Lad ikke fak­ta stå i vej­en for en god histo­rie

Da Gray Bar­ker engang blev spurgt, om han tro­e­de på fly­ven­de tal­ler­ke­ner, sva­re­de han: “Jeg er ikke sik­ker, men alt, der ska­ber så stor inter­es­se, er værd at sam­le på.”​

Af Kim Møl­ler Han­sen

Gray Bar­ker (1925–1984) var en gåde­fuld per­son, som fik en vig­tig rol­le i ufo­mytens udvik­ling.

Var han fuld af løg­ne­hi­sto­ri­er, myte­ska­ber, kon­spira­tions­ma­ger, entertai­ner, efter­for­sker, dril­lepind, svind­ler, opfind­som og flit­tig? Eller var han bare en almin­de­lig per­son, som ved en til­fæl­dig­hed blev inter­es­se­ret i fly­ven­de tal­ler­ke­ner og fasci­ne­ret af kon­takt­per­so­ner­nes fan­ta­sti­ske even­tyr og resten af livet prø­ve­de at tje­ne pen­ge på sin hob­by gen­nem sit for­lag Sau­ce­ri­an Press, bog­klublig­nen­de akti­vi­te­ter, tids­skrif­ter, bøger og man­ge artik­ler i bl.a. Fate, Ama­zing Sto­ri­es, Fan­ta­stic Uni­ver­se og Flying Sau­cers Maga­zi­ne?

Gray Bar­ker var nok lidt af det hele. Det får man grun­digt og seri­øst kort­lagt i Gabri­el Mck­e­es velskrev­ne bog The Sau­ce­ri­an – UFOs, Men in Bla­ck, and the Unbe­lie­vab­le Life of Gray Bar­ker.

​Gray Bar­kers tids­skrift “The Sau­ce­ri­an” fra novem­ber 1953 med en for­si­deil­lu­stra­tion af Albert K. Ben­der. (Foto: Gray Bar­ker Col­lection/Clarks­burg-Har­ri­son Public Library)

”The Sau­ce­ri­an” byg­ger på solidt kil­de­ar­bej­de

Gabri­el Mck­ee er dyk­ket ned i et over­væl­den­de kil­de­ma­te­ri­a­le, som man bl.a. fin­der i Gray Bar­ker UFO Col­lection på Clarks­burg-Har­ri­son Public Library i West Vir­gi­nia – Bar­kers hjem­stat.

Gray Bar­ker UFO Col­lection består af omkring 29 skuf­fer med arkiv­map­per fyldt med bre­ve og udklip, 300 bøger samt utal­li­ge tids­skrif­ter og foto­gra­fi­er.

Gabri­el Mck­e­es grun­dig­hed udmønt­er sig også i bogens noter og bibli­o­gra­fi. Det er sjæl­dent, at man får en bog i hån­den med et note­ap­pa­rat på næsten 70 sider og en bibli­o­gra­fi på over 30 sider. Så der er rig mulig­hed for selv at gå på jagt efter inter­es­san­te oplys­nin­ger og guld­korn fra ufo­mytens tid­lig­ste år.

Gray Bar­ker stod sam­men med ven­nen Jim Mose­ley bag adskil­li­ge svin­delnum­re, ofte udtænkt i en bran­dert. (Foto: jimmoseley.com)

Lån­te med arme og ben

Bar­ker hav­de et afslap­pet for­hold til sand­he­den og ophavs­ret. Han var ikke bleg for at ”låne” andres histo­ri­er og gen­gi­ve dem som sine egne. Eller gen­bru­ge egne histo­ri­er og relan­ce­re dem som sprit­nye igen og igen.

I 1957 udar­bej­de­de Gray Bar­ker og Jim Mose­ley et falsk brev (sig­ne­ret ”R.E. Straith”) til ufopro­fe­ten Geor­ge Adam­ski og for­tal­te Adam­ski, at det ame­ri­kan­ske uden­rigs­mi­ni­ste­ri­um var til­freds med Adam­skis forsk­ning i ufo­er. Bre­vet blev – kraf­tigt inspi­re­ret af alko­hol – skre­vet på uden­rigs­mi­ni­ste­ri­ets brev­pa­pir, som Bar­ker hav­de fået fin­gre i via en nær ven. Adam­ski og man­ge andre hop­pe­de på lim­pin­den. Bar­ker blev efter­føl­gen­de ban­ge for, at uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et vil­le straf­fe ham for at have brugt deres brev­pa­pir til svin­delnum­me­ret. Af ren og skær para­noia øde­lag­de og bort­skaf­fe­de han der­for den skri­ve­ma­ski­ne, som han hav­de anvendt, og benæg­te­de at have kon­stru­e­ret bre­vet.

