 og Tjer­no­byl-kata­stro­fen i 1986.

Sil­ver Brid­ge

Den 30. maj 1928 blev Ohio River Brid­ge ind­vi­et. Bro­en kryd­se­de Ohio River og for­bandt byer­ne Point Plea­sant og Gal­lipo­lis. Bro­en fik hur­tigt kæle­nav­net »Sil­ver Brid­ge« på grund af den sær­li­ge alu­mi­ni­ums­ma­ling, som dæk­ke­de jern­ske­let­tet.

Kort før kl. 17 den 15. decem­ber 1967 gik et tra­fik­lys ved bro­en i styk­ker. Tra­fik­ken kun­ne kun pas­se­re i ét spor. Det­te kom­bi­ne­ret med dår­ligt vin­ter­vejr, almin­de­lig jule­tra­fik og en mas­se tung tra­fik fra områ­dets virk­som­he­der skab­te straks kaos på bro­en.

Al tra­fik gik i stå på den over­fyld­te bro. Bro­en begynd­te at sva­je og udsen­de ilde­vars­len­de, knir­ken­de lyde. Plud­se­lig sprang en af stå­lwi­re­ne. En kæde­re­ak­tion blev sat i gang. En efter en sprang kab­ler­ne, og vej­ba­nen svin­ge­de fra side til side. Bil efter bil blev slyn­get i det iskol­de vand 30 meter under bro­en.

I løbet af 45 sekun­der var Point Plea­sants var­tegn for­s­vun­det under Ohio-flo­dens vand. Fyr­re års slid, dår­lig ved­li­ge­hol­del­se og et sam­men­fald af uhel­di­ge omstæn­dig­he­der hav­de kræ­vet sin pris: 47 men­ne­sker (hvoraf to aldrig blev fun­det) døde ved kata­stro­fen. Fire år sene­re kon­klu­de­re­de en under­sø­gel­ses­kom­mis­sion, at ulyk­ken skyld­tes metal­træt­hed.

USA’s davæ­ren­de præ­si­dent Lyn­don B. John­son love­de, at der hur­tigst muligt skul­le byg­ges en ny bro nog­le få kilo­me­ter syd for Point Plea­sant. Den 15. decem­ber 1969 — nøj­ag­tig to år efter kata­stro­fen — kun­ne »The Sil­ver Memo­ri­al Brid­ge« ind­vies.

Sil­ver Brid­ge 1928

Sil­ver Brid­ge 1967