Mølmanden har en lang og broget historie. Som John Keel skriver i sin bog »The Mothman Prophecies«, spænder forklaringerne på hvad eller hvem „han“ var fra rumvæsner til legemliggørelsen af en 200 år gammel forbandelse, som Shawnee-høvdingen Cornstalk påførte byen Point Pleasant i West Virginia.
Tidligt i 1900-tallet blev et område uden for Point Pleasant udlagt til vildtreservat og blev snart et fristed for fugle. Under Anden Verdenskrig omdannede man en del af reservatet til et kæmpe ammunitionslager bestående af 100 „igloer“ af cement og stål til opbevaring af granater m.m. De enkelte bygninger var indbyrdes forbundet af et underjordisk netværk af gange. Efter krigen blev anlægget solgt til forskellige firmaer, som forhandlede krudt samt kemiske- og biokemiske produkter. Området blev i folkemunde døbt TNT og var samlingssted for den lokale ungdom, som kørte derud og holdt fester. Det var i dette område, at mange Mølmand-observationer fandt sted.
Bogen “The Mothman Prophecies,” forfatteren John A. Keel og en kunstneren Hal Crawfords gengivelse af mølmanden.
I sommeren 1966 begyndte observationsbølgen ved Ohio-floden. En kvinde så noget, som lignede en kæmpestor sommerfugl — omkring 2 meter høj! En anden aften så nogle mænd på den lokale kirkegård, hvad de beskriver som „en brun skikkelse“, som lettede fra træerne.
Den bedst dokumenterede observation involverede fire vidner og fandt sted den 17. november 1966.
To nygifte par — Roger og Linda Scarberry samt Steve og Mary Mallette — kørte en tur i TNT-området, da de mødte et to meter højt væsen med vinger og glødende, røde øjne. Væsnet dukkede frem i nærheden af en nedlagt transformatorstation.
Steve og Mary Mallette fortalte:
„Det så ud, som om den løb, idet den forsøgte at holde balancen ved at sprede vingerne lidt foran. Den tumlede af sted ligesom en lemlæstet kylling og forsvandt bag hushjørnet.“
De fire unge mennesker skyndte sig tilbage til Point Pleasant, men troede at de blev forfulgt af Mølmanden. Netop som de kom ind i et sving, så de væsnet stå på en bakke tæt ved hovedvejen. I stedet for at baske med vingerne, steg væsnet lodret op ligesom en raket med stor hastighed, men uden nogen form for udstødning. Da de i al hast fortsatte køreturen hjemad, kunne de se væsnets skygge i fuldmånelyset — selv om de kørte næsten 160 km/t.
Linda Scarberry kunne se, at væsnet havde et vingefang på over 3 meter. Det så slet ikke ud til, at det baskede med vingerne. Væsnet skreg ligesom „en stor mus“.
Ornitologer har også deres bud på, hvad Mølmanden kunne være. Nogle peger på forskellige ugle-arter, fx sløruglen.
Meldt til politiet
Det lokale politi blev underrettet, og betjent Millard Halstead kørte ud til TNT-området sammen med de to ægtepar. Politiet fandt ingen synlige spor efter Mølmanden, men politiradioen blev forstyrret af uforklarlige lyde, som nærmest lød som en båndoptager, der afspillede et bånd for hurtigt.
Næste formiddag afholdt sherif George Johnson en pressekonference om sagen, og alle vidner blev interviewet af journalister. Mary Hyre, redaktør af lokalavisen »Point Pleasant Register«, udsendte historien på Associated Press’ nyhedstjeneste. En redaktionssekretær ved AP døbte væsnet „Mølmanden“ — ganske givet inspireret af tv-serien Batman.
Presseomtalen fik folk til at strømme til TNT-området hver eneste nat. Tv-hold opstillede kamerafolk ved den gamle transformatorbygning i håb om at få en filmoptagelse af det skræmmende væsen. De fleste nysgerrige ville blot se det mystiske væsen. Nogle ville i kontakt med det, og de mest ivrige ville jage det.
Et væsen fra en anden verden
De fleste troede, at Mølmanden var et fremmed væsen fra en anden verden, medens andre mente, at det var en slags engel, som forsøgte at give menneskeheden et budskab. Endelig var der også dem, som troede, at Mølmanden ikke var andet end et af naturens luner — en skræmt fugl fordrevet til igloerne, tvunget til at leve af kemikalier og muteret af denne føde til et monster. Mølmanden var med andre ord en personifikation af vores økologiske synder.
Observationer
Den 25. november var Tom Ury, leder af en skoforretning, på vej i sin bil på Route 62, nord for Point Pleasant, da han så, hvad han troede var en helikopter, som steg lodret op fra en gruppe træer adskillige hundrede meter fra vejen. Da objektet nærmede sig ham, kunne han se, at det var en kæmpe fugl, gråbrun, 2 meter lang og med et vingefang på mindst 3 meter. Da Tom frygtede, at fuglen ville angribe bilen, satte han farten voldsomt op. Fuglen forfulgte ham omkring halvanden km, hvorefter den foretog et drej og forsvandt.