Der­for fin­der man også en del genop­tryk af tit­ler – både som ind­bund­ne bøger og bil­li­ge og skra­be­de udga­ver pro­du­ce­ret med sprit­dup­li­ka­tor eller kopi­ma­ski­ne.

Gray Bar­ker, som fle­re gan­ge delt­og i kon­takt­per­so­nen Geor­ge Van Tas­sels sto­re ufo­mø­der ved Giant Rock i Cali­for­ni­ens Moja­ve-ørken, kun­ne godt gøre vold­somt grin med sam­ti­dens ufopro­fe­ter og sam­ti­dig udgi­ve en lind strøm af deres helt uri­me­ligt langt-ude-histo­ri­er for at hol­de gry­den i kog og tje­ne en skil­ling.

Bar­ker for­tal­te også om rej­ser og efter­forsk­ning af ufo­hæn­del­ser – bl.a. Flatwoods-monste­ret – som om han selv hav­de været driv­kraf­ten bag. Også her lader han sig kraf­tigt inspi­re­re af andres arbej­de.

Avis­hi­sto­ri­er om Flatwoods-monste­ret i West Vir­gi­nia kick­star­te­de Gray Bar­kers inter­es­se for ufo­er og det para­nor­ma­le. Væs­net blev angi­ve­ligt set ved byen Flatwoods i Braxton Coun­ty, West Vir­gi­nia, den 12. sep­tem­ber 1952, efter et skar­pt lys hav­de kryd­set nat­te­him­len. (Foto: braxton.org)

Sær­lig skri­ve­stil og frem­stil­lings­form, som lever end­nu

Gray Bar­ker blan­der fak­ta og fik­tion, og man er ofte i tvivl om, hvor skil­le­linj­en går. Selv afslø­re­de han sjæl­dent, hvad han selv men­te. Han er bare ”den, der stil­ler spørgs­mål” og vil ikke lade fak­ta stå i vej­en for en god histo­rie.

Det­te prin­cip kan vi sag­tens se anvendt i dag, hvor man­ge medi­er prak­ti­se­rer det i deres såkald­te seri­ø­se dæk­ning af den for­ny­e­de inter­es­se for ufo­er. Det sker bl.a. i vores hjem­li­ge podcast ”Fly­ven­de Tal­ler­ken”, hvor en radiovært og en astro­fy­si­ker siden novem­ber 2020 har under­holdt en stor lyt­ter­ska­re med det, som radiovær­ten selv kal­der en ”viden­skabspodcast”.

Både i sin histo­ri­e­for­tæl­ling og i mar­keds­fø­rin­gen af de man­ge udgi­vel­ser stil­ler Bar­ker man­ge spørgs­mål. Ofte afslut­tes histo­ri­er­ne åbent med spørgs­mål, der ska­ber tvivl hos læse­ren, mysti­fi­ce­rer og peger fremad mod en mulig fort­sæt­tel­se, som man læn­ges efter at læse og høre mere om. Det er i øvrigt også et gen­re­træk ved van­dre­hi­sto­ri­er.

Gray Bar­ker foto­gra­fe­ret engang i peri­o­den 1980–84 ved sin TRS-80 com­pu­ter, hvor han skrev man­ge histo­ri­er og selv lay­ou­te­de bøger og hæf­ter. Bar­ker blev man­ge år sene­re hoved­per­son i to doku­men­tar­film “Whis­pers From Spa­ce” (1995) og “Sha­des of Gray” (2008). (Foto: Gray Bar­ker Col­lection/Clarks­burg-Har­ri­son Public Library)

Med­ska­ber af ufo-mytens grund­for­tæl­lin­ger

Gray Bar­kers mot­to, om ikke at lade fak­ta stå i vej­en for en god histo­rie, gen­bru­ges i dag. Det gør man­ge af hans cen­tra­le for­tæl­lin­ger også.

Med sine (mest fik­ti­ve) for­tæl­lin­ger om mænd-i-sort (Men in Bla­ck, MiB), Phila­delp­hia-eks­pe­ri­men­tet og Mot­h­man-monste­ret var Bar­ker med til at intro­du­ce­re det para­nor­ma­le og skræm­men­de i ufo­myten og ska­be grund­for­tæl­lin­ger, som lever vide­re i dag, og som bl.a. er ble­vet til spil­le­film, afsnit i ”X‑Files” m.m.

Da fil­men ”Men in Bla­ck” (der har en humo­ri­stisk til­gang til Bar­kers ellers tru­en­de sort­klæd­te agen­ter) hav­de pre­mi­e­re i 1998, skrev John Sherwood, der i sin tid arbej­de­de tæt sam­men med Gray Bar­ker, om spil­le­fil­mens humo­ri­sti­ske til­gang, der adskil­ler sig mar­kant fra Bar­kers:

”Det er pas­sen­de, for så meget af det er vir­ke­lig én stor joke. Og den uvir­ke­li­ge lat­ter, du hører, kom­mer fra Gray Bar­kers grav.”

Fra ven­stre ses John Keel, Gray Bar­ker og Jim Mose­ly (1931–2012) i juni 1967 ved Con­gress of Sci­en­ti­fic Ufo­lo­gist i New York. (Foto: For­si­de af Jim Mose­leys Sau­cer News 14, no. 3)

En væsent­lig bog

Gray Bar­ker hører sam­men med John Keel, Jim Mose­ley, Donald E. Keyhoe og Ray Pal­mer til blandt ufo­mytens pio­ne­rer, der lag­de grund­ste­ne­ne til de for­tæl­lin­ger, som vi møder igen og igen i for­skel­li­ge for­klæd­nin­ger.

The Sau­ce­ri­an – UFOs, Men in Bla­ck, and the Unbe­lie­vab­le Life of Gray Bar­ker er der­for en bog, som man bør læse for at bli­ve klo­ge­re på ufo­mytens udvik­ling – og hvor­for der ikke er så meget nyt under him­len i dag, selv om det gang på gang præ­sen­te­res i medi­er­ne som sen­sa­tio­nelt nyt og en fors­mag på den fore­stå­en­de sto­re ufo-afslø­ring.

Gabri­el Mck­ee er bibli­o­te­kar ved Col­lections and Ser­vi­ces ved Insti­tu­te for the Stu­dy of the Anci­ent Wor­ld på New York Uni­ver­si­ty.

”The Sau­ce­ri­an” hand­ler ikke kun om Bar­kers enga­ge­ment ifm. ufo-ople­vel­ser o.lign., men også om hans livslan­ge per­son­li­ge kam­pe: Hans bestræ­bel­ser på at få en for­nuf­tig ind­tægt med book­ing og prom­ove­ring af film til dri­ve-in-bio­gra­fer. Hans øko­no­mi­ske van­ske­lig­he­der og kon­kur­ser. Samt de til­ba­ge­ven­den­de juri­di­ske og følel­ses­mæs­si­ge pro­ble­mer ifm. hans seksu­a­li­tet. (Foto: West Vir­gi­nia Public Bro­adca­sting)

Annon­ce for bogen ”They Knew Too Much about Flying Sau­cers” (Uni­ver­si­ty Books, 1956), der blev Gray Bar­kers stør­ste bogsuc­ces. Bogen byg­ger på Albert K. Ben­ders ople­vel­ser og plud­se­li­ge og gåde­ful­de opløs­ning af orga­ni­sa­tio­nen Inter­na­tio­nal Flying Sau­cer Bureau plus en ræk­ke mere eller min­dre fik­ti­ve beret­nin­ger om Bar­kers egne møder med de tre mænd-i-sort. I 1962 sam­ar­bej­de­de Bar­ker og Ben­der om en anden bog med tit­len “Flying Sau­cers and the Three Men” udgi­vet på Bar­kers for­lag Sau­ce­ri­an Books. I den­ne bog var mæn­de­ne-i-sort ble­vet til rumvæs­ner.