Jeg troede egentlig ikke, at homo sapiens kunne blive mere paranoid og bimlende åndssvag end David Icke – ja, det er ham med, at Jorden regeres af formskiftende krybdyr-aliens – og Bill Cooper, den farligste radiovært i USA. Efter at have læst bogen The Saucer and the Swastika ved jeg nu, at det står værre til, end min fantasi rækker til.
Af Kim Møller Hansen
”Hvis krigen blot havde varet seks måneder længere, ville Hitler have vundet … fordi hans videnskabsmænd stod på nippet til at opfinde flyvende tallerkener. Det er i hvert fald myten, som den i dag bliver formidlet i bøger, pamfletter og online – og hvis den var sand, ville eskadriller af Luftwaffe-rumfartøjer helt sikkert have udraderet britiske Spitfires … Men det er selvfølgelig ren fiktion.”
Sådan står der bl.a. i pressematerialet, som følger med bogen The Saucer and the Swastika – The Dark Myth of Nazi UFOs.
”Hvis krigen blot havde varet seks måneder længere, ville Hitler have vundet … fordi hans videnskabsmænd stod på nippet til at opfinde flyvende tallerkener.”
– Fra bogen The Saucer and the Swastika – The Dark Myth of Nazi UFOs.
En udbredt og farlig myte
Og bogens pressemateriale fortsætter:
”Og alligevel er den uhyggelige myte om nazistiske UFO’er overraskende veludviklet. Hvis man lytter til dens tilhængere, gemmer undslupne nazister og deres indoktrinerede afkom sig simpelthen i hemmelige antarktiske baser, inde i den Hule Jord, et sted på en anden planet eller endda i en anden dimension, mens de bare venter på det rette tidspunkt at slå til igen – og denne gang, bevæbnet med flyvende tallerkener og i tæt alliance med ariere fra andre stjernesystemer, står de klar til at afslutte det, de startede. Nogle hævder endda, at Hitler og hans ledende håndlangere ikke rigtig døde i 1945, men blev båret væk i ånden på flyvende tallerkener. Sådanne teorier virker vanvittige – men har de et skjult formål?”
Bogens forfatter S.D. Tucker svarer selv på spørgsmålet:
”Verden over har tilhængere af de hvides overherredømme taget nazistisk ufologi til sig for at trække de godtroende ind i den bredere kreds af højreekstrem ideologi. Hvis standardversionen af verdenshistorien er så forkert, at den ikke anerkender, at Hitler hjalp med at opfinde ufoer, hvad andet kan historikere så have taget fejl af om Det Tredje Rige? Kunne nazisterne faktisk have haft ret hele tiden? Kunne Holocaust have været et komplet fupnummer? Når de først har slugt den første løgn, kan de nemt sluge flere andre.”
Denne model af den ikke-eksisterende nazistiske ufo “Haunebu II” produceret af modelfirmaet Revell bliver ikke længere produceret efter kritik af dens historiske unøjagtighed. Modellens emballage, der fejlagtigt hævdede, at det “runde fartøj” var det første objekt, som kunne flyve i rummet med en tophastighed på 6.000 km/t, undlod at nævne, at fartøjet aldrig blev bygget, hvilket fik kritik fra bl.a. Dresdens Militærhistoriske Museum. Som historikeren Jens Wehner fortalte den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung (18.06.2018): “På det tidspunkt var det teknologisk umuligt at bygge noget som dette … Entusiaster kan bruge dette som en strategi til at så tvivl om det, vi i dag ved om nationalsocialismen.”
“Hvis man kan tro på, at Adolf Hitler lever i bedste velgående og bor på Venus, så virker tanken om, at Auschwitz aldrig har eksisteret, ret rimelig i sammenligning.”
– S.D. Tucker
Forfatteren advarer mod skjult hvervning til nynazisme
S.D. Tucker er – ligesom Kevin McClure og Maurizio Verga (se Læs mere-boksen) – klar i mælet: Nazi-ufo-myten er ren fiktion.
Det samme kan ikke siges om alle andre forfattere. En del forfattere til udgivelser om nazi-ufo-myten toner ikke rent flag (altså fx fortæller, at de er Holocaust-benægtere o.lign.), så man som læser ved, hvad man evt. skal møde af forskruede tanker og ideologier. Nogle har helt klart skumle hensigter.
For eksempel kan jeg forestille mig, at mange lige som jeg har læst Tim Matthews’ bog UFO Revelation fra 1999 udgivet på forlaget Blandford. Bogen er som helhed godt skrevet og interessant. Matthews argumenterer for, at ufoer kan være hemmelige militære fartøjer.
UFO Revelation har imidlertid et indledende kapitel med en nazi-ufo-vinkel, hvor Nazitysklands udviklingsprojekter inden for fantastiske luftfartøjer præsenteres som fakta.