Den 26. november stod Ruth Foster i døråbningen og så efter sin mand, der skulle komme hjem fra natarbejdet. Hun fik sit livs chok, da hun i mørket mødte i to glødende, røde øjne. Ruth Foster kunne skimte en 3 meter høj, hvid skikkelse med en „tæt fjerdragt“, sammenfoldede vinger og „et underligt ansigt“.
Den følgende aften så Ruth Fosters nabo, den 13-årige Shelia Cain og hendes ven, et gråhvidt fuglelignende væsen, da de kørte forbi en bilkirkegård.
Mølmands-observationerne blev også koblet sammen med ufoer og tilstedeværelsen af Mænd-I-Sort (MIB = Men In Black). Mary Hyre fra »Point Pleasant Register« havde flere gange besøg af underlige mænd, som pludselig dukkede op på hendes kontor for at udspørge hende om journalister, der havde interviewet vidner.
Og om natten den 2. november kørte Woodrow Derenberger nær Parkersburg (omkring 80 km for Point Pleasant), da hans bil blev tvunget ud i rabatten, da en ufo landede. Et væsen, som kaldte sig „Indrid Cold“, steg ud af objektet og forsikrede Woodrow om, at „vi gør dig ikke noget“.
En anden hændelse ved Wallace, omkring 160 km fra Point Pleasant, er også blevet sat i forbindelse med Mølmanden.
Om aftenen den 15. november blev Newell Patridge generet af flimmer på sit tv samtidig med, at hans tyske hyrdehund „Bandit“ gøede som en gal. Newell gik udenfor og rettede sin lommelygte mod laden, hvor lyskeglen fangede et par røde øjne — ligesom „baglygterne på en bil“. Bandit styrtede hen mod de lysende øjne, og Newell gik ind.
Næsten morgen kunne Newell følge hundens spor hen til laden, hvor de endte i en cirkel, som om Bandit havde jagtet et dyr. Bandit var som sunket i jorden og dukkede aldrig op igen. Da Newell gennem pressen hørte om hændelserne ved Point Pleasant, mente han, at Mølmanden havde bortført hans kæledyr.
Ornitologen dr. Robert L. Smith mener, at beskrivelserne af Mølmanden passer godt på en klit-trane (grus canadensis) — den andenstørste amerikanske trane. Den er næsten lige så høj som en voksen mand og har skifergrå fjer. Omkring øjnene har den store, lyse ringe, som kunne forveksles med de røde, hypnotiske øjne, som vidner har fortalt om.
Lokalavisen havde kronede dage
»Point Pleasant Register« havde kronede dage med historier om Mølmanden næsten hver dag. Nogle havde set Mølmanden. Andre havde hørt ham. Og så var der dem, som kunne føle hans tilstedeværelse i form af en overvældende angst. Mange kunne også fortælle, at de i forbindelse med deres møde med Mølmanden havde modtaget varsler om kommende katastrofer.
Beretningerne om Mølmanden ophørte den 15. december 1967 med katastrofen på Silver Bridge. Nogle mener, at der var en sammenhæng mellem observationerne af Mølmanden og broens kollaps.
Var Mølmanden den direkte årsag til, at katastrofen kom til at koste 47 mennesker livet, eller skulle Mølmand-observationerne advare indbyggerne om katastrofen?
Mølmanden er blevet set siden den 15. december 1967, men antallet af observationer kan ikke måle sig med observationsbølgen mellem november 1966 og december 1967.
I 1977 var der i Rio Grande Valley i Texas en bølge af observationer af flyvende væsner, som tv-journalister kaldte „Big-Bird“. Det forlyder også, at Mølmanden er blevet set forud for andre tragiske begivenheder rundt om i verden, bl.a. det store jordskælv i Mexico City i 1985 og Tjernobyl-katastrofen i 1986.
Silver Bridge
Kort før kl. 17 den 15. december 1967 gik et trafiklys ved broen i stykker. Trafikken kunne kun passere i ét spor. Dette kombineret med dårligt vintervejr, almindelig juletrafik og en masse tung trafik fra områdets virksomheder skabte straks kaos på broen.
Al trafik gik i stå på den overfyldte bro. Broen begyndte at svaje og udsende ildevarslende, knirkende lyde. Pludselig sprang en af stålwirene. En kædereaktion blev sat i gang. En efter en sprang kablerne, og vejbanen svingede fra side til side. Bil efter bil blev slynget i det iskolde vand 30 meter under broen.
I løbet af 45 sekunder var Point Pleasants vartegn forsvundet under Ohio-flodens vand. Fyrre års slid, dårlig vedligeholdelse og et sammenfald af uheldige omstændigheder havde krævet sin pris: 47 mennesker (hvoraf to aldrig blev fundet) døde ved katastrofen. Fire år senere konkluderede en undersøgelseskommission, at ulykken skyldtes metaltræthed.
USA’s daværende præsident Lyndon B. Johnson lovede, at der hurtigst muligt skulle bygges en ny bro nogle få kilometer syd for Point Pleasant. Den 15. december 1969 — nøjagtig to år efter katastrofen — kunne »The Silver Memorial Bridge« indvies.
Silver Bridge 1928
Silver Bridge 1967