S.D. Tucker kan i The Saucer and the Swastika – The Dark Myth of Nazi UFOs løfte sløret for Tim Matthews’ sande identitet. Han hedder i virkeligheden Tim Hepple, har en fortid på den alleryderste højrefløj og er af ligesindede blevet beskyldt for at stræbe efter at blive ”Ufologiens Fører”.
Tim Matthews alias Tim Hepple har skrevet ”UFO Revelation”. Hepple er kendt som en britisk informant og tidligere medlem af det højreekstreme parti British National Party (BNP), som i 1994 stod frem i tv-programmet “World in Action” og hjalp med at afsløre den voldelige nazistiske gruppe Combat 18. Han blev omtalt som en “nazi mole”, dvs. en infiltrator, der samarbejdede med antiracistiske grupper og myndigheder for at afsløre fascistisk og racistisk aktivitet i Storbritannien. Hepple skulle således både være en del af den britiske højreekstremistiske bevægelse og en vigtig kilde til afsløringer af miljøets voldelige og kriminelle handlinger. Han er blevet kaldt ”den mest kontroversielle person i ufologien”. (Foto: Kim Møller Hansen)
“Myter er effektive. Bare fordi de ikke er sande, betyder det ikke, at de ikke kan have en væsentlig effekt på samfundet som helhed og de individer, der udgør det samfund.”
– S.D. Tucker
Grundigt og seriøst indblik i en skør og skræmmende verden
S.D. Tucker skriver godt og humoristisk og er meget grundig i sin kortlægning af en myte, der ikke vil dø, men siden 1947 har været under stadig udvikling og tilpasset sig nye tiders ideer, kulturelle trends, konspirationsteorier, sociale medier etc.
Persongalleriet og mængden af forskruede tanker er ganske overvældende, men det lykkes forfatteren at føre læseren sikkert igennem, om end man skal holde tungen lige i munden – og måske også tage notater undervejs og frekventere de mange kilder, som er oplistet i bogens noteapparat.
En lille del af udstillingen på Roswell UFO Museum i New Mexico, USA. Dioramaet er opbygget af G. W. Dodson.
Læseren skal stå på tæer
Læsningen af The Saucer and the Swastika – The Dark Myth of Nazi UFOs kræver noget af sin læser pga. emnets kompleksitet.
Bogen kan klart anbefales, for kender du lidt til nazi-ufo-ideerne i forvejen og er godt hjemme i ufomytens historie, bliver du klogere på mange ting – og måske overrasket over, at der desværre stadig findes mennesker, som tror på ideerne fra Det Tredje Rige, og pakker dem ind i bizarre historier om ufoer.
”Historierne i denne bog er bizarre: Nazistiske tallerkenpiloter, der kæmper sammen med Saddam Hussein i den Første Golfkrig; aftryk af rumvæsener, hvis såler bærer hagekors og er fundet på ufo-landingssteder; lederen af Amerikas nazistiske Sølvskjorter, der hævder at være i psykisk kontakt med mænd fra andre galakser; og allierede piloter, der bliver bombarderet med brændende, glødende ‘foo fighters’ under Anden Verdenskrig. De kan virke harmløse i starten, men det er de ikke. Er det virkelig den hvide races skæbne at erobre de iskolde områder af rummet under den ‘ariske verdensånds’ banner? Måske ikke, men erobringen af deres ofres indre rum, ikke det ydre rum, i Hitlerismens navn, er, hvad disse nutidige Goebbels-typer virkelig ønsker.”
– S.D. Tucker
Både i årene før, under og efter Anden Verdenskrig har nazistiske bevægelser haft en ikke ubetydelig opbakning i USA, Storbritannien m.fl. På billedet marcherer næsten 1.000 uniformerede mænd iført hagekorsarmbånd og nazistiske bannere i New Jersey den 18. juli 1937.
Fakta:
The Saucer and the Swastika – The Dark Myth of Nazi UFOs
Af S.D. Tucker
320 sider
Amberley Publishing 2022
ISBN 9781398105386
Bogen kan bl.a. købes hos William Dam Boghandel.
Læs mere:
- Den farligste radiovært i USA
- Iron Sky Official Berlin Trailer – NAZI’S on the MOON Movie (2012) HD (en meget omdiskuteret film, der af producenterne blev kaldt satirisk og helt igennem politisk ukorrekt)
- Meget langt ude…
- Nazi-ufoer og antityngdekraft
- Nazisternes flyvende tallerkener bliver grundigt og overbevisende smadret
- Nazi UFOs: the site about the legend
- The Nazi UFO Mythos (e‑bog skrevet af Kevin McClure. Kan købes i SUFOI’s webshop)
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.